Vejlernes karakterplante kærfnokurt er netop nu tæt på at være på sit maksimale, og i store “flokke” står de og lyser gult i landskabet. Og tiltrækker svirrefluer og andre insekter.
I min flora står, at kærfnokurten vokser på “fugtig, næringsrig, urolig” bund, og det med det urolige skal vel tolkes som steder, hvor der foregår megen optrampning eller mekanisk oprodning af jord. Og det er på de blotlagte flader af jord, at planten spirer. Ialfald er det i Vejlerne ofte sumpede steder, hvor kreaturerne har moslet rundt, at “flokkene” af kærfnokurt optræder særligt talrigt – eller i enkelte tilfælde også hvor maskiner har været på spil i naturplejens tjeneste.
Jeg har en gang hørt en kendt botaniker udtale, at Vejlernes bestande af kærfnokurt hører til de største kendte i verden. Under alle omstændigheder er det et smukt, gult syn på denne årstid, som jeg hvert år finder stor nydelse i at betragte.