Kategori: Vejlerne

Det har næppe forbigået manges opmærksomhed, at biodiversiteten er presset i Danmark – heller ikke min! Men det er jo ikke en tendens, der kører lige voldsomt allevegne – og her på egen matrikel vil jeg påstå at diversiteten ligefrem stiger!

Da vi for næsten 35 år siden købte stedet – ældre stuehus med gammel blomsterhave, beliggende på en næsten hektar-stor græsmark – var her helt åbent, bortset fra nogle gamle syge elmetræer, som få år senere døde – og så et hvidgran-hegn mod vest til at give læ. Dét hegn fik vi hurtigt fjernet (det gav varme i brændeovnen den første vinter) – i stedet fik vi allerede få uger efter indflytningen plantet nogle hundrede løvtræer, oprindelige danske som man kunne få med tilskud. De blev plantet rundt langs kanten af grunden – nogle hvidtjørn langs et allerede eksisterende hvidtjørn-hegn ind mod naboen mod øst, og ellers en blanding af navr, lind, avnbøg, eg, hassel, mirabel, slåen, rød kornel med flere, samt nogle spidsløn vi fik forærende af Poul Hald-Mortensen. Desuden er forskellige pilearter samt hyld, birk og rødel kommet af sig selv fra en lille lund nord for grunden, og ask og ahorn fra en fin gammel løvskovslund som ligger bag gården lige øst for os. To kæmpestore asketræer står/stod faktisk placeret på vores grund – den ene måtte vi desværre aflive for et par år siden, da den var så svækket af svampeangreb, at den truede med at vælte ned over vores anneks. Vi tror, at den lund er anlagt som en park for mere end halvandet hundrede år siden ved gården, der er en af Hannæs’ store gamle familiegårde, ihvertfald rummer den nogle meget gamle bøgetræer.

Det hører med til fortællingen, at det nordvestlige hjørne af vores grund formentlig “altid” har haft et godt indslag af naturlig engvegetation, og på gamle $3-registreringer fra kommunen er der tilmed fund af gøgeurter. Men ejeren, som vi købte stedet af, fik sidst i 1980erne gravet en andedam af form som et 8-tal i denne fugtige del af grunden. Så da vi overtog, var der stadig store sandede partier omkring dammen næsten helt uden vegetation. Dét har jeg det blandet med – for der er mistet en bestand af orkideer; men til gengæld er det netop dammen (som efterhånden har udviklet sig til en ret tilgroet mose) som i årenes løb har givet mig mange oplevelser med guldsmede.

De højest beliggende halvdel af grunden har, mens det stadig tilhørte en gård i drift, været dyrket, men nok mest udnyttet til græsning sammen med engstykket, som det ses på dette foto fra 1962:

Hvidgran-hegnet som ses i billedet mod vest (længst til venstre) er det, som vi indledte med at fælde i 1990. Og løvtræerne lige vest for huset er mest de nu døde elmetræer (hvoraf stadig enkelte stubbe står). Rækken af løvtræer nederst i billedet er naboens seljerøn – de er der stadig. Mod nord var der i 1962 kun en grøft, som afgrænser grunden – nu er også denne del med høje træer. Billedet viser nogenlunde tydeligt grænsen mellem marken og engen (med hvad der ligner lysesiv-tuer – stadig et dominerende træk på arealet). Denne grænse ses også på det lodrette meget uskarpe ortofoto fra 1954:

Vi har altså været begunstiget af, at der har været en rest oprindelig engvegetation, og ikke mindst tilstedeværelsen af en god gammel løvskovslund i et ellers ret træløst landskab (det har det ihvertfald været til langt op i 1900-tallet).

Med den beplantning vi selv foretog tidligt efter indflytning fik vi skabt en ny varieret løvskovsbræmme stort set hele vejen rundt om grunden – som det fremgår af de to næste ortofotos, som viser noget af udviklingen:

Bemærk hvordan den selvsåede trævegetation på få år er rykket ind og bl.a. helt har udvisket konturerne af andedammen, når man ser det fra oven. Og læg mærke til den fine gamle løvskovslund, som naboen heldigvis værner om i højre del af billedet (mod øst).

Her er et billede inde fra løvskovslunden:

Skoven ligner hvad jeg vil kalde en urskov med væltede træer – bemærk det brækkede træ til venstre med spættehuller. Det er denne skov/lund som har “ansvaret” for at vi igennem efterhånden en hel del år har haft fastboende arter som Stor Flagspætte og Spætmejse. I år var der tilmed i en uges tid i maj en Huldue, som sad og sang derindefra! (ny matrikelart). Rødstjert dukkede op for snart mange år siden – den er også glad for at fouragere og gemme sin rede i gammelskoven, men i år har et par valgt at have reden i samme redekasse som hvor der sidste år til min store overraskelse ynglede Sortmejse – (og tidligere Grå Fluesnapper) – så dem ser vi glædeligt meget til, idet de også fouragerer i køkkenhaven og rundt langs matriklens “indre bryn”.

Jeg har jo i det meste af mit voksenliv levet af at være systematiker og registrere, tælle og dokumentere i naturen. Det gælder dog ikke i så udpræget grad når det kommer til min egen matrikel – herhjemme holder jeg jo fri (!). Jo, jeg har nogle år ført en års-fugleliste i konkurrence med nogle af de andre gamle Vejler-observatører, men da vi jo ikke bor med udsigt til vandflader og enge i Vejlerne er der mange ting som IKKE lige kan ses herfra. Men selvfølgelig – placér en feltbiolog et naturrigt sted igennem 35 år – så vil der jo i tidens løb akkumuleres registreringer af mange arter. Jeg kan nævne, at grunden i tidens løb har været opholdssted – mere eller mindre kortvarigt – for arter som Aften- og Lærkefalk, Pungmejse, Hvid Stork og Sydlig Blåhals, og så drager vi jo fordel af nærheden til Vejlerne og har jævnligt besøg af (eller kan høre) Trane, Rørdrum, Havørn, Sortterne, Sølvhejre, Skestork (sidstnævnte dog ikke mange gange) – og nogle år kan vi høre Vagtel fra omkringliggende marker.

I mange år var mit hovedfokus så udpræget hos fuglene, men de senere år har jeg bredt det meget ud, til også at kigge meget på insekter, i første omgang guldsmede og dagsommerfugle, men efterhånden også mange andre grupper. Hvad guldsmede angår bliver det ved med at overraske; sidste år var der således gæsteoptræden af Spydvandnymfe, Lille Rødøjet Vandnymfe og Gulvinget Hedelibel (for sidstnævntes vedkommende var det én af ganske få observationer i det ganske land i 2024). For Spydvandnymfe var det måske ikke bare gæsteoptræden, for den har jeg faktisk set flere gange i år, hvor også Månevandnymfe er kommet til (-som jeg også fortalte om her).

Jeg har aldrig fundet særligt sjældne dagsommerfugle på matriklen, men dog med års mellemrum nogle observationer af Sørgekåbe – (-som eksempelvis denne) og sidste år glædede det mig at en art som Sortåret Hvidvinge havde indfundet sig hos os (-som jeg også fortalte om her). Tidligere (da der var store elmetræer) var Det hvide W fast her, men den forsvandt med elmetræerne (dog med en genkomst i 2017 som beskrevet her, der desværre viste sig at være forbigående). Og en art som Skovrandøje, som for 30 år siden var en sjældenhed på disse kanter, har nu tilsyneladende etableret en fast bestand – vi ser dem ihvertfald ofte. En sommerfugleart som kunne være en “overlever” fra den oprindelige eng på stedet er Aurora, som vi hvert år ser talrigt i maj (-hvilket jeg gentagne gange har skrevet om her).

Jeg har anlagt en natursti rundt på grunden, og i sommermånederne, når jeg ellers ikke har feltarbejde i andre dele af landet, bliver det som reget til adskillige daglige ture rundt på stien med kikkert og kamera – mest med blikket rettet mod vegetationen – både urter og træer. Når nu grunden stort set har løvtræer til alle sider giver det sig selv, at der altid vil være et skovbryn som vender mod solen, og det er spændende at se, hvilke insekter som indfinder sig og sidder og suger sol. Jeg gør mig ingen illusioner om at lære det hele at kende, der er store grupper af insekter og eksempelvis edderkopper, som jeg nok aldrig får sat navn på. Men det hænder alligevel ofte, at der pludselig sidder et dyr, jeg kan se, jeg IKKE har set før, og det pirrer min nysgerrighed! Sidste år fandt jeg eksempelvis Sorthovedet Kardinalbille og Stor Blødvinge (som beskrevet i dette blogindlæg).

Det er påfaldende, at adskillige af de nye fund vi har gjort her, handler om insekter som i Danmark har en østlig udbredelse og er sjældne i Vestjylland – og ofte er de tilknyttet skov. Det gælder også flere af de nye fund fra den sidste måneds tid, som jeg lige vil vise nogle billeder af:

Der er flere pudsigheder her: sidste år var Sorthovedet Kardinalbille ny for matriklen, i år finder vi så Rødhovedet Kardinalbille – og faktisk har vi set begge arter gentagne gange, den rødhovedede faktisk flest! Og den skarpe iagttager vil bemærke at de to nye arter svirrefluer begge sidder på blade af solbær – det er en forvildet solbærbusk som står i det bryn mod vest, som hvor morgen bliver oplyst og opvarmet af solen – og det er noget svirrefluer af alle slags tiltrækkes af (- og i øvrigt også andre insekter, inklusive mange vandnymfer).

Og så var der lige denne:

Den sad også på matriklen forleden morgen og så spændende ud! Så vidt jeg har kunnet finde ud af drejer det sig om Plateumaris braccata, en billeart uden dansk navn, og sjældent rapporteret på diverse Citizen science-portaler. På Naturbasen er der 22 fund efter år 2000 flest i den østlige del af landet, på arter.dk noget flere, men næsten alle fra Vejler-området. Og jeg ved fra en bekendt, at hun har fundet den ved Vorup Enge ved Randers. Det kunne tyde på at det er en sump/rørskovs-tilknyttet art, som det kunne være sjovt at finde ud af noget mere om. Men jeg ved ikke lige hvor jeg skal søge…

Til sidst skal det med, at det ikke alene er dér på matriklen, hvor vi udøver “Vild med vilje”-regimet, men også i Mies blomsterhave, at der dukker hyggelige “biodiverse dyr” op. Således har vi de sidste tre dage kunnet nyde denne Duehale, som vi slet ikke har set i den vilde del af haven, udelukkende i de “tamme” forædlede blomster:

Duehale er så heller ikke ny på matriklen, og siger som sådan ikke så meget om de lokale betingelser for biodiversitet, da den under alle omstændigher kun dukker op her som tilflyver sydfra – men hyggeligt er det ihvertfald, når det sker (-og det er kun sket et fåtal gange på de 35 år).

Der er meget jeg IKKE nåede at omtale i dette opslag (f.eks. har jeg ikke nævnt pattedyrene!), men ideen var først og fremmest at gengive noget af min begejstring for at bo et sted, hvor det vilde har mulighed for at trives – jeg håber det lykkedes!

(Det kunne for resten være sjovt en gang at arrangere en såkaldt “bioblitz” på stedet med eksperter indenfor diverse organisme-grupper og se, hvad matriklen kan præstere)…