I Vejlerne har den besøgende mange muligheder for at få oplevelser med fugle og dyr – og med moderne fotoudstyr ofte på en afstand hvor det er muligt at få gode “skud” med hjem på hukommelseskortet. Oplevelserne er fine i sig selv, men vi er en del der har det sådan, at det tilføjer oplevelserne noget extra, at man på den måde kan gemme sine indtryk. Det kan man stort set dagligt se eksempler på eksempelvis på Facebook-gruppen ‘Vild med Vejlerne’. Det har ikke altid været sådan, i “gamle dage” tror jeg mange oplevede Vejlerne som ret utilgængelige, men de mange publikumsfaciliteter som er kommet efter Aage V. Jensen Naturfonds overtagelse af reservatet for 30 år siden har gjort adgangen for mange mennesker langt lettere (- og så hjælper det naturligvis også at der er sket en rivende udvikling når det gælder digitalkameraer og telelinser i samme periode)…
I Vejlernes rørskove yngler der mange par Rørhøg – de fleste langt fra de offentligt tilgængelige steder, men specielt i Han Vejle har man virkeligt muligheden for at komme tæt på den smukke rovfugl. Det har jeg tidligere skrevet adskillige indlæg om her på bloggen bl.a. Publikumsvenlig ung Rørhøg og tillidsfulde unge Rørhøge – begge om en tid senere på året, når ungerne har forladt reden. Lige nu handler det om de voksne fugle, der har travlt med at etablere territorium. Fra Jernbanedæmningen kunne man idag opleve hannen og hunnen i et par som gentagne gange gik ned i rørskoven i den vestlige ende af lokaliteten og mange gange passerede tæt forbi.
Rørhøg han, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg han, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg hun, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg hun, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg hun, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg hun, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg hun, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg hun, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg hun, Han Vejle, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er selvfølgelig en meget subjektiv menneskelig vurdering, men det kan være svært at lade være med at karakterisere fugle og dyr omkring os og tillægge dem forskellige temperamenter. Nogle virker stille og indadvendte, andre energiske og udadvendte, ja nærmest kåde – og i sidstnævnte kategori befinder sig afgjort “min gode ven” Spætmejsen.
Her er det en han som markerer territorium lige udenfor vore vinduer.
Jeg har i tidligere blogindlæg berettet om hvordan der første gang i 2016 indfandt sig en Spætmejse her på matriklen, en fugl som tilbragte en vinter på vores foderbræt. I årene efter så vi stadigt flere og flere, og siden 2021 har det ikke kun været en vinterfugl her; den har helt sikkert også ynglet, for vi har hørt dem syngende/territoriehævdende foråret og sommeren igennem. Og de har været kilde til glæde og smil, det er bare en fugl som har et væsen og et “humør” som smitter og charmerer! Indtil i år har jeg ikke fundet et konkret redested, men vi regner med at det har været i et spættehul inde i naboens gamle løvskovslund.
I år er det totalt eskaleret, nu er der to par til stede, hvilket betyder at energi- og lydniveauet er endnu højere end vi før har oplevet det. Hver gang man stikker hovedet udenfor hilses man af Spætmejse-lyd – og når den synger igennem lige udenfor vinduerne kan det høres ind på kontoret!
At der er to par gør tydeligvis, at det enkelte par bliver endnu mere aktive. Og så ser vi dem ekstra meget, fordi det ene par i år har valgt redested i en hjemme-snedkereret kasse, som hænger i en stor gammel ahorn overgroet med efeu og med masser af mosser og laver…
Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kassen har hængt i et par år på stedet uden at vi har set andre fugle være interesserede i den. Et par meter fra den hænger der en stærekasse, som hvert år er beboet – og den ser også ud til at blive det i år. Spætmejseparret er nu i gang med at “indrette sig” og har bl.a. bragt visne blade ind i kassen, og så bliver indgangshullet grundigt bearbejdet med hidsige hak med næbbet. Hullet burde ellers være rigeligt stort og faktisk havde jeg Stær i bagtankerne da jeg hængte kassen op, for det virker som om at her altid bliver fyldt op med Stære – altså at de er begrænsede af mængden af egnede redehuller.
Stær, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Her er en Stær som kortvarigt lander oven på den nu okkuperede Spætmejse-kasse. Det er endnu kun en lille del af dagen fuglene bruger på reden og der er lange periode hvor de ikke lige er i nærheden – men ellers er jeg sikker på at Stæren nok skulle være blevet jaget bort.
Med denne lille beretning vil jeg blot – endnu en gang – fortælle hvilken fornøjelse det er at have selskab af én af mine yndlingsfugle, den decideret ekstroverte Spætmejse (sådan tolker jeg altså dens temperament; beklager min tendens til antropomorfisme!). Jeg slutter lige med et par billeder mere som forhåbentlig kan gengive lidt af fuglens charme:
Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Som ornitolog (eller herpetolog, lepidopterolog, odonatolog osv.) – altså som naturmenneske – hæfter vi os ved bestemte begivenheder i naturen som markerer årets gang. Nogle begivenheder vigtigere end andre – afhængig af personligt temperament, og hvilke naturtyper man færdes i. For os som har Vejlerne som “baghave” kan det f.eks. være årets første paukende Rørdrum, første Rørhøg (men den gælder så ikke så meget længere, nu hvor de oftere og oftere overvintrer), første Citronsommerfugl, første Hugorm, første klækkede Grågæslinger, første Sortterne, første Huevandnymfe osv. osv. Det kan både være såkaldte forårstegn og senere på året også andre ting såsom returtrækket af vadefugle og meget andet.
I de senere år – siden arten genindvandrede til Danmark fra 1990erne, og i Nordjylland særligt de sidste 10-15 år – er ankomsten af Sydlig Blåhals en af de mere markante begivenheder i årshjulet. Det er blot ét af mange eksempler på en art som i min ungdom blev betragtet som yderst sjælden, ja nærmest uopnåelig – men som senere har taget et gevaldigt ryk nordpå og nu er en del af Danmarks faste fauna. De første år skulle man som regel hen omkring 1. april før den første blev hørt – ofte ved Jernbanedæmningen i Han Vejle eller Lund Fjord. Og som det gælder så mange andre naturfænomener i disse år med klimaforandringer er ankomsten af Blåhals også blevet tidligere og tidligere.
Idag er sådan en fin forårsdag i marts med stille vejr og solskin, og efter at jeg havde færdiggjort noget arbejde længere vestpå i Thy kunne jeg simpelthen ikke lade være med at køre op til P-pladsen ved Han Vejle – netop med Blåhals i bagtankerne. Jeg var hele vejen rundt ad gangbroen i Han og efterfølgende ude ved fugle”tårnet” i Lund, uden at jeg hørte andre syngende fugle end Rørspurv, Gærdesmutte og Rørdrum. Jeg var fristet til at afspille en stump blåhalsesang – men afstod (det er ikke “god stil” på et sted hvor der kommer så mange mennesker). I Lund var der godt med liv, Brushøns på engen og mine første Atlingænder i år. I tårnet mødte jeg en anden fuglekigger som kunne fortælle at han ved nedgangen til gangbroen havde haft årets første Blåhals – hvilket jo bekræftede min fornemmelse at det kunne være den rigtige dag. Og ganske rigtigt – på tilbagevejen til P-pladsen kunne jeg nyde den smukke fugl i sang.
Den er formentlig lige ankommet i nat. Det bygger jeg på, at der allerede på DOFbasen (her kl. 14) er indtastet adskillige Sydlig Blåhals fra rundt om i landet idag. Og ellers er den blot registreret pålideligt for en uges tid siden i Sønderjylland.
Som altid er det en fryd at møde fuglen som både er en visuel nydelse og behagelig for øret – det er ikke uden grund at dens skandinaviske slægtninge (Nordlig Blåhals med orange strubeplet) bliver kaldt Nordens Nattergal. Ja faktisk er det min personlige smag at blåhalsesang er én af de allersmukkeste fuglesange vores danske natur byder på.
Udover den lidt rystende optagelse ovenfor præsenterer jeg også lige dagens Blåhals på “stillbilleder” – i medlys og ekstremt modlys:
Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits m.fl., Diernæs Mark, januar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg har ikke nogen særlig viden om landbrugets tilskudsordninger, men det har ikke kunnet undgå min opmærksomhed, at der det seneste (par?) år er kommet et nyt tiltag, såkaldt “blomsterbrak” som betyder at en del af arealet er taget ud af konventionel drift og i stedet er tilsået med forskellige blomsterplanter. Tanken bag er bl.a. at gavne biodiversiteten, og uden at jeg helt er klar over forskellene lader der til at være forskellige kategorier, hvoraf én er benævnt “bestøverbrak”, særligt med henblik på bier, sommerfugle osv.
Siden oktober har det, der hvor jeg færdes, været særligt iøjnefaldende med mange marker hvor solsikke dominerer, og ofte har jeg kunnet se store flokke af småfugle flyve rundt over disse marker.
Særligt én bestemt mark er jeg kommet forbi med korte mellemrum, en ca. 4 hektar stor mark nær Sjørring, hvor der konstant har været 250-500 småfugle, der har frådset i solsikkefrøene. I starten var det mest Bog- og Kvækerfinke samt lidt Grønirisk og Stillits, men da jeg var forbi i formiddags var flokken totalt domineret af Stillits. I felten kunne jeg tælle op til 240, men jeg fik taget nogle fotos af flokken hvor jeg hjemme ved computeren kunne tælle mindst 375 Stillits – og det er et absolut minimumstal. Det er det hidtil største tal af denne art som er indtastet i DOFbasen i Thy.
Når man ser hvordan de tørre standere af solsikke ser ud på denne årstid er det svært at forestille sig, at de stadig indeholder mange frø – men ikke desto mindre viser fuglenes tilstedeværelse, at selv efter flere måneders konstant fouragering bliver der ved med at være noget at komme efter.
På de sociale medier har jeg dette efterår bemærket at mange har klaget over manglen på småfugle. Selv har vi nu mindst lige så mange fugle ved vores foderbræt som der plejer, selv Solsort som jo ellers har været plaget af en virus. Men jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at kombinationen af et mildt efterår og så de mange marker med blomsterbrak har betydet, at store mængder af småfugle som har opholdt sig i agerlandet i denne vinter ikke har haft det store behov for at søge mod villakvartererne i byerne – og at mange parcelhusejere med foderbrætter derfor har oplevet en mangel på småfugle.
Her har jeg samlet lidt fotos fra “min” solsikkemark, bl.a. fra en periode med vintervejr i november:
Stillits, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bogfinke, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits m.fl., Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kvækerfinke m.fl., Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kvækerfinke, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits m.fl., Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kvækerfinke, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kvækerfinke, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bogfinke, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits og Kvækerfinke, Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bogfinke m.fl., Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits m.fl., Diernæs Mark, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stillits, Diernæs Mark, januar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En stor del af flokken på 375 Stillits samt bl.a. nogle få Kvækerfinke, Diernæs Mark, januar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Baltisk Mosaikguldsmed han, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dkHuevandnymfe han, Tømmerby Fjord, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Huevandnymfe hun, Tømmerby Fjord, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I 2017 og 2018 foretog jeg en stor guldsmedeundersøgelse i Vejlerne som jeg ofte berettede om her på bloggen.
Forud for den undersøgelse var kendskabet til Vejlernes guldsmedefauna sporadisk og i vidt omfang baseret på, hvad der kunne iagttages fra offentligt tilgængelige steder som gangbroen i Han Vejle. De store sumpområder, som måtte formodes at kunne huse en rig guldsmedefauna, var ikke blevet undersøgt.
Undersøgelsen i 2017/18 var derfor at betragte som et pionérarbejde; aldrig tidligere var guldsmede og vandnymfer blevet eftersøgt og dokumenteret så grundigt i et specifikt lokalområde i Danmark.
Men arbejdet var ikke systematisk lagt an, der eksisterede ganske enkelt ikke en etableret metodik til den type undersøgelser. Alligevel resulterede projektet i en stribe banebrydende resultater, hvoraf den vigtigste var opdagelsen af meget store bestande af den rødlistede Huevandnymfe, som man få år forinden havde troet var ved helt at uddø i Danmark, og som er forsvundet i store dele af sit tidligere udbredelsesområde i Nordvesteuropa.
Desuden kan især fremhæves Baltisk Mosaikguldsmed med Danmarks eneste kendte bestand, som var blevet opdaget i 2005/06. Andre af de mest spektakulære opdagelser var, at Kileplet-Mosaikguldsmed blev fundet som ny art nord for Limfjorden, samt at en af de største kendte danske bestande af Grøn Mosaikguldsmed findes i krebseklo-sump ved Tømmerby Ringkanal.
Styrken ved undersøgelsen var altså mere kvalitativ end kvantitativ – men den viste trods alt, at der udover de sjældne arter fandtes nogle meget store bestande af mange andre, mere almindelige guldsmedearter.
De efterfølgende store undersøgelser jeg har foretaget – i Nationalpark Thy i 2019, Vilsted Sø i 2021 og Gudenåengene i 2023 – har alle været designet med systematik i fokus, så de vil kunne repeteres i fremtiden.
Da der nu var gået så lang tid siden undersøgelsen i Vejlerne, og fordi levestederne med de tætteste forekomster findes i de lukkede dele af reservatet, gjaldt det for de to arter, hvor Vejlerne på landsplan er af afgørende betydning, at det atter svævede lidt i det uvisse, hvordan det går med disse bestande – altså arterne Huevandnymfe og Baltisk Mosaikguldsmed. Jeg foreslog derfor Aage V. Jensen Naturfond, at jeg i denne sæson, 2024, fik adgangstilladelse og foretog nogle målrettede ”nålestiksoperationer” i de lukkede dele af reservatet for at få en fornemmelse for situationen hos de to arter.
Huevandnymfe bliver stort set hvert år rapporteret med nogle få individer i Han Vejle eller Lund Fjord. Den har en meget kort flyveperiode fra midt i maj til en uge ind i juni, og nogle år (som 2023) hvor flyvetiden er præget af køligt og blæsende vejr kan det være svært at ramme. (Det voldte således stort besvær for mig sidste år, hvor jeg havde lovet at vise arten frem for en guldsmedeentusiast fra Tyskland – men det lykkedes akkurat)… De store bestande jeg fandt i 2017/18 var især i Klaringerne i Tømmerby Fjord og langs Krapdiget, men jeg finder det sandsynligt at arten findes de fleste steder i Vejlerne med dybt, klart vand – således forestiller jeg mig at store dele af Bygholm Nord også må være ”besat”.
Baltisk Mosaikguldsmed flyver i juli/august og var i en årrække ”sikker” ved gangbroen i Han Vejle, men den er tydeligvis blevet meget mere fåtallig – ihvertfald dér – og flere år er der gjort ingen eller kun få iagttagelser af arten. I min undersøgelse 2017/18 fandt jeg flest i kanalen i Glombak – men sagen er nok, at den trives bedst i høj veludviklet rørskov på våd bund, så den burde også eftersøges eksempelvis i søerne langs Selbjergdiget i Bygholm Nord.
Min plan var IKKE at forsøge at få et totalt overblik over bestandene af de to arter i Vejlerne (det ville kræve en væsentligt større undersøgelse), men at genbesøge nogle af kerneområderne fra undersøgelsen i 2017/18 i arternes flyvetid for at vurdere, om de fortsat klarer sig godt.
Som kvittering for tilladelsen til at færdes i reservatet har jeg forfattet et kortfattet notat, som kan læses her (klik for at downloade). Så hvis du er nysgerrig på hvordan det går to af Vejlernes ansvarsarter inviterer jeg hermed til at læse notatet.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skægmejse, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Man kan møde Skægmejse hver dag året rundt i Han Vejle. På intet tidspunkt synes jeg deres farver matcher omgivelserne bedre end lige nu. Men altid er de oplivende elementer i rørskoven.
En pæn flok igår holdt til ved gangbroen.
Skægmejsernes gule stikkende øjne er dygtige til at finde tagrørsaks som indeholder frø. En andens gule øjne holdt øje med Skægmejserne…
Spurvehøg, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Silkehejre er en art som er akkurat årlig i Vejlerne – det har den ialfald været igennem de seneste ti år. Ofte er det en enkelt fugl som i en periode ses på Bygholmengen og på fjordsiden ved Pytodde-lagunen, men af og til samles to eller tre fugle her i Nordeuropas bedste sumpfuglereservat – som i 2017, hvor der i juni var tre fugle i Arup Vejle.
De kan dukke op gennem hele sommerhalvåret fra marts til oktober. Der er helt klart en tendens til mere regelmæssig optræden nu end for 20-25 år siden, men det har aldrig udviklet sig på samme måde som med Sølvhejrerne, som nogen måske havde forventet. I det sydlige England og i Nederlandene har Silkehejre etableret sig som fast ynglefugl i denne periode, og ifølge BTO – British Trust for Ornithology – har bestanden i Storbritanien taget et kvantespring fremad, med en 2347% stigning (!) mellem 1995 og 2022 til nu omkring 1100 par.
Men sådan er det slet ikke gået i Danmark – Silkehejre er fortsat så sjælden, at det er én man frydes over at se hver gang. Og lige nu, eller siden 22. september, har der dagligt været Silkehejre at se på forskellige lokaliteter i og omkring Vejlerne. Aldrig mere end én pr. observation – men tydeligvis må der være tale om adskillige forskellige individer.
Efter den første fugl på Bygholmengen 22/9 så jeg og en anden observatør 24/9 denne fugl i Østerild Fjord:
Silkehejre, Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nogle dage senere så Henrik Haaning og flere andre en Silkehejre ved Arup Holm, og det var nærliggende at tro, at det kunne være den samme. Men det var det ikke! – for Henrik har lagt en stribe fotos af fuglen på Netfugl i en artikel hvor han fokuserer på aldersbestemmelse af Silkehejre. Det var nemlig en 1K-fugl med tydelige gule, uregelmæssige “plamager” på benene. Jeg skal ikke kloge mig på alderen af denne fugl fra Østerild Fjord, men den havde ialfald ikke disse gule områder på benene – kun tæerne var gule (som de er i alle aldre).
Igennem hele periode er der fortsat set en fugl på Bygholmengen. Observatørerne har ikke altid oplyst hvor på engen fuglen er set, men flere har været set fra dæmningen i Midt- eller Vestsøen. Den 4/10 stod der så pludselig en Silkehejre ved Krapdiget, men her i den forgangne weekend er der både set Silkehejre på den nordlige del af Bygholmengen og en fugl ved Pytodde.
Silkehejre, Pytodde, oktober 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Selv om jeg havde den i modlys kunne jeg ihvertfald konstatere, at denne fugl heller ikke var identisk med 1K-fuglen fra Arup Holm (den manglede de gule områder på benene) – og jeg mener faktisk heller ikke det kan være fuglen fra Østerild Fjord, som havde en tyk og kraftig befjering på halsen, mens Pytodde-fuglen var meget “tyndfjeret” på halsen. Så jeg kommer til konklusionen at der har været mindst tre forskellige – og med fuglen ved Krapdiget, som jeg ikke har set måske fire – Silkehejrer i Vejlerne.
Der har måske været et mindre influx til Nordjylland, for i går blev der set en sydtrækkende Silkehejre langs havet på Agger Tange om formiddagen, inden at de to fugle sås i/ved Vejlerne. Og indenfor den seneste måneds tid har der i øvrigt også været to fugle på Værnengene og en fugl har også huseret i Vadehavet (ifølge DOFbasen).
Kortnæbbet Gås, Grågås m.m., Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidligere i år var jeg til et symposium afholdt af Aarhus Universitet for at fejre Jesper Madsens 40 års-jubilæum som tilknyttet universitetet. Jesper har jo især markeret sig internationalt for sin forskning i Kortnæbbet Gås (og jeg har selv igennem pænt mange år udført en del feltarbejde i den forbindelse). Ved symposiet holdt Jens Gregersen et foredrag med titlen ‘Venter på de Kortnæbbede Gæs‘.
Foredraget tog udgangspunkt i Jens’ ophold på Tipperne i hans ungdom tilbage i 1970erne, og han berettede om, hvordan man som observatør på reservatet når man nåede et stykke hen i september gik og holdt øje med himlen – for ankomsten af de Kortnæbbede Gæs fra ynglepladserne på Svalbard var en af de helt store årstidsmarkører. Det så man frem til! Et tiår senere prøvede jeg det selv som observatør på det sagnomspundne vestjyske reservat, og de Kortnæbbedes ankomst var også noget vi gik op i. At fænomenet ofte faldt sammen med flot vejr under septembers høje himmel gjorde det jo kun bedre. Jeg tror det er noget, alle vi, som har fået vores ornitologiske uddannelse på Tipperne, har et helt særligt forhold til. Mange af de fremmødte til Jespers symposium var netop gamle “Tipper-drenge”.
Dengang kom gæssene trækkende i ét stræk direkte fra Svalbard, da de endnu ikke var begyndt at udnytte rastepladserne i Trøndelag. Opholdet på Tipperne var som regel kort, for i jagttiden om efteråret blev hele bestanden presset ud af Danmark, og de tilbragte det meste af efterårsmånederne i Nederlandene og Belgien – frem til nytår hvor de returnerede, ialfald hvis vinteren var mild.
Nu som dengang står “Kortnæbbenes” ankomst i september for mig som et af de virkelige højdepunkter i årshjulet – også selv om jeg lige for tiden ikke arbejder professionelt med arten. I “gamle dage” hed det sig altid, at gæssene ankommer 17. september – og i rigtigt mange år har det da også holdt stik, at ankomsten faldt tæt på den dato. Men nogle gange har det ramt langt forbi – enkelte år er ankomsten sket tidligere, og andre år er det blevet meget forsinket. Der er også stor forskel på, om det er et langsomt “sivetræk”, hvor tallene kun langsomt bygges op, eller de år hvor der på én gang kommer et massivt tiltræk med tusindvis af fugle i løbet af en eftermiddag.
I år er tydeligvis et år med sen ankomst. Jeg har siden det gode højtryksvejr indtraf midt på måneden gået og holdt øje – det faldt oven i købet sammen med fuldmåne, og så tænkte jeg, at gæssene da burde udnytte de behagelige vejrforhold. Men ingen gæs (udover de lokale Grågæs). Jeg ved at nogle lokale jægere havde det første møde med en lillebitte flok for nogle dage siden (det blev flokken mindre af). I forgårs blev der meldt en lille flok på Bygholmengen af en pålidelig ornitolog – men selv om jeg har været rundt og checke stederne hver dag, var det først i går eftermiddags at jeg havde de første 55 i Østerild Fjord (billedet ovenfor). De ville være lette at overse midt i en større flok Grågæs; de fleste af de nyankomne og sikkert trætte Kortnæbbede stod og sov med hovedet under vingen (de fleste fugle i striben stående i vandet midt i billedet).
I aftes, da jeg var ude og tisse i nattemørket kunne jeg høre Kortnæb “oink-oink’e” over huset – så flere kommer trækkende til i disse dage og nætter. Og ja – de kan godt finde vej i mørke! Det har vi talrige eksempler på.
Så nu venter jeg ikke længere på de Kortnæbbede Gæs – nu er de ankommet. Spørgsmålet er, om det kommende vejromslag til lavtryk og vestenvind ikke vil bremse tiltrækket noget?…
Jeg kunne se i flokken at der var pænt med ungfugle. Nu kan man ikke dømme om årets ungeproduktion ud fra en enkelt flok, men det er altid spændende, hvordan resultatet af yngleanstrengelserne er blevet for fuglene. Ikke mindst et år som i år, hvor klimaforandringerne efter hvad jeg har opfattet for alvor er slået igennem på Svalbard med en meget varm sommer. Det skal blive spændende at følge hvordan det går! Med Kortnæbbet Gås – en af mine absolutte yndlingsfugle, der bærer så mange fortællinger med sig…
Død Spidsmus, Tømmerby, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Død Flagermus, Tømmerby, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dagen igår bød på fund at to døde pattedyr hjemme på matriklen… Jeg kan ikke artsbestemme nogen af dem, så hjælp til bestemmelse modtages gerne.
Prærietrane og Trane, Thorup Fjordholme/Sløjen, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prærietranen, som nu har opholdt sig på og omkring (øst for) Bygholm Vejle siden første halvdel af juli – altså i over to måneder – har naturligvis påkaldt sig en del opmærksomhed.
Før denne fugl var der jo den velkendte Prærietrane tilbage i 2021, som jeg fandt på Sydsjælland og som derefter turnerede land og rige rundt – inkl. et længere ophold i Vejlerne – inden den 8. maj trak ud ved Skagen. Det var Danmarks andet fund, og som den ekstreme sjældenhed arten er i Europa var den genstand for stor interesse, også fra medierne – og jeg skrev selv en artikel om den til årbogen Nordjyllands Fugle. Denne fugl tilbragte efterfølgende det meste af sommeren højt mod nord på Varangerhalvøen i Norge.
I mellemtiden har der i flere perioder været rapporter om arten flere steder i Nordvesteuropa. Og så var der igen i år en Prærietrane, som i maj trak op over Skagen Odde og formentlig videre mod nord – eller faktisk har der nok været to, for en måned senere, 7. juni, dukkede der en (ny?) fugl op i Skagen. Denne opholdt sig i det nordlige Vendsyssel frem til 18. juni, og det er nærliggende at tro, at det er samme fugl som nu står i Vejlerne. At det vitterligt er en ny fugl i forhold til dén i maj sandsynliggøres af, at den dagen før ankomsten til Skagen blev set nordtrækkende i Nederlandene.
På trods af disse langvarige ophold er Prærietrane fortsat en ekstremt sjælden fugl i Europa, men at den optræder så stedtro har selvfølgelig givet mulighed for rigtigt mange mennesker at stifte bekendtskab med den. At den netop vælger lange ophold i Vejlerne er jo ikke så mærkeligt, eftersom vi her har Danmarks største rasteforekomst af Trane. Prærietranen følger “vore egne” Traner i deres daglige rutiner; overnatter på Bygholm Vejle og benytter i dagtimerne fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. Selv har jeg flere gange i august fundet den på stubmarker i den østlige del af det, vi på Vejlernes Feltstation traditionelt har kaldt Thorup Fjordholme, men den korrekte stedbetegnelse er nok Sløjen.
I forgårs blev jeg kontaktet af TV2 Nord, som gerne ville lave et indslag om den sjældne gæst. De har været lidt længe om at “få fingeren ud”, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Jeg mødtes med dem en lille time før solnedgang ved Kraptårnet, og det var en af disse meget fine skumringstimer man kan opleve netop dér, med Krondyr, Havørne, Sølvhejrer – og de mange Traner som løbende ankom til overnatning i større og mindre flokke. Det endte med at der var mindst 325 af dem. TV-folkene var heldige at få en kort filmstump af netop dén flok som indeholdt Prærietranen. Det var live fjernsyn, så mine forklaringer er “skudt fra hoften” og jeg nåede at blive en smule febrilsk – men jeg håber at begejstringen over oplevelsen alligevel skinner igennem – indslaget kan ses her:
TV2 Nord’s indslag om Prærietrane 11. september 2024.