
I Nibe Bredning ses om vinteren store mængder af Lysbugede Knortegæs fra Svalbard (og nogle af dem yngler på Østgrønland, så vidt jeg har forstået). Ved havnen i Nibe møder de en fast vinter-forekomst af Rødben af robusta-racen, også kaldet Islandsk Rødben.
Er man heldig, fouragerer Knortegæssene (sammen med Blishøns) helt tæt på parkeringspladsen på havnen, hvorfra disse fotos er taget – for en uge siden mellem jul og nytår.

Ifølge Danmarks førende ekspert på Lysbugede Knortegæs Preben Clausen, Aarhus Universitet, fouragerer gæssene i dette tilfælde på søsalat Ulva lactuca; men ellers er det ofte ålegræs, man ser gæssene æde.

Her ses langs bredden – som mange steder langs Limfjordens lavvandede bredninger – “tæpper” af sammenskyllet ålegræs. Knortegæssene og Blishønsene (og lidt længere fra land også Pibeænder) er herbivorer, dvs. de æder planterne – mens Rødbenene opholder sig langs denne opskylszone for at spise eventuelle tanglopper eller andre smådyr, der tiltrækkes af opskyllet.
