Okkerfarvet ørken på Fuerteventura

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.

Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…

Kravetrappe, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!

Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).

Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.

Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!

Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.

Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.

Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…

Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…

Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.

Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!

Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.

Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!

Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.

Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.

Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…

Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.

Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.

Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.

Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).

Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…

Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!

Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.

Musvågeungen i rødellen

Musvågeunge i rede, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvågeunge i rede, Tømmerby, juni 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så er “min” Musvågeunge snart stor nok til at den forlader reden.

Det er nu tredje eller fjerde år i træk, at et lokalt Musvåge-par har rede i et gammelt hegn af rødel, plantet for en 25-30 år siden, som nu er vokset sammen med en selvsået lund af birketræer. Som nævnt i aktuelt-artiklen “Musvågers fornemmelse for mennesker” af Peter & Peter (Sunde & Odderskær) i det nye nummer af DOFT, er Musvåger stadig sky – selv om de i princippet har været beskyttet i en lang årrække. Det er også min oplevelse. Således forlader de gamle fugle altid reden, skrigende, længe inden jeg kommer i nærheden af den. Reden ligger godt 100 meter fra vort hus og lidt tættere på naboens hus, men fordi det er et “stille” hjørne af grunden næsten uden færdsel, hvor naturen stort set får lov til at passe sig selv, har fuglenes krav til redelokalitet alligevel kunnet honoreres.

Det er jeg selvfølgelig glad for – og lidt stolt over – det er dejligt at have en stor rovfugl så tæt på, det giver mange fine oplevelser (på trods af deres skyhed).

Og nu venter jeg spændt på, hvornår den ny unge tager mod til sig og forlader den trygge rede…

Hjemmeproduktion

Solsort-unger, Tømmerby, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Solsort-unger, Tømmerby, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale-unger, Tømmerby, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale-unger, Tømmerby, juli 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Disse fede velnærede Solsort– og Landsvale-unger er produceret her på matriklen, og det har givet anledning til megen glæde at følge med i familielivet. Begge parrene havde valgt mit nye udhus som bolig; droslerne havde placeret reden på stigen, der hænger på ydersiden af huset (og dermed var stige-involverende projekter umulige i en periode), og svalerne ynglede inde i vindfanget. Førstnævnte lå meget let tilgængeligt, men undgik på mirakuløs vis prædation fra naboens kat, der ellers tit kom forbi (og udløste infernalsk varslen hos svaleparret. Deres rede lå dog i fuldstændig sikkerhed i 3½ meters højde). Svalerne har de sidste mange år forgæves forsøgt at komme til at yngle i vort soveværelse, men dette er første gang, vi har ynglende svaler hos os. Da svaler hører til mine yndlingsfugle, er jeg i stand til at bære over med det svineri, sådan et kuld unger og deres forældre leverer.

Begge kuldene – tre solsorteunger og fem svaleunger – er fløjet fra reden for et par dage siden. Det samme gælder iøvrigt ungen hos det Musvåge-par, vi også har ynglende på matriklen.

Eftermiddag i de Vestlige Vejler, moseterne

I eftermiddags var jeg en tur ved Arup Vejle, og i Tømmerbytårnet. Det var en nydelse at stå i Arupskjulet foran en spejlblank vandflade fyldt med Pibeænder og Krikænder, der sammen med Grågæs, Hjejler og Viber også fyldte godt i lydbilledet. Der var en del aktive rovfugle, der baskede omkring, heraf en enkelt smuk gammel Blå Kærhøg han. Den kom i lav jagtflugt langs Arup Vejles vestside, og skræmte Dobbeltbekkasiner op på sin vej. De fleste af rovfuglene var Musvåger, og en af dem sad i Arup Vejles sydøsthjørne og flåede i en halvstor fugl – ande/spove-størrelse – og engen omkring slagtepladsen var helt hvid af dun. Et par sultne Gråkrager sad og ventede på, at Musvågen skulle blive færdig med at spise.

Fra Tømmerbytårnet kunne jeg se et par Fjordterner som fouragerede over vandfladen. På et tidspunkt var der også en mindre terne i dansende flugt, en moseterne – formentlig en Sortterne, eller en sen efterårs-Hvidvinget Terne, som Vejlerne også tidligere har budt på. Den forsvandt desværre alt for hurtigt, og jeg fik den aldrig bestemt.

DMI har lovet godt vejr søndag, og fuglen skal ialfald checkes igen.

Fra feltstationens dagbog – 28. december 1991

Terjes sidste total, Jørgen Peters sidste total, årets sidste total blev afviklet på denne vejrmæssigt ikke alt for optimale dag – men vi fik alligevel faktisk en helt fin total i hus, havde fornemmelsen af at have rimeligt godt styr på fuglene. Det var Terje der var vestpå idag, undertegnede stod for østruten. Denne gang blev begge ruter gennemkørt på knallert.

Der var nu ikke de store overraskende oplevelser derude, hverken arts- eller antalsmæssigt, så total-gennemgangen bliver ret kort og summarisk: Lille Lappedykker 4 i Lønnerup, og fra samme “rørlusker”-kategori, selvom de slægtsmæssigt ligger langt fra hinanden, en Rørhøne i Storåen. Det er åbenbart blevet regelmæssigt med vinter-høns de sidste par år. Svømmeænderne talte vi i følgende antal: Krikand 267, Gråand 2811, Pibeand 2380 og Spidsand 1 enkelt – det ligner meget de sidste par totaler, og “hovedpuljen” befinder sig stadig på Bygholmengen. Der er vist ret mange Gravænder, årstiden taget i betragtning, 135 med de 120 på Bygholm. Troldænderne var for alvor rykket sammen i Østerild, hvor Terje fik talt ikke færre end 753 fra de forskellige nye obs.-punkter, vi har måttet tage i brug efter “tabet” af bilkirkegården. Taffelænderne som sædvanligt langt mere fåtallige, og mere spredte – flest af dem østpå, ialt 120. Og det er også helt normalt, at flest Store Skalleslugere ligger i Tømmerby, idag 450 – derudover spredt sølle 18. Det er pudsigt, som de forskellige dykandearter har hver deres foretrukne tilholdssteder. De af dem, der er så få, at man lægger mere mærke til dem er Lille Skallesluger (7), og så én af hver af Sortand og Bjergand.

Fire gåsearter var i området idag; 51 overvintrende Grågæs (Lund-flokken manglede idag), 432 Sædgæs, lidt overraskende 11 Blisgæs ved Bruuns Hul (efter at de har været væk et stykke tid) – og så var der kommet jule-Kortnæbbede, ialt 309, et markant tiltræk. 100 på Bygengen, 40 Arup og 150 Læsvig, og så en flok på 19, som fløj lidt frem og tilbage over Hannæs, så at vi begge fik dem at se, ved henholdsvis Glombak og Arup. Der var pænt mange Sangsvaner, men det er jo meget normalt, mere bemærkelsesværdigt er det, at Pibesvaneflokken i Revlsbuske er vokset til 150. Rovfuglene var der ikke iøjnefaldende mange af idag, kun 22 Musvåger, 13 Blå Kærhøge, 4 Tårnfalke og 3 Spurvehøge – 4 arter, tyndt! Dog fortjener 5 Kærhøge tæt sammen efter overnatning i Glombak (sydøst for Krap) at nævnes.

Det er ikke just årstiden for vadefugle; 32 Viber, 35 Rødben og en enkelt ensom Ryle var alt. Fra resten af sumskemaet (skrigefugle, spætter og videre) er der denne gang ikke meget af fremhæve, kun Isfuglen, der fløj ud under centralslusen, 4 Sanglærker ved Arup (åbenbart en lille overvintrende flok dér) og så den kendte Læsvig-Misteldrossel.

Fra feltstationens dagbog – 17. december 1991

Terje, Ejnar og Albert var de heldige, der fik lov til at drage på denne måneds tangetælling – Frimer og undertegnede måtte så blive herhjemme på skansen. Så for os var det en fredelig dag – især for mig, da Frimer først kom op ved middagstid. Ingen fugleobs. fra Vejlerne – derimod kom en del papirjobs fra hånden, ynglefugleprikkort fra 1991 (! – så tallene kan komme med i NOK-rapporten – vores egen afrapportering er jo noget bagud…) samt bl.a. et brev til Mariko med nyeste Sædgåse-obs.

På TANGERNE var det naturligvis ikke det bedste tællevejr, men de vurderer dog at have fået det meste med. Størst opmærksomhed samlede sig naturligvis om vadefuglene, 8 arter kunne det blive til. Ingen Viber eller Hjejler, men 178 Strandskader, 29 Strandhjejler, 86 Små Kobbersnepper, 33 Storspover, 339 Rødben, 1200 Almindelige Ryler, 5 Sortgrå Ryler og 1 Brushøne er jo ganske pæne tal i december. En af Kobbersnepperne var i sommerdragt, højrød lyste den op mellem de andre grå! Den må være forstyrret i hormonerne! De Sortgrå stod på molen ved færgehavnen på Harboøresiden – iøvrigt sammen med 120 Rødben. Ingen større tal af svømmeænder eller svaner, men 908 Gravænder på Harboøre fylder jo godt i landskabet! Der var heller ikke mange dykænder, kun 3 Bjergænder, 3 Havlitter (Krik Vig) og 5 Små Skalleslugere (Agger) fortjener at nævnes. De fik talt 78 Knortegæs, heraf 68 Lysbugede, 3 Mørkbugede og resten usp. Ingen rovfugle i antal – det er der næsten aldrig på Tangerne – kun 2 af hver af Musvåge, Fjeldvåge, Blå Kærhøg og Tårnfalk, samt én Spurvehøg. Fra spurvefugleafdelingen kun en enkelt Sanglærke og en syd-flyvende Silkehale at nævne. Det var jo på sidste tangetur, at der var flokkevis af trækkende Silkefugle… Mandskabet var tidligt hjemme, endda før det blev mørkt – det ér jo ikke just den mest fuglerige tid…

Så gik resten af dagen for Terjes og Frimers vedkommende med store spekulationer over deres Afrikatur, som de har været lige ved at opgive p.g.a. økonomien (Kenya er åbenbart blevet meget dyrt) – men det ender med, at de tager af sted! En anden en kan jo ikke sige sig fri for at være lidt (meget) misundelig!!

Fra feltstationens dagbog – 9. december 1991

Det var noget mørkt vejr at være ude i, og koldt, men det var ikke sådan at vejret satte nogle begrænsninger i mulighederne for at tælle fugle, så det var sådan set en udmærket total. Den havde blot været forbundet med større nydelse, hvis det havde været en lille smule lysere vejrstemning…

Fugle var der for så vidt nok af, men man mærker alligevel tydeligt, at det er ved at være vinter. Den smule frost vi fik i denne omgang (torsdag-fredag-lørdag) har dog ikke været nok til at skræmme alle fuglene væk – der var stort set ingen is på vandfladerne, kun lidt “pjatis” i kanterne rundtomkring. Og f.eks. Rørdrummerne er her endnu – i det mindste én, som kom flyvende fra Glombak, da jeg nåede Krap i morges. Lappedykkerne ser dog ud til at være skredet for i år… Den sædvanlige opremsning af andetal lyder denne gang på 582 Krikænder, 1909 Grå-, 527 Pibe– og 12 Spidsænder, for nu at starte med svømmeænderne. Der “mangler” 300 Krik- og Pibeænder og 1000 Gråænder i forhold til sidste total, men vi fandt flere Spidsænder denne gang. I dykandeafdelingen så det således ud: Taffeland 275 (halvdelen Glombak, resten i Østerild og Lønnerup), Troldand 543 (4/5 i Østerild, Vejlernes eneste rigtig gode Troldande-lokalitet) og Bjergand kun 1 (én) denne gang (sidst fandt vi 16). Hvinænderne, ialt ca. 600 (597 talt), ligger langt mere spredt på en masse delområder, men dog med de største fourageringsflokke på Fjord Vest (160) og i Lønnerup (270). De tre Skallesluger-arter fandtes med henholdsvis 13 Små (-så er vi næsten oppe på sidste vinters stabile antal, 14), 23 Toppede og 480 af de Store – denne gang var de ikke at finde i Tømmerby (kun 20), derimod lå der en stor flok i Arup (380) og en mindre i Lund (60) plus lidt spredte. Terje havde problemer med at holde styr på dem, da de fløj meget omkring i de Vestlige Vejler. Men det er stadig Han Vejle, der huser de mest “afvigende” dykandearter; her lå stadig både Havlit og Sortand – én af hver.

Det ser ud til, at Blisgås-influxet er overstået og forbi, jeg kunne ialfald ingen finde idag, men der er stadig 39 Grågæs i området (21 Lund) og en ordentlig bande Sædgæs – 145 på Bygholmengen og 731 i de Vestlige Vejler, fordelt på Arup og Læsvig – der var ingen ved Tovsig idag. Også rigtig mange Sangsvaner er at finde i Vejlerne nu, 660 – de præger lydbilledet! Der var store koncentrationer på Bygholmengen og Lønnerup, henholdsvis 195 og 240, og iøvrigt mindre flokke på stort set alle lokaliteter. Pibesvaner ses i øjeblikket næsten ikke, kun 16 kunne vi finde. Sidst var der 2 i Midtsøen på Bygholmeren – i dag kun en enlig! Blishønsene er rigtigt ved at rykke på fjorden, ved Lønnerup lå der 320 udenfor dæmningen, 460 inde i Lønnerup Fjord – der plejer at være over 1000 i vildtreservatet.

Musvåge-totaltallet ligger gerne på en godt 30 stykker – sidst 32, i dag 31 – de var blot helt anderledes fordelt denne gang. Der var meget få af de Blå (måske p.g.a. den relativt dårlige sigt), og andet rovtøj der blev noteret var en Fjeldvåge (Fjeldvågen) ved Arup, hele 7 Tårnfalke og 4 Spurvehøge – foruden en død fugl fra Vesløs (ved Storkereden) som blev indleveret på stationen til aften -den bar ring nr. 6221895 og var selvfølgelig mærket hér på stedet – det var Alberts den første fra den 1. oktober, som han havde mange minder om… Nu befinder den sig i vores fryser.

4 af de “hårde” vadefuglearter er her endnu: 70 Viber, 4 Strandhjejler, 78 Rødben og 32 Ryler. Ingen “Alm.” Hjejler denne gang. En tæt flok på 33 Viber stod på vaden ved Fjordholmene og så meget rastløse og træk-urolige ud – de vil nok til at forlade os snart nu.

Spurvefuglene fylder godt i landskabet og i sumskemaet, mange arter og mange flokfugle – kun udpluk nævnes: 15 Råger Lønnerup, ialt 164 Grønirisker, 288 Bogfinker (200 i én flok ved Lund), 80 Kvækerfinker i ren flok Læsvig, 227 Bomlærker (120 Lønnerup), 213 Gulspurve (bl.a. 40 i Ør. Landkanal-pilebuskene BNR, 20 overnattende ved Maskinhuset Tømmerby), 165 Bjergirisker og 25 Snespurve – sidstnævnte to arter kun i de Vestlige Vejler. Af de mere fåtallige kan fremhæves 3 Vindrosler Arup, 20 Stillitser samme sted og en Silkehale ved Lønnerup. En Skovspurv i Krap-krattet er så vidt jeg husker første gang jeg har set sådanén dér, men Terje kan huske, at det er set tidligere. En Solsort ved Arup var i forårshumør og sad og sang – dog kun subsang.

Til sidst de firbenede: en lyslevende ræv på Bygholmeng, spor (ekskrementer) af odder ved Mommer og Rødebro. Mommer er et meget benyttet sted for tiden.

Albert “ringmærkede” også idag, dvs. han fangede en masse allerede mærkede fugle og så en enkelt umærket Solsort (som blev mærket). Mange bække små…

Fra feltstationens dagbog – 7. december 1991

ENDELIG blev vi færdige med det småbiotop-kvadrat på Thorup Fjordholme, som vi startede på for præcis en måned siden, Albert og jeg. Det har også ligget og naget den dårlige samvittighed lige siden, så det var rart at få det af vejen. Albert fik kigget på flere én- og flerårige urter, på artssammensætningen i de nye tre-rækkede løvtræshegn (-som der er mange af i dette kvadrat, og kun ganske få énrækkede granhegn tilbage), og sammen fik vi den resterende del trasket igennem på en 3 timer. En del af arbejdet var lidt molboagtigt, fordi vi blev nødt til at dække et område som vi allerede havde taget én gang – men fordi det feltkort vi har at gå ud fra er temmelig uaktuelt, løb vi sur i hegnene déngang. Det gik dog ret let at få fadæsen redt ud igen. Der er forresten mange vintergrønne marker i vores kvadrat, ca. 2/3 af de 4 kvadratkilometer er udlagt som græsmarker, og det er selvfølgelig godt nok. MEN man forstår bedre, hvorfor der er problemer med næringsstofbelastning af Ør. Landkanal når man ser, hvor meget gylle der bliver kørt ud på markerne – både igår og idag har Albert og jeg gået rundt i en evig hørm, og mange vognlæs er blevet spredt ud. En del af det bliver selvfølgelig bundet af græsset, men mange steder bliver der overdoseret, og græsset er helt gult og afsvedet. Og når man så samtidig ved, at der indenfor vores kvadrat er ca. 30 km (tredive kilometer!) større eller mindre drængrøfter og småkanaler, der alle fører ud i Landkanalen via den store kanal “Vester Vandløb”, er det klart, at en masse gylle bare bliver ledt direkte ud i systemet. NÅ, men nu mangler så bare kontorarbejdet, det store arbejde med at få ført alle de enkelte småbiotoper (over 200!) på kartotekskort. Mens vi gik der skræmte vi et par Agerhøne-flokke (på 5 og 8) på vingerne, og andet fugleværk i landskabet var sådan noget som flere store kragefugle-flokke, en Dobbeltbekkasin skræmt op fra en drængrøft og 75 Sædgæs, som gik på nogle marker indenfor vores kvadrat. I øvrigt et sted, hvor jeg tvivler på, de ville blive opdaget på vores “standardiserede” THF-tællinger. Vi kunne høre gulnæbbede svaner i baggrunden, men da vi efter endt biotopskortlægning kørte de sædvanlige veje igennem, fandt vi nu ingen. Måske også fordi der var en masse af vore grønne venner jægerne ude med hundene – ialt en 20-25 stykker så vi. Til gengæld talte vi Bomlærke-flokkene på trådene, ialt 105, og 7 Musvåger kom også i notesbogen. En lidt uvant Thorup Fjordholme-fugl var en Stor Tornskade ved Alvejen – vi snakkede lidt om det kunne være Ør. Landkanal-fuglen, men det var 3-4 km fra der hvor dén plejer at sidde, så det er vel en anden. Teoretisk kan det selvfølgelig godt være samme fugl – de har jo nogle ret store vinterterritorier…

Bygholmengen blev checket på hjemvejen, her stod næsten alle ænderne på isen, men der var dog også små huller i søerne, hvor der var plads til lidt fouragering. En blandet flok gæs med 140 Sædgæs, 11 Blis-, 3 Grå– og en Kortnæbbet græssede bag Midtsøen, og 2 Viber stod og skuttede sig. På Fjordsiden så vi 21 Rødben og et par Strandhjejler.

Så skete der ikke meget mere idag. Mie var her og fik gjort rent, og vi fik skyllet afløbet igennem med noget ætsnatron, noget afskyeligt stads – men måske hjælper det (det har været stoppet den sidste uges tid).

Fra feltstationens dagbog – 20. november 1991

VINTER, flot højtryksvejr med en svag nordøstenvind, solskin og frost! Det flottest tænkelige vejr på denne årstid! Farverne er koldtblå-tonede, og både solop- og nedgangen med masser af farvelade-rødt og violet, vinterfarver! Det var et frostdøgn med minimumstemperaturen -5o, og den kom ikke over -2o C. midt på dagen.

Så det blev en fin TOTAL – ja, hvordan kunne det blive andet med dét vejr?…

Det var selvfølgelig en kold knallerttur, især for tæerne, men det kunne man nu sagtens leve med. Østmanden var dog lige inde omkring Bjarne i Vust og få en dosis varme. Bjarne var desværre lige stået op (kl. 13!) og havde ikke fået så meget gang i brændeovnen endnu… Østmanden det var mig, og altså var det Terje der var på den lange Vestrute. Den var så lang, at selvom han startede lige omkring solopgang, var det lige før han ikke nåede at få talt færdigt inden det blev mørkt – men han brugte også en times tid på Lønnerup-skrænten på snak med Niels Odder, der tilfældigvis kiggede forbi.

Også Albert var ude i vejret idag – det var også svært at lade være med. Han var omkring Arupdæmningen og Lønnerup, og kunne bidrage med et par extra obs. dérnedefra.

Det var selvfølgelig tyndet kraftigt ud i svømmefugle og vadefugle i forhold til sidste total, mange af vandfladerne var næsten totalt tilfrosne, og engområderne var totalt døde – specielt Bygholmengen, hvor der så sent som igår var sprøjtende fyldt med ænder. Men så lå fuglene til gengæld koncentreret i nogle få våger, foruden på Limfjorden (der var helt isfri) og selvfølgelig i Lønnerup, som jo altid er god i frostvejr. Der var lav vandstand på fjorden (helt nede omkring -35/-40).

Fuglegennemgangen kan passende starte med Lappedykkerne, som nu er svære at finde – kun 11 Toppede i Tømmerby og derudover kun en enkelt fugl på iskanten i Lund. Ingen Lille Lap. idag. Af Skarver sås kun 2, i Tømmerby, som også var stedet for den ene af dagens 2 Rørdrummer. Den anden så jeg flyve sydpå over Selbjerg, og den var ved at give mig hjertestop, for det var en fugl med en helt anden flugtsilhouet end noget jeg har set tidligere – jeg kunne til at begynde med overhovedet ikke regne ud, hvad det kunne være for en fugl. Den havde nemlig ingen ben, ingen store fødder der stak bagud – gad vide om det kan være fordi den trækker dem op og varmer dem mellem bugfjerene – ellers har den simpelthen fået dem skudt af! Aparte så det ialfald ud! En Blishøne jeg så på isen i Han manglede helt sikkert det ene ben, der var kun en stump tilbage, og den væltede og gled på isen hver gang den forsøgte på at flytte sig -ynkeligt!

Svømmeænderne var skrumpet betragteligt i antal, undtagen Gråanden, som oven i købet var steget, til 4357, hvor de største koncentrationer befandt sig i Østerild (1290) og på Fjord Øst (1120). Men det er vist helt normalt, når der for alvor kommer frost, at man så ser en stigning i Gråande-tallet. Derimod var der kun få Krikænder, 304, og Pibeænder, 838 – flest på fjordlokaliteterne, 340 Øst og 320 Vest. Der var stadig 4 Skeænder som forvirret og forgæves fløj omkring og forsøgte at finde flydende vand i Vestsøen, Bygengen, og så blev der set 6 til et så unormalt sted for arten som Fjord Vest. De eneste Spidsænder var 5 i Lønnerup. Trold– og Taffelænderne var stærkt koncentrerede i Østerild, hvor henholdsvis 510 og 122 udgjorde langt hovedparten af dem der blev fundet idag. En Bjergand blandede sig i en af flokkene, og en Havlit var dukket op i Lønnerup. Der var kommet et ordentligt læs Store Skalleslugere med frosten, ialt 415 – vi har ikke haft over 10 fugle før idag! De var i modsætning til de andre dykænder koncentreret i Tømmerby Fjord, ikke færre end 340 hér. De Små Skalledyr er der ikke rigtigt gang i endnu – kun 3 fandt vi, dvs. Terje, for de var alle vestpå.

Gæssene har reageret højst forskelligartet på det nye vintervejr – Grågæssene er selvfølgelig skredet, har nok fået for kolde tæer – kun 51 var tilbage idag, den ene et så uvant sted som Lønnerup, men den var skadet. Derimod har vi fået en stærk stigning i Sædgæssene – både Øst og Vest. På Bygholmengen gik 130, ved Tovsig 150, i Læsvig 175 og så var der 3 i Arup – ialt 458. 2 Kortnæbbede ved Østerild kan betegnes som lidt “out of time, out of place” i forhold til artens normale forekomstmønster. Der var masser af Sangsvaner, ialt 643 – mange i små isvåger rundtomkring, og også på Limfjorden (72 Øst, 57 Vest) samt 134 i Læsvig. Ligeledes var der stigning i Pibesvanerne, 144 (de 119 i Lønnerup) – det kan dog evt. være nogle af dem, vi ellers har registreret på Thorup Fjordholme. Rovfuglene var meget synlige i det rimfrost-hvide landskab, især Musvåger var der mange af, ialt 34 – de 28 Vestpå, og 10 alene omkring Arup. Også 3 Fjeldvåger er “mange”, mens 16 Blå Kærhøge er normalt dette efterår. Det er vist en rigtig god Blå Kærhøge-efterår/vinter-sæson i år. Derudover 5 Spurvehøge, 4 Tårnfalke og den efterhånden fåtallige Dværgfalk sås i ét eksemplar, scoret af Albert ved Arupdæmningen. Ingen Pilgrim idag. Til vandhønseafdelingen af sumskemaet skal kun kommenteres, at der var rykket 17 Blishøns ud på Fjord Vest. Det er vist første gang dette efterår.

Vadefugleafsnittet er ret hurtigt overskuet; kun 179 Viber, 7 Hjejler, 46 Dobbeltbekkasiner, 361 Alm. Ryler, 91 Rødben, 14 Brushøns og en Stor Regnspove. Og så befandt halvdelen af Viberne, alle Rødbenene, Brushønsene og næsten alle Bekkasinerne samt de 229 af Rylerne sig i Lønnerup, selvfølgelig! Lønnerup Fjord er virkeligt en fuglelokalitet af særklasse, det viser sig gang på gang på gang… 91 Islandske Rødben er et ret flot tal efter Vejlerforhold, må man sige. Og Brushønsene hører til de sene. Der er ikke særlig meget at komme efter på spurvefuglefronten, de få jeg har fundet værdige til omtale her er en enkelt Jernspurv (på Høbjerget, hvor den har siddet fast og “ringlet” det sidste stykke tid), 4 Misteldrosler i Læsvig, 7 Silkehaler ved Tovsig (nydt i teleskop!), en sen Tornirisk ved Lønnerup, en flok på 30 Kvækerfinker i Læsvig – og for at det ikke skal være Terje der render med alle spurvefuglene må jeg også lige ha’ 3 Laplandsværlinger fra Bygholmengen med…

Til sidst skal jeg lige nævne de dyr, der ikke er fugle. Det drejede sig idag om et egern ved Tovsig, en spættet sæl ved Arupdæmningen samt en brud ved Krap. Sidstnævnte var desværre ikke i live, den lå død i minkfælden bag Kraphytten. Jeg kiggede også bagom hytten igår, da var der ikke noget i fælden, så den er helt frisk død – kunne nok ikke klare frostgraderne i nat. Det er altså for dårligt at have sådan en fælde stående uden at kigge til den mindst én gang dagligt!!!

Fra feltstationens dagbog – 29. oktober 1991

På trods af det ikke helt optimale vejr besluttede vi os for en total, da det ikke lover bedre i resten af pentaden. Regnvejret var nu heller ikke så ødelæggende for fugletællingerne, at det har haft nogen nævneværdig betydning; vejret var klart nok, selvom det var noget mørkt i vejret, især om eftermiddagen. Fra nu af er vi jo kun to observatører, så totalerne er laange, og man skal bruge hele tiden fra solopgang til solnedgang for at nå det, faktisk. Terje styrede en knallert Vestpå, og undertegnede tøffede altså rundt i de Østlige Vejler. Og vi fik fyldt godt med fuglenavne og -tal i notesbøgerne.

Her følger et lille udpluk af det mest interessante: Der var 4 Små Lappedykkere i Storåen (eneste idag), 1 Nordisk på østsiden af Østerild Fjord (kun fundet fordi Terje gik helt ud til vandfladen fra Rødebro), og nu er der ikke færre end 61 (énogtres!) Toppede Dykkere i Tømmerby – derudover 25 spredt i området, ialt 86 – det er mange her på tærsklen til november. Men især imponerende er det med så mange i Tømmerby, hvor det næsten er den talrigste vandfugl. Også i Tømmerby fandtes 8 Skarver, derudover kun 1 i Glombak og 1 i Lund – sommerens gigant-forekomster er efterhånden ved at være helt ude af billedet. Præcis ligesom igår sås der idag flyvende Rørdrum både i Han og Lund.

2570 blev totaltallet for Krikand idag (1544 Arup), og de øvrige svømmeænder taltes i følgende antal: Gråand 2308, Pibeand 2888 (1430 Vesløs/Arup, 560 Bygholmengen og 475 på den lavvandede Limfjord ud for Bygholmdæmningen), Spidsand 81 (39 Lønnerup, 35 Selbjerg), Skeand 34 spredt og endelig Knarand 8 i Glombak. Ingen at se i Selbjerg idag. Dykænderne befinder sig stort set alle i VestVejlerne, med bl.a. 225 Taffelænder i Østerild og 45 i Lønnerup (ialt 301), Troldænderne koncentreret de samme steder med 290 i Østerild og 60 i Lønnerup (ialt 400). Og ikke færre end 410 Hvinænder lå og fouragerede meget aktivt i Lønnerup (minimumstal!, da de er extremt svære at tælle, når de fouragerer…). Derudover fandtes kun 26 Hvinænder i resten af området. Der var også kun meget få Bjergænder, ja faktisk kun én, i Vesløs/Arup, og lige så fåtallig var Havlitten i Han Vejle. Den har nok fået olie, ligger ialfald og pudser sig hele tiden, men den er ikke så dårlig, at den ikke kan flyve – den tog nemlig lige en tur over jernbanedæmningen til Lund Fjord.

Af gæs har vi stadig de 40 (idag godtnok talt til ca. 45) Sædgæs på Bygholmengen (fløj til Thorup Fjordholme), og Mariko fandt til morgen 35 ved Tovsig, inclusive vores kære halsbåndsmærkede [H 34]. Grågæssene var til stede i 645 eksemplarer, flest i Arup og på Bygholmengen, men også 105 i Lund – en tæt flok der lå midt ude på vandfladen. De brød op i mindre grupper og fløj over øst for Lund Fjord, hvor også Bjarne fortæller han har set dem fouragere en del her på det sidste. Det så jeg iøvrigt også selv på sidste total. Dagens tredje gåseart var Bramgås – flokken på 4 går stadig ved Midtsøen, Bygholmengen. De Kortnæbbede er altså helt væk i denne omgang. Ørnene kunne vi heller ikke finde, men ellers var der de sædvanlige 9 rovfuglearter, og de var til stede i følgende antal: Tårnfalk 3, Vandrefalk 1 (juv., Bygholmengen), Dværgfalk 1 (ad., Bygholmengen), Rørhøg 1 (BNR), Blå Kærhøg 11, Spurvehøg 7, Duehøg 1 (på Bygholmengen), Musvåge 37 (26 Vestlige Vejler) og endelig Fjeldvåge 1 på Bygholmengen. Denne lokalitet var som sædvanligt spækket med rovfugle, med 6 Musvåger, Fjeldvågen, Vandrefalken, Dværgfalken, Duehøgen, 2 Spurvehøge og en Blå Kærhøg.

Så var der lige 3 Grønbenede Høns i/ved Lønnerup. De holder ved længe i år! Vadefugle var der mange af, især i Lønnerup, som havde store blotlagte vadeflader her hvor vandstanden er så lav p.g.a. østenvinden. Samtidig er det (-eller har lige været) fuldmåne, så der var store brokfugletal – præcis 2500 Viber (selvom de på flere lokaliteter er talt “one by one“) og 7615 Hjejler. Heraf var de 540 Viber og 4500 Hjejler at finde på vaden i Lønnerup – iøvrigt sammen med 280 Dobbeltbekkasiner, 380 Almindelige Ryler og 30 Rødben, imponerende! Det er et af dette efterårs meget få store Bekkasin-tal. Ryler var der også mange af på Limfjorden, især den østlige del, hvor jeg kunne tælle 1330 (præcis samme antal som Terje talte i forgårs – er det ikke fantastisk?!). Ialt 1823 Alm. Ryler fik vi tal på idag, og af Rødben blev det til 66 – det må være robusta-racen (Islandske) der har indtaget arenaen nu. Terje fik set hele 4 klire-arter idag – det er ikke dårligt her lige før månedsskiftet oktober/november. 2 sene Hvidklirer stod på den lille stenrevle ud for Lønnerupdæmningen, også i Lønnerup var der en Sortklire og i kildevældet en Svaleklire – flot! Og Strandhjejlerne, som vi jo har haft et rigtigt godt efterår med, er der stadig 37 af på sådan en totaltælling. Så mangler jeg bare at nævne Brushønsene, som der var 34 af – alle Vestpå (24 i Lønnerup).

Isfuglen sad trofast på broen ved Dykkerslusen – da Terje forstyrrede den, fløj den langs kanalen ned mod 26’eren. Af sorte spurvefugle, som det i høj grad er sæson for for tiden, blev der idag fundet 1 Sortkrage (Fjord Vest), 24 Råger, og som sidst var der Alliker, der trak over Bygholmengen – Terje havde over 100 der trak fra øst mod vest på sidste total, dennegang havde jeg 55 der trak modsat, nemlig østpå! Mærkeligt, ikk’?! Andre årstidstypiske spurvefugle er flokke af Stillitser og Bjergirisker, hvor de største flokforekomster var henholdsvis 40 ved Lønnerup og 150 på Hovsør. Og også i de Vestlige Vejler blev de eneste Lapværlinger idag fundet, 4 styks, mens Grønirisker i flok kun blev set på Bygholmdæmningen, hvor 110 er i færd med at æde sig gennem hybenkrattene.

Albert ringmærkede også idag i haven, og hele 17 fugle var i berøring med nettene – heraf de 6 dog genfangster af egne fugle. De nye fordeler sig på 2 Vindrosler, 1 Solsort, 1 Musvit, 1 Bogfinke, 5 (fem!) Dompapper og 1 Grønirisk. Det er imponerende med alle de Dompapper, man hører også deres bløde fløjt allevegne for tiden – 17 fik vi registreret idag.