Forstyrret i søvnen?

Pindsvin, Tømmerby, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pindsvin, Tømmerby, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et pindsvin er stået op i utide, og tøffer lige nu rundt på min græsplæne, hvor den meget aktivt stikker næsen i alt, der bare på mindste måde kunne se ud til at gemme på noget spiseligt.

Den virker i øvrigt ved godt huld.

Og, for at komme eventuelle velmenende henvendelser i forkøbet – jeg har IKKE tænkt mig at foretage mig noget for at “redde” dyret… Den skal altså ikke tages ind i huset (eller andres huse)! Naturen kommer til at gå sin gang her – men jeg håber da, at den kommer til “fornuft” og putter sig igen – pindsvin bør sådan set sove om vinteren!

Rundballe

Gulspurve, Thorup Fjordholme, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulspurve, Thorup Fjordholme, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vinteren skræmmer mange af Vejlernes fugle helt væk, mens de, der vælger at blive, i mange tilfælde koncentreres på steder, hvor man ikke plejer at se dem.

Idag faldt jeg over en flok Gulspurve (med en enkelt Bogfinke) på Thorup Fjordholme, der afsøgte rundballerne på en snedækket stubmark – tilsyneladende indeholder ballerne spildsæd eller ukrudtsfrø, og har dermed gjort disse fødeemner tilgængelige for fuglene…

Øjenkontakt

Vandrikse og mink, Lund Fjord, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrikse og mink, Lund Fjord, december 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et gammelkendt fænomen, når frosten binder Vejlernes vande, er, at nogle af kanalerne holder åbent vand – og dermed tiltrækker fugle som Rørdrum og Vandrikse (de risikovillige af dem, der satser på at blive og stå frostperioden igennem)…

I eftermiddags var der et “mylder” af Vandrikser langs Østre Landkanals afløb fra Lund Fjord (mindst 5, og formentlig en 7-8 stykker).

Jeg vil tro, at folk med længere teleobjektiver end mine 400 mm vil have godt chancer for at få nogle hæderlige Vandrikse-skud i “kassen”, når morgendagens snestorm er overstået…

Som billedet viser, holdt også en fin hvid mink til i kanalen. Den styrede tilsyneladende ret målbevidst fra Vandrikse til Vandrikse, men rikserne var alt for vågne til at lade sig overrumpe…

Minken er selvfølgelig uønsket i Vejlerne, og observationen er videregivet til rette vedkommende, så forhåbentlig bliver den snart til pels…

Mere om måger

Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover den farveringmærkede måge omtalt i sidste indlæg var der i fredags også en Sølvmåge, som blot var ringmærket med en metalring – en dansk ring (indgraveret med “Zool.Mus. Copenhagen”).

Det lykkedes mig i teleskopet at aflæse de sidste 6 cifre i det 7-cifrede ringnummer, og fotos bekræftede, at jeg havde aflæst rigtigt. Ifølge svaret fra ZM var de 6 cifre åbenbart nok til at fastslå, at det var en 25 år gammel måge, ringmærket som redeunge på Stenklipperne ved Agerø i juni 1987.

Denne fugl havde altså ikke bevæget sig så langt (i luftlinje er der 45 km mellem Agerø og Hanstholm); til gengæld var jeg lidt benovet over dens “høje” alder. Men et hurtigt opslag i litteraturen afslører, at 25 år slet ikke er nok til at kvalificere til at være en gammel Sølvmåge – de bliver åbenbart let 35-40 år…

Jeg har nu spurgt Zoologisk Museum, om der skulle foreligge flere aflæsninger af denne måge – den har næppe tilbragt alle 25 år i Hanstholm… Men det er nok heller ikke mange fugle med metalring (uden farvering), der bliver aflæst i felten…

Hanstholm Havn fungerer som mødested for måger med vidt forskellig historie og baggrund, kan man ialfald konstatere.

Fancy farvering

Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På en runde i Hanstholm Havn i fredags sprang noget orange på foden af en Sølvmåge i øjnene – sjov benfarve, tænkte jeg…

Det viste sig – selvfølgelig – at være en farvering, en klar orange farvering med inskriptionen “GJ9T.”.

Nu har jeg tidligere aflæst masser af farvemærkede store måger i Hanstholm Havn, både Sølvmåger og Svartbage, men de har normalt båret sorte eller blå – mere diskrete – farveringe. Og de har alle været fra mærkningsprojekter i Norge eller Nordjylland.

Så denne Sølvmåge måtte sikkert komme et andet sted fra, men hvor? Den var tæt nok på til at jeg kunne se, at metalringen var fra England (ialfald stod der London), hvilket jo gav en del af svaret.

Ved hjælp af hjemmesiden European colour-ring Birding fandt jeg frem til et projekt i England med orange ringe, nemlig North Thames Gull Group. Jeg sendte aflæsningen af sted fredag eftermiddag, og inden weekenden var omme havde jeg modtaget svar. Stedet hvor fuglen er mærket antydes i undertitlen på ringmærkningsgruppens hjemmeside, “Studying the Gulls of Essex Landfill Tips” – det drejer sig altså om en lossepladsmåge!

Smart nok sendte de mig et link til mågens mærkedata, som kan deles med andre: Recovery Map for Herring Gull GN87180.

Den er altså mærket – på en losseplads, ja! – nær Themsens munding i Essex den 6. februar 2010 som “Euring code 8I (fourth calendar year or older, but with some immature plumage). Siden er den blot aflæst én gang inden jeg så den i Hanstholm; ved Traslovslage på den svenske vestkyst.

Man kan undre sig over, at en måge med en så iøjnespringende farvering er aflæst så få gange, når man tænker på, hvor mange aflæsninger der typisk er af måger i havnene.

Men når man ser, hvorfra andre af Themsens-gruppens Sølvmåger kommer (følg linket “All Herring Gulls ringed on 06 Feb 2010” på ovennævnte side) kan en del af forklaringen måske være, at det er ynglefugle fra Ishavet, som om vinteren besøger disse breddegrader. (Ved Varangerfjorden og den slags steder er tætheden af ornitologer nok alligevel lavere end omkring Nordsøen)…

Alligevel burde der vel komme flere genmeldinger ind, da mågerne jo typisk om vinteren opholder sig netop i havnene, som ofte bliver checket af ornitologer.

De norske og jyske farveringmærkede store måger er nemme at rapportere via den norske side om farveringmærkningsprojekter, det kræver blot at man opretter sig som bruger – så får man til gengæld fuglens mærkedata med det samme man har tastet dem ind.

Så jeg tænker, at der måske kan være en anden grund til de få genmeldinger af de engelskmærkede fugle – at det kræver lidt mere at finde frem til projektet, og at man er henvist til at indrapportere via email…

Men hvis dette lille indlæg om en måge med en fancy farvering kan lede andre på sporet, kan jeg kun opfordre flere til at dyrke mågeaflæsninger – så er man stort set sikker på at få udbytte af ethvert havnebesøg, også selv om Topskarven eller Sabinemågen ikke lige er på plads den pågældende dag…

Terrorregime

Havørn og svømmeænder, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og svømmeænder, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne og Kortnæbbede Gæs, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne og Kortnæbbede Gæs, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og svømmeænder, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn og svømmeænder, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn med Tømmerby kirke i baggrunden, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn med Tømmerby kirke i baggrunden, Bygholmengen, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når ørnens silhouet viser sig over Bygholmengen, skaber det frygt og panik hos tusinder af vandfugle.

Nogle gange har man indtrykket af, at ørnene flyver en runde blot for at nyde den effekt, de har på de andre fugle, bruset af vinger når de letter…

For tiden er der ialfald mindst tre Havørne, der udøver deres regime på engen – to yngre fugle og en adult. Der er således rige muligheder for at opleve synet af flokke af svømmeænder og gæs, der får den daglige motion, når de prøver at undgå at blive udset som bytte af en af ørnene.

Når ørnene jager for alvor, sker det ofte at de jager i team – jeg har flere gange set to fugle jage sammen, hver gang den gamle sammen med en af de immature.

Jeg har ikke selv oplevet at komme så tæt på fuglene, at jeg ville kunne se eventuelle ringe på benene, og aflæse dem. Men jeg har modtaget rapporter om, at begge de yngre fugle er ringmærket – den ene med blå farveringe og den anden med en rød og en gul farvering. Inskriptionerne på farveringene er vist ikke aflæst med sikkerhed, men det er værd at være opmærksom på, hvis man får en chance med fuglene tæt nok på til aflæsning… Det ville være interessant at vide, hvor “Vejlernes” Havørne er klækket!

Erigeret!

Almindelig stinksvamp, Tømmerby, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig stinksvamp, Tømmerby, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Knejsende og strunk står dette eksemplar af almindelig stinksvamp i skellet mellem min og naboens matrikler. Ved siden af ligger et sammenfaldent eksemplar (der stod erigeret og fræk for nogle dage siden)…

Dens odør tiltrækker fluerne, som dækker hele “glansen”. Og det er selvfølgelig formålet med stanken – at tiltrække insekter, som så fortærer svampens sporer og dermed er med til at sprede arten.

Efter sigende skulle det inderste af den uudviklede svamp, det såkaldte “hekseæg”, kunne spises. “Dette smager dejligt af hasselnød“, hedder det på fugleognatur.dk.

Jeg må indrømme, at jeg ikke føler mig specielt fristet til at teste stinksvampen som spisesvamp…

Her på stedet har den optrådt fast i mange år – som jeg også berettede i dette indlæg fra 2010. Og takket være lugten bliver man jo altid klar over det, når frugtlegemet udvikler sig…

Det pudsige er, at det i år – på trods af de store mængder regn gennem hele sensommeren og efteråret – først er nu, at den viser sig i år (i 2010 var det to måneder tidligere). Faktisk har jeg gået og tænkt, at den måske var helt væk i år.

Jeg kan se på fugleognatur.dk, at arten stadig ikke er kendt fra denne landsdel, så jeg må hellere få indtastet fundet…

Som kuriosum kan jeg jo lige benytte lejligheden til at fortælle – hvis læserne ikke skulle være klar over det – at artens videnskabelige slægtsnavn er Phallus. Det er altså ikke kun mig, der har en sjofel tankegang!…

Når falke flokkes

-ved fangefolden…

Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vandrefalke, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når det har regnet og mudderet ved fangefolden på Bygholmengen er godt blødt op, er det et sted, som virker tiltrækkende på diverse vadefugle, vipstjerter, pibere osv. Jeg holder meget af at holde ved lågen, drikke en kop kaffe og se, hvad der er blevet lokket til – som f.eks. denne morgen i august sidste år. Jeg mindes også med nostalgi en majdag for nogle år siden, hvor vi stod en flok i regnvejr og iagttog en Prærieløber på dette sted…

Jeg gjorde også holdt ved fangefolden i dag undervejs på en totaltælling af de Østlige Vejler.

Der var nogle hyggelige Dobbeltbekkasiner, lidt Store Præstekraver, en enkelt Almindelig Ryle, Gule og Hvide Vipstjerter, samt et par Krikænder, som snadrede i mudderet. I baggrunden sad en Vandrefalk og flænsede i et bytte. Nå, det var jo ikke det helt vilde, og da kaffen var drukket, var jeg ved at gøre klar til at tage videre.

Men jeg blev opholdt, da jeg blev opmærksom på et gennemtrængende skrigeri lige i nærheden. Det lød som falke, og det var falke – nærmere bestemt Vandrefalke. Først var der bare et par, og det virkede som sådan nogle territorial-stridigheder, man en gang imellem ser. Men snart dukkede en tredje fugl op, og så en fjerde – og alle fire fugle var vildt optagede af hinanden, der var stor ståhej og megen flyven rundt under højlydt skrigen, de gjorde udfald på skrømt efter hinanden, jagede i “hælene” på hinanden osv…

Det er svært at fotografere hurtige Vandrefalke i flugt, ikke mindst når man sidder inde i en bil og ikke ønsker at stå ud for ikke at gøre fuglene vagtsomme – så det lykkedes mig ikke at få fotos med mere end to fugle. Men adskillige gange jagede tre fugle rundt efter hinanden, og flere gange var alle fire fugle i luften i samme kikkertfelt.

Forestillingen varede et pænt stykke tid, måske 10 minutter, og flere gange kom to eller tre af fuglene lige hen over hovedet på mig – på tre-fire meters afstand. Jeg er sikker på, at de ikke registrerede mig som en trussel – de var kun optaget af deres indbyrdes sociale interageren.

På et tidspunkt slog én af fuglene den ene af Krikænderne lige foran mig – men den slap den med det samme igen. Bagefter så Krikanden temmelig rystet ud, og den fløj ikke videre, så den var sikkert blevet skadet…

Krikand, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krikand, Bygholmengen, september 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vandrefalkene var to gamle og to unge, og i betragtning af så meget socialt, de havde for med hinanden, kan jeg ikke lade være med at få den tanke, at det kunne dreje sig om det “lokale” ynglepar, hvorom der vist ikke foreligger anden officiel viden, end at der har ynglet et par et sted ved Limfjorden i år…

Det er første gang jeg har set, hvad der forekom at være en familie af Vandrefalke – og det var ganske underholdende!