Praenubila

Fireplettet Libel, Tømmerby, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Tømmerby, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Glombak, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Glombak, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel findes i en form, som kaldes praenubila, hvor der både omkring vingemærkerne og “nodalpletterne” midt på vingen er mørke aftegninger, som kan brede sig som større “plamager” over dele af vingen. Arten er jo en af de talrigeste egentlige guldsmede på vore breddegrader, og jeg har da også i tidens løb indrapporteret arten ikke færre end 1206 gange til Naturbasen. Jeg har kigget meget efter afvigende individer fordi jeg gerne ville se sådan en praenubila-sag, men det har ikke lykkedes før indenfor de seneste par uger, hvor jeg både har set én hjemme på matriklen i Tømmerby og en anden i “badesøen” ved Glombak. De to dyr – som ses på fotos ovenfor – er begge i den “moderate” ende af skalaen for praenubila – nogle dyr kan udvise meget større mørke tegninger i vingerne. De er begge påfaldende ens i udseende, og det er under alle omstændigheder sjovt omsider at stifte bekendtskab med denne variation, som jeg finder ret flot. Fireplettet Libel er i forvejen et smukt dyr, på trods af at farverne ikke er så prangende – men de forstørrede, udflydende vingepletter giver den lige lidt ekstra “pynt”.

Sværmeriske natsværmeres optræden i dagslys

Det blev ret sent i min tilværelse at jeg stiftede bekendtskab med en charmerende gruppe af store natsværmere – nogle af dem som har en levevis næsten som dagsommerfugle, idet de rutinemæssigt afsøger nektarholdige blomster i dagtimerne, i fuld solskin! De flyver dog sammenlignet med dagsommerfuglene med meget hurtigere, svirrende vingeslag, og derfor giver de ofte også associationer til miniature kolibrier – se sidst i dette indlæg.

Første gang jeg mødte sådan en dag-sværmende natsværmer var i 2018 under en ferie i svigersønnens familie-sommerhus i Skåne, hvor vi havde fornøjelsen af dagligt selskab af den talrigste af disse arter på vore breddegrader, Duehale – som jeg tidligere har berettet om i indlægget her. Duehale har jeg siden stødt på flere gange, senest fouragerende på planten Stor Skjaller på Mandø i Vadehavet for en uges tid siden.

Sidste år fandt jeg en flot Snerresværmer under guldsmederegistreringerne ved Vilsted Sø.

Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Og igår var jeg så så heldig at en Bredrandet Humlebisværmer indfandt sig på matriklen, hvor vi nu i over 30 år har dyrket “vild med vilje”-konceptet, også længe før det blev et kendt og populært begreb. Det betyder at vi på den knap hektarstore grund har et righoldigt staudesamfund med bl.a. mange dejligt nektarholdige tidsler…
Bredrandet Humlebisværmer, Tømmerby, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bredrandet Humlebisværmer, Tømmerby, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det krævede lige lidt hjælp fra de altid beredvillige eksperter på de sociale medier at få den bestemt sikkert fra den anden lignende sværmer, Smalrandet Humlebisværmer.

Desuden har jeg – vist flere gange – set tilsvarende dagaktive sværmere når jeg har været i troperne – her er ialfald et dyr fra i vinters i Costa Rica:

Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 Her kan jeg ikke sætte navn på, men kan bare konstatere, at i lige denne gruppe insekter ser der ikke ud til at være en sammenhæng med, at dyr i troperne er mere farvestrålende en dem på vore breddegrader – nærmest tværtimod. Men sjovt at se, at sværmeren fortrak samme art blomster (Verbena, hedder de vist) som kolibrierne (hvor man jo til gengæld må sige at farver trænger sig på)…

Magenta-throated Woodstar, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Magenta-throated Woodstar, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Endnu en guldsmedebog! (anmeldelse)

Boudot, J.-P., G. Doucet & D. Grand 2021: Dragonflies and Damselflies of Britain and Western Europe. A Photographic Guide. 160 sider. Bloomsbury Naturalist. 45 € i Natural History Book Store.
Det er jo altid spændende at stifte bekendtskab med ny litteratur om emner der interesserer én. Og i mit tilfælde er interessen for odonata, guldsmede og vandnymfer, så stor at når der kommer ny litteratur bliver jeg nærmest nødt til at købe bogen. Normalt er jeg mest til bøger som dækker et større område, f.eks. hele Europa, og jeg har afholdt mig fra de mange bøger som begrænser sig til de Britiske Øer. Denne dækker et lidt større område, nemlig Benelux-landene, Frankrig, Schweiz og Corsica – udover de omtalte øer vest for kontinental-Europa. Egentlig kan man godt se det som et lidt “kunstigt” udvalg af lande, specielt at det kun er Corsica af Middelhavs-øerne, der er medtaget. Bogens forfattere er franskmænd, hvilket nok er en del af forklaringen på dette fokus – og den ret nye bog (udgivelsesår 2021) er da også en oversættelse af en oprindelig fransk udgave.

Det begrænsede dækningsområde gør selvfølgelig at bogens volumen bliver mere håndterlig, den medtager 98 arter og fylder 160 sider (mod eksempelvis Dijkstra et al’s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe som omhandler 163 arter på 336 sider – dog stadig en bog man sagtens kan have med i felten).

Jeg erhvervede bogen straks efter udgivelsen, men nu hvor vi er godt inde i en ny guldsmedesæson må jeg nok erkende, at det ikke bliver denne bog, jeg oftest kommer til at konsultere.

Lidt synd, egentlig, for jeg er faktisk ret begejstret for mange elementer i bogen – ikke mindst at layoutet er ret “friskt og moderne” og generelt opstillet meget overskueligt. Til gengæld finder jeg at selve tilgangen til bestemmelse i felten er en smule “antikvarisk”, for det er langt hen ad vejen baseret på, at man må “nøgle” sig frem til rette art – og ofte er det ved hjælp af karakterer, som er håbløse at se i felten og faktisk kræver indfangelse af dyrene. Det finder jeg helt unødvendigt da det i langt, langt de fleste tilfælde er en meget nemmere tilgang at basere sig på visuelle karakterer fremfor eksempelvis at tælle vingeceller.Boudot&al_eksempelside

En anden ting, som gør anvendeligheden af bogen begrænset, er udvalget af fotos som hos næsten alle arter begrænser sig til to fotos pr. art – ét af en typisk han og ét af en typisk hun. Dvs. der er ikke plads til at vise noget af den store variation, som mange arter udviser. Med op til fire arter pr. side er de enkelte fotos også meget små, så det kan være svært at se detaljer. Til gengæld er opslagene så forsynet med supplerende stregtegninger for at fremhæve nogle af de afgørende karakterer – men igen er der megen fokus på detaljer som kræver nærstudier – ja nærmest brug af lup.

Selv om sidetallet er ret lavt for en bog af denne type har man valgt at bruge 11 sider på store helsides “portrætfotos” som ikke har anden funktion end at være pynt – her ville jeg ialfald have valgt at prioritere færre og gerne større bestemmelsesfotos, når bogen jo skal forestille at være en bestemmelsesguide. Med fokuseringen på “nørdede” detaljer og den klassiske tilgang med at “nøgle” arterne vil bogen imidlertid aldrig blive hvad jeg forstår ved en field guide.

At bogens dækningsområde er, som det nu er, betyder selvfølgelig at bogen ikke dækker alle i Danmark forekommende arter – ialfald kan jeg komme i tanker om én væsentlig mangel, nemlig en af mine yndlingsarter, Huevandnymfe.

For at balancere denne anmeldelse lidt må jeg nævne et par positive elementer – på trods af bogens beskedne sideantal er der blevet plads til en gennemgang af arternes larver (sidste larvestadium) og exuvier (tomme larvehuder). Også her er det opbygget som en klassisk “nøgle”, men det er måske i dette tilfælde også den eneste måde at gå til emnet på. Jeg har endnu til gode selv at dyrke dette felt i guldsmedebestemmelse i større omfang (ud over mine optællinger af exuvier af Stor Kejserguldsmed), men jeg synes det ser ud som om at denne bog kunne være en god indgangsvinkel til emnet. Exuvie-guiden optager 29 sider i bogen.
Boudot&al_eksempelside3

En pudsig feature som jeg ikke har set i andre guider er et afsnit med alle arternes vingemønstre, lavet ved højopløste scanninger af døde individers vinger – hvilket er ganske flot, faktisk – men i mine øjne mere et kunstobjekt end brugbart i bestemmelse – ialfald af langt de fleste arter… “Vingeribbe-guiden” optager 8 sider af bogen.Boudot&al_eksempelside4

Afslutningsvis vil jeg konkludere at Boudot et al’s lille for så vidt fine bog er en bog ialfald jeg sagtens kunne undvære – den tilføjer ikke for alvor noget nyt som man har brug for for at kunne bestemme guldsmede og vandnymfer i vores del af verden. Jeg vil også mene at prisen ligger i den høje ende – ikke mindst hvis man eksempelvis sammenligner med den på mange måder tilsvarende, også foto-baserede bog Europe’s Dragonflies af Smallshire & Swash, som blot dækker hele Europa og har langt flere fotos med af de enkelte arter. Det er en langt mere praktisk anvendelig bog, som kan erhverves for lidt mere end det halve af prisen.

Men nu jeg har købt den, er den da meget hyggelig en gang imellem at hive frem – om ikke andet kan jeg nyde det fine layout, som der virkelig er kælet for – og da jeg selv sysler en del med at få tryksager til at tage sig præsentable ud kan jeg ialfald godt sætte pris på det aspekt ved bogen! Og skulle jeg en dag for alvor komme i gang med at arbejde med larver og exuvier vil jeg helt sikkert hive bogen frem!

Hvis man i øvrigt er interesseret i guldsmedelitteratur kan jeg henvise til denne oversigt over bøger omhandlende Europas odonata.

Han Vejle kan! (igen)

Han Vejle kan (igen)… tilbyde fine forhold til at kigge på guldsmede og vandnymfer!

Tidligere (forud for min store Vejler-guldsmedeundersøgelse 2017-2018) var Han Vejle klart det kendteste og mest tilgængelige sted for guldsmede i Vejlerne, og med rette berømt for forekomster af bl.a. Baltisk Mosaikguldsmed og Huevandnymfe, og tilbage i 2015 fandt jeg også Lille Rødøjet Vandnymfe langs gangbroen der, som det første (og formentlig stadig eneste) sted for arten i Thy.

Siden har der været nogle år, hvor det har været sparsomt med de store guldsmede-oplevelser i Han Vejle, selvom der stadig næsten hvert år bliver set enkelte eksemplarer af Vejlernes “emblem-art” Baltisk Mosaikguldsmed. Sumpen langs gangbroen forandrer sig over tid, og hvor god den er for guldsmede er selvfølgelig først og fremmest afhængig af vandstanden, men også hvor lang tid siden der har været foretaget vedligeholdelsesarbejder på broen, hvor der køres med de store rørhøstervogne med ballonhjul, hvorved vegetationen bliver ryddet i et flere meter bredt bælte langs med broen… Efterfølgende tager det nogle år før sumpvegetationen atter indfinder sig, og det er ofte i overgangen inden at denne zone igen bliver lukket til af tagrør og dunhammere, at der i en periode kan være optimale betingelser for mange arter af odonata (guldsmede og vandnymfer)…

Igår kunne jeg konstatere, at forsommeren 2022 ser ud til at blive et rigtigt godt år for guldsmede – og ialfald vandnymfer – i Han Vejle. Det er jo nu tid for Huevandnymfe, og i frustration over, at jeg i år endnu ikke har fundet arten på nogle af de “faste” lokaliteter i Hjardemål Klit/Blovsgårde-området, opsøgte jeg i går eftermiddags gangbroen i Han Vejle. Fra første øjekast var det tydeligt, at der var godt gang i sagerne, og næsten det første dyr jeg fik øje på var en Huevandnymfe, omgivet af myriader af Flagermusvandnymfer. Hurtigt kom der flere til, bl.a. et æglæggende par.

Huevandnymfe og Flagermusvandnymfe par, trængsel om pladsen, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe og Flagermusvandnymfe par, trængsel om pladsen, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I alt blev det til mere end 400 Flagermusvandnymfer langs gangbroen, heraf mange i parring/tandem eller æglægning – et antal som minder om hvad man kunne opleve i “gamle dage” for 5-6 år siden. Og der var også pænt med Huevandnymfer, ialt 12 så jeg langs gangbroen (foruden 1 ved både-ophalingspladsen på Jernbanedæmningen i Lund Fjord).
Huevandnymfe han, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe han, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
 Ovenstående billede er af en af adskillige hanner som viste tydelig territorial adfærd, hvor de sad med halvt udbredte vinger og hele tiden var parate til at jage nærgående Flagermusvandnymfer og andre væk.
Udover parret som var i færd med æglægning var der et andet par som ikke var nået helt så langt… Her kommer en lille billedsekvens efter at de lige var landet på et tagrørstrå, sammenkoblede i tandem:
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det var sjovt at iagttage hvordan hannen løftede hunnen op, så hun kunne føre spidsen af sin bagkrop op til hans sekundære kønsorgan, så sæden kunne overføres. Jeg holder aldrig op med at forundres over den sofistikerede sexualadfærd indenfor guldsmedene!

Jeg har faktisk gået og været lidt bange for at jeg slet ikke skulle få denne fine art at se i år, eftersom den ikke er dukket op på flere af de kendte steder, og jeg har haft en bekymring om, at det kunne skyldes udtørring af de relativt nygravede småsøer i området omkring vindmølletestcentret i Østerild. Men et besøg derude i går formiddags fik mig på andre tanker, på trods af lav vandstand var der i forhold til i sidste uge “gået hul på bylden”, og søerne bugnede af liv, med Lille Farvevandnymfe, Spydvandnymfe, Månevandnymfe og Hesteskovandnymfe i pænt store mængder – for de to sidstnævnte tror jeg at det var de største forekomster jeg har registreret derude. Iøvrigt en pudsig iagttagelse: hvor der i Han Vejle udelukkende var  den ene af “søsterarterne” Flagermusvandnymfe og Hesteskovandnymfe, så var der i Blovsgårde stor overvægt af den anden, nemlig Hestesko-. Tidligere kunne man også i Han Vejle og andre steder i Vejlerne iagttage mange Hesteskovandnymfer, men uvist af hvilken årsag er det som om at de er på retur i selve Vejlerne…

Månevandnymfe par, Blovsgårde, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Månevandnymfe par, Blovsgårde, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
To ud af 19 Månevandnymfer set i tre af småsøerne i Blovsgårde igår.
Så når tørken ikke har reduceret mængden af andre vandnymfer er det mest nærliggende at tro, at det bare er det vedvarende kølige vejr i store dele af maj måned som har forsinket forvandlingen i år. Måske vil der derfor kunne ses Huevandnymfer et par uger endnu?

Hængt til tørre

Bortset fra igår har maj i år været en relativt kølig affære, og der har været få dage som har appelleret til T-shirts, korte bukser, sandaler – og insekter.

Guldsmedesæsonen har derfor været lidt langsom om at komme i gang – uden at være helt lige så forsinket som sidste år… Den seneste uge er det dog gået stærkt, og særligt igår med temperaturer et pænt stykke over 20 grader var der mange guldsmede og vandnymfer i luften.

Idag – og ifølge vejrudsigten det meste af den kommende uge – er vi bare tilbage i lavtryks-vestenvinds-vejret, og den kølige temperatur og nogle solide regnbyger fik slået aktiviteten blandt insekter kraftigt tilbage. På en runde på vores hektar-store matrikel idag fandt jeg alligevel adskillige Håret Mosaikguldsmed, men de havde “hængt sig selv til tørre” på de af vore skovbryn, som ligger i læ.

Håret Mosaikguldsmed hun, Tømmerby, maj 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Håret Mosaikguldsmed hun, Tømmerby, maj 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Håret Mosaikguldsmed han, Tømmerby, maj 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Håret Mosaikguldsmed han, Tømmerby, maj 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De fleste af dyrene sad – som hunnen på fotoet herover – med vingerne foldet sammen over ryggen – en stilling guldsmede efter forvandlingen kun indtager, når der ikke er udsigt til at komme ud at flyve lige med det første. Nogle af dyrene sad dog med udfoldede vinger og varmede vinge-muskulaturen op – men da der senere kom flere byger tror jeg ikke at det blev til meget mere flyvning i dag. På en runde her for lidt siden kl. 22 fandt jeg stadig et par stykker siddende på de yderste grene i brynet – jeg ville ellers tro at de fandt mere beskyttede hvilepladser om natten.

Den dam som den forrige ejer af stedet her fik anlagt sidst i 1980erne er vel hovedårsagen til at vi altid i sæsonen har masser af guldsmede og vandnymfer omkring os, til megen glæde – inklusive forårets første store mosaikguldsmed, Håret Mosaikguldsmed, der ligesom flere andre arter har en forkærlighed for at sætte sig i øjenhøjde eller lavere på de skovbryn, der er rundt om det meste af grunden.

Orkidé-bonanza i april – i Italien

Edderkop-Flueblomst ssp. sipontensis, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst ssp. sipontensis, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I flere år har Mie og jeg snakket om en tur til bjergområdet Monte Gargano i Syditalien, et område berømt for måske Europas største diversitet af orkidéer. Turen skulle være i april (og var egentlig programsat sidste år, men måtte aflyses pga. Corona), da hovedblomstringen for flest arter sker denne måned.

I år blev det til noget, og det var en fantastisk oplevelse! Monte Gargano er en halvø i Adriaterhavet (“sporen” oven over Italiens “støvle”) som består af kalkklippe, hvilket i høj grad præger floraen på stedet.

Monte Garganos klippekyst, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monte Garganos klippekyst, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En stor inspiration til turen har været diverse rejserapporter på nettet, først og fremmest nogle svenskeres, men også en hjemmeside fra en italiener som flere gange har besøgt halvøen (med bredt naturhistorisk fokus, altså også med andre oplevelser end orkidéer).

Hverken Mie eller jeg er nørder, når det kommer til bestemmelse af planter, vi nyder bare farverne og formerne og lader os gerne imponere, når der er tale om stor diversitet, store mængder eller på anden måde store indtryk. Alligevel forsøgte jeg løbende at fotografere så mange arter som muligt, og med hjælp fra især Field Guide to the Orchids of Europe and the Mediterranean (Kühn, Pedersen & Cribb 2019) lykkedes det også at få bestemt en stor del af dem. Også den meget smukke bog Orkideer i Europa (fra 2017) af Henrik Ærenlund Pedersen med akvareller af Bo Mossberg blev flittigt draget frem – og har man dén i sit bibliotek vil man hurtigt opdage, at stednavnet Monte Gargano optræder meget ofte.

For andre arter end orkidéer har jeg især benyttet iNaturalist.

Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den talrigste orkidé-art som blomstrede mens vi var der (8.-17. april) var den meget smukke Sommerfugle-Gøgeurt. Den kaldes også Vifte-Gøgeurt, men dens videnskabelige navn er Anacamptis papilionacea. Og da papilio jo betyder svalehale, og da vi en gang havde set dette syn:

Sommerfugle-Gøgeurt og Svalehale, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt og Svalehale, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-var der ikke nogen tvivl om vores foretrukne navn til planten! (beklager billedkvaliteten)… Iøvrigt så vi både vores “hjemlige” Svalehale og Sydeuropæisk Svalehale – og i det hele taget masser af sommerfugle – mere om det senere.

En gruppe af orkidéer som især gjorde sig bemærket var flueblomsterne – her er MANGE arter, og desuden optræder de i forskellige varianter og underarter – så vil man dyrke dem grundigt kræver det nørderi! Vi nøjedes mest med at nyde, og navnene på de følgende er hvad vi TROR det er (uden at beskæftige os nærmere med varianter osv., udover den ret letgenkendelige sipontensis-underart af Edderkop-Flueblomst med lyserøde sepaler, afbildet ovenfor):

Prægtig Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prægtig Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Saddel-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Det eneste eksemplar af arten vi fandt på turen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krybende Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krybende Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder vokser forskellige arter mellem hinanden med stor tæthed, og man kan opleve syn som f.eks. dette:

Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-opleves (og fotograferes, ikke mindst!) bedst hvis man lægger sig på maven…

Græsset eng med bl.a. Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsset eng med bl.a. Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Mie Buus.

Landskabet på Monte Gargano er meget afvekslende; flest orkidéer finder man på stenede steder hvor kalk-forekomsterne ligger frit tilgængeligt.

Typist græsningslandskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Typist græsningslandskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bart og stenet landskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bart og stenet landskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder kan det se meget bart og nærmest goldt ud, men bukker man sig ned og kigger efter, kan der alligevel være masser af spændende botanik…

Fåblomstret Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fåblomstret Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne art fandt vi netop på et stenet plateau som det ovenstående.

Jeg kommer ikke til i dette blogindlæg at gennemgå ALT hvad vi så, men her kommer lidt flere af orkidéerne:

Italiensk Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Italiensk Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På engelsk hedder den Naked Man Orchid, og den enkelte blomsterlæbe ligner da også små mænd (inkl. strittende tissemænd – klik på billedet og du kan se dem)…

Sporeløs Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sporeløs Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det kan godt være at  navnet Sporeløs Gøgeurt for en botaniker giver mening; jeg bryder mig ikke om det. På engelsk hedder arten blot Man Orchid (igen på grund af de menneskelignende blomsterlæber, dog uden tissemænd), hvilket er helt i tråd med det videnskabelige navn Orchis anthropophora. Svenskerne kalder den Spökyxne, og Mie og jeg blev enige om at Gespenst-Gøgeurt burde være det danske navn – også på grund af den mærkelige blege farve som blomsterne er udstyret med…

Vi mødte ikke mange arter som vi kendte hjemmefra; de følgende to har vi dog set bl.a. på Öland…

Salep-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Salep-Gøgeurt (og Sommerfugle-Gøgeurt), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bakke-Gøgeurt ("Krudtbrænder"), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bakke-Gøgeurt (“Krudtbrænder”), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Indmellem møder man noget der ikke passer med bøgerne:

Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det afvigende hvide eksemplar skulle, ligesom de andre på billedet, være Sommerfugle-Gøgeurt.

Der var mange andre indtryk end lige orkideer, floraen i det hele taget var utroligt varieret, og det var påfaldende så mange arter som var i blomst netop nu. Jeg forestiller mig at disse åbne landskaber ret tidligt i maj-juni bliver meget tørre og afsvedne, derfor er det for blomsterne om at få vist deres pragt og tiltrukket insekter nu mens tid er…

Storkenæb sp. og svirreflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storkenæb sp. og svirreflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Viol sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Viol sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krokus sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krokus sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som nævnt mødte vi en del bestøvere i form af sommerfugle (og iøvrigt også bier, fluer og humlebier)…

Guirlandesommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Guirlandesommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Hømorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Hømorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humleflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humleflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sidstnævnte er muligvis samme art Lille Humleflue som vi har herhjemme, og vi så iøvrigt også Stor Humleflue, som faktisk var ny art for mig – det er jo ikke en art som optræder ofte i de landskaber jeg oftest færdes i. Jeg synes humlefluer er fede at iagttage!

Der var mange andre sommerfuglearter end de viste, bl.a. Aurora, Lille Ildfugl, som nævnt begge arter Svalehaler, Grønbroget Kålsommerfugl, flere arter bredpander og den flotte Orange Citronsommerfugl. Jeg må ikke glemme at nævne at jeg er helt vild med guirlandesommerfugle, den ovenfor viste er arten Zerynthia cassandra, som også var ny art for mig, og heldigvis meget almindelig og som regel nem at fotografere, da den ofte hvilede med udbredte vinger – vi så den forøvrigt aldrig gå ned på blomster, så måske er den slet ikke nektar-fødesøgende…

Ovenfor omtaler jeg “Gespenst-Gøgeurt”, et andet gespenst vi fandt var denne creepy knæler:

Knæler, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Knæler, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skulle være arten Empusa pennata, jeg har ingen idé om hvor almindeligt det er at støde på den, men selv om jeg ikke har det komfortabelt med knælere var jeg helt stolt over at finde den – som den sad i græsset og prøvede at ligne en samling tørre strå… Parat til at kaste sig over intetanende byttedyr!

Et helt andet landskab som Monte Gargano-halvøen også indeholder er den fedeste urskov, Foresta Umbra, med en enorm variation af europæiske træarter. Skoven var netop ved at grønnes, men egetræerne var ikke sprunget ud, så der var stadig lys i skovbunden til anemonerne.

Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blå Anemone i Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blå Anemone i Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er umuligt at få det hele med fra de intensive ni dage, vi tilbragte dernede, men her er ihvertfald en lille mundsmag. Hvis det skulle give andre lyst til selv at besøge Monte Gargano, står jeg gerne til rådighed med specifikke råd til lokaliteter, praktiske forhold osv.

Til sidst en stor tak for dejligt selskab i naturen til min søde rejsefælle!

Mie med Blå Iris og anden botanik, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie med Blå Iris og anden botanik, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Rapport udkommet: Guldsmedeundersøgelse Vilsted Sø 2021

Sommeren 2021 brugte jeg bl.a. på en ny guldsmedeundersøgelse – en “opfølger” på mine tidligere undersøgelser i Vejlerne (2017/18) og Nationalpark Thy (2019). Denne gang var det undersøgte område den genskabte Vilsted Sø, 15 år efter at der igen kom vand i søen. Aage V. Jensen Naturfond (som ejer søen) har finansieret undersøgelsen. Rapporten med resultaterne af undersøgelsen [klik her for download] udkom i december måned (som også omtalt i min nytårshilsen). Dermed har endnu et lokalområde i Danmark fået beskrevet sin guldsmedefauna – grundigt.

Rapportens forsideFor at dække alle arters flyvetid blev søen undersøgt ved fem moniteringsrunder fra maj til september. I hver runde var der afsat tre feltdage til gennemgangen, hvor en række faste prøvestrækninger (transekter) blev grundigt gennemgået (fra kajak eller i skridtstøvler/waders). Metodikken er dermed den samme som under Nationalpark-undersøgelsen, bortset fra at antallet af feltdage og prøvestrækninger i den ny undersøgelse var noget lavere, på grund af lokalitetens størrelse. Resultaterne fra Vilsted Sø indgår således også kun i ét atlaskvadrat på 10×10 km (hvor der er adskillige i Nationalpark Thy).
Under­sø­gel­sen resul­te­rede i registreringer af i alt 22 arter vandnymfer og guldsmede. Det er et rela­tivt lavt tal og kan sammenlignes med Vejlerne, hvor jeg har regi­stre­ret 36 arter (ud af det sam­lede tal for Dan­mark som helhed på ca. 50 arter). I Vej­lerne foretog jeg en mål­ret­tet un­der­søgelse af guld­smede­fau­naen i 2017/18 (Kjeld­­sen 2019 – se rapporten her). Det er ikke overraskende at diver­si­te­ten er større i et sump­område med meget længere kon­ti­nu­i­tet end i en ”ny” sø med 15 år på bagen. De fleste af de regi­stre­rede arter ved Vilsted Sø er arter uden meget spe­ci­fikke ha­bi­tat­­krav (såkaldt ”generalister”), men ikke desto mindre er der for fleres vedkommende tale om store bestande og høje tætheder. Ikke mindst påfaldende var det, at jeg her registrerede Nordjyllands største kendte be­stande af de to arter Rødøjet Vand­nymfe og Lille Rød­øjet Vandnymfe, som begge er til­knyt­tet søer og vand­huller med udbredt dække af vand­planter med flyde­blade. Lille Rødøjet Vandnymfe er en ny­ind­van­dret art, som først kom til Danmark efter 2000, men den er efter­hån­den udbredt og almindelig, særligt på øerne og i Øst­jyl­land, mens den stadig er spredt forekommende i Nord- og Vest­jyl­land. Jeg gjorde i øvrigt sidste år flere nye fund af arten i adskillige atlaskvadrater, og genfandt den i Han Vejle (hvor jeg første gang fandt Lille Rødøjet Vandnymfe i 2015, men den har været fraværende i de mellemliggende år).  Det er spændende at være vidne til sådanne markante ”fremrykninger” som i disse år ses for ad­skillige arter guldsmede og vandnymfer (selv om det først og fremmest tilskrives klimaforandringer).

Lille Rødøjet Vandnymfe, Vilsted Sø, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Rødøjet Vandnymfe, Vilsted Sø, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Og det er en tilfredsstillelse af få mulighed for at bidrage til kendskabet til Danmarks fauna af disse fascinerende dyr ved at foretage sådanne grundige lokalundersøgelser! Tak til Aage V. Jensen Naturfond!