Igen i år lokkede den særlige natur i det østlige Himmerland mig til en lille udflugt. I forgårs gjaldt det Rold Skov, hvor sidste års oplevelser med bl.a. Arktisk Smaragdlibel animerede til et genbesøg. De tre skovmoser Bregnesø, Bregnemose og Dragmose, som alle er nemt tilgængelige fra P-pladsen ved Møldrupvej lige syd for Skørping, skulle opleves igen. Formiddagen bød på skyet vejr, så det varede nogen tid inden der kom gang i guldsmede og andre insekter, men ved Bregnesø i solskin om eftermiddagen var mindst tre Arktisk Smaragdlibel hanner meget aktive igennem lang tid. De fouragerede over de vådeste partier af sphagnum-mosen, og flere gange sås to individer sammen, i infight. Det var svært at løsrive sig, for den i dansk sammenhæng meget eksklusive guldsmed var yderst samarbejdsvillig, og sad man stille ved kanten af det foretrukne fourageringsområde bød der sig mange fotomuligheder.




Ved Bregnesø var der i øvrigt, efter at solen mere konstant var på himlen, også et mylder af dagsommerfugle, hvor især mængden af den halvsjældne Mose-Perlemorsommerfugl var imponerende – der må være tale om hundreder. Jeg lykkedes ikke med at få gode fotos, men her er rodet billede, hvor den artskarakteristiske brogede underside kan anes på dyret til højre.

Også den smukke Foranderlig Blåfugl fløj i store mængder over mosen.

Igår var det så Lille Vildmose som stor for tur. Jeg havde håbet på at kunne kigge efter Arktisk Smaragdlibel dér også, men det blev desværre en dag med alt for megen blæst til guldsmedeobs. I stedet brugte jeg noget af formiddagen på at luske efter andre insekter i vegetationen på steder langs bryn og i læ. Det gav bl.a. en overflyvende Iris ved Kaffepletten – for en nordvestjyde et exotisk dyr, men jeg har set den flere gange netop i det østlige Himmerland.
Flere af de andre dyr jeg fandt har jeg ikke kunnet bestemme ved egen hjælp, og det var da også kun efter hjælp fra en bruger af “Insekter og smådyr-gruppen” på Facebook, at jeg fik bestemt denne “klase” bladlus til art:

De sad på en pilegren lige ved parkeringspladsen ud til bræddestien over Portlandsmosen. Sort Pilegrenbladlus er muligvis lidt af et hit, ialfald er arten før igår kun rapporteret til Naturbasen ialt otte gange, og aldrig i nærheden af Lille Vildmose – jeg har dog ingen idé om, hvor mange mennesker som holder øje med den slags specialiteter…
Det var også her – på bræddestien over Portlandsmosen – at turens bonus pludselig viste sig på himlen, den Slangeørn som har holdt til i vildmosen i nogle dage. Den var ikke det mindste generet af vinden, og sammen med mange andre tililende ornitologer og fotografer kunne jeg nyde den musende over mosefladen – og et par gange eller tre slå ned på muligt bytte (formentlig Hugorm, Snog eller evt. firben). Mit usle foto yder ikke oplevelsen retfærdighed!

Oplevelsen blev jo ikke mindre af, at det faktisk var min første Slangeørn i Danmark. Arten er jo årlig på træk, men det er efterhånden sjældent jeg bruger megen tid på de klassiske forårstræksteder. Nogle somre vælger enkelte fugle at tage ophold i større naturområder hvor der er gode fourageringsmuligheder, som det er tilfældet her – så denne fugl vil sikkert komme til at glæde rigtig mange mennesker i sommerens løb.
Efter dén fine oplevelse var jeg egentlig tilfreds og især på grund af den kraftige vind besluttede jeg at vende næsen hjemad – men slutter lige denne beretning med et par af de mere “kunstneriske” fotos som jeg fik ud af dette års Himmerlandstur…


Jeg synes i forvejen at Stor Farvevandnymfe er en af vore smukkeste guldsmede, men dette eksemplar er tæt på at tage prisen som den smukkeste af sin art – det er da helt vildt nogle syrede rosa farvenuancer, den er udstyret med!
Atter en ekskursion til det østhimmerlandske hvor man kom hjem med en stribe fine oplevelser…