En Havørn har fået identitet!

Som jeg tidligere har fortalt, har (mindst) én af de op til 13 (!) Havørne, som for tiden huserer på Bygholmengen, en farvering med inskription på den ene fod. Nu er det nok flere af dem som er ringmærkede, og de fleste gange hvor jeg ser en ung/yngre ørn rimeligt tæt på, bemærker jeg faktisk, at fuglen bærer ringe.

For at aflæse ringene, kræver det dog, at man ser dem godt – eller (måske mere realistisk) i flugten får taget et foto, hvor man kan aflæse ringen. Dét er svært, skulle jeg hilse og sige (selv om udviklingen med flere fugle også gør, at der oftere opstår situationer, hvor man er tæt på ørnene)…

Som gammel ringmærker synes jeg altid det er interessant, når jeg ser en mærket fugl. Kan det lade sig gøre at få identificeret fuglen? (-så har den jo altid en historie at fortælle)…

Derfor var jeg straks “alert”, da Vejlernes driftsleder Niels Dahlin Lisborg forleden viste mig et billede han havde taget af én af de unge Havørne, siddende på toppen af Bygholm Mølle (en yndet udkigspost for rovfugle, oftest er det den lokale Tårnfalk, men også Vandrefalk har vi set benytte møllens øverste vingespids som siddeplads).

Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.
Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.

Billedets tekniske kvalitet er måske ikke fantastisk (taget med mobilkamera gennem teleskop), men informationsværdien er høj! Man kan jo læse den sorte ring (eller er den mørkeblå?) på fuglens venstre ben – DO 63 – og det er nok til, at Havørnen får identitet!

Jeg sendte aflæsningen til ringmærkningsafdelingen på Zoologisk Museum (via deres indtastningsformular fuglering.dk) i aftes, og her til morgen da jeg stod op var der allerede svar.

Her er et link til ørnens historie på Zoologisk Museums hjemmeside: DO 63’s mærkningsdata. Det er altså en ungfugl fra i år, mærket i reden i Søhøjlandet ved Silkeborg i sommers. Inden Havørn blev almindelig som dansk ynglefugl regnede vi nok med, at mange af de ørne, vi så i vinterhalvåret, kom fra Norge og Sverige. Men ringmærkningen viser nu, at de danskfødte ørne efter yngletiden spredes til gode fourageringsområder som Vejlerne. Det er ikke overraskende, men alligevel altid godt at få data om!

Endnu mere informativt er det når ringmærkningen suppleres med gps-teknologi, og “en lille fugl” har hvisket mig i øret og fortalt, at der i det kommende nummer af ‘Fugle & Natur’ kommer en artikel med resultater af gps-mærkninger af danske Havørne – dét skal blive spændende at læse!

Tak til Niels for lån af billedet!

“Min” gås!

Når jeg omtaler mit arbejde med Kortnæbbet Gås, sker det at jeg kommer til at omtale fuglene som “mine” gæs, sådan helt ubevidst… 😉

Selv om jeg udmærket er klar over, at jeg deler gæssene med alle andre, der gider interessere sig for dem, kan formuleringen til en vis grad forsvares – man får et personligt forhold til fugle, man arbejder så intenst med (nogle tusinde timer er det blevet til, efterhånden)… Og særligt kan man få et forhold til nogle bestemte af fuglene, når de – i kraft af individmærkning – begynder at vise personlighed. Der er jo mærket et stort antal gennem mange år, og det bliver mere og mere tydeligt, hvor forskellige de er i deres tilgang til tilværelsen (deres “strategier”). Eksempelvis trækker nogle af dem stort set direkte fra Norge til Holland/Belgien, mens andre tilbringer rigtig meget tid her i Nordjylland. Nogle fugle, som blev mærket for halvandet år siden, vælger næsten udelukkende kendte rastepladser, så der  foreligger allerede mere end 50 aflæsninger af dem – mens andre er mere hemmelighedsfulde og er kun blevet set af mennesker en håndfuld gange.

Idag hilste jeg på én af de fugle, som jeg slet ikke kan undgå at tænke på som “min”. Det drejer sig om hvid JG5, mærket i Trøndelag i Norge i maj sidste år. Siden da er den aflæst 15 gange – og i alle tilfælde er det mig, der har foretaget aflæsningen! Jeg har set fuglen forskellige steder i Thy, Hanherred og i Store Vildmose, samt nogle gange i Norge, da jeg var deroppe i maj (hvor foto’et er fra). Sådan en fugl er det selvfølgelig altid hyggeligt at gense! 🙂

Aflæsninger af hvid JG5.
Aflæsninger af hvid JG5 (fra geese.org).
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Iøvrigt passerede jeg forleden dag min aflæsning nr. 10.000 af halsmærkede Kortnæbbede Gæs (fordelt på ca. 1650 forskellige fugle). Sådan et jubilæum bør jo fejres, så der må champagne på bordet én af dagene… 😉

Efterår med Kortnæbbede Gæs

Et projekt, jeg har arbejdet på i efterhånden temmelig mange år, er aflæsning af halsringmærkede Kortnæbbede Gæs. Det bringer mig hvert forår (februar-april) og efterår (september-november) rundt på mange lokaliteter i hele Nordjylland, og det giver mange fine oplevelser med disse markante flokfugle, som fylder godt i landskaberne. (Ja, og så havde jeg jo også i år fornøjelsen at følge “mine” gæs til Trøndelag i Norge – også en stor glæde)…

Kortnæbbet Gås er nok også dén fugleart, jeg har fotograferet mest (måske i konkurrence med Stenvender, som man jo træffer på stort set alle de strande, man besøger i verden)… Man skulle tro jeg snart blev træt af at tage flere billeder med det samme motiv, men det er der nu ingen tendens til – for lyset er jo aldrig det samme, og landskaberne forandrer sig også hele tiden. Så også dette efterårs arbejde med arten de seneste par måneder har medført en lang stribe billeder, hvoraf jeg lige viser nogle her:

Kortnæbbede Gæs, Kettrup ved Fjerritslev, oktober 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Kettrup ved Fjerritslev, oktober 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs, Lunefenner, Store Vildmose, november 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kortnæbbede Gæs, Lunefenner, Store Vildmose, november 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs, Kløv Kær, oktober 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kortnæbbede Gæs, Kløv Kær, oktober 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs, Kløv Kær, oktober 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kortnæbbede Gæs, Kløv Kær, oktober 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mange flere nye fotos fra denne sæsons gåsearbejde kan ses på mit fotogalleri: (klik her).

Måger er kedelige, mener nogen

… jeg er nu ikke helt enig.

På dage hvor vejret ikke er til arbejde med guldsmede, kan jeg godt lide at tage en tur til Hanstholm og Roshage-molen. Selv om det ikke ligefrem er vejr til decideret havtræk, er der næsten altid noget at kigge på – vadefugle, farveringmærkede måger osv.

Og i modsætning til “nogens” mening om kedelige måger, så synes jeg faktisk at måger er smukke fugle. Ikke mindst en art som Sorthovedet Måge, der på denne årstid altid kan findes i Hanstholm. I går var der således to adulte og to ungfugle i deres friske dragt.

Sorthovede Måge og Sølvmåge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>
Sorthovedet Måge og Sølvmåge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovede Måge og Sølvmåge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>
Sorthovedet Måge og Sølvmåge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Måge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>
Sorthovedet Måge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Måge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sorthovedet Måge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Måge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sorthovedet Måge, Roshage, Hanstholm, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter at have nydt de Sorthovede Måger kørte jeg en runde i havnen, hvor mange store måger rastede i det lidt blæsende bygevejr. Her fik jeg aflæst ialt 8 Svartbage med farveringe i deres andet, tredje og fjerde kalenderår – mærket på kolonier i Sydvestnorge – og en enkelt på Hirsholmene. De havde det meste af tiden travlt med at pudse sig…

Svartbag, Hanstholm Havn, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Svartbag, Hanstholm Havn, august 2017. Mærket som redeunge på Bonden Varde, Arendal, Aust-Agder i 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svartbag, Hanstholm Havn, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Svartbag, Hanstholm Havn, august 2017. Mærket som redeunge på Vestre Klovholmen, Mandal, Vest-Agder i 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svartbag, Hanstholm Havn, august 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Svartbag, Hanstholm Havn, august 2017. Mærket som redeunge på Slettholmen, Kristiansand, Vest-Agder i 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så nej, jeg synes IKKE måger er kedelige! 😉

Med de kortnæbbede på rejse

I mit arbejde med Kortnæbbet Gås for Aarhus Universitet (læs evt. om projektet: klik her) har jeg i snart mange år fulgt gæssene fra ankomsten midt i september, til de drager af sted nordpå – tidligere skete det først i maj, men nutildags sker afrejsen for størstedelen af bestandens vedkommende allerede  kort efter 1. april.

Næste skridt på rejsen  mod ynglepladserne på Svalbard  går til Trondheimfjorden i Trøndelag i Norge, og jeg har længe ønsket at følge “mine” gæs  til disse landskaber, som jo må siges at være noget anderledes end Jyllands  (og Holland/Belgiens, hvor nogle af dem overvintrer) flade vidder.

I år gik dette ønske i opfyldelse, idet jeg for NINA (Norsk institutt for naturforskning) fik til opgave i tre uger fra midt i april og til i søndags at aflæse halsringe  på gæssene i Trøndelag. Det var en opgave jeg virkeligt værdsatte, ikke alene var det en succes i kraft af et stort antal aflæsninger (over 1700), men oplevelserne med fuglene i Vestnorges dramatiske landskaber  gjorde i den grad også indtryk. Heroppe fouragerer fuglene i agerlandet tidlig morgen og sen eftermiddag, mens de i en lang periode midt på dagen hviler på store rastepladser,  de fleste på mudderflader i Trondheimfjordens bugter, som udgør en meget spændende tidevandszone. Og som altså rent landskabeligt er ganske storslået. Men jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trondheimfjorden, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Kortnæbbede Gæs, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Indimellem alle aflæsningerne af halsbånd (som det på billedet ovenfor) blev der også tid til kig på noget af det, vilde Norge også har at byde på…

Elg, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Elg, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Urfugl, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Urfugl, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Nordisk Lappedykker, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Nordisk Lappedykker, Trøndelag, april 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Tilføjelse 8/5 2018: Der er netop publiceret en artikel om min tur til Norge sidste år med samme titel som dette blogindlæg (klik for at se pdf-filen): Med de kortnæbbede på rejse (Fugle & Natur 2018/2).

Miss gås

Som én, der i mit professionelle virke beskæftiger mig i umådeligt mange timer med gæs, skal jeg ikke nægte, at visse gæs vækker større interesse end andre!
De er selvfølgelig alle interessante, og de fleste arter har stor succes og buldrer frem, og fylder i landskabet…

Når ét af formålene med de mange timer i felten med gæs er at finde og aflæse fod- og halsmærkede fugle, betyder det at hver enkelt hals og hver enkelt fugl bliver kigget grundigt efter i sømmene. Derfor finder man også med jævne mellemrum overraskende eller afvigende indslag i flokkene, bl.a. en del Tundrasædgæs, nogle få Dværggæs og Grønlandske Blisgæs, diverse fejlfarver og hybrider osv.

En fugl jeg i mange år ikke har fundet – men ofte haft i tankerne – er den fineste af dem alle, den smukke lille Rødhalset Gås. Man har nok en tendens til at tro, at den først og fremmest vil optræde i de efterhånden meget store flokke af Bramgæs – og blandt disse tusindtallige sorthvide tæpper af gæs forsvinder den rødhalsede meget let!

I forgårs blev der imidlertid fundet en Rødhalset Gås i en flok Kortnæbbede ved Lund Fjord. Jeg havde ikke checket hverken DOFbasen eller meldesystemerne inden jeg igår drog på gåseobs., og havde således intet kendskab til fundet, men mødte en fuglefyr på Amstedbrovej, som var ude efter den lille gås og kunne vise mig et kort med hvor den var set om søndagen… Fem minutter senere sad jeg med fuglen i teleskopet, og det var en fryd at gense arten – og endnu en gang blev jeg slået af, hvor lille den er! Jeg havde helt sikkert også fundet den, uden af jeg havde vidst den var der, for selv om den af og til blev væk – når den sov eller fouragerede med hovedet nede i vegetationen – var det alligevel påfaldende, at den var så relativt let at finde i flokken.

Til gengæld var den ikke let at fotografere (selv med 400 mm og crop faktor) eller ialfald at få til at fylde noget i billedet, men her præsenterer jeg alligevel et par doku-skud (det indsatte er digiscopet med lommekamera). (Bemærk iøvrigt en Kortnæbbet Gås med blåt halsbånd R41 til venstre i billedet – en gammel kending mærket tilbage i 2002, som hvert år tilbringer en lang periode sidst på vinteren og først på foråret i området Kærup Holme-Lund Fjord)…

Rødhalset Gås mellem Kortnæbbede og Bramgæs, Lund, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.
Rødhalset Gås mellem Kortnæbbede og Bramgæs, Lund, februar 2015. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen, ornit.dk.

Iagttagelsen fik mig til i tankerne at genopleve ekspeditionen en vinter for over 30 år siden til Donau-deltaet i Rumænien, hvor vi var en lille gruppe danskere, der fandt nogle hundreder af disse yndefulde små gæs, oplevelser som forbliver levende i hukommelsen – for evt. interesserede kan jeg henvise til Lars Abrahamsens artikel i Fugle: Vinterdage ved Donau – hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer.

Mere om måger

Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover den farveringmærkede måge omtalt i sidste indlæg var der i fredags også en Sølvmåge, som blot var ringmærket med en metalring – en dansk ring (indgraveret med “Zool.Mus. Copenhagen”).

Det lykkedes mig i teleskopet at aflæse de sidste 6 cifre i det 7-cifrede ringnummer, og fotos bekræftede, at jeg havde aflæst rigtigt. Ifølge svaret fra ZM var de 6 cifre åbenbart nok til at fastslå, at det var en 25 år gammel måge, ringmærket som redeunge på Stenklipperne ved Agerø i juni 1987.

Denne fugl havde altså ikke bevæget sig så langt (i luftlinje er der 45 km mellem Agerø og Hanstholm); til gengæld var jeg lidt benovet over dens “høje” alder. Men et hurtigt opslag i litteraturen afslører, at 25 år slet ikke er nok til at kvalificere til at være en gammel Sølvmåge – de bliver åbenbart let 35-40 år…

Jeg har nu spurgt Zoologisk Museum, om der skulle foreligge flere aflæsninger af denne måge – den har næppe tilbragt alle 25 år i Hanstholm… Men det er nok heller ikke mange fugle med metalring (uden farvering), der bliver aflæst i felten…

Hanstholm Havn fungerer som mødested for måger med vidt forskellig historie og baggrund, kan man ialfald konstatere.

Fancy farvering

Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvmåge, Hanstholm Havn, oktober 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På en runde i Hanstholm Havn i fredags sprang noget orange på foden af en Sølvmåge i øjnene – sjov benfarve, tænkte jeg…

Det viste sig – selvfølgelig – at være en farvering, en klar orange farvering med inskriptionen “GJ9T.”.

Nu har jeg tidligere aflæst masser af farvemærkede store måger i Hanstholm Havn, både Sølvmåger og Svartbage, men de har normalt båret sorte eller blå – mere diskrete – farveringe. Og de har alle været fra mærkningsprojekter i Norge eller Nordjylland.

Så denne Sølvmåge måtte sikkert komme et andet sted fra, men hvor? Den var tæt nok på til at jeg kunne se, at metalringen var fra England (ialfald stod der London), hvilket jo gav en del af svaret.

Ved hjælp af hjemmesiden European colour-ring Birding fandt jeg frem til et projekt i England med orange ringe, nemlig North Thames Gull Group. Jeg sendte aflæsningen af sted fredag eftermiddag, og inden weekenden var omme havde jeg modtaget svar. Stedet hvor fuglen er mærket antydes i undertitlen på ringmærkningsgruppens hjemmeside, “Studying the Gulls of Essex Landfill Tips” – det drejer sig altså om en lossepladsmåge!

Smart nok sendte de mig et link til mågens mærkedata, som kan deles med andre: Recovery Map for Herring Gull GN87180.

Den er altså mærket – på en losseplads, ja! – nær Themsens munding i Essex den 6. februar 2010 som “Euring code 8I (fourth calendar year or older, but with some immature plumage). Siden er den blot aflæst én gang inden jeg så den i Hanstholm; ved Traslovslage på den svenske vestkyst.

Man kan undre sig over, at en måge med en så iøjnespringende farvering er aflæst så få gange, når man tænker på, hvor mange aflæsninger der typisk er af måger i havnene.

Men når man ser, hvorfra andre af Themsens-gruppens Sølvmåger kommer (følg linket “All Herring Gulls ringed on 06 Feb 2010” på ovennævnte side) kan en del af forklaringen måske være, at det er ynglefugle fra Ishavet, som om vinteren besøger disse breddegrader. (Ved Varangerfjorden og den slags steder er tætheden af ornitologer nok alligevel lavere end omkring Nordsøen)…

Alligevel burde der vel komme flere genmeldinger ind, da mågerne jo typisk om vinteren opholder sig netop i havnene, som ofte bliver checket af ornitologer.

De norske og jyske farveringmærkede store måger er nemme at rapportere via den norske side om farveringmærkningsprojekter, det kræver blot at man opretter sig som bruger – så får man til gengæld fuglens mærkedata med det samme man har tastet dem ind.

Så jeg tænker, at der måske kan være en anden grund til de få genmeldinger af de engelskmærkede fugle – at det kræver lidt mere at finde frem til projektet, og at man er henvist til at indrapportere via email…

Men hvis dette lille indlæg om en måge med en fancy farvering kan lede andre på sporet, kan jeg kun opfordre flere til at dyrke mågeaflæsninger – så er man stort set sikker på at få udbytte af ethvert havnebesøg, også selv om Topskarven eller Sabinemågen ikke lige er på plads den pågældende dag…

Gæster fra Tyskland og Frankrig

Skestorke, Bygholmengen, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Bygholmengen, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter at have fourageret meget aktivt i et stykke tid – på hundestejler, så det ud til – søgte de fleste af en flok på 16 Skestorke i går eftermiddags op på en af Bygholmengens langstrakte øer, ganske tæt på dæmningen. Så blev det muligt, på trods af ret heftigt varmeflimmer, at få aflæst et par af fuglene, der var forsynet med nogle meget iøjnefaldende farveringe.

Den ene havde én lang hvidgul ring med fire bogstaver, AALP. Den anden var en kombination af 6 ringe, hvoraf den øverste på højre ben var udformet som et flag, så det springer ekstra meget i øjnene.

Man kan mene om farveringmærkning hvad man vil, og rent æstetisk er det ialfald ikke ligefrem nogen nydelse – især ikke på en elegant fugl som Skestork. MEN det er eddermame effektivt, ikke mindst når man som i skestorkeprogrammet har en fast informationskanal, som svarer på alle forespørgsler ekspedit, så observatørerne i den grad anspores til at gå ud og få lavet nogle aflæsninger.

Jeg sendte aflæsningerne i aftes til hollandske Otto Overdijk, som på 30. år (!!) er ansvarlig for Skestorke-ringmærkningerne. Og her til morgen da computeren blev åbnet, var der allerede svar! Dét kalder jeg service!

De to fugle er fra henholdsvis Frankrig og Tyskland, og for den tyske fugl – den med de mange ringe – har jeg fået hele livshistorien. For den franske modtager jeg en rapport fra Otto, så snart han har detaljerne. Den tyske fugl er klækket i Niedersachsen i 2009, 404 km fra Bygholmengen. Den er aflæst mange gange, især i vinterhalvåret i Frankrig, og sidste år tilbragte den sommeren i Schleswig-Holstein. Aflæsningen på Bygholmengen er den første i Danmark.

Det ser altså ud til, at de danske Skestorke bliver ved med at “trække” fugle, som er klækket syd for Danmark, med herop. Desværre ser det ikke ud til, at vi får ynglende Skestork i Vejlerne i år, selv om der har stået over 20 fugle på Melsig på et tidspunkt – egentlig underligt, når nu de havde succes sidste år.

Flokken på Bygholmengen består nok udelukkende af ikke-ynglende individer, selv om der er flere tilsyneladende helt udfarvede fugle imellem. To af dem var meget forelskede og “nussede” og fjerplejede hinanden…

Opdatering 10. maj: Jeg har nu modtaget information på den franske fugl, der er mærket som redeunge i Camargue i Sydfrankrig, også i 2009. Den har aldrig tidligere været aflæst uden for Frankrig, men er altså nu fløjet 1550 km fra redestedet og har blandet sig med fugle fra andre oprindelsessteder. Som Otto Overdijk skriver i en kommentar til observationen: “…again a proof that birds live in metapopulation“.

En historisk Pungmejse-historie

Jeg fik fornylig en interessant henvendelse. Det var en nordmand, Geir Olav Toft, som skrev følgende:

Jeg har en etterlysning på en pungmeis som ble kontrollert i Vejle 19.07.1989. Denne fuglen hadde Østtysk ring 91330577 og var blitt merket som 1K 14.10.1988 i Beeskow i daværende Øst Tyskland.
22.06.1990 ble denne hunnen konstatert hekkende på Jæren, det første norske hekkefunnet av denne arten.
Jeg er svært interessert i flere opplysninger rundt kontrollen i Vejle, jeg tror dette dreier seg om en opprinnelig dansk fugl. Og håper på at den hekket i Vejle i 1989!!

Jeg husker godt den østtysk ringmærkede fugl. Da den blev fanget i juli, er det – som Geir skriver – sandsynligt, at den kan have ynglet i Vejlerne det år. Men ringmærkningsområdet – i den østlige del af Han Vejle – ligger ikke i forbindelse med et kendt ynglested. Der har dog ynglet Pungmejser i Han Vejle, men i en anden del af lokaliteten, som er på ca. 90 hektar. Men det er umuligt med sikkerhed at konstatere, hvor den ynglede. Vi (feltstationen) har aldrig fanget fuglene på/i rederne.
Det er nyt for mig, at fuglen året efter flyttede til Norge og ynglede, oven i købet som Norges første sikre ynglefund – meget spændende! Underligt, at denne information ikke nåede frem til feltstationen via ZM… Den er heller ikke nævnt i Dansk Trækfugleatlas.
Det har altid forekommet mig, at Pungmejse er en nomade. Jeg tror, at en del Pungmejser flytter ynglelokalitet fra år til år. Vi fangede ialt omkring 100 Pungmejser mellem 1988 og 1996 i Han Vejle, og der var mange aflæsninger imellem. Det er helt klart den spurvefugleart, som gav flest aflæsninger, forholdsmæssigt.
Jeg har sendt besked tilbage til Geir (baseret på hukommelsen) – og fortalt ham om forskellen på Vejle og Vejlerne! – og selv om jeg ikke med sikkerhed kan sige, om fuglen har ynglet her, håber jeg at oplysningerne kan være nordmændene til hjælp. Jeg glæder mig til at se artiklen om Pungmejsens indvandring til Norge, når den bliver publiceret.