Sidste krampetrækninger!

Elmens frugter, Tømmerby, maj 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Elmens frugter, Tømmerby, maj 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Døende elmetræ, Tømmerby, maj 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Døende elmetræ, Tømmerby, maj 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Som alle ved, har elmesygen hærget, og der står efterhånden rundt i det ganske danske land ikke mange store elmetræer tilbage.
Her i Tømmerby ser det ud som alle andre steder. For et par år siden tog jeg en tung beslutning og fældede en række store døende elmetræer i haven. Kun ét træ fik lov at stå tilbage, da det stod lidt isoleret fra de andre, og på det tidspunkt stadig så sundt ud – et stort og flot træ. Vi havde et spinkelt håb om, at det på mirakuløs vis ville overleve.
Men sidste år skete det så, at træets blade midt på sommeren blev brune, og vi vidste, at nu var tiden nok også kommet for dette træ.
Det var derfor overraskende, at træet endnu en gang sprang ud i år – ganske vist kun med få blade, og den ene side af træet er helt sikkert dødt. Til gengæld præsterer træet en frøsætning som aldrig før – det må være de sidste kræfter, der bliver brugt på at prøve at sikre kommende generationer af elmetræer…