Hvor mange Silkehejrer er her egentlig?

Silkehejre er en art som er akkurat årlig i Vejlerne – det har den ialfald været igennem de seneste ti år. Ofte er det en enkelt fugl som i en periode ses på Bygholmengen og på fjordsiden ved Pytodde-lagunen, men af og til samles to eller tre fugle her i Nordeuropas bedste sumpfuglereservat – som i 2017, hvor der i juni var tre fugle i Arup Vejle.

De kan dukke op gennem hele sommerhalvåret fra marts til oktober. Der er helt klart en tendens til mere regelmæssig optræden nu end for 20-25 år siden, men det har aldrig udviklet sig på samme måde som med Sølvhejrerne, som nogen måske havde forventet. I det sydlige England og i Nederlandene har Silkehejre etableret sig som fast ynglefugl i denne periode, og ifølge BTO – British Trust for Ornithology – har bestanden i Storbritanien taget et kvantespring fremad, med en 2347% stigning (!) mellem 1995 og 2022 til nu omkring 1100 par.

Men sådan er det slet ikke gået i Danmark – Silkehejre er fortsat så sjælden, at det er én man frydes over at se hver gang. Og lige nu, eller siden 22. september, har der dagligt været Silkehejre at se på forskellige lokaliteter i og omkring Vejlerne. Aldrig mere end én pr. observation – men tydeligvis må der være tale om adskillige forskellige individer.

Efter den første fugl på Bygholmengen 22/9 så jeg og en anden observatør 24/9 denne fugl i Østerild Fjord:

Silkehejre, Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle dage senere så Henrik Haaning og flere andre en Silkehejre ved Arup Holm, og det var nærliggende at tro, at det kunne være den samme. Men det var det ikke! – for Henrik har lagt en stribe fotos af fuglen på Netfugl i en artikel hvor han fokuserer på aldersbestemmelse af Silkehejre. Det var nemlig en 1K-fugl med tydelige gule, uregelmæssige “plamager” på benene. Jeg skal ikke kloge mig på alderen af denne fugl fra Østerild Fjord, men den havde ialfald ikke disse gule områder på benene – kun tæerne var gule (som de er i alle aldre).

Igennem hele periode er der fortsat set en fugl på Bygholmengen. Observatørerne har ikke altid oplyst hvor på engen fuglen er set, men flere har været set fra dæmningen i Midt- eller Vestsøen. Den 4/10 stod der så pludselig en Silkehejre ved Krapdiget, men her i den forgangne weekend er der både set Silkehejre på den nordlige del af Bygholmengen og en fugl ved Pytodde.

Silkehejre, Pytodde, obtober 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Selv om jeg havde den i modlys kunne jeg ihvertfald konstatere, at denne fugl heller ikke var identisk med 1K-fuglen fra Arup Holm (den manglede de gule områder på benene) – og jeg mener faktisk heller ikke det kan være fuglen fra Østerild Fjord, som havde en tyk og kraftig befjering på halsen, mens Pytodde-fuglen var meget “tyndfjeret” på halsen. Så jeg kommer til konklusionen at der har været mindst tre forskellige – og med fuglen ved Krapdiget, som jeg ikke har set måske fire – Silkehejrer i Vejlerne.

Der har måske været et mindre influx til Nordjylland, for i går blev der set en sydtrækkende Silkehejre langs havet på Agger Tange om formiddagen, inden at de to fugle sås i/ved Vejlerne. Og indenfor den seneste måneds tid har der i øvrigt også været to fugle på Værnengene og en fugl har også huseret i Vadehavet (ifølge DOFbasen).

Venter på de Kortnæbbede Gæs…

Kortnæbbet Gås, Grågås m.m., Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Tidligere i år var jeg til et symposium afholdt af Aarhus Universitet for at fejre Jesper Madsens 40 års-jubilæum som tilknyttet universitetet. Jesper har jo især markeret sig internationalt for sin forskning i Kortnæbbet Gås (og jeg har selv igennem pænt mange år udført en del feltarbejde i den forbindelse). Ved symposiet holdt Jens Gregersen et foredrag med titlen ‘Venter på de Kortnæbbede Gæs‘.

Foredraget tog udgangspunkt i Jens’ ophold på Tipperne i hans ungdom tilbage i 1970erne, og han berettede om, hvordan man som observatør på reservatet når man nåede et stykke hen i september gik og holdt øje med himlen – for ankomsten af de Kortnæbbede Gæs fra ynglepladserne på Svalbard var en af de helt store årstidsmarkører. Det så man frem til! Et tiår senere prøvede jeg det selv som observatør på det sagnomspundne vestjyske reservat, og de Kortnæbbedes ankomst var også noget vi gik op i. At fænomenet ofte faldt sammen med flot vejr under septembers høje himmel gjorde det jo kun bedre. Jeg tror det er noget, alle vi, som har fået vores ornitologiske uddannelse på Tipperne, har et helt særligt forhold til. Mange af de fremmødte til Jespers symposium var netop gamle “Tipper-drenge”.

Dengang kom gæssene trækkende i ét stræk direkte fra Svalbard, da de endnu ikke var begyndt at udnytte rastepladserne i Trøndelag. Opholdet på Tipperne var som regel kort, for i jagttiden om efteråret blev hele bestanden presset ud af Danmark, og de tilbragte det meste af efterårsmånederne i Nederlandene og Belgien – frem til nytår hvor de returnerede, ialfald hvis vinteren var mild.

Nu som dengang står “Kortnæbbenes” ankomst i september for mig som et af de virkelige højdepunkter i årshjulet – også selv om jeg lige for tiden ikke arbejder professionelt med arten. I “gamle dage” hed det sig altid, at gæssene ankommer 17. september – og i rigtigt mange år har det da også holdt stik, at ankomsten faldt tæt på den dato. Men nogle gange har det ramt langt forbi – enkelte år er ankomsten sket tidligere, og andre år er det blevet meget forsinket. Der er også stor forskel på, om det er et langsomt “sivetræk”, hvor tallene kun langsomt bygges op, eller de år hvor der på én gang kommer et massivt tiltræk med tusindvis af fugle i løbet af en eftermiddag.

I år er tydeligvis et år med sen ankomst. Jeg har siden det gode højtryksvejr indtraf midt på måneden gået og holdt øje – det faldt oven i købet sammen med fuldmåne, og så tænkte jeg, at gæssene da burde udnytte de behagelige vejrforhold. Men ingen gæs (udover de lokale Grågæs). Jeg ved at nogle lokale jægere havde det første møde med en lillebitte flok for nogle dage siden (det blev flokken mindre af). I forgårs blev der meldt en lille flok på Bygholmengen af en pålidelig ornitolog – men selv om jeg har været rundt og checke stederne hver dag, var det først i går eftermiddags at jeg havde de første 55 i Østerild Fjord (billedet ovenfor). De ville være lette at overse midt i en større flok Grågæs; de fleste af de nyankomne og sikkert trætte Kortnæbbede stod og sov med hovedet under vingen (de fleste fugle i striben stående i vandet midt i billedet).

I aftes, da jeg var ude og tisse i nattemørket kunne jeg høre Kortnæb “oink-oink’e” over huset – så flere kommer trækkende til i disse dage og nætter. Og ja – de kan godt finde vej i mørke! Det har vi talrige eksempler på.

Så nu venter jeg ikke længere på de Kortnæbbede Gæs – nu er de ankommet. Spørgsmålet er, om det kommende vejromslag til lavtryk og vestenvind ikke vil bremse tiltrækket noget?…

Jeg kunne se i flokken at der var pænt med ungfugle. Nu kan man ikke dømme om årets ungeproduktion ud fra en enkelt flok, men det er altid spændende, hvordan resultatet af yngleanstrengelserne er blevet for fuglene. Ikke mindst et år som i år, hvor klimaforandringerne efter hvad jeg har opfattet for alvor er slået igennem på Svalbard med en meget varm sommer. Det skal blive spændende at følge hvordan det går! Med Kortnæbbet Gås – en af mine absolutte yndlingsfugle, der bærer så mange fortællinger med sig…

Prærietrane medie-darling

Prærietrane og Trane, Thorup Fjordholme/Sløjen, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Prærietranen, som nu har opholdt sig på og omkring (øst for) Bygholm Vejle siden første halvdel af juli – altså i over to måneder – har naturligvis påkaldt sig en del opmærksomhed.

Før denne fugl var der jo den velkendte Prærietrane tilbage i 2021, som jeg fandt på Sydsjælland og som derefter turnerede land og rige rundt – inkl. et længere ophold i Vejlerne – inden den 8. maj trak ud ved Skagen. Det var Danmarks andet fund, og som den ekstreme sjældenhed arten er i Europa var den genstand for stor interesse, også fra medierne – og jeg skrev selv en artikel om den til årbogen Nordjyllands Fugle. Denne fugl tilbragte efterfølgende det meste af sommeren højt mod nord på Varangerhalvøen i Norge.

I mellemtiden har der i flere perioder været rapporter om arten flere steder i Nordvesteuropa. Og så var der igen i år en Prærietrane, som i maj trak op over Skagen Odde og formentlig videre mod nord – eller faktisk har der nok været to, for en måned senere, 7. juni, dukkede der en (ny?) fugl op i Skagen. Denne opholdt sig i det nordlige Vendsyssel frem til 18. juni, og det er nærliggende at tro, at det er samme fugl som nu står i Vejlerne. At det vitterligt er en ny fugl i forhold til dén i maj sandsynliggøres af, at den dagen før ankomsten til Skagen blev set nordtrækkende i Nederlandene.

På trods af disse langvarige ophold er Prærietrane fortsat en ekstremt sjælden fugl i Europa, men at den optræder så stedtro har selvfølgelig givet mulighed for rigtigt mange mennesker at stifte bekendtskab med den. At den netop vælger lange ophold i Vejlerne er jo ikke så mærkeligt, eftersom vi her har Danmarks største rasteforekomst af Trane. Prærietranen følger “vore egne” Traner i deres daglige rutiner; overnatter på Bygholm Vejle og benytter i dagtimerne fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. Selv har jeg flere gange i august fundet den på stubmarker i den østlige del af det, vi på Vejlernes Feltstation traditionelt har kaldt Thorup Fjordholme, men den korrekte stedbetegnelse er nok Sløjen.

I forgårs blev jeg kontaktet af TV2 Nord, som gerne ville lave et indslag om den sjældne gæst. De har været lidt længe om at “få fingeren ud”, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Jeg mødtes med dem en lille time før solnedgang ved Kraptårnet, og det var en af disse meget fine skumringstimer man kan opleve netop dér, med Krondyr, Havørne, Sølvhejrer – og de mange Traner som løbende ankom til overnatning i større og mindre flokke. Det endte med at der var mindst 325 af dem. TV-folkene var heldige at få en kort filmstump af netop dén flok som indeholdt Prærietranen. Det var live fjernsyn, så mine forklaringer er “skudt fra hoften” og jeg nåede at blive en smule febrilsk – men jeg håber at begejstringen over oplevelsen alligevel skinner igennem – indslaget kan ses her:

TV2 Nord’s indslag om Prærietrane 11. september 2024.

 

Studier af Fjordterne

Med moderne kameraudstyr er det muligt – når det rette motiv viser sig – at få taget striber af fotos som i detaljer viser fuglens (eller hvilket som helst andet motivs) bevægelser, med mange billeder i sekundet. Og med “motiv-fastlåsning” er kameraerne i stand til at følge motivet, selv om det hele tiden skifter position.

Denne Fjordterne var så venlig at fouragere langs Arupdæmningen i Østerild Fjord hvilket gav mulighed for at “skyde” ialt 281 billeder – stort set allesammen knivskarpe – hvoraf jeg her blot har plukket et lille udvalg.

Rovterne-bonanza

-i al fald efter Vestjyske forhold…

Tilbage i 2007 skrev jeg et indlæg her på bloggen med titlen “Én trækker flere til“, som handlede om at “flokken” af Rovterne i Vestsøen var steget fra to til tre individer… Det syntes vi var stort dengang.

På det tidspunkt var der ikke mange fuglefotografer som havde udstyr  (telelinser med tilstrækkelig lang brændvidde) der var i stand til at fotografere fugle på Bygholmengen, når fotografen selv befandt sig på Bygholmdæmningen. Afstanden var ganske enkelt for stor til at det gav mening. Så mit indlæg bestod bare af tekst.

Men der er sket meget siden dengang – både med antallet af Rovterner og med foto-udrustning, som ovenstående lille stribe billeder forhåbentlig illustrerer.

Selv har jeg flere gange sidst i august set op til 13 individer i Vestsøen, 11 ad med 2 1K’er, og andre har vist set op til 16 (Bygholmengen, Glombak og Pytodde). Samtidig har der været et par stykker i de Vestlige Vejler (Østerild Fjord), så vi nærmer os en total på 20 Rovterner i Vejlerne. Det ville INGEN have forudsagt for bare få år siden. Men udviklingen er sket sideløbende med at arten er ved at opbygge en lille bestand i Danmark, med yngleforekomster på bl.a. Saltholm og flere af øerne omkring Fyn.

Ofte ser man dem rastende, nogle gange også fiskende, og da ofte i Pytodde-lagunen. På dagen hvor disse fotos blev taget blev hele flokken flere gange jaget på vingerne af en Vandrefalk (anes i baggrunden på et af billederne).

Det er en fryd at opleve denne seje fugl under forhold hvor det samtidig kan lade sig gøre at dokumentere med “yndlings-legetøjets” 800 mm!

Endnu en perle i Rold Skov

Jeg har tidligere skrevet om Rold Skovs rigdomme i form af nogle meget fine skovmoser præget af partier med våd sphagnum, masser af tranebær og i det hele taget spændende botanik.
Jeg har stadig den opfattelse at Rold Skov overvejende er en forstlig drevet produktions”skov” (plantage!) med lange kedelige lige rækker af grantræer  – men der eksisterer altså også disse perler, hvor der bl.a. lever den meget eksklusive Arktisk Smaragdlibel, som jeg har skrevet om nogle gange.
Vi er forbi Arktisk Smaragdlibels flyvetid for i år, men jeg besøgte alligevel i forgårs (sidste dag i august) den store himmerlandske skov – igen for at besøge nogle af skovmoserne og kigge på guldsmede. Det var især foranlediget af et ønske om at opleve Højmose-Mosaikguldsmed, som jeg indtil i år kun har en enkelt oplevelse med (fra Kompedal Plantage).
Efter gentagne gange i år forgæves at have søgt efter Baltisk Mosaikguldsmed i Vejlerne fik jeg overtalt mig selv til en lidt længere køretur for i det mindste at få chancen for at se en anden af de mere eksklusive mosaikguldsmede. Denne gang havde jeg udset mig den lille mose Gårdsø Mose, i den privatejede del af skoven Nørlund Skov (som ligger i den vestlige ende af det samlede Rold Skov-kompleks).

Gårdsø Mose, Rold Skov, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gårdsø Mose, Rold Skov, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mosen blev valgt som hovedmål for ekskursionen fordi jeg på guldsmedeatlas.dk havde orienteret mig og fundet tidligere obs. af Højmose-Mosaikguldsmed – men endnu ikke i denne atlasperiode. Så samtidig var det en mulighed for at bidrage med data til Atlasprojektet Danmarks Guldsmede.
Efter at jeg nåede frem til kanten af mosen gik der ikke mange sekunder, før den første Højmose-Mosaikguldsmed materialiserede sig.

Højmose-Mosaikguldsmed, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var en smuk sensommerdag med stille lun luft, og mosen er meget idyllisk – men kun muligt at færdes på i skridtstøvler og med risiko for at træde igennem den gyngende hængesæk. Det lykkedes mig ikke at komme helt frem til bredden, men stående på nogle tuer mellem skovkanten og den åbne vandflade gav det et rimeligt overblik over hvad der rørte sig. Der var godt gang i mosaikguldsmedene, jeg så ialt fire hanner af Højmose-mosaikken, mest fouragerende i lav flugt, men af og til blev der udkæmpet territorie-stridigheder med op til tre hanner efter hinanden. De gjorde også udfald mod et par Efterårs-Mosaikguldsmede, som også patruljerede i kanten af mosen.
Fordi det ikke rigtigt var muligt at sidde ned og underlaget var lidt ustabilt blev det fotomæssige udbytte ikke helt som jeg havde håbet – men det lykkedes dog at få taget nogle billeder som ialfald dokumenterer arten.

Højmose-Mosaikguldsmed, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Højmose-Mosaikguldsmed, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Højmose-Mosaikguldsmed, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den mest afgørende karakter som adskiller Højmose- fra Siv-Mosaikguldsmed (det eneste kendetegn som normalt kan iagttages i felten uden at fange eller fotografere dyret) er tegningen på siden af forkroppen, hvor Højmose-M. har nogle større lyse felter mellem de to parallelle lyse striber. Disse lyse felter er meget variable, men vil i langt de fleste tilfælde fylde væsentligt mere end de tilsvarende tegninger hos Siv-Mosaikguldsmed (se senere i dette indlæg).
En anden karakteristisk mose-guldsmed var også talrigt til stede, Sort Hedelibel – mange hanner og et enkelt par under æglægning.

Sort Hedelibel, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sort Hedelibel han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel han og hun, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sort Hedelibel han og hun, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Bemærk den meget våde sphagnum hvor de – og mosaikguldsmedene – lægger æg.

Stor Hedelibel var der også.

Stor Hedelibel han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Hedelibel han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En overraskelse var det at finde en lille bestand af Lille Rødøjet Vandnymfe på lokaliteten.

Lille Rødøjet Vandnymfe han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Rødøjet Vandnymfe han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er som sådan ikke overraskende at Lille Rødøjet V. også er her – den findes både nord, syd, øst og vest for Rold Skov og er jo netop dygtig til at finde nye egnede lokaliteter – men at den har fundet sådan en lille vandflade der er omgivet af plantage i mange kilometer i alle retninger er alligevel imponerende.

Ikke kun fine guldsmede var der her – i kanten af mosen var der en forladt Tranerede, og en Krikand rastede på søen.

Krikand, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krikand, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På så lille en lokalitet skulle man tro at min tilstedeværelse ville få Krikanden til at fortrække – men den blev liggende under det meste af mit besøg – lige indtil en ung Duehøg viste sig på himlen.

Jeg ville også have besøgt en anden af de små skovmoser i Rold Skov, Hjorth’s Mose sydøst for Skørping, men da det var ved at være sidst på eftermiddagen og jeg fandt ud af at der var en 1½ km gåtur for at komme ind til den lokalitet, valgte jeg i stedet at besøge Bregnesø, der ligger tæt på Skørping-Arden-vejen (hvor jeg tidligere har haft så store oplevelser med bl.a. Arktisk Smaragdlibel). Selv om det også er en fin lokalitet med en god forekomst af våd sphagnum var artssammensætningen her helt anderledes end ved Gårdsø Mose, bl.a. var her rigtigt mange Blodrød Hedelibel og Almindelig Kobbervandnymfe, og så var den store mosaikguldsmed på stedet Siv-Mosaikguldsmed – men den er altså også fin!

Siv-Mosaikguldsmed han, Bregnesø, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed han, Bregnesø, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Bemærk den “rene” forkropsside mellem de parallelle lyse striber, sammenlignet med Højmose-mosaikken.

Tranernes østtyske forbindelse

Traner, Thorup Fjordholme, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Traner, Thorup Fjordholme, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Forleden kørte jeg rundt på Thorup Fjordholme med den idé at det kunne være sjovt at finde den Prærietrane, der denne sommer har optrådt sammen med “vores” oversomrende Traner. Ligesom dens slægtsfæller har den overnattet på Bygholm Vejle og i dæmringen og skumringen fløjet til og fra fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme og længere østpå, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. over mod Fjerritslev. Det lykkedes ikke dén dag at finde den lille amerikaner/østsibirer, men flere småflokke af Traner så jeg, og de blev selvfølgelig checket grundigt igennem. I denne flok som gik tæt på Alvejen var der i stedet for Prærietranen noget andet interessant: en Trane med farveringe. Jeg har én gang tidligere aflæst en farveringmærket Trane i Trøndelag i Norge. Dén fugl var ringmærket i Norge, men jeg fandt frem til ringmærkningsdata via en tysk hjemmeside, www.icora.de, som åbenbart er et internationalt europæisk samarbejde om traneringmærkning administreret af Kranichschutz Deutschland. Det er vældigt tilfredsstillende med dén slags databaser hvor man indtaster sine observationer og med det samme kan få adgang til alle aflæsninger af den pågældende fugl (ligesom jeg er vant til med Kortnæbbede Gæs på www.geese.org).

Denne fugl på Thorup Fjordholme (med farveringe blå-brun-blå på venstre ben, gul-grøn-hvid på højre, læst oppefra) viste sig at være ringmærket som dununge i Mecklenburg-Vorpommern i det nordøstlige Tyskland i juni 2021.

Traner, Thorup Fjordholme, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Traner, Thorup Fjordholme, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Aflæsninger af den farvemærkede Trane, kilde www.icora.de.
Aflæsninger af den farvemærkede Trane, kilde www.icora.de.

Det er altså nu en tre år gammel fugl, og aflæsningen på Thorup Fjordholme er den første udenfor Tyskland. Fuglen tilbragte sit første efterår og det følgende forår i nærheden af fødestedet, med en afstikker om vinteren til Niedersachsen. Herefter er den eneste aflæsning igen fra Mecklenburg-Vorpommern i januar 2023, før den nu i august 2024 dukker op i/ved Vejlerne. Den ser ud som en adult fugl, men Traner yngler først i 4-6 års-alderen, og vi har altid formodet at disse oversomrende flokke hovedsageligt bestod af sådanne yngre endnu ikke yngledygtige fugle. I denne flok på 17 var der dog en enkelt årsunge – men vi er også så langt henne på sæsonen at yngleparrene har forladt territorierne med deres unger.

Det er mig bekendt anden gang at en farveringmærket Trane med østtysk oprindelse er aflæst ved Vejlerne, den første var i 2002 (Dansk Trækfugleatlas).

Siden der sidst i 1980’erne begyndte at dukke Traner op i Vejlerne om efteråret har bestanden taget et gevaldigt ryk fremad. Fra omkring årtusindskiftet begyndte de at yngle her, nu ligger bestanden i selve Vejlerne omkring 20 par, og de yngler også tæt på os i alle klithederne nord og vest for os. Her i Tømmerby har vi hvert forår fornøjelse af det nærmeste ynglepars trompeteren fra rørskoven i Tømmerby Fjord. Den samlede danske bestand har ingen vist overblik over længere, men det er ialfald adskillige hundrede par (jeg gætter på et sted mellem 500 og 1000 par). Jeg var faktisk selv DOF’s koordinator for Trane i ‘DATSY-programmet’ på et tidspunkt, men dengang var det stadig en overkommelig opgave med samlet 30-40 par.

Sideløbende er især forekomsterne i efterårsmånederne steget voldsomt, og der var sidste efterår ny rekord af overnattende fugle på Bygholm Vejle med over 700 i september. Det er sket samtidig med at der mange andre steder i Nordjylland optræder større flokke; i begge vildmoserne og på klithederne i Thy, bl.a.

Blandt ornitologer har vi mange gange drøftet om alle disse mange efterårstraner udelukkende bestod af nordjyske ynglefugle, men tallenes størrelse antydede at det ikke udelukkende kunne være lokale fugle. Og nu har vi ihvertfald igen fået en indikation på, at der også indgår fugle fra Tyskland.

Kilepletten breder sig

Kileplet-Mosaikguldsmed, Sundby Sø, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Sundby Sø, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Sundby Sø, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Sundby Sø, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

For nogle dage siden fandt jeg ved nogle af småsøerne i Glæde (lige øst for Hjardemål Klit) en Kileplet-Mosaikguldsmed, og det er anden gang i år at jeg finder arten på en ny lokalitet nord for Limfjorden – første gang omtalte jeg i dette indlæg. Dyret fouragerede langs en skovvej, og kunne let identificeres på den rødbrune krop, glasklare vinger og grønne hoved. Desværre lykkedes det ikke at tage dokumentationsfotos af det flyvske og urolige individ – men jeg så under alle omstændigheder tilstrækkeligt til at det kunne sikkert artsbestemmes. Både denne obs. og den tidligere fra Hvidbjerg Klitplantage var fra mere nåletræsdominerede habitater end jeg ville have forventet arten – men viser under alle omstændigheder, at der stadig foregår spredning.

Igår fandt jeg den så igen, denne gang ved en langt mere “klassisk” lokalitet, ved en rørskovsvig i den naturgenoprettede Sundby Sø ved Vilsund. Her var der konstant 2-3 individer i luften, jeg opfattede dem som jagende/fouragerende, men i virkeligheden kan det også have været territoriehævdelse – eller en kombination. Indimellem gjorde de udfald mod en Stor Kejserguldsmed, som også benyttede den samme vig til fouragering. Denne gang fik jeg taget fotos af dyret i luften (se ovenfor) – arten er kendt for at være blandt de nemmeste store guldsmede at fotografere, idet den ret ofte står stille og “muser” i luften.

Også Peter Halkier har i år genbesøgt Krægpøt ved Harboslette, hvor han første gang fandt arten i 2021, og bekræftet at den stadig findes på stedet, så (foreløbig) er arten i år konstateret i fire atlaskvadrater i Thy. Det kan man kalde et solidt ryk mod nordvest, og selv om den ikke skulle lykkes med at etablere sig alle stederne, kan man nok godt forudse at Kileplet-Mosaikguldsmed inden der er gået mange år har koloniseret det meste af Jylland…

Junis udfordringer og glæder

Hedepletvinge, Harboslette, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hedepletvinge, Harboslette, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I denne juni måned – der kom efter en fantastisk lun og insektrig maj – har vejret givet visse udfordringer. Lavtrykspassager, blæst, kølighed og masser af regn har præget mange dage.

Som det ofte er tilfældet i juni måned! Jeg husker Sankthansaftner hvor temperaturen dårligt har været over 10 grader – så det er såmænd ikke fordi det er usædvanligt på disse breddegrader. Men holder man af at færdes i moser og enge og studere insektlivet kan det altså være ret så frustrerende.

Imellem bygerne – når bare solen har skinnet og man har kunnet finde kroge med lidt læ – har det været med at slå til, når chancen har budt sig.  Det har da også i mit tilfælde bevirket, at jeg har kunnet glæde mig over mange fine oplevelser – på trods af vejret.

Ovenstående foto med den smukke Hedepletvinge fik jeg “i kassen” for nogle dage siden hvor jeg fik det indfald at køre til den kendte lokalitet for arten, Harboslette ved Vullum Sø, i en varm periode midt på dagen inden en ordentlig tordenskylle om eftermiddagen. Det har stået på min ønskeliste i flere år at se denne art, men det har aldrig før “flasket sig”, og selv om vi nu er sidst på flyvetiden var jeg heldig at se 4 eksemplarer, hvoraf de tre var fine og perfekte, mens den sidste var godt “affløjet”. Jeg blev slået af hvor SMÅ de er – men Jens Kristian Kjærgaard, der har fulgt bestanden i mange år, siger at de er ekstraordinært små i år. Det kan man nok kun tolke som en form for “flaskehals” der har presset dem under udviklingen – hvor køligt vejr i april måske er det mest oplagte bud på en forklaring. Det har også været debatteret i guldsmedefolk-kredse at der skulle være mange mørke individer af især vandnymfer i år…

En anden dagsommerfugl som altid vækker glæde er Sortåret Hvidvinge, ikke mindst når den som i år og sidste år indfinder sig på vores egen matrikel.

Sortåret Hvidvinge, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sortåret Hvidvinge, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Apropos afvigelser fra normalen så fotograferede jeg også ved Harboslette dette par Almindelig Vandnymfe, hvor hannen er ret afvigende, med en sort “plamage” på siden af forkroppen:

Almindelig Vandnymfe, Harboslette, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Vandnymfe han og hun, Harboslette, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her i en mere “kunstnerisk” udgave:

Almindelig Vandnymfe, Harboslette, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Vandnymfe han og hun, Harboslette, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg kunne desværre ikke komme til at se den anden side af dyret (uden at blive våd, hvad jeg valgte ikke at blive); men det havde været interessant at se om det var et fænomen som var udtrykt symmetrisk…
I “mine” småsøer ved Blovsgårde, som jeg efterhånden har fulgt i mange år, er der igen i år virkeligt gang i tingene. Jeg har ikke systematisk registreret antal på Naturbasen, blot med jævnlige besøg forsøgt at have “fingeren på pulsen” for at følge med i udviklingen derude. Lige nu er der enorme mængder af Hesteskovandnymfer i parring og æglægning.

Hesteskovandnymfe, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hesteskovandnymfe par i parringshjul, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hesteskovandnymfe, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hesteskovandnymfe par under æglægning, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Første halvdel af juni er for mig en af de bedste perioder i guldsmedesæsonen, hvor især diversiteten af vandnymfer er allerstørst. Nu hvor vi har passeret midten af måneden begynder det at aftage, og hver gang jeg ser eksempelvis Spydvandnymfe eller Rød Vandnymfe tænker jeg, at det nemt kunne være sidste gang for i år…

 

Rød Vandnymfe, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe han, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og denne æglæggende hun af Håret Mosaikguldsmed fra igår må absolut også kandidere til at blive sæsonens sidste…

Håret Mosaikguldsmed, Kærup Holme, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Håret Mosaikguldsmed hun, Kærup Holme, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

… iøvrigt fra den lille anlagte sø på arealet ved P-pladsen til Kogleaksskjulet, som begynder at vise fine takter, med mange Stor Farvevandnymfe, og igår også (for mig) sæsonens første Almindelig Kobbervandnymfe.

Almindelig Kobbervandnymfe, Kærup Holme, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Kobbervandnymfe han, Kærup Holme, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kobbervandnymfer har været set i landet i et stykke tid, men denne var altså min første i år, et friskt og ret nyforvandlet individ. Sortmærket Kobbervandnymfe har dog nok været i gang lidt længere tid, ihvertfald så dette dyr fra Blovsgårde noget mere “hærdet” ud:

Sortmærket Kobbervandnymfe, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sortmærket Kobbervandnymfe hun, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortmærket Kobbervandnymfe, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sortmærket Kobbervandnymfe hun, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortmærket Kobbervandnymfe og Hesteskovandnymfe, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sortmærket Kobbervandnymfe hun og Hesteskovandnymfe han, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den blev generet af en Hesteskovandnymfe han – jeg fandt ikke ud af om hannen prøvede at parre sig, om den så kobbervandnymfen som et bytte eller bare gerne ville overtage hvilepladsen…

Også ved Blovsgårde er der selvfølgelig som altid mange Fireplettet Libel. Her er et par nyforvandlede individer som ikke har været så heldige med at få foldet vingerne ud:

Fireplettet Libel, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel hun, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel hun, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det sidste foto viser et individ af formen “praenubila“, hvor vingemærkerne er udvidede med mørke skygger. Den var i stand til at flyve, men så ikke ud til at styre så godt. Den første er helt nyforvandlet og sidder stadig ved siden af den tomme larvehud. Normalt kravler de op og sidder vertikalt på et strå, når larvehuden sprækker i ryggen. Her sidder den lidt “akavet” horisontalt og det kan have været årsagen til at dyret ikke har kunnet manøvrere sig i  en hængende position, og det derfor er gået galt med udfoldningen af vingerne. Den vil være temmelig hæmmet og jeg spår den ikke mange chancer for at føre generne videre…

Én som ihvertfald lykkes med artens reproduktion er denne Stor Kejserguldsmed:

Stor Kejserguldsmed, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kejserguldsmed æglæggende hun, Blovsgårde, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har tidligere berettet om, hvordan (i sæsonerne 2020 og 2021) Stor Kejserguldsmed optrådte i enorme mængder i disse nye søer i Blovsgårde – se bl.a. indlægget her. I de efterfølgende år har jeg ikke eftersøgt tomme larvehuder lige så intensivt, men det er bestemt ikke mit indtryk at arten optræder nær så talrigt – dengang fandt jeg op til 785 exuvier (tomme larvehuder) på en sæson! Men arten klarer sig ihvertfald fortsat på stedet. En anden art med stor succes er Stor Blåpil, som for tiden optræder virkelig talrigt, overalt på områdets grusveje ses de rastende – og som her på rækværket på gangbroen i Han Vejle:

Stor Blåpil, Han Vejle, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Blåpil han, Han Vejle, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og her på en stabel tegl-tagsten på vores matrikel:

Stor Blåpil, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Blåpil, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-Men det var allerede i maj måned. Dengang (30. maj) kunne jeg optælle ikke færre end 56 eksemplarer her på vores egen matrikel, og de opholdt sig stadig ret tæt på klækningsstedet (idet jeg går ud fra at de kommer fra vores egen sø). Men her godt tre uger senere ser vi ikke så mange af dem – til gengæld letter de foran bilen hver gang man er ude at køre ad mindre grusveje i stort antal.

Ja (for-)sommeren giver mange glæder med insekter – selv i et år som i år hvor vejret ikke altid er lige venligt. Men nu har jeg brugt nogle regnvejrstimer på at forfatte dette! 😉