Blomsterbrak

Stillits m.fl., Diernæs Mark, januar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har ikke nogen særlig viden om landbrugets tilskudsordninger, men det har ikke kunnet undgå min opmærksomhed, at der det seneste (par?) år er kommet et nyt tiltag, såkaldt “blomsterbrak” som betyder at en del af arealet er taget ud af konventionel drift og i stedet er tilsået med forskellige blomsterplanter. Tanken bag er bl.a. at gavne biodiversiteten, og uden at jeg helt er klar over forskellene lader der til at være forskellige kategorier, hvoraf én er benævnt “bestøverbrak”, særligt med henblik på bier, sommerfugle osv.

Siden oktober har det, der hvor jeg færdes, været særligt iøjnefaldende med mange marker hvor solsikke dominerer, og ofte har jeg kunnet se store flokke af småfugle flyve rundt over disse marker.

Særligt én bestemt mark er jeg kommet forbi med korte mellemrum, en ca. 4 hektar stor mark nær Sjørring, hvor der konstant har været 250-500 småfugle, der har frådset i solsikkefrøene. I starten var det mest Bog- og Kvækerfinke samt lidt Grønirisk og Stillits, men da jeg var forbi i formiddags var flokken totalt domineret af Stillits. I felten kunne jeg tælle op til 240, men jeg fik taget nogle fotos af flokken hvor jeg hjemme ved computeren kunne tælle mindst 375 Stillits – og det er et absolut minimumstal. Det er det hidtil største tal af denne art som er indtastet i DOFbasen i Thy.

Når man ser hvordan de tørre standere af solsikke ser ud på denne årstid er det svært at forestille sig, at de stadig indeholder mange frø – men ikke desto mindre viser fuglenes tilstedeværelse, at selv efter flere måneders konstant fouragering bliver der ved med at være noget at komme efter.

På de sociale medier har jeg dette efterår bemærket at mange har klaget over manglen på småfugle. Selv har vi nu mindst lige så mange fugle ved vores foderbræt som der plejer, selv Solsort som jo ellers har været plaget af en virus. Men jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at kombinationen af et mildt efterår og så de mange marker med blomsterbrak har betydet, at store mængder af småfugle som har opholdt sig i agerlandet i denne vinter ikke har haft det store behov for at søge mod villakvartererne i byerne – og at mange parcelhusejere med foderbrætter derfor har oplevet en mangel på småfugle.

Her har jeg samlet lidt fotos fra “min” solsikkemark, bl.a. fra en periode med vintervejr i november:

To af Vejlernes ansvarsarter

Baltisk Mosaikguldsmed han, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Baltisk Mosaikguldsmed han, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Huevandnymfe han, Tømmerby Fjord, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe hun, Tømmerby Fjord, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I 2017 og 2018 foretog jeg en stor guldsmedeundersøgelse i Vejlerne som jeg ofte berettede om her på bloggen.

Forud for den undersøgelse var kendskabet til Vejlernes guldsmedefauna sporadisk og i vidt omfang baseret på, hvad der kunne iagttages fra offentligt tilgængelige steder som gangbroen i Han Vejle. De store sumpområder, som måtte formodes at kunne huse en rig guldsmedefauna, var ikke blevet undersøgt.

Undersøgelsen i 2017/18 var derfor at betragte som et pionérarbejde; aldrig tidligere var guldsmede og vandnymfer blevet eftersøgt og dokumenteret så grundigt i et specifikt lokalområde i Danmark.

Men arbejdet var ikke systematisk lagt an, der eksisterede ganske enkelt ikke en etableret metodik til den type undersøgelser. Alligevel resulterede projektet i en stribe banebrydende resultater, hvoraf den vigtigste var opdagelsen af meget store bestande af den rødlistede Huevandnymfe, som man få år forinden havde troet var ved helt at uddø i Danmark, og som er forsvundet i store dele af sit tidligere udbredelsesområde i Nordvesteuropa.

Desuden kan især fremhæves Baltisk Mosaikguldsmed med Danmarks eneste kendte bestand, som var blevet opdaget i 2005/06. Andre af de mest spektakulære opdagelser var, at Kileplet-Mosaikguldsmed blev fundet som ny art nord for Limfjorden, samt at en af de største kendte danske bestande af Grøn Mosaikguldsmed findes i krebseklo-sump ved Tømmerby Ringkanal.

Styrken ved undersøgelsen var altså mere kvalitativ end kvantitativ – men den viste trods alt, at der udover de sjældne arter fandtes nogle meget store bestande af mange andre, mere almindelige guldsmedearter.

De efterfølgende store undersøgelser jeg har foretaget – i Nationalpark Thy i 2019, Vilsted Sø i 2021 og Gudenåengene i 2023 – har alle været designet med systematik i fokus, så de vil kunne repeteres i fremtiden.

Da der nu var gået så lang tid siden undersøgelsen i Vejlerne, og fordi levestederne med de tætteste forekomster findes i de lukkede dele af reservatet, gjaldt det for de to arter, hvor Vejlerne på landsplan er af afgørende betydning, at det atter svævede lidt i det uvisse, hvordan det går med disse bestande – altså arterne Huevandnymfe og Baltisk Mosaikguldsmed. Jeg foreslog derfor Aage V. Jensen Naturfond, at jeg i denne sæson, 2024, fik adgangstilladelse og foretog nogle målrettede ”nålestiksoperationer” i de lukkede dele af reservatet for at få en fornemmelse for situationen hos de to arter.

Huevandnymfe bliver stort set hvert år rapporteret med nogle få individer i Han Vejle eller Lund Fjord. Den har en meget kort flyveperiode fra midt i maj til en uge ind i juni, og nogle år (som 2023) hvor flyvetiden er præget af køligt og blæsende vejr kan det være svært at ramme. (Det voldte således stort besvær for mig sidste år, hvor jeg havde lovet at vise arten frem for en guldsmedeentusiast fra Tyskland – men det lykkedes akkurat)… De store bestande jeg fandt i 2017/18 var især i Klaringerne i Tømmerby Fjord og langs Krapdiget, men jeg finder det sandsynligt at arten findes de fleste steder i Vejlerne med dybt, klart vand – således forestiller jeg mig at store dele af Bygholm Nord også må være ”besat”.

Baltisk Mosaikguldsmed flyver i juli/august og var i en årrække ”sikker” ved gangbroen i Han Vejle, men den er tydeligvis blevet meget mere fåtallig – ihvertfald dér – og flere år er der gjort ingen eller kun få iagttagelser af arten. I min undersøgelse 2017/18 fandt jeg flest i kanalen i Glombak – men sagen er nok, at den trives bedst i høj veludviklet rørskov på våd bund, så den burde også eftersøges eksempelvis i søerne langs Selbjergdiget i Bygholm Nord.

Min plan var IKKE at forsøge at få et totalt overblik over bestandene af de to arter i Vejlerne (det ville kræve en væsentligt større undersøgelse), men at genbesøge nogle af kerneområderne fra undersøgelsen i 2017/18 i arternes flyvetid for at vurdere, om de fortsat klarer sig godt.

Som kvittering for tilladelsen til at færdes i reservatet har jeg forfattet et kortfattet notat, som kan læses her (klik for at downloade). Så hvis du er nysgerrig på hvordan det går to af Vejlernes ansvarsarter inviterer jeg hermed til at læse notatet.

Afstemt i okker-gul-brune-orange nuancer

Man kan møde Skægmejse hver dag året rundt i Han Vejle. På intet tidspunkt synes jeg deres farver matcher omgivelserne bedre end lige nu. Men altid er de oplivende elementer i rørskoven.

En pæn flok igår holdt til ved gangbroen.

Skægmejsernes gule stikkende øjne er dygtige til at finde tagrørsaks som indeholder frø. En andens gule øjne holdt øje med Skægmejserne…

Spurvehøg, Han Vejle, november 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvor mange Silkehejrer er her egentlig?

Silkehejre er en art som er akkurat årlig i Vejlerne – det har den ialfald været igennem de seneste ti år. Ofte er det en enkelt fugl som i en periode ses på Bygholmengen og på fjordsiden ved Pytodde-lagunen, men af og til samles to eller tre fugle her i Nordeuropas bedste sumpfuglereservat – som i 2017, hvor der i juni var tre fugle i Arup Vejle.

De kan dukke op gennem hele sommerhalvåret fra marts til oktober. Der er helt klart en tendens til mere regelmæssig optræden nu end for 20-25 år siden, men det har aldrig udviklet sig på samme måde som med Sølvhejrerne, som nogen måske havde forventet. I det sydlige England og i Nederlandene har Silkehejre etableret sig som fast ynglefugl i denne periode, og ifølge BTO – British Trust for Ornithology – har bestanden i Storbritanien taget et kvantespring fremad, med en 2347% stigning (!) mellem 1995 og 2022 til nu omkring 1100 par.

Men sådan er det slet ikke gået i Danmark – Silkehejre er fortsat så sjælden, at det er én man frydes over at se hver gang. Og lige nu, eller siden 22. september, har der dagligt været Silkehejre at se på forskellige lokaliteter i og omkring Vejlerne. Aldrig mere end én pr. observation – men tydeligvis må der være tale om adskillige forskellige individer.

Efter den første fugl på Bygholmengen 22/9 så jeg og en anden observatør 24/9 denne fugl i Østerild Fjord:

Silkehejre, Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle dage senere så Henrik Haaning og flere andre en Silkehejre ved Arup Holm, og det var nærliggende at tro, at det kunne være den samme. Men det var det ikke! – for Henrik har lagt en stribe fotos af fuglen på Netfugl i en artikel hvor han fokuserer på aldersbestemmelse af Silkehejre. Det var nemlig en 1K-fugl med tydelige gule, uregelmæssige “plamager” på benene. Jeg skal ikke kloge mig på alderen af denne fugl fra Østerild Fjord, men den havde ialfald ikke disse gule områder på benene – kun tæerne var gule (som de er i alle aldre).

Igennem hele periode er der fortsat set en fugl på Bygholmengen. Observatørerne har ikke altid oplyst hvor på engen fuglen er set, men flere har været set fra dæmningen i Midt- eller Vestsøen. Den 4/10 stod der så pludselig en Silkehejre ved Krapdiget, men her i den forgangne weekend er der både set Silkehejre på den nordlige del af Bygholmengen og en fugl ved Pytodde.

Silkehejre, Pytodde, oktober 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Selv om jeg havde den i modlys kunne jeg ihvertfald konstatere, at denne fugl heller ikke var identisk med 1K-fuglen fra Arup Holm (den manglede de gule områder på benene) – og jeg mener faktisk heller ikke det kan være fuglen fra Østerild Fjord, som havde en tyk og kraftig befjering på halsen, mens Pytodde-fuglen var meget “tyndfjeret” på halsen. Så jeg kommer til konklusionen at der har været mindst tre forskellige – og med fuglen ved Krapdiget, som jeg ikke har set måske fire – Silkehejrer i Vejlerne.

Der har måske været et mindre influx til Nordjylland, for i går blev der set en sydtrækkende Silkehejre langs havet på Agger Tange om formiddagen, inden at de to fugle sås i/ved Vejlerne. Og indenfor den seneste måneds tid har der i øvrigt også været to fugle på Værnengene og en fugl har også huseret i Vadehavet (ifølge DOFbasen).

Venter på de Kortnæbbede Gæs…

Kortnæbbet Gås, Grågås m.m., Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Tidligere i år var jeg til et symposium afholdt af Aarhus Universitet for at fejre Jesper Madsens 40 års-jubilæum som tilknyttet universitetet. Jesper har jo især markeret sig internationalt for sin forskning i Kortnæbbet Gås (og jeg har selv igennem pænt mange år udført en del feltarbejde i den forbindelse). Ved symposiet holdt Jens Gregersen et foredrag med titlen ‘Venter på de Kortnæbbede Gæs‘.

Foredraget tog udgangspunkt i Jens’ ophold på Tipperne i hans ungdom tilbage i 1970erne, og han berettede om, hvordan man som observatør på reservatet når man nåede et stykke hen i september gik og holdt øje med himlen – for ankomsten af de Kortnæbbede Gæs fra ynglepladserne på Svalbard var en af de helt store årstidsmarkører. Det så man frem til! Et tiår senere prøvede jeg det selv som observatør på det sagnomspundne vestjyske reservat, og de Kortnæbbedes ankomst var også noget vi gik op i. At fænomenet ofte faldt sammen med flot vejr under septembers høje himmel gjorde det jo kun bedre. Jeg tror det er noget, alle vi, som har fået vores ornitologiske uddannelse på Tipperne, har et helt særligt forhold til. Mange af de fremmødte til Jespers symposium var netop gamle “Tipper-drenge”.

Dengang kom gæssene trækkende i ét stræk direkte fra Svalbard, da de endnu ikke var begyndt at udnytte rastepladserne i Trøndelag. Opholdet på Tipperne var som regel kort, for i jagttiden om efteråret blev hele bestanden presset ud af Danmark, og de tilbragte det meste af efterårsmånederne i Nederlandene og Belgien – frem til nytår hvor de returnerede, ialfald hvis vinteren var mild.

Nu som dengang står “Kortnæbbenes” ankomst i september for mig som et af de virkelige højdepunkter i årshjulet – også selv om jeg lige for tiden ikke arbejder professionelt med arten. I “gamle dage” hed det sig altid, at gæssene ankommer 17. september – og i rigtigt mange år har det da også holdt stik, at ankomsten faldt tæt på den dato. Men nogle gange har det ramt langt forbi – enkelte år er ankomsten sket tidligere, og andre år er det blevet meget forsinket. Der er også stor forskel på, om det er et langsomt “sivetræk”, hvor tallene kun langsomt bygges op, eller de år hvor der på én gang kommer et massivt tiltræk med tusindvis af fugle i løbet af en eftermiddag.

I år er tydeligvis et år med sen ankomst. Jeg har siden det gode højtryksvejr indtraf midt på måneden gået og holdt øje – det faldt oven i købet sammen med fuldmåne, og så tænkte jeg, at gæssene da burde udnytte de behagelige vejrforhold. Men ingen gæs (udover de lokale Grågæs). Jeg ved at nogle lokale jægere havde det første møde med en lillebitte flok for nogle dage siden (det blev flokken mindre af). I forgårs blev der meldt en lille flok på Bygholmengen af en pålidelig ornitolog – men selv om jeg har været rundt og checke stederne hver dag, var det først i går eftermiddags at jeg havde de første 55 i Østerild Fjord (billedet ovenfor). De ville være lette at overse midt i en større flok Grågæs; de fleste af de nyankomne og sikkert trætte Kortnæbbede stod og sov med hovedet under vingen (de fleste fugle i striben stående i vandet midt i billedet).

I aftes, da jeg var ude og tisse i nattemørket kunne jeg høre Kortnæb “oink-oink’e” over huset – så flere kommer trækkende til i disse dage og nætter. Og ja – de kan godt finde vej i mørke! Det har vi talrige eksempler på.

Så nu venter jeg ikke længere på de Kortnæbbede Gæs – nu er de ankommet. Spørgsmålet er, om det kommende vejromslag til lavtryk og vestenvind ikke vil bremse tiltrækket noget?…

Jeg kunne se i flokken at der var pænt med ungfugle. Nu kan man ikke dømme om årets ungeproduktion ud fra en enkelt flok, men det er altid spændende, hvordan resultatet af yngleanstrengelserne er blevet for fuglene. Ikke mindst et år som i år, hvor klimaforandringerne efter hvad jeg har opfattet for alvor er slået igennem på Svalbard med en meget varm sommer. Det skal blive spændende at følge hvordan det går! Med Kortnæbbet Gås – en af mine absolutte yndlingsfugle, der bærer så mange fortællinger med sig…

Prærietrane medie-darling

Prærietrane og Trane, Thorup Fjordholme/Sløjen, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Prærietranen, som nu har opholdt sig på og omkring (øst for) Bygholm Vejle siden første halvdel af juli – altså i over to måneder – har naturligvis påkaldt sig en del opmærksomhed.

Før denne fugl var der jo den velkendte Prærietrane tilbage i 2021, som jeg fandt på Sydsjælland og som derefter turnerede land og rige rundt – inkl. et længere ophold i Vejlerne – inden den 8. maj trak ud ved Skagen. Det var Danmarks andet fund, og som den ekstreme sjældenhed arten er i Europa var den genstand for stor interesse, også fra medierne – og jeg skrev selv en artikel om den til årbogen Nordjyllands Fugle. Denne fugl tilbragte efterfølgende det meste af sommeren højt mod nord på Varangerhalvøen i Norge.

I mellemtiden har der i flere perioder været rapporter om arten flere steder i Nordvesteuropa. Og så var der igen i år en Prærietrane, som i maj trak op over Skagen Odde og formentlig videre mod nord – eller faktisk har der nok været to, for en måned senere, 7. juni, dukkede der en (ny?) fugl op i Skagen. Denne opholdt sig i det nordlige Vendsyssel frem til 18. juni, og det er nærliggende at tro, at det er samme fugl som nu står i Vejlerne. At det vitterligt er en ny fugl i forhold til dén i maj sandsynliggøres af, at den dagen før ankomsten til Skagen blev set nordtrækkende i Nederlandene.

På trods af disse langvarige ophold er Prærietrane fortsat en ekstremt sjælden fugl i Europa, men at den optræder så stedtro har selvfølgelig givet mulighed for rigtigt mange mennesker at stifte bekendtskab med den. At den netop vælger lange ophold i Vejlerne er jo ikke så mærkeligt, eftersom vi her har Danmarks største rasteforekomst af Trane. Prærietranen følger “vore egne” Traner i deres daglige rutiner; overnatter på Bygholm Vejle og benytter i dagtimerne fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. Selv har jeg flere gange i august fundet den på stubmarker i den østlige del af det, vi på Vejlernes Feltstation traditionelt har kaldt Thorup Fjordholme, men den korrekte stedbetegnelse er nok Sløjen.

I forgårs blev jeg kontaktet af TV2 Nord, som gerne ville lave et indslag om den sjældne gæst. De har været lidt længe om at “få fingeren ud”, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Jeg mødtes med dem en lille time før solnedgang ved Kraptårnet, og det var en af disse meget fine skumringstimer man kan opleve netop dér, med Krondyr, Havørne, Sølvhejrer – og de mange Traner som løbende ankom til overnatning i større og mindre flokke. Det endte med at der var mindst 325 af dem. TV-folkene var heldige at få en kort filmstump af netop dén flok som indeholdt Prærietranen. Det var live fjernsyn, så mine forklaringer er “skudt fra hoften” og jeg nåede at blive en smule febrilsk – men jeg håber at begejstringen over oplevelsen alligevel skinner igennem – indslaget kan ses her:

TV2 Nord’s indslag om Prærietrane 11. september 2024.

 

Studier af Fjordterne

Med moderne kameraudstyr er det muligt – når det rette motiv viser sig – at få taget striber af fotos som i detaljer viser fuglens (eller hvilket som helst andet motivs) bevægelser, med mange billeder i sekundet. Og med “motiv-fastlåsning” er kameraerne i stand til at følge motivet, selv om det hele tiden skifter position.

Denne Fjordterne var så venlig at fouragere langs Arupdæmningen i Østerild Fjord hvilket gav mulighed for at “skyde” ialt 281 billeder – stort set allesammen knivskarpe – hvoraf jeg her blot har plukket et lille udvalg.

Rovterne-bonanza

-i al fald efter Vestjyske forhold…

Tilbage i 2007 skrev jeg et indlæg her på bloggen med titlen “Én trækker flere til“, som handlede om at “flokken” af Rovterne i Vestsøen var steget fra to til tre individer… Det syntes vi var stort dengang.

På det tidspunkt var der ikke mange fuglefotografer som havde udstyr  (telelinser med tilstrækkelig lang brændvidde) der var i stand til at fotografere fugle på Bygholmengen, når fotografen selv befandt sig på Bygholmdæmningen. Afstanden var ganske enkelt for stor til at det gav mening. Så mit indlæg bestod bare af tekst.

Men der er sket meget siden dengang – både med antallet af Rovterner og med foto-udrustning, som ovenstående lille stribe billeder forhåbentlig illustrerer.

Selv har jeg flere gange sidst i august set op til 13 individer i Vestsøen, 11 ad med 2 1K’er, og andre har vist set op til 16 (Bygholmengen, Glombak og Pytodde). Samtidig har der været et par stykker i de Vestlige Vejler (Østerild Fjord), så vi nærmer os en total på 20 Rovterner i Vejlerne. Det ville INGEN have forudsagt for bare få år siden. Men udviklingen er sket sideløbende med at arten er ved at opbygge en lille bestand i Danmark, med yngleforekomster på bl.a. Saltholm og flere af øerne omkring Fyn.

Ofte ser man dem rastende, nogle gange også fiskende, og da ofte i Pytodde-lagunen. På dagen hvor disse fotos blev taget blev hele flokken flere gange jaget på vingerne af en Vandrefalk (anes i baggrunden på et af billederne).

Det er en fryd at opleve denne seje fugl under forhold hvor det samtidig kan lade sig gøre at dokumentere med “yndlings-legetøjets” 800 mm!

Endnu en perle i Rold Skov

Jeg har tidligere skrevet om Rold Skovs rigdomme i form af nogle meget fine skovmoser præget af partier med våd sphagnum, masser af tranebær og i det hele taget spændende botanik.
Jeg har stadig den opfattelse at Rold Skov overvejende er en forstlig drevet produktions”skov” (plantage!) med lange kedelige lige rækker af grantræer  – men der eksisterer altså også disse perler, hvor der bl.a. lever den meget eksklusive Arktisk Smaragdlibel, som jeg har skrevet om nogle gange.
Vi er forbi Arktisk Smaragdlibels flyvetid for i år, men jeg besøgte alligevel i forgårs (sidste dag i august) den store himmerlandske skov – igen for at besøge nogle af skovmoserne og kigge på guldsmede. Det var især foranlediget af et ønske om at opleve Højmose-Mosaikguldsmed, som jeg indtil i år kun har en enkelt oplevelse med (fra Kompedal Plantage).
Efter gentagne gange i år forgæves at have søgt efter Baltisk Mosaikguldsmed i Vejlerne fik jeg overtalt mig selv til en lidt længere køretur for i det mindste at få chancen for at se en anden af de mere eksklusive mosaikguldsmede. Denne gang havde jeg udset mig den lille mose Gårdsø Mose, i den privatejede del af skoven Nørlund Skov (som ligger i den vestlige ende af det samlede Rold Skov-kompleks).

Gårdsø Mose, Rold Skov, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gårdsø Mose, Rold Skov, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mosen blev valgt som hovedmål for ekskursionen fordi jeg på guldsmedeatlas.dk havde orienteret mig og fundet tidligere obs. af Højmose-Mosaikguldsmed – men endnu ikke i denne atlasperiode. Så samtidig var det en mulighed for at bidrage med data til Atlasprojektet Danmarks Guldsmede.
Efter at jeg nåede frem til kanten af mosen gik der ikke mange sekunder, før den første Højmose-Mosaikguldsmed materialiserede sig.

Højmose-Mosaikguldsmed, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det var en smuk sensommerdag med stille lun luft, og mosen er meget idyllisk – men kun muligt at færdes på i skridtstøvler og med risiko for at træde igennem den gyngende hængesæk. Det lykkedes mig ikke at komme helt frem til bredden, men stående på nogle tuer mellem skovkanten og den åbne vandflade gav det et rimeligt overblik over hvad der rørte sig. Der var godt gang i mosaikguldsmedene, jeg så ialt fire hanner af Højmose-mosaikken, mest fouragerende i lav flugt, men af og til blev der udkæmpet territorie-stridigheder med op til tre hanner efter hinanden. De gjorde også udfald mod et par Efterårs-Mosaikguldsmede, som også patruljerede i kanten af mosen.
Fordi det ikke rigtigt var muligt at sidde ned og underlaget var lidt ustabilt blev det fotomæssige udbytte ikke helt som jeg havde håbet – men det lykkedes dog at få taget nogle billeder som ialfald dokumenterer arten.

Højmose-Mosaikguldsmed, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Højmose-Mosaikguldsmed, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Højmose-Mosaikguldsmed, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Højmose-Mosaikguldsmed han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den mest afgørende karakter som adskiller Højmose- fra Siv-Mosaikguldsmed (det eneste kendetegn som normalt kan iagttages i felten uden at fange eller fotografere dyret) er tegningen på siden af forkroppen, hvor Højmose-M. har nogle større lyse felter mellem de to parallelle lyse striber. Disse lyse felter er meget variable, men vil i langt de fleste tilfælde fylde væsentligt mere end de tilsvarende tegninger hos Siv-Mosaikguldsmed (se senere i dette indlæg).
En anden karakteristisk mose-guldsmed var også talrigt til stede, Sort Hedelibel – mange hanner og et enkelt par under æglægning.

Sort Hedelibel, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sort Hedelibel han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sort Hedelibel han og hun, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sort Hedelibel han og hun, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Bemærk den meget våde sphagnum hvor de – og mosaikguldsmedene – lægger æg.

Stor Hedelibel var der også.

Stor Hedelibel han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Hedelibel han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En overraskelse var det at finde en lille bestand af Lille Rødøjet Vandnymfe på lokaliteten.

Lille Rødøjet Vandnymfe han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Rødøjet Vandnymfe han, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er som sådan ikke overraskende at Lille Rødøjet V. også er her – den findes både nord, syd, øst og vest for Rold Skov og er jo netop dygtig til at finde nye egnede lokaliteter – men at den har fundet sådan en lille vandflade der er omgivet af plantage i mange kilometer i alle retninger er alligevel imponerende.

Ikke kun fine guldsmede var der her – i kanten af mosen var der en forladt Tranerede, og en Krikand rastede på søen.

Krikand, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krikand, Gårdsø Mose, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På så lille en lokalitet skulle man tro at min tilstedeværelse ville få Krikanden til at fortrække – men den blev liggende under det meste af mit besøg – lige indtil en ung Duehøg viste sig på himlen.

Jeg ville også have besøgt en anden af de små skovmoser i Rold Skov, Hjorth’s Mose sydøst for Skørping, men da det var ved at være sidst på eftermiddagen og jeg fandt ud af at der var en 1½ km gåtur for at komme ind til den lokalitet, valgte jeg i stedet at besøge Bregnesø, der ligger tæt på Skørping-Arden-vejen (hvor jeg tidligere har haft så store oplevelser med bl.a. Arktisk Smaragdlibel). Selv om det også er en fin lokalitet med en god forekomst af våd sphagnum var artssammensætningen her helt anderledes end ved Gårdsø Mose, bl.a. var her rigtigt mange Blodrød Hedelibel og Almindelig Kobbervandnymfe, og så var den store mosaikguldsmed på stedet Siv-Mosaikguldsmed – men den er altså også fin!

Siv-Mosaikguldsmed han, Bregnesø, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Siv-Mosaikguldsmed han, Bregnesø, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk. Bemærk den “rene” forkropsside mellem de parallelle lyse striber, sammenlignet med Højmose-mosaikken.