Diversiteten stiger!

Det har næppe forbigået manges opmærksomhed, at biodiversiteten er presset i Danmark – heller ikke min! Men det er jo ikke en tendens, der kører lige voldsomt allevegne – og her på egen matrikel vil jeg påstå at diversiteten ligefrem stiger!

Da vi for næsten 35 år siden købte stedet – ældre stuehus med gammel blomsterhave, beliggende på en næsten hektar-stor græsmark – var her helt åbent, bortset fra nogle gamle syge elmetræer, som få år senere døde – og så et hvidgran-hegn mod vest til at give læ. Dét hegn fik vi hurtigt fjernet (det gav varme i brændeovnen den første vinter) – i stedet fik vi allerede få uger efter indflytningen plantet nogle hundrede løvtræer, oprindelige danske som man kunne få med tilskud. De blev plantet rundt langs kanten af grunden – nogle hvidtjørn langs et allerede eksisterende hvidtjørn-hegn ind mod naboen mod øst, og ellers en blanding af navr, lind, avnbøg, eg, hassel, mirabel, slåen, rød kornel med flere, samt nogle spidsløn vi fik forærende af Poul Hald-Mortensen. Desuden er forskellige pilearter samt hyld, birk og rødel kommet af sig selv fra en lille lund nord for grunden, og ask og ahorn fra en fin gammel løvskovslund som ligger bag gården lige øst for os. To kæmpestore asketræer står/stod faktisk placeret på vores grund – den ene måtte vi desværre aflive for et par år siden, da den var så svækket af svampeangreb, at den truede med at vælte ned over vores anneks. Vi tror, at den lund er anlagt som en park for mere end halvandet hundrede år siden ved gården, der er en af Hannæs’ store gamle familiegårde, ihvertfald rummer den nogle meget gamle bøgetræer.

Det hører med til fortællingen, at det nordvestlige hjørne af vores grund formentlig “altid” har haft et godt indslag af naturlig engvegetation, og på gamle $3-registreringer fra kommunen er der tilmed fund af gøgeurter. Men ejeren, som vi købte stedet af, fik sidst i 1980erne gravet en andedam af form som et 8-tal i denne fugtige del af grunden. Så da vi overtog, var der stadig store sandede partier omkring dammen næsten helt uden vegetation. Dét har jeg det blandet med – for der er mistet en bestand af orkideer; men til gengæld er det netop dammen (som efterhånden har udviklet sig til en ret tilgroet mose) som i årenes løb har givet mig mange oplevelser med guldsmede.

De højest beliggende halvdel af grunden har, mens det stadig tilhørte en gård i drift, været dyrket, men nok mest udnyttet til græsning sammen med engstykket, som det ses på dette foto fra 1962:

‘Maries hus’ som huset blev kaldt – i nederste højre hjørne. Fra portalen Danmark set fra Luften. Luftfoto skråt fra syd.

Hvidgran-hegnet som ses i billedet mod vest (længst til venstre) er det, som vi indledte med at fælde i 1990. Og løvtræerne lige vest for huset er mest de nu døde elmetræer (hvoraf stadig enkelte stubbe står). Rækken af løvtræer nederst i billedet er naboens seljerøn – de er der stadig. Mod nord var der i 1962 kun en grøft, som afgrænser grunden – nu er også denne del med høje træer. Billedet viser nogenlunde tydeligt grænsen mellem marken og engen (med hvad der ligner lysesiv-tuer – stadig et dominerende træk på arealet). Denne grænse ses også på det lodrette meget uskarpe ortofoto fra 1954:

Ortofoto 1954 – fra Danmarks Miljøportal.

Vi har altså været begunstiget af, at der har været en rest oprindelig engvegetation, og ikke mindst tilstedeværelsen af en god gammel løvskovslund i et ellers ret træløst landskab (det har det ihvertfald været til langt op i 1900-tallet).

Med den beplantning vi selv foretog tidligt efter indflytning fik vi skabt en ny varieret løvskovsbræmme stort set hele vejen rundt om grunden – som det fremgår af de to næste ortofotos, som viser noget af udviklingen:

Ortofoto 2006 – fra Danmarks Miljøportal.
Ortofoto 2021 – fra portalen Danmark set fra Luften.

Bemærk hvordan den selvsåede trævegetation på få år er rykket ind og bl.a. helt har udvisket konturerne af andedammen, når man ser det fra oven. Og læg mærke til den fine gamle løvskovslund, som naboen heldigvis værner om i højre del af billedet (mod øst).

Her er et billede inde fra løvskovslunden:

Naboens skov, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Skoven ligner hvad jeg vil kalde en urskov med væltede træer – bemærk det brækkede træ til venstre med spættehuller. Det er denne skov/lund som har “ansvaret” for at vi igennem efterhånden en hel del år har haft fastboende arter som Stor Flagspætte og Spætmejse. I år var der tilmed i en uges tid i maj en Huldue, som sad og sang derindefra! (ny matrikelart). Rødstjert dukkede op for snart mange år siden – den er også glad for at fouragere og gemme sin rede i gammelskoven, men i år har et par valgt at have reden i samme redekasse som hvor der sidste år til min store overraskelse ynglede Sortmejse – (og tidligere Grå Fluesnapper) – så dem ser vi glædeligt meget til, idet de også fouragerer i køkkenhaven og rundt langs matriklens “indre bryn”.

Ængsteligt Rødstjert-par, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har jo i det meste af mit voksenliv levet af at være systematiker og registrere, tælle og dokumentere i naturen. Det gælder dog ikke i så udpræget grad når det kommer til min egen matrikel – herhjemme holder jeg jo fri (!). Jo, jeg har nogle år ført en års-fugleliste i konkurrence med nogle af de andre gamle Vejler-observatører, men da vi jo ikke bor med udsigt til vandflader og enge i Vejlerne er der mange ting som IKKE lige kan ses herfra. Men selvfølgelig – placér en feltbiolog et naturrigt sted igennem 35 år – så vil der jo i tidens løb akkumuleres registreringer af mange arter. Jeg kan nævne, at grunden i tidens løb har været opholdssted – mere eller mindre kortvarigt – for arter som Aften- og Lærkefalk, Pungmejse, Hvid Stork og Sydlig Blåhals, og så drager vi jo fordel af nærheden til Vejlerne og har jævnligt besøg af (eller kan høre) Trane, Rørdrum, Havørn, Sortterne, Sølvhejre, Skestork (sidstnævnte dog ikke mange gange) – og nogle år kan vi høre Vagtel fra omkringliggende marker.

Havørn over matriklen, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I mange år var mit hovedfokus så udpræget hos fuglene, men de senere år har jeg bredt det meget ud, til også at kigge meget på insekter, i første omgang guldsmede og dagsommerfugle, men efterhånden også mange andre grupper. Hvad guldsmede angår bliver det ved med at overraske; sidste år var der således gæsteoptræden af Spydvandnymfe, Lille Rødøjet Vandnymfe og Gulvinget Hedelibel (for sidstnævntes vedkommende var det én af ganske få observationer i det ganske land i 2024). For Spydvandnymfe var det måske ikke bare gæsteoptræden, for den har jeg faktisk set flere gange i år, hvor også Månevandnymfe er kommet til (-som jeg også fortalte om her).

Jeg har aldrig fundet særligt sjældne dagsommerfugle på matriklen, men dog med års mellemrum nogle observationer af Sørgekåbe – (-som eksempelvis denne) og sidste år glædede det mig at en art som Sortåret Hvidvinge havde indfundet sig hos os (-som jeg også fortalte om her). Tidligere (da der var store elmetræer) var Det hvide W fast her, men den forsvandt med elmetræerne (dog med en genkomst i 2017 som beskrevet her, der desværre viste sig at være forbigående). Og en art som Skovrandøje, som for 30 år siden var en sjældenhed på disse kanter, har nu tilsyneladende etableret en fast bestand – vi ser dem ihvertfald ofte. En sommerfugleart som kunne være en “overlever” fra den oprindelige eng på stedet er Aurora, som vi hvert år ser talrigt i maj (-hvilket jeg gentagne gange har skrevet om her).

Jeg har anlagt en natursti rundt på grunden, og i sommermånederne, når jeg ellers ikke har feltarbejde i andre dele af landet, bliver det som reget til adskillige daglige ture rundt på stien med kikkert og kamera – mest med blikket rettet mod vegetationen – både urter og træer. Når nu grunden stort set har løvtræer til alle sider giver det sig selv, at der altid vil være et skovbryn som vender mod solen, og det er spændende at se, hvilke insekter som indfinder sig og sidder og suger sol. Jeg gør mig ingen illusioner om at lære det hele at kende, der er store grupper af insekter og eksempelvis edderkopper, som jeg nok aldrig får sat navn på. Men det hænder alligevel ofte, at der pludselig sidder et dyr, jeg kan se, jeg IKKE har set før, og det pirrer min nysgerrighed! Sidste år fandt jeg eksempelvis Sorthovedet Kardinalbille og Stor Blødvinge (som beskrevet i dette blogindlæg).

Det er påfaldende, at adskillige af de nye fund vi har gjort her, handler om insekter som i Danmark har en østlig udbredelse og er sjældne i Vestjylland – og ofte er de tilknyttet skov. Det gælder også flere af de nye fund fra den sidste måneds tid, som jeg lige vil vise nogle billeder af:

Lille Hvepsebuk, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhovedet Kardinalbille, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Vedsvirreflue, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dødningehoved-Svirreflue, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er flere pudsigheder her: sidste år var Sorthovedet Kardinalbille ny for matriklen, i år finder vi så Rødhovedet Kardinalbille – og faktisk har vi set begge arter gentagne gange, den rødhovedede faktisk flest! Og den skarpe iagttager vil bemærke at de to nye arter svirrefluer begge sidder på blade af solbær – det er en forvildet solbærbusk som står i det bryn mod vest, som hvor morgen bliver oplyst og opvarmet af solen – og det er noget svirrefluer af alle slags tiltrækkes af (- og i øvrigt også andre insekter, inklusive mange vandnymfer).

Og så var der lige denne:

Bille sp., Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den sad også på matriklen forleden morgen og så spændende ud! Så vidt jeg har kunnet finde ud af drejer det sig om Plateumaris braccata, en billeart uden dansk navn, og sjældent rapporteret på diverse Citizen science-portaler. På Naturbasen er der 22 fund efter år 2000 flest i den østlige del af landet, på arter.dk noget flere, men næsten alle fra Vejler-området. Og jeg ved fra en bekendt, at hun har fundet den ved Vorup Enge ved Randers. Det kunne tyde på at det er en sump/rørskovs-tilknyttet art, som det kunne være sjovt at finde ud af noget mere om. Men jeg ved ikke lige hvor jeg skal søge…

Til sidst skal det med, at det ikke alene er dér på matriklen, hvor vi udøver “Vild med vilje”-regimet, men også i Mies blomsterhave, at der dukker hyggelige “biodiverse dyr” op. Således har vi de sidste tre dage kunnet nyde denne Duehale, som vi slet ikke har set i den vilde del af haven, udelukkende i de “tamme” forædlede blomster:

Duehale, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Duehale er så heller ikke ny på matriklen, og siger som sådan ikke så meget om de lokale betingelser for biodiversitet, da den under alle omstændigher kun dukker op her som tilflyver sydfra – men hyggeligt er det ihvertfald, når det sker (-og det er kun sket et fåtal gange på de 35 år).

Der er meget jeg IKKE nåede at omtale i dette opslag (f.eks. har jeg ikke nævnt pattedyrene!), men ideen var først og fremmest at gengive noget af min begejstring for at bo et sted, hvor det vilde har mulighed for at trives – jeg håber det lykkedes!

(Det kunne for resten være sjovt en gang at arrangere en såkaldt “bioblitz” på stedet med eksperter indenfor diverse organisme-grupper og se, hvad matriklen kan præstere)…

Første måned af guldsmedesæsonen 2025 har været produktiv!

Grøn Smaragdlibel hun, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er allerede over en måned siden jeg så de første guldsmede (vandnymfer) i år, idet Rød Vandnymfe viste sig allerede i april. Sæsonen kom meget tidligt i gang, og da maj har været præget af meget solrigt vejr, har det for alvor givet skub i forvandlingen fra larve til voksenstadium hos denne akvatiske insektgruppe – også selv om det egentlig ikke har været voldsomt varmt, og på trods af at mange vandhuller og vådområder har været temmeligt udtørrede. I denne “artikel” vil jeg gennemgå lidt af mine oplevelser fra denne usædvanlige måned…

Der går intet forår uden at jeg lige skal checke op på Huevandnymfe. I år er det dog ikke blevet til voldsomt mange fund; men den 7. maj så jeg de første i Selbjerg Vejle, lige ved reservatlågen yderst på Skårup Odde – en herlig overraskelse for det var et nyt sted for arten – dog ikke så langt fra et af kerneområderne ved Krapdiget.

Huevandnymfe han, Selbjerg Vejle, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har i år også fundet Huevandnymfe ved Arnes Sø mellem Bygholm og Øsløs, hvilket for mig også var nyt, på trods af at jeg har kigget rigtigt meget dér i artens flyveperiode de seneste år – men en anden odonatolog har for nogle år siden rapporteret arten derfra.

Derudover var jeg 12. maj ude ved den store “erstatningsnatur-sø” i Hjardemål Klit, hvor der sidste år var over 80 Huevandnymfer, og stedet skuffede heller ikke denne gang – selv om det kun blev til 12 individer, inkl. æglæggende par.

Huevandnymfe par, Hjardemål Klit, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Indledningsfotoet ovenfor er en Grøn Smaragdlibel fra Arnes Sø; en af de meget tidlige arter som findes spredt på mange lokaliteter, men som af og til optræder i store mængder på enkeltlokaliteter lige efter forvandlingen, og det har jeg set nu flere år i træk på denne lokalitet. Det fotograferede individ her var venlig at sætte sig dekorativt i en blomstrende gyvelbusk.

Maj har selvfølgelig også budt på masser af Rød Vandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe og Almindelig Vandnymfe, og så har jeg til min store glæde fundet en ny art på hjemmematriklen, Månevandnymfe. Samt genfundet Spydvandnymfe, der “ankom” hertil sidste år.

Månevandnymfe han, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spydvandnymfe hun, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De to arter forekommer mig bekendt ellers ikke på Hannæs; det nærmeste jeg har fundet dem er henholdsvis ved Blovsgårde (vindmølletestcentret) og Tovsig Sø i Østerild Klitplantage. Det er dog nok sandsynligt at de også findes ved Skærpensig vest for Glombak, der bl.a. huser/har huset Siv-Mosaikguldsmed og Lille Kærguldsmed. De foretrækker begge lokaliteter med mose-karakter, og habitaten her hos os har nok først de seneste år for alvor været egnet for Måne- og Spydvandnymfe. Men når der nu ifølge mit kendskab ikke findes egnede lokaliteter indenfor de nærmeste par kilometer er det jo fascinerende at de alligevel finder frem hertil, når de rette betingelser opstår…

Den tidligste af mosaikguldsmedene, Håret Mosaikguldsmed, optræder hvert år i pæne tal her på matriklen, og jeg ser den både fouragerende og i parring, og særligt sidst på dagen kan jeg finde adskillige af dem som soler sig på de vestvendte skovbryn vi har.

Håret Mosaikguldsmed han, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En stor del af mit fokus på guldsmede denne sommer kommer til at rette sig mod Gudenåen ved Silkeborg, hvor jeg har en opgave for Silkeborg Kommune med registrering og kortlægning af guldsmede/vandnymfer. Ligesom mit tidligere projekt i 2023 ved Gudenå-engene ved Randers vil det her være de decideret vandløbstilnyttede arter som dominerer. Foreløbig har jeg kunnet konstatere at der er en pæn tæthed af Almindelig Flodguldsmed, og at Blåbåndet Pragtvandnymfe optræder i meget store tal og indtil nu langt overgår Blåvinget Pragtvandnymfe i antal…

Almindelig Flodguldsmed han, Tvilum, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe han, Tvilum, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også den lokalt udbredte og pæne Spidsplettet Libel findes her ved Gudenåen, og på mit seneste besøg fandt jeg et par hunner af arten.

Spidsplettet Libel hun, Resenbro, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er faktisk første gang at jeg har set den smukke hun af Spidsplettet Libel – i mine øjne en af de absolutte juveler i den danske guldsmedefauna. Det skal blive særdeles spændende de kommende måneder at blive klogere på udbredelse, tætheder og diversitet af guldsmede i disse meget rige habitater.

Jeg fortalte for et par uger siden om en stor oplevelse med en anden libel, Fireplettet Libel i mængder. Fireplettet Libel er selvfølgelig en art som jeg derudover støder på stort set allevegne, og jeg vil slutte med et foto af et individ, jeg som fotograf blev rigtigt glad for – det er sjældent at dyrene vil sætte sig så alle dele ligger i fokusplanet – øjne, vinger, bagkrop – men her var det meget tæt på at lykkes!

Fireplettet Libel hun, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Mængder, masser af guldsmede!

Fireplettet Libel i rå mængder, Krap, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Noget af det Vejlerne kan, er at give plads til store mængder af bestemte organismer. Det være sig Huevandnymfe, Kærfnokurt eller Kortnæbbet Gås – det er altid fascinerende når en lokalitet har kvaliteter som tilfredsstiller en bestemt art i en grad, så den optræder i store antal – hundreder og ofte tusinder.

For Fireplettet Libel (som jo er en ganske almindelig guldsmed over det meste af Danmark) gælder det også, at Vejlerne tilbyder særlige forhold som gør, at arten her bliver opformeret i et omfang man ikke ser mange andre steder. Jeg blev første gang opmærksom på fænomenet helt tilbage i 2011, hvor jeg på en tur på Krap- og Selbjergdiget en tidlig morgen oplevede store mængder af arten siddende dækkede af dug i tagrørene langs diget, hvor de ventede på at blive tørrede og opvarmede af solen.

Senere registrerede jeg under min store guldsmedeundersøgelse i Vejlerne arten med lignende masseoptræden 2/6 2017, hvor mindst 775 individer taltes langs Krapdiget, og 22/5 2018, hvor der på den samme strækning taltes 1445. Det har generelt været ultimo maj som har været kulmination på forekomsten af Fireplettet Libel.

Igår eftermiddags bevægede jeg mig lidt rundt i området Skårup Odde, grusvejen langs Glombak og Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm, og jeg fik indtrykket af, at arten i år er tidligt på færde – ligesom så meget andet, ikke mindst odonata. Her noterede jeg – og indtastede på Naturbasen – i alt mindst 65 individer, og jeg syntes det var mange. Men da jeg om aftenen kom ind i reservatet ved Krap i forbindelse med en opgave for Aage V. Jensen Naturfond blev jeg mødt af et meget spektakulært skue; ikke mindre end MINDST 1500 Fireplettet Libel rastede i tætte flokke på Glombak-siden af Krapdiget, hvor de sad og “slikkede aftensol”. Det var en tæthed og en koncentration af guldsmede som jeg aldrig tidligere har oplevet, og i et enkelt foto (med 200 mm objektiv) kunne jeg have op til ca. 150 individer.

Det har i mange år været et stort ønske for mig at (gen)opleve sådan et “show”, ikke mindst fordi jeg siden de andre tilfælde jeg nævner har fået anskaffet noget betydeligt bedre fotoudstyr, så jeg bedre kan yde den store oplevelse retfærdighed, når jeg prøver at videreformidle det. Så der blev fotograferet løs, både i aftes og igen her til morgen, hvor jeg igen var derinde i samme ærinde. Det får I lige nogle smagsprøver på her:

Spætmejse-Stær interaktioner

Vi har nu i nogle år haft fastboende Spætmejser på matriklen, hvilket jeg ofte her på bloggen har udbredt mig om, fordi det har givet mange smil og megen glæde.

Det er dog først i år at de har valgt et redested, som vi har kunnet følge – i en højt ophængt redekasse i en stor ahorn over græsplænen – et par meter fra en beboet stærekasse. Da jeg for to år siden hængte denne redekasse op var det faktisk netop med tanke på at give Stærene endnu en mulighed – for det virker som om at det her på stedet er antallet af egnede redesteder, som begrænser antallet af Stære. Vi har i en årrække haft samtlige fire kasser hvor indgangshullet er af passende “stære-diameter” besat.

Spætmejse på sin kasse, med udsigt til stærekassen bagved, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Men som jeg tidligere har fortalt tog et Spætmejse-par i marts denne kasse i brug, og vi har lige siden haft mulighed for at følge deres adfærd omkring reden. I starten var der stor aktivitet og megen “larm” fra de højlydte Spætmejser, men efter at rugningen er påbegyndt er der blevet mere stille, og der kan gå timer imellem at vi ser dem.

Og i nabo-redekassen har Stærene passet deres; det har også været ret stille indtil det for over en uge siden blev tydeligt at der nu var unger, for forældrenes besøg blev meget mere regelmæssige, og de ankom med næbbene fulde af mad.

For 4-5 dage siden blev vi så opmærksomme på, at også Spætmejserne er begyndt at komme til reden med føde i næbbet. Men det virker ikke som om de har unger endnu, for de kan godt flyve ind i reden med næbbet fyldt, men de kommer ud igen stadig med insekter i næbbet. Og pludselig opdagede vi én af Spætmejserne i et ubevogtet øjeblik flyve over til Stærenes redekasse og forsvinde ind til stæreungerne – for øjeblikket senere at flyve ud igen uden noget i næbbet.

Det foregår stadig, dog med relativt lav frekvens – hvor stæreparret lander med føde til ungerne med få minutters mellemrum, er det måske et par gange i timen at vi ser Spætmejserne fodre Stærenes unger. (Faktisk er det af og til flere gange i minuttet at Stærene fodrer, og hannen og hunnen kan næsten ikke komme til for hinanden).

Dokumentationsfotos – her er Spætmejsen fanget mens den smutter ind i stærekassen bagved, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er tydeligt at Spætmejserne holder øje med Stærene, og forsøger at smutte over med mad mens Stærene er ude at søge føde. Men én gang her til morgen så jeg en af Stærene ankomme mens Spætmejsen var inde i kassen! Det førte dog tilsyneladende ikke til større konflikt, øjeblikket efter smuttede Spætmejsen ud, og lidt senere kom Stæren frem i hullet med en “fækaliepose” i næbbet.

I det hele taget har vi ikke oplevet konflikter mellem de to par “naboer”.

Det kan virke bizart at fugle tilhørende én fugleart fodrer unger fra en anden art – men det er på ingen måde et ukendt fænomen, er det gået op for mig efter at have researchet lidt på fænomenet. Det forklares ofte med at forældrefugle har en meget stærk fodringsimpuls, og når de som i dette tilfælde bor så tæt på en anden art og kan høre ungerne tigge mad, kan det sætte gang i en “automatreaktion”. På Facebook er jeg lige blevet præsenteret for en case med et par Blåmejser i Holland som mader et kuld Solsort-unger – i dette tilfælde havde Blåmejserne mistet deres eget kuld.

Jeg tror ikke at “vores” Spætmejser har mistet deres kuld, men ifølge litteraturen bruger Spætmejse ca. 5 dage længere på at udruge deres kuld end Stær (15-19 dage mod 11-13 dage). Vi ved jo ikke om de er gået i gang samtidig, men jeg formoder at det er tæt på at Spætmejsernes unger klækker, og at de derfor hormonelt er “gearet” til at være parate til at sætte ind med fodring.

Ialfald er det et interessant fænomen at være vidner til!

Spætmejse med svirrefluer eller bier i næbbet, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvis man søger på “Interspecific feeding“, som fænomenet hedder på engelsk, vil man finde ud af, at det er beskrevet for mange arter, inkl. Spætmejse. Her er en historie om en amerikansk spætmejseart, Pygmy Nuthatch, som fodrer unger af Mountain Bluebird – altså to arter hulrugere ligesom tilfældet er med Spætmejse og Stær.

 

En gentaget afvigelse danner et mønster: Gul Vipstjert-hybrid set for anden gang

Gul Vipstjert, Overgårds marker ved Mariager Fjord, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Vipstjert, Overgårds marker ved Mariager Fjord, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Da jeg for små 14 dage siden under en NOVANA-tælling ved Mariager Fjord stødte på denne Gul Vipstjert var jeg med det samme klar over, at det ikke var en helt normal udgave – “vores” Gul Vip tilhørende underarten flava er jo kendetegnet ved, at hannen har hele issen og også øredækkerne gråblå, mens denne gav et mere olivengrønt indtryk i hovedet. Ved nærmere eftersyn havde den dog en smule gråblåt både i nakken og panden, mens den centrale del af issen var grøn, ligesom øredækkerne. Og dele af øjenstriben var klart gul – hvor den hos flava er rent hvid.

Jeg skyndte mig at få taget nogle dokumentationsfotos, men har i den mellemliggende periode ikke skænket den så mange tanker. Det kunne jo bare være en tilfældig afvigelse, og jeg regnede det ihvertfald ikke som noget virkelig sjældent – men på et tidspunkt kiggede jeg alligevel samtlige racer igennem på Birds of the World uden at kunne finde noget som lignede…

Det har dog ligget i baghovedet på mig, at det jo godt kunne være en hybrid – fuglen har både karakterer fra Almindelig Gul Vipstjert flava og Gulhovedet Gul Vipstjert flavissima – den race som er den almindelige på de Britiske Øer. Og som indimellem også slår sig ned i Danmark, især langs vestkysten – og blandpar Gulhovedet han med Almindelig hun er set flere gange. Jeg er dog ikke bekendt med om der nogensinde er registreret afkom fra disse yngleforsøg.

Idag slog det ned i mig, at jeg jo godt kunne forsøge at se om DOFbasen tillader rapportering af denne hybrid, og sandelig ja: der lå i alt registreringer af otte forskellige fugle, alle fra 2012 og fremefter. Fem af fundene var med fotos, og det var alle hanner som på enhver måde matchede denne fugl.

Stor var min overraskelse da det gik op for mig, at det første rapporterede fund på DOFbasen var et fund jeg selv havde gjort – det havde jeg altså bare totalt svedt ud! Et kedeligt forvarsel om alderens påvirkning af hukommelsen… Men da jeg har mit fotoarkiv rimeligt organiseret kunne jeg let gå ind og finde det gamle billede, fra Højer Kog i Tøndermarsken (dengang under en ynglefugletælling midt i maj):

Gul Vipstjert hybrid flava x flavissima, Højer Kog, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er nu ikke længere i tvivl om at en fugl med dette udseende – når de dukker op gentagne gange vidt adskilt i tid og rum – må være resultatet af hybridisering. Det har andre sikkert beskrevet forlængst – men det er altid interessant selv at nå frem til konklusionen 🙂

Under alle omstændigheder er Gul Vipstjert en smuk fugl og en æstetisk nydelse at møde – hver gang – særligt også fordi den ofte opholder sig på fine enge og bliver til en gul plet midt mellem gule ranunkler og hvide engkarse…

Sæsondebut med fænologirekord (?)

HAIKU

En hel lang vinter.
Kommer de dog ikke snart?
-Guldsmedelængsel…

-sådan skrev jeg i tirsdags i min notesbog.

Igår fredag – altså tre dage senere – skete det, og dagens haiku blev derfor

Guldsmededebut:
materialisering
af forårsdrømme.

Rød Vandnymfe hun, Arnes Sø ved Øsløs, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Aldrig før har jeg i Danmark set guldsmede eller vandnymfer så tidligt som i april. Sidste år så jeg Rød Vandnymfe 2. maj, og før det har jeg altid skullet mindst en uge ind i maj, før der skete noget på guldsmedefronten. Så gårsdagens Røde Vandnymfer ved Arnes Sø (tre eksemplarer) var en uge tidligere end sidste års, og faktisk 14 dage tidligere end hvad der har været standarden for mig, siden jeg omkring 2015 for alvor begyndte at ofre guldsmedene opmærksomhed. Ligesom sidste år er min obs. første registrering af guldsmede på Naturbasen nord for Limfjorden – og det skulle ikke undre mig, hvis det er fænologirekord for Rød Vandnymfe i denne landsdel.

På Sjælland og også den sydlige del af Jylland ses de første odonata generelt langt tidligere end heroppe – det har de senere år typisk ligget midt i april. I år var første registrering af imago (voksne) – udover Vintervandnymferne på Bornholm – dog så “tæt på” som ved Skive, hvor en Grøn Smaragdlibel 16. april blev den tidligste. Det gav mig ekstra motivation – jeg plejer nu altid at være aktivt søgende efter guldsmede så snart de første lune solskinsdage i april indfinder sig – men i år har det ligget i baghovedet, at det måske var realistisk at finde en guldsmed eller vandnymfe inden månedsskiftet. Ikke fordi det har været specielt varmt – men april har været temmelig solrig og nedbørsfattig.

Som antydet i mine haiku-digte ovenfor så går man jo nærmest i et halvt år og længes, og selvfølgelig er det en forløsning når man ser sæsonens første flyvende guldsmede – men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det jo er et udtryk for klimaforandringerne, at ekstremdatoerne hele tiden flytter sig. Ligesom de jo også gør for alle mulige andre naturfænomener, inkl. fuglene – hvor det bl.a. er blevet meget tydeligt, at afrejsen for de artiske gæs sker adskillige uger før de gjorde bare for ti år siden – så vi på dette tidspunkt faktisk kun har Grågås, Bramgås og Knortegås tilbage, mens Blis-, Sæd- og Kortnæbbet Gås for længst er rejst nordpå.

De senere år har en af mine foretrukne lokaliteter for guldsmede været “badesøen” Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle – en klarvandet kunstig sø opstået ved råstofgravning, men ikke desto mindre lidt af en perle for guldsmede og vandnymfer. Og et godt sted at følge fænologien for nogle af de arter, som ikke optræder i så store tal hjemme på min egen matrikel. Desuden har lokaliteten den fordel at være omgivet af skov, så der vil altid være hjørner hvor der er læ, og de steder er guldsmedene gode til at finde! Jeg var der sidst på dagen både i forgårs og i går – og i går gav det altså bonus. Jeg så som nævnt tre Rød Vandnymfe som holdt til ved det solbeskinnede skovbryn langs sydsiden af søen. Jeg tror ikke de blev forvandlede igår, for de var alle tre meget røde, altså udfarvede.

Under alle omstændigheder er det en glæde, når de første materialiserer sig! Det er jo en given sag, at man altid er mere opmærksom på de første end på de sidste – derfor sker det ofte, at man ikke får ekstremdatoen i slutningen af sæsonen registreret. I år skulle der være en reel mulighed for at strække guldsmedesæsonen så den varer halvdelen af året – jeg må ud sidst i oktober og se hvor sent jeg kan gøre iagttagelser af de flotte flyvere!

Publikumsvenlige Vejlerne

I Vejlerne har den besøgende mange muligheder for at få oplevelser med fugle og dyr – og med moderne fotoudstyr ofte på en afstand hvor det er muligt at få gode “skud” med hjem på hukommelseskortet. Oplevelserne er fine i sig selv, men vi er en del der har det sådan, at det tilføjer oplevelserne noget extra, at man på den måde kan gemme sine indtryk. Det kan man stort set dagligt se eksempler på eksempelvis på Facebook-gruppen ‘Vild med Vejlerne’. Det har ikke altid været sådan, i “gamle dage” tror jeg mange oplevede Vejlerne som ret utilgængelige, men de mange publikumsfaciliteter som er kommet efter Aage V. Jensen Naturfonds overtagelse af reservatet for 30 år siden har gjort adgangen for mange mennesker langt lettere (- og så hjælper det naturligvis også at der er sket en rivende udvikling når det gælder digitalkameraer og telelinser i samme periode)…

I Vejlernes rørskove yngler der mange par Rørhøg – de fleste langt fra de offentligt tilgængelige steder, men specielt i Han Vejle har man virkeligt muligheden for at komme tæt på den smukke rovfugl. Det har jeg tidligere skrevet adskillige indlæg om her på bloggen bl.a. Publikumsvenlig ung Rørhøg og tillidsfulde unge Rørhøge – begge om en tid senere på året, når ungerne har forladt reden. Lige nu handler det om de voksne fugle, der har travlt med at etablere territorium. Fra Jernbanedæmningen kunne man idag opleve hannen og hunnen i et par som gentagne gange gik ned i rørskoven i den vestlige ende af lokaliteten og mange gange passerede tæt forbi.

Ekstrovert beboer på matriklen

Det er selvfølgelig en meget subjektiv menneskelig vurdering, men det kan være svært at lade være med at karakterisere fugle og dyr omkring os og tillægge dem forskellige temperamenter. Nogle virker stille og indadvendte, andre energiske og udadvendte, ja nærmest kåde – og i sidstnævnte kategori befinder sig afgjort “min gode ven” Spætmejsen.

Her er det en han som markerer territorium lige udenfor vore vinduer.

Jeg har i tidligere blogindlæg berettet om hvordan der første gang i 2016 indfandt sig en Spætmejse her på matriklen, en fugl som tilbragte en vinter på vores foderbræt. I årene efter så vi stadigt flere og flere, og siden 2021 har det ikke kun været en vinterfugl her; den har helt sikkert også ynglet, for vi har hørt dem syngende/territoriehævdende foråret og sommeren igennem. Og de har været kilde til glæde og smil, det er bare en fugl som har et væsen og et “humør” som smitter og charmerer! Indtil i år har jeg ikke fundet et konkret redested, men vi regner med at det har været i et spættehul inde i naboens gamle løvskovslund.

I år er det totalt eskaleret, nu er der to par til stede, hvilket betyder at energi- og lydniveauet er endnu højere end vi før har oplevet det. Hver gang man stikker hovedet udenfor hilses man af Spætmejse-lyd – og når den synger igennem lige udenfor vinduerne kan det høres ind på kontoret!

At der er to par gør tydeligvis, at det enkelte par bliver endnu mere aktive. Og så ser vi dem ekstra meget, fordi det ene par i år har valgt redested i en hjemme-snedkereret kasse, som hænger i en stor gammel ahorn overgroet med efeu og med masser af mosser og laver…

Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kassen har hængt i et par år på stedet uden at vi har set andre fugle være interesserede i den. Et par meter fra den hænger der en stærekasse, som hvert år er beboet – og den ser også ud til at blive det i år. Spætmejseparret er nu i gang med at “indrette sig” og har bl.a. bragt visne blade ind i kassen, og så bliver indgangshullet grundigt bearbejdet med hidsige hak med næbbet. Hullet burde ellers være rigeligt stort og faktisk havde jeg Stær i bagtankerne da jeg hængte kassen op, for det virker som om at her altid bliver fyldt op med Stære – altså at de er begrænsede af mængden af egnede redehuller.

Stær, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her er en Stær som kortvarigt lander oven på den nu okkuperede Spætmejse-kasse. Det er endnu kun en lille del af dagen fuglene bruger på reden og der er lange periode hvor de ikke lige er i nærheden – men ellers er jeg sikker på at Stæren nok skulle være blevet jaget bort.

Med denne lille beretning vil jeg blot – endnu en gang – fortælle hvilken fornøjelse det er at have selskab af én af mine yndlingsfugle, den decideret ekstroverte Spætmejse (sådan tolker jeg altså dens temperament; beklager min tendens til antropomorfisme!). Jeg slutter lige med et par billeder mere som forhåbentlig kan gengive lidt af fuglens charme:

Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den tid på året

Som ornitolog (eller herpetolog, lepidopterolog, odonatolog osv.) – altså som naturmenneske – hæfter vi os ved bestemte begivenheder i naturen som markerer årets gang. Nogle begivenheder vigtigere end andre – afhængig af personligt temperament, og hvilke naturtyper man færdes i. For os som har Vejlerne som “baghave” kan det f.eks. være årets første paukende Rørdrum, første Rørhøg (men den gælder så ikke så meget længere, nu hvor de oftere og oftere overvintrer), første Citronsommerfugl, første Hugorm, første klækkede Grågæslinger, første Sortterne, første Huevandnymfe osv. osv. Det kan både være såkaldte forårstegn og senere på året også andre ting såsom returtrækket af vadefugle og meget andet.

I de senere år – siden arten genindvandrede til Danmark fra 1990erne, og i Nordjylland særligt de sidste 10-15 år – er ankomsten af Sydlig Blåhals en af de mere markante begivenheder i årshjulet. Det er blot ét af mange eksempler på en art som i min ungdom blev betragtet som yderst sjælden, ja nærmest uopnåelig – men som senere har taget et gevaldigt ryk nordpå og nu er en del af Danmarks faste fauna. De første år skulle man som regel hen omkring 1. april før den første blev hørt – ofte ved Jernbanedæmningen i Han Vejle eller Lund Fjord. Og som det gælder så mange andre naturfænomener i disse år med klimaforandringer er ankomsten af Blåhals også blevet tidligere og tidligere.

Idag er sådan en fin forårsdag i marts med stille vejr og solskin, og efter at jeg havde færdiggjort noget arbejde længere vestpå i Thy kunne jeg simpelthen ikke lade være med at køre op til P-pladsen ved Han Vejle – netop med Blåhals i bagtankerne. Jeg var hele vejen rundt ad gangbroen i Han og efterfølgende ude ved fugle”tårnet” i Lund, uden at jeg hørte andre syngende fugle end Rørspurv, Gærdesmutte og Rørdrum. Jeg var fristet til at afspille en stump blåhalsesang – men afstod (det er ikke “god stil” på et sted hvor der kommer så mange mennesker). I Lund var der godt med liv, Brushøns på engen og mine første Atlingænder i år. I tårnet mødte jeg en anden fuglekigger som kunne fortælle at han ved nedgangen til gangbroen havde haft årets første Blåhals – hvilket jo bekræftede min fornemmelse at det kunne være den rigtige dag. Og ganske rigtigt – på tilbagevejen til P-pladsen kunne jeg nyde den smukke fugl i sang.

Den er formentlig lige ankommet i nat. Det bygger jeg på, at der allerede på DOFbasen (her kl. 14) er indtastet adskillige Sydlig Blåhals fra rundt om i landet idag. Og ellers er den blot registreret pålideligt for en uges tid siden i Sønderjylland.

Som altid er det en fryd at møde fuglen som både er en visuel nydelse og behagelig for øret – det er ikke uden grund at dens skandinaviske slægtninge (Nordlig Blåhals med orange strubeplet) bliver kaldt Nordens Nattergal. Ja faktisk er det min personlige smag at blåhalsesang er én af de allersmukkeste fuglesange vores danske natur byder på.

Udover den lidt rystende optagelse ovenfor præsenterer jeg også lige dagens Blåhals på “stillbilleder” – i medlys og ekstremt modlys:

Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Gensyn med Yucatán

På vores México-tur i januar og februar sluttede vi med et ophold på Yucatán-halvøen, hvor vi ikke har været, siden vi tilbragte godt 5 måneder i Ría Lagartos-reservatet tilbage i 1997.

Det blev derfor til en række hyggelige gensyn med steder og arter, der efterhånden befandt sig langt tilbage i erindringen – så det var godt at få dem genopfrisket. For mig var det specielt “vigtigt” at gense den store endemiske gærdesmutte Yucatán Wren.

Yucatán Wren, Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dengang i 1997, hvor Mie lavede feltarbejde som antropolog og studerede konflikterne mellem naturfredningsinteresser og den lokale fiskerbefolkning, var jeg egentlig med som “det tynde øl”, men heldigt for mig fik jeg kontakt til en feltstation under det mexicanske miljøministerium, som gjorde at jeg også kunne bruge tiden til noget meningsfuldt (ud over bare at suge til mig af nye indtryk – især mange særlige fugle som kun findes på Yucatán-halvøen). Jeg lavede forskellige fugletællinger for feltstationen, og bl.a. havde jeg også et projekt med at ringmærke og kortlægge territorier af Yucatán Wren omkring feltstationen i Río Lagartos. Kortet her viser resultatet af min kortlægning (kortskitse fra min notesbog):

Territorier af ynglende Yucatán Wren omkring lossepladsen, feltstationen og kirkegården i en periode i juli-august 1997.
Og sådan her ser området ud idag:
Området ved lossepladsen, feltstationen og kirkegården som de tager sig ud på Google Maps.
Som man nok kan fornemme lever Yucatán Wren i meget tørre områder. Det er en åben habitat præget af tornet krat og buskads tæt på kysten. Den nordlige del af Yucatán-halvøen er domineret af store kystlaguner, og denne specielle art lever både i den oprindelige strand-vegetation ved havet og på “indersiden” af lagunerne i den vegetationstype som kommer, hvor mangroven holder op. Langs kysten bliver presset på naturen konstant større og større på grund af sommerhus- og hotelbyggeri, hvorimod vegetationen på indersiden af lagunerne fremstår mere intakt – hvilket det også ser ud til på ovenstående Google-kort. Men det samlede udbredelsesområde har en størrelse som nogenlunde svarer til, hvis vi havde haft en endemisk fugleart som kun var udbredt langs den jyske vestkyst! På grund af den sårbare status er arten af BirdLife klassificeret som ‘Nær truet’ på rødlisten.

Jeg fik desværre ikke mulighed for at komme til Río Lagartos denne gang, men opsøgte et lille reservat ved kysten nord for hovedbyen Mérida, hvor en bred zone langs stranden så sådan ud:

Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og jeg havde ikke bevæget mig mange meter ind i området før jeg hørte den karakteristiske lyd fra Yucatán Wren – det er en stor gærdesmutte med en stor lyd – gærdesmutter er jo ikke ligefrem diskrete fugle! Inden for fem minutter havde jeg kontakt med en fugl med føde i næbbet (et halvspist firben) samt et par og min. 2 fugle mere hørt.

Yucatán Wren, Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Yucatán Wren, Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Disse drosselstore gærdesmutter (i Campylorhynchus-slægten) som der er mange arter af i México og Mellemamerika er i mine øjne meget karismatiske og altid en fornøjelse at møde og studere. Men jeg har selvfølgelig et særligt forhold til lige præcis Yucatán Wren, på grund af dens sjældenhed og så det, at jeg brugte så mange timer på at aflure dem deres hemmeligheder dengang for snart 30 år siden. En god del af parrene jeg kortlagde blev bekræftede ved fund af deres ekstremt godt beskyttede reder (“kugler” af sammenvævede grene midt inde i kaktusser og andre tornede vækster) – og som det står på mit kort var der også flere familier med udfløjne unger. Særligt en bestemt familie tæt på feltstationen hvor forældrefuglene var farveringmærkede fik megen opmærksomhed fra min side.

En anden art som jeg på den nylige tur også havde set frem til et gensyn med er kolibrien Mexican Sheartail.

Mexican Sheartail, Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mexican Sheartail, Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mexican Sheartail lever i den samme biotop som gærdesmutten, og samme morgen traf jeg også et par af kolibrierne, en hun og ovenstående flotte han. Så kommer man til den rette type vegetation, er det ikke fordi de er svære at finde. Hannen her virkede til at opretholde territorium omkring en bestemt busk, som den hele tiden vendte tilbage til. Jeg så den ikke fouragere, den tog nogle ordentlige “display-ture” hvor den steg og dykkede i flugten – helt sikkert med henblik på at dupere en hun og holde andre hanner på afstand. Og umuligt at fotografere, desværre! Når den sad og hvilede mellem turene tillod den mig til gengæld at komme meget tæt på.
Mexican Sheartail, Playón Chuburna, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Metalglansen i hannernes strubefjer er hos kolibrierne jo helt afhængig af hvilken vinkel lyset falder fra; som fotograf vil man selvfølgelig gerne have dem til at vise sig i deres fulde pragt – men det vil ikke altid lykkes!

Udbredelsen af Mexican Sheartail er kun en smule større end hos Yucatán Wren, og den er ligeledes rødlistet som ‘Near threatened’.

México er et stort land (på størrelse med Grønland!) som rummer enormt mange forskelligartede biotoper og derfor også mange endemiske arter – hvis man tager de nærmeste nabolande mod syd i Mellemamerika (Guatemala og Belize) med i regnestykket, er det faktisk i omegnen af 180 endemer (blandt fuglene)! Det gælder selvfølgelig også hos alle mulige andre grupper af organismer end lige fugle, at der er et stort antal arter med en begrænset udbredelse. Vi besøgte på denne tur flere gode naturområder i adskille delstater i den sydlige del af landet og det vil føre alt for vidt at omtale altsammen i dette blogopslag, men jeg vil dog lige bringe lidt flere fotos af nogle af de andre endemiske arter fra Yucatán-halvøen:

Yucatán Woodpecker, Tixpéhual, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Oriole, Tixpéhual, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ocellated Turkey, Kalakmul, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ocellated Turkey, Kalakmul, Yucatán México, februar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.