
Sumpplanten Brudelys (Butomus umbellatus) danner nogle steder store bestande hvor arten dominerer totalt, langs bredden af åer og lavvandede søer. De blomstrer lige nu, og de tiltrækker store mængder insekter…







fotos og skriblerier af Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Sumpplanten Brudelys (Butomus umbellatus) danner nogle steder store bestande hvor arten dominerer totalt, langs bredden af åer og lavvandede søer. De blomstrer lige nu, og de tiltrækker store mængder insekter…
Monokultur har ikke nogen positiv klang, men af og til optræder der også i naturen planter i så store mængder – industrielle mængder – at det farver hele landskaber i én farve, og så ser man (jeg) anderledes positivt på det. Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet begejstret her på bloggen om Vejlernes karakterplante Kærfnokurt, som danner store gule tæpper på engene.
De seneste tre år har jeg haft en opgave (for Amphi Consult) med registrering af ynglesucces hos nogle af vadefuglene på Mandø i Vadehavet. Her er også et fænomen, hvor botanikken i en periode af foråret byder på én bestemt plante i overflod, så det i dén grad sætter sit præg på det visuelle landskabs-udtryk.
Det drejer sig om planten Stor Skjaller (Rhinanthus serotinus), en lav blomst som har et lidt blakket ry, da det er en såkaldt halvsnylter, der ganske vist har fotosyntese, men supplerer næringsoptaget ved at suge fra græsrødder. Og man må sige, at i de områder af engene, som er dominieret af Stor Skjaller, ser der vitterligt ud til at vokse meget sparsomt med græs.
Sparsom græsvækst kan dog ikke kun tilskrives skjaller-planten, for det tidlige forårs græsning fra Bramgås og Mørkbuget Knortegås sørger også for, at vegetationen ved starten af engfuglenes ynglesæson er meget lav.
Der er ingen tvivl om, at plantesamfundet på de udyrkede enge på Mandø er attraktivt for ynglefuglene – også de områder som farves gule af Stor Skjaller. Det skulle de kommende fotos gerne give et lille indtryk af…
Det er da heller ikke alle steder at engene er lige så gule som på ovenstående billeder, men på alle de naturlige enge på øen er der en rig flora – og det er en fryd at arbejde med engfugle i sådanne omgivelser.
Som et led i guldsmedeundersøgelsen på Gudenåen har jeg af Randers Naturcenter lånt en såkaldt “Sit-on-top”-kajak med henblik på at give mig adgang til steder i deltaet, hvor det er vanskeligt at færdes til fods.
Jeg har tidligere anvendt både kano (i undersøgelsen i Vejlerne) og havkajak (på Vilsted Sø og andre steder), men jeg må sige at jeg nu har fundet det ideelle fartøj at gennemføre guldsmedeundersøgelser fra, da Sit-on-top-kajakken er både let at håndtere for én person og samtidig ligger den stabilt og roligt på vandet (i modsætning til havkajakken).
Undersøgelsens første runde skulle være foregået i maj måned, men på grund af en lang periode med koldt og blæsende vejr i maj kom den til at strække sig nogle dage ind i juni. Metodisk betyder det ikke så meget, det vigtige er at gennemføre undersøgelsen på dage hvor vejrbetingelserne er favorable for flyvende insekter.
Som jeg nævnte i mit første opslag om Gudenå-undersøgelsen, er Almindelig Flodguldsmed en art som optræder i pænt antal på strækningen ved Randers – altså Hornbæk Enge og Vorup Enge. Da jeg i sidste uge var ved Væth Enge viste det sig at det også er tilfældet dér.
Almindelig Flodguldsmed er en flot art som jeg er glad for at få lejlighed til at lære bedre at kende. De er “flinke” til at sætte sig i vegetationen så man kan nærstudere dem, men jeg har nu også oplevet dem jagende over åen, og der er også allerede gang i bestræbelserne på at sikre næste generation:
I det hele taget går det nu stærkt, efter den træge start på guldsmedesæsonen. Her er det Blå Libel og Flagermusvandnymfe som er i gang – begge arter som er talrige i undersøgelsen:
To arter som også optræder i store antal ved Gudenåen er – helt som forventet – Blåbåndet og Blåvinget Pragtvandnymfe (sidstnævnte mest talrigt). Territoriehævdende hanner ses stort set overalt.
Jeg har endnu ikke set pragtvandnymfer i parring, men disse arter har en lang sæson hvor man har indtryk af, at det enkelte individ har et meget længere liv som flyvende insekt end det er tilfældet for de fleste andre vandnymfer.
Udover de allerede nævnte er arter som Almindelig Vandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Hesteskovandnymfe, Fireplettet Libel, Stor Blåpil, Rødøjet Vandnymfe og Rød Vandnymfe også til stede ved Gudenåen i pæne antal – for sidstnævntes vedkommende er vi allerede ved at være sidst på sæsonen. Her er der tale om “generalister” man kan finde i mange typer habitat. Rødøjet Vandnymfe ynder rolige vandflader med mange flydeblade, og dem er der også mange af både i små vige på selve Gudenåen og i de “nye” søer ved Væth, Vorup og Hornbæk, så jeg forventer at arten lidt senere på sæsonen vil optræde i store antal – det ser jeg allerede indikationer af.
Og så er der “krydderierne”! Både Kileplet-Mosaikguldsmed og Spidsplettet Libel har været kendt med store bestande længere oppe i åsystemet, mens der ved Randers hidtil kun har været sporadiske observationer. Mine foreløbige resultater tyder på, at Kilepletten kan vise sig at være taltigt til stede, ved et afsnøret flodløb på Vorup Enge havde jeg forleden ikke færre end 11 fouragerende individer – og jeg har også konstateret at den er til stede ved Væth.
Kileplet-Mosaikguldsmed har efterhånden bredt sig ganske meget, Randers-egnen er lige nu nordgrænsen for en sammenhængende udbredelse, men den har vist tegn på længere fremrykninger nord- og vestpå i Jylland.
Det samme gælder i nogen grad Spidsplettet Libel – jeg har bl.a. tidligere mødt begge arterne ved Stubbergård Sø, hvor de ikke har været registreret før i indeværende atlasperiode. Alligevel var jeg spændt på om denne lidt mere eksklusive art også skulle vise sig i denne undersøgelse – og det gjorde den! Ligesom Kilepletten var det i det afsnørede flodløb at jeg til min store glæde fandt denne han:
Det kunne jo være en enlig strejfer – tidligere er som nævnt kun rapporteret få enkeltindivider så langt nede ad Gudenåens løb – men jeg kan se på Naturbasen at den i går blev fundet i Gudenåparken helt inde i kanten af Randers, så mon ikke også den har en etableret bestand på stedet?
Det (og hvem ved hvilke andre spændende opdagelser?) vil nok blive afsløret i løbet af sommerens undersøgelse!
Denne sommer skal jeg atter nærstudere et specifikt område og undersøge guldsmedefaunaen dér – ligesom jeg gjorde i 2017-18 i Vejlerne, i 2019 i Nationalpark Thy og i 2021 i Vilsted Sø.
Også denne gang er det Aage V. Jensen Naturfond som støtter undersøgelsen, der foregår på fondens arealer ved Gudenåen – Vorup og Hornbæk Enge ved Randers samt Væth Enge lidt længere opstrøms. Disse områder var tidligere inddigede og opdyrkede, men efter fondens opkøb i 2003-06 er diger blevet fjernet og åen har igen fået meget større områder at brede sig på – så Gudenåens nedre løb atter næsten har fået karakter af et delta.
Selve undersøgelsen kommer til at forløbe ligesom de andre jeg har udført, hvor bestemte strækninger vil blive gennemgået et antal gange i sommerens løb for at kunne følge udviklingen hos de forskellige arter med forskellig flyvetid. Gennemgangen kan både være til fods langs stier og gennem rørbræmmer, og til vands (i kajak) for at afsøge rørbræmmerne langs “søsiden”. Til sidst vil det resultere i en rapport i stil med dem, jeg ovenfor linkede til.
Sæsonen i år er kommet meget sent i gang, da maj har været præget af en lang kølig periode i første halvdel af måneden, og først de seneste dage har vi haft temperaturer over 20 grader C. Jeg er således endnu ikke færdig med at fastlægge prøvestrækningerne, men har den seneste uge haft et par gode dage med mange interessante registreringer.
Udover flodguldsmeden har Gudenåen ved Randers foreløbig budt på nogle af de øvrige tidlige flyvere, som Blå Libel, Rød Vandnymfe, Flagermusvandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Håret Mosaikguldsmed m.fl. Og de første eksemplarer af både Blåvinget og Blåbåndet Pragtvandnymfe har også vist sig, arter som jeg regner med senere på sæsonen vil optræde talrigt på disse strækninger af Gudenåen.
Noget som er meget slående når man arbejder med insekter er hvor meget fart der nogle gange er på – for en uge siden så jeg meget få vandnymfer på vingerne, og igår var der allerede rigtig meget gang i parring og æglægning hos både Håret Mosaikguldsmed, Flagermusvandnymfe og (som parret herunder) Rød Vandnymfe.
Det skal blive spændende at se hvad resten af sæsonen byder på!
Når sidste odonata man så i DK var i oktober måned, er abstinenserne i maj så kraftige hos en guldsmede-aficionado som mig at det er svært at holde sig i skindet. I år indledtes min guldsmedesæson 8. maj, da jeg ved min nye favorit-lokalitet Arnes Sø (mellem Øsløs og Bygholm Mølle) samtidigt hørte årets første Gøg og så årets første guldsmed – en Grøn Smaragdlibel. Siden har jeg stort set alle dage med rimeligt vejr været ude for at kigge efter guldsmede og vandnymfer, men lige bortset fra Grøn Smaragdlibel og Rød Vandnymfe – som jo er blandt de tidligste arter – er det gået meget langsomt, på trods af at vi ellers har haft en periode med lunt vejr.
Arnes Sø (opstået ved råstofgravning da man i sin tid anlagde hoveddæmningen over Bygholm Vejle) er en populær badesø for den lokale befolkning her på Hannæs, men de seneste par år har jeg opdaget at det altså også er en rigtig fin guldsmedelokalitet. Der er ikke så meget bredvegetation, men en lidt tynd bevoksning af tagrør i østenden og en endnu mere sparsom i vestenden giver alligevel beskyttelse til pæne bestande af bl.a. Fireplettet Libel og Lille Kærguldsmed – senere på sæsonen.
I dette forår har jeg gennem flere besøg været vidne til, at den flotte Grøn Smaragdlibel er dukket op i antal, så man må betegne det som masseforvandling.
Håret Mosaikguldsmed er iøvrigt en anden tidligt flyvende art, som jeg for et par år siden også oplevede med masseforvandling, som man kan læse om her: [klik på linket]
På matriklens vildtvoksende staude-eng er farven fra blomstrende Gederams lige nu gennemtrængende, og den udgør en nydelig baggrund for guldsmede-fotos, når ellers dyrene forstår at sætte sig strategisk rigtigt og vinkelret på kameralinsen. Når man så kører stor blændeåbning kan man opnå fine gammelrosa baggrunde som på billederne af en Blodrød Hedelibel han på ovenstående fotos. Her er en hun af samme art som har valgt en blomsterstand af Gederamsen som udkigspunkt:
Det er i øvrigt et år med en usædvanligt stor forekomst af netop Blodrød Hedelibel, der i en periode har kunnet opleves i veritable sværme (næsten som Fireplettet Libel i starten af juni) – både her hos mig selv og andre steder i omegnen, bl.a. i skovlysninger. Det behøver altså ikke at foregå i nærheden af vand, og der er nok tale om at der har været en stor “klækning” af arten i år, og at de i perioden mellem forvandling og reproduktion/æglægning opholder sig steder med gode fourageringsmuligheder, dvs. steder med læ og blomster som tiltrækker insekter i bytte-størrelse. Også andre hedelibeller ses indimellem – dog ikke i tilnærmelsesvis så store antal. Her en Stor Hedelibel hun som også er blevet tiltrukket af vores Gederams-eng:
Igen i år lokkede den særlige natur i det østlige Himmerland mig til en lille udflugt. I forgårs gjaldt det Rold Skov, hvor sidste års oplevelser med bl.a. Arktisk Smaragdlibel animerede til et genbesøg. De tre skovmoser Bregnesø, Bregnemose og Dragmose, som alle er nemt tilgængelige fra P-pladsen ved Møldrupvej lige syd for Skørping, skulle opleves igen. Formiddagen bød på skyet vejr, så det varede nogen tid inden der kom gang i guldsmede og andre insekter, men ved Bregnesø i solskin om eftermiddagen var mindst tre Arktisk Smaragdlibel hanner meget aktive igennem lang tid. De fouragerede over de vådeste partier af sphagnum-mosen, og flere gange sås to individer sammen, i infight. Det var svært at løsrive sig, for den i dansk sammenhæng meget eksklusive guldsmed var yderst samarbejdsvillig, og sad man stille ved kanten af det foretrukne fourageringsområde bød der sig mange fotomuligheder.
Ved Bregnesø var der i øvrigt, efter at solen mere konstant var på himlen, også et mylder af dagsommerfugle, hvor især mængden af den halvsjældne Mose-Perlemorsommerfugl var imponerende – der må være tale om hundreder. Jeg lykkedes ikke med at få gode fotos, men her er rodet billede, hvor den artskarakteristiske brogede underside kan anes på dyret til højre.
Også den smukke Foranderlig Blåfugl fløj i store mængder over mosen.
Igår var det så Lille Vildmose som stor for tur. Jeg havde håbet på at kunne kigge efter Arktisk Smaragdlibel dér også, men det blev desværre en dag med alt for megen blæst til guldsmedeobs. I stedet brugte jeg noget af formiddagen på at luske efter andre insekter i vegetationen på steder langs bryn og i læ. Det gav bl.a. en overflyvende Iris ved Kaffepletten – for en nordvestjyde et exotisk dyr, men jeg har set den flere gange netop i det østlige Himmerland.
Flere af de andre dyr jeg fandt har jeg ikke kunnet bestemme ved egen hjælp, og det var da også kun efter hjælp fra en bruger af “Insekter og smådyr-gruppen” på Facebook, at jeg fik bestemt denne “klase” bladlus til art:
De sad på en pilegren lige ved parkeringspladsen ud til bræddestien over Portlandsmosen. Sort Pilegrenbladlus er muligvis lidt af et hit, ialfald er arten før igår kun rapporteret til Naturbasen ialt otte gange, og aldrig i nærheden af Lille Vildmose – jeg har dog ingen idé om, hvor mange mennesker som holder øje med den slags specialiteter…
Det var også her – på bræddestien over Portlandsmosen – at turens bonus pludselig viste sig på himlen, den Slangeørn som har holdt til i vildmosen i nogle dage. Den var ikke det mindste generet af vinden, og sammen med mange andre tililende ornitologer og fotografer kunne jeg nyde den musende over mosefladen – og et par gange eller tre slå ned på muligt bytte (formentlig Hugorm, Snog eller evt. firben). Mit usle foto yder ikke oplevelsen retfærdighed!
Oplevelsen blev jo ikke mindre af, at det faktisk var min første Slangeørn i Danmark. Arten er jo årlig på træk, men det er efterhånden sjældent jeg bruger megen tid på de klassiske forårstræksteder. Nogle somre vælger enkelte fugle at tage ophold i større naturområder hvor der er gode fourageringsmuligheder, som det er tilfældet her – så denne fugl vil sikkert komme til at glæde rigtig mange mennesker i sommerens løb.
Efter dén fine oplevelse var jeg egentlig tilfreds og især på grund af den kraftige vind besluttede jeg at vende næsen hjemad – men slutter lige denne beretning med et par af de mere “kunstneriske” fotos som jeg fik ud af dette års Himmerlandstur…
Jeg synes i forvejen at Stor Farvevandnymfe er en af vore smukkeste guldsmede, men dette eksemplar er tæt på at tage prisen som den smukkeste af sin art – det er da helt vildt nogle syrede rosa farvenuancer, den er udstyret med!
Atter en ekskursion til det østhimmerlandske hvor man kom hjem med en stribe fine oplevelser…
Som det vil være mange bekendt er konstruktionen af gangbroer gennem sumpområder et enormt positivt tiltag i forhold til at give offentligheden adgang til oplevelser sådanne steder. Nu er jeg ikke dén der går af vejen for at iføre mig skridtstøvler eller waders og “sumpe rundt”, men det er selvfølgelig ulige nemmere at færdes tørskoet på en bro – og det giver ikke mindst langt flere muligheden for at få den slags oplevelser.
Gangbroen i Han Vejle opført af Aage V. Jensen Naturfond er én af de fornemste af sådanne gangbroer, som i de senere år har givet mig massevis af oplevelser, ikke mindst med guldsmede og vandnymfer. Og siden den blev udvidet med forlængelsen op til fugletårnet i Lund Fjord er værdien af denne publikumsfacilitet bare blevet endnu større.
Sidste år blev jeg opmærksom på et andet sted med en gangbro ud over en fin, frodig og vegetationsrig lille sø, Knudskær ved Stubbergård Sø. Gangbroen er en del af stiforløbet Mosestien, som Holstebro Kommune står for – et kort over stien kan hentes her. Her blev i 2021 opdaget en bestand af Spidsplettet Libel, og på en af mine ture frem og tilbage mellem Vejlerne og Vadehavet passerede jeg forbi, og fik selv set et enkelt dyr, på en dag med ikke-optimalt guldsmedevejr – på det tidspunkt faktisk en ny art for mig. Det var en ganske betragtelig udvidelse af det kendte udbredelsesområde for denne art, som ellers i Jylland har været stort set begrænset til Søhøjlandet ved Silkeborg-Skanderborg. Men ligesom mange andre arter af guldsmede så har bestandsudviklingen de senere år været positiv, og der er konstateret spredning både på Sjælland og i Jylland – og arten har også etableret en bestand på Fyn. Det er selvfølgelig spørgsmålet hvor længe Spidsplettet har været etableret ved Stubbergård Sø, for den er både sidste år og i år også set ved sydenden af Flyndersø lidt længere mod nord. Mon ikke der er tale om en større bestand i området?
Nå, tilbage til gangbroen, jeg opsøgte stedet igen i går, på vej hjemad fra Vadehavet, og denne gang i fint varmt solskinsvejr. Det første som mødte mig var flere omkringflyvende eksemplarer af Kileplet-Mosaikguldsmed, iøvrigt en anden art under spredning, og også dén er ny her ved Stubbergård Sø, idet den ikke er fundet før denne atlasperiode. Inden længe viste den første Spidsplettet Libel sig også.
Men jeg slutter lige denne lille beretning med et foto af Kilepletten, selv om det er et arkivfoto og ikke fra igår – men det har ikke været vist før, og det er også en art som gangbroen her gav en unik mulighed for at opleve på tæt hold
…
Det blev ret sent i min tilværelse at jeg stiftede bekendtskab med en charmerende gruppe af store natsværmere – nogle af dem som har en levevis næsten som dagsommerfugle, idet de rutinemæssigt afsøger nektarholdige blomster i dagtimerne, i fuld solskin! De flyver dog sammenlignet med dagsommerfuglene med meget hurtigere, svirrende vingeslag, og derfor giver de ofte også associationer til miniature kolibrier – se sidst i dette indlæg.
Første gang jeg mødte sådan en dag-sværmende natsværmer var i 2018 under en ferie i svigersønnens familie-sommerhus i Skåne, hvor vi havde fornøjelsen af dagligt selskab af den talrigste af disse arter på vore breddegrader, Duehale – som jeg tidligere har berettet om i indlægget her. Duehale har jeg siden stødt på flere gange, senest fouragerende på planten Stor Skjaller på Mandø i Vadehavet for en uges tid siden.
Sidste år fandt jeg en flot Snerresværmer under guldsmederegistreringerne ved Vilsted Sø.
Det krævede lige lidt hjælp fra de altid beredvillige eksperter på de sociale medier at få den bestemt sikkert fra den anden lignende sværmer, Smalrandet Humlebisværmer.
Desuden har jeg – vist flere gange – set tilsvarende dagaktive sværmere når jeg har været i troperne – her er ialfald et dyr fra i vinters i Costa Rica:
Her kan jeg ikke sætte navn på, men kan bare konstatere, at i lige denne gruppe insekter ser der ikke ud til at være en sammenhæng med, at dyr i troperne er mere farvestrålende en dem på vore breddegrader – nærmest tværtimod. Men sjovt at se, at sværmeren fortrak samme art blomster (Verbena, hedder de vist) som kolibrierne (hvor man jo til gengæld må sige at farver trænger sig på)…