Et endemisk hotspot – også for odonata

Heteragrion rogertaylori, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Heteragrion rogertaylori, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som fortalt i sidste blogopslag er Brasiliens Atlantiske regnskov et endemisk hotspot for fugle. Som det ofte er med biodiversitet, så følges det ad for adskillige artsgrupper – når der er lokale forhold som betinger at der igennem evolutionen er udviklet mange fuglearter, så vil det ofte også gælde for eksempelvis insekter. Og præcis sådan er det ialfald hér – Brasiliens ‘Mata Atlantica’ er lige så berømt blandt odonatologer som blandt ornitologer. Det skyldes ikke mindst hollandske Tom Kompier, som har lagt rigtig meget feltarbejde i at udforske guldsmedefaunaen i dén del af den Atlantiske regnskov som udgøres af bjergområdet Serra dos Órgãos – og specielt REGUA-reservatet og de nærmeste omgivelser. Ja han har ligefrem publiceret en bog, en regulær field guide om områdets vandnymfer og guldsmede – en af de få som eksisterer for hele det latinamerikanske område. Han har dokumenteret over 200 arter i dette område på under 200 kvadratkilometer, og det har været med til at gøre REGUA berømt som et af verdens absolut artsrigeste hotspots – også for odonata. Ja der er ligefrem en nybeskrevet art som har regua som arts-identifikator i sit videnskabelige navn (Forcepsioneura regua)!

Tom Kompier har siden udgivelsen af bogen i 2015 flere gange afholdt internationale “lejre” på REGUA-lodgen hvor han har fungeret som “guide” og delt ud af sin store viden om områdets vandnymfer og guldsmede. Da han sidste år igen udbød sådan et ophold tøvede jeg ikke længe før jeg slog til – ja jeg må indrømme, at selv om også fuglefaunaen trak i mig, så var det i virkeligheden guldsmedene, som var min allerstørste motivation til at foretage den lange rejse.

Men jeg starter lige denne fortælling med indledningsbilledet, Heteragrion rogertaylori (på engelsk Orange-and-black Flatwing). En repræsentant for slægten Heteragrion, Flatwings, en gruppe vandløbstilknyttede store vandnymfer som jeg aldrig tidligere havde set. Jeg håber billedet giver indtryk af, hvilken skønhedsåbenbaring dyret er. Og så er der forøvrigt en sjov historie knyttet til artens videnskabelige navn. Den er først blevet videnskabeligt beskrevet så sent som i 2013, i en større afhandling som beskrev fire nye arter i slægten Heteragrion. Alle fire fik artsnavne efter band-medlemmerne i rockgruppen Queen – de andre var således freddiemercuryibrianmayi og johndeaconi, og dette flotte dyr fik altså navn efter Roger Taylor, gruppens trommeslager! Dyret er et godt eksempel på den enorme grad af endemisme som præger den Atlantiske regnskov, og er kun kendt fra ganske få lokaliteter. Mine iagttagelser på iNaturalist var således kun nr. 6 og 7, nogensinde!

Den næste vandnymfe jeg gerne vil præsentere er dén, som er opkaldt efter det private REGUA-reservat, Forcepsioneura regua.

Forcepsioneura regua, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Forcepsioneura regua, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne slanke vandnymfe findes mest lidt væk fra vand, siddende i skygge inde i skoven. Det engelske navn som Tom Kompier har givet den er Regua Pincertip, og den er i øvrigt først blevet videnskabeligt beskrevet efter udgivelsen af Toms bog. Der foreligger indtil nu under 10 observationer på iNaturalist – så igen er der tale om en yderst lokalt udbredt, meget dårligt kendt art.

Men disse var ikke de eneste – Tom kunne vise os flere arter, som selv om de har været kendt i over ti år endnu ikke er blevet videnskabeligt beskrevet.

Heteragrion sp., REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Heteragrion sp., REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Heteragrion sp., REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Heteragrion sp., REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her er det endnu en Heteragrion Flatwing, af Tom kaldet Persimmon Flatwing. På vores morgentur op ad REGUAs ‘Green trail’ (op til vandfaldet) sad der langs stien et større antal af disse, både hunner og yngre hanner (begge køn vist på disse fotos) – jeg vil anslå at vi så ialt mindst 15-20 individer. Dyr med dette udseende er KUN kendt fra denne ene lokalitet – hvor den så til gengæld lader til at være ret så almindelig. Disse Flatwings ser ud til – efter min foreløbigt meget beskedne erfaring – at være ret synlige, så enten ER arten reelt helt extremt lokalt udbredt, eller også må man formode at den findes flere steder i den Atlantiske regnskov, men bliver overset på grund af dens lighed med flere af de andre arter i slægten. Og endelig er der den faktor man ikke kan se bort fra, at entomologer ligesom ornitologer har det med at opsøge de samme, kendte steder, frem for at give sig til at udforske nye…

En slægt som er meget fremtrædende i de amerikanske troper er Micrathyria (Dashers), og jeg tror vi på turen så mindst 10 arter – selv fik jeg noteret otte. En af disse arter er ubeskrevet (kaldet Powdered Dasher i bogen), den viste Tom os på en udflugt til nationalparken Tres Picos, bjergmassivet som ligger oven for REGUA-reservatet. Det er altså en art som findes i højderne (over 1000 meter). Selv fandt jeg efterfølgende arten ynglende ved en lille sø på Itororó-lodgen (“the pond”), omgivet af bjergregnskov…

Micrathyria sp., Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Micrathyria sp., Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Micrathyria sp., Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Micrathyria sp., Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Som det ses på disse fotos havde de gang i yngleaktiviteterne. Når arten ikke er videnskabeligt beskrevet er det svært at få overblik over hvor ofte den bliver set – men jeg har ialfald indtastet mine fund på iNaturalist som Micrathyria sp. og refereret til beskrivelsen i Toms bog.

Andre virkelige specialiteter vi blev præsenteret for på lejren var bl.a. Macrothemis capitata (White-fronted Sylph), tilhørende en gruppe af meget attraktive mindre guldsmede med mange arter – hvoraf vi også så adskillige.

Macrothemis capitata, Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Macrothemis capitata, Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arten kendes især på de ‘T’-formede tegn på oversiden af forkroppen. Vi så flere individer på en lille græsset eng tæt på den høje indgang til Tres Picos-nationalparken – så lige her var den nem at finde, men Tom kunne berette, at den hidtil ikke er fundet på nogen anden lokalitet! Det er næsten for vildt og ikke til at fatte, arten er trods alt temmelig markant…

Et næsten lige så specielt fænomen var Erythrodiplax laurentia (Silver-clouded Dragonlet), der er kendt fra Surinam/Guyana og den allernordligste del af Amazonbækkenet – og så her fra REGUA og nærmeste omgivelser.

Erythrodiplax laurentia, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Erythrodiplax laurentia, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er tusinder af kilometer mellem de kendte forekomster af arten, så man kunne have en mistanke om, at der også kunne ligge en helt ny art gemt her, hvis det bliver ordentlig undersøgt. Vi så ikke mange individer, og man skulle kigge godt efter blandt den lignende, langt mere talrige E. avittata, der er en af mange arter som optræder med en meget høj tæthed her i REGUAs vådområder – som jo iøvrigt for de fleste vedkommende er genskabte vådområder.

Vådområde på REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Vådområde på REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Billedet giver en idé om hvordan de skovomkransede vådområder på REGUA ser ud i dag, 15-20 år efter at de blev genskabt.
Tom Kompier fører an under udforskning af en af bækkene på REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Tom Kompier fører an under udforskning af en af bækkene på REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi undersøgte på lejren både disse større vådområder og de mindre bække som løber gennem skovene – samt andre søer og damme i forskellige landskaber, og en større flod længere ud mod kysten helt nede i lavlandet. Turen gav på den måde et godt indtryk af hvor stor en diversitet der er, når man besøger forskellige typer af habitat – men stadig indenfor et meget begrænset område.

Her kommer lidt flere fotos af odonata-faunaen fra turen…

Mecistogaster amalia, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Mecistogaster amalia, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mecistogaster amalia (Amalia Helicopter) er en art fra den fascinerende gruppe af enormt store skov-levende vandnymfer, denne er nok tæt på at være 15 cm lang! Den er også en art med en begrænset udbredelse i det sydlige Brasilien og Paraguay. Ofte ser man disse “helikopter-vandnymfer” flimre forbi mellem trækronerne, men vi var heldige et par gange hvor et individ sad stille i få minutter i en højde hvor det var til at fotografere. I modlyset her gav det en helt speciel effekt, og jeg er specielt glad for billedet, fordi det samtidig er muligt at se den gulgrønne farvetegning på dyret.

Neoneura confundens, Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Neoneura confundens, Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En anden ret spektakulær vandnymfe Neoneura confundens (Lemon-striped Threadtail), her et par under æglægning i det mudrede flodvand i en større flod gennem lavlandet mellem REGUA og kysten. Det er en art som er udbredt i store dele af Sydamerika, men samtidig en af de arter jeg virkeligt havde håbet at få at se, fordi den er så anderledes i sine farvetegninger end hvad jeg er vant til at se.

Samme sted så vi Staurophlebia reticulata, en enormt stor mosaikguldsmed-type, som også var én af de arter fra bogen jeg på forhånd havde udset mig og som stod på ønskesedlen – måske ikke mindst fordi den på engelsk er blevet udstyret med navnet Magnificent Megadarner – mindre kunne åbenbart ikke gøre det!

Staurophlebia reticulata, Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Staurophlebia reticulata, Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor og imponerende var den ialfald! Som ‘guldsmede-aficionado‘ håber man naturligvis også altid på at se nogle dyr fra gruppen af “kølleguldsmede” eller “Gomphids” som de kalder det på engelsk. Vi så også adskillige, hvoraf Cacoides latro (South American Tigertail) var langt den mest almindelige, og også den som var lettest at komme til at fotografere…

Cacoides latro, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Cacoides latro, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den samlede tur-liste fra Toms REGUA-gruppe i januar 2024 resulterede i over 130 arter. Selv så jeg 100 arter (faktisk helt præcist hundrede!), hvoraf over 80 var nye for mig – og langt de fleste har jeg jo heller aldrig tidligere haft nogen chance for at møde. Flere af dem imponerede mere med deres skønhed end deres sjældenhed, og jeg vil lige slutte med lidt flere fotos for at give et indtryk af den enorme diversitet i former og farver som denne fascinerende dyregruppe kan udvise…

Oxyagrion simile, Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Oxyagrion simile, Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Micrathyria atra, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Micrathyria atra, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tigriagrion aurantinigrum, mindre flod gennem åbent landskab nær REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Tigriagrion aurantinigrum, mindre flod gennem åbent landskab nær REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Elasmothemis cannacrioides, mindre flod gennem åbent landskab nær REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Elasmothemis cannacrioides, mindre flod gennem åbent landskab nær REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Leptagrion macrurum, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Leptagrion macrurum, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Navnene på ovenstående arter er – nogle mere fantasifulde end andre (!): Oxyagrion simile (Blue-tipped Mountain Coral), Micrathyria atra (Black Dasher) – med et bagkropsmønster, der minder mig om Stor Kærguldsmed – Tigriagrion aurantinigrum (Tiger Damsel), Elasmothemis cannacrioides (Golden Streamskimmer) samt Leptagrion macrurum (Blue-and-brown Bromeliad Guard). Sidstnævnte tilhører en fascinerende gruppe af vandnymfer som man ikke finder ved vandløb eller søer, men derimod inde i skoven – hvor de yngler ved at lægge æg i de vandbeholdninger, der står i bunden af bromelier (de ananas-lignende epifytter som vokser i træerne) – deraf navnet Bromeliad Guard. Det var endnu en ny gruppe for mig, som jeg var meget glad for at se – og jeg fandt også selv et par af arterne.

Til allersidst vil jeg også bringe lidt fotos af nogle af de andre sjove og smukke dyr, turen til Brasiliens Atlantiske regnskov gav mulighed for at se (så I ikke skal tro at jeg udelukkende har øjne for fugle og guldsmede). Her kan jeg til gengæld IKKE præstere at navngive dyrene, men nøjes med at beundre deres skønhed…

Fra Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fra galleriskoven ved Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra galleriskoven ved Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fra Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fra REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Som det forhåbentlig fremgår, har de tre uger i Mata Atlantica (REGUA og Itororó samt nærmeste omgivelser) i januar efterladt et indtryk af en overvældende frodighed og en tilhørende diversitet, som er aldeles overvældende imponerende. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at besøge stedet – hvad enten man er til fugle, andre dyr – eller til lidt af det hele!

Et endemisk hotspot

Green-crowned Plovercrest, Pico do Caledonia, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Green-crowned Plovercrest, Pico do Caledonia, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I januar var jeg sammen med min gode ven Ole tre uger i Brasiliens Atlantiske regnskov (“Mata Atlantica”), nærmere bestemt i et lille område få timer fra Rio de Janeiro omkring bjergryggen Serra dos Órgãos og byerne Cachoeiras de Macacu og Nova Friburgo. Vi boede på to fine “øko”lodger, REGUA og Itororó, og var på udflugter i det omgivende terræn. Ovenstående smukke endemiske kolibri Green-crowned Plovercrest er fotograferet nær trægrænsen i tæt på 2000 meters højde på bjerget Pico do Caledonia.

Der lyttes og spejdes efter Grey-winged Cotinga, Pico do Caledonia, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Der lyttes og spejdes efter Grey-winged Cotinga, Pico do Caledonia, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På samme tur var vi heldige at se ikke færre end tre arter af de eftertragtede cotingaer, inkl. den endemiske og meget sjældne Grey-winged Cotinga, som også opholdt sig i den øvre del af det skovbevoksede område. Vi havde længe hørt dens meget specielle pibende stemme, før det endelig lykkedes at spotte den lidt nede ad bjerget i en stor trækrone – en forløsning også selvom det var langt udenfor foto-afstand. Arten kendes kun fra ganske få lokaliteter, så det var en meget “dyr” art at få i bogen.

I det hele taget er den berømte Atlantiske regnskov jo fyldt med endemiske arter. Ikke alle er vel klar over, at denne specielle økozone er isoleret og adskilt fra Amazonas med mere end 2000 km. Det betyder for en førstegangsbesøgende som mig, at selv om jeg har besøgt Amazonas i både Perú og Ecuador (mange gange!), så er en meget stor del af de arter, man møder, helt nye. Ialt så vi 325 fuglearter, hvoraf pænt over halvdelen var nye på min liste! Det føltes næsten som at være rejst til en helt ny verdensdel.

Udover ovennævnte Grey-winged Cotinga så vi også Black-and-gold Cotinga og Bare-throated Bellbird (sidstnævnte glædeligt almindelig – den hørte vi allevegne hvor der var skov, også selv om det ikke nødvendigvis var primær regnskov). Ingen af dem sås på afstande hvor det gav mening at fotografere, men en familie af en fjerde art endemisk cotinga, Swallow-tailed Cotinga, boede på Itororó på skråningen lige nedenfor hytten vi boede i, hvilket gav mulighed for nogle fine kig på den meget specielle fugl.

Swallow-tailed Cotinga, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Swallow-tailed Cotinga, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det gav forøvrigt en pudsig situation, da Ole henledte min opmærksomhed på, at der i et nærtstående træ sad en lille gruppe Swallow Tanager, en art jeg ikke havde set på turen på det tidspunkt. Men arten jeg så fik i kikkerten var en cotinga og ikke en tangar! Begge arterne viste sig dog at have forkærlighed for netop denne trækrone…

Udover den indledende Green-crowned Plovercrest var kolibrierne en gruppe som var ret rigt repræsenteret blandt de endemiske arter.

Saw-billed Hermit, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Saw-billed Hermit, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brazilian Ruby han, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Brazilian Ruby han, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Frilled Coquette, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Frilled Coquette han, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den fantastiske lille Frilled Coquette var et af turens højdepunkter, en art som vi næsten ikke havde turdet håbe på at se. Men på et tidspunkt sidst på en i forvejen meget succesrig tur nævnte vores guide nærmest henkastet “der sidder en coquette kolibri”. Fuglen sad højt på en tynd gren og pudsede sig, og vi kunne i lang tid fryde os over at se den arbejde fjerdragten igennem, inklusive de sorthvide fantastiske ørefjerduske. En magisk oplevelse! Brazilian Ruby hannen er en “charmebøf” udover det sædvanlige, ikke mindst er det sjældent man ser farven gammelrosa kombineret med metalglans! Så er det iøvrigt også noget af en bølle, denne han prøvede ihærdigt at forhindre alle andre kolibrier i at komme “til fadet” ved Itororó-lodgens kolibrifeedere. Saw-billed Hermit er én af mange arter i denne mindre farverige gruppe af kolibrier, hermits, som man ikke kan lokke frem med brug af foderautomater, men det er til gengæld en fornøjelse at møde dem i skovene.

Jeg skal iøvrigt beklage kvaliteten af mange af billederne; en meget stor del af arterne skulle findes inde i skovens skygger, og mange lod sig ganske enkelt ikke fotografere. En art jeg ikke havde troet skulle vise sig så svær at have med at gøre var Pin-tailed Manakin, men det var kun med nød og næppe at det lykkedes at få billeder af den art med hjem.

Pin-tailed Manakin han, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Pin-tailed Manakin han, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pin-tailed Manakin hun, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Pin-tailed Manakin hun, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til gengæld fik jeg fotos af begge køn. Det er virkelig en særlig art, bemærk den meget flade isse som giver en helt speciel hovedprofil. Og manakiner er også en gruppe af fugle som man altid bliver glad i låget over at møde.

Skov-interiør, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Skov-interiør, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Initiativtagerne til begge de to besøgte lodger er – på hver deres måde – foregangsfolk hvad angår reetablering af økosystemer. På REGUA har man på jord, som tidligere var dyrket, drænet og græsset, ved en meget ambitiøs genplantning med over 200 træarter på kort tid (under 15 år) fået en ung, men meget biodivers skov til at skyde op – samtidig med at man har genskabt vådområder. Her er både indvandret caimaner, capybarer, pumaer osv. på egen hånd, og man har sat tapirer ud for yderligere at understøtte en rig og selvforvaltende natur. På Itororó har det mere handlet om at befri skoven for exotiske træarter som eucalyptus og fyrretræer, så den intakte bjergregnskov som omgiver stedet har kunnet indvandre igen af sig selv. Det viste billede demonstrerer vist tydeligt at det er lykkedes meget godt, bl.a. er skoven her karakteriseret ved mange bregnetræer og en frodig vækst af bromelier og orkideer.

Ellers er det mit indtryk at den Atlantiske regnskov – som rigtigt mange andre økosystemer i Latinamerika – på mange måder er presset, men det gør det netop endnu mere prisværdigt at finde eksempler på, at engagerede og visionære mennesker prøver at vende den negative udvikling.

Landskab, fragmenteret skov, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Landskab, fragmenteret skov, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den landbrugsmæssige udnyttelse sker først og fremmest i lavlandet og i dalene, mens de mere utilgængelige skråninger stadig langt overvejende er bevokset med skov. Det ser heldigvis ud til at den brasilianske stat gør en hel del for at bevidstgøre befolkningen om, hvor unik skoven her er, man ser plakater som fremhæver Mata Atlantica og økosystemets enestående dyreliv overalt – og der findes nogle rigtigt fine reservater og nationalparker med gode stisystemer. Det giver håb, for når området huser over 140 endemiske fuglearter er det et stort ansvar for artsbevarelse, som påhviler menneskene i området.

Nationalparken Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nationalparken Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På den beskedne plads, et blogindlæg som dette giver mulighed for, kan jeg ikke komme omkring alt hvad vi så, men for at give endnu flere eksempler på den imponerende biodiversitet, området rummer, kommer her lidt flere fotos – og så kommer der på et tidspunkt et selvstændigt opslag om guldsmede…

Black-cheeked Gnateater, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Black-cheeked Gnateater, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Three-toed Jacamar, Sumidouro, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Three-toed Jacamar, Sumidouro, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Crescent-chested Puffbird, Sumidouro, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Crescent-chested Puffbird, Sumidouro, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Begge lodger har dygtige fugleguider tilknyttet, og selv om både Ole og jeg holder meget af selv at arbejde os frem til bestemmelse af arterne, og brugte de fleste dage på egen hånd, så var det også nyttigt at have hjælp til at finde så eftertragtede endemiske arter som eksempelvis Black-cheeked Gnateater eller Three-toed Jacamar. Gnateateren er formentlig almindeligt udbredt i skovene, men svær at finde, hvis ikke man kender stemmen – hvorimod jacamaren er en decideret sjælden fugl som kun er kendt fra få og spredte lokaliteter. Og i det tilfælde fandt vi den kun fordi der fra Itororó blev arrangeret en dagsudflugt til stedet. Hvilket iøvrigt gav mange andre bonus-arter, bl.a. en af de fede puffbirds, den endemiske Crescent-chested Puffbird. Faktisk var jeg væsentligt mere fascineret af puffbirden end af jacamaren – jeg har en stor fascination af netop den fuglegruppe (og jacamaren er jo ikke nær så farvestrålende som mange af de mere almindelige jacamarer). Af og til blev vi præsenteret for fugle, som viste sig at være ualmindeligt charmerende, selv om de i fuglebogen ikke havde gjort noget særligt indtryk…

Half-collared Sparrow, Janela dos Andorinhas, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Half-collared Sparrow, Janela dos Andorinhas, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Half-collared Sparrow var en sådan overraskelse, endnu en “skovbundsskulker”, men når man kortvarigt fik den lokket frem (med playback) viste det sig at være en særdeles smuk sag.

Ud over alle endemerne var der selvfølgelig også mere udbredte arter…

Black-billed Scythebill, Janela dos Andorinhas, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Black-billed Scythebill, Janela dos Andorinhas, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Black Hawk-Eagle, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Black Hawk-Eagle, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Black-billed Scythebill er sådan en art, man bare har lyst til at hilse på, det bizarre næb skal man nærmest se for at tro på det! Den er en af mange arter fra gruppen af woodcreepers, foliage-gleaners og diverse andre ovnfugle – hvoraf langt de fleste er arter, som der virkeligt skal arbejdes for at få at se godt. Det samme gælder antbirds – som vi så mange arter af, også nogle endemiske specialiteter – men det er altså bare svært at foto-dokumentere. Til gengæld var individet af Black Hawk-Eagle en ren foræring – en art som jeg har set mange, mange gange, men aldrig på så nært hold som denne, fotograferet fra bil på tæt hold.

Jeg slutter med et par af de endemiske fuglearter som også var meget nemme at få at se, idet de kom til foderbrætter med frugt og solsikkekerner – men samtidig nogle arter som virkeligt havde skruet op for farver og ikke mindst charme!

Plain Parakeet, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Plain Parakeet, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brassy-breasted Tanager, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Brassy-breasted Tanager, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg bliver nødt til at protestere over navnet som parakitten Plain Parakeet er blevet tildelt, for selv om den mest gør det i grønlige nuancer, udfolder den dybblå svingfjer, og kan på ingen måde siges at være “plain”. Og Brassy-breasted Tanager er en art som man bare bliver nødt til at se, for helt at tro på de farver!

Til allersidst en historie om en oplevelse der ikke kunne fotograferes, men som understreger hvor righoldig naturen er i brasilianske Mata Atlantica: Fra REGUA var vi taget ud på en aftentur med en bestemt, stor vadefugl som mål. I skumringen stod vi på kanten af en stor eng. Det havde regnet hele eftermiddagen, men det var efterhånden stilnet af, og det blev en meget stemningsfuld oplevelse. Først var der tre forskellige arter rikser og sumphøns som kaldte, og et par Southern Lapwing protesterede lidt over vores tilstedeværelse. Da vi havde ventet til det var næsten mørkt gik aftenens hovedattraktion i gang: Giant Snipe, verdens største bekkasin, med op til 3-4 fugle der cirkulerede på himlen og sagde “wakawakawaka“, mens mindst tre fugle spillede med en helt anden stemme nede fra den sumpede eng. I starten kunne vi se silhouetten på de flyvende fugle, meget kompakte med brede vinger og så det kodylt store næb. Senere kom også en stor ugle henover dalen, en Tawny-browed Owl. En fantastisk oplevelse!

Hermed en uforbeholden anbefaling af Brasiliens Atlantiske regnskov og dens fugleliv!

Danmarks eneste Gulvingede Hedelibeller

Gulvinget Hedelibel hun, Blovsgårde, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gulvinget Hedelibel hun, Blovsgårde, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den 12. juni under et af mine mange besøg ved nogle af de nyanlagte søer i Blovsgårde (i forbindelse med Østerild-Vindmølletestcentret) fandt jeg denne hun af Gulvinget Hedelibel. Det er altid noget særligt at finde denne smukke art, og det var tilmed den allerførste hedelibel jeg så i denne sæson. Gulvinget Hedelibel veksler enormt meget i antal fra år til år, de fleste år ser jeg nogle få stykker i høj-/sensommeren, men jeg tror faktisk at det er første gang jeg har fundet sådan et helt nyforvandlet eksemplar så tidligt på sæsonen.

Gulvinget Hedelibel hun, Blovsgårde, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel hun, Blovsgårde, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På det tidspunkt kunne jeg ikke vide hvor stor en sjældenhed mit fund skulle vise sig at være. I “guldsmedefolk-kredse” har der i flere år været en del bekymret snak om, at der tilsyneladende bliver længere og længere imellem fundene – ihvertfald både i Danmark og Sverige – uden at årsagerne helt er klarlagte.

Gulvinget Hedelibel findes mest i varme, lavvandede, gerne vegetationsrige søer og kær, og det betyder åbenbart ikke noget at der ikke er åbne vandflader. Mange sådanne lokaliteter kan tørre ud i højsommeren, hvor æggene bliver lagt, og larveudviklingen går først igang det kommende (tidlige) forår når der er vand nok. Herefter går larvestadierne stærkt, og de nyforvandlede individer kommer på vingerne fra juni måned. Arten dukker af og til op ved helt nye søer, og visse år er der større influx fra kernepopulationer længere sydpå i Europa. Der, hvor jeg har oplevet arten være lettest af finde, er ved store lavvandede søer i Sverige, som eksempelvis Tåkern – her kan den nogle år næsten være den mest talrige af hedelibellerne.

På mit næste besøg ved Blovsgårde-søerne fandt jeg ingen Gulvingede, men så var arten der igen 18. juni, samme sted, hvor der både var en nyforvandlet han og en hun (måske den samme) til stede.

Gulvinget Hedelibel han, Blovsgårde, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gulvinget Hedelibel han, Blovsgårde, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel hun, Blovsgårde, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gulvinget Hedelibel hun, Blovsgårde, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mine fund viser ganske vist, at der stadig i Danmark finder reproduktion sted af arten – men her længe efter sæsonens afslutning er det gået op for mig, at det faktisk blev de eneste registreringer overhovedet af Gulvinget Hedelibel i Danmark i 2023! Hverken på naturbasen.dk/guldsmedeatlas.dk eller arter.dk foreligger der yderligere fund fra i år. Derfor har jeg nu fundet anledning til at publicere mine ellers næsten glemte fotos som dokumentation.

Jeg kiggede også i år andre steder i Hjardemål Klit-området og ved Lild Strandkær, hvor jeg tidligere år har fundet Gulvinget Hedelibel, men uden held. Og jeg ved at der er blevet kigget på nogle af de traditionelle steder på Sjælland og i Skåne, uden at arten er blevet set i år disse steder.

Så det er vist et stort spørgsmål, hvor længe arten kan “hænge ved” som dansk yngleart uden periodevise tilskud med indflyvning sydfra…? Men jeg kommer til at kigge efter den også til næste år, dét er sikkert!

Brudelys ud over det hele

Bevoksning af brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bevoksning af brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sumpplanten Brudelys (Butomus umbellatus) danner nogle steder store bestande hvor arten dominerer totalt, langs bredden af åer og lavvandede søer. De blomstrer lige nu, og de tiltrækker store mængder insekter…

Dobbeltbåndet Svirreflue i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Dobbeltbåndet Svirreflue i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dobbeltbåndet Svirreflue i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Dobbeltbåndet Svirreflue i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dobbeltbåndet Svirreflue i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Dobbeltbåndet Svirreflue i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg går ud fra at det nederste af ovenstående fotos også er arten Dobbeltbåndet Svirreflue, selv om de smalle bageste dobbeltbånd er næsten usynlige. Denne art optræder lige nu i enorme mængder, jeg vil anslå at der i denne Brudelys-bevoksning var mindst 5-10 individer pr. kvadratmeter. Og når bevoksningens bredde mange steder er 10-15 meter og nogle steder strækker sig over flere kilometer, bliver det altså til mange Dobbeltbåndet Svirreflue! De ses for tiden allevegne, i et omfang jeg ikke erindrer at have set tidligere år – og det har da også været nævnt i medierne, at der i år har været et usædvanligt stort tiltræk af arten sydfra. Men Brudelysene tiltrækker også mange andre arter…
Tobåndet Hvepsesvirreflue i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Tobåndet Hvepsesvirreflue i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humlebi sp. i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Humlebi sp. i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det lader altså til, at de blomstrende Brudelys er en god nektar-kilde, ialfald summede og svirrede det over bredvegetationen langs Gudenåen og “engsøerne” (etablerede som naturgenopretning/kvælstofopsamlingsbassiner), da jeg i fredags var på guldsmedetur derned. Tobåndet Hvepsesvirreflue så jeg dog kun et enkelt eksemplar af – som jeg til gengæld var meget glad for at se – det er en utroligt flot flue!
Udover de ovenfor bragte fotos var der flere andre arter af svirrefluer, adskillige arter humlebier, honningbier og enkelte natsværmere og dagsommerfugle.
Lige nu er der ikke så mange guldsmede til stede i denne specielle habitat – man skulle ellers tro at de mange svirrefluer kunne udgøre et godt “spisekammer” for guldsmedene. Én art var dog til stede i stort antal, nemlig Stor Farvevandnymfe.
Stor Farvevandnymfe i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Farvevandnymfe parringshjul i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Farvevandnymfe i Brudelys, Væth Enge ved Gudenåen, juli 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Planten Brudelys har jeg indtil i år kun kendt som et spedt forekommende indslag i eksempelvis Vejlernes bredvegetation især langs kanalerne, altid som en art der “pynter” med sine smukke blomsterskærme. Det er først her ved Gudenåen at jeg har oplevet disse store bestande, som giver et meget markant præg til landskaberne lige nu, hvor de står i blomst. Det er altid fascinerende når blomsterplanter danner sådanne “tæpper”, synes jeg! Tidligere har jeg jo også berettet her på siden om tilsvarende fænomener hos Kærfnokurt og Stor Skjaller.

Gule enge med høje tætheder af ynglefugle

Monokultur har ikke nogen positiv klang, men af og til optræder der også i naturen planter i så store mængder – industrielle mængder – at det farver hele landskaber i én farve, og så ser man (jeg) anderledes positivt på det. Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet begejstret her på bloggen om Vejlernes karakterplante Kærfnokurt, som danner store gule tæpper på engene.

De seneste tre år har jeg haft en opgave (for Amphi Consult) med registrering af ynglesucces hos nogle af vadefuglene på Mandø i Vadehavet. Her er også et fænomen, hvor botanikken i en periode af foråret byder på én bestemt plante i overflod, så det i dén grad sætter sit præg på det visuelle landskabs-udtryk.

Det drejer sig om planten Stor Skjaller (Rhinanthus serotinus), en lav blomst som har et lidt blakket ry, da det er en såkaldt halvsnylter, der ganske vist har fotosyntese, men supplerer næringsoptaget ved at suge fra græsrødder. Og man må sige, at i de områder af engene, som er dominieret af Stor Skjaller, ser der vitterligt ud til at vokse meget sparsomt med græs.

Sparsom græsvækst kan dog ikke kun tilskrives skjaller-planten, for det tidlige forårs græsning fra Bramgås og Mørkbuget Knortegås sørger også for, at vegetationen ved starten af engfuglenes ynglesæson er meget lav.

Mørkbuget Knortegås, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Mørkbuget Knortegås, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er ingen tvivl om, at plantesamfundet på de udyrkede enge på Mandø er attraktivt for ynglefuglene – også de områder som farves gule af Stor Skjaller. Det skulle de kommende fotos gerne give et lille indtryk af…

Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben unge med forældrefugl i baggrunden, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben unge med forældrefugl i baggrunden, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben over Skjaller-eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben over Skjaller-eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Strandskade over Skjaller-eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Strandskade over Skjaller-eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe med unger på Skjaller-engen, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe med unger på Skjaller-engen, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Selv om Stor Skjaller sine steder kan være meget dominerende er der selvfølgelig på ingen måde tale om nogen monokultur – det er blot en naturligt forekommende art som i disse år tilsyneladende har favorable vilkår på øen, og det gør unægteligt, at det bliver en endnu større nydelse at iagttage ynglefuglene og deres unger – for pænt tager det sig altså ud (set med mine subjektive briller).

Det er da heller ikke alle steder at engene er lige så gule som på ovenstående billeder, men på alle de naturlige enge på øen er der en rig flora – og det er en fryd at arbejde med engfugle i sådanne omgivelser.

Stor Kobbersneppe på eng med bl.a. ranukler og syre, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe på eng med bl.a. ranukler og syre, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe par, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe par, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kobbersneppe, Mandø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Kobbersneppe i typisk Mandø-landskab, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødben over botanisk divers eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødben over botanisk divers eng, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Yngleurolig Brushøne, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Yngleurolig Brushøne, Mandø, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brushønen på det sidste foto var én af to høner med unger, jeg registrerede i sidste uge. Jeg har i dette opslag ellers ikke kommenteret på resultaterne af undersøgelsen, kun kan jeg nævne at det ser særdeles godt ud for de arter, jeg har fulgt, nu på fjerde år. For eventuelt interesserede i projektets resultater kan jeg henvise til Esbjerg Kommunes hjemmeside, hvor rapporter fra de tidligere sæsoner kan downloades.

Sit on top på Gudenåen

Gudenåen set fra en såkaldt "Sit-on-top"-kajak, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gudenåen set fra en såkaldt “Sit-on-top”-kajak, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed er landet på pagajen, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Flodguldsmed er landet på pagajen, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som et led i guldsmedeundersøgelsen på Gudenåen har jeg af Randers Naturcenter lånt en såkaldt “Sit-on-top”-kajak med henblik på at give mig adgang til steder i deltaet, hvor det er vanskeligt at færdes til fods.

Jeg har tidligere anvendt både kano (i undersøgelsen i Vejlerne) og havkajak (på Vilsted Sø og andre steder), men jeg må sige at jeg nu har fundet det ideelle fartøj at gennemføre guldsmedeundersøgelser fra, da Sit-on-top-kajakken er både let at håndtere for én person og samtidig ligger den stabilt og roligt på vandet (i modsætning til havkajakken).

Undersøgelsens første runde skulle være foregået i maj måned, men på grund af en lang periode med koldt og blæsende vejr i maj kom den til at strække sig nogle dage ind i juni. Metodisk betyder det ikke så meget, det vigtige er at gennemføre undersøgelsen på dage hvor vejrbetingelserne er favorable for flyvende insekter.

Som jeg nævnte i mit første opslag om Gudenå-undersøgelsen, er Almindelig Flodguldsmed en art som optræder i pænt antal på strækningen ved Randers – altså Hornbæk Enge og Vorup Enge. Da jeg i sidste uge var ved Væth Enge viste det sig at det også er tilfældet dér.

Almindelig Flodguldsmed, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Flodguldsmed han, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Almindelig Flodguldsmed er en flot art som jeg er glad for at få lejlighed til at lære bedre at kende. De er “flinke” til at sætte sig i vegetationen så man kan nærstudere dem, men jeg har nu også oplevet dem jagende over åen, og der er også allerede gang i bestræbelserne på at sikre næste generation:

Almindelig Flodguldsmed han og (delvist skjult) hun, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Flodguldsmed han og (delvist skjult) hun, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I det hele taget går det nu stærkt, efter den træge start på guldsmedesæsonen. Her er det Blå Libel og Flagermusvandnymfe som er i gang – begge arter som er talrige i undersøgelsen:

Æglæggende Blå Libel hun, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Æglæggende Blå Libel hun, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flagermusvandnymfe parringshjul, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Flagermusvandnymfe parringshjul, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flagermusvandnymfe par under æglægning, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Flagermusvandnymfe par under æglægning, Væth Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To arter som også optræder i store antal ved Gudenåen er – helt som forventet – Blåbåndet og Blåvinget Pragtvandnymfe (sidstnævnte mest talrigt). Territoriehævdende hanner ses stort set overalt.

Blåvinget Pragtvandnymfe han, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blåvinget Pragtvandnymfe han, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har endnu ikke set pragtvandnymfer i parring, men disse arter har en lang sæson hvor man har indtryk af, at det enkelte individ har et meget længere liv som flyvende insekt end det er tilfældet for de fleste andre vandnymfer.

Stor Farvevandnymfe får sig en "snack", Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Farvevandnymfe får sig en “snack”, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover de allerede nævnte er arter som Almindelig Vandnymfe, Stor FarvevandnymfeHesteskovandnymfe, Fireplettet Libel, Stor Blåpil, Rødøjet Vandnymfe og Rød Vandnymfe også til stede ved Gudenåen i pæne antal – for sidstnævntes vedkommende er vi allerede ved at være sidst på sæsonen. Her er der tale om “generalister” man kan finde i mange typer habitat. Rødøjet Vandnymfe ynder rolige vandflader med mange flydeblade, og dem er der også mange af både i små vige på selve Gudenåen og i de “nye” søer ved Væth, Vorup og Hornbæk, så jeg forventer at arten lidt senere på sæsonen vil optræde i store antal – det ser jeg allerede indikationer af.

Og så er der “krydderierne”! Både Kileplet-Mosaikguldsmed og Spidsplettet Libel har været kendt med store bestande længere oppe i åsystemet, mens der ved Randers hidtil kun har været sporadiske observationer. Mine foreløbige resultater tyder på, at Kilepletten kan vise sig at være taltigt til stede, ved et afsnøret flodløb på Vorup Enge havde jeg forleden ikke færre end 11 fouragerende individer – og jeg har også konstateret at den er til stede ved Væth.

Kileplet-Mosaikguldsmed deler et tagrørstrå med Fireplettet Libel, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kileplet-Mosaikguldsmed deler et tagrørstrå med Fireplettet Libel, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kileplet-Mosaikguldsmed, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kileplet-Mosaikguldsmed har efterhånden bredt sig ganske meget, Randers-egnen er lige nu nordgrænsen for en sammenhængende udbredelse, men den har vist tegn på længere fremrykninger nord- og vestpå i Jylland.

Det samme gælder i nogen grad Spidsplettet Libel – jeg har bl.a. tidligere mødt begge arterne ved Stubbergård Sø, hvor de ikke har været registreret før i indeværende atlasperiode. Alligevel var jeg spændt på om denne lidt mere eksklusive art også skulle vise sig i denne undersøgelse – og det gjorde den! Ligesom Kilepletten var det i det afsnørede flodløb at jeg til min store glæde fandt denne han:

Spidsplettet Libel han, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Spidsplettet Libel han, Vorup Enge, Gudenåen, juni 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det kunne jo være en enlig strejfer – tidligere er som nævnt kun rapporteret få enkeltindivider så langt nede ad Gudenåens løb – men jeg kan se på Naturbasen at den i går blev fundet i Gudenåparken helt inde i kanten af Randers, så mon ikke også den har en etableret bestand på stedet?

Det (og hvem ved hvilke andre spændende opdagelser?) vil nok blive afsløret i løbet af sommerens undersøgelse!

Guld(smede) ved Gudenåen!

Denne sommer skal jeg atter nærstudere et specifikt område og undersøge guldsmedefaunaen dér – ligesom jeg gjorde i 2017-18 i Vejlerne, i 2019 i Nationalpark Thy og i 2021 i Vilsted Sø.

Også denne gang er det Aage V. Jensen Naturfond som støtter undersøgelsen, der foregår på fondens arealer ved Gudenåen – Vorup og Hornbæk Enge ved Randers samt Væth Enge lidt længere opstrøms. Disse områder var tidligere inddigede og opdyrkede, men efter fondens opkøb i 2003-06 er diger blevet fjernet og åen har igen fået meget større områder at brede sig på – så Gudenåens nedre løb atter næsten har fået karakter af et delta.

Selve undersøgelsen kommer til at forløbe ligesom de andre jeg har udført, hvor bestemte strækninger vil blive gennemgået et antal gange i sommerens løb for at kunne følge udviklingen hos de forskellige arter med forskellig flyvetid. Gennemgangen kan både være til fods langs stier og gennem rørbræmmer, og til vands (i kajak) for at afsøge rørbræmmerne langs “søsiden”. Til sidst vil det resultere i en rapport i stil med dem, jeg ovenfor linkede til.

Sæsonen i år er kommet meget sent i gang, da maj har været præget af en lang kølig periode i første halvdel af måneden, og først de seneste dage har vi haft temperaturer over 20 grader C. Jeg er således endnu ikke færdig med at fastlægge prøvestrækningerne, men har den seneste uge haft et par gode dage med mange interessante registreringer.

Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Den 14. maj havde jeg således på en strækning af Trækstien langs den vestlige del af Hornbæk Enge ikke færre end 17 Almindelig Flodguldsmed. De var alle helt nyforvandlede, og det var de første imagoer (adulte) som blev registreret af arten i Danmark i år. Arten kan på trods af navnet ikke kaldes almindelig i Danmark, da den næsten udelukkende er kendt fra Gudenå-systemet i Jylland og ved Susåen samt Tystrup-Bavelsesøerne på Sjælland. Kun få strejfende individer er fundet udenfor disse kerneområder. Men hvor den findes, kan den til gengæld optræde særdeles talrigt, og ofte rapporteres om ansamlinger på op til flere hundrede individer, når der forekommer synkroniseret masseklækning eller hvis vinden presser dyrene sammen på beskyttede steder.
Dyrene som jeg iagttog ved Hornbæk Enge var som nævnt nyforvandlede og virkede lettere fortumlede, som om de havde svært ved at styre sikkert og få  et ordentlig greb om græsstråene de satte sig i…
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed havde jeg tidligere kun set i Litauen, og da det jo også er en meget flot guldsmed, var jeg selvfølgelig meget glad for at få den på min Danmarksliste. Men som den Gudenå-specialist den er, havde jeg nu forventet at finde den i denne undersøgelse. Jeg er dog stadig usikker på, hvor talrig den vil vise sig at være så langt nede ad Gudenåens løb, hvor der ikke tidligere er rapporteret større tal.  Så jeg håber meget på favorabelt registrerings-vejr (dvs. sommerligt uden for meget vind) i resten af artens korte flyveperiode.
En anden art som jeg absolut forventer at finde i undersøgelsen er den anden af vore deciderede flod-tilknyttede arter, nemlig Grøn Kølleguldsmed – men det er først senere på sommeren.

Udover flodguldsmeden har Gudenåen ved Randers foreløbig budt på nogle af de øvrige tidlige flyvere, som Blå Libel, Rød Vandnymfe, Flagermusvandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Håret Mosaikguldsmed m.fl. Og de første eksemplarer af både Blåvinget og Blåbåndet Pragtvandnymfe har også vist sig, arter som jeg regner med senere på sæsonen vil optræde talrigt på disse strækninger af Gudenåen.

Blå Libel, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blå Libel, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rød Vandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Farvevandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blåbåndet Pragtvandnymfe, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåvinget Pragtvandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blåvinget Pragtvandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg kan ikke huske at have set en pragtvandnymfe hun med lysende gule markeringer på forkroppen som den på ovenstående foto, men vil ikke afviste at det blot er en lysrefleks…

Noget som er meget slående når man arbejder med insekter er hvor meget fart der nogle gange er på – for en uge siden så jeg meget få vandnymfer på vingerne, og igår var der allerede rigtig meget gang i parring og æglægning hos både Håret Mosaikguldsmed, Flagermusvandnymfe og (som parret herunder) Rød Vandnymfe.

Det skal blive spændende at se hvad resten af sæsonen byder på!

Rød Vandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Masseforvandling hos Grøn Smaragdlibel i Arnes Sø, m.m.

Når sidste odonata man så i DK var i oktober måned, er abstinenserne i maj så kraftige hos en guldsmede-aficionado som mig at det er svært at holde sig i skindet. I år indledtes min guldsmedesæson 8. maj, da jeg ved min nye favorit-lokalitet Arnes Sø (mellem Øsløs og Bygholm Mølle) samtidigt hørte årets første Gøg og så årets første guldsmed – en Grøn Smaragdlibel. Siden har jeg stort set alle dage med rimeligt vejr været ude for at kigge efter guldsmede og vandnymfer, men lige bortset fra Grøn Smaragdlibel og Rød Vandnymfe – som jo er blandt de tidligste arter – er det gået meget langsomt, på trods af at vi ellers har haft en periode med lunt vejr.

Arnes Sø (opstået ved råstofgravning da man i sin tid anlagde hoveddæmningen over Bygholm Vejle) er en populær badesø for den lokale befolkning her på Hannæs, men de seneste par år har jeg opdaget at det altså også er en rigtig fin guldsmedelokalitet. Der er ikke så meget bredvegetation, men en lidt tynd bevoksning af tagrør i østenden og en endnu mere sparsom i vestenden giver alligevel beskyttelse til pæne bestande af bl.a. Fireplettet Libel og Lille Kærguldsmed – senere på sæsonen.

I dette forår har jeg gennem flere besøg været vidne til, at den flotte Grøn Smaragdlibel er dukket op i antal, så man må betegne det som masseforvandling.

Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ovenstående foto viser et helt nyforvandlet individ, som stadig er under hærdning, og hvor farven er meget “spæd” (men dog allerede med en kobber-agtig metalglans).
Bemærk også at dyret sidder under et (formentlig dens eget) såkaldt exuvie, altså den tomme larvehud.
Jeg har talt over 50 sådanne larvehuder og et mindre antal nyforvandlede dyr.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
 I de fleste tilfælde vil de nyforvandlede individer når de er “færdighærdede” forlade rørbræmmen og flyve et mere sikkert sted hen. Men ofte, når man ser mange forvandlinger, forekommer også tilfælde, hvor det ikke går så godt – som med dyret på det sidste foto her. Vingerne og bagkroppen er helt forkrøblede, måske har der slet ikke været plads hvor den krøb ud af larvehuden – eller noget andet er gået helt galt. Dén kommer ihvertfald ikke langt – men den var stadig i live, da jeg fotograferede den.
Ellers må man sige, at det er en god idé at udnytte denne periode i guldsmedenes cyklus, det giver ofte gode foto-muligheder, da dyrene også efter at være fløjet væk fra klækningsstedet tilbringer en hel del tid med hvile. Senere på sæsonen er smaragdlibellerne – ihvertfald hannerne – oftest at finde patruljerende på vingerne langs søbredderne. Her kommer lidt flere fotos fra den seneste uges tid:
Grøn Smaragdlibel, Lille Vildmose, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Lille Vildmose, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På engelsk hedder Grøn Smaragdlibel Downy Emerald, og det forstår man jo godt når man ser den så tæt på, som disse tele-fotos giver mulighed for. Den ér virkelig “dunet”/behåret! Det er der faktisk mange guldsmede og vandnymfer som er, men trods alt få som er det i en grad som denne. Det skulle da lige være Håret Mosaikguldsmed, hvor jeg i dag i Lund Fjord fandt denne helt nyforvandlede:
Håret Mosaikguldsmed, Lund Fjord, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Håret Mosaikguldsmed, Lund Fjord, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hos denne art afspejler både det engelske og danske navn at den er kraftigt behåret. Få timer senere tog jeg i øvrigt dette foto her hjemme på matriklen af en Håret Mosaikguldsmed, som var nået lidt længere i tilværelsen:
Håret Mosaikguldsmed, Tømmerby, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Håret Mosaikguldsmed, Tømmerby, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Håret Mosaikguldsmed er iøvrigt en anden tidligt flyvende art, som jeg for et par år siden også oplevede med masseforvandling, som man kan læse om her: [klik på linket]

Badet i rosa

Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På matriklens vildtvoksende staude-eng er farven fra blomstrende Gederams lige nu gennemtrængende, og den udgør en nydelig baggrund for guldsmede-fotos, når ellers dyrene forstår at sætte sig strategisk rigtigt og vinkelret på kameralinsen. Når man så kører stor blændeåbning kan man opnå fine gammelrosa baggrunde som på billederne af en Blodrød Hedelibel han på ovenstående fotos. Her er en hun af samme art som har valgt en blomsterstand af Gederamsen som udkigspunkt:

Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blodrød Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er i øvrigt et år med en usædvanligt stor forekomst af netop Blodrød Hedelibel, der i en periode har kunnet opleves i veritable sværme (næsten som Fireplettet Libel i starten af juni) – både her hos mig selv og andre steder i omegnen, bl.a. i skovlysninger. Det behøver altså ikke at foregå i nærheden af vand, og der er nok tale om at der har været en stor “klækning” af arten i år, og at de i perioden mellem forvandling og reproduktion/æglægning opholder sig steder med gode fourageringsmuligheder, dvs. steder med læ og blomster som tiltrækker insekter i bytte-størrelse. Også andre hedelibeller ses indimellem – dog ikke i tilnærmelsesvis så store antal. Her en Stor Hedelibel hun som også er blevet tiltrukket af vores Gederams-eng:

Stor Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Hedelibel, Tømmerby, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sommerudflugt til Østhimmerland – med insekter og en bonus-Slangeørn!

Igen i år lokkede den særlige natur i det østlige Himmerland mig til en lille udflugt. I forgårs gjaldt det Rold Skov, hvor sidste års oplevelser med bl.a. Arktisk Smaragdlibel animerede til et genbesøg. De tre skovmoser Bregnesø, Bregnemose og Dragmose, som alle er nemt tilgængelige fra P-pladsen ved Møldrupvej lige syd for Skørping, skulle opleves igen. Formiddagen bød på skyet vejr, så det varede nogen tid inden der kom gang i guldsmede og andre insekter, men ved Bregnesø i solskin om eftermiddagen var mindst tre Arktisk Smaragdlibel hanner meget aktive igennem lang tid. De fouragerede over de vådeste partier af sphagnum-mosen, og flere gange sås to individer sammen, i infight. Det var svært at løsrive sig, for den i dansk sammenhæng meget eksklusive guldsmed var yderst samarbejdsvillig, og sad man stille ved kanten af det foretrukne fourageringsområde bød der sig mange fotomuligheder.

Arktisk Smaragdlibel, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Arktisk Smaragdlibel han, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Arktisk Smaragdlibel to hanner, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Arktisk Smaragdlibel han i skarpt drej, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Arktisk Smaragdlibel han, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel er på ingen måde den mest prangende af de danske smaragdlibeller, men når man ser den rigtigt godt er den alligevel meget smuk, og de metalgrønne øjne springer – om jeg så må sige – i øjnene. Bagkropsvedhængene udformet som en “ørentvisteklo” er jo også ret spektakulære – men svære at se i farten, så jeg er glad for at dyret på det første foto lige lavede et drej af kroppen så denne karakter fremgår…
Denne gang brugte jeg ikke så meget tid på andre guldsmede, men en Stor Kejserguldsmed på jagt kom flere gange forbi og gjorde udfald mod smaragdlibellen – og omvendt – uden at det desværre lykkedes mig at fange det med kameraet. Ellers er det heldigvis karakteristisk for Arktisk Smaragd at dens flugt er relativt rolig med mange perioder hvor den står stille i luften, så det er bestemt en af de mere taknemmelige guldsmede at få skarpe flugtfotos af. Alligevel skal der mange forsøg til – ovenstående er de bedste forsøg ud af mange hundrede – vi kan være glade for udviklingen i teknikken med digitalfotos, som gør dette muligt!
Fordi lokaliteten Bregnesø viste sig så god brugte jeg ikke meget tid på Bregnemose og Dragmose, hvor sphagnum-mosefladen er mere homogen, og det derfor kan være sværere at lokalisere præcis hvor det bedst kan betale sig at kigge.

Ved Bregnesø var der i øvrigt, efter at solen mere konstant var på himlen, også et mylder af dagsommerfugle, hvor især mængden af den halvsjældne Mose-Perlemorsommerfugl var imponerende – der må være tale om hundreder. Jeg lykkedes ikke med at få gode fotos, men her er rodet billede, hvor den artskarakteristiske brogede underside kan anes på dyret til højre.

Mose-Perlemorsommerfugl, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Mose-Perlemorsommerfugl, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også den smukke Foranderlig Blåfugl fløj i store mængder over mosen.

Foranderlig Blåfugl, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Foranderlig Blåfugl, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igår var det så Lille Vildmose som stor for tur. Jeg havde håbet på at kunne kigge efter Arktisk Smaragdlibel dér også, men det blev desværre en dag med alt for megen blæst til guldsmedeobs. I stedet brugte jeg noget af formiddagen på at luske efter andre insekter i vegetationen på steder langs bryn og i læ. Det gav bl.a. en overflyvende Iris ved Kaffepletten – for en nordvestjyde et exotisk dyr, men jeg har set den flere gange netop i det østlige Himmerland.

Flere af de andre dyr jeg fandt har jeg ikke kunnet bestemme ved egen hjælp, og det var da også kun efter hjælp fra en bruger af “Insekter og smådyr-gruppen” på Facebook, at jeg fik bestemt denne “klase” bladlus til art:

Sort Pilegrenbladlus, Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sort Pilegrenbladlus (og myrer), Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De sad på en pilegren lige ved parkeringspladsen ud til bræddestien over Portlandsmosen. Sort Pilegrenbladlus er muligvis lidt af et hit, ialfald er arten før igår kun rapporteret til Naturbasen ialt otte gange, og aldrig i nærheden af Lille Vildmose – jeg har dog ingen idé om, hvor mange mennesker som holder øje med den slags specialiteter…

Det var også her – på bræddestien over Portlandsmosen – at turens bonus pludselig viste sig på himlen, den Slangeørn som har holdt til i vildmosen i nogle dage. Den var ikke det mindste generet af vinden, og sammen med mange andre tililende ornitologer og fotografer kunne jeg nyde den musende over mosefladen – og et par gange eller tre slå ned på muligt bytte (formentlig Hugorm, Snog eller evt. firben). Mit usle foto yder ikke oplevelsen retfærdighed!

Slangeørn, Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Slangeørn, Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Oplevelsen blev jo ikke mindre af, at det faktisk var min første Slangeørn i Danmark. Arten er jo årlig på træk, men det er efterhånden sjældent jeg bruger megen tid på de klassiske forårstræksteder. Nogle somre vælger enkelte fugle at tage ophold i større naturområder hvor der er gode fourageringsmuligheder, som det er tilfældet her – så denne fugl vil sikkert komme til at glæde rigtig mange mennesker i sommerens løb.

Efter dén fine oplevelse var jeg egentlig tilfreds og især på grund af den kraftige vind besluttede jeg at vende næsen hjemad – men slutter lige denne beretning med et par af de mere “kunstneriske” fotos som jeg fik ud af  dette års Himmerlandstur…

Mose-Perlemorsommerfugl, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Mose-Perlemorsommerfugl i klokkelyng, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe, Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Farvevandnymfe, Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg synes i forvejen at Stor Farvevandnymfe er en af vore smukkeste guldsmede, men dette eksemplar er tæt på at tage prisen som den smukkeste af sin art – det er da helt vildt nogle syrede rosa farvenuancer, den er udstyret med!

Atter en ekskursion til det østhimmerlandske hvor man kom hjem med en stribe fine oplevelser…