Fugle og andre dyr på Kreta i april

Da jeg skrev om orkideerne på Kreta-turen, varslede jeg at der også ville komme en historie om andre oplevelser under besøget på den fine ø. Det må jeg jo så hellere leve op til.

Vi var to relativt hardcore birdere med på turen, og var selvfølgelig opsatte på at få set nogle af specialiteterne blandt fuglene – som der vel at mærke ikke er så mange af på Kreta som på nogle af de græske øer, som ligger tættere på Tyrkiets kyst. Men alligevel blev det da til en række fine iagttagelser, særligt den ene dag, hvor vi bevægede os et stykke op ad skråningen på bjergen Psiloritis (populært kaldet Ida), hvor vi kom op i mere klippe-præget terræn.

Stop i vejsiden, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Generelt var der mange Gåsegribbe overalt.

Gåsegribbe, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåsegrib, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåsegrib, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Normalt er Gåsegrib ikke en art jeg har så høje tanker om, men jeg må indrømme, at sådan en ung grib faktisk er ganske pæn…

Pæn er også Lammegrib, som der findes en lille bestand af på Kreta. Jeg fik den ikke set på denne tur, men folkene i den anden bil gjorde, ved en markant højderyg tæt på sydkysten – tillykke til dem!

Midt april er nok for tidligt til Eleonorafalk, som ellers bebor klippekysterne og de mindre øer omkring Kreta – men vi så et par Lærkefalke, og så var der allestedsnærværende Tårnfalke og Musvåger. På dagen på Ida-bjerget var der også både Kongeørn og Kejser!

Kongeørn, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi vidste godt at der skulle være en lille bestand af Kongeørn, men det kom som en overraskelse for både Henrik og jeg, at der faktisk også overvintrer Kejserørn på Kreta. Den første på Ida-bjerget fik jeg ikke set ret godt, men på sidstedagen lige udenfor byen Meronas, hvor vi boede, fik en mobbende Ravn mig gjort opmærksom på denne unge Kejserørn:

Kejserørn, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Først da jeg kom hjem og fik billedet op på computerskærmen blev jeg opmærksom på, at fuglen er mærket med en farvering – hvid med sort tekst. Billedet er temmelig kraftigt croppet og ringen er ikke skarp – men jeg synes alligevel at jeg kan se at inskriptionen må være “MJ”. Det lader til at de i Ungarn ringmærker med sådanne ringe, og jeg har sendt observationen til den ungarnske ringmærkningscentral – og afventer spændt, om de kan finde ud af hvilket individ det drejer sig om. Heldigvis er bestanden af Kejserørn i Ungarn og flere af de andre østeuropæiske lande i disse år i kraftig vækst.

Udover mange iagttagelser af Ravn var der i de højere dele af bjergene også Alpekrage – og der skulle være Alpeallike, men så højt kom vi ikke op…

Blandt spurvefuglene var arter som Sorthovedet Sanger og Sortstrubet Bynkefugl virkeligt talrige og prægede de åbne landskaber med spredte buske.

Sorthovedet Sanger, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortstrubet Bynkefugl, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre almindelige arter – som jeg/vi så og hørte mange af, men ikke fik fotos af – var eksempelvis Cettisanger, Hedelærke (syngende mange steder i helt åbne landskaber) og Vendehals – sidstnævnte overraskende talrig på steder med kun sparsom trævækst. Og en art som Chukarhøne hørtes mange steder i de stenede landskaber – det lykkedes ikke at se den (ellers en ny art for mig).

De første dage på øen så vi ingen stenpikkere, hvilket undrede os, men så en morgen var der pludselig Østlig Middelhavsstenpikker “overalt” – så der må være kommet et tiltræk af denne smukke art.

Østlig Middelhavsstenpikker, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Østlig Middelhavsstenpikker, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuglen på det andet foto af arten sidder på et gærde af “rivenet” af jern, der over hele øen, ihvertfald de fleste åbne områder med fåre- og gedegræsning, anvendes til indhegning af markerne. Det er enorme mængder jern, som på denne måde er fordelt i landskabet, og det gør jo sit til at begrænse adgangen til mange af arealerne (disse hegn er nærmest umulige at forcere). Det er en af de få negative bemærkninger vi har til oplevelserne på Kreta – der ellers bød på så meget fint. Denne morgen med de mange Østlig Middelhavsstenpikker gav også et par ‘krydderier’ i form af en Isabellastenpikker og en Hortulan.

Isabellastenpikker, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hortulan, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hortulanen er både en utrolig smuk værling og en art man altid frydes over at se, med tanker på hvor sjælden den er blevet (den stakkels fugl er blevet – og bliver måske stadig – fanget i stor stil for at blive spist i flere af landene i Middelhavsområdet).

Nogle fugle som gav anledning til lidt undren var spurvene på Kreta – det skulle være Italiensk Spurv, men ligner lidt at være noget af en “hybridsværm” – ihvertfald havde mange af dem tydelige træk som mindede om Gråspurv, med større eller mindre gråt islæt på issen. Det var ikke noget jeg fik ofret så meget opmærksomhed, fotomæssigt – men her er ihvertfald et (uskarpt) billede som delvis illustrerer fænomenet:

“Italiensk” Spurv, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi så på turen mange Alpesejlere, flere Hærfugle, Blådrosler, Rødryggede Svaler og sikkert også flere typisk sydlandske arter som jeg lige nu ikke kan komme i tanker om. Om natten underholdt Dværghornugler os med stemningsfuld tuden lige rundt om huset vi boede i. Et andet eksempel blandt de sydeuropæiske er en art som Rødhovedet Tornskade…

Rødhovedet Tornskade, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu vil jeg forlade fuglene og kaste lidt fokus på en anden artsgruppe som vi også hyggede os med – dagsommerfuglene. Det er ikke fordi vi så så mange arter, og de fleste var kendte herhjemmefra – Vejrandøje, Skovblåfugl, Lille Ildfugl, kålsommerfugle med flere – men så var der også lige nogle af de meget attraktive sydlige specialiteter…

Svalehale, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ja jeg ved godt at Svalehale også er en dansk art, men det er immervæk en art man ser meget mere til, hvis man tager sydpå. Og dette individ var nok den mest samarbejdsvillige Svalehale jeg har set, den var helt nyforvandlet og vi fandt den på en kølig morgen i vejsiden, hvor den sad og var ved at komme til hægterne. Den tillod oven i købet at vi fjernede lidt generende vegetation rundt om sig… Vi så i øvrigt også Sydeuropæisk Svalehale flere steder.

Kreta-Guirlandesommerfugl, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det bedste på “sommerfuglefronten” var dog uden tvivl den utroligt smukke guirlandesommerfugl Zerynthia (cerisy) cretica som ihverfald i nogle bøger står opført som en endemisk art for øen, altså Kreta-Guirlandesommerfugl. Andre steder regnes den som en race af Østlig Guirlandesommerfugl Z. cerisy – men formen på Kreta er under alle omstændigheder unik i udseende og fremstår som langt den lyseste af de ellers meget mønstrede guirlandesommerfugle. Og som de andre er det en (tidlig) forårsflyvende art, én vi var meget glade for at stifte bekendtskab med – særligt på dagen på Ida-bjerget så vi adskillige af dem og fik ligefrem indtryk af, at den er almindelig. Jeg synes den er helt utrolig raffineret – prøv at klikke billedet stort og dyrk lige de frynser langs bagkanten af bagvingen!

Nu er også dette blogopslag blevet rigeligt langt, så jeg vil stoppe – og efterlader forhåbentlig læseren med et lille indtryk af de mange naturoplevelser man kan få ved at besøge denne smukke ø. Hvis nogen skulle  blive inspirerede og få lyst til at aflægge Kreta sådan et forårsbesøg står jeg gerne til rådighed med gode ideer og tips!

Et par Stylteløbere og andet godt i Lund Fjord

Stylteløber han, Lund Fjord, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igår indfandt et par Stylteløbere sig i Lund Fjord – på den våde eng i sydøsthjørnet. De opholdt sig meget af tiden tæt på kanalen, så man kunne stå på stien og opleve dem på tæt hold. Til tider fouragerede de ganske langt fra hinanden – herover er det den kontrastrige han.

Og her er den noget brunere hun:

Stylteløber hun, Lund Fjord, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Indimellem mødtes de under fourageringen. Jeg var vidner til et sådant møde, hvor de med små gryntende lyde hilste på hinanden, og hunnen bøjede sig forover og så ud til at invitere til en parring…

Stylteløber hun og han, Lund Fjord, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stylteløber par, Lund Fjord, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det virkede dog ikke til at hannen var interesseret – han passerede uanfægtet forbi hende…

Stylteløber par, Lund Fjord, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

– hvorefter de fortsatte fourageringen hver for sig. Der er dog vist andre som har iagttaget en parring hos dette stylteløberpar – ihvertfald da de dagen forinden gæstede Årslev Engsø (hvis det altså er samme par. Der er tilsyneladende ikke noget i dragtkaraktererne som antyder at det ikke skulle være det)…

Det er jo ikke første gang at vi i Vejlerne har haft besøg af et par af Stylteløber, og det kunne jo være hyggeligt hvis de igen vil slå sig ned. Men ofte er de stylteløberpar som kommer til Danmark om foråret temmelig rastløse og “rakker rundt” mellem adskillige lokaliteter. Man må dog sige at engen ved Lund Fjord er et indbydende sted, så man kan da altid håbe. Engen myldrer lige nu af liv, med diverse svømmeænder, Dobbeltbekkasiner, Brushøns, Tinksmede, Lille Præstekrave, Lille Regnspove og meget andet.

Og som så ofte før, når der bliver set noget sjældent eller halvsjældent, og folk og fæ strømmer til, bliver der opdaget endnu mere “kræs” – igår således en Stribet Ryle, som jo i en årrække har været nærmest årlig i Vejlerne. Jeg mener dog at det er første fund i Lund Fjord – de plejer at blive set på Bygholmengen. Faktisk er jeg ikke helt sikker på rækkefølgen – om det var rylen eller Stylteløberne som blev fundet først. Samtidig kunne folk nyde synet af den Nordisk Lappedykker, som har huseret i Lund Fjord i en periode, og minsanten, mens vi stod og delte vores begejstring, fandt jeg i teleskopet en Amerikansk Krikand han! Det kunne være fuglen som plejer at ligge i Østsøen på Bygholmengen – ellers er der to Amerikansk Krikand i Vejlerne lige nu. Der var desværre ikke tid til at køre ned til Bygholmengen og checke igår…

Men Lund Fjords sydøsthjørne har i de senere år udviklet sig til lidt af et trækplaster, måske afløseren for Kogleakssøen, når det gælder sjældne fugle – der har ihvertfald været lidt stille med hotte hits fra Kogleaks i flere år. Selv om Stribet Ryle er mere sjælden, var det for mig i går de langbenede, lettere groteske men alligevel elegante sydlandske Stylteløbere, som gjorde størst indtyk – ikke mindst fordi de præsenterede sig så flot på kort afstand. Eneste gene var, at det til tider var svært at fotografere dem uden at der kom tagrørsstrå i vejen – men fine var de under alle omstændigheder. Her kommer en lille serie yderligere fotos – det var svært at begrænse sig når nu forholdene var så gode:

Orkideer i overflod på Kreta i april

Italiensk Gøgeurt, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter at Mie og jeg for fire år siden besøgte Monte Gargano i Italien, har vi ofte haft lyst til igen at besøge nogle af de fine orkide-lokaliteter i Middelhavsområdet. I år blev det til en familietur til Kreta (Græsk ø, hvis nogen skulle være i tvivl). Her var oplevelserne med en overvældende overflod af orkideer om muligt endnu mere imponerende end på Monte Gargano. De to ture fandt sted på samme tidspunkt: en uge midt i april.

Ligesom på Italiensturen var vi inspireret af en rejserapport fra en gruppe svenske orkide-entusiaster – rapporten kan ses her [klik]. Vi valgte ligesom dem at koncentrere os om et område nær sydkysten ca. midt på øen, godt halvanden times kørsel fra lufthavnen i Chania. Vi boede i den lille landsby Meronas, hvorfra vi nemt kunne gå eller køre ud i landskaber som var fyldt med spændende botanik, inkl. “industrielle” mængder af orkideer. Det var både mængderne (antallet af individer, som skulle tælles – hvis man havde orket det – i tusinder) og antallet af arter, som imponerede – mindst 23 arter fik vi bestemt.

Det var interessant at iagttage forskellene fra Italien, hvor det var Vifte-Gøgeurt (også kaldet Sommerfugle-Gøgeurt) Anacamptis papilionacea, som var den altdominerende art. Her på Kreta var det Italiensk Gøgeurt Orchis italica – som vi kun så få af i Italien – som var langt den mest talrige.

Landskaberne vi bevægede os i var mest “runde” bjerge imellem kysten og det store bjergmassiv Psiloritis (Ida) i højder fra 100 til ca. 800 m.o.h.o. Her er der kun få områder som er dyrkede, og så er det som regel med oliventræer (hvor der ofte også er en rig flora under træerne). Størstedelen af området er åbent og næsten træløst – andre steder i Middelhavsområdet ville jeg have kaldt det maki, men her kaldes naturtypen vist ‘phrygana’ (ialfald de områder som er mest stenede). Langt det meste af denne anvendes til fåre- og gedegræsning, men ikke med større græsningstryk end at der stort set overalt ser ud til at være en sund balance, så blomsterplanter af alle slags trives. Mange af de buskagtige vækster som vokser er tornede, men mellem disse er der – på denne årstid – fyldt med blomster. Jeg vil tro at det må være noget nær det grønneste tidspunkt at besøge øen – for jeg forestiller mig at disse områder senere på foråret og ikke mindst om sommeren vil fremstå temmelige “afsvedne”.

Meronas – byen vi boede i, omgivet af typisk landskab, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fra vestskråningen af Mount Ida, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orkide-obsere i aktion. Der gås til yderligheder for at sikre det bedste skud. Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nogle steder vokser der rester af hvad der må have været oprindelig skov – her fra skråningen af Psiloritis (Mount Ida). Og som nævnt er der godt med blomster i olivenlundene:
Olivenlund med mange Italiensk Gøgeurt og Bladlæber/Serapias (blandt andet), Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der botaniseres – mange Fjernblomstret Gøgeurt ses på marken, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fjernblomstret Gøgeurt Anacamptis laxiflora er visse steder en meget dominerende art og konkurerer næsten med Italiensk Gøgeurt om at være den talrigeste.

På Monte Gargano i Italien så vi ingen Serapias (på dansk: Bladlæber) hvilket dengang undrede os. Det gjorde vi til gengæld på Kreta!

Som det ses kan også Serapias visse steder være meget dominerende! Det er en gruppe hvor jeg har svært ved at få helt hold på kendetegnene, men jeg er sikker på at vi så mindst tre arter på turen – Småblomstret, Almindelig og Tunge-Bladlæbe (Serapias parviflora, S. vomeracea & S. lingua) – men har kun vovet at sætte navn på nogle af billederne.

Andre “store” orkideer var bl.a. Vår-Remtunge Himantoglossum robertianum (mange), Tandet Gøgeurt Neotinea tridentata (et enkelt eksemplar) Mælkehvid Gøgeurt Neotinea lactea (få), Horndrager Anacamptis pyramidalis, Tyksporet Gøgeurt Anacamptis collina, Vifte-Gøgeurt Anacamptis papilionacea (fåtallig sammenligned med Monte Gargano), Borys Gøgeurt Anacamptis boryi (få), Sporeløs Gøgeurt Orchis anthropophora, Fireprikket Gøgeurt Orchis quadripunctata (talrig), Abe-Gøgeurt Orchis simia, Fåblomstret Gøgeurt Orchis pauciflora og Sitia-Gøgeurt Orchis sitiaca (få). Jeg viser et lille udvalg af fotos her:

Variationen hos alle arterne er stor, og når man kigger så mange orkideer igennem finder man selvfølgelig også nogle individer, som falder udenfor “standarden”…

Abegøgeurt (?), Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne kridhvide gøgeurt er jo klart nok en variant af enten Italiensk eller Abe-Gøgeurt. Jeg tror på sidstnævnte, da blomsternes læbers spidser er relativt afrundede – hos Italiensk er de oftest meget tilspidsede.

Hybrid Fåblomstret x Fireprikket Gøgeurt, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En enkelt regulær hybrid blev det også til. Fåblomstret x Fireprikket Gøgeurt lader til at være en regelmæssigt opdukkende form – som jo slet ikke ligner hverken den ene eller den anden af “moder”-arterne. Den har fået sit eget navn Orchis × pseudoanatolica (sikkert fordi den mest ligner Tyrkisk Gøgeurt Orchis anatolica).

Indtil nu har jeg kun fortalt om større orkideer, men så var der selvfølgelig også alle flueblomsterne!
Prægtig Flueblomst, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Prægtig Flueblomst Ophrys tenthredinifera – som virkeligt er en smuk blomst så vi hist og her rundtomkring. Arten så vi også på Monte Gargano i Italien, så det var er dejligt gensyn. En anden art som virkelig gjorde sig bemærket var arten med det mærkelige navn Keglelappet Flueblomst Ophrys scolopax, som ligeledes optrådte lidt hist og pist – men de var på det sidste af blomstringen så der kan have været flere tidligere på sæsonen. Også dén art må siges at være variabel, og systematikken omkring den lader til at være lidt af en jungle. Formen på Kreta og det sydlige fastland af Grækenland hedder ssp. heidreichii – hvis altså ikke den (i nogle referencer, bl.a. iNaturalist) er ophøjet til en selvstændig art. Jeg tog en masse fotos af “de keglelappede” for at illustrere hvor forskellige blomsterne tager sig ud…

Keglelappet Flueblomst var ny for os, det samme var den fine Furet Flueblomst Ophrys fusca – som desværre ligeledes var på slutningen af blomstringen, men vi fandt da nogle flotte eksemplarer. Særligt dem med en bred gul kant om læben synes jeg var fine!

Og der var også en endemisk flueblomst – ihvertfald næsten – Græsk Flueblomst som lige så godt kunne kaldes Kreta-Flueblomst – og det gør den i sit videnskabelige navn Ophrys cretica. Den var selvfølgelig også ny for os.

Til sidst en “opsamling” med lidt extra flueblomst-fotos:

Det var meningen at dette blogopslag også skulle handle om andre oplevelser end orkideer – men det er vist bedst at præsentere dem i en ny historie…

Kreta-Guirlandesommerfugl, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Virkelig vinter

Sangsvane i snevejr, Kløv Kær, januar 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fra årsskiftet begyndte det at sne, og de sidste par døgn har det virkelig taget til i et omfang, vi ikke har set på disse kanter i mange år. Nu ligger der overalt i landskabet omkring Vejlerne 20-30 cm, og samtidig er det (let) dagfrost. DMIs meldinger tyder på, at det kommer til at vare ved ihvertfald den næste uges tid.

Det betyder tilfrosne vandflader med kun nogle få åbne våger, men kildevældet ved Lønnerup Fjord er selvfølgelig altid garant for nogle bekkasiner i sådant et vejr…

Dobbeltbekkasin, Lønnerup Fjord, januar 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der var flere Dobbeltbekkasiner til stede idag; men den lille fætter Enkeltbek. fandt jeg ingen af…

Havørn overser man jo sjældent, men i mørkt vejr som idag kunne dette par på Hovsør Røn godt være forblevet usete, hvis ikke det var fordi at sneen satte fokus på dem…

Havørn, Hovsør Røn med Skarrehage i baggrunden, januar 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og selvsagt står også flokkene af gæs og svaner på markerne tydeligt frem i denne slags vintervejr.

Sangsvane, Hovsør, januar 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bramgås (og Sølvmåge), Sønder Arup, januar 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blisgås og Bramgås, Sønder Arup, januar 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bramgås, Sønder Arup, januar 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Iøvrigt må jeg som fotograf (endnu en gang) forundres over, hvor meget der skal overeksponeres, når man fotograferer mod en baggrund af sne. Samtlige disse billeder er i felten overeksponeret med mindst tre hele blændetrin, alligevel har det været nødvendigt at lysne dem yderligere i billedbehandlingen!

 

Denne sommers store projekt (guldsmede i Gudenåen ved Silkeborg) afrapporteret!

Rapporten 'Guldsmedefaunaen i Ådalsprojekt Gudenåen, 2025'Jeg har nu skrevet og layoutet en rapport for Silkeborg Kommune – en rapport som opsummerer resultaterne fra den store undersøgelse jeg foretog i sommers i forbindelse med Ådalsprojekt Gudenåen, som omhandler en 18 km lang strækning fra Silkeborg og nordpå (dvs. nedstrøms fra Silkeborg) til Kongensbro.

Min rapport kan downloades ved at klikke her: [Guldsmedefaunaen i Ådalsprojekt Gudenåen, 2025].

Jeg kendte i forvejen en smule til denne strækning, som jeg især havde besøgt for at kigge efter Grøn Kølleguldsmed, og ved samme lejlighed bemærkede jeg godt, at der så ud til at være tale om en usædvanligt stor tæthed af Blåbåndet Pragtvandnymfe. Og i atlasundersøgelsen skiller kvadraterne omkring Silkeborg sig ud ved at være nogle af landets artsrigeste. Men jeg kendte mere til Gudenåen længst nede ved Randers, hvor jeg i 2023 for Aage V. Jensen Naturfond foretog en undersøgelse på fondens arealer ved Gudenåengene. Også dér var der nogle meget fine forekomster af bl.a. Almindelig Flodguldsmed, og nogle overraskelser i form af arter som Grøn Mosaikguldsmed og Lille Rødøjet Vandnymfe.

Jeg havde dog ikke forventet at Gudenåen ved Silkeborg skulle vise sig at være SÅ “overlegen” hvad angår antal og tætheder som det skulle vise sig. Rapportens overordnede resultater kan sammenfattes således:

  • datasættet består af 8179 enkeltposter med et samlet individantal på 54.715, fordelt på 32 arter af guldsmede og vandnymfer.
  • Den klart dominerende art var Blåbåndet Pragtvandnymfe, hvoraf der alene blev registreret over 43.000 individer.
  • Rødøjet Vandnymfe og Spidsplettet Libel var også meget talrige, for sidstnævnte er der tale om de største tal registreret på nogen lokalitet i Danmark – og det er ret nyt at arten overhovedet findes her.
  • To arter på EU’s habitatdirektivs bilag blev registreret: Grøn Mosaikguldsmed og Grøn Kølleguldsmed – sidstnævnte en art med særligt vigtige bestande langs Gudenåen. Det samme gælder for Almindelig Flodguldsmed.
  • Tætheden af visse karakteristiske vandløbsarter blev vurderet som blandt de højeste i Danmark (og måske Europa?)
  • Antallet af individer toppede i juli, mens artsrigdommen var højest i august.
  • Enkelte arter, som normalt er vidt udbredte (f.eks. Stor Blåpil og Fireplettet Libel), forekom overraskende fåtalligt.
  • Sort Hedelibel blev observeret ret talrigt – en uventet forekomst i denne type habitat.

Jeg kan opfordre til, at alle med interesse for odonata – guldsmede og vandnymfer – klikker på linket og fordyber sig i rapporten (som for æstetikernes skyld er udsmykket med en mængde fotos af de smukke dyr)… 🙂

Blåbåndet Pragtvandnymfe, Svostrup, juli 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Ikke mange farver, men…

…men det ser alligevel godt ud, når 160 Bjergirisker hvirvler rundt i eftermiddags-modlys over Hovsør Røn! Jeg har altid holdt meget af denne lille fine spurvefugl, som om vinteren stort set udelukkende findes på strandenge, hvor de piller frø af nogle af græsserne og urterne som vokser der…

Bjergirisk, Hovsør Røn, november 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bjergirisk, Hovsør Røn, november 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bjergirisk, Hovsør Røn, november 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Meget forskellige verdener mødes i Thy

Thorshane, Roshage, november 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Om efteråret, hvor mit arbejde ofte handler om gæs og andre vandfugle, er det ikke så tit at jeg får tid til “hygge”-fuglekiggeri i krat og ved havet, f.eks.

Men i sidste uge lå der i Hanstholm Havn en Kongeederfugl, samtidig med at der ved Roshage rastede en fin Thorshane. Fine fugle på besøg fra det arktiske, som jeg sammen med en god ven var let at motivere til at tage over at hilse på i torsdags. Og fredag var vi i fyrhaverne i Hanstholm, uden at det kastede meget af sig – men der blev snakket og fantaseret om bl.a. Blåstjert og Gråsejler.

Så gik der en dag og der dukkede faktisk en Gråsejler op i Hanstholm! Dén var jeg ikke ovre for at kigge efter, men da der søndag formiddag blev fundet én ved Bulbjerg rykkede jeg dérop så hurtigt jeg kunne – men kom for sent. Eller ihvertfald var den ikke længere at se – men måske har den bare været et smut ved Svinkløv, for i går var den tilbage, og sammen med nogle af Vejler-folkene kunne jeg nyde denne hyggelige tilføjelse til den lokale fugleliste (og min personlige Danmarks-liste).

Thorshanen er en art jeg kender både fra det nordlige (Island, Alaska) og fra overvintringsområder sydpå (México, Galápagos) – og det er ALTID en hyggelig fugl som heldigvis også ofte er ligeglad med mennesker, så man har mulighed for at opleve den på tæt hold. Denne fugl svømmede på vestsiden af Roshagemolen tæt på land, hvor der åbenbart samlede sig nogle fødeemner, bittesmå ting, der bliver samlet op fra havoverfladen med det fine næb. Det er et gentaget mønster, at når en Thors. på efterårstrækket kommer forbi Hanstholm, tager den gerne ophold i nogle dage ved molen – så der må være nogle lokale forhold som gør at fødeemnerne bliver koncentreret her. Jeg kunne ikke se, hvad den spiste – men var tæt nok på til at kunne se de fineste detaljer på fuglen, inkl. “svømmelapperne” på tæerne!

Gråsejler kan jeg ikke sige at jeg er særligt fortrolig med, indtil nu har det været en fugl jeg bare har set ved et fåtal lejligheder når jeg har været ved Middelhavet i sommerhalvåret. Det er en pudsig ting, men denne art som tidligere var en stor sjældenhed, er i de seneste ca. ti år blevet tiltagende regelmæssig, så der nu hvert år i oktober-november dukker nogle stykker op rundt langs vores kyster. Og ofte er det netop ved fremspringende punkter, fyrtårne, havne eller klinter som på Bulbjerg, at de “hænger ud”. Det var en stor fornøjelse i går i det sene eftermiddagslys at nyde fuglen når den – især ved klintens vestlige hjørne – fouragerede helt tæt på. Vi stod oppe og havde den derfor langt det meste af tiden med havet eller klinten som baggrund, men et par gange var den også oppe og vende lige foran os eller hen over hovedet på os, på ned til to-tre meters afstand. Man skulle ikke tro der var mange insekter at leve af sådan en halvkølig novemberdag, men gentagne gange så vi den jage efter en enkelt myg, og hver gang så det ud til at lykkes. Alle sejlere er altid FEDE! – det er luftrummets beherskere over dem alle. Oplevelsen gav lejlighed til at få genopfrisket indtrykket af en meget tyk og kompakt sejler, en anelse langsommere i flugten end Mursejler måske, med dybere vingeslag med svirp!

Flagermus i flertal

(Syd)flagermus, Tømmerby, september 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
(Syd)flagermus, Tømmerby, september 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I de 35 år vi har boet her i Tømmerby har vi – som jeg ofte har berettet om her på bloggen – oplevet en stigende diversitet af planter og dyreliv, heraf (især!) insekter. Når der er mange insekter vil der jo også være mange dyr som spiser dem. Vi har således f.eks. haft både Aften- og Lærkefalk til at jage guldsmede over vores kunstige sø, og Sydlig Blåhals og mange andre insektædende spurvefugle har opfostret unger her. Hidtil har det dog været sparsomt med dyr som jager insekter om natten, til trods for at vi af og til finder store natsværmere her.

Der gik nok ti år efter indflytningen før vi overhovedet så de første flagermus, og selv om der siden er sket en løbende stigning i antal iagttagelser, har der indtil nu udelukkende været tale om, at vi nogle få gange i sommerhalvåret har set et enkelt dyr jage over vores naturgrund. Og det er ikke fordi vi ikke er ude i skumringen – i de varme måneder sidder vi meget ofte ude og spiser grillmad og bliver hængende mens det bliver mørkt, og vi er også ude og kigge efter pindsvin, lytte Vagtel osv.

Ved samtaler med de andre naturmennesker på egnen er det blevet tydeligt, at der reelt er sket en fremgang af flagermus generelt – for også i Sønder Øsløs/Vesløs, Skårup og Frøstrup bliver der oftere og oftere lagt mærke til “nattens jægere”…

De seneste ti dage er der dog sket dramatisk nyt hvad angår flagermus på matriklen! Pludselig opdagede vi, at vores grund lader til at være et veritabelt spisebord for flagermus, for der var “show” hver aften med op til fire store dyr (større end vi har set her før) og samtidig mindst tre-fire mindre flagermus (men vi fornemmede at der var to forskellige størrelser involveret). Det faldt sammen med en stribe dage med “indian summer“, ikke specielt varmt men solrigt og ret stille – og den vind som var, var fra øst (hvor vores grund ligger i læ – og i sådanne situationer ser vi altid Landsvale fouragerende over grunden i dagtimerne).

Ovenstående fotos er af den store “type”, optaget en aften sidst i september i timen efter solnedgang. De små dyr kunne jeg ikke fange med kameraet – de bevægede sig alt for hurtigt og med talrige kast frem og tilbage. Det ser ud til at de store har brug for lidt mere “albuerum” omkring sig, for de fouragerer fortrinsvis nede over engen/mosen, mens de små mest holder sig tæt på huset og de høje træer.

Vi har under vore udenlandsophold i Latinamerika mange gange boet tæt på flagermus og har altid værdsat det meget – det er nogle fascinerende skabninger – men som de vest/nordjyder vi er, har vi aldrig tidligere i Danmark haft mulighed for dagligt samliv med dem. Det er jo selvsagt svært at artsbestemme dyrene i mørket alene ud fra størrelse og form, men da vi havde besøg af et par gode venner med større erfaring forleden, sagde de at størrelsen og flyvemåden hos de store kunne passe fint på Sydflagermus.

Nu ligger det sådan at vi her i Thy har en lokal ekspert i flagermus, Jan Durinck fra firmaet Dansk Bioconsult. Jan har igennem de senere år bl.a. kunnet dokumentere en langt større diversitet af flagermus i Thy end det tidligere har været kendt. Jeg ringede til ham og fortalte om situationen, og beredvilligt tilbød han at udlåne en flagermusedetektor til mig.

Flagermusedetektoren har nu stået og optaget i en lille uges tid her i Tømmerby, og da jeg idag afleverede den til Jan igen var det selvfølgelig med stor spænding. Det viste sig, at der er blevet lavet ikke færre end 19.100 optagelser af fem sekunders varighed! Vi har ikke kigget samtlige lydfiler igennem, men har kigget spektogrammer fra nogle repræsentative stikprøver fra forskellige perioder i nattens løb. Jeg havde jo på fornemmelsen at der måtte være tale om mindst to-tre arter, men blev glædeligt overrasket – ikke færre end fem arter har benyttet luftrummet over haven i løbet af fem nætter siden i søndags.

Spektogram af Skimmelflagermus, Tømmerby, september 2025.

Det drejer sig om Sydflagermus, Troldflagermus, Dværgflagermus, Vandflagermus og Skimmelflagermus. Ingen af arterne er sjældne (hver har mellem 1100 og 1700 fund på Naturbasen og mellem 4000 og 7000 på arter.dk, bortset fra Skimmelflagermus som den mindst talrige med henholdsvis 600 og 2400 fund). Når man kigger på udbredelsen af de forskellige arter er den påfaldende ens; med overvægt i Østdanmark og “tyndest” forekomst i vest og nord – men efter indsatsen fra Jan Durinck og andre fra Biologisk Forening for Nordvestjylland (BFN) igennem de senere år er det markant at Thy har mange registreringer i forhold til resten af Nord- og Vestjylland. Så man får fornemmelsen af, at der stadig kan være store huller i vores viden om disse dyr, og at den kendte udbredelse delvist afspejler fordelingen af pattedyrsentusiaster udstyret med detektorer…

Der er enighed om, at det er et nyere fænomen med så mange arter i Thy, og f.eks. i status-bogen om Vejlernes Natur fra 1998 er der kun nævnt tre arter flagermus fra Vejlerne – Vandflagermus, Damflagermus og Dværgflagermus – de to førstnævnte blot med et enkelt fund.

Så jeg er ellevild begejstret over at have oplevet at vores sted kan tiltrække så mange, både individer og antal arter! Jeg tænker ikke at de yngler her – så ville vi vel se nogle flere i løbet af sommerhalvåret. Det drejer sig nok om dyr på vej fra ynglelokaliteterne til overvintringsområderne, som lige har fundet et godt fouragerings-spot. Heldigt for os at de valgte vores sted!

(Syd)flagermus, Tømmerby, september 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er ikke sikker på at disse fotos vitterligt er af Sydflagermus, men ihvertfald er det dén art som flyver mest talrigt tidligt på aftenen.

Sen sommer sensommer sommerfugl sensommerfugl

Duehale, Tømmerby, september 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når de Kortnæbbede Gæs er ankommet til Vejlerne fra ynglepladserne i arktis i stort antal er man ikke i tvivl om årstiden – vi befinder os i efteråret! Og det er jo i overensstemmelse med kalenderen – med under en uge tilbage af efterårets første måned. Men vejret opfører sig ikke særligt efterårsagtigt, vi har for tiden fantastisk klart og stille vejr, ganske vist med kølig morgener, men i løbet af dagen får solen varmet sagerne op og det summer af liv – insektliv. Så med andre ord har vi indianersommer!

Det blev især tydeligt for nogle dage siden, hvor Mies staudehave var særdeles livlig. Vi har denne sommer haft selskab af Duehale (som jo er en dag-flyvende natsværmer) i et omfang ud over det sædvanlige. Vi så den første midt i juni og siden har den været her “on and off”. Jeg blev alligevel overrasket over at finde den så sent som 24. september. Det kan næppe være det samme dyr der har så langt et livsforløb, men jeg har læst mig til at arten i nogle varme somre faktisk kan yngle i Danmark – og at man formoder at de nyforvandlede dyr så trækker sydpå om efteråret – i lighed med eksempelvis Tidselsommerfugl.

Denne Duehale havde meget travlt i sommerfuglebusken og i nogle andre høje stauder (jernurt eller kæmpeverbena, tror jeg de hedder) og var meget samarbejdsvillig – så der blev taget mange fotos 😉

 

Ja jeg må indrømme at jeg havde svært ved at holde “udløserfingeren” i ro, når dyret præsenterede sig så velvilligt! Sjovt nok viser det sig at det avancerede digitalkameras (Canon R5) program for “fuglegenkendelses-autofokus” også virker på denne natsværmer – måske fordi den minder om en kolibri 😉

Duehalen var ikke alene, som nævnt – der var mange svirrefluer, humlebier og hvepse i kaprifoliens blomster, og blandt stauderne overraskede én af de sjældne – på disse kanter – nemlig matriklens kun nr. to Det hvide C.

Det hvide C, Tømmerby, september 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide C, Tømmerby, september 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne smukke sommerfugl i takvinge-familien så jeg første gang her på stedet 10. juli, hvor et eksemplar sad og sugede sol på et af vore vestvendte skovbryn. Det er en art, som i mange år har været under spredning, fra øst mod vest, og nu var den altså nået til Thy – og her i september kunne det så konstateres, at den nok blot var den første blandt mange – som det tidligere er hændt med bl.a. Nældesommerfugl og Skovrandøje – to andre arter som har udvist stor spredningsformåen.
På billedet af vingens underside ser man det lille mærke, der har givet navn til dyret.

I en tid, hvor der forsvinder rigtigt mange sommerfuglearter fra Danmark, er det trods alt glædeligt at nogen har fremgang…
Apropos Skovrandøje, så er den også stadig til stede i denne september-sensommer – både i staudehaven og nede i “engen” (som efterhånden snarere skulle kaldes mosen)…

Skovrandøje, Tømmerby, september 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og selvfølgelig er der også stadig kålsommerfugle, Nældens Takvinge, Dagpåfugleøje, Lille Ildfugl og Admiral (-sidstnævnte har der været vildt mange af i år igennem lang tid, mens året kun har budt på ganske få Tidselsommerfugle).

Admiral, Tømmerby, september 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er ganske vist efterår ifølge kalenderen, de Kortnæbbede Gæs er ankommet til tiden, og det går selvfølgelig jævnt tilbage med insektlivet – men det er nu dejligt at der stadig er dage som byder på oplevelser som minder om sommer!

Vestsøen leverer – igen!

I sådan en sommer hvor vandmængderne fra oven, der har ramt Danmark, har været meget ujævnt fordelt – med langt mere syd for Limfjorden end heroppe – er Bygholmengen i august en sand magnet for vadefugle og andre gode fugle. Vestsøen og de to andre søer langs dæmningen tørrer gradvist mere ud, og vadefladerne som opstår bruges i vid udstrækning som fourageringssted for ryler og andre vadere, og rasteplads for eksempelvis Rovterne.

Rovterner og vadefugle, Vestsøen, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som jeg også fortalte om sidste år, bruger Rovterne i stigende grad Vejlerne i sensommeren, indtil nu er der i år talt op til 7 fugle (heraf 2 årsunger), og det skal nok ende med at vi ligesom sidste år kommer op på tocifrede antal…

Der er også hyggeligt mange vadefugle at “bladre” igennem i teleskopet, og imellem mængderne af Stor Præstekrave, Almindelig Ryle, Brushøne, diverse klirer osv. kan man så fornøje sig med at pille Dværgryle, Krumnæbbet Ryle, Islandsk Ryle, Sandløber og andre fine sager ud. I en periode gæstedes Bygholmengen således også af en Odinshøne, og i nogle dage har der været en Kærløber, som det lykkedes mig at se i går.

Kærløber, Almindelig Ryle og Hættemåge, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ryler og Brushøns, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I morges under morgenkaffen lød meldingen så, at der nu var dukket et virkeligt hit op blandt de andre vadere i Vestsøen. Det var selvfølgelig Henrik Haaning, der fandt sjældenheden, en Hvidrygget Ryle – og dermed bragte sig i spidsen på listen over folk med den længste liste af “ædelarter” (!).

Hvidrygget Ryle, Dværgryle, Alm. Ryle m.fl., Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvidrygget Ryle er en amerikansk art som jeg kender rigtig godt fra México hvor den opholder sig i bl.a. Yucatán-halvøens laguner i træktiderne. På billedet herover har jeg indsat forskellige situationer med fuglen så man bedre kan bedømme dens “jizz”. Selv blandt de mange andre ryler i morges (tæt på 300) var den påfaldende nem at finde, på kombinationen af de kølige grå farver og den meget “langtrukne” bagdel.

Det er altid sjovt at se sjældne fugle, så en stor tak til Henrik for det fine fund!

Jeg har ikke det totale overblik over hvor mange vadefuglearter som er set i Vejlerne, men med denne er vi i hvert fald over 50!…