Stor Kejserguldsmed fænologi 2020 + 2021

Som jeg fortalte sidste år opdagede jeg i nogle nygravede søer i Blovsgårde, Hjardemål Klitplantage, at der foregik masseforvandling af Stor Kejserguldsmed. Jeg besøgte to af disse søer syv gange i løbet af sæsonen og indsamlede ialt 785 exuvier (tomme larvehuder) – hvilket jeg anser som et stort tal for så relativt små lokaliteter.

I år har jeg igen indsamlet exuvier i disse to søer, nu 19 gange – dvs. at jeg har forsøgt at få en bedre dækning for at afspejle forløbet af forvandlingen i løbet af den 1½ måneds tid, det finder sted.

Nyforvandlet Stor Kejserguldsmed siddende på sit exuvie, Blovsgårde, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nyforvandlet Stor Kejserguldsmed siddende på sit exuvie, Blovsgårde, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sidste år var det slående at en del af de nyforvandlede kejserguldsmede havde problemer med at få foldet vingerne ud inden de tørrede – jeg fandt relativt mange med forkrøblede vinger (som dokumenteret i blogindlægget jeg refererer til ovenfor). Fænomenet skyldes at der i vegetationen omkring disse nye søer mest vokser en tæt og lav vegetation – og nogle larver havde svært ved at finde stængler at kravle op ad, som var tilstrækkeligt langt fra anden vegetation. Det så jeg gentaget i år, dog i mindre omfang…

Stor Kejserguldsmed med delvist beskadigede vinger, Blovsgårde, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Kejserguldsmed med delvist beskadigede vinger, Blovsgårde, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og naturligt nok har diverse insektspisende fugle igen i år nydt godt af et lettilgængeligt udbud af store indbydende kejserguldsmede, sikkert både nogle med forkrøblede vinger og nogle uden; på morgenen hvor forvandlingen er sket er de nye imago’er (voksne insekter) under alle omstændigheder sårbare. Dette er således et almindeligt syn:

Resterne af en præderet Stor Kejserguldsmed, Blovsgårde, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Resterne af en præderet Stor Kejserguldsmed, Blovsgårde, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Antallet af exuvier (og dermed nyforvandlede Stor Kejserguldsmed) har ikke været så stort i år som sidste år. Ialt fandt jeg i perioden mellem 29. maj og 16. juli “blot” 174 exuvier. Til gengæld fik jeg en bedre beskrivelse af forløbet i forvandlingen i løbet af sæsonen i kraft af de mange besøg – se nedenstående graf.

Stor Kejserguldsmed, forvandlingsfænologi 2020 (lyse søjler) og 2021 (mørke søjler). Gennemsnitlig antal forvandlede pr. dag.
Stor Kejserguldsmed, forvandlingsfænologi 2020 (lyse søjler) og 2021 (mørke søjler). Gennemsnitlig antal forvandlede pr. dag (mellem indsamlingsdagene).

I 2020 blev de første exuvier indsamlede 18. juni, hvor sæsonen var godt i gang. Da første exuvie i 2021 (fundet 29. maj) samtidig var første registrering af forvandling (eller imago) i år i Danmark, regner jeg med at sæsonen sidste år er startet samtidig med de første registreringer i det øvrige land, 21. maj.

På grund af det meget lavere antal besøg sidste år kan forløbet i sæsonen ikke beskrives så detaljeret, der kan således godt have været en udtalt kulmination i perioden 21/5-18/6 som ikke er registreret. Men ialfald ser der ud til at have været en kulmination så sent som i dagene 25-27/6 med næsten 60 nyforvandlede pr. dag.

I år har sæsonen været uden særligt tydelige kulminationer, man kan sige at der det meste af juni har været gang i forvandlingen, blot i langt mindre omfang end sidste år.

Her kommer et par tabeller med forløbet af forvandlingen de to år (for folk som foretrækker rå data fremfor visualiseringer). Samtidig kan man se fordelingen på de to søer (en østlig og en vestlig) hvor exuvierne er indsamlet:

2020 Øst Vest
18/6 323 58
24/6 124 27
27/6 151 18
30/6 36 3
4/7 25 3
7/7 6 0
12/7 10 1
I alt 675 110
2021 Øst Vest
29/5 1 0
3/6 6 0
4/6 9 1
6/6 27 3
8/6 15 2
9/6 7 1
13/6 1 0
15/6 8 2
17/6 3 9
19/6 2 6
21/6 5 2
23/6 1 2
25/6 7 13
27/6 1 5
29/6 3 19
4/7 2 3
6/7 1 3
9/7 1 1
16/7 1 1
I alt 101 73

I forhold til sidste år er det også en ny udvikling at den vestlige af de to søer i slutningen af sæsonen huser størstedelen af de nye kejserguldsmede, hvor den østlige igennem hele sæsonen 2020 var dominerende.

De sidste forvandlinger sås altså for næsten en måned siden; men der er stadig Stor Kejserguldsmed på vingerne. Jeg må indrømme at jeg efter 12. juli (sidste år) og 16. juli (i år) kun har checket søerne nogle få gange, men uden at finde yderligere exuvier. Der vil begge årene være exuvier som er overset eller skyllet væk af regn (men de flyder i al fald i overfladen nogle dage efterfølgende).

Stor Kejserguldsmed lader til at være en art med en langstrakt sæson – både under forvandlingen og som imago. Det er karakteristisk at i hele perioden med forvandling ses der kun ganske få voksne, flyvende individer ved søerne. Siden sidst i juni har de indfundet sig ved søerne igen, og jeg har iagttaget mange hanner og flere æglæggende hunner.

Æglæggende Stor Kejserguldsmed hun, Blovsgårde, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Æglæggende Stor Kejserguldsmed hun, Blovsgårde, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som nævnt er der stadig enkelte dyr på vingerne, så sent som i dag så jeg dette meget slidte individ i Hjardemål Klitplantage kort afstand fra søerne i Blovsgårde:

Godt brugt Stor Kejserguldsmed, Hjardemål Klitplantage, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Godt brugt Stor Kejserguldsmed, Hjardemål Klitplantage, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.