Fasanføde

Da jeg en gang i sin tid startede med at holde høns, ville en rådgiver udi hønsehold bilde mig ind, at høns var vegetarer, og at jeg derfor ikke skulle ulejlige mig med at give dem animalsk føde. Ved at iagttage hønsenes ligegyldige attitude overfor salat og store interesse, når man smed en regnorm ind til dem, blev jeg imidlertid overbevist om, at høns ikke er vegetarer.

Nu har jeg fundet ud af, at det samme gælder fasaner. Hvis nogen prøver at bilde jer ind, at fasaner er vegetarer – tro ikke på det!

Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Igen baserer jeg mig på egne iagttagelser, empirisk viden. Idag, da jeg kom kørende ud ad vejen på Skårup Odde i mine egne tanker, brasede pludselig en fasankok fra et tæt buskads ud på vejen foran bilen – vel 25 meter fra mig. Jeg standsede straks. Fasanen havde noget i næbbet, noget som den straks gav sig til at hakke i/på. Og jeg syntes at det bevægede sig, ja ligefrem snoede sig. Da jeg fik kikkerten for øjnene så jeg, at det var en hugorm, den var i færd med at bearbejde. “Desværre” fik mine bevægelser fasanen til at løbe væk – jeg ville ellers gerne have haft et billede af seancen. Men for hugormen var det nærmere heldigvis, for da jeg efter forgæves at have ventet på at fasanen skulle komme tilbage (så jeg kunne få mit billede!) checkede hugormen, så jeg at den stadig var aldeles levende. Men hvis ikke jeg havde været der til at forstyrre, er jeg sikker på at fasanen havde spist hugorm til frokost i dag!…

Hændelsen fik mig til at tænke på noget som skete i min tid i Nicaragua, hvor vi havde besøg af en rigtig giftig slange i vores hønsegård. Den kom hver dag og tog en kylling, men da det havde stået på i en uge, blev det os for meget, og en af vore ansatte fik til opgave at dræbe slangen. Da han havde gjort det, og den døde slange (på en lille meter i længden) blev efterladt på jorden, skete der efterfølgende det, at hønsene gik i gang med at plukke slangen fra hinanden og æde den!

Hønsefugle, ligesom kinesere, spiser altså slanger, vil jeg tillade mig at konkludere…