Blåhat-langhornsmøl, Tørve-silkesvirreflue og andre sjove dyr

Blåhat-langhornsmøl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåhat-langhornsmøl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tørve-silkesvirreflue, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tørve-silkesvirreflue, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fokus er flyttet lidt, efter at jeg for nogle år siden begyndte for alvor at interessere mig for guldsmede. Jeg har nu altid været alment naturinteresseret, men det er klart, at fuglene fyldte det meste i mange år. Men efterhånden begynder jeg også at få øje på mange andre sjove dyr, når jeg færdes i naturen – og det kan jo især være en berigelse med insektinteressen midt om sommeren, hvor der oftest ikke sker så meget på fuglefronten.

Og der er en sådan diversitet i insektverdenen, at jeg ikke kommer til at “løbe tør” for nye oplevelser med nye arter i meget lang tid!

Ovenstående to arter traf jeg begge på en tur på Skårup Odde i juli. Sjovt nok var jeg lidt på udkig efter begge, men det var alligevel spændende at få dem at se i virkeligheden, efter at have læst om dem. Blåhat-langhornsmøl er, som navnet antyder, specielt knyttet til planten blåhat. Og da jeg fandt en lille gruppe af denne fine blomst, som altid er god for nektar-sugende insekter, var det bare med at se, hvad de kunne byde på. Selv om jeg var forberedt, var det alligevel overraskende at se hvor mærkelig, dyret er, med de guldfarvede vinger, grønne øjne og bevægelige lange følehorn. Udover et tidligere fund ved Bulbjerg var det faktisk første registrering af arten fra Thy. Jeg kendte i forvejen Løvskovs-langhornsmøl, som jeg også er meget begejstret for. Og Tørve-silkesvirrefluen er bare en af mange fine arter af svirrefluer, som jeg også så småt er begyndt at “tage hul på”. Jeg har nok set arten tidligere, men det var første gang hvor jeg fik den fotograferet, og dermed kunne være sikker på bestemmelsen. Bestemmelsesmæssigt er der mange udfordringer ved svirrefluer, men denne art er en af dem, der er til at bestemme!

Den varme sommer har i det hele taget givet mange oplevelser med insekter, og her kommer et udpluk af fotos af nogle af de arter, som har gjort størst indtryk – eller hvor det er lykkedes særligt godt at få fotos:

Skorpionsflue og edderkop, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skorpionsflue og edderkop, Tømmerby Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En skorpionsflue sp. stjæler sig til et gratis måltid hos edderkoppen (som jeg heller ikke kender navnet på)…

Lille Ildfugl og edderkop, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Ildfugl og edderkop, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En Lille Ildfugl fouragerer på røllike. Bemærk edderkoppen gemt i blomsten – lurer måske på at overfalde et af de nektar-søgende insekter…

Lille Ildfugl og larver af Blodplet, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Ildfugl og larver af Blodplet, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne Lille Ildfugl fouragerer på engbrandbæger, som er kendt som værtsplante for den flotte natsværmer Blodplet’s larver.

Storplettet Perlemorsommerfugl, Jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Storplettet Perlemorsommerfugl har optrådt meget mere talrigt end sædvanligt denne sommer. Individet her er en af mange fra vejrabatten på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle, fouragerende på knopurt.

Gammaugle, Bygholm Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gammaugle, Bygholm Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også den dagflyvende natsværmer Gammaugle har i år optrådt i store tætheder. Her er snablen midlertidigt rullet sammen, men øjeblikket før og efter suges der fra rødkløverens nektar-depoter…

Tidselsommerfugl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Skårup Odde, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der har til gengæld ikke været specielt mange Tidselsommerfugl. Men en flot art er det jo altid, ikke mindst så friskt et eksemplar som dette.

Køllesværmer, bredpande og Engrandøje, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Seksplettet Køllesværmer, bredpande og Engrandøje, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her er der trængsel på den altid populære blåhat: Seksplettet Køllesværmer, Engrandøje og en bredpande sp.

Sortsømmet Blomsterbuk, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortsømmet Blomsterbuk, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også i blåhatten: en blomsterbuk som jeg formoder er Sortsømmet Blomsterbuk (-den er ialfald kendt fra området).

Kæmpefluen Harald, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kæmpefluen Harald, Bulbjerg/Lild Klitplantage, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kæmpefluen Harald er det altid en fornøjelse at møde. Her på egnen træffer jeg ham mest i et bælte ret tæt på Vesterhavskysten. Jeg har tidligere skrevet en lille historie om Harald: [klik her].

Dødningehoved-Svirreflue, Gudenåen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dødningehoved-Svirreflue, Gudenåen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg synes ikke at tegningen ligner et dødningehoved (snarere en flagermus a’la Batman) – men Dødningehoved-Svirreflue er en af de mere karakteristisk arter af svirrefluer. Der kører også atlasprojekt for svirrefluer i disse år, og det er jo en tilfredsstillelse at kunne bidrage med observationer, når det som i dette tilfælde viser sig at være en ny art for kvadratet (kvadrat 623_54 ved Tvilum Bro NØ for Silkeborg)…

Håret Dyndflue, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Håret Dyndflue, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Håret Dyndflue er en meget almindelig art, men ikke desto mindre ret så flot. Denne er hjemme fra matriklen, på en af de mange tidsler vi er velsignet med…

Grønåret Kålsommerfugl, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grønåret Kålsommerfugl, Tømmerby, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også en af de talrige (men den har fået sat sig dekorativt!): Grønåret Kålsommerfugl, også denne på en af matriklens tidsler…

Døgnfluer, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Døgnfluer, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et specielt fænomen hvert år i juli er døgnfluernes fremkomst. De sætter sig på alle tilgængelige overflader og skifter hud, og specielt er det tydeligt at se på vinduerne i skjulene – som her i Kogleaks-skjulet. Se også en omtale fra sidste år, hvor jeg fortæller om døgnfluer som føde for Skægmejser: [klik her].

Hvidbåndet Humlesvirreflue, Helge Å, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvidbåndet Humlesvirreflue, Helge Å, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vores sommerferie i år gik til Skåne første uge af august. Her så jeg en stor markant svirreflueart, jeg længe havde ønsket mig at se: Hvidbåndet Humlesvirreflue. Når man tager en ny gruppe ind, som jeg så småt er begyndt på med svirrefluerne, er man jo nødt til at starte med dem, der er til at forholde sig til, bestemmelsesmæssigt!

Duehale, Norrto, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Duehale, Norrto, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og både i Skåne og hjemme i haven fik vi også fornøjelse af denne sommers helt store “publikums-succes” på insektfronten: Duehale, “kolibri-sværmer” eller “sportshveps”, som den også er blevet kaldt! 😉  Arten er kommet tiltrækkende fra Sydeuropa i stort tal, og rigtigt mange “almindelige mennesker” har undrende lagt billeder af de fine dyr op på de sociale medier…

Dette er som nævnt kun et udpluk – så jo: med flyttet fokus er der virkeligt mange oplevelser at hente i den danske/skandinaviske natur i sommermånederne!

Heste med følgeskab

Gul Vipstjert, Skårup Odde, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Vipstjert, Skårup Odde, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Yderst på Skårup Odde græsser en flok heste.

I disse dage har de følgeskab af en bande Gule Vipstjerter, der selvfølgelig er tiltrukket af de insekter, hestene skræmmer op.

Og da fuglene er meget optaget af at holde sig nær hestene, får man dem tæt på (med gode fotochancer), når hestene kommer hen til hegnet.

Her er et lille udpluk af en serie billeder, jeg fik taget i dag.

(Iøvrigt er det påfaldende, hvor mange Gule Vipstjerter, der har været både i Vejlerne og omkring Vejlerne i år – hele foråret og sommeren igennem, og altså også nu i det tidlige efterår. Deres fine stemme lyder allevegne i disse dage!
… Bare synd, at ynglebestanden ikke længere bliver optalt…)

Gul Vipstjert, Skårup Odde, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Vipstjert, Skårup Odde, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Vipstjert, Skårup Odde, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Vipstjert, Skårup Odde, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fnok!

Kæruld, Vesløs Vejle, juni 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kæruld, Vesløs Vejle, juni 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kærfnokurt, Vesløs Vejle, juni 2008. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Kærfnokurt og Kæruld spreder frø for tiden, som det bl.a. kan ses på de botanisk rige enge ved Vesløs Vejle, både nord og syd for Vesløs Vejlevej (det som på gamle kort kaldes ‘Vesløs Kær’). Idag hjalp vinden godt til med frøspredningen.

Jeg var på engvandring på disse enge i morges, og det var herligt at erfare, at områderne med hængesæk er i stand til at holde på fugtigheden – det gav den samme “bundløse” fornemmelse som tidligere, når man gik derude på gyngende grund…

Iøvrigt er der ikke så mange Kærfnokurt her ved Vesløs Vejle som tidligere, og området i hjørnet Vesløs Vejlevej/Pilgårdsvej er jo som bekendt groet rigtigt meget til – måske Ejnars højlandskvæg kan gøre noget ved det! (-men rørskoven her huser Rørhøg, så det er ikke kun negativt)…

Til gengæld dukker Kærfnokurt hvert år op nye steder, deres frøspredning må være meget effektiv, og de spirer så, når de rigtige forhold opstår. I år er det bl.a. i det store græssede område i sydenden af Selbjerg Vejle langs Skårup Odde, som indtil for nylig var helt gult, og nu er ved at blive hvidt…

Andre dyr

Frø, Tømmerby, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Frø, Tømmerby, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grævlingspor, Skårup Odde, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grævlingspor, Skårup Odde, marts 2007. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igår eftermiddags var jeg en tur på Skårup Odde i det fine vejr i håb om at finde en slange eller to som Albert forleden – men nej – solen kom først frem så sent på dagen, at den nok ikke har fået varmet tilstrækkeligt. Til gengæld afslørede det bløde mudder på vejene derude, at grævlinger for tiden er meget aktive – der var simpelthen spor overalt.
Idag var dagen hvor kælderen skulle tømmes for vand og for dyr – ligesom Albert og Carsten har vi haft meget vand i kælderen denne våde vinter. Jeg startede med at tælle, men løb til sidst sur i det – men ialfald var der 5 salamandre, 2 tudser og mindst 100 frøer – heraf én på billedet, efter at den var blevet sat ud i friheden. Der er en lille sprække på kun godt ½ cm ned til vores kælder – og alligevel finder hver vinter alle disse dyr derned…

Fasanføde

Da jeg en gang i sin tid startede med at holde høns, ville en rådgiver udi hønsehold bilde mig ind, at høns var vegetarer, og at jeg derfor ikke skulle ulejlige mig med at give dem animalsk føde. Ved at iagttage hønsenes ligegyldige attitude overfor salat og store interesse, når man smed en regnorm ind til dem, blev jeg imidlertid overbevist om, at høns ikke er vegetarer.

Nu har jeg fundet ud af, at det samme gælder fasaner. Hvis nogen prøver at bilde jer ind, at fasaner er vegetarer – tro ikke på det!

Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Igen baserer jeg mig på egne iagttagelser, empirisk viden. Idag, da jeg kom kørende ud ad vejen på Skårup Odde i mine egne tanker, brasede pludselig en fasankok fra et tæt buskads ud på vejen foran bilen – vel 25 meter fra mig. Jeg standsede straks. Fasanen havde noget i næbbet, noget som den straks gav sig til at hakke i/på. Og jeg syntes at det bevægede sig, ja ligefrem snoede sig. Da jeg fik kikkerten for øjnene så jeg, at det var en hugorm, den var i færd med at bearbejde. “Desværre” fik mine bevægelser fasanen til at løbe væk – jeg ville ellers gerne have haft et billede af seancen. Men for hugormen var det nærmere heldigvis, for da jeg efter forgæves at have ventet på at fasanen skulle komme tilbage (så jeg kunne få mit billede!) checkede hugormen, så jeg at den stadig var aldeles levende. Men hvis ikke jeg havde været der til at forstyrre, er jeg sikker på at fasanen havde spist hugorm til frokost i dag!…

Hændelsen fik mig til at tænke på noget som skete i min tid i Nicaragua, hvor vi havde besøg af en rigtig giftig slange i vores hønsegård. Den kom hver dag og tog en kylling, men da det havde stået på i en uge, blev det os for meget, og en af vore ansatte fik til opgave at dræbe slangen. Da han havde gjort det, og den døde slange (på en lille meter i længden) blev efterladt på jorden, skete der efterfølgende det, at hønsene gik i gang med at plukke slangen fra hinanden og æde den!

Hønsefugle, ligesom kinesere, spiser altså slanger, vil jeg tillade mig at konkludere…

Fra feltstationens dagbog – 29. august 1998

Stille overskyet morgen, senere fortrak skyerne, og det blev en ret flot “indianer-sommer”-dag.

Dagen startede med at Thomas kørte mig på Fjordholmtax. Optællingen her foregår nu ved kortlægning – det har jeg aldrig prøvet før. Det er ikke svært at kortlægge – men det tager selvfølgelig noget længere tid ved skrivebordet bagefter! Der var ikke så mange fugle på taxen, vadefugle kun i små tal. Men en Vandrefalk fed gammel hun på en pæl ret tæt på på engen var god at se – især fordi det er dette efterårs første for mig. Det var også sjovt at se en jagende spættet sæl, som fik en stime fisk til at gå i panik og skumme vandfladen op! Lidt efter kom sælhunden op med en stor sild (eller hvad det var) i flaben! Som kompensation for den lange og lidt småkedelige tur fandt jeg 4 ravklumper – der dog også var lidt smålige…

Så lidt siesta.

Om aftenen kørte jeg Thomas på Selbjergtax. Tax’en bød på en enkelt Rørdrum, og igen var der 4 Skestorke, der stod tæt på Bos Buske. En overraskelse var en ung Duehøg her på rørskovslokaliteten. Talmæssigt dominerede især Dobbeltbekkasin med lige godt 300 set fra tax-ruten – det er da helt pænt! Og der var 44 Skægmejser. På vej på tax så vi den ene Trane-familie (med 2 unger) gå på en mark på Skårup Odde, og bagefter kørte jeg selv en tur i Kraptårnet med min viv, hvor vi så yderligere 24 Traner. Heraf var 1-unge-familien, og hvis det sidste ungekuld på 2 stadig er i området giver det ialt 32 fugle, hvilket er rekord for Vejlerne. Men man skal have en lang tålmodighed – de sidste fugle kommer ind på engen sent! Måske specielt sådan en fantastisk fin aften som i aften…

Fra feltstationens dagbog – 1. april 1991

Vejret var ikke det mest inspirerende, så en del af dagen blev brugt indendøre, de månedlige ”opsamlinger” blev fyret af – dagsrapporter til Pelle, nedbørsliste til DMI…

En anden månedlig foreteelse er vandstandsskemaskift i autograferne, også dem fik jeg gjort noget ved – dvs. Lund Fjordkanal-skemaet kunne jeg ikke komme til, idet der var begået HÆRVÆRK mod låsen på den grønne kasse, som autografen sidder i! Irriterende og DUMT, det er vanskeligt at se noget formål med den slags… Så kun skemaet i kassen ved Krap kunne skiftes, den var i det mindste intakt. På vejen kiggede jeg lidt i Kogleaks, hvor man for tiden kan se samtlige danske svømmeandearter. Dvs. jeg så nu ikke så mange, skønt jeg ellers kiggede som en sindssyg, men en time forinden havde Frimer & Co. (Inge Marie, BOP og Lene) set både Atling– og Knarandepar, og 2 par Skeænder. Også i Lund var der Skeænder, 8 fugle, men ingen Nordisk Lappedykker, som jeg eller også tænkte på og kiggede efter. Der er stadig masser af liv i Hættemågekolonien deroppe, 100’er af fugle inde og skratte…

Frimer fik kortlagt det første redebyggende par Rørhøge i BNR lige bag Kogleaks – dét par er vist altid et af de tidligste. Det er jo også et føderigt sted, de bor! Og som sædvanligt er det Frimer, der har check på Rørhøgenes aktiviteter – det skal nok vise sig, når han en gang er taget herfra, at der var flest par Rørhøge i de år, hvor Frimer boede på stationen!

På min vandstandsskemaskiftetur kørte jeg også lige over Thorup Fjordholme på pentadens THF-check, men som ventet var der ikke meget at komme efter – ikke en eneste ærlig Gås (-bortset fra nogle få Grå langs Ør. Landkanal), og kun 13 gulnæbSvaner – 4 Pibe– (en familie) og 9 Sang– (alle imm.). Det ser ud til, at Sangsvane-forældrene har skilt sig af med deres børn…

Og så var jeg en tur igennem Vesløs, for at se om Storken stod på reden… -det gjorde den ikke…

Bjarne var ved Nors og Hanstedreservatet idag og så også de 3 Traner ved Blegsø (-nu snakken er om store fugle!). De var dog mere inaktive idag, stod bare og pudsede sig lidt.

Og så var det også idag, at jeg fik en Tårnfalkekasse hængt op i en høj gran på min grund – så har både Helge og jeg gjort vores for at hjælpe Vejlernes Tårnfalkebestand lidt op. Jeg havde nemlig én musende over min eng igår, så det er vist på tide, hvis det skal være i år. Idag sås Tårnfalk bl.a. på Skårup Odde og på Thorup Fjordholme. Slut.

Fra feltstationens dagbog – 22. marts 1991

DE havde lovet op til FRISK vind, og de tog ikke fejl – ja man kan nærmest karakterisere den som KULING. Retningen som kulingen kom fra var vest til sydvest. Vindstyrken varierede noget i løbet af dagen, om morgenen og igen om aftenen var den f.eks. ikke voldsom, men i perioder midt på dagen var den altså generende. Iøvrigt flot solskin hele dagen, masser af sol og farver. Temperaturerne lå mellem 1 og 9 plusgrader, og der blev ikke registreret nedbør.

Ja, efter perioden med grå tågetotaler hvor vi ikke kunne se fuglene er det nu åbenbart blæsevejrstællinger, der står på programmet. Det er rart at man kan se farver, og man kan se så langt det skal være, men det er en ulempe, at det er svært at holde kikkert og teleskop stille. NÅ, det var nu ikke så slemt som i onsdags, og vi fik da en aldeles udmærket total hjem – og jeg skal da slet ikke klage over vejret, for jeg var på vestruten i stationsbilen. Terje var altså østmand idag. Igen var brugen af bilen til totalen ikke ganske retfærdiggjort af vejromstændighederne, men jeg havde en aftale om at møde hr. Ehlers i klitfogedboligen midt i optællingen, så jeg fandt det mest praktisk at køre bil – turen til Hjardemål Klit er lang på knallert! Det var noget angående et brændehugst-område, jeg skulle have aftalt med klitfogeden – som ”skovarbejder” har man nemlig ret til gratis brænde, hvis man selv henter det!

Men nu til det væsentlige indhold af dagens tekst, observationerne: Efter runden om Tømmerby Fjord og besøget hos Ehlers startede min obs. ved Vesløs/Arup med 2 Vandrefalke ved Vesløs Vejle – det var et gammelt par, som sad sammen på engen 4-5 meter fra hinanden, flot! Det gi’r alligevel et ekstra gib, når man efter at have passeret én fugl med teleskopfeltet, den sædvanlige gamle hun, så pludselig støder på endnu én, denne en lille (halvt så stor!) han – det er altså ikke hver dag, man ser Vandrefalkepar herhjemme. Og tankerne begynder jo straks at pusle med ynglefantasier – det er helt sikkert at fødegrundlaget er til stede i Vejlerne, det kniber langt mere med egnede redepladser. Nå, man må hellere slå koldt vand i blodet – det er jo træktid, og det er sikkert helt tilfældigt, at de to fugle lige dumpede ind i hinanden – ialfald brød hannen hurtigt op, og efter at have kredset over hovedet på mig et par gange strøg den nordpå, op over Tømmerby. Terje havde også en Vandrefalk ved Glombak, en uspecificeret han – det kunne være den samme, men vi vælger at betragte den som en ny. Af andre rovfugle vil jeg bare nævne den efterhånden meget stationære Fjeldvåge i Arups sydøsthjørne – den har været her længe nu – og så hele 3 Blå han-Kærhøge, som Terje havde i de Østlige – hvis det da ikke var den samme, han registrerede igen og igen. Af andre interessante artsgrupper fra totalen må jeg nævne gæssene – det var ikke så mange Sædgæs vi fandt idag, kun 149, og alle pånær 5 i de Vestlige Vejler. Til gengæld 1535 Kortnæbs., med en ca. ligelig fordeling mellem Øst og Vest. Ved Hovsør Indtørring gik én af Jespers halsmærkede, en [E]-fugl, men jeg kunne ikke aflæse cifrene. Og så var der 4 græssende Mørkbugede Knortegæs på Hovsør Røn – dén lokalitet ser simpelthen så ”knortegåse-agtig” ud, at man undrer sig over, at der ikke er store flokke dér…

Andetallene var generelt steget, nu ser det således ud: Gråand 944, Krikand 4462, Pibeand 2480, Spidsand 115 og Skeand 13. På grund af blæsevejret fra sydvest og den deraf følgende høje vandstand lå Pibeænderne kun i meget små tal på Limfjorden, til gengæld var der 860 i Vesløs/Arup og 680 på Bygholmengen. Det var naturligvis også hér, at de store Krikandetal er fra: 570 og 2985 (!), henholdsvis. Ingen Knar- eller Atlinger blev fundet idag.
Af dykkerne vil jeg kun nævne Lille Skalle., som der lå hele 8 af i Glombak.

Vadefuglene er afgjort inde i en stigningsperiode nu, med Vibe bl.a. godt 500 på Bygholmengen, Hjejle til gengæld kun 4 dér (de eneste i de Østlige Vejler), men så hele 915 i Vest, heraf de 875 alene på Revlsbuske. Revlsbuske er en god Hjejlelokalitet! Stor Kobber ialt 64 (46 Bygholm), Brus 28, Alm. Ryle 36, Stor Regnspove 195! – de er virkeligt kommet hurtigt! Spoverne stod især på markerne langs Selbjerg og Lund, og så var der 65 rastende i Kogleaks. Af Klyder fandt vi lidt færre end på sidste total, nemlig 35.

ELLERS fra denne dag kan nævnes en Grønspætte hos Ehlers (!), plus én her fra ”vores eget” område, nemlig yderst på Skårup Odde. Næsten samme sted, bare i rørskoven, havde Frimer en gyp-rikse på en af sine aftenture.

Spurvefuglene markerede sig ikke særligt idag, blot skal nævnes, at der stadig ses pænt med Solsorter og Vindrosler – tallene henholdsvis 82 og 36 er fra Øst, da det ikke er mange småfugle man registrerer når man totaliserer den i stations-TOYOTA’en… Endnu ser vi kun få Sjaggere – men de kommer vel. Til sidst et par af de (halv)sjældne Råger, spottet af Seidenfaden, ved Glombak.