Sværmeriske natsværmeres optræden i dagslys

Det blev ret sent i min tilværelse at jeg stiftede bekendtskab med en charmerende gruppe af store natsværmere – nogle af dem som har en levevis næsten som dagsommerfugle, idet de rutinemæssigt afsøger nektarholdige blomster i dagtimerne, i fuld solskin! De flyver dog sammenlignet med dagsommerfuglene med meget hurtigere, svirrende vingeslag, og derfor giver de ofte også associationer til miniature kolibrier – se sidst i dette indlæg.

Første gang jeg mødte sådan en dag-sværmende natsværmer var i 2018 under en ferie i svigersønnens familie-sommerhus i Skåne, hvor vi havde fornøjelsen af dagligt selskab af den talrigste af disse arter på vore breddegrader, Duehale – som jeg tidligere har berettet om i indlægget her. Duehale har jeg siden stødt på flere gange, senest fouragerende på planten Stor Skjaller på Mandø i Vadehavet for en uges tid siden.

Sidste år fandt jeg en flot Snerresværmer under guldsmederegistreringerne ved Vilsted Sø.

Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Og igår var jeg så så heldig at en Bredrandet Humlebisværmer indfandt sig på matriklen, hvor vi nu i over 30 år har dyrket “vild med vilje”-konceptet, også længe før det blev et kendt og populært begreb. Det betyder at vi på den knap hektarstore grund har et righoldigt staudesamfund med bl.a. mange dejligt nektarholdige tidsler…
Bredrandet Humlebisværmer, Tømmerby, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bredrandet Humlebisværmer, Tømmerby, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det krævede lige lidt hjælp fra de altid beredvillige eksperter på de sociale medier at få den bestemt sikkert fra den anden lignende sværmer, Smalrandet Humlebisværmer.

Desuden har jeg – vist flere gange – set tilsvarende dagaktive sværmere når jeg har været i troperne – her er ialfald et dyr fra i vinters i Costa Rica:

Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 Her kan jeg ikke sætte navn på, men kan bare konstatere, at i lige denne gruppe insekter ser der ikke ud til at være en sammenhæng med, at dyr i troperne er mere farvestrålende en dem på vore breddegrader – nærmest tværtimod. Men sjovt at se, at sværmeren fortrak samme art blomster (Verbena, hedder de vist) som kolibrierne (hvor man jo til gengæld må sige at farver trænger sig på)…

Magenta-throated Woodstar, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Magenta-throated Woodstar, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Endnu en guldsmedebog! (anmeldelse)

Boudot, J.-P., G. Doucet & D. Grand 2021: Dragonflies and Damselflies of Britain and Western Europe. A Photographic Guide. 160 sider. Bloomsbury Naturalist. 45 € i Natural History Book Store.
Det er jo altid spændende at stifte bekendtskab med ny litteratur om emner der interesserer én. Og i mit tilfælde er interessen for odonata, guldsmede og vandnymfer, så stor at når der kommer ny litteratur bliver jeg nærmest nødt til at købe bogen. Normalt er jeg mest til bøger som dækker et større område, f.eks. hele Europa, og jeg har afholdt mig fra de mange bøger som begrænser sig til de Britiske Øer. Denne dækker et lidt større område, nemlig Benelux-landene, Frankrig, Schweiz og Corsica – udover de omtalte øer vest for kontinental-Europa. Egentlig kan man godt se det som et lidt “kunstigt” udvalg af lande, specielt at det kun er Corsica af Middelhavs-øerne, der er medtaget. Bogens forfattere er franskmænd, hvilket nok er en del af forklaringen på dette fokus – og den ret nye bog (udgivelsesår 2021) er da også en oversættelse af en oprindelig fransk udgave.

Det begrænsede dækningsområde gør selvfølgelig at bogens volumen bliver mere håndterlig, den medtager 98 arter og fylder 160 sider (mod eksempelvis Dijkstra et al’s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe som omhandler 163 arter på 336 sider – dog stadig en bog man sagtens kan have med i felten).

Jeg erhvervede bogen straks efter udgivelsen, men nu hvor vi er godt inde i en ny guldsmedesæson må jeg nok erkende, at det ikke bliver denne bog, jeg oftest kommer til at konsultere.

Lidt synd, egentlig, for jeg er faktisk ret begejstret for mange elementer i bogen – ikke mindst at layoutet er ret “friskt og moderne” og generelt opstillet meget overskueligt. Til gengæld finder jeg at selve tilgangen til bestemmelse i felten er en smule “antikvarisk”, for det er langt hen ad vejen baseret på, at man må “nøgle” sig frem til rette art – og ofte er det ved hjælp af karakterer, som er håbløse at se i felten og faktisk kræver indfangelse af dyrene. Det finder jeg helt unødvendigt da det i langt, langt de fleste tilfælde er en meget nemmere tilgang at basere sig på visuelle karakterer fremfor eksempelvis at tælle vingeceller.Boudot&al_eksempelside

En anden ting, som gør anvendeligheden af bogen begrænset, er udvalget af fotos som hos næsten alle arter begrænser sig til to fotos pr. art – ét af en typisk han og ét af en typisk hun. Dvs. der er ikke plads til at vise noget af den store variation, som mange arter udviser. Med op til fire arter pr. side er de enkelte fotos også meget små, så det kan være svært at se detaljer. Til gengæld er opslagene så forsynet med supplerende stregtegninger for at fremhæve nogle af de afgørende karakterer – men igen er der megen fokus på detaljer som kræver nærstudier – ja nærmest brug af lup.

Selv om sidetallet er ret lavt for en bog af denne type har man valgt at bruge 11 sider på store helsides “portrætfotos” som ikke har anden funktion end at være pynt – her ville jeg ialfald have valgt at prioritere færre og gerne større bestemmelsesfotos, når bogen jo skal forestille at være en bestemmelsesguide. Med fokuseringen på “nørdede” detaljer og den klassiske tilgang med at “nøgle” arterne vil bogen imidlertid aldrig blive hvad jeg forstår ved en field guide.

At bogens dækningsområde er, som det nu er, betyder selvfølgelig at bogen ikke dækker alle i Danmark forekommende arter – ialfald kan jeg komme i tanker om én væsentlig mangel, nemlig en af mine yndlingsarter, Huevandnymfe.

For at balancere denne anmeldelse lidt må jeg nævne et par positive elementer – på trods af bogens beskedne sideantal er der blevet plads til en gennemgang af arternes larver (sidste larvestadium) og exuvier (tomme larvehuder). Også her er det opbygget som en klassisk “nøgle”, men det er måske i dette tilfælde også den eneste måde at gå til emnet på. Jeg har endnu til gode selv at dyrke dette felt i guldsmedebestemmelse i større omfang (ud over mine optællinger af exuvier af Stor Kejserguldsmed), men jeg synes det ser ud som om at denne bog kunne være en god indgangsvinkel til emnet. Exuvie-guiden optager 29 sider i bogen.
Boudot&al_eksempelside3

En pudsig feature som jeg ikke har set i andre guider er et afsnit med alle arternes vingemønstre, lavet ved højopløste scanninger af døde individers vinger – hvilket er ganske flot, faktisk – men i mine øjne mere et kunstobjekt end brugbart i bestemmelse – ialfald af langt de fleste arter… “Vingeribbe-guiden” optager 8 sider af bogen.Boudot&al_eksempelside4

Afslutningsvis vil jeg konkludere at Boudot et al’s lille for så vidt fine bog er en bog ialfald jeg sagtens kunne undvære – den tilføjer ikke for alvor noget nyt som man har brug for for at kunne bestemme guldsmede og vandnymfer i vores del af verden. Jeg vil også mene at prisen ligger i den høje ende – ikke mindst hvis man eksempelvis sammenligner med den på mange måder tilsvarende, også foto-baserede bog Europe’s Dragonflies af Smallshire & Swash, som blot dækker hele Europa og har langt flere fotos med af de enkelte arter. Det er en langt mere praktisk anvendelig bog, som kan erhverves for lidt mere end det halve af prisen.

Men nu jeg har købt den, er den da meget hyggelig en gang imellem at hive frem – om ikke andet kan jeg nyde det fine layout, som der virkelig er kælet for – og da jeg selv sysler en del med at få tryksager til at tage sig præsentable ud kan jeg ialfald godt sætte pris på det aspekt ved bogen! Og skulle jeg en dag for alvor komme i gang med at arbejde med larver og exuvier vil jeg helt sikkert hive bogen frem!

Hvis man i øvrigt er interesseret i guldsmedelitteratur kan jeg henvise til denne oversigt over bøger omhandlende Europas odonata.

Orkidé-bonanza i april – i Italien

Edderkop-Flueblomst ssp. sipontensis, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst ssp. sipontensis, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I flere år har Mie og jeg snakket om en tur til bjergområdet Monte Gargano i Syditalien, et område berømt for måske Europas største diversitet af orkidéer. Turen skulle være i april (og var egentlig programsat sidste år, men måtte aflyses pga. Corona), da hovedblomstringen for flest arter sker denne måned.

I år blev det til noget, og det var en fantastisk oplevelse! Monte Gargano er en halvø i Adriaterhavet (“sporen” oven over Italiens “støvle”) som består af kalkklippe, hvilket i høj grad præger floraen på stedet.

Monte Garganos klippekyst, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monte Garganos klippekyst, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En stor inspiration til turen har været diverse rejserapporter på nettet, først og fremmest nogle svenskeres, men også en hjemmeside fra en italiener som flere gange har besøgt halvøen (med bredt naturhistorisk fokus, altså også med andre oplevelser end orkidéer).

Hverken Mie eller jeg er nørder, når det kommer til bestemmelse af planter, vi nyder bare farverne og formerne og lader os gerne imponere, når der er tale om stor diversitet, store mængder eller på anden måde store indtryk. Alligevel forsøgte jeg løbende at fotografere så mange arter som muligt, og med hjælp fra især Field Guide to the Orchids of Europe and the Mediterranean (Kühn, Pedersen & Cribb 2019) lykkedes det også at få bestemt en stor del af dem. Også den meget smukke bog Orkideer i Europa (fra 2017) af Henrik Ærenlund Pedersen med akvareller af Bo Mossberg blev flittigt draget frem – og har man dén i sit bibliotek vil man hurtigt opdage, at stednavnet Monte Gargano optræder meget ofte.

For andre arter end orkidéer har jeg især benyttet iNaturalist.

Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den talrigste orkidé-art som blomstrede mens vi var der (8.-17. april) var den meget smukke Sommerfugle-Gøgeurt. Den kaldes også Vifte-Gøgeurt, men dens videnskabelige navn er Anacamptis papilionacea. Og da papilio jo betyder svalehale, og da vi en gang havde set dette syn:

Sommerfugle-Gøgeurt og Svalehale, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt og Svalehale, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-var der ikke nogen tvivl om vores foretrukne navn til planten! (beklager billedkvaliteten)… Iøvrigt så vi både vores “hjemlige” Svalehale og Sydeuropæisk Svalehale – og i det hele taget masser af sommerfugle – mere om det senere.

En gruppe af orkidéer som især gjorde sig bemærket var flueblomsterne – her er MANGE arter, og desuden optræder de i forskellige varianter og underarter – så vil man dyrke dem grundigt kræver det nørderi! Vi nøjedes mest med at nyde, og navnene på de følgende er hvad vi TROR det er (uden at beskæftige os nærmere med varianter osv., udover den ret letgenkendelige sipontensis-underart af Edderkop-Flueblomst med lyserøde sepaler, afbildet ovenfor):

Prægtig Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prægtig Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Saddel-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Det eneste eksemplar af arten vi fandt på turen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krybende Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krybende Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder vokser forskellige arter mellem hinanden med stor tæthed, og man kan opleve syn som f.eks. dette:

Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-opleves (og fotograferes, ikke mindst!) bedst hvis man lægger sig på maven…

Græsset eng med bl.a. Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsset eng med bl.a. Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Mie Buus.

Landskabet på Monte Gargano er meget afvekslende; flest orkidéer finder man på stenede steder hvor kalk-forekomsterne ligger frit tilgængeligt.

Typist græsningslandskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Typist græsningslandskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bart og stenet landskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bart og stenet landskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder kan det se meget bart og nærmest goldt ud, men bukker man sig ned og kigger efter, kan der alligevel være masser af spændende botanik…

Fåblomstret Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fåblomstret Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne art fandt vi netop på et stenet plateau som det ovenstående.

Jeg kommer ikke til i dette blogindlæg at gennemgå ALT hvad vi så, men her kommer lidt flere af orkidéerne:

Italiensk Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Italiensk Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På engelsk hedder den Naked Man Orchid, og den enkelte blomsterlæbe ligner da også små mænd (inkl. strittende tissemænd – klik på billedet og du kan se dem)…

Sporeløs Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sporeløs Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det kan godt være at  navnet Sporeløs Gøgeurt for en botaniker giver mening; jeg bryder mig ikke om det. På engelsk hedder arten blot Man Orchid (igen på grund af de menneskelignende blomsterlæber, dog uden tissemænd), hvilket er helt i tråd med det videnskabelige navn Orchis anthropophora. Svenskerne kalder den Spökyxne, og Mie og jeg blev enige om at Gespenst-Gøgeurt burde være det danske navn – også på grund af den mærkelige blege farve som blomsterne er udstyret med…

Vi mødte ikke mange arter som vi kendte hjemmefra; de følgende to har vi dog set bl.a. på Öland…

Salep-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Salep-Gøgeurt (og Sommerfugle-Gøgeurt), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bakke-Gøgeurt ("Krudtbrænder"), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bakke-Gøgeurt (“Krudtbrænder”), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Indmellem møder man noget der ikke passer med bøgerne:

Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det afvigende hvide eksemplar skulle, ligesom de andre på billedet, være Sommerfugle-Gøgeurt.

Der var mange andre indtryk end lige orkideer, floraen i det hele taget var utroligt varieret, og det var påfaldende så mange arter som var i blomst netop nu. Jeg forestiller mig at disse åbne landskaber ret tidligt i maj-juni bliver meget tørre og afsvedne, derfor er det for blomsterne om at få vist deres pragt og tiltrukket insekter nu mens tid er…

Storkenæb sp. og svirreflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storkenæb sp. og svirreflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Viol sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Viol sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krokus sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krokus sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som nævnt mødte vi en del bestøvere i form af sommerfugle (og iøvrigt også bier, fluer og humlebier)…

Guirlandesommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Guirlandesommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Hømorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Hømorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humleflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humleflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sidstnævnte er muligvis samme art Lille Humleflue som vi har herhjemme, og vi så iøvrigt også Stor Humleflue, som faktisk var ny art for mig – det er jo ikke en art som optræder ofte i de landskaber jeg oftest færdes i. Jeg synes humlefluer er fede at iagttage!

Der var mange andre sommerfuglearter end de viste, bl.a. Aurora, Lille Ildfugl, som nævnt begge arter Svalehaler, Grønbroget Kålsommerfugl, flere arter bredpander og den flotte Orange Citronsommerfugl. Jeg må ikke glemme at nævne at jeg er helt vild med guirlandesommerfugle, den ovenfor viste er arten Zerynthia cassandra, som også var ny art for mig, og heldigvis meget almindelig og som regel nem at fotografere, da den ofte hvilede med udbredte vinger – vi så den forøvrigt aldrig gå ned på blomster, så måske er den slet ikke nektar-fødesøgende…

Ovenfor omtaler jeg “Gespenst-Gøgeurt”, et andet gespenst vi fandt var denne creepy knæler:

Knæler, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Knæler, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skulle være arten Empusa pennata, jeg har ingen idé om hvor almindeligt det er at støde på den, men selv om jeg ikke har det komfortabelt med knælere var jeg helt stolt over at finde den – som den sad i græsset og prøvede at ligne en samling tørre strå… Parat til at kaste sig over intetanende byttedyr!

Et helt andet landskab som Monte Gargano-halvøen også indeholder er den fedeste urskov, Foresta Umbra, med en enorm variation af europæiske træarter. Skoven var netop ved at grønnes, men egetræerne var ikke sprunget ud, så der var stadig lys i skovbunden til anemonerne.

Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blå Anemone i Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blå Anemone i Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er umuligt at få det hele med fra de intensive ni dage, vi tilbragte dernede, men her er ihvertfald en lille mundsmag. Hvis det skulle give andre lyst til selv at besøge Monte Gargano, står jeg gerne til rådighed med specifikke råd til lokaliteter, praktiske forhold osv.

Til sidst en stor tak for dejligt selskab i naturen til min søde rejsefælle!

Mie med Blå Iris og anden botanik, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie med Blå Iris og anden botanik, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Nytår 2021/2022

Min nytårshilsen med tilbageblik på arbejdsopgaver og projekter i 2021 er netop sendt ud til venner og samarbejdspartnere.

Igen i år fik jeg en enkelt opgave annuleret på grund af Corona-restriktioner, men ellers har firmaet ikke været negativt ramt af pandemien. Året har været præget af et væld af spændende arbejdsopgaver; 2021 var et godt år for mig og mit lille firma…

Som tidligere nytår har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som kun findes digitalt, ikke på print). Jeg ofrer ikke mange ressourcer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Min nytårshilsen (pdf-filen) må derfor gerne videre-distribueres! Der er altid plads til flere spændende projekter!

Jeg ønsker alle et godt 2022, med tak for samarbejdet vi har haft, og håber fremtiden bringer nye spændende projekter og samarbejdsmuligheder!

Klik her for at downloade hele nytårshilsenen (en lidt “tung” fil, seks sider som pdf).

Sommer i Sverige

Der opstod en uventet mulighed for at tage en uges ferie – det blev til Skåne, Småland og Östergötland, ca. ligeligt fordelt mellem de tre landsdele i vort naturrige naboland mod øst. Vi var af sted 18.-25. juli under en periode med dejligt sommervejr – så en stor del af oplevelserne kom til at handle om insekter, hvor Sverige virkeligt har meget at byde på! Her kommer lidt forskellige indtryk i kronologisk rækkefølge – mest fotos med nogle få kommentarer.

Stor Farvevandnymfe, Kävlingeån, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Farvevandnymfe, Kävlingeån, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Farvevandnymfe med en usædvanlig tegning på S7 (syvende bagkropssegment). Samme sted havde Henrik dagen i forvejen set Lille Kejserguldsmed, som efterhånden er blevet en almindelig art i store dele af Sydsverige.

Sandrandøje i sand, Ravlunda Skjulfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sandrandøje i sand, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svirreflue får sig et lift på vingen af Seksplettet Køllesværmer, Ravlunda Skjulfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Svirreflue får sig et lift på vingen af Seksplettet Køllesværmer, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Seksplettet Køllesværmer og Blåhat-Langhornsmøl, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Seksplettet Køllesværmer og Blåhat-Langhornsmøl, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide C viser sit hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide C viser sit hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Blåpil han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi genbesøgte Helgeå mellem Visseltofta og Hässlehult, hvor vi også var i august 2018 – lidt senere på sæsonen og sent nok til at vi dengang kun med nød og næppe fandt Lille Tangguldsmed. I år var det ikke svært, arten var talrigt til stede og meget aktiv – bl.a. var der et par hanner som flere gange satte sig under en meter fra hvor jeg stod – desværre i en dårlig vinkel for fotografering. Men en fed guldsmed er det under alle omstændigheder!

Lille Tangguldsmed han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Tangguldsmed han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter et par dage i Skåne rykkede vi nordpå til et område nord for Västervik som udover Gotland er kendt som det bedste “hotspot” for den smukke dagsommerfugl Apollo – en art jeg altid har drømt om at se.

Apollo, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Apollo, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Apollo i modlys, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Apollo i modlys, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi fandt ialt 11 individer af den overjordisk smukke sommerfugl, der overraskede ved at kroppen, hovedet og ikke mindst følehornene egentlig er meget små i forhold til vingernes størrelse. På de tørre overdrevsagtige partier i Naturreservatet Hulöhamn-Vindåsen og i det omgivende land var der i det hele taget en overdådighed af dagsommerfugle, med Kejserkåbe og Citronsommerfugl i rå mængder, Det hvide C, Sørgekåbe og mange flere.

Kejserkåbe, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kejserkåbe, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Seksplettet Køllesværmer og Pimpinelle-Køllesværmer, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Seksplettet Køllesværmer og Pimpinelle-Køllesværmer, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er ikke hundrede procent sikker på bestemmelsen af Pimpinelle-Køllesværmer, men det skulle ialfald ikke være nogen ualmindelig art i denne del af Sverige…
På vejen videre mod Tåkern-området i Östergötland faldt vi ved en rasteplads over denne Firebåndet Blomsterbuk i færd med at lægge æg i en træstub…

Firebåndet Blomsterbuk, nær Hälgenäs, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Firebåndet Blomsterbuk, nær Hälgenäs, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De næste dage blev tilbragt i et område som vi også tidligere med stor fornøjelse har besøgt: Vadstena-Tåkern-Omberg-området.

Gulvinget Hedelibel han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gulvinget Hedelibel han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Gulvinget Hedelibel (som i Danmark er en “bekymringsart” som lader til at have meget få etablerede bestande) var almindelig flere steder, bl.a. ved Tåkern, hvor jeg også fandt Lille Rødøjet Vandnymfe som ny art for den ellers velundersøgte sø.

Lille Rødøjet Vandnymfe han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Rødøjet Vandnymfe han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der var også adskillige par i parring og æglægning af Lille Rødøjet Vandnymfe – en art som er blevet lidt af en temaart for mig denne sommer, med genfund i Han Vejle, store mængder i Vilsted Sø, plus nye fund i adskillige atlaskvadrater i Danmark – og nu altså de første registreringer af arten i den berømte fuglesø Tåkern (der som nævnt også er velundersøgt for guldsmede). Men ligesom herhjemme er arten i Sverige under hastig spredning nordpå (og Skagen huser således ikke længere verdens nordligste af arten)…
I Tåkern flyver også mange Plettet Smaragdlibel, en art som i det hele taget ses mange steder i Sverige og ikke lader til at være særligt snæver i habitatkrav…

Plettet Smaragdlibel, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Plettet Smaragdlibel, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ved Alvastra Kloster var en charmerende Lille Humleflue tiltrukket af nogle bede med lavendel. Jeg har aldrig set den – i Danmark – noget mere almindelige Stor Humleflue, men har altid ønsket det. Og Lille Humleflue på under en centimeter i kropslængde må siges at være endnu mere karismatisk end sin store fætter…

Lille Humleflue, Alvastra Kloster, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Humleflue, Alvastra Kloster, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De sidste dage på turen blev tilbragt ved Kävsjön/Store Mosse Nationalpark, også en favoritlokalitet på vores Sverigeskort. Her havde jeg fornøjelsen af finde en æglæggende Kongeguldsmed i Storån (lige udenfor nationalparken nord for mosen).

Kongeguldsmed og Blåbåndet Pragtvandnymfe, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kongeguldsmed og Blåbåndet Pragtvandnymfe, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er faktisk også en Fjerbenet Vandnymfe på fotoet… En art jeg er meget vild med, og den er jo dejligt almindelig mange steder i Sverige, vi så den både i Skåne og Småland. Men da jeg ikke fik ordentlige fotos denne gang kommer her lige et foto fra vores tur i 2018 (et foto som aldrig har været vist før, og det fortjener det).

Fjerbenet Vandnymfe han, Helgeå, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fjerbenet Vandnymfe han, Helgeå, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Kongeguldsmed er blevet lidt af en temaart for mig denne sommer, med fund på fem lokaliteter i Herning Kommune samt på den klassiske lokalitet Stubberupvad og nu i Sverige – hvor der iøvrigt også var mindst én han.

Kongeguldsmed han, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kongeguldsmed han, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også ved Kävsjön og skovene omkring mosen var Plettet Smaragdlibel en meget talrig art – hver lille lysning havde sin patruljerende han…

Plettet Smaragdlibel han, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Plettet Smaragdlibel han, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her mødte vi også Kæmpefluen Harald

Kæmpefluen Harald, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kæmpefluen Harald, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På vej hjem mod færgen i Göteborg blev det til et kort stop som bragte nye fine dyr.

Lille Penselspinder, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Penselspinder, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Inaturalist-appen fortæller ialfald at dette skulle være larven af Lille Penselspinder – og det ser ud til at være rigtigt nok. Sjov er den under alle omstændigheder!

Hvepsefluer, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hvepsefluer, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ved hjælp af Inaturalist-appen og Naturbasen.dk har jeg fundet frem til at dette må være hvepsefluer i slægten Conops.
Der var mange flere insekter – og andre flotte oplevelser – på ferien i Sverige, men dette var et lille udpluk og hvad der kunne blive plads til her.  Sverige har så meget at byde på, og det var helt sikkert ikke sidste tur derover!

Nytårshilsen med tilbageblik på 2020

nytaarshilsen2020.forsideMin nytårshilsen med tilbageblik på det forgangne års projekter er netop sendt ud til alle firmaets samarbejdspartnere. Jeg fik en enkelt opgave annuleret på grund af Corona-restriktioner, men ellers må jeg sige at firmaet foreløbig er sluppet godt igennem pandemien.

Som de tidligere år har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som kun findes digitalt, ikke på print). Jeg ofrer ikke mange ressourcer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres! Jeg har ganske vist allerede ordrebogen pænt booket for store dele af det kommende år, men der er stadig plads til flere spændende opgaver!

Jeg ønsker alle et godt 2021!

Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (tre sider som pdf).

Oversigt over guldsmedelitteratur

I adskillige år har det været "biblen" når det gælder guldsmede-bestemmelse - Dijkstra 2006.
I adskillige år har det været “biblen” når det gælder guldsmede-bestemmelse – Dijkstra 2006.
Biblioteket med guldsmedelitteratur er vokset - specielt de sidste par år...
Biblioteket med guldsmedelitteratur er vokset – specielt de sidste par år…
Det griber om sig, det er blevet til en ordentlig stak guldsmedebøger efterhånden!
Som det ses på min første udgave af Dijkstra’s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe er det en bog, der har været flittigt brugt i felten – ja den har endda været med i kanoen, når jeg har været udsat for havari, så den har prøvet lidt af hvert. Er det så dén bog jeg vil anbefale andre guldsmedeinteresserede? I det følgende vil jeg gennemgå de bøger som er på markedet om Danmarks/Skandinaviens/Europas guldsmede og vandnymfer, og kommentere deres styrker og svagheder. Bøgerne er nævnt efter udgivelsesår.
Nielsen, O. F. 1998: De danske guldsmede. – Apollo Books. ISBN 9788788757-21-7. En meget grundig gennemgang af de danske arter og deres biologi, ud fra den viden som fandtes på det tidspunkt. Bogen er skrevet, da Stor Kejserguldsmed først for nylig var registreret i Danmark, og flere andre arter er efter årtusindskiftet dukket op i landet (og mangler derfor i bogen), f.eks. Lille Rødøjet Vandnymfe og Grøn Kobbervandnymfe. Men selv om bogen udkom for over tyve år siden og der derfor er sket meget siden, må det stadig betegnes som en milepæl for dansk odonatologi. Trykke- og fototeknisk er der gjort fremskridt siden udgivelsen af denne bog, alligevel er der mange ”hyggelige” fotos af dyrene og habitaterne. Man skal ikke købe den som felthåndbog, det er den ikke tænkt som, og oplysningerne om udbredelse er uaktuelle. Det er først og fremmest en fin indføring i guldsmedenes levevis under danske forhold, og som sådan kan bogen virkelig anbefales. ‘De danske guldsmede’ er tilsyneladende stadig til salg fra forlaget (300 DKK + moms).
Cham, S. 2012: Field Guide to the larvae and exuviae of British Dragonflies. – The British Dragonfly Society. ISBN 978-0-9556471-2-3. Når man på et tidspunkt har kigget på voksne, flyvende guldsmede og vandnymfer i nogle år, opstår et ønske om at lære noget om dyrenes liv i den lange periode af deres liv, hvor de lever som vandlevende insekter i larvestadiet. Her er der ikke så megen hjælp at hente i litteraturen – der findes en meget grundig bog om emnet på hollandsk, men eftersom det er et sprog jeg ikke behersker, er det jo ikke en mulighed. Denne engelske bog er et udmærket sted at starte hvis man gerne vil kunne identificere larverne (og tomme larvehuder/”exuvier”). Her er anvendt fotos, hvilket både kan være en styrke og en svaghed – ofte kan forskelle i udseende lettere tydeliggøres på tegninger. Den største mangel ved bogen er dens geografiske begrænsning, den dækker kun de Britiske øer, og der er derfor en del danske arter som ikke er behandlet, bl.a. Grøn Mosaikguldsmed. Ellers kan nævnes, at Billqvist 2019 medtager fotos af larverne, dog uden at behandle kendetegnene. Bogen kan købes hos NHBS for 12 €.
Boudot, J.-P. & V.J. Kalkman (Red.) 2015: Atlas of the European dragonflies and damselflies. KNNV Publishing. ISBN 978-90-5011-4806. Et imponerende værk som præsenterer et fælleseuropæisk atlas over guldsmedenes udbredelse i 50×50 km kvadrater. Derudover bringes også kort med verdensudbredelsen for de pågældende arter. Det danske materiale stammer fra naturbasen.dk (tidligere fugleognatur.dk), og tilsvarende er der for de andre lande anvendt nationale digitale artportaler/databaser. Fund til og med 2012 er medtaget i behandlingen, derfor er eksempelvis den nyopdagede bestand af Baltisk Mosaikguldsmed fra Vejlerne med. Teksten behandler arternes foretrukne habitater, bestandsudviklingstendenser og beskyttelsesstatus samt flyvetid (ofte vist grafisk for forskellige delområder). De fleste arter har et lille præsentationsfoto, men der er ikke fokus på artsbestemmelse – bogen er først og fremmest for folk som ønsker et detaljeret kendskab til arternes udbredelse i Europa. Bogen kan købes hos forlaget, men da webshoppen er på hollandsk, kan det være besværligt. Det er nemmere at bestille den hos NHBS, hvor den koster 84 €.
Galliani, C., R. Scherini & A. Piglia 2017: Dragonflies and Damselflies of Europe. A scientific approach to the identification of European Odonata without capture. – WBA Handbooks. ISBN 978-8890-3323-6-4. Bogen er forfattet af italienske odonatologer og behandler alle europæiske arter. Som fremhævet i titlen er formålet med bogen at fremhæve FELTkendetegn som kan anvendes uden indfangning af dyrene. Den videnskabelige tilgang (også fremhævet i titlen) er ikke mere fremtrædende end i de andre håndbøger, og giver sig mest udtryk i at der udelukkende anvendes de videnskabelige artsnavne, ikke engelske eller andre landes navne. Hver art behandles på ét opslag (to sider); nogle få sjældnere arter får kun en enkelt side. I langt de fleste tilfælde er der fire fotos pr. art – store pædagogiske fotos – og for en del arters vedkommende er der tilføjet detalje-fotos (eller tegninger), som ”zoomer ind” på særligt afgørende detaljer for bestemmelsen, f.eks. mange vandnymfearters karakteristiske tegninger på andet bagkropssegment hos hannerne. Ligeledes er der anvendt pile for at fremhæve detaljer. Hvert arts-opslag rummer desuden et udbredelseskort (ikke helt opdaterede; har godt nok fået Grøn Kobbervandnymfe med i den sydlige tredjedel af Jylland, men mangler f.eks. Lille Rødøjet Vandnymfe og Baltisk Mosaikguldsmed i Danmark). Teksten er ret kortfattet – bogens styrke er først og fremmest det meget flotte fotomateriale (hvoraf mange af de nordlige arter er fotograferet af Erland Refling Nielsen). Kan købes hos NHBS til en pris af 67,50 €, hvilket synes dyrt sammenlignet med Smallshire’s eller Dijkstra’s bøger.
Billqvist, M., D. Andersson & C. Bergendorff 2019: Nordens Trollsländor. – Avium förlag. ISBN 978-9198-5165-2-4. Bogen har jeg anmeldt mere grundigt her. Her skal blot atter fremhæves, at det er en utroligt grundig guide med mange fotos (15-25) til hver art, og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Teksten er ligeledes omfattende og en stor hjælp i tvivlstilfælde, mange mere spidsfindige kendetegn er medtaget. Og så er der kælet for layoutet! Regner man kun med at kigge på guldsmede og vandnymfer i Skandinavien, og vil man kun investere i én felthåndbog, må det blive denne. Bogen kan eksempelvis købes i Naturbokhandeln for 299 SEK eller i Naturbutikken for 299 DKK.
Wildermuth, H. & A. Martens 2019: Die Libellen Europas. Alle Arten von den Azoren bis zum Ural im Porträt. – Quelle & Meyer Verlag Wiebelsheim. ISBN 978-3-494-01690-0. En enormt omfattende håndbog på næsten 1000 sider, hvor begrebet ”tysk grundighed” virkelig kommer til sin ret. Ikke en typisk felthåndbog hvor arterne er præsenteret på sammenlignelige pædagogiske plancher, ikke desto mindre er der et tekstafsnit om kendetegn, som er meget detaljeret, og der er mange fotos både af dyrene og habitaterne – de fleste fotos er dog ret små. Håndbogens største styrke er behandlingen af levevis og økologi, hvor det virker som om, at al eksisterende viden om de enkelte arter er samlet op (med behørige litteraturhenvisninger). Litteraturlisten bagest i bogen fylder 70 sider. I en del tilfælde – for arter med begrænsede informationer – påpeger bogen også oplagte huller i den tilgængelige viden. For hver art er der et stort detaljeret udbredelseskort, der dog ikke altid er særligt præcist for danske forhold; f.eks. vises Baltisk Mosaikguldsmed som forekommende på Bornholm (men ikke Lille Kejserguldsmed), og Sydlig og Lille Kobbervandnymfe har fået alt for store udbredelser (i forhold til den kendte meget pletvise forekomst). Men alt i alt vil denne bog tilfredsstille et ønske om mest mulig viden samlet i én bog (forudsat at man kan læse tysk). Det er til gengæld ikke en bog som kan anbefales som egentlig felthåndbog. Man kan købe ‘Die Libellen Europas’ gennem NHBS for 65 € – og man får virkelig meget bog for pengene!
Smallshire, D. & A. Swash 2020: Europe’s dragonflies. A field guide to the damselflies and dragonflies. – Princeton University Press/WILDGuides/British Dragonfly Society. ISBN 978-0-691-16895-1. En nyudgivet guide der i opbygning minder en del om Galliani’s bog med ét opslag (to sider) pr. art. Layoutet er mere moderne og ”friskt”, og alle opslagene er opbygget med tekst, udbredelseskort og et habitat-foto på venstre side, 4-9 bestemmelsesfotos på højre side (ofte med indsatte ”indzoomede” detaljefotos) og med tynde linjer til at fremhæve særligt vigtige detaljer. Som i Galliani’s bog er der for mange arter desuden tegninger som viser specifikke elementer på guldsmedekroppen som det er særligt vigtigt at fokusere på, disse er indsat i den brede margin på venstresiden. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at teste bogen som bestemmelsesguide, men den virker umiddelbart ret grundig og ikke mindst meget indbydende/”lækker”! Hvis man foretrækker fotos til feltbestemmelse frem for tegninger (i høj grad en personlig smagssag) vil jeg anbefale at man overvejer denne guide. Den kan købes hos NHBS for 24 €, hvilket må siges at være billigt.
Dijkstra, K.-D. B., A. Schröter & R. Lewington 2020: Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe including western Turkey and north-western Africa, Second Edition. – Bloomsbury Wildlife. ISBN 978-1-4729-4395-8. Ny udgave af min slidte “bibel” fra 2006. Langt hen ad vejen er det den samme bog med de samme meget smukke og detaljerede stregtegninger, men nogle få nye arter er tilføjet, og det meste af layoutet er brudt helt om. Alle fotos er udskiftet. Behandlingen af arterne og layoutet er ikke så ”stringent” opbygget som i flere af foto-guiderne, her er ganske vist mange arter som fylder præcis én eller to sider, men i tilfælde hvor der ikke var plads nok indenfor et opslag, kan behandlingen løbe over flere sider. Bestemmelsesdetaljer er vist på tegningerne, de ledsagende fotos har man mest indtrykket af tjener til at bryde og gøre layoutet mere levende, men den ledsagende billedtekst fremhæver hvis særlige karakterer kan ses på billedet. Teksten er i det hele taget koncis og meget fokuseret på feltbestemmelse, mens afsnit om habitat og forekomst fylder minimalt. Selv om udviklingen indenfor foto- og trykketeknik har gjort at felthåndbøger som anvender fotos er blevet langt mere anvendelige, vil jeg stadig mene at anvendelsen af tegninger giver bedst mulighed for pædagogisk fremhævning af vigtige detaljer – forudsat at der er tale om en dygtig tegner! (og det må man sige der er i dette tilfælde, nemlig Richard Lewington, der har illustreret en lang række insektbøger i denne serie). Altså en bog jeg giver min bedste anbefaling. Bogen kan købes hos NHBS for 24 €, hvilket jeg kun kan betragte som meget billigt (og det må være fordi den trykkes i et stort oplag at det kan lade sig gøre).
Boudot, J.-P., G. Doucet & D. Grand 2021: Dragonflies and Damselflies of Britain and Western Europe. A Photographic Guide. – Bloomsbury Naturalist. ISBN: 978-1-4729-8222-3. Normalt køber jeg først og fremmest bøger som dækker et større geografisk område; denne dækker de Britiske Øer foruden Frankrig, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Schweiz og Corsica – et lidt pudsigt valg af dækningsområde (som formentlig afspejler at forfatterne er franskmænd). Jeg har skrevet en egentlig anmeldelse af bogen, her skal blot nævnes at det er en smal bog på blot 160 sider baseret på en klassisk(/”antikveret”) tilgang til bestemmelse hvor man “nøgler” sig frem til rette art. Bogen præsenterer to til fire arter pr. opslag, og der er i de fleste tilfælde kun to fotos (en typisk han og en typisk hun) pr. art. Man får altså ikke præsenteret et stort udvalg af variationer – til gengæld er der mange “hjælpetegninger” som viser detaljer – ofte detaljer man kun kan se, hvis man indfanger dyrene. Bogen er således IKKE tænkt som hvad man normalt forstår ved en field guide. Positivt er der til gengæld en stor sektion af bogen tilegnet bestemmelse af larver i sidste larvestadium og exuvier – og uden at have efterprøvet denne nøgle i praksis ser den i mine øjne både grundig og relativt tilgængelig ud. Bogen dækker dog (pga. af det valgte regionale fokus) ikke alle arter som kan træffes i Danmark. Det er en dyr bog (prisen er 45 € i NHBS), hvilket selvfølgelig må afspejle at dens målgruppe er meget mere begrænset end de bøger som dækker hele Europa.
Afslutningsvis og som svar på mit indledende spørgsmål: Ja, jeg anbefaler stadig Dijkstra’s bog (nu i den ny udgave), men ville være ked af at lade den stå alene – alle de nævnte bøger har deres styrker. Er man nybegynder (og har man det godt med svensk) vil jeg sige at Billqvist er et godt sted at starte, da artsudvalget begrænser sig til det skandinaviske. Vil man gerne vide mere om dyrenes levevis kan Ole Fogh Nielsens gamle fine bog anbefales, og vil man gerne vide mest muligt er Wildermuth er godt sted at søge til. Det kan forekomme ret overvældende at der i løbet af få år er udkommet SÅ mange gode bøger om Europas guldsmedefauna – blot synd at det samme ikke kan siges at være tilfældet med andre verdensdele.
Som jeg flere gange i ovenstående har bemærket, så skal man ikke forlede sig for meget på udbredelseskortene i flere af bøgerne – men for Danmarks vedkommende er vi jo i den heldige situation, at man blot kan konsultere guldsmedeatlas.dk for at få den mest aktuelle viden om arternes udbredelse her i landet.

Sne / is / polar – arktisk aura

Sneugle.

Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ismåge.

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Polarræv.

Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henrik Haaning beskrev en gang (på den hedengangne blog “vejlerwebben”) trækket af Dværgmåge langs danske kyster som “måske verdens smukkeste fugletræk”. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret (for Dværgmåge er en af mine yndlingsarter), lige indtil jeg blev præsenteret for disse billeder fra nogle hollænderes besøg i Barrow, Alaska, i efteråret 2018. Hollænderne var taget til Barrow for at opleve det spektakulære træk af Rosenmåge, der er beskrevet for denne lokalitet igennem de sidste ca. 20 år. Og jeg må sige, at de fotos, der kom ud af deres besøg, i dén grad fik tænderne til at løbe i vand – dét var bare et fænomen, man havde lyst til at opleve. På billederne er der flokke på op til 40-50 stykker af de små lækre måger, og der er close up-fotos af fugle som kommer helt ind i brændingen og fouragerer.

Så Henrik og jeg, foruden Martin Lund og Morten Jenrich Hansen, fik talt hinanden varme på sådan en tur. Vi valgte en uge midt i oktober sidste år, som skulle være det optimale tidspunkt. Der var ikke set Rosenmåger i dagene forud for vores ankomst, så der var lagt “i kakkelovnen” til, at det snart måtte ske.

For at gøre en lang historie kort, så skete det aldrig, desværre. Efteråret 2019 blev dét år, hvor Rosenmåge-trækket svigtede Barrow – det forholder sig nok sådan, at trækket bare er foregået længere til havs, og manglen på blæsevejr gjorde, at de ikke blev presset tæt på kysten. Faktisk SÅ vi (dvs. de fleste i vores gruppe) på dagen med de højeste vindstyrker to Rosenmåger, en gammel og en ung – men på lang afstand og slet ikke dét syn vi havde drømt om at opleve. Derudover var der en amerikansk fuglefotograf, som havde fået en flok med ti fugle med på et dokumentationsfoto – men igen på enorm lang afstand.

Derudover sås INGEN Rosenmåger i Barrow i 2019.

Det var altså langt hen ad vejen en slukøret fornemmelse vi havde, og desperationen steg, efterhånden som vores uge på stedet nærmede sig enden. Læs hele Henriks beretning om besøget ledsaget af mange fotos på Pandion (klik her).

Men man rejser selvfølgelig ikke så langt uden at have øjnene åbne for hvad stedet ellers kan byde på. Barrow er et vildt Klondyke-agtigt sted, Nordamerikas Skagen, der stikker som en pynt ud i Beauforthavet – og samler en masse fugletræk op. Ikke mange arter, slet ikke så sent på efteråret, hvor frosten har sat ind – men det var arter med “arktisk aura”.

Talmæssigt var det et stort træk af Havlit og Ederfugl (iblandet Kongeederfugl og enkelte Brilleederfugl), som dominerede – fugle som kom fra det enorme havområde nord for Canada og passerede Barrow-pynten på vej mod isfri farvande. I alt talte vi f.eks. over 16.000 Ederfugle.

Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Over havet trak også mange Hvidnæbbet Lom og Stillehavslom (totaler for ugen på ca. 50 og >100) og overraskende mange Korthalet Skråpe (over 600 – vi har ikke set andre rapporter fra Barrow i oktober med så store tal).

Men ellers var det, der gjorde størst indtryk, de enorme mængder af lemminger og de dyr, der spiser dem! Polarræve i hvid vinterpels kunne ses allevegne rundt om byen og ude i tundraen (på de få kilometer veje, der strækker sig ud fra byen).

Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi måtte jo tage en pause fra havobsen en gang imellem, for det trak også i os at kigge nærmere på de mange Sneugler, som bare sad allevegne. Vi kunne se Sneugler fra hotellet, og de sad spredt rundt om i byen, bl.a. på gravstederne, og de sad også ude i tundraen – på én dag så vi på et par timer ialt 29 Sneugler, helt vildt! Man kunne altså på hvilket som helst tidspunkt beslutte sig for at opsøge en Sneugle – de var bare til stede over det hele!

Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover lemming-spiserne var det et plaster på såret, når nu Rosenmåge-trækket ikke indfandt sig, at Ismåge viste sig at være meget medgørlig. Blandt store mængder af Gråmåger som hang ud langs stranden dukkede af og til en Ismåge op, hver dag fik vi besøg på obspunktet af én til tre stykker af de delikate fugle, som det er en udsøgt nydelse at se!

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så man kan på ingen måde sige, at turen var en fiasko – det var et skår i glæden at det ikke lykkedes med Rosenmågerne, men vi sørgede for at suge til os af de mange andre fantastiske fugle og dyr, man kan opleve i Barrow i oktober. Vi var aktive i alle de lyse timer og nåede en samlet fugleliste på 31 arter, inkl. sjældenheder som Stor Gulben og Varied Thrush – og det er faktisk flere end der normalt bliver set på stedet på den årstid.

Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mange flere fotos fra turen til Barrow kan ses i mit fotogalleri (klik her).

Okkerfarvet ørken på Fuerteventura

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.

Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.

Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…

Kravetrappe, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!

Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!

Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).

Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.

Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!

Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.

Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.

Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…

Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…

Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.

Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!

Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.

Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!

Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.

Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.

Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…

Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.

Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.

Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.

Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).

Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…

Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!

Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.

Endnu en nytårshilsen fra ornit.dk

Jeg plejer hvert år at udsende en kombineret jule/nytårshilsen fra firmaet, med et tilbageblik på det forgangne års projekter, og et ønske om fortsat samarbejde med mine forskellige samarbejdspartnere. I år blev den ikke klar lige så tidligt som de andre år, og julen er ligesom forpasset, så det blev bare til en nytårshilsen.

Som altid har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som dog kun findes digitalt). Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres!

Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (fem sider som pdf):

nytaarshilsen2019_forside_lille