Der opstod en uventet mulighed for at tage en uges ferie – det blev til Skåne, Småland og Östergötland, ca. ligeligt fordelt mellem de tre landsdele i vort naturrige naboland mod øst. Vi var af sted 18.-25. juli under en periode med dejligt sommervejr – så en stor del af oplevelserne kom til at handle om insekter, hvor Sverige virkeligt har meget at byde på! Her kommer lidt forskellige indtryk i kronologisk rækkefølge – mest fotos med nogle få kommentarer.
Stor Farvevandnymfe, Kävlingeån, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe med en usædvanlig tegning på S7 (syvende bagkropssegment). Samme sted havde Henrik dagen i forvejen set Lille Kejserguldsmed, som efterhånden er blevet en almindelig art i store dele af Sydsverige.
Sandrandøje i sand, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Svirreflue får sig et lift på vingen af Seksplettet Køllesværmer, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Seksplettet Køllesværmer og Blåhat-Langhornsmøl, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Det hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Det hvide C viser sit hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Lille Blåpil han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vi genbesøgte Helgeå mellem Visseltofta og Hässlehult, hvor vi også var i august 2018 – lidt senere på sæsonen og sent nok til at vi dengang kun med nød og næppe fandt Lille Tangguldsmed. I år var det ikke svært, arten var talrigt til stede og meget aktiv – bl.a. var der et par hanner som flere gange satte sig under en meter fra hvor jeg stod – desværre i en dårlig vinkel for fotografering. Men en fed guldsmed er det under alle omstændigheder!
Lille Tangguldsmed han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Efter et par dage i Skåne rykkede vi nordpå til et område nord for Västervik som udover Gotland er kendt som det bedste “hotspot” for den smukke dagsommerfugl Apollo – en art jeg altid har drømt om at se.
Apollo, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Apollo i modlys, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vi fandt ialt 11 individer af den overjordisk smukke sommerfugl, der overraskede ved at kroppen, hovedet og ikke mindst følehornene egentlig er meget små i forhold til vingernes størrelse. På de tørre overdrevsagtige partier i Naturreservatet Hulöhamn-Vindåsen og i det omgivende land var der i det hele taget en overdådighed af dagsommerfugle, med Kejserkåbe og Citronsommerfugl i rå mængder, Det hvide C, Sørgekåbe og mange flere.
Kejserkåbe, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Seksplettet Køllesværmer og Pimpinelle-Køllesværmer, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg er ikke hundrede procent sikker på bestemmelsen af Pimpinelle-Køllesværmer, men det skulle ialfald ikke være nogen ualmindelig art i denne del af Sverige…
På vejen videre mod Tåkern-området i Östergötland faldt vi ved en rasteplads over denne Firebåndet Blomsterbuk i færd med at lægge æg i en træstub…
Firebåndet Blomsterbuk, nær Hälgenäs, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De næste dage blev tilbragt i et område som vi også tidligere med stor fornøjelse har besøgt: Vadstena-Tåkern-Omberg-området.
Gulvinget Hedelibel han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel (som i Danmark er en “bekymringsart” som lader til at have meget få etablerede bestande) var almindelig flere steder, bl.a. ved Tåkern, hvor jeg også fandt Lille Rødøjet Vandnymfe som ny art for den ellers velundersøgte sø.
Lille Rødøjet Vandnymfe han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der var også adskillige par i parring og æglægning af Lille Rødøjet Vandnymfe – en art som er blevet lidt af en temaart for mig denne sommer, med genfund i Han Vejle, store mængder i Vilsted Sø, plus nye fund i adskillige atlaskvadrater i Danmark – og nu altså de første registreringer af arten i den berømte fuglesø Tåkern (der som nævnt også er velundersøgt for guldsmede). Men ligesom herhjemme er arten i Sverige under hastig spredning nordpå (og Skagen huser således ikke længere verdens nordligste af arten)…
I Tåkern flyver også mange Plettet Smaragdlibel, en art som i det hele taget ses mange steder i Sverige og ikke lader til at være særligt snæver i habitatkrav…
Plettet Smaragdlibel, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ved Alvastra Kloster var en charmerende Lille Humleflue tiltrukket af nogle bede med lavendel. Jeg har aldrig set den – i Danmark – noget mere almindelige Stor Humleflue, men har altid ønsket det. Og Lille Humleflue på under en centimeter i kropslængde må siges at være endnu mere karismatisk end sin store fætter…
Lille Humleflue, Alvastra Kloster, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De sidste dage på turen blev tilbragt ved Kävsjön/Store Mosse Nationalpark, også en favoritlokalitet på vores Sverigeskort. Her havde jeg fornøjelsen af finde en æglæggende Kongeguldsmed i Storån (lige udenfor nationalparken nord for mosen).
Kongeguldsmed og Blåbåndet Pragtvandnymfe, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der er faktisk også en Fjerbenet Vandnymfe på fotoet… En art jeg er meget vild med, og den er jo dejligt almindelig mange steder i Sverige, vi så den både i Skåne og Småland. Men da jeg ikke fik ordentlige fotos denne gang kommer her lige et foto fra vores tur i 2018 (et foto som aldrig har været vist før, og det fortjener det).
Fjerbenet Vandnymfe han, Helgeå, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også Kongeguldsmed er blevet lidt af en temaart for mig denne sommer, med fund på fem lokaliteter i Herning Kommune samt på den klassiske lokalitet Stubberupvad og nu i Sverige – hvor der iøvrigt også var mindst én han.
Kongeguldsmed han, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også ved Kävsjön og skovene omkring mosen var Plettet Smaragdlibel en meget talrig art – hver lille lysning havde sin patruljerende han…
Plettet Smaragdlibel han, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Her mødte vi også Kæmpefluen Harald…
Kæmpefluen Harald, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På vej hjem mod færgen i Göteborg blev det til et kort stop som bragte nye fine dyr.
Lille Penselspinder, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Inaturalist-appen fortæller ialfald at dette skulle være larven af Lille Penselspinder – og det ser ud til at være rigtigt nok. Sjov er den under alle omstændigheder!
Hvepsefluer, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ved hjælp af Inaturalist-appen og Naturbasen.dk har jeg fundet frem til at dette må være hvepsefluer i slægten Conops.
Der var mange flere insekter – og andre flotte oplevelser – på ferien i Sverige, men dette var et lille udpluk og hvad der kunne blive plads til her. Sverige har så meget at byde på, og det var helt sikkert ikke sidste tur derover!
Min nytårshilsen med tilbageblik på det forgangne års projekter er netop sendt ud til alle firmaets samarbejdspartnere. Jeg fik en enkelt opgave annuleret på grund af Corona-restriktioner, men ellers må jeg sige at firmaet foreløbig er sluppet godt igennem pandemien.
Som de tidligere år har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som kun findes digitalt, ikke på print). Jeg ofrer ikke mange ressourcer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres! Jeg har ganske vist allerede ordrebogen pænt booket for store dele af det kommende år, men der er stadig plads til flere spændende opgaver!
Jeg ønsker alle et godt 2021!
Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (tre sider som pdf).
I adskillige år har det været “biblen” når det gælder guldsmede-bestemmelse – Dijkstra 2006.Biblioteket med guldsmedelitteratur er vokset – specielt de sidste par år…
Det griber om sig, det er blevet til en ordentlig stak guldsmedebøger efterhånden!
Som det ses på min første udgave af Dijkstra’s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe er det en bog, der har været flittigt brugt i felten – ja den har endda været med i kanoen, når jeg har været udsat for havari, så den har prøvet lidt af hvert. Er det så dén bog jeg vil anbefale andre guldsmedeinteresserede? I det følgende vil jeg gennemgå de bøger som er på markedet om Danmarks/Skandinaviens/Europas guldsmede og vandnymfer, og kommentere deres styrker og svagheder. Bøgerne er nævnt efter udgivelsesår.
Nielsen, O. F. 1998: De danske guldsmede. – Apollo Books. ISBN 9788788757-21-7. En meget grundig gennemgang af de danske arter og deres biologi, ud fra den viden som fandtes på det tidspunkt. Bogen er skrevet, da Stor Kejserguldsmed først for nylig var registreret i Danmark, og flere andre arter er efter årtusindskiftet dukket op i landet (og mangler derfor i bogen), f.eks. Lille Rødøjet Vandnymfe og Grøn Kobbervandnymfe. Men selv om bogen udkom for over tyve år siden og der derfor er sket meget siden, må det stadig betegnes som en milepæl for dansk odonatologi. Trykke- og fototeknisk er der gjort fremskridt siden udgivelsen af denne bog, alligevel er der mange ”hyggelige” fotos af dyrene og habitaterne. Man skal ikke købe den som felthåndbog, det er den ikke tænkt som, og oplysningerne om udbredelse er uaktuelle. Det er først og fremmest en fin indføring i guldsmedenes levevis under danske forhold, og som sådan kan bogen virkelig anbefales. ‘De danske guldsmede’ er tilsyneladende stadig til salg fra forlaget (300 DKK + moms).
Cham, S. 2012: Field Guide to the larvae and exuviae of British Dragonflies. – The British Dragonfly Society. ISBN 978-0-9556471-2-3. Når man på et tidspunkt har kigget på voksne, flyvende guldsmede og vandnymfer i nogle år, opstår et ønske om at lære noget om dyrenes liv i den lange periode af deres liv, hvor de lever som vandlevende insekter i larvestadiet. Her er der ikke så megen hjælp at hente i litteraturen – der findes en meget grundig bog om emnet på hollandsk, men eftersom det er et sprog jeg ikke behersker, er det jo ikke en mulighed. Denne engelske bog er et udmærket sted at starte hvis man gerne vil kunne identificere larverne (og tomme larvehuder/”exuvier”). Her er anvendt fotos, hvilket både kan være en styrke og en svaghed – ofte kan forskelle i udseende lettere tydeliggøres på tegninger. Den største mangel ved bogen er dens geografiske begrænsning, den dækker kun de Britiske øer, og der er derfor en del danske arter som ikke er behandlet, bl.a. Grøn Mosaikguldsmed. Ellers kan nævnes, at Billqvist 2019 medtager fotos af larverne, dog uden at behandle kendetegnene. Bogen kan købes hos NHBS for 12 €.
Boudot, J.-P. & V.J. Kalkman (Red.) 2015: Atlas of the European dragonflies and damselflies. KNNV Publishing. ISBN 978-90-5011-4806. Et imponerende værk som præsenterer et fælleseuropæisk atlas over guldsmedenes udbredelse i 50×50 km kvadrater. Derudover bringes også kort med verdensudbredelsen for de pågældende arter. Det danske materiale stammer fra naturbasen.dk (tidligere fugleognatur.dk), og tilsvarende er der for de andre lande anvendt nationale digitale artportaler/databaser. Fund til og med 2012 er medtaget i behandlingen, derfor er eksempelvis den nyopdagede bestand af Baltisk Mosaikguldsmed fra Vejlerne med. Teksten behandler arternes foretrukne habitater, bestandsudviklingstendenser og beskyttelsesstatus samt flyvetid (ofte vist grafisk for forskellige delområder). De fleste arter har et lille præsentationsfoto, men der er ikke fokus på artsbestemmelse – bogen er først og fremmest for folk som ønsker et detaljeret kendskab til arternes udbredelse i Europa. Bogen kan købes hos forlaget, men da webshoppen er på hollandsk, kan det være besværligt. Det er nemmere at bestille den hos NHBS, hvor den koster 84 €.
Galliani, C., R. Scherini & A. Piglia 2017: Dragonflies and Damselflies of Europe. A scientific approach to the identification of European Odonata without capture. – WBA Handbooks. ISBN 978-8890-3323-6-4. Bogen er forfattet af italienske odonatologer og behandler alle europæiske arter. Som fremhævet i titlen er formålet med bogen at fremhæve FELTkendetegn som kan anvendes uden indfangning af dyrene. Den videnskabelige tilgang (også fremhævet i titlen) er ikke mere fremtrædende end i de andre håndbøger, og giver sig mest udtryk i at der udelukkende anvendes de videnskabelige artsnavne, ikke engelske eller andre landes navne. Hver art behandles på ét opslag (to sider); nogle få sjældnere arter får kun en enkelt side. I langt de fleste tilfælde er der fire fotos pr. art – store pædagogiske fotos – og for en del arters vedkommende er der tilføjet detalje-fotos (eller tegninger), som ”zoomer ind” på særligt afgørende detaljer for bestemmelsen, f.eks. mange vandnymfearters karakteristiske tegninger på andet bagkropssegment hos hannerne. Ligeledes er der anvendt pile for at fremhæve detaljer. Hvert arts-opslag rummer desuden et udbredelseskort (ikke helt opdaterede; har godt nok fået Grøn Kobbervandnymfe med i den sydlige tredjedel af Jylland, men mangler f.eks. Lille Rødøjet Vandnymfe og Baltisk Mosaikguldsmed i Danmark). Teksten er ret kortfattet – bogens styrke er først og fremmest det meget flotte fotomateriale (hvoraf mange af de nordlige arter er fotograferet af Erland Refling Nielsen). Kan købes hos NHBS til en pris af 67,50 €, hvilket synes dyrt sammenlignet med Smallshire’s eller Dijkstra’s bøger.
Billqvist, M., D. Andersson & C. Bergendorff 2019: Nordens Trollsländor. – Avium förlag. ISBN 978-9198-5165-2-4. Bogen har jeg anmeldt mere grundigt her. Her skal blot atter fremhæves, at det er en utroligt grundig guide med mange fotos (15-25) til hver art, og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Teksten er ligeledes omfattende og en stor hjælp i tvivlstilfælde, mange mere spidsfindige kendetegn er medtaget. Og så er der kælet for layoutet! Regner man kun med at kigge på guldsmede og vandnymfer i Skandinavien, og vil man kun investere i én felthåndbog, må det blive denne. Bogen kan eksempelvis købes i Naturbokhandeln for 299 SEK eller i Naturbutikken for 299 DKK.
Wildermuth, H. & A. Martens 2019: Die Libellen Europas. Alle Arten von den Azoren bis zum Ural im Porträt. – Quelle & Meyer Verlag Wiebelsheim. ISBN 978-3-494-01690-0. En enormt omfattende håndbog på næsten 1000 sider, hvor begrebet ”tysk grundighed” virkelig kommer til sin ret. Ikke en typisk felthåndbog hvor arterne er præsenteret på sammenlignelige pædagogiske plancher, ikke desto mindre er der et tekstafsnit om kendetegn, som er meget detaljeret, og der er mange fotos både af dyrene og habitaterne – de fleste fotos er dog ret små. Håndbogens største styrke er behandlingen af levevis og økologi, hvor det virker som om, at al eksisterende viden om de enkelte arter er samlet op (med behørige litteraturhenvisninger). Litteraturlisten bagest i bogen fylder 70 sider. I en del tilfælde – for arter med begrænsede informationer – påpeger bogen også oplagte huller i den tilgængelige viden. For hver art er der et stort detaljeret udbredelseskort, der dog ikke altid er særligt præcist for danske forhold; f.eks. vises Baltisk Mosaikguldsmed som forekommende på Bornholm (men ikke Lille Kejserguldsmed), og Sydlig og Lille Kobbervandnymfe har fået alt for store udbredelser (i forhold til den kendte meget pletvise forekomst). Men alt i alt vil denne bog tilfredsstille et ønske om mest mulig viden samlet i én bog (forudsat at man kan læse tysk). Det er til gengæld ikke en bog som kan anbefales som egentlig felthåndbog. Man kan købe ‘Die Libellen Europas’ gennem NHBS for 65 € – og man får virkelig meget bog for pengene!
Smallshire, D. & A. Swash 2020: Europe’s dragonflies. A field guide to the damselflies and dragonflies. – Princeton University Press/WILDGuides/British Dragonfly Society. ISBN 978-0-691-16895-1. En nyudgivet guide der i opbygning minder en del om Galliani’s bog med ét opslag (to sider) pr. art. Layoutet er mere moderne og ”friskt”, og alle opslagene er opbygget med tekst, udbredelseskort og et habitat-foto på venstre side, 4-9 bestemmelsesfotos på højre side (ofte med indsatte ”indzoomede” detaljefotos) og med tynde linjer til at fremhæve særligt vigtige detaljer. Som i Galliani’s bog er der for mange arter desuden tegninger som viser specifikke elementer på guldsmedekroppen som det er særligt vigtigt at fokusere på, disse er indsat i den brede margin på venstresiden. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at teste bogen som bestemmelsesguide, men den virker umiddelbart ret grundig og ikke mindst meget indbydende/”lækker”! Hvis man foretrækker fotos til feltbestemmelse frem for tegninger (i høj grad en personlig smagssag) vil jeg anbefale at man overvejer denne guide. Den kan købes hos NHBS for 24 €, hvilket må siges at være billigt.
Dijkstra, K.-D. B., A. Schröter & R. Lewington 2020: Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe including western Turkey and north-western Africa, Second Edition. – Bloomsbury Wildlife. ISBN 978-1-4729-4395-8. Ny udgave af min slidte “bibel” fra 2006. Langt hen ad vejen er det den samme bog med de samme meget smukke og detaljerede stregtegninger, men nogle få nye arter er tilføjet, og det meste af layoutet er brudt helt om. Alle fotos er udskiftet. Behandlingen af arterne og layoutet er ikke så ”stringent” opbygget som i flere af foto-guiderne, her er ganske vist mange arter som fylder præcis én eller to sider, men i tilfælde hvor der ikke var plads nok indenfor et opslag, kan behandlingen løbe over flere sider. Bestemmelsesdetaljer er vist på tegningerne, de ledsagende fotos har man mest indtrykket af tjener til at bryde og gøre layoutet mere levende, men den ledsagende billedtekst fremhæver hvis særlige karakterer kan ses på billedet. Teksten er i det hele taget koncis og meget fokuseret på feltbestemmelse, mens afsnit om habitat og forekomst fylder minimalt. Selv om udviklingen indenfor foto- og trykketeknik har gjort at felthåndbøger som anvender fotos er blevet langt mere anvendelige, vil jeg stadig mene at anvendelsen af tegninger giver bedst mulighed for pædagogisk fremhævning af vigtige detaljer – forudsat at der er tale om en dygtig tegner! (og det må man sige der er i dette tilfælde, nemlig Richard Lewington, der har illustreret en lang række insektbøger i denne serie). Altså en bog jeg giver min bedste anbefaling. Bogen kan købes hos NHBS for 24 €, hvilket jeg kun kan betragte som meget billigt (og det må være fordi den trykkes i et stort oplag at det kan lade sig gøre).
Afslutningsvis og som svar på mit indledende spørgsmål: Ja, jeg anbefaler stadig Dijkstra’s bog (nu i den ny udgave), men ville være ked af at lade den stå alene – alle de nævnte bøger har deres styrker. Er man nybegynder (og har man det godt med svensk) vil jeg sige at Billqvist er et godt sted at starte, da artsudvalget begrænser sig til det skandinaviske. Vil man gerne vide mere om dyrenes levevis kan Ole Fogh Nielsens gamle fine bog anbefales, og vil man gerne vide mest muligt er Wildermuth er godt sted at søge til. Det kan forekomme ret overvældende at der i løbet af få år er udkommet SÅ mange gode bøger om Europas guldsmedefauna – blot synd at det samme ikke kan siges at være tilfældet med andre verdensdele.
Som jeg flere gange i ovenstående har bemærket, så skal man ikke forlede sig for meget på udbredelseskortene i flere af bøgerne – men for Danmarks vedkommende er vi jo i den heldige situation, at man blot kan konsultere guldsmedeatlas.dk for at få den mest aktuelle viden om arternes udbredelse her i landet.
Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ismåge.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Polarræv.
Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Henrik Haaning beskrev en gang (på den hedengangne blog “vejlerwebben”) trækket af Dværgmåge langs danske kyster som “måske verdens smukkeste fugletræk”. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret (for Dværgmåge er en af mine yndlingsarter), lige indtil jeg blev præsenteret for disse billeder fra nogle hollænderes besøg i Barrow, Alaska, i efteråret 2018. Hollænderne var taget til Barrow for at opleve det spektakulære træk af Rosenmåge, der er beskrevet for denne lokalitet igennem de sidste ca. 20 år. Og jeg må sige, at de fotos, der kom ud af deres besøg, i dén grad fik tænderne til at løbe i vand – dét var bare et fænomen, man havde lyst til at opleve. På billederne er der flokke på op til 40-50 stykker af de små lækre måger, og der er close up-fotos af fugle som kommer helt ind i brændingen og fouragerer.
Så Henrik og jeg, foruden Martin Lund og Morten Jenrich Hansen, fik talt hinanden varme på sådan en tur. Vi valgte en uge midt i oktober sidste år, som skulle være det optimale tidspunkt. Der var ikke set Rosenmåger i dagene forud for vores ankomst, så der var lagt “i kakkelovnen” til, at det snart måtte ske.
For at gøre en lang historie kort, så skete det aldrig, desværre. Efteråret 2019 blev dét år, hvor Rosenmåge-trækket svigtede Barrow – det forholder sig nok sådan, at trækket bare er foregået længere til havs, og manglen på blæsevejr gjorde, at de ikke blev presset tæt på kysten. Faktisk SÅ vi (dvs. de fleste i vores gruppe) på dagen med de højeste vindstyrker to Rosenmåger, en gammel og en ung – men på lang afstand og slet ikke dét syn vi havde drømt om at opleve. Derudover var der en amerikansk fuglefotograf, som havde fået en flok med ti fugle med på et dokumentationsfoto – men igen på enorm lang afstand.
Men man rejser selvfølgelig ikke så langt uden at have øjnene åbne for hvad stedet ellers kan byde på. Barrow er et vildt Klondyke-agtigt sted, Nordamerikas Skagen, der stikker som en pynt ud i Beauforthavet – og samler en masse fugletræk op. Ikke mange arter, slet ikke så sent på efteråret, hvor frosten har sat ind – men det var arter med “arktisk aura”.
Talmæssigt var det et stort træk af Havlit og Ederfugl (iblandet Kongeederfugl og enkelte Brilleederfugl), som dominerede – fugle som kom fra det enorme havområde nord for Canada og passerede Barrow-pynten på vej mod isfri farvande. I alt talte vi f.eks. over 16.000 Ederfugle.
Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Over havet trak også mange Hvidnæbbet Lom og Stillehavslom (totaler for ugen på ca. 50 og >100) og overraskende mange Korthalet Skråpe (over 600 – vi har ikke set andre rapporter fra Barrow i oktober med så store tal).
Men ellers var det, der gjorde størst indtryk, de enorme mængder af lemminger og de dyr, der spiser dem! Polarræve i hvid vinterpels kunne ses allevegne rundt om byen og ude i tundraen (på de få kilometer veje, der strækker sig ud fra byen).
Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vi måtte jo tage en pause fra havobsen en gang imellem, for det trak også i os at kigge nærmere på de mange Sneugler, som bare sad allevegne. Vi kunne se Sneugler fra hotellet, og de sad spredt rundt om i byen, bl.a. på gravstederne, og de sad også ude i tundraen – på én dag så vi på et par timer ialt 29 Sneugler, helt vildt! Man kunne altså på hvilket som helst tidspunkt beslutte sig for at opsøge en Sneugle – de var bare til stede over det hele!
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Udover lemming-spiserne var det et plaster på såret, når nu Rosenmåge-trækket ikke indfandt sig, at Ismåge viste sig at være meget medgørlig. Blandt store mængder af Gråmåger som hang ud langs stranden dukkede af og til en Ismåge op, hver dag fik vi besøg på obspunktet af én til tre stykker af de delikate fugle, som det er en udsøgt nydelse at se!
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Så man kan på ingen måde sige, at turen var en fiasko – det var et skår i glæden at det ikke lykkedes med Rosenmågerne, men vi sørgede for at suge til os af de mange andre fantastiske fugle og dyr, man kan opleve i Barrow i oktober. Vi var aktive i alle de lyse timer og nåede en samlet fugleliste på 31 arter, inkl. sjældenheder som Stor Gulben og Varied Thrush – og det er faktisk flere end der normalt bliver set på stedet på den årstid.
Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tindaya-steppen, et hotspot for ørkenfugle, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det har længe ligget i kortene, at vi (Mie og jeg) på et tidspunkt skulle besøge øen Fuerteventura – en af de Kanariske Øer. Tidligere har vi været på Tenerife, men de østlige ørkenøer Fuerteventura og Lanzarote med deres meget anderledes landskaber og fugle havde en særlig tiltrækning – ikke mindste efter at jeg havde set denne rejserapport fra nogle meget dygtige tyske fotografer… Rapporten (og links til fotografernes hjemmesider med endnu flere lækre fotos) viste, at man godt kan regne med at se nogle af “target”-arterne under fine forhold, der tillader også at få gode fotos med hjem.
Øen er ikke så stor, så de fleste kan fint nå at se det meste på en uge – mange rejserapporter fortæller endda om endnu kortere besøg. Vi havde midt i januar den luksus at have hele 12 tage til rådighed, så vi var der så længe, at vi nåede at få nogle “yndlings-lokaliteter”, som i løbet af opholdet fik mange besøg. Vi havde valgt en indkvartering på den nordlige del af øen inde i landet – væk fra turistmekkaerne ved kysten, og tæt på nogle af de fine ørkenlokaliteter – blot otte kilometer fra den mest kendte lokalitetet Tindaya-sletten, der strækker sig fra byen Tindaya mod nordvest ud mod kysten. Det betød, at vi stort set hver dags morgen eller aften opsøgte dette område – og især aftenlyset var meget smukt, med okkerfarvede, afrundede bjerge som baggrund.
Tindaya-sletten, nuancer af okker, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Tindaya-sletten, en Kravetrappe krydser vejen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En af de fuglearter som bor på denne steppe er Kravetrappe, som i det meste af dens øvrige udbredelsesområde er meget forfulgt og svær at få at se – men her er det helt ligetil. Vi så den på hvert eneste besøg på Tindaya-sletten, op til otte individer. Det handlede blot om at følge grusvejen og så stoppe op og kigge med jævne mellemrum. Ofte var det ikke engang nødvendigt – mange gange dukkede fuglene bare pludselig op helt tæt på vejen, eller de krydsede vejen lige foran bilen…
Kravetrappe, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Kravetrappe han, Tindaya-sletten, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vi var der mens parringssæsonen var godt i gang; flere gange så vi meget “spillegale” hanner og én morgen var der nærmest en spilleplads tæt på vejen, hvor en han kurtiserede fire hunner. Når hannerne er i affekt, krænger de fjerkraven op over hovedet og løber som en hovedløs høne forvildet rundt – eller tager nogle meget lange sololøb hen over ørkenen. Det ser helt fjollet ud!
Kravetrappe var en ny art for mig, men jeg havde næsten endnu større forhåbning om at få en anden af ørkenens specialiteter at se; Ørkenløber var en art jeg virkeligt håbede at få et reelt forhold til på denne tur. Jeg har tidligere set den i Egypten, men på meget stor afstand. Jeg blev ikke skuffet, i gennemsnit hver anden gang vi kørte ad vejene nordvest for Tindaya så vi arten, op til seks-otte stykker. Også dén havde den venlighed nogle gange at stille sig helt op ad vejen!
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ørkenløber er bare raffineret; en “feminin” yndefuld vadefugl med farver perfekt afstemt til omgivelserne, dens bevægelsesmønster er også så fint: med opret holdning når den stopper op, og så tilter den forover med hele kroppen (nødvendigt på grund af de lange ben) når den samler et fødeemne op… Virkeligt en lækker fugl, som det næsten ikke er til at se sig mæt på!
Ørkenløber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Andre smukke ørkenfugle som også var talrige og generelt nemme at “arbejde med” var Sortbuget Sandhøne (sås på ca. hvert andet besøg) og Triel (ca. hvert tredje besøg).
Sortbuget Sandhøne han og hun, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Triel par, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På Tindaya-sletten kan man også møde Berberhøne, men den er generelt mere knyttet til steder med klippefyldt terræn, såsom i de raviner (“barrancos“) som mange steder løber fra kysten og ind i landet.
Berberhøne, Catalina García, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Berberhønsene er noget sværere at komme tæt på end de andre ørkenfugle!
Den allerstørste specialitet blandt fuglene på Fuerteventura er naturligvis den endemiske Fuerteventura Bynkefugl (også kaldet Kanarisk Bynkefugl, men eftersom den kun findes hér, er det vel på sin plads at øens navn indgår i navnet på fuglen)… Den findes udbredt på det meste af øen, men har også en forkærlighed for stenede steder som disse raviner.
Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Fuerteventura Bynkefugl han, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Fuerteventura Bynkefugl hun, Barranco de la Torre, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fuerteventura Bynkefugls han er ret diskret farvet sammenlignet med eksempelvis Sortstrubet Bynkefugl, men hunnen er decideret farveløs.
Øen er ikke kun ren ørken, i nogle af dalene er der lidt mere vegetation, ja ligefrem palmer, så visse steder giver associationer i retning af oaser…
Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det man ser på disse fotos repræsenterer noget af det mest “frodige” (!), Fuerteventura byder på. Her træffer man lidt andre arter end i ørkenen…
Kanarisk Blåmejse, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De utroligt kraftigt farvede Kanarisk Blåmejse her er en anden race (degener) end den, som man ser på de vestlige Kanariske Øer.
Hærfugl, La Oliva, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hærfugl er decideret almindelig og vi så dem mange steder, ofte i par, og de sad og sang rundtomkring. En fugl som altid vækker glæde!
Stor Tornskade, Tindaya, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Tornskade er også meget almindelig og i alle habitater, blot der er de mindste buske eller stendynger den kan sidde og holde udkig fra. Det er her racen koenigi, som er endemisk for de Kanariske Øer.
Ørkendompap, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg var glad for at se Ørkendompap, som var ny art for mig. Desværre lykkedes det ikke at få ordentlige fotos af den – men fin det er den!
Sorthovedet Sanger, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De samme steder som hvor der lever Kanarisk Blåmejse (steder med egentlig trævækst) er der også altid mange Sorthovedet Sanger. Brillesanger derimod er at finde i meget lave buske, også helt ude i åbne ørkenområder.
Brillesanger, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En art som er udbredt overalt på Fuerteventura er Kanarisk Piber.
Kanarisk Piber, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Allestednærværende er også Ravn, her i en udgave (racen tingitanus) som er lidt mindre end vores egen (og med brunlig nakke)…
Ravn, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også Musvåge optræder med en speciel lokal form, insularum, som på nogle karakterer er ret Ørkenvåge-agtig.
Musvåge, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
To andre rovfugle er almindelige: Tårnfalk (racen dacotiae) og Ådselsgrib, og så havde vi en enkelt obs. af en hurtigt forbiflyvende Berberfalk. Til min store overraskelse var dén fugleart som vi så i største flokke (op til 205) Rustand (!). Det er en nylig indvandrer til øen; de fleste så vi ved et stort vand-reservoir, men vi så dem også parvis langt fra vand, inkl. i ørkenen.
Rustand, Tindaya-steppen, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nu får I ikke flere fuglefotos i denne omgang; måske får jeg på et tidspunkt tid til at lægge flere op i mit online fotogalleri.
Vi kigger jo også meget gerne på andet levende end fugle, her var noget af det mest iøjnefaldende det indførte, men charmerende “Berberjordegern“. Efter sigende er det startet med at blot to dyr er sat ud på øen, men de findes nu overalt – hvilket ikke kan undgå at påvirke det øvrige dyreliv på øen (men nok ikke mere end de sindsygt mange geder, som ialfald har meget af skylden for den sparsomme vegetation).
Berberjordegern, Betancuria, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Når man er af sted om vinteren er det også altid livgivende at træffe lidt insekter – der var selvfølgelig ikke et mylder på denne tørre ø, men dog nogle græshopper og diverse sommerfugle og guldsmede…
Monark, Oasis Park, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Tidselsommerfugl, Punta Jandia, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Sahara Farvevandnymfe par, Puertito Los Molinos, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Flammelibel han, Vega de Río Palma, januar 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det varer stadig tre måneder inden det er tid for guldsmede og vandnymfer herhjemme, så det var fint at se fem arter af dem: Stor Kejserguldsmed, Brun Kejserguldsmed, Rødåret Hedelibel, Sahara Farvevandnymfe og Flammelibel (fotos af de to sidstnævnte). Sahara Farvevandnymfe (Ischnura saharenis) er næppe officielt navngivet på dansk, men eftersom den hedder noget med ‘Sahara’ både i det videnskabelige og det engelske navn (Sahara Bluetail) ligger det jo lige for… Der er jo som det fremgår ikke meget vand på ørkenøen Fuerteventura, men til gengæld var det imponerende hvor lidt vand der skulle til, før der var guldsmede eller vandnymfer til stede. Især farvevandnymfen og Flammelibel – mens Brun Kejser kunne dukke op hvor som helst (der er nok tale om indflyvning fra Afrika, der var en dominerende østenvind mens vi var på øen). Jeg var særligt glad for at se Flammelibel, en art som af og til dukker op som en sjælden gæst i Danmark (men som jeg hidtil ikke har været heldig at se). Der er ikke meget på dét dyr, som ikke er rødt. Selv benene er røde!
Hvis nogen ved at læse ovenstående (eller af billederne) er blevet inspireret til en tur til Fuerteventura, står jeg gerne til rådighed med flere tips og gode råd.
Jeg plejer hvert år at udsende en kombineret jule/nytårshilsen fra firmaet, med et tilbageblik på det forgangne års projekter, og et ønske om fortsat samarbejde med mine forskellige samarbejdspartnere. I år blev den ikke klar lige så tidligt som de andre år, og julen er ligesom forpasset, så det blev bare til en nytårshilsen.
Som altid har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som dog kun findes digitalt). Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres!
Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (fem sider som pdf):
I løbet af de efterhånden mange år, jeg har været med til at følge bestanden af Kortnæbbet Gås, har de gang på gang overrasket ved at finde på noget nyt. Nok er gæs i udpræget grad traditionalister, som netop vender tilbage til de samme rastepladser år efter år. Men der må også være en vis procentdel eventyrlystne blandt dem, som fortropper når nye rastepladser – og ligefrem trækveje – bliver fundet. For mange år siden var den gængse opfattelse, at de trak direkte mellem de vestjyske rastepladser og ynglepladserne på Svalbard. Jeg har tidligere berettet om det “nye” rasteområde i Trøndelag i Norge, kendt gennem de seneste godt 20 år – [se indlægget her] – som jeg har besøgt om foråret 2017, -18 og -19. Det er gået stærkt, og nu står langt hovedparten af bestanden deroppe ved Trondheim-fjorden sidste halvdel af april og første halvdel af maj.
Det nyeste er, at en østlig trækvej gennem Finland (om foråret) og Mellemsverige (mest efterår) i løbet af de sidste ca. fem år er vokset frem. Tidligere var Kortnæbbet Gås i Sverige en sjælden fugl. Det begyndte med nogle få blandt de store flokke af Sædgæs ved de traditionelle gåserastepladser, fuglesøerne Kvismaren og Tysslingen nær Örebro i landskabet Närke, og landbrugsområderne omkring søerne. Der foreligger ikke så mange store tællinger, men det var åbenbart ud fra rapporter om halsmærkede gæs, at der måtte være mange hundrede fugle involveret. Fænomenet har været hastigt stigende, og skal nu tælles i tusinder.
Da jeg blev bedt om for Aarhus Universitet at tage derover og gøre en ekstra indsats med halsringsaflæsning den sidste uge af oktober, var jeg ikke sen til at sige ja til tilbuddet. Og det har været interessant igen at opleve den kendte art i nye sammenhænge og nye landskaber. Her følger lidt fotos og indtryk fra turen.
Kortnæbbet Gås, Sædgås m.fl., Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det var spektakulært at se de tusindtallige gåseflokke i de flotte landskaber. Jeg nåede op på ialt ca. 3100 Kortnæbbede (2300 overnattende i Tysslingen og 800 i Kvismaren). Sædgæssene gjorde jeg ikke forsøg på at få et samlet overblik over, men der var op til over 5500 i de største flokke jeg så. Og så var der andre gåsearter indblandet, Grågås, Blisgås, Bramgås og Canadagås.
Lyse Kortnæbbet Gås og mørke Sædgås, nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Sangsvane, Kortnæbbet Gås og Sædgås i typisk landskab nær Närkes Kil N for Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Kortnæbbet Gås på morgenudflyvning fra Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Havørn flyver samme vej som gæssene, Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Del af en flok på 5650 Sædgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Sædgås og Blisgås, Ålsta ved Sannahed, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Udover gæs byder Sverige jo altid på mange andre oplevelser…
Trane, Rådyr m.m., Vallersta, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg var overrasket over at der stadig rastede mange Traner i landbrugslandet, bl.a. over 1100 i én flok i starten af ugen. Det har været et relativt mildt efterår, men sidste uge af oktober bød på dage med nattefrost og stille højtryksvejr, så jeg går ud fra at en stor del af dem stak sydpå i løbet af ugen…
Elg, Egersta ved Tysslingen, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kan det blive mere svensk end en Elg med disse omgivelser? Der var i øvrigt mange marker med vinterraps, som jeg ikke så gæssene spise af – men et par unge usky Elge syntes at det var fortrinlig føde… De andre pattedyr på turen, Rådyr og Ræv, er det jo ikke fordi jeg ikke omgås til dagligt herhjemme – der var blot mange flere af dem, og de virkede mindre bange for mennesker end jeg er vant til.
Øjenkontakt med våd Ræv ved Kvismaren, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Til sidst turens bonus, en Høgeugle som valgte at slå sig ned få km fra hvor jeg boede…
Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Høgeugle, Venan, Rynningeviken ved Örebro, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Flere fotos fra Sveriges-turen kan ses i galleriet her.
Siden denne nye bog blev annonceret første gang for et par år siden, har jeg meget interesseret fulgt med i opdateringer om tilblivelsen af bogen – bl.a. i en til formålet indrettet Facebook-gruppe. De prøver på bogens indhold, som har været vist frem, lovede MEGET godt, og derfor sad jeg nærmest klar til at afgive en bestilling, det øjeblik da bogen for ca. fjorten dage siden endelig blev meldt klar fra trykkeriet.
Og jeg må sige, at de tårnhøje forventninger er IKKE blevet skuffede! Her er simpelthen tale om en af de mest gennemarbejdede felthåndbøger til nogen artsgruppe, jeg endnu har haft i hænderne.
Bogens tekst er forfattet af Magnus Billqvist, formand for Trollsländeföreningen i Sverige. Han var også forfatter til forgængeren Svenska trollsländeguiden fra 2012, som også var en meget fin bog. Den var dog layoutmæssigt ikke lige så ”lækker” som den nye bog – og så havde den jo ikke alle skandinaviske arter med. I den gamle bog fik hver art ét opslag – i den nye er det to (altså fire sider pr. art), så bogen er også vokset betragteligt i omfang (formatet er tilmed større, Svenska trollsländeguiden målte 150×215 mm, Nordens trollsländor 160×250 mm). Kun fire arter bagest i bogen må ”nøjes” med ét opslag hver – arter som endnu ikke er truffet i Norden, men som regnes som sandsynlige ”indvandrere” indenfor de kommende år.
Grundlæggende har jeg – både når det gælder fugle-felthåndbøger, floraer og andre guider – altid foretrukket tegnede illustrationer fremfor fotos. Altså forudsat at kunstneren er dygtig! Men efterhånden er der dukket nye bøger op som baseres udelukkende på fotos – som denne – og jeg må sige, at det fungerer fint, ikke mindst fordi der er lagt et kæmpe stykke arbejde i at få fundet pædagogiske nærbilleder, og præsenteret udsnit som fokuserer på de vigtigste karakterer. Der er tale om et meget imponerende udvalg af fotos, ikke færre end ca. 2000 enkeltbilleder (!). Det er ikke mindst beundringsværdigt, at langt hovedparten et taget af bogens to hovedfotografer David Andersson og Christer Bergendorff.
Bogen indledes med 60 siders introduktion, som kommer vidt omkring og bl.a. fortæller om livet som larver under vandet, forvandlingen og mange aspekter af livet som voksen guldsmed/vandnymfe. Her gives også gode tips til feltbestemmelse, og det pointeres hvor vigtigt det er at være opmærksom på, hvor meget guldsmede og vandnymfers farver forandres i løbet af deres levetid. Forskellige habitaters værdi som levesteder for guldsmede gennemgås, og der er tilmed en guide til, hvordan man kan anlægge en havedam specifikt med henblik på guldsmede!
Den sidste del af introduktionen er en række tavler, som sammenligner nøglekarakterer hos nogle specielt udfordrende grupper – kobbervandnymfer, ”blå vandnymfer”, rødøjede vandnymfer, farvevandnymfer, mosaikguldsmede, smaragdlibeller, kærguldsmede, hedelibeller m.fl. Med disse tavler og nøgler vil man faktisk kunne bestemme langt de fleste arter!
Men selvfølgelig er det vigtigste i enhver felthåndbog selve artsgennemgangen, hvor der ikke blot er blevet plads til et rigt udvalg af fotos, men også megen tekst. Det værdsætter jeg rigtigt meget – uanset hvilke dyr man har været i felten og har mødt, er det altid en fornøjelse når man kommer hjem at kunne læse udførligt om artens levevis, specifikke tilpasninger osv. Overskrifterne i artsbehandlingen er Nøglekarakterer, Optræden, Forekomst, Feltbestemmelse, Variation og Dragtdetaljer. Desuden er der til hver art et Udbredelseskort, skema med Flyvetid, Størrelse i mm og arter som udgør Forvekslingsrisiko er nævnt. Artsnavnet gives på alle skandinaviske sprog samt tysk og engelsk. Overskrifterne Optræden (”Uppträdande”) og Forekomst (”Förekomst”) kan være lidt forvirrende, muligvis fordi jeg ikke kender de finere nuancer på svensk – jeg ville have fundet det mere oplysende at kalde det Habitat/Adfærd og Udbredelse. Men indholdet er der intet i vejen med! Både udbredelseskortene og teksten er for øvrigt ganske aktualiseret, også når det gælder danske forhold (checket af Kent Olsen, hvilket jo borger for at det er korrekt).
Der er til hver art MANGE bestemmelsesfotos (oftest 15-25), og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Desuden er der til hver art et lille billede med en typisk habitat, og et stort billede af en larve i det sidste stadium før forvandling til voksent insekt. Det betyder at disse larve-fotos i nogen grad vil kunne hjælpe ved bestemmelse af exuvier (tomme larvehuder). Der er i øvrigt ikke gjort noget ud af at beskrive karakterer til adskillelse af larver/exuvier, men alene det, at de er vist, udgør et stort plus ved guiden.
Jeg mener selv at jeg på forhånd havde et så godt kendskab til danske guldsmede/vandnymfer, at jeg i felten kan bestemme alt hvad jeg måtte møde (forudsat jeg kan få et godt kig på nøglekaraktererne). Alligevel har denne nye guide efter de første par gennemsyn giver mig nye indsigter, som jeg delvist allerede har afprøvet i felten: forskellen på Stor og Almindelig Hedelibel er ikke kun fravær eller tilstedeværelse af ”overskæg” langs øjenkanterne (og for hunnerne skedeklappens udseende). Det er ialfald en god understøttende karakter, at den gule stribe på benene hos Almindelig er meget kraftigere end på Stor Hedelibel – ja faktisk er den hos sidstnævnte ofte så tynd, at den kan være svær at få øje på. Og så har bogen gjort mig opmærksom på, at den form/race af Højmose-Mosaikguldsmed, vi har i Danmark (”interlineata”), har et meget større og mere sammenhængende gult felt på kropssiden mellem de to diagonale gule striber end det er tilfældet i mere nordlige bestande, hvilket burde betyde, at den skulle være nemmere at adskille fra Siv-Mosaik hos os. Det glæder jeg mig til at verificere, når jeg en gang ser min første Højmose-Mosaikguldsmed!
Jeg har foreløbig kun fundet en enkelt fejl i bogen, under Brun Mosaikguldsmed, hvor bogstav-henvisningerne i teksten og bogstaverne på identifikations-fotos ikke passer sammen – tilsyneladende fordi der i arbejdsgangen er fjernet et af disse fotos. En forståelig fejl, for der har under layout-processen været ufatteligt mange af disse kryds-henvisninger at holde styr på! (og det forstyrrer ikke mere end at man sagtens kan gennemskue sammenhængen)…
Som nævnt er layoutet en fryd for øjet – sagt af én (undertegnede) som selv sysler en del med at ”lege” med layout og finder stor tilfredsstillelse i at nå frem til nogle indbydende sammensætninger af skrifttyper osv. I dette tilfælde er det Magnus Billqvist selv, som har stået for layoutet – han har altså haft fingrene godt nede i ”dejen” i hele tilblivelsen af bogen, hvilket jeg er sikker på har givet et løft til det samlede produkt.
Alt i alt kan jeg ikke lovprise denne bog højt nok – det er virkeligt en guldgrube af viden og æstetisk nydelse vedrørende disse fascinerende dyr!
Jeg forsøger hvert år at få tid til at skrive og layoute en lille nytårshilsen, som summerer lidt af årets aktiviteter i ornit.dk, ledsaget af udvalgte fotos.
Her ses nogle af de projekter, jeg har arbejdet på i år, og som får en kort omtale i dette års nytårshilsen:
Det er ellers ikke mange ressourcer, jeg ofrer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde.
I år følger der en lille “gave” med, i form af en Kalender for 2019.
Når jeg omtaler mit arbejde med Kortnæbbet Gås, sker det at jeg kommer til at omtale fuglene som “mine” gæs, sådan helt ubevidst… 😉
Selv om jeg udmærket er klar over, at jeg deler gæssene med alle andre, der gider interessere sig for dem, kan formuleringen til en vis grad forsvares – man får et personligt forhold til fugle, man arbejder så intenst med (nogle tusinde timer er det blevet til, efterhånden)… Og særligt kan man få et forhold til nogle bestemte af fuglene, når de – i kraft af individmærkning – begynder at vise personlighed. Der er jo mærket et stort antal gennem mange år, og det bliver mere og mere tydeligt, hvor forskellige de er i deres tilgang til tilværelsen (deres “strategier”). Eksempelvis trækker nogle af dem stort set direkte fra Norge til Holland/Belgien, mens andre tilbringer rigtig meget tid her i Nordjylland. Nogle fugle, som blev mærket for halvandet år siden, vælger næsten udelukkende kendte rastepladser, så der foreligger allerede mere end 50 aflæsninger af dem – mens andre er mere hemmelighedsfulde og er kun blevet set af mennesker en håndfuld gange.
Idag hilste jeg på én af de fugle, som jeg slet ikke kan undgå at tænke på som “min”. Det drejer sig om hvid JG5, mærket i Trøndelag i Norge i maj sidste år. Siden da er den aflæst 15 gange – og i alle tilfælde er det mig, der har foretaget aflæsningen! Jeg har set fuglen forskellige steder i Thy, Hanherred og i Store Vildmose, samt nogle gange i Norge, da jeg var deroppe i maj (hvor foto’et er fra). Sådan en fugl er det selvfølgelig altid hyggeligt at gense! 🙂
Aflæsninger af hvid JG5 (fra geese.org).Kortnæbbet Gås hvid JG5, Trøndelag, Norge, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Iøvrigt passerede jeg forleden dag min aflæsning nr. 10.000 af halsmærkede Kortnæbbede Gæs (fordelt på ca. 1650 forskellige fugle). Sådan et jubilæum bør jo fejres, så der må champagne på bordet én af dagene… 😉
