Et endemisk hotspot – også for odonata

Heteragrion rogertaylori, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Heteragrion rogertaylori, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som fortalt i sidste blogopslag er Brasiliens Atlantiske regnskov et endemisk hotspot for fugle. Som det ofte er med biodiversitet, så følges det ad for adskillige artsgrupper – når der er lokale forhold som betinger at der igennem evolutionen er udviklet mange fuglearter, så vil det ofte også gælde for eksempelvis insekter. Og præcis sådan er det ialfald hér – Brasiliens ‘Mata Atlantica’ er lige så berømt blandt odonatologer som blandt ornitologer. Det skyldes ikke mindst hollandske Tom Kompier, som har lagt rigtig meget feltarbejde i at udforske guldsmedefaunaen i dén del af den Atlantiske regnskov som udgøres af bjergområdet Serra dos Órgãos – og specielt REGUA-reservatet og de nærmeste omgivelser. Ja han har ligefrem publiceret en bog, en regulær field guide om områdets vandnymfer og guldsmede – en af de få som eksisterer for hele det latinamerikanske område. Han har dokumenteret over 200 arter i dette område på under 200 kvadratkilometer, og det har været med til at gøre REGUA berømt som et af verdens absolut artsrigeste hotspots – også for odonata. Ja der er ligefrem en nybeskrevet art som har regua som arts-identifikator i sit videnskabelige navn (Forcepsioneura regua)!

Tom Kompier har siden udgivelsen af bogen i 2015 flere gange afholdt internationale “lejre” på REGUA-lodgen hvor han har fungeret som “guide” og delt ud af sin store viden om områdets vandnymfer og guldsmede. Da han sidste år igen udbød sådan et ophold tøvede jeg ikke længe før jeg slog til – ja jeg må indrømme, at selv om også fuglefaunaen trak i mig, så var det i virkeligheden guldsmedene, som var min allerstørste motivation til at foretage den lange rejse.

Men jeg starter lige denne fortælling med indledningsbilledet, Heteragrion rogertaylori (på engelsk Orange-and-black Flatwing). En repræsentant for slægten Heteragrion, Flatwings, en gruppe vandløbstilknyttede store vandnymfer som jeg aldrig tidligere havde set. Jeg håber billedet giver indtryk af, hvilken skønhedsåbenbaring dyret er. Og så er der forøvrigt en sjov historie knyttet til artens videnskabelige navn. Den er først blevet videnskabeligt beskrevet så sent som i 2013, i en større afhandling som beskrev fire nye arter i slægten Heteragrion. Alle fire fik artsnavne efter band-medlemmerne i rockgruppen Queen – de andre var således freddiemercuryibrianmayi og johndeaconi, og dette flotte dyr fik altså navn efter Roger Taylor, gruppens trommeslager! Dyret er et godt eksempel på den enorme grad af endemisme som præger den Atlantiske regnskov, og er kun kendt fra ganske få lokaliteter. Mine iagttagelser på iNaturalist var således kun nr. 6 og 7, nogensinde!

Den næste vandnymfe jeg gerne vil præsentere er dén, som er opkaldt efter det private REGUA-reservat, Forcepsioneura regua.

Forcepsioneura regua, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Forcepsioneura regua, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne slanke vandnymfe findes mest lidt væk fra vand, siddende i skygge inde i skoven. Det engelske navn som Tom Kompier har givet den er Regua Pincertip, og den er i øvrigt først blevet videnskabeligt beskrevet efter udgivelsen af Toms bog. Der foreligger indtil nu under 10 observationer på iNaturalist – så igen er der tale om en yderst lokalt udbredt, meget dårligt kendt art.

Men disse var ikke de eneste – Tom kunne vise os flere arter, som selv om de har været kendt i over ti år endnu ikke er blevet videnskabeligt beskrevet.

Heteragrion sp., REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Heteragrion sp., REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Heteragrion sp., REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Heteragrion sp., REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her er det endnu en Heteragrion Flatwing, af Tom kaldet Persimmon Flatwing. På vores morgentur op ad REGUAs ‘Green trail’ (op til vandfaldet) sad der langs stien et større antal af disse, både hunner og yngre hanner (begge køn vist på disse fotos) – jeg vil anslå at vi så ialt mindst 15-20 individer. Dyr med dette udseende er KUN kendt fra denne ene lokalitet – hvor den så til gengæld lader til at være ret så almindelig. Disse Flatwings ser ud til – efter min foreløbigt meget beskedne erfaring – at være ret synlige, så enten ER arten reelt helt extremt lokalt udbredt, eller også må man formode at den findes flere steder i den Atlantiske regnskov, men bliver overset på grund af dens lighed med flere af de andre arter i slægten. Og endelig er der den faktor man ikke kan se bort fra, at entomologer ligesom ornitologer har det med at opsøge de samme, kendte steder, frem for at give sig til at udforske nye…

En slægt som er meget fremtrædende i de amerikanske troper er Micrathyria (Dashers), og jeg tror vi på turen så mindst 10 arter – selv fik jeg noteret otte. En af disse arter er ubeskrevet (kaldet Powdered Dasher i bogen), den viste Tom os på en udflugt til nationalparken Tres Picos, bjergmassivet som ligger oven for REGUA-reservatet. Det er altså en art som findes i højderne (over 1000 meter). Selv fandt jeg efterfølgende arten ynglende ved en lille sø på Itororó-lodgen (“the pond”), omgivet af bjergregnskov…

Micrathyria sp., Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Micrathyria sp., Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Micrathyria sp., Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Micrathyria sp., Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Som det ses på disse fotos havde de gang i yngleaktiviteterne. Når arten ikke er videnskabeligt beskrevet er det svært at få overblik over hvor ofte den bliver set – men jeg har ialfald indtastet mine fund på iNaturalist som Micrathyria sp. og refereret til beskrivelsen i Toms bog.

Andre virkelige specialiteter vi blev præsenteret for på lejren var bl.a. Macrothemis capitata (White-fronted Sylph), tilhørende en gruppe af meget attraktive mindre guldsmede med mange arter – hvoraf vi også så adskillige.

Macrothemis capitata, Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Macrothemis capitata, Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arten kendes især på de ‘T’-formede tegn på oversiden af forkroppen. Vi så flere individer på en lille græsset eng tæt på den høje indgang til Tres Picos-nationalparken – så lige her var den nem at finde, men Tom kunne berette, at den hidtil ikke er fundet på nogen anden lokalitet! Det er næsten for vildt og ikke til at fatte, arten er trods alt temmelig markant…

Et næsten lige så specielt fænomen var Erythrodiplax laurentia (Silver-clouded Dragonlet), der er kendt fra Surinam/Guyana og den allernordligste del af Amazonbækkenet – og så her fra REGUA og nærmeste omgivelser.

Erythrodiplax laurentia, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Erythrodiplax laurentia, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er tusinder af kilometer mellem de kendte forekomster af arten, så man kunne have en mistanke om, at der også kunne ligge en helt ny art gemt her, hvis det bliver ordentlig undersøgt. Vi så ikke mange individer, og man skulle kigge godt efter blandt den lignende, langt mere talrige E. avittata, der er en af mange arter som optræder med en meget høj tæthed her i REGUAs vådområder – som jo iøvrigt for de fleste vedkommende er genskabte vådområder.

Vådområde på REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Vådområde på REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Billedet giver en idé om hvordan de skovomkransede vådområder på REGUA ser ud i dag, 15-20 år efter at de blev genskabt.
Tom Kompier fører an under udforskning af en af bækkene på REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Tom Kompier fører an under udforskning af en af bækkene på REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi undersøgte på lejren både disse større vådområder og de mindre bække som løber gennem skovene – samt andre søer og damme i forskellige landskaber, og en større flod længere ud mod kysten helt nede i lavlandet. Turen gav på den måde et godt indtryk af hvor stor en diversitet der er, når man besøger forskellige typer af habitat – men stadig indenfor et meget begrænset område.

Her kommer lidt flere fotos af odonata-faunaen fra turen…

Mecistogaster amalia, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Mecistogaster amalia, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mecistogaster amalia (Amalia Helicopter) er en art fra den fascinerende gruppe af enormt store skov-levende vandnymfer, denne er nok tæt på at være 15 cm lang! Den er også en art med en begrænset udbredelse i det sydlige Brasilien og Paraguay. Ofte ser man disse “helikopter-vandnymfer” flimre forbi mellem trækronerne, men vi var heldige et par gange hvor et individ sad stille i få minutter i en højde hvor det var til at fotografere. I modlyset her gav det en helt speciel effekt, og jeg er specielt glad for billedet, fordi det samtidig er muligt at se den gulgrønne farvetegning på dyret.

Neoneura confundens, Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Neoneura confundens, Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En anden ret spektakulær vandnymfe Neoneura confundens (Lemon-striped Threadtail), her et par under æglægning i det mudrede flodvand i en større flod gennem lavlandet mellem REGUA og kysten. Det er en art som er udbredt i store dele af Sydamerika, men samtidig en af de arter jeg virkeligt havde håbet at få at se, fordi den er så anderledes i sine farvetegninger end hvad jeg er vant til at se.

Samme sted så vi Staurophlebia reticulata, en enormt stor mosaikguldsmed-type, som også var én af de arter fra bogen jeg på forhånd havde udset mig og som stod på ønskesedlen – måske ikke mindst fordi den på engelsk er blevet udstyret med navnet Magnificent Megadarner – mindre kunne åbenbart ikke gøre det!

Staurophlebia reticulata, Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Staurophlebia reticulata, Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor og imponerende var den ialfald! Som ‘guldsmede-aficionado‘ håber man naturligvis også altid på at se nogle dyr fra gruppen af “kølleguldsmede” eller “Gomphids” som de kalder det på engelsk. Vi så også adskillige, hvoraf Cacoides latro (South American Tigertail) var langt den mest almindelige, og også den som var lettest at komme til at fotografere…

Cacoides latro, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Cacoides latro, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den samlede tur-liste fra Toms REGUA-gruppe i januar 2024 resulterede i over 130 arter. Selv så jeg 100 arter (faktisk helt præcist hundrede!), hvoraf over 80 var nye for mig – og langt de fleste har jeg jo heller aldrig tidligere haft nogen chance for at møde. Flere af dem imponerede mere med deres skønhed end deres sjældenhed, og jeg vil lige slutte med lidt flere fotos for at give et indtryk af den enorme diversitet i former og farver som denne fascinerende dyregruppe kan udvise…

Oxyagrion simile, Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Oxyagrion simile, Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Micrathyria atra, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Micrathyria atra, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tigriagrion aurantinigrum, mindre flod gennem åbent landskab nær REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Tigriagrion aurantinigrum, mindre flod gennem åbent landskab nær REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Elasmothemis cannacrioides, mindre flod gennem åbent landskab nær REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Elasmothemis cannacrioides, mindre flod gennem åbent landskab nær REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Leptagrion macrurum, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Leptagrion macrurum, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Navnene på ovenstående arter er – nogle mere fantasifulde end andre (!): Oxyagrion simile (Blue-tipped Mountain Coral), Micrathyria atra (Black Dasher) – med et bagkropsmønster, der minder mig om Stor Kærguldsmed – Tigriagrion aurantinigrum (Tiger Damsel), Elasmothemis cannacrioides (Golden Streamskimmer) samt Leptagrion macrurum (Blue-and-brown Bromeliad Guard). Sidstnævnte tilhører en fascinerende gruppe af vandnymfer som man ikke finder ved vandløb eller søer, men derimod inde i skoven – hvor de yngler ved at lægge æg i de vandbeholdninger, der står i bunden af bromelier (de ananas-lignende epifytter som vokser i træerne) – deraf navnet Bromeliad Guard. Det var endnu en ny gruppe for mig, som jeg var meget glad for at se – og jeg fandt også selv et par af arterne.

Til allersidst vil jeg også bringe lidt fotos af nogle af de andre sjove og smukke dyr, turen til Brasiliens Atlantiske regnskov gav mulighed for at se (så I ikke skal tro at jeg udelukkende har øjne for fugle og guldsmede). Her kan jeg til gengæld IKKE præstere at navngive dyrene, men nøjes med at beundre deres skønhed…

Fra Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fra galleriskoven ved Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra galleriskoven ved Rio Bacaxá, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fra Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fra REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Som det forhåbentlig fremgår, har de tre uger i Mata Atlantica (REGUA og Itororó samt nærmeste omgivelser) i januar efterladt et indtryk af en overvældende frodighed og en tilhørende diversitet, som er aldeles overvældende imponerende. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at besøge stedet – hvad enten man er til fugle, andre dyr – eller til lidt af det hele!

Et endemisk hotspot

Green-crowned Plovercrest, Pico do Caledonia, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Green-crowned Plovercrest, Pico do Caledonia, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I januar var jeg sammen med min gode ven Ole tre uger i Brasiliens Atlantiske regnskov (“Mata Atlantica”), nærmere bestemt i et lille område få timer fra Rio de Janeiro omkring bjergryggen Serra dos Órgãos og byerne Cachoeiras de Macacu og Nova Friburgo. Vi boede på to fine “øko”lodger, REGUA og Itororó, og var på udflugter i det omgivende terræn. Ovenstående smukke endemiske kolibri Green-crowned Plovercrest er fotograferet nær trægrænsen i tæt på 2000 meters højde på bjerget Pico do Caledonia.

Der lyttes og spejdes efter Grey-winged Cotinga, Pico do Caledonia, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Der lyttes og spejdes efter Grey-winged Cotinga, Pico do Caledonia, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På samme tur var vi heldige at se ikke færre end tre arter af de eftertragtede cotingaer, inkl. den endemiske og meget sjældne Grey-winged Cotinga, som også opholdt sig i den øvre del af det skovbevoksede område. Vi havde længe hørt dens meget specielle pibende stemme, før det endelig lykkedes at spotte den lidt nede ad bjerget i en stor trækrone – en forløsning også selvom det var langt udenfor foto-afstand. Arten kendes kun fra ganske få lokaliteter, så det var en meget “dyr” art at få i bogen.

I det hele taget er den berømte Atlantiske regnskov jo fyldt med endemiske arter. Ikke alle er vel klar over, at denne specielle økozone er isoleret og adskilt fra Amazonas med mere end 2000 km. Det betyder for en førstegangsbesøgende som mig, at selv om jeg har besøgt Amazonas i både Perú og Ecuador (mange gange!), så er en meget stor del af de arter, man møder, helt nye. Ialt så vi 325 fuglearter, hvoraf pænt over halvdelen var nye på min liste! Det føltes næsten som at være rejst til en helt ny verdensdel.

Udover ovennævnte Grey-winged Cotinga så vi også Black-and-gold Cotinga og Bare-throated Bellbird (sidstnævnte glædeligt almindelig – den hørte vi allevegne hvor der var skov, også selv om det ikke nødvendigvis var primær regnskov). Ingen af dem sås på afstande hvor det gav mening at fotografere, men en familie af en fjerde art endemisk cotinga, Swallow-tailed Cotinga, boede på Itororó på skråningen lige nedenfor hytten vi boede i, hvilket gav mulighed for nogle fine kig på den meget specielle fugl.

Swallow-tailed Cotinga, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Swallow-tailed Cotinga, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det gav forøvrigt en pudsig situation, da Ole henledte min opmærksomhed på, at der i et nærtstående træ sad en lille gruppe Swallow Tanager, en art jeg ikke havde set på turen på det tidspunkt. Men arten jeg så fik i kikkerten var en cotinga og ikke en tangar! Begge arterne viste sig dog at have forkærlighed for netop denne trækrone…

Udover den indledende Green-crowned Plovercrest var kolibrierne en gruppe som var ret rigt repræsenteret blandt de endemiske arter.

Saw-billed Hermit, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Saw-billed Hermit, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brazilian Ruby han, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Brazilian Ruby han, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Frilled Coquette, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Frilled Coquette han, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den fantastiske lille Frilled Coquette var et af turens højdepunkter, en art som vi næsten ikke havde turdet håbe på at se. Men på et tidspunkt sidst på en i forvejen meget succesrig tur nævnte vores guide nærmest henkastet “der sidder en coquette kolibri”. Fuglen sad højt på en tynd gren og pudsede sig, og vi kunne i lang tid fryde os over at se den arbejde fjerdragten igennem, inklusive de sorthvide fantastiske ørefjerduske. En magisk oplevelse! Brazilian Ruby hannen er en “charmebøf” udover det sædvanlige, ikke mindst er det sjældent man ser farven gammelrosa kombineret med metalglans! Så er det iøvrigt også noget af en bølle, denne han prøvede ihærdigt at forhindre alle andre kolibrier i at komme “til fadet” ved Itororó-lodgens kolibrifeedere. Saw-billed Hermit er én af mange arter i denne mindre farverige gruppe af kolibrier, hermits, som man ikke kan lokke frem med brug af foderautomater, men det er til gengæld en fornøjelse at møde dem i skovene.

Jeg skal iøvrigt beklage kvaliteten af mange af billederne; en meget stor del af arterne skulle findes inde i skovens skygger, og mange lod sig ganske enkelt ikke fotografere. En art jeg ikke havde troet skulle vise sig så svær at have med at gøre var Pin-tailed Manakin, men det var kun med nød og næppe at det lykkedes at få billeder af den art med hjem.

Pin-tailed Manakin han, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Pin-tailed Manakin han, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pin-tailed Manakin hun, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Pin-tailed Manakin hun, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til gengæld fik jeg fotos af begge køn. Det er virkelig en særlig art, bemærk den meget flade isse som giver en helt speciel hovedprofil. Og manakiner er også en gruppe af fugle som man altid bliver glad i låget over at møde.

Skov-interiør, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Skov-interiør, Ecolodge Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Initiativtagerne til begge de to besøgte lodger er – på hver deres måde – foregangsfolk hvad angår reetablering af økosystemer. På REGUA har man på jord, som tidligere var dyrket, drænet og græsset, ved en meget ambitiøs genplantning med over 200 træarter på kort tid (under 15 år) fået en ung, men meget biodivers skov til at skyde op – samtidig med at man har genskabt vådområder. Her er både indvandret caimaner, capybarer, pumaer osv. på egen hånd, og man har sat tapirer ud for yderligere at understøtte en rig og selvforvaltende natur. På Itororó har det mere handlet om at befri skoven for exotiske træarter som eucalyptus og fyrretræer, så den intakte bjergregnskov som omgiver stedet har kunnet indvandre igen af sig selv. Det viste billede demonstrerer vist tydeligt at det er lykkedes meget godt, bl.a. er skoven her karakteriseret ved mange bregnetræer og en frodig vækst af bromelier og orkideer.

Ellers er det mit indtryk at den Atlantiske regnskov – som rigtigt mange andre økosystemer i Latinamerika – på mange måder er presset, men det gør det netop endnu mere prisværdigt at finde eksempler på, at engagerede og visionære mennesker prøver at vende den negative udvikling.

Landskab, fragmenteret skov, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Landskab, fragmenteret skov, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den landbrugsmæssige udnyttelse sker først og fremmest i lavlandet og i dalene, mens de mere utilgængelige skråninger stadig langt overvejende er bevokset med skov. Det ser heldigvis ud til at den brasilianske stat gør en hel del for at bevidstgøre befolkningen om, hvor unik skoven her er, man ser plakater som fremhæver Mata Atlantica og økosystemets enestående dyreliv overalt – og der findes nogle rigtigt fine reservater og nationalparker med gode stisystemer. Det giver håb, for når området huser over 140 endemiske fuglearter er det et stort ansvar for artsbevarelse, som påhviler menneskene i området.

Nationalparken Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nationalparken Tres Picos, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På den beskedne plads, et blogindlæg som dette giver mulighed for, kan jeg ikke komme omkring alt hvad vi så, men for at give endnu flere eksempler på den imponerende biodiversitet, området rummer, kommer her lidt flere fotos – og så kommer der på et tidspunkt et selvstændigt opslag om guldsmede…

Black-cheeked Gnateater, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Black-cheeked Gnateater, REGUA, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Three-toed Jacamar, Sumidouro, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Three-toed Jacamar, Sumidouro, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Crescent-chested Puffbird, Sumidouro, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Crescent-chested Puffbird, Sumidouro, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Begge lodger har dygtige fugleguider tilknyttet, og selv om både Ole og jeg holder meget af selv at arbejde os frem til bestemmelse af arterne, og brugte de fleste dage på egen hånd, så var det også nyttigt at have hjælp til at finde så eftertragtede endemiske arter som eksempelvis Black-cheeked Gnateater eller Three-toed Jacamar. Gnateateren er formentlig almindeligt udbredt i skovene, men svær at finde, hvis ikke man kender stemmen – hvorimod jacamaren er en decideret sjælden fugl som kun er kendt fra få og spredte lokaliteter. Og i det tilfælde fandt vi den kun fordi der fra Itororó blev arrangeret en dagsudflugt til stedet. Hvilket iøvrigt gav mange andre bonus-arter, bl.a. en af de fede puffbirds, den endemiske Crescent-chested Puffbird. Faktisk var jeg væsentligt mere fascineret af puffbirden end af jacamaren – jeg har en stor fascination af netop den fuglegruppe (og jacamaren er jo ikke nær så farvestrålende som mange af de mere almindelige jacamarer). Af og til blev vi præsenteret for fugle, som viste sig at være ualmindeligt charmerende, selv om de i fuglebogen ikke havde gjort noget særligt indtryk…

Half-collared Sparrow, Janela dos Andorinhas, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Half-collared Sparrow, Janela dos Andorinhas, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Half-collared Sparrow var en sådan overraskelse, endnu en “skovbundsskulker”, men når man kortvarigt fik den lokket frem (med playback) viste det sig at være en særdeles smuk sag.

Ud over alle endemerne var der selvfølgelig også mere udbredte arter…

Black-billed Scythebill, Janela dos Andorinhas, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Black-billed Scythebill, Janela dos Andorinhas, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Black Hawk-Eagle, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Black Hawk-Eagle, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Black-billed Scythebill er sådan en art, man bare har lyst til at hilse på, det bizarre næb skal man nærmest se for at tro på det! Den er en af mange arter fra gruppen af woodcreepers, foliage-gleaners og diverse andre ovnfugle – hvoraf langt de fleste er arter, som der virkeligt skal arbejdes for at få at se godt. Det samme gælder antbirds – som vi så mange arter af, også nogle endemiske specialiteter – men det er altså bare svært at foto-dokumentere. Til gengæld var individet af Black Hawk-Eagle en ren foræring – en art som jeg har set mange, mange gange, men aldrig på så nært hold som denne, fotograferet fra bil på tæt hold.

Jeg slutter med et par af de endemiske fuglearter som også var meget nemme at få at se, idet de kom til foderbrætter med frugt og solsikkekerner – men samtidig nogle arter som virkeligt havde skruet op for farver og ikke mindst charme!

Plain Parakeet, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Plain Parakeet, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Brassy-breasted Tanager, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Brassy-breasted Tanager, Itororó, Rio de Janeiro, januar 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg bliver nødt til at protestere over navnet som parakitten Plain Parakeet er blevet tildelt, for selv om den mest gør det i grønlige nuancer, udfolder den dybblå svingfjer, og kan på ingen måde siges at være “plain”. Og Brassy-breasted Tanager er en art som man bare bliver nødt til at se, for helt at tro på de farver!

Til allersidst en historie om en oplevelse der ikke kunne fotograferes, men som understreger hvor righoldig naturen er i brasilianske Mata Atlantica: Fra REGUA var vi taget ud på en aftentur med en bestemt, stor vadefugl som mål. I skumringen stod vi på kanten af en stor eng. Det havde regnet hele eftermiddagen, men det var efterhånden stilnet af, og det blev en meget stemningsfuld oplevelse. Først var der tre forskellige arter rikser og sumphøns som kaldte, og et par Southern Lapwing protesterede lidt over vores tilstedeværelse. Da vi havde ventet til det var næsten mørkt gik aftenens hovedattraktion i gang: Giant Snipe, verdens største bekkasin, med op til 3-4 fugle der cirkulerede på himlen og sagde “wakawakawaka“, mens mindst tre fugle spillede med en helt anden stemme nede fra den sumpede eng. I starten kunne vi se silhouetten på de flyvende fugle, meget kompakte med brede vinger og så det kodylt store næb. Senere kom også en stor ugle henover dalen, en Tawny-browed Owl. En fantastisk oplevelse!

Hermed en uforbeholden anbefaling af Brasiliens Atlantiske regnskov og dens fugleliv!

Sværmeriske natsværmeres optræden i dagslys

Det blev ret sent i min tilværelse at jeg stiftede bekendtskab med en charmerende gruppe af store natsværmere – nogle af dem som har en levevis næsten som dagsommerfugle, idet de rutinemæssigt afsøger nektarholdige blomster i dagtimerne, i fuld solskin! De flyver dog sammenlignet med dagsommerfuglene med meget hurtigere, svirrende vingeslag, og derfor giver de ofte også associationer til miniature kolibrier – se sidst i dette indlæg.

Første gang jeg mødte sådan en dag-sværmende natsværmer var i 2018 under en ferie i svigersønnens familie-sommerhus i Skåne, hvor vi havde fornøjelsen af dagligt selskab af den talrigste af disse arter på vore breddegrader, Duehale – som jeg tidligere har berettet om i indlægget her. Duehale har jeg siden stødt på flere gange, senest fouragerende på planten Stor Skjaller på Mandø i Vadehavet for en uges tid siden.

Sidste år fandt jeg en flot Snerresværmer under guldsmederegistreringerne ved Vilsted Sø.

Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Og igår var jeg så så heldig at en Bredrandet Humlebisværmer indfandt sig på matriklen, hvor vi nu i over 30 år har dyrket “vild med vilje”-konceptet, også længe før det blev et kendt og populært begreb. Det betyder at vi på den knap hektarstore grund har et righoldigt staudesamfund med bl.a. mange dejligt nektarholdige tidsler…
Bredrandet Humlebisværmer, Tømmerby, juni 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bredrandet Humlebisværmer, Tømmerby, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det krævede lige lidt hjælp fra de altid beredvillige eksperter på de sociale medier at få den bestemt sikkert fra den anden lignende sværmer, Smalrandet Humlebisværmer.

Desuden har jeg – vist flere gange – set tilsvarende dagaktive sværmere når jeg har været i troperne – her er ialfald et dyr fra i vinters i Costa Rica:

Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 Her kan jeg ikke sætte navn på, men kan bare konstatere, at i lige denne gruppe insekter ser der ikke ud til at være en sammenhæng med, at dyr i troperne er mere farvestrålende en dem på vore breddegrader – nærmest tværtimod. Men sjovt at se, at sværmeren fortrak samme art blomster (Verbena, hedder de vist) som kolibrierne (hvor man jo til gengæld må sige at farver trænger sig på)…

Magenta-throated Woodstar, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Magenta-throated Woodstar, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Endnu en guldsmedebog! (anmeldelse)

Boudot, J.-P., G. Doucet & D. Grand 2021: Dragonflies and Damselflies of Britain and Western Europe. A Photographic Guide. 160 sider. Bloomsbury Naturalist. 45 € i Natural History Book Store.
Det er jo altid spændende at stifte bekendtskab med ny litteratur om emner der interesserer én. Og i mit tilfælde er interessen for odonata, guldsmede og vandnymfer, så stor at når der kommer ny litteratur bliver jeg nærmest nødt til at købe bogen. Normalt er jeg mest til bøger som dækker et større område, f.eks. hele Europa, og jeg har afholdt mig fra de mange bøger som begrænser sig til de Britiske Øer. Denne dækker et lidt større område, nemlig Benelux-landene, Frankrig, Schweiz og Corsica – udover de omtalte øer vest for kontinental-Europa. Egentlig kan man godt se det som et lidt “kunstigt” udvalg af lande, specielt at det kun er Corsica af Middelhavs-øerne, der er medtaget. Bogens forfattere er franskmænd, hvilket nok er en del af forklaringen på dette fokus – og den ret nye bog (udgivelsesår 2021) er da også en oversættelse af en oprindelig fransk udgave.

Det begrænsede dækningsområde gør selvfølgelig at bogens volumen bliver mere håndterlig, den medtager 98 arter og fylder 160 sider (mod eksempelvis Dijkstra et al’s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe som omhandler 163 arter på 336 sider – dog stadig en bog man sagtens kan have med i felten).

Jeg erhvervede bogen straks efter udgivelsen, men nu hvor vi er godt inde i en ny guldsmedesæson må jeg nok erkende, at det ikke bliver denne bog, jeg oftest kommer til at konsultere.

Lidt synd, egentlig, for jeg er faktisk ret begejstret for mange elementer i bogen – ikke mindst at layoutet er ret “friskt og moderne” og generelt opstillet meget overskueligt. Til gengæld finder jeg at selve tilgangen til bestemmelse i felten er en smule “antikvarisk”, for det er langt hen ad vejen baseret på, at man må “nøgle” sig frem til rette art – og ofte er det ved hjælp af karakterer, som er håbløse at se i felten og faktisk kræver indfangelse af dyrene. Det finder jeg helt unødvendigt da det i langt, langt de fleste tilfælde er en meget nemmere tilgang at basere sig på visuelle karakterer fremfor eksempelvis at tælle vingeceller.Boudot&al_eksempelside

En anden ting, som gør anvendeligheden af bogen begrænset, er udvalget af fotos som hos næsten alle arter begrænser sig til to fotos pr. art – ét af en typisk han og ét af en typisk hun. Dvs. der er ikke plads til at vise noget af den store variation, som mange arter udviser. Med op til fire arter pr. side er de enkelte fotos også meget små, så det kan være svært at se detaljer. Til gengæld er opslagene så forsynet med supplerende stregtegninger for at fremhæve nogle af de afgørende karakterer – men igen er der megen fokus på detaljer som kræver nærstudier – ja nærmest brug af lup.

Selv om sidetallet er ret lavt for en bog af denne type har man valgt at bruge 11 sider på store helsides “portrætfotos” som ikke har anden funktion end at være pynt – her ville jeg ialfald have valgt at prioritere færre og gerne større bestemmelsesfotos, når bogen jo skal forestille at være en bestemmelsesguide. Med fokuseringen på “nørdede” detaljer og den klassiske tilgang med at “nøgle” arterne vil bogen imidlertid aldrig blive hvad jeg forstår ved en field guide.

At bogens dækningsområde er, som det nu er, betyder selvfølgelig at bogen ikke dækker alle i Danmark forekommende arter – ialfald kan jeg komme i tanker om én væsentlig mangel, nemlig en af mine yndlingsarter, Huevandnymfe.

For at balancere denne anmeldelse lidt må jeg nævne et par positive elementer – på trods af bogens beskedne sideantal er der blevet plads til en gennemgang af arternes larver (sidste larvestadium) og exuvier (tomme larvehuder). Også her er det opbygget som en klassisk “nøgle”, men det er måske i dette tilfælde også den eneste måde at gå til emnet på. Jeg har endnu til gode selv at dyrke dette felt i guldsmedebestemmelse i større omfang (ud over mine optællinger af exuvier af Stor Kejserguldsmed), men jeg synes det ser ud som om at denne bog kunne være en god indgangsvinkel til emnet. Exuvie-guiden optager 29 sider i bogen.
Boudot&al_eksempelside3

En pudsig feature som jeg ikke har set i andre guider er et afsnit med alle arternes vingemønstre, lavet ved højopløste scanninger af døde individers vinger – hvilket er ganske flot, faktisk – men i mine øjne mere et kunstobjekt end brugbart i bestemmelse – ialfald af langt de fleste arter… “Vingeribbe-guiden” optager 8 sider af bogen.Boudot&al_eksempelside4

Afslutningsvis vil jeg konkludere at Boudot et al’s lille for så vidt fine bog er en bog ialfald jeg sagtens kunne undvære – den tilføjer ikke for alvor noget nyt som man har brug for for at kunne bestemme guldsmede og vandnymfer i vores del af verden. Jeg vil også mene at prisen ligger i den høje ende – ikke mindst hvis man eksempelvis sammenligner med den på mange måder tilsvarende, også foto-baserede bog Europe’s Dragonflies af Smallshire & Swash, som blot dækker hele Europa og har langt flere fotos med af de enkelte arter. Det er en langt mere praktisk anvendelig bog, som kan erhverves for lidt mere end det halve af prisen.

Men nu jeg har købt den, er den da meget hyggelig en gang imellem at hive frem – om ikke andet kan jeg nyde det fine layout, som der virkelig er kælet for – og da jeg selv sysler en del med at få tryksager til at tage sig præsentable ud kan jeg ialfald godt sætte pris på det aspekt ved bogen! Og skulle jeg en dag for alvor komme i gang med at arbejde med larver og exuvier vil jeg helt sikkert hive bogen frem!

Hvis man i øvrigt er interesseret i guldsmedelitteratur kan jeg henvise til denne oversigt over bøger omhandlende Europas odonata.

Orkidé-bonanza i april – i Italien

Edderkop-Flueblomst ssp. sipontensis, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst ssp. sipontensis, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I flere år har Mie og jeg snakket om en tur til bjergområdet Monte Gargano i Syditalien, et område berømt for måske Europas største diversitet af orkidéer. Turen skulle være i april (og var egentlig programsat sidste år, men måtte aflyses pga. Corona), da hovedblomstringen for flest arter sker denne måned.

I år blev det til noget, og det var en fantastisk oplevelse! Monte Gargano er en halvø i Adriaterhavet (“sporen” oven over Italiens “støvle”) som består af kalkklippe, hvilket i høj grad præger floraen på stedet.

Monte Garganos klippekyst, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monte Garganos klippekyst, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En stor inspiration til turen har været diverse rejserapporter på nettet, først og fremmest nogle svenskeres, men også en hjemmeside fra en italiener som flere gange har besøgt halvøen (med bredt naturhistorisk fokus, altså også med andre oplevelser end orkidéer).

Hverken Mie eller jeg er nørder, når det kommer til bestemmelse af planter, vi nyder bare farverne og formerne og lader os gerne imponere, når der er tale om stor diversitet, store mængder eller på anden måde store indtryk. Alligevel forsøgte jeg løbende at fotografere så mange arter som muligt, og med hjælp fra især Field Guide to the Orchids of Europe and the Mediterranean (Kühn, Pedersen & Cribb 2019) lykkedes det også at få bestemt en stor del af dem. Også den meget smukke bog Orkideer i Europa (fra 2017) af Henrik Ærenlund Pedersen med akvareller af Bo Mossberg blev flittigt draget frem – og har man dén i sit bibliotek vil man hurtigt opdage, at stednavnet Monte Gargano optræder meget ofte.

For andre arter end orkidéer har jeg især benyttet iNaturalist.

Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den talrigste orkidé-art som blomstrede mens vi var der (8.-17. april) var den meget smukke Sommerfugle-Gøgeurt. Den kaldes også Vifte-Gøgeurt, men dens videnskabelige navn er Anacamptis papilionacea. Og da papilio jo betyder svalehale, og da vi en gang havde set dette syn:

Sommerfugle-Gøgeurt og Svalehale, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt og Svalehale, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-var der ikke nogen tvivl om vores foretrukne navn til planten! (beklager billedkvaliteten)… Iøvrigt så vi både vores “hjemlige” Svalehale og Sydeuropæisk Svalehale – og i det hele taget masser af sommerfugle – mere om det senere.

En gruppe af orkidéer som især gjorde sig bemærket var flueblomsterne – her er MANGE arter, og desuden optræder de i forskellige varianter og underarter – så vil man dyrke dem grundigt kræver det nørderi! Vi nøjedes mest med at nyde, og navnene på de følgende er hvad vi TROR det er (uden at beskæftige os nærmere med varianter osv., udover den ret letgenkendelige sipontensis-underart af Edderkop-Flueblomst med lyserøde sepaler, afbildet ovenfor):

Prægtig Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prægtig Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Saddel-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Det eneste eksemplar af arten vi fandt på turen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krybende Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krybende Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder vokser forskellige arter mellem hinanden med stor tæthed, og man kan opleve syn som f.eks. dette:

Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-opleves (og fotograferes, ikke mindst!) bedst hvis man lægger sig på maven…

Græsset eng med bl.a. Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsset eng med bl.a. Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Mie Buus.

Landskabet på Monte Gargano er meget afvekslende; flest orkidéer finder man på stenede steder hvor kalk-forekomsterne ligger frit tilgængeligt.

Typist græsningslandskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Typist græsningslandskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bart og stenet landskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bart og stenet landskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder kan det se meget bart og nærmest goldt ud, men bukker man sig ned og kigger efter, kan der alligevel være masser af spændende botanik…

Fåblomstret Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fåblomstret Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne art fandt vi netop på et stenet plateau som det ovenstående.

Jeg kommer ikke til i dette blogindlæg at gennemgå ALT hvad vi så, men her kommer lidt flere af orkidéerne:

Italiensk Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Italiensk Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På engelsk hedder den Naked Man Orchid, og den enkelte blomsterlæbe ligner da også små mænd (inkl. strittende tissemænd – klik på billedet og du kan se dem)…

Sporeløs Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sporeløs Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det kan godt være at  navnet Sporeløs Gøgeurt for en botaniker giver mening; jeg bryder mig ikke om det. På engelsk hedder arten blot Man Orchid (igen på grund af de menneskelignende blomsterlæber, dog uden tissemænd), hvilket er helt i tråd med det videnskabelige navn Orchis anthropophora. Svenskerne kalder den Spökyxne, og Mie og jeg blev enige om at Gespenst-Gøgeurt burde være det danske navn – også på grund af den mærkelige blege farve som blomsterne er udstyret med…

Vi mødte ikke mange arter som vi kendte hjemmefra; de følgende to har vi dog set bl.a. på Öland…

Salep-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Salep-Gøgeurt (og Sommerfugle-Gøgeurt), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bakke-Gøgeurt ("Krudtbrænder"), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bakke-Gøgeurt (“Krudtbrænder”), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Indmellem møder man noget der ikke passer med bøgerne:

Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det afvigende hvide eksemplar skulle, ligesom de andre på billedet, være Sommerfugle-Gøgeurt.

Der var mange andre indtryk end lige orkideer, floraen i det hele taget var utroligt varieret, og det var påfaldende så mange arter som var i blomst netop nu. Jeg forestiller mig at disse åbne landskaber ret tidligt i maj-juni bliver meget tørre og afsvedne, derfor er det for blomsterne om at få vist deres pragt og tiltrukket insekter nu mens tid er…

Storkenæb sp. og svirreflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storkenæb sp. og svirreflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Viol sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Viol sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krokus sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krokus sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som nævnt mødte vi en del bestøvere i form af sommerfugle (og iøvrigt også bier, fluer og humlebier)…

Guirlandesommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Guirlandesommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Hømorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Hømorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humleflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humleflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sidstnævnte er muligvis samme art Lille Humleflue som vi har herhjemme, og vi så iøvrigt også Stor Humleflue, som faktisk var ny art for mig – det er jo ikke en art som optræder ofte i de landskaber jeg oftest færdes i. Jeg synes humlefluer er fede at iagttage!

Der var mange andre sommerfuglearter end de viste, bl.a. Aurora, Lille Ildfugl, som nævnt begge arter Svalehaler, Grønbroget Kålsommerfugl, flere arter bredpander og den flotte Orange Citronsommerfugl. Jeg må ikke glemme at nævne at jeg er helt vild med guirlandesommerfugle, den ovenfor viste er arten Zerynthia cassandra, som også var ny art for mig, og heldigvis meget almindelig og som regel nem at fotografere, da den ofte hvilede med udbredte vinger – vi så den forøvrigt aldrig gå ned på blomster, så måske er den slet ikke nektar-fødesøgende…

Ovenfor omtaler jeg “Gespenst-Gøgeurt”, et andet gespenst vi fandt var denne creepy knæler:

Knæler, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Knæler, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skulle være arten Empusa pennata, jeg har ingen idé om hvor almindeligt det er at støde på den, men selv om jeg ikke har det komfortabelt med knælere var jeg helt stolt over at finde den – som den sad i græsset og prøvede at ligne en samling tørre strå… Parat til at kaste sig over intetanende byttedyr!

Et helt andet landskab som Monte Gargano-halvøen også indeholder er den fedeste urskov, Foresta Umbra, med en enorm variation af europæiske træarter. Skoven var netop ved at grønnes, men egetræerne var ikke sprunget ud, så der var stadig lys i skovbunden til anemonerne.

Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blå Anemone i Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blå Anemone i Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er umuligt at få det hele med fra de intensive ni dage, vi tilbragte dernede, men her er ihvertfald en lille mundsmag. Hvis det skulle give andre lyst til selv at besøge Monte Gargano, står jeg gerne til rådighed med specifikke råd til lokaliteter, praktiske forhold osv.

Til sidst en stor tak for dejligt selskab i naturen til min søde rejsefælle!

Mie med Blå Iris og anden botanik, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie med Blå Iris og anden botanik, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Nytår 2021/2022

Min nytårshilsen med tilbageblik på arbejdsopgaver og projekter i 2021 er netop sendt ud til venner og samarbejdspartnere.

Igen i år fik jeg en enkelt opgave annuleret på grund af Corona-restriktioner, men ellers har firmaet ikke været negativt ramt af pandemien. Året har været præget af et væld af spændende arbejdsopgaver; 2021 var et godt år for mig og mit lille firma…

Som tidligere nytår har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som kun findes digitalt, ikke på print). Jeg ofrer ikke mange ressourcer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Min nytårshilsen (pdf-filen) må derfor gerne videre-distribueres! Der er altid plads til flere spændende projekter!

Jeg ønsker alle et godt 2022, med tak for samarbejdet vi har haft, og håber fremtiden bringer nye spændende projekter og samarbejdsmuligheder!

Klik her for at downloade hele nytårshilsenen (en lidt “tung” fil, seks sider som pdf).

Sommer i Sverige

Der opstod en uventet mulighed for at tage en uges ferie – det blev til Skåne, Småland og Östergötland, ca. ligeligt fordelt mellem de tre landsdele i vort naturrige naboland mod øst. Vi var af sted 18.-25. juli under en periode med dejligt sommervejr – så en stor del af oplevelserne kom til at handle om insekter, hvor Sverige virkeligt har meget at byde på! Her kommer lidt forskellige indtryk i kronologisk rækkefølge – mest fotos med nogle få kommentarer.

Stor Farvevandnymfe, Kävlingeån, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Farvevandnymfe, Kävlingeån, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Stor Farvevandnymfe med en usædvanlig tegning på S7 (syvende bagkropssegment). Samme sted havde Henrik dagen i forvejen set Lille Kejserguldsmed, som efterhånden er blevet en almindelig art i store dele af Sydsverige.

Sandrandøje i sand, Ravlunda Skjulfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sandrandøje i sand, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svirreflue får sig et lift på vingen af Seksplettet Køllesværmer, Ravlunda Skjulfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Svirreflue får sig et lift på vingen af Seksplettet Køllesværmer, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Seksplettet Køllesværmer og Blåhat-Langhornsmøl, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Seksplettet Køllesværmer og Blåhat-Langhornsmøl, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det hvide C viser sit hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Det hvide C viser sit hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Blåpil han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Blåpil han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi genbesøgte Helgeå mellem Visseltofta og Hässlehult, hvor vi også var i august 2018 – lidt senere på sæsonen og sent nok til at vi dengang kun med nød og næppe fandt Lille Tangguldsmed. I år var det ikke svært, arten var talrigt til stede og meget aktiv – bl.a. var der et par hanner som flere gange satte sig under en meter fra hvor jeg stod – desværre i en dårlig vinkel for fotografering. Men en fed guldsmed er det under alle omstændigheder!

Lille Tangguldsmed han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Tangguldsmed han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Efter et par dage i Skåne rykkede vi nordpå til et område nord for Västervik som udover Gotland er kendt som det bedste “hotspot” for den smukke dagsommerfugl Apollo – en art jeg altid har drømt om at se.

Apollo, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Apollo, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Apollo i modlys, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Apollo i modlys, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi fandt ialt 11 individer af den overjordisk smukke sommerfugl, der overraskede ved at kroppen, hovedet og ikke mindst følehornene egentlig er meget små i forhold til vingernes størrelse. På de tørre overdrevsagtige partier i Naturreservatet Hulöhamn-Vindåsen og i det omgivende land var der i det hele taget en overdådighed af dagsommerfugle, med Kejserkåbe og Citronsommerfugl i rå mængder, Det hvide C, Sørgekåbe og mange flere.

Kejserkåbe, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kejserkåbe, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Seksplettet Køllesværmer og Pimpinelle-Køllesværmer, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Seksplettet Køllesværmer og Pimpinelle-Køllesværmer, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er ikke hundrede procent sikker på bestemmelsen af Pimpinelle-Køllesværmer, men det skulle ialfald ikke være nogen ualmindelig art i denne del af Sverige…
På vejen videre mod Tåkern-området i Östergötland faldt vi ved en rasteplads over denne Firebåndet Blomsterbuk i færd med at lægge æg i en træstub…

Firebåndet Blomsterbuk, nær Hälgenäs, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Firebåndet Blomsterbuk, nær Hälgenäs, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De næste dage blev tilbragt i et område som vi også tidligere med stor fornøjelse har besøgt: Vadstena-Tåkern-Omberg-området.

Gulvinget Hedelibel han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gulvinget Hedelibel han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Gulvinget Hedelibel (som i Danmark er en “bekymringsart” som lader til at have meget få etablerede bestande) var almindelig flere steder, bl.a. ved Tåkern, hvor jeg også fandt Lille Rødøjet Vandnymfe som ny art for den ellers velundersøgte sø.

Lille Rødøjet Vandnymfe han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Rødøjet Vandnymfe han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der var også adskillige par i parring og æglægning af Lille Rødøjet Vandnymfe – en art som er blevet lidt af en temaart for mig denne sommer, med genfund i Han Vejle, store mængder i Vilsted Sø, plus nye fund i adskillige atlaskvadrater i Danmark – og nu altså de første registreringer af arten i den berømte fuglesø Tåkern (der som nævnt også er velundersøgt for guldsmede). Men ligesom herhjemme er arten i Sverige under hastig spredning nordpå (og Skagen huser således ikke længere verdens nordligste af arten)…
I Tåkern flyver også mange Plettet Smaragdlibel, en art som i det hele taget ses mange steder i Sverige og ikke lader til at være særligt snæver i habitatkrav…

Plettet Smaragdlibel, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Plettet Smaragdlibel, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ved Alvastra Kloster var en charmerende Lille Humleflue tiltrukket af nogle bede med lavendel. Jeg har aldrig set den – i Danmark – noget mere almindelige Stor Humleflue, men har altid ønsket det. Og Lille Humleflue på under en centimeter i kropslængde må siges at være endnu mere karismatisk end sin store fætter…

Lille Humleflue, Alvastra Kloster, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Humleflue, Alvastra Kloster, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De sidste dage på turen blev tilbragt ved Kävsjön/Store Mosse Nationalpark, også en favoritlokalitet på vores Sverigeskort. Her havde jeg fornøjelsen af finde en æglæggende Kongeguldsmed i Storån (lige udenfor nationalparken nord for mosen).

Kongeguldsmed og Blåbåndet Pragtvandnymfe, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kongeguldsmed og Blåbåndet Pragtvandnymfe, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er faktisk også en Fjerbenet Vandnymfe på fotoet… En art jeg er meget vild med, og den er jo dejligt almindelig mange steder i Sverige, vi så den både i Skåne og Småland. Men da jeg ikke fik ordentlige fotos denne gang kommer her lige et foto fra vores tur i 2018 (et foto som aldrig har været vist før, og det fortjener det).

Fjerbenet Vandnymfe han, Helgeå, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fjerbenet Vandnymfe han, Helgeå, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Kongeguldsmed er blevet lidt af en temaart for mig denne sommer, med fund på fem lokaliteter i Herning Kommune samt på den klassiske lokalitet Stubberupvad og nu i Sverige – hvor der iøvrigt også var mindst én han.

Kongeguldsmed han, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kongeguldsmed han, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også ved Kävsjön og skovene omkring mosen var Plettet Smaragdlibel en meget talrig art – hver lille lysning havde sin patruljerende han…

Plettet Smaragdlibel han, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Plettet Smaragdlibel han, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her mødte vi også Kæmpefluen Harald

Kæmpefluen Harald, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kæmpefluen Harald, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På vej hjem mod færgen i Göteborg blev det til et kort stop som bragte nye fine dyr.

Lille Penselspinder, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Lille Penselspinder, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Inaturalist-appen fortæller ialfald at dette skulle være larven af Lille Penselspinder – og det ser ud til at være rigtigt nok. Sjov er den under alle omstændigheder!

Hvepsefluer, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hvepsefluer, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ved hjælp af Inaturalist-appen og Naturbasen.dk har jeg fundet frem til at dette må være hvepsefluer i slægten Conops.
Der var mange flere insekter – og andre flotte oplevelser – på ferien i Sverige, men dette var et lille udpluk og hvad der kunne blive plads til her.  Sverige har så meget at byde på, og det var helt sikkert ikke sidste tur derover!

Nytårshilsen med tilbageblik på 2020

nytaarshilsen2020.forsideMin nytårshilsen med tilbageblik på det forgangne års projekter er netop sendt ud til alle firmaets samarbejdspartnere. Jeg fik en enkelt opgave annuleret på grund af Corona-restriktioner, men ellers må jeg sige at firmaet foreløbig er sluppet godt igennem pandemien.

Som de tidligere år har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som kun findes digitalt, ikke på print). Jeg ofrer ikke mange ressourcer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se mit lille firma og nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Den må derfor gerne videre-distribueres! Jeg har ganske vist allerede ordrebogen pænt booket for store dele af det kommende år, men der er stadig plads til flere spændende opgaver!

Jeg ønsker alle et godt 2021!

Klik på forsidebilledet her for at downloade hele nytårshilsenen (tre sider som pdf).

Oversigt over guldsmedelitteratur

I adskillige år har det været "biblen" når det gælder guldsmede-bestemmelse - Dijkstra 2006.
I adskillige år har det været “biblen” når det gælder guldsmede-bestemmelse – Dijkstra 2006.
Biblioteket med guldsmedelitteratur er vokset - specielt de sidste par år...
Biblioteket med guldsmedelitteratur er vokset – specielt de sidste par år…
Det griber om sig, det er blevet til en ordentlig stak guldsmedebøger efterhånden!
Som det ses på min første udgave af Dijkstra’s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe er det en bog, der har været flittigt brugt i felten – ja den har endda været med i kanoen, når jeg har været udsat for havari, så den har prøvet lidt af hvert. Er det så dén bog jeg vil anbefale andre guldsmedeinteresserede? I det følgende vil jeg gennemgå de bøger som er på markedet om Danmarks/Skandinaviens/Europas guldsmede og vandnymfer, og kommentere deres styrker og svagheder. Bøgerne er nævnt efter udgivelsesår.
Nielsen, O. F. 1998: De danske guldsmede. – Apollo Books. ISBN 9788788757-21-7. En meget grundig gennemgang af de danske arter og deres biologi, ud fra den viden som fandtes på det tidspunkt. Bogen er skrevet, da Stor Kejserguldsmed først for nylig var registreret i Danmark, og flere andre arter er efter årtusindskiftet dukket op i landet (og mangler derfor i bogen), f.eks. Lille Rødøjet Vandnymfe og Grøn Kobbervandnymfe. Men selv om bogen udkom for over tyve år siden og der derfor er sket meget siden, må det stadig betegnes som en milepæl for dansk odonatologi. Trykke- og fototeknisk er der gjort fremskridt siden udgivelsen af denne bog, alligevel er der mange ”hyggelige” fotos af dyrene og habitaterne. Man skal ikke købe den som felthåndbog, det er den ikke tænkt som, og oplysningerne om udbredelse er uaktuelle. Det er først og fremmest en fin indføring i guldsmedenes levevis under danske forhold, og som sådan kan bogen virkelig anbefales. ‘De danske guldsmede’ er tilsyneladende stadig til salg fra forlaget (300 DKK + moms).
Cham, S. 2012: Field Guide to the larvae and exuviae of British Dragonflies. – The British Dragonfly Society. ISBN 978-0-9556471-2-3. Når man på et tidspunkt har kigget på voksne, flyvende guldsmede og vandnymfer i nogle år, opstår et ønske om at lære noget om dyrenes liv i den lange periode af deres liv, hvor de lever som vandlevende insekter i larvestadiet. Her er der ikke så megen hjælp at hente i litteraturen – der findes en meget grundig bog om emnet på hollandsk, men eftersom det er et sprog jeg ikke behersker, er det jo ikke en mulighed. Denne engelske bog er et udmærket sted at starte hvis man gerne vil kunne identificere larverne (og tomme larvehuder/”exuvier”). Her er anvendt fotos, hvilket både kan være en styrke og en svaghed – ofte kan forskelle i udseende lettere tydeliggøres på tegninger. Den største mangel ved bogen er dens geografiske begrænsning, den dækker kun de Britiske øer, og der er derfor en del danske arter som ikke er behandlet, bl.a. Grøn Mosaikguldsmed. Ellers kan nævnes, at Billqvist 2019 medtager fotos af larverne, dog uden at behandle kendetegnene. Bogen kan købes hos NHBS for 12 €.
Boudot, J.-P. & V.J. Kalkman (Red.) 2015: Atlas of the European dragonflies and damselflies. KNNV Publishing. ISBN 978-90-5011-4806. Et imponerende værk som præsenterer et fælleseuropæisk atlas over guldsmedenes udbredelse i 50×50 km kvadrater. Derudover bringes også kort med verdensudbredelsen for de pågældende arter. Det danske materiale stammer fra naturbasen.dk (tidligere fugleognatur.dk), og tilsvarende er der for de andre lande anvendt nationale digitale artportaler/databaser. Fund til og med 2012 er medtaget i behandlingen, derfor er eksempelvis den nyopdagede bestand af Baltisk Mosaikguldsmed fra Vejlerne med. Teksten behandler arternes foretrukne habitater, bestandsudviklingstendenser og beskyttelsesstatus samt flyvetid (ofte vist grafisk for forskellige delområder). De fleste arter har et lille præsentationsfoto, men der er ikke fokus på artsbestemmelse – bogen er først og fremmest for folk som ønsker et detaljeret kendskab til arternes udbredelse i Europa. Bogen kan købes hos forlaget, men da webshoppen er på hollandsk, kan det være besværligt. Det er nemmere at bestille den hos NHBS, hvor den koster 84 €.
Galliani, C., R. Scherini & A. Piglia 2017: Dragonflies and Damselflies of Europe. A scientific approach to the identification of European Odonata without capture. – WBA Handbooks. ISBN 978-8890-3323-6-4. Bogen er forfattet af italienske odonatologer og behandler alle europæiske arter. Som fremhævet i titlen er formålet med bogen at fremhæve FELTkendetegn som kan anvendes uden indfangning af dyrene. Den videnskabelige tilgang (også fremhævet i titlen) er ikke mere fremtrædende end i de andre håndbøger, og giver sig mest udtryk i at der udelukkende anvendes de videnskabelige artsnavne, ikke engelske eller andre landes navne. Hver art behandles på ét opslag (to sider); nogle få sjældnere arter får kun en enkelt side. I langt de fleste tilfælde er der fire fotos pr. art – store pædagogiske fotos – og for en del arters vedkommende er der tilføjet detalje-fotos (eller tegninger), som ”zoomer ind” på særligt afgørende detaljer for bestemmelsen, f.eks. mange vandnymfearters karakteristiske tegninger på andet bagkropssegment hos hannerne. Ligeledes er der anvendt pile for at fremhæve detaljer. Hvert arts-opslag rummer desuden et udbredelseskort (ikke helt opdaterede; har godt nok fået Grøn Kobbervandnymfe med i den sydlige tredjedel af Jylland, men mangler f.eks. Lille Rødøjet Vandnymfe og Baltisk Mosaikguldsmed i Danmark). Teksten er ret kortfattet – bogens styrke er først og fremmest det meget flotte fotomateriale (hvoraf mange af de nordlige arter er fotograferet af Erland Refling Nielsen). Kan købes hos NHBS til en pris af 67,50 €, hvilket synes dyrt sammenlignet med Smallshire’s eller Dijkstra’s bøger.
Billqvist, M., D. Andersson & C. Bergendorff 2019: Nordens Trollsländor. – Avium förlag. ISBN 978-9198-5165-2-4. Bogen har jeg anmeldt mere grundigt her. Her skal blot atter fremhæves, at det er en utroligt grundig guide med mange fotos (15-25) til hver art, og hos de meget variable arter er der vist hele variationsbredden af farver og andre dragtafvigelser, opdelt på køn. Teksten er ligeledes omfattende og en stor hjælp i tvivlstilfælde, mange mere spidsfindige kendetegn er medtaget. Og så er der kælet for layoutet! Regner man kun med at kigge på guldsmede og vandnymfer i Skandinavien, og vil man kun investere i én felthåndbog, må det blive denne. Bogen kan eksempelvis købes i Naturbokhandeln for 299 SEK eller i Naturbutikken for 299 DKK.
Wildermuth, H. & A. Martens 2019: Die Libellen Europas. Alle Arten von den Azoren bis zum Ural im Porträt. – Quelle & Meyer Verlag Wiebelsheim. ISBN 978-3-494-01690-0. En enormt omfattende håndbog på næsten 1000 sider, hvor begrebet ”tysk grundighed” virkelig kommer til sin ret. Ikke en typisk felthåndbog hvor arterne er præsenteret på sammenlignelige pædagogiske plancher, ikke desto mindre er der et tekstafsnit om kendetegn, som er meget detaljeret, og der er mange fotos både af dyrene og habitaterne – de fleste fotos er dog ret små. Håndbogens største styrke er behandlingen af levevis og økologi, hvor det virker som om, at al eksisterende viden om de enkelte arter er samlet op (med behørige litteraturhenvisninger). Litteraturlisten bagest i bogen fylder 70 sider. I en del tilfælde – for arter med begrænsede informationer – påpeger bogen også oplagte huller i den tilgængelige viden. For hver art er der et stort detaljeret udbredelseskort, der dog ikke altid er særligt præcist for danske forhold; f.eks. vises Baltisk Mosaikguldsmed som forekommende på Bornholm (men ikke Lille Kejserguldsmed), og Sydlig og Lille Kobbervandnymfe har fået alt for store udbredelser (i forhold til den kendte meget pletvise forekomst). Men alt i alt vil denne bog tilfredsstille et ønske om mest mulig viden samlet i én bog (forudsat at man kan læse tysk). Det er til gengæld ikke en bog som kan anbefales som egentlig felthåndbog. Man kan købe ‘Die Libellen Europas’ gennem NHBS for 65 € – og man får virkelig meget bog for pengene!
Smallshire, D. & A. Swash 2020: Europe’s dragonflies. A field guide to the damselflies and dragonflies. – Princeton University Press/WILDGuides/British Dragonfly Society. ISBN 978-0-691-16895-1. En nyudgivet guide der i opbygning minder en del om Galliani’s bog med ét opslag (to sider) pr. art. Layoutet er mere moderne og ”friskt”, og alle opslagene er opbygget med tekst, udbredelseskort og et habitat-foto på venstre side, 4-9 bestemmelsesfotos på højre side (ofte med indsatte ”indzoomede” detaljefotos) og med tynde linjer til at fremhæve særligt vigtige detaljer. Som i Galliani’s bog er der for mange arter desuden tegninger som viser specifikke elementer på guldsmedekroppen som det er særligt vigtigt at fokusere på, disse er indsat i den brede margin på venstresiden. Jeg har endnu ikke haft mulighed for at teste bogen som bestemmelsesguide, men den virker umiddelbart ret grundig og ikke mindst meget indbydende/”lækker”! Hvis man foretrækker fotos til feltbestemmelse frem for tegninger (i høj grad en personlig smagssag) vil jeg anbefale at man overvejer denne guide. Den kan købes hos NHBS for 24 €, hvilket må siges at være billigt.
Dijkstra, K.-D. B., A. Schröter & R. Lewington 2020: Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe including western Turkey and north-western Africa, Second Edition. – Bloomsbury Wildlife. ISBN 978-1-4729-4395-8. Ny udgave af min slidte “bibel” fra 2006. Langt hen ad vejen er det den samme bog med de samme meget smukke og detaljerede stregtegninger, men nogle få nye arter er tilføjet, og det meste af layoutet er brudt helt om. Alle fotos er udskiftet. Behandlingen af arterne og layoutet er ikke så ”stringent” opbygget som i flere af foto-guiderne, her er ganske vist mange arter som fylder præcis én eller to sider, men i tilfælde hvor der ikke var plads nok indenfor et opslag, kan behandlingen løbe over flere sider. Bestemmelsesdetaljer er vist på tegningerne, de ledsagende fotos har man mest indtrykket af tjener til at bryde og gøre layoutet mere levende, men den ledsagende billedtekst fremhæver hvis særlige karakterer kan ses på billedet. Teksten er i det hele taget koncis og meget fokuseret på feltbestemmelse, mens afsnit om habitat og forekomst fylder minimalt. Selv om udviklingen indenfor foto- og trykketeknik har gjort at felthåndbøger som anvender fotos er blevet langt mere anvendelige, vil jeg stadig mene at anvendelsen af tegninger giver bedst mulighed for pædagogisk fremhævning af vigtige detaljer – forudsat at der er tale om en dygtig tegner! (og det må man sige der er i dette tilfælde, nemlig Richard Lewington, der har illustreret en lang række insektbøger i denne serie). Altså en bog jeg giver min bedste anbefaling. Bogen kan købes hos NHBS for 24 €, hvilket jeg kun kan betragte som meget billigt (og det må være fordi den trykkes i et stort oplag at det kan lade sig gøre).
Boudot, J.-P., G. Doucet & D. Grand 2021: Dragonflies and Damselflies of Britain and Western Europe. A Photographic Guide. – Bloomsbury Naturalist. ISBN: 978-1-4729-8222-3. Normalt køber jeg først og fremmest bøger som dækker et større geografisk område; denne dækker de Britiske Øer foruden Frankrig, Nederlandene, Belgien, Luxembourg, Schweiz og Corsica – et lidt pudsigt valg af dækningsområde (som formentlig afspejler at forfatterne er franskmænd). Jeg har skrevet en egentlig anmeldelse af bogen, her skal blot nævnes at det er en smal bog på blot 160 sider baseret på en klassisk(/”antikveret”) tilgang til bestemmelse hvor man “nøgler” sig frem til rette art. Bogen præsenterer to til fire arter pr. opslag, og der er i de fleste tilfælde kun to fotos (en typisk han og en typisk hun) pr. art. Man får altså ikke præsenteret et stort udvalg af variationer – til gengæld er der mange “hjælpetegninger” som viser detaljer – ofte detaljer man kun kan se, hvis man indfanger dyrene. Bogen er således IKKE tænkt som hvad man normalt forstår ved en field guide. Positivt er der til gengæld en stor sektion af bogen tilegnet bestemmelse af larver i sidste larvestadium og exuvier – og uden at have efterprøvet denne nøgle i praksis ser den i mine øjne både grundig og relativt tilgængelig ud. Bogen dækker dog (pga. af det valgte regionale fokus) ikke alle arter som kan træffes i Danmark. Det er en dyr bog (prisen er 45 € i NHBS), hvilket selvfølgelig må afspejle at dens målgruppe er meget mere begrænset end de bøger som dækker hele Europa.
Afslutningsvis og som svar på mit indledende spørgsmål: Ja, jeg anbefaler stadig Dijkstra’s bog (nu i den ny udgave), men ville være ked af at lade den stå alene – alle de nævnte bøger har deres styrker. Er man nybegynder (og har man det godt med svensk) vil jeg sige at Billqvist er et godt sted at starte, da artsudvalget begrænser sig til det skandinaviske. Vil man gerne vide mere om dyrenes levevis kan Ole Fogh Nielsens gamle fine bog anbefales, og vil man gerne vide mest muligt er Wildermuth er godt sted at søge til. Det kan forekomme ret overvældende at der i løbet af få år er udkommet SÅ mange gode bøger om Europas guldsmedefauna – blot synd at det samme ikke kan siges at være tilfældet med andre verdensdele.
Som jeg flere gange i ovenstående har bemærket, så skal man ikke forlede sig for meget på udbredelseskortene i flere af bøgerne – men for Danmarks vedkommende er vi jo i den heldige situation, at man blot kan konsultere guldsmedeatlas.dk for at få den mest aktuelle viden om arternes udbredelse her i landet.

Sne / is / polar – arktisk aura

Sneugle.

Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle han, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ismåge.

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Polarræv.

Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henrik Haaning beskrev en gang (på den hedengangne blog “vejlerwebben”) trækket af Dværgmåge langs danske kyster som “måske verdens smukkeste fugletræk”. Jeg var tilbøjelig til at give ham ret (for Dværgmåge er en af mine yndlingsarter), lige indtil jeg blev præsenteret for disse billeder fra nogle hollænderes besøg i Barrow, Alaska, i efteråret 2018. Hollænderne var taget til Barrow for at opleve det spektakulære træk af Rosenmåge, der er beskrevet for denne lokalitet igennem de sidste ca. 20 år. Og jeg må sige, at de fotos, der kom ud af deres besøg, i dén grad fik tænderne til at løbe i vand – dét var bare et fænomen, man havde lyst til at opleve. På billederne er der flokke på op til 40-50 stykker af de små lækre måger, og der er close up-fotos af fugle som kommer helt ind i brændingen og fouragerer.

Så Henrik og jeg, foruden Martin Lund og Morten Jenrich Hansen, fik talt hinanden varme på sådan en tur. Vi valgte en uge midt i oktober sidste år, som skulle være det optimale tidspunkt. Der var ikke set Rosenmåger i dagene forud for vores ankomst, så der var lagt “i kakkelovnen” til, at det snart måtte ske.

For at gøre en lang historie kort, så skete det aldrig, desværre. Efteråret 2019 blev dét år, hvor Rosenmåge-trækket svigtede Barrow – det forholder sig nok sådan, at trækket bare er foregået længere til havs, og manglen på blæsevejr gjorde, at de ikke blev presset tæt på kysten. Faktisk SÅ vi (dvs. de fleste i vores gruppe) på dagen med de højeste vindstyrker to Rosenmåger, en gammel og en ung – men på lang afstand og slet ikke dét syn vi havde drømt om at opleve. Derudover var der en amerikansk fuglefotograf, som havde fået en flok med ti fugle med på et dokumentationsfoto – men igen på enorm lang afstand.

Derudover sås INGEN Rosenmåger i Barrow i 2019.

Det var altså langt hen ad vejen en slukøret fornemmelse vi havde, og desperationen steg, efterhånden som vores uge på stedet nærmede sig enden. Læs hele Henriks beretning om besøget ledsaget af mange fotos på Pandion (klik her).

Men man rejser selvfølgelig ikke så langt uden at have øjnene åbne for hvad stedet ellers kan byde på. Barrow er et vildt Klondyke-agtigt sted, Nordamerikas Skagen, der stikker som en pynt ud i Beauforthavet – og samler en masse fugletræk op. Ikke mange arter, slet ikke så sent på efteråret, hvor frosten har sat ind – men det var arter med “arktisk aura”.

Talmæssigt var det et stort træk af Havlit og Ederfugl (iblandet Kongeederfugl og enkelte Brilleederfugl), som dominerede – fugle som kom fra det enorme havområde nord for Canada og passerede Barrow-pynten på vej mod isfri farvande. I alt talte vi f.eks. over 16.000 Ederfugle.

Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugleflok passerede obspunktet, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugletræk, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ederfugle og Kongeederfugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Over havet trak også mange Hvidnæbbet Lom og Stillehavslom (totaler for ugen på ca. 50 og >100) og overraskende mange Korthalet Skråpe (over 600 – vi har ikke set andre rapporter fra Barrow i oktober med så store tal).

Men ellers var det, der gjorde størst indtryk, de enorme mængder af lemminger og de dyr, der spiser dem! Polarræve i hvid vinterpels kunne ses allevegne rundt om byen og ude i tundraen (på de få kilometer veje, der strækker sig ud fra byen).

Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Polarræv med lemming, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi måtte jo tage en pause fra havobsen en gang imellem, for det trak også i os at kigge nærmere på de mange Sneugler, som bare sad allevegne. Vi kunne se Sneugler fra hotellet, og de sad spredt rundt om i byen, bl.a. på gravstederne, og de sad også ude i tundraen – på én dag så vi på et par timer ialt 29 Sneugler, helt vildt! Man kunne altså på hvilket som helst tidspunkt beslutte sig for at opsøge en Sneugle – de var bare til stede over det hele!

Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sneugle, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover lemming-spiserne var det et plaster på såret, når nu Rosenmåge-trækket ikke indfandt sig, at Ismåge viste sig at være meget medgørlig. Blandt store mængder af Gråmåger som hang ud langs stranden dukkede af og til en Ismåge op, hver dag fik vi besøg på obspunktet af én til tre stykker af de delikate fugle, som det er en udsøgt nydelse at se!

Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ismåge, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så man kan på ingen måde sige, at turen var en fiasko – det var et skår i glæden at det ikke lykkedes med Rosenmågerne, men vi sørgede for at suge til os af de mange andre fantastiske fugle og dyr, man kan opleve i Barrow i oktober. Vi var aktive i alle de lyse timer og nåede en samlet fugleliste på 31 arter, inkl. sjældenheder som Stor Gulben og Varied Thrush – og det er faktisk flere end der normalt bliver set på stedet på den årstid.

Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Varied Thrush, Barrow, Alaska, oktober 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mange flere fotos fra turen til Barrow kan ses i mit fotogalleri (klik her).