Tranerekord, underholdning med Vandrefalke, stadig moseterne

I eftermiddags checkede jeg op på den moseterne, jeg så i Tømmerby Fjord i går. Den er der stadig, og idag kunne jeg se den igennem længere tid. Men med mit gamle grå Kowa-rør med et 20 x okular var den simpelthen på for stor afstand til at jeg kunne gøre mere ved den. Jeg kunne dog konstatere at den har en lysende hvid overgump, hvilket burde udelukke Sortterne. Og p.g.a. proportionerne hælder jeg mest til Hvidvinget Terne – men vil dog ikke lægge hovedet på blokken – det kan også have været en Hvidskægget… Der var også stadig 2-3 Fjordterner i Tømmerby, fouragerende over vandfladen nærmest tårnet.
På Bygholmengen til aften var der stor aktivitet blandt rovfuglene – 3 unge Vandrefalke havde travlt med mange (forgæves) jagter på Krikænder, og en ung Rørhøg bidrog også til at skabe liv blandt byttefuglene. Der er efterhånden også ved at være pænt med Blå Kærhøge, så igen idag en han jage ved Vesløs Vejle. Så ser man pludselig alle de bekkasiner, der skjuler sig ude i engene – de flygter for kærhøgen.
Sluttede dagen af i Kraptårnet, hvor jeg var kl. 17:45. På det tidspunkt var de eneste Traner på engen to ungefamilier med 1 unge hver. Klokken 18 kom 112 fugle flyvende til overnatning fordelt på 2 store flokke og 1 mindre – de kom alle fra nordvest (men sikkert fra lokal fouragering, det er ikke tiltræk nordfra). Ialt bliver det 118, hvilket er ny rekord for Vejlerne.
De danske Traner har haft en dårlig ynglesæson i år. Der er omkring det samme antal par som sidste år, godt 40, men der er ikke ret mange af parrene som har haft ynglesucces. Her i Vejlerne tyder alt dog på, at et par i Bygholm Vejles nordlige rørskov har fået en unge. Men selv uden en stor ungeproduktion stiger efterårsflokken i Vejlerne støt år for år – sidste år var max-tallet 113, og der kan stadig godt nå at komme lidt flere i år.

Eftermiddag i de Vestlige Vejler, moseterne

I eftermiddags var jeg en tur ved Arup Vejle, og i Tømmerbytårnet. Det var en nydelse at stå i Arupskjulet foran en spejlblank vandflade fyldt med Pibeænder og Krikænder, der sammen med Grågæs, Hjejler og Viber også fyldte godt i lydbilledet. Der var en del aktive rovfugle, der baskede omkring, heraf en enkelt smuk gammel Blå Kærhøg han. Den kom i lav jagtflugt langs Arup Vejles vestside, og skræmte Dobbeltbekkasiner op på sin vej. De fleste af rovfuglene var Musvåger, og en af dem sad i Arup Vejles sydøsthjørne og flåede i en halvstor fugl – ande/spove-størrelse – og engen omkring slagtepladsen var helt hvid af dun. Et par sultne Gråkrager sad og ventede på, at Musvågen skulle blive færdig med at spise.

Fra Tømmerbytårnet kunne jeg se et par Fjordterner som fouragerede over vandfladen. På et tidspunkt var der også en mindre terne i dansende flugt, en moseterne – formentlig en Sortterne, eller en sen efterårs-Hvidvinget Terne, som Vejlerne også tidligere har budt på. Den forsvandt desværre alt for hurtigt, og jeg fik den aldrig bestemt.

DMI har lovet godt vejr søndag, og fuglen skal ialfald checkes igen.