Underholdning på engen

Det kan godt være, at de Kortnæbbede Gæs ankom sent i år, men til gengæld har det da været en massiv ankomst! De seneste dage har småflokke kunnet høres stort set konstant i luften over Hannæs (jeg skriver “høres”, fordi jeg det meste af tiden har siddet foran min PC på kontoret).

Men jeg var i Kraptårnet sammen med en gruppe gæster i aftes, og på den nordlige del af Bygholmengen var der nogle meget store flokke Kortnæbbede Gæs – ikke talt, men der var i al fald minimum i størrelsesordenen 4500-5000 fugle. I flokkene var der også en Snegås og en mærkelig “kanelgås”, på størrelse med en Kanadagås, hvidlig med beige anstrøg, stort orange næb og nogle Indisk Gås-agtige tegninger ned ad nakken. Jeg har aldrig set noget der ligner før…

Samtidig gik 100 Traner spredt ud over engen, en Sølvhejre sås tæt på Glombak-diget på stor afstand, og en Vandrefalk jagede Krikænder lige foran tårnet. Nogen havde set en Havørn få minutter før vi ankom.

Så der er mange fugle at kigge på fra Kraptårnet for tiden, det kan anbefales!

Observationer

Som det nok er de fleste læsere af denne side bekendt, er der jo i disse dage felttræf i Thy – og efterårsferie.
Så der er masser af mennesker, der hver dag ser masser af fugle i området – også i Vejlerne.

Jeg har ikke haft mulighed for at drøne en masse rundt – vi er jo nogle der skal arbejde 🙂 – men vil da alligevel nævne et par hyggelige oplevelser med fine fugle. Mandag-tirsdag havde jeg min store lillebror og hans familie på besøg, og vi var lidt rundt, bl.a. gik vi mandag eftermiddag i blændende vejr en tur på Hovsør Røn, som er en god lokalitet for nogle af de fugle, der udenfor yngletiden bliver forvandlet fra højfjeldsfugle til strandengsfugle – og der var da også både 90 Bjergirisker og 15 Bjerglærker, som vi så rigtig fint – nogle af mine yndlingsfugle. Mandag aften var vi i Kraptårnet og kigge på Tranerne – det var der også rigtig mange andre, der havde fundet på. Det Kraptårn er snart ved at være for lille!

Tirsdag tog vi til Tved Plantage og fugletårnet ved Sårup. Der var ikke så meget at se ude over reservatet, men en fin rudel Krondyr med bl.a. en 14-ender buk blev det da til. Dansk storvildt når det er flottest! Andre så samme dag en Kongeørn derude, og vi kiggede meget efter store vingefang, men fandt den ikke. Til gengæld var der lige foran tårnet i nogle lave fyrretræer i plantagen en flok fine Stor Korsnæb, som det var en stor nydelse at kigge på i teleskopet. Da de lettede viste det sig, at flokken indeholdt ikke færre end 32 individer.

Nattetraner

Efter endnu en lang dag med (gen)bearbejdning af Vejlernes ynglefugle, trængte jeg i den grad til noget luft. Valget faldt på en tur til Kraptårnet, selv om det jo var en diset affære. Men jeg håbede på, at Tranerne gik tidligt i seng i dag, så jeg om muligt kunne få lidt check på fordelingen af årsunger i flokken.
Mit håb blev imidlertid gjort til skamme. Jeg ankom, samtidig med at gravølsselskabets Albert forlod stedet ved 18-tiden, og på det tidspunkt var der endnu ikke ankommet en eneste Trane. De første 4 ankom 18:30 – da kunne man akkurat skelne i disen og det svindende lys, at det drejede sig om en familieflok med 2 “okker-halsede” ungfugle. Da de næste 37 ankom 20 minutter senere var det uigenkaldeligt for sent til at se noget som helst andet end udviskede silhouetter. Jeg ventede længe… – og gik tilbage til P-pladsen kl. 19:15, lige efter at der var kommet endnu 36 Traner. Så jeg nåede kun at se 77 i alt.
Jeg har svært ved at tro, at de resterende ca. 60 fugle (op til de 135, der er blevet meldt i sidste uge) tilbringer natten et andet sted, men hvis de går til overnatning på Bygholm Vejle, går de godt nok sent i seng, skulle jeg hilse og sige… Der var på det tidspunkt ingen bevægelser af fugle længere, de sidste gæs og store måger var kommet trækkende til og gået til ro for natten.
Iøvrigt var det en ret fin og stemningsfuld aften, som bl.a. bød på et par meget snakkende Små Lappedykkere i kanalen foran tårnet, en stor flok Kortnæbbede Gæs på engen og marken lige bag tårnet, og vores meget trofaste Steppehøg passerede tæt forbi tårnet et par gange.
Da jeg kom hjem lå der en telefonbesked fra “Haaningz”, der havde været på Ør. Landkanal-diget og haft en ung Aftenfalk længere nordpå i Bygholm Nord.

Tågetraner

Traner, Bygholmengen, september 2005. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Traner, Bygholmengen, september 2005. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Lørdag morgen tilbragte jeg i Kraptårnet, hvor jeg ankom et kvarters tid før solopgang. Det havde ikke været specielt tåget indtil da, men solens opgang fik en tyk gang mosekonebryg til at lægge sig over Bygholm-lavningen. Det var helt stille, og man hørte Tranernes trompeteren, som blev forstærket af den fugtmættede kølige luft – en meget stemningsfuld morgen.
Omkring solopgang lettede de første 48 Traner fra Bygholm Vejle og fløj østpå til Thorup Fjordholme til dagfouragering, og senere trak de i smågrupper lidt efter lidt. Da jeg brød op ved 9-tiden stod der stadig en små 20 stykker tilbage, og ialt havde jeg talt 105.

Iøvrigt fremgår det af NOK-rapporten, som kom med posten igår, at rekorden af Traner i 2004 var på 124, så vi mangler stadig en smule for at slå den. Men efterårsflokken på Bygholm topper normalt altid i oktober, så mon ikke der bliver ny rekord igen i år…

Udover Tranerne hyggede jeg mig med en fritstående Rørdrum midt ude på engen, 16 Skestorke, 2 Blå Kærhøg-hunner samt denneher Steppehøg, Henrik har  fortalt om. Jeg så den meget mørkorange ungfugl flyve på sine lette vinger langs østsiden af Bygholmengen nordpå, til den forsvandt ind i Selbjerg Vejle. Det var således på stor afstand, og jeg kunne ikke se de afgørende kendetegn. I mine øjne så den ikke ud til at have særlig markant halskrave, men det var som nævnt på for stor afstand…

Tranerekord, underholdning med Vandrefalke, stadig moseterne

I eftermiddags checkede jeg op på den moseterne, jeg så i Tømmerby Fjord i går. Den er der stadig, og idag kunne jeg se den igennem længere tid. Men med mit gamle grå Kowa-rør med et 20 x okular var den simpelthen på for stor afstand til at jeg kunne gøre mere ved den. Jeg kunne dog konstatere at den har en lysende hvid overgump, hvilket burde udelukke Sortterne. Og p.g.a. proportionerne hælder jeg mest til Hvidvinget Terne – men vil dog ikke lægge hovedet på blokken – det kan også have været en Hvidskægget… Der var også stadig 2-3 Fjordterner i Tømmerby, fouragerende over vandfladen nærmest tårnet.
På Bygholmengen til aften var der stor aktivitet blandt rovfuglene – 3 unge Vandrefalke havde travlt med mange (forgæves) jagter på Krikænder, og en ung Rørhøg bidrog også til at skabe liv blandt byttefuglene. Der er efterhånden også ved at være pænt med Blå Kærhøge, så igen idag en han jage ved Vesløs Vejle. Så ser man pludselig alle de bekkasiner, der skjuler sig ude i engene – de flygter for kærhøgen.
Sluttede dagen af i Kraptårnet, hvor jeg var kl. 17:45. På det tidspunkt var de eneste Traner på engen to ungefamilier med 1 unge hver. Klokken 18 kom 112 fugle flyvende til overnatning fordelt på 2 store flokke og 1 mindre – de kom alle fra nordvest (men sikkert fra lokal fouragering, det er ikke tiltræk nordfra). Ialt bliver det 118, hvilket er ny rekord for Vejlerne.
De danske Traner har haft en dårlig ynglesæson i år. Der er omkring det samme antal par som sidste år, godt 40, men der er ikke ret mange af parrene som har haft ynglesucces. Her i Vejlerne tyder alt dog på, at et par i Bygholm Vejles nordlige rørskov har fået en unge. Men selv uden en stor ungeproduktion stiger efterårsflokken i Vejlerne støt år for år – sidste år var max-tallet 113, og der kan stadig godt nå at komme lidt flere i år.

Fra feltstationens dagbog – 17. november 1998

Om aftenen var Thomas i Kraptårnet, men der kom ingen Traner til overnatning på Bygholmengen, blot nogle store måger… Han gik ganske vist derudefra inden det var helt mørkt, men de plejer at være inde langt tidligere, så det er så godt som sikkert, at de nu har fået kolde tæer og er skredet sydpå. Så det er et brat fald i kurven fra de 42 fugle i forgårs!

Fra feltstationens dagbog – 1. november 1998

I denne pentade var det Thomas’ tur til taxerne, der begge var blevet udskudt til sidstedagen – hvor vi jo også havde luret, at vejret ville være bedst til formålet. Selbjergtaxen blev taget om morgenen, og der var rigtigt godt gang i Skægmejserne, 257 blev bogført i alt (+ 10 udenfor tax). Mon det ikke er det største tal, vi nogensinde har haft i november. Desuden trådte han 3 Rørdrummer op langs diget. Det er herligt, så mange drummer, vi har set i år – hele året! Men den november-Rørhøg, han havde drømt om, blev ikke til noget…
Til gengæld havde Kent Olsen set vores Hvidvingede Terne i Vesløs Vejle i dag – og det er godt nok extremt, i november!!!
Hjemme i min have i Tømmerby sad der en Munk han og pillede i de sidste skaldede hyldebær…
Thomas’ Aruptax om eftermiddagen blev generet lidt af byger. Men pænt med fugle, også i Læsvig på trods af, at det er weekend. Mest imponerende (for årstiden) er et tal på 238 Dobbeltbekkasiner. På Arupengene rastede 215 Sædgæs.
Om aftenen tog undertegnede på Trane-check fra Kraptårnet. Det gav 38 fugle – og da der efterhånden er meget modlys der om aftenen, lod det sig desværre ikke gøre at aldersbestemme dem alle sammen – men der var ialfald mindst 2 kuld på 2 unger hver. Det var en stille og fin aftenstemning med de mange (tusinder) fugle på engen, selvom det regnede indimellem – og den oversvømmede Bygholmeng spejlede aftenhimlens mange nuancer flot! Og der var lydkulisse på, for en gangs skyld kunne man høre lyde (!!) – bl.a. Sangsvaner, Viber, Hjejler – og Tranerne. En herlig aften.

Fra feltstationens dagbog – 16. oktober 1998

Seltax’en var stille, men jeg skræmte dog en Rørdrum op lidt nord for piletræet, og i Læssø lå der stadig en Gråstrubet Lappedykker – efterhånden lidt halvsent.

Thomas’ Aruptax gav (som sædvanligt) ikke det vilde, en Snegås og en ubestemt gåsehybrid var det mest bemærkelsesværdige.

Om morgenen var Terje på gæstevisit; han obs’ede bl.a. fra Kraptårnet, hvor han så en odder i kanalen, 35 Traner på engen, og, overraskende, den Hvidvingede Terne, der forsvandt over mod Selbjerg Vejle. Den blev dog ikke fundet igen…

Fra feltstationens dagbog – 13. oktober 1998

Vi var rigtigt gode og tog totalen på pentadens førstedag. (Med det vejr skulle vi også skamme os, hvis ikke vi havde gjort det!!!)… Det gav igen mange fugle – dog ikke på fjorden, hvor vandstanden er steget ca. 85 cm i forhold til sidste total!!!
Der var lidt tendens til ansamlinger af Toppet Lappedykker i Tømmerby Fjord med 36 dér – dog langt fra de tal, der sås for nogle år siden… De 36 udgjorde halvdelen af dagens tal. 5 Rørdrummer er et pænt stort tal på en oktoberdag – de 3 sås iøvrigt sammen over Firkanten/Tovsig-rørskoven. Pibesvane-tallet stiger stadig, idag 466, og stadig blot fordelt på tre lokaliteter: Bygholmengen, Vesløs/Arup og Østerild. Pæne tal af svømmeænder, det fremskredne tidspunkt på sæsonen taget i betragtning, bl.a. 3 Knar-, 503 Spids-, 2 Atling– og 109 Skeænder. I alt stadig over 10.000 svømmeænder.

Balancen mellem Rørhøg og Blå Kærhøg er forlængst tippet; idag sås blot en enkelt af de første og 11 af sidstnævnte. Hele 2 Duehøge kunne Thomas hygge sig med på Bygholmengen – iøvrigt samtidig med at der var 2 Vandrefalke!

Terje var i Kraptårnet om morgenen, herfra kunne han melde om ny rekord af Traner igen/igen!! – nu var der 47, heraf 11 ungfugle fordelt på 6 kuld. Imponerende!

Nogle få seje Klyder holder ud på såvel Bygholmengen som i Arup. Hjejler og Viber var nemme at tælle i tætte flokke, og tallene blev 5171 og 2957, henholdsvis. En Krumnæbbet Ryle på Bygholm er nok den sidste. På trods af vandstandsstigningen sås der flere Almindelige Ryler end på sidste total, 1411 – men de sås næsten alle inde bag digerne! Sortklire er langt den talrigste klire for tiden, idag 75. I Læsvig “hang” der en sen Tinksmed, men den er nok ikke kommet af sted fordi den er skadet – hele det ene ben mangler totalt!

Det var også i Læsvig at dagens hit dukkede op; pludselig sejlede ind i teleskopfeltet en Hvidvinget Terne – ja dvs. først så jeg den jo bare som en moseterne i ungfugledragt. Jeg fandt selvfølgelig hurtigt ud af, at det ikke var en Sortterne p.g.a. manglende “skulderplet”, men det var straks lidt sværere sikkert at fastslå, om det var en Hvidvinget eller en Hvidskægget – især efter den debat, der var om bestemmelsen af fuglen på Agger Tange i sidste uge. Jeg følte mig dog ret sikker på, at det var en Hvidvinget, p.g.a. hovedtegning, meget lys hale og jizz – den fouragerede utroligt livligt, let og elegant, og tog indimellem en ordentlig “himmelflugt”, hvor den steg højt til vejrs. Den blev ringet ud via Thomas’s mobiltelefon, og en del twitchere fra “Operation Hanstholm” nåede at se den. Der var stadig lidt delte meninger om artstilhørsforholdet…

Fra feltstationens dagbog – 26. september 1998

På vej hjem checkede jeg lige Lønnerup Fjord, hvor vi jo normalt ikke kommer så meget. Der var rigtigt mange fugle i fjorden, bl.a. 320 Brushøns – det er mange flere, end vi talte på hele totaltællingen i Vejlerne igår! Den unge Vandrefalk, jeg så på Arup Holm og Hovsør Røn igår, var nu over Lønnerup, hvor den fik skabt panik i nogle hundrede fugle. Den var lige ved at ramme en af Brushønsene i et vildt dyk!

I Østerild talte jeg lige “for en sikkerhedsnåls skyld” Spidsænderne, og nåede idag op på det pæne runde tal 500, på trods af at jeg talte dem meget præcist. Og så mangler der endda nok 35 fugle, som igår lå i den lille skjulte vig ud for Røde Bro. Den checkede jeg ikke, men jeg kunne ikke lade være med at køre ud til Dykkerslusen for at se, hvad der lå ved Tagholmene – og da der her lå 220 fugle, nåede vi altså en ny rekord for Vejlerne idag!
Thomas var ude om eftermiddagen/aftenen, hvor han også lige talte lidt Spidsænder, men kun 25, på Bygholm. Det bringer alligevel dagstotalen op på 740 – absolut et pænt tal for Vejlerne! Han så iøvrigt også den akavede og famøse Skeand med “Blåvinget And-halvmåne”, som har irriteret os siden foråret.

Og så var han i Kraptårnet og kigge på de 39 Traner, men inden Thomas nåede derud havde Egon Mogensen talt ikke færre end 42. Vi foretrækker jo selv at have styr på tallene, når det drejer sig om rekorder, men 42 passer også med, at Helge om eftermiddagen havde haft 3 fugle tiltrækkende vestfra, højt over Østerild Fjord. Det er sgu vildt, synes jeg, at vi nu har over 40 – men det kan selvfølgelig ikke imponere en svensker!…