På matriklens vildtvoksende staude-eng er farven fra blomstrende Gederams lige nu gennemtrængende, og den udgør en nydelig baggrund for guldsmede-fotos, når ellers dyrene forstår at sætte sig strategisk rigtigt og vinkelret på kameralinsen. Når man så kører stor blændeåbning kan man opnå fine gammelrosa baggrunde som på billederne af en Blodrød Hedelibel han på ovenstående fotos. Her er en hun af samme art som har valgt en blomsterstand af Gederamsen som udkigspunkt:
Det er i øvrigt et år med en usædvanligt stor forekomst af netop Blodrød Hedelibel, der i en periode har kunnet opleves i veritable sværme (næsten som Fireplettet Libel i starten af juni) – både her hos mig selv og andre steder i omegnen, bl.a. i skovlysninger. Det behøver altså ikke at foregå i nærheden af vand, og der er nok tale om at der har været en stor “klækning” af arten i år, og at de i perioden mellem forvandling og reproduktion/æglægning opholder sig steder med gode fourageringsmuligheder, dvs. steder med læ og blomster som tiltrækker insekter i bytte-størrelse. Også andre hedelibeller ses indimellem – dog ikke i tilnærmelsesvis så store antal. Her en Stor Hedelibel hun som også er blevet tiltrukket af vores Gederams-eng:
Igen i år lokkede den særlige natur i det østlige Himmerland mig til en lille udflugt. I forgårs gjaldt det Rold Skov, hvor sidste års oplevelser med bl.a. Arktisk Smaragdlibel animerede til et genbesøg. De tre skovmoser Bregnesø, Bregnemose og Dragmose, som alle er nemt tilgængelige fra P-pladsen ved Møldrupvej lige syd for Skørping, skulle opleves igen. Formiddagen bød på skyet vejr, så det varede nogen tid inden der kom gang i guldsmede og andre insekter, men ved Bregnesø i solskin om eftermiddagen var mindst tre Arktisk Smaragdlibel hanner meget aktive igennem lang tid. De fouragerede over de vådeste partier af sphagnum-mosen, og flere gange sås to individer sammen, i infight. Det var svært at løsrive sig, for den i dansk sammenhæng meget eksklusive guldsmed var yderst samarbejdsvillig, og sad man stille ved kanten af det foretrukne fourageringsområde bød der sig mange fotomuligheder.
Arktisk Smaragdlibel er på ingen måde den mest prangende af de danske smaragdlibeller, men når man ser den rigtigt godt er den alligevel meget smuk, og de metalgrønne øjne springer – om jeg så må sige – i øjnene. Bagkropsvedhængene udformet som en “ørentvisteklo” er jo også ret spektakulære – men svære at se i farten, så jeg er glad for at dyret på det første foto lige lavede et drej af kroppen så denne karakter fremgår…
Denne gang brugte jeg ikke så meget tid på andre guldsmede, men en Stor Kejserguldsmed på jagt kom flere gange forbi og gjorde udfald mod smaragdlibellen – og omvendt – uden at det desværre lykkedes mig at fange det med kameraet. Ellers er det heldigvis karakteristisk for Arktisk Smaragd at dens flugt er relativt rolig med mange perioder hvor den står stille i luften, så det er bestemt en af de mere taknemmelige guldsmede at få skarpe flugtfotos af. Alligevel skal der mange forsøg til – ovenstående er de bedste forsøg ud af mange hundrede – vi kan være glade for udviklingen i teknikken med digitalfotos, som gør dette muligt!
Fordi lokaliteten Bregnesø viste sig så god brugte jeg ikke meget tid på Bregnemose og Dragmose, hvor sphagnum-mosefladen er mere homogen, og det derfor kan være sværere at lokalisere præcis hvor det bedst kan betale sig at kigge.
Ved Bregnesø var der i øvrigt, efter at solen mere konstant var på himlen, også et mylder af dagsommerfugle, hvor især mængden af den halvsjældne Mose-Perlemorsommerfugl var imponerende – der må være tale om hundreder. Jeg lykkedes ikke med at få gode fotos, men her er rodet billede, hvor den artskarakteristiske brogede underside kan anes på dyret til højre.
Også den smukke Foranderlig Blåfugl fløj i store mængder over mosen.
Igår var det så Lille Vildmose som stor for tur. Jeg havde håbet på at kunne kigge efter Arktisk Smaragdlibel dér også, men det blev desværre en dag med alt for megen blæst til guldsmedeobs. I stedet brugte jeg noget af formiddagen på at luske efter andre insekter i vegetationen på steder langs bryn og i læ. Det gav bl.a. en overflyvende Iris ved Kaffepletten – for en nordvestjyde et exotisk dyr, men jeg har set den flere gange netop i det østlige Himmerland.
Flere af de andre dyr jeg fandt har jeg ikke kunnet bestemme ved egen hjælp, og det var da også kun efter hjælp fra en bruger af “Insekter og smådyr-gruppen” på Facebook, at jeg fik bestemt denne “klase” bladlus til art:
De sad på en pilegren lige ved parkeringspladsen ud til bræddestien over Portlandsmosen. Sort Pilegrenbladlus er muligvis lidt af et hit, ialfald er arten før igår kun rapporteret til Naturbasen ialt otte gange, og aldrig i nærheden af Lille Vildmose – jeg har dog ingen idé om, hvor mange mennesker som holder øje med den slags specialiteter…
Det var også her – på bræddestien over Portlandsmosen – at turens bonus pludselig viste sig på himlen, den Slangeørn som har holdt til i vildmosen i nogle dage. Den var ikke det mindste generet af vinden, og sammen med mange andre tililende ornitologer og fotografer kunne jeg nyde den musende over mosefladen – og et par gange eller tre slå ned på muligt bytte (formentlig Hugorm, Snog eller evt. firben). Mit usle foto yder ikke oplevelsen retfærdighed!
Oplevelsen blev jo ikke mindre af, at det faktisk var min første Slangeørn i Danmark. Arten er jo årlig på træk, men det er efterhånden sjældent jeg bruger megen tid på de klassiske forårstræksteder. Nogle somre vælger enkelte fugle at tage ophold i større naturområder hvor der er gode fourageringsmuligheder, som det er tilfældet her – så denne fugl vil sikkert komme til at glæde rigtig mange mennesker i sommerens løb.
Efter dén fine oplevelse var jeg egentlig tilfreds og især på grund af den kraftige vind besluttede jeg at vende næsen hjemad – men slutter lige denne beretning med et par af de mere “kunstneriske” fotos som jeg fik ud af dette års Himmerlandstur…
Jeg synes i forvejen at Stor Farvevandnymfe er en af vore smukkeste guldsmede, men dette eksemplar er tæt på at tage prisen som den smukkeste af sin art – det er da helt vildt nogle syrede rosa farvenuancer, den er udstyret med!
Atter en ekskursion til det østhimmerlandske hvor man kom hjem med en stribe fine oplevelser…
Som det vil være mange bekendt er konstruktionen af gangbroer gennem sumpområder et enormt positivt tiltag i forhold til at give offentligheden adgang til oplevelser sådanne steder. Nu er jeg ikke dén der går af vejen for at iføre mig skridtstøvler eller waders og “sumpe rundt”, men det er selvfølgelig ulige nemmere at færdes tørskoet på en bro – og det giver ikke mindst langt flere muligheden for at få den slags oplevelser.
Gangbroen i Han Vejle opført af Aage V. Jensen Naturfond er én af de fornemste af sådanne gangbroer, som i de senere år har givet mig massevis af oplevelser, ikke mindst med guldsmede og vandnymfer. Og siden den blev udvidet med forlængelsen op til fugletårnet i Lund Fjord er værdien af denne publikumsfacilitet bare blevet endnu større.
Sidste år blev jeg opmærksom på et andet sted med en gangbro ud over en fin, frodig og vegetationsrig lille sø, Knudskær ved Stubbergård Sø. Gangbroen er en del af stiforløbet Mosestien, som Holstebro Kommune står for – et kort over stien kan hentes her. Her blev i 2021 opdaget en bestand af Spidsplettet Libel, og på en af mine ture frem og tilbage mellem Vejlerne og Vadehavet passerede jeg forbi, og fik selv set et enkelt dyr, på en dag med ikke-optimalt guldsmedevejr – på det tidspunkt faktisk en ny art for mig. Det var en ganske betragtelig udvidelse af det kendte udbredelsesområde for denne art, som ellers i Jylland har været stort set begrænset til Søhøjlandet ved Silkeborg-Skanderborg. Men ligesom mange andre arter af guldsmede så har bestandsudviklingen de senere år været positiv, og der er konstateret spredning både på Sjælland og i Jylland – og arten har også etableret en bestand på Fyn. Det er selvfølgelig spørgsmålet hvor længe Spidsplettet har været etableret ved Stubbergård Sø, for den er både sidste år og i år også set ved sydenden af Flyndersø lidt længere mod nord. Mon ikke der er tale om en større bestand i området?
Nå, tilbage til gangbroen, jeg opsøgte stedet igen i går, på vej hjemad fra Vadehavet, og denne gang i fint varmt solskinsvejr. Det første som mødte mig var flere omkringflyvende eksemplarer af Kileplet-Mosaikguldsmed, iøvrigt en anden art under spredning, og også dén er ny her ved Stubbergård Sø, idet den ikke er fundet før denne atlasperiode. Inden længe viste den første Spidsplettet Libel sig også.
Bemærk på de to øverste fotos “slidmærker” i blåpudringen på bagkroppen – det er en han som har været i parring (hvor det er hunnens greb som slider det blå lag væk). Og som det ses på det sidste foto kan Spidsplettet Libel godt finde på at sætte sig på underlag som i dette tilfælde gangbroen, hvor den ved første øjekast kan være bedragerisk lig Stor Blåpil han (som der var masser af på lokaliteten, og som jo netop ynder at sætte sig den slags steder). Men her er øjenfarven nøgle-karakteren – hos Spidsplettet han er den klar blå – mens den er grønlig hos blåpilen.
Det er på slutningen af flyvetiden hos Spidsplettet Libel, men jeg så igår mindst 4 hanner. Det er meget almindeligt i slutningen af flyvetiden hos de fleste guldsmede og vandnymfer at man ser en overvægt af hanner, som stadig opretholder territorium i håb om at en hun skal finde vej forbi… Jeg kunne tænke mig næste år hvis jeg får tid at komme forbi tidligere på sæsonen og lave en grundig optælling på hele strækningen mellem Flyndersø og Stubbergård Sø. Og dermed også få set nogle hunner – det mangler jeg stadigvæk – og det er jo hunnerne som har givet navn til arten!…
Udover de tre nævnte arter bød lokaliteten igår også på Fireplettet Libel, Stor Kejserguldsmed, Stor Farvevandnymfe, Flagermusvandnymfe, Rødøjet Vandnymfe og Blåbåndet Pragtvandnymfe. Så der var livligt – hvilket det ovenstående screenshot fra Naturbasen forhåbendlig giver indtryk af.
Men jeg slutter lige denne lille beretning med et foto af Kilepletten, selv om det er et arkivfoto og ikke fra igår – men det har ikke været vist før, og det er også en art som gangbroen her gav en unik mulighed for at opleve på tæt hold
Fireplettet Libel findes i en form, som kaldes praenubila, hvor der både omkring vingemærkerne og “nodalpletterne” midt på vingen er mørke aftegninger, som kan brede sig som større “plamager” over dele af vingen. Arten er jo en af de talrigeste egentlige guldsmede på vore breddegrader, og jeg har da også i tidens løb indrapporteret arten ikke færre end 1206 gange til Naturbasen. Jeg har kigget meget efter afvigende individer fordi jeg gerne ville se sådan en praenubila-sag, men det har ikke lykkedes før indenfor de seneste par uger, hvor jeg både har set én hjemme på matriklen i Tømmerby og en anden i “badesøen” ved Glombak. De to dyr – som ses på fotos ovenfor – er begge i den “moderate” ende af skalaen for praenubila – nogle dyr kan udvise meget større mørke tegninger i vingerne. De er begge påfaldende ens i udseende, og det er under alle omstændigheder sjovt omsider at stifte bekendtskab med denne variation, som jeg finder ret flot. Fireplettet Libel er i forvejen et smukt dyr, på trods af at farverne ikke er så prangende – men de forstørrede, udflydende vingepletter giver den lige lidt ekstra “pynt”.