
Denne noget usoignerede Rosenstær, tilsyneladende syg eller afkræftet, var i dag at finde udenfor Café Amtoft.
Det var Mie som kom hjem og fortalte hun havde set den der, og at den måske ikke havde det så godt, fordi den søgte ind til huset og gemte sig under borde og stole.
Det ironiske er, at samme Mie – jeg tror det var i 1995 – en gang var taget med mig til Kærup Holme ved Kogleakssøen, hvor en dengang stor sjældenhed var at se, en adult Rosenstær midt i en stor flok Stære. Som jeg husker det var vi vel ti-femten fuglekiggere (og medfølgende partnere) samlede, og alle undtagen Mie havde fuglen i kikkerten – selv fik jeg hurtigt teleskopet på og nød den smukke fugl. Ingen sansede at få udpeget fuglen for Mie, inden hele flokken lettede – og Rosenstæren blev aldrig set igen.
Man kan kalde det en form for raffineret hævn at Mie idag tager revanche og selv finder en Rosenstær! 😉
Desværre virker fuglen som nævnt ikke helt i stand til at klare sig, med hovedet fyldt med edderkoppespind, fjerene lidt “oppustede” – og da jeg havde haft den i kikkerten i nogle minutter valgte den at krybe ind under nogle paller med pottemuld opstillet udenfor købmanden ved siden af caféen. Havde fuglen været frisk havde en mere naturlig adfærd nok været at finde en stæreflok at slå sig ned sammen med.
Arten er jo i disse år i voldsom fremmarch i hele Vesteuropa og er slet ikke på samme måde en sjældenhed som dengang i 1995. Det er således ikke nogen katastrofe at en enkelt fugl ikke klarer sig, men naturens gang – måske har en lang flyvetur tæret for meget på kræfterne.
