Siden jeg i 2018 sammen med Jens Frimer fandt Kileplet-Mosaikguldsmed som ny art for Nordjylland ved Tømmerby Ringkanal, er det ikke blevet checket om det drejede sig om tilfældig tilflyvning (2-3 individer blev set) eller om der var tale om en mere permanent etablering. Under alle omstændigheder var det dengang en fantastisk “bonus” til min undersøgelse af Vejlernes guldsmedefauna- og iøvrigt på et sted hvor der også yngler arter som Huevandnymfe (tidligere på sæsonen) og Grøn Mosaikguldsmed (senere på sæsonen).
Da jeg i dag havde mulighed for at bruge en eftermiddagstime i det gode vejr (og fik indhentet den behørige tilladelse) satte jeg kajakken i kanalen, med det specifikke formal at få be- eller afkræftet om arten havde “bidt sig fast” (der er ikke siden gjort registreringer af arten nord for Limfjorden).
Strækningen af ringkanalen nord for Maskinhuset er karakteriseret ved nogle store, brede “udvidelser” af kanalen, lavvandede søer som breder sig ind i de tilgrænsende enge med en frodig vegetation af bl.a. krebseklo og åkander. Her er en rig guldsmedefauna, hvor især Rødøjet Vandnymfe dominerer, men der er rigtigt mange arter registreret på stedet (inkl. også Baltisk Mosaikguldsmed).
Min glæde var stor da jeg idag igen fandt et eksemplar af Kileplet-Mosaikguldsmed på stedet – denne gang lidt længere mod nordøst end fundene i 2018. Det må helt afgjort betyde, at arten har etableret sig ved Tømmerby Ringkanal. Arten har på vore breddegrader en larveudvikling på mindst to år (måske tre).
Når nye arter dukker op hvor de ikke tidligere var kendt og det drejer sig om mere end ét eksemplar, mistænker jeg altid at det er fordi de tidligere har været overset. Det kunne meget vel være tilfældet her, for Tømmerby Ringkanal er normalt lukket land og besøges derfor yderst sjældent af insektkyndige folk. På den anden side er Kileplet-Mosaikguldsmed en art, som de allerseneste år har udvist en kraftig udvidelse af udbredelsesområdet, og det er meget tænkeligt at ekspansionen netop i 2018 (eller i årene lige inden) nåede Vejlerne. Når jeg nu genfinder arten på samme sted (selv om det kun drejer sig om et enkelt eksemplar) anser jeg det som meget mere sandsynlig at det indikerer at arten er etableret på stedet, end at der er tale om en ny tilflyvning.