Også denne gang er det Aage V. Jensen Naturfond som støtter undersøgelsen, der foregår på fondens arealer ved Gudenåen – Vorup og Hornbæk Enge ved Randers samt Væth Enge lidt længere opstrøms. Disse områder var tidligere inddigede og opdyrkede, men efter fondens opkøb i 2003-06 er diger blevet fjernet og åen har igen fået meget større områder at brede sig på – så Gudenåens nedre løb atter næsten har fået karakter af et delta.
Selve undersøgelsen kommer til at forløbe ligesom de andre jeg har udført, hvor bestemte strækninger vil blive gennemgået et antal gange i sommerens løb for at kunne følge udviklingen hos de forskellige arter med forskellig flyvetid. Gennemgangen kan både være til fods langs stier og gennem rørbræmmer, og til vands (i kajak) for at afsøge rørbræmmerne langs “søsiden”. Til sidst vil det resultere i en rapport i stil med dem, jeg ovenfor linkede til.
Sæsonen i år er kommet meget sent i gang, da maj har været præget af en lang kølig periode i første halvdel af måneden, og først de seneste dage har vi haft temperaturer over 20 grader C. Jeg er således endnu ikke færdig med at fastlægge prøvestrækningerne, men har den seneste uge haft et par gode dage med mange interessante registreringer.
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Den 14. maj havde jeg således på en strækning af Trækstien langs den vestlige del af Hornbæk Enge ikke færre end 17 Almindelig Flodguldsmed. De var alle helt nyforvandlede, og det var de første imagoer (adulte) som blev registreret af arten i Danmark i år. Arten kan på trods af navnet ikke kaldes almindelig i Danmark, da den næsten udelukkende er kendt fra Gudenå-systemet i Jylland og ved Susåen samt Tystrup-Bavelsesøerne på Sjælland. Kun få strejfende individer er fundet udenfor disse kerneområder. Men hvor den findes, kan den til gengæld optræde særdeles talrigt, og ofte rapporteres om ansamlinger på op til flere hundrede individer, når der forekommer synkroniseret masseklækning eller hvis vinden presser dyrene sammen på beskyttede steder.
Dyrene som jeg iagttog ved Hornbæk Enge var som nævnt nyforvandlede og virkede lettere fortumlede, som om de havde svært ved at styre sikkert og få et ordentlig greb om græsstråene de satte sig i…
Almindelig Flodguldsmed, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Flodguldsmed havde jeg tidligere kun set i Litauen, og da det jo også er en meget flot guldsmed, var jeg selvfølgelig meget glad for at få den på min Danmarksliste. Men som den Gudenå-specialist den er, havde jeg nu forventet at finde den i denne undersøgelse. Jeg er dog stadig usikker på, hvor talrig den vil vise sig at være så langt nede ad Gudenåens løb, hvor der ikke tidligere er rapporteret større tal. Så jeg håber meget på favorabelt registrerings-vejr (dvs. sommerligt uden for meget vind) i resten af artens korte flyveperiode.
En anden art som jeg absolut forventer at finde i undersøgelsen er den anden af vore deciderede flod-tilknyttede arter, nemlig Grøn Kølleguldsmed – men det er først senere på sommeren.
Udover flodguldsmeden har Gudenåen ved Randers foreløbig budt på nogle af de øvrige tidlige flyvere, som Blå Libel, Rød Vandnymfe, Flagermusvandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Håret Mosaikguldsmed m.fl. Og de første eksemplarer af både Blåvinget og Blåbåndet Pragtvandnymfe har også vist sig, arter som jeg regner med senere på sæsonen vil optræde talrigt på disse strækninger af Gudenåen.
Blå Libel, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Rød Vandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Stor Farvevandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Blåbåndet Pragtvandnymfe, Hornbæk Enge, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Blåvinget Pragtvandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg kan ikke huske at have set en pragtvandnymfe hun med lysende gule markeringer på forkroppen som den på ovenstående foto, men vil ikke afviste at det blot er en lysrefleks…
Noget som er meget slående når man arbejder med insekter er hvor meget fart der nogle gange er på – for en uge siden så jeg meget få vandnymfer på vingerne, og igår var der allerede rigtig meget gang i parring og æglægning hos både Håret Mosaikguldsmed, Flagermusvandnymfe og (som parret herunder) Rød Vandnymfe.
Det skal blive spændende at se hvad resten af sæsonen byder på!
Rød Vandnymfe, Gudenåparken, Gudenåen, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Når sidste odonata man så i DK var i oktober måned, er abstinenserne i maj så kraftige hos en guldsmede-aficionado som mig at det er svært at holde sig i skindet. I år indledtes min guldsmedesæson 8. maj, da jeg ved min nye favorit-lokalitet Arnes Sø (mellem Øsløs og Bygholm Mølle) samtidigt hørte årets første Gøg og så årets første guldsmed – en Grøn Smaragdlibel. Siden har jeg stort set alle dage med rimeligt vejr været ude for at kigge efter guldsmede og vandnymfer, men lige bortset fra Grøn Smaragdlibel og Rød Vandnymfe – som jo er blandt de tidligste arter – er det gået meget langsomt, på trods af at vi ellers har haft en periode med lunt vejr.
Arnes Sø (opstået ved råstofgravning da man i sin tid anlagde hoveddæmningen over Bygholm Vejle) er en populær badesø for den lokale befolkning her på Hannæs, men de seneste par år har jeg opdaget at det altså også er en rigtig fin guldsmedelokalitet. Der er ikke så meget bredvegetation, men en lidt tynd bevoksning af tagrør i østenden og en endnu mere sparsom i vestenden giver alligevel beskyttelse til pæne bestande af bl.a. Fireplettet Libel og Lille Kærguldsmed – senere på sæsonen.
I dette forår har jeg gennem flere besøg været vidne til, at den flotte Grøn Smaragdlibel er dukket op i antal, så man må betegne det som masseforvandling.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ovenstående foto viser et helt nyforvandlet individ, som stadig er under hærdning, og hvor farven er meget “spæd” (men dog allerede med en kobber-agtig metalglans).
Bemærk også at dyret sidder under et (formentlig dens eget) såkaldt exuvie, altså den tomme larvehud.
Jeg har talt over 50 sådanne larvehuder og et mindre antal nyforvandlede dyr.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I de fleste tilfælde vil de nyforvandlede individer når de er “færdighærdede” forlade rørbræmmen og flyve et mere sikkert sted hen. Men ofte, når man ser mange forvandlinger, forekommer også tilfælde, hvor det ikke går så godt – som med dyret på det sidste foto her. Vingerne og bagkroppen er helt forkrøblede, måske har der slet ikke været plads hvor den krøb ud af larvehuden – eller noget andet er gået helt galt. Dén kommer ihvertfald ikke langt – men den var stadig i live, da jeg fotograferede den.
Ellers må man sige, at det er en god idé at udnytte denne periode i guldsmedenes cyklus, det giver ofte gode foto-muligheder, da dyrene også efter at være fløjet væk fra klækningsstedet tilbringer en hel del tid med hvile. Senere på sæsonen er smaragdlibellerne – ihvertfald hannerne – oftest at finde patruljerende på vingerne langs søbredderne. Her kommer lidt flere fotos fra den seneste uges tid:
Grøn Smaragdlibel, Lille Vildmose, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På engelsk hedder Grøn Smaragdlibel Downy Emerald, og det forstår man jo godt når man ser den så tæt på, som disse tele-fotos giver mulighed for. Den ér virkelig “dunet”/behåret! Det er der faktisk mange guldsmede og vandnymfer som er, men trods alt få som er det i en grad som denne. Det skulle da lige være Håret Mosaikguldsmed, hvor jeg i dag i Lund Fjord fandt denne helt nyforvandlede:
Håret Mosaikguldsmed, Lund Fjord, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hos denne art afspejler både det engelske og danske navn at den er kraftigt behåret. Få timer senere tog jeg i øvrigt dette foto her hjemme på matriklen af en Håret Mosaikguldsmed, som var nået lidt længere i tilværelsen:
Håret Mosaikguldsmed, Tømmerby, maj 2023. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Håret Mosaikguldsmed er iøvrigt en anden tidligt flyvende art, som jeg for et par år siden også oplevede med masseforvandling, som man kan læse om her: [klik på linket]
Igen i år lokkede den særlige natur i det østlige Himmerland mig til en lille udflugt. I forgårs gjaldt det Rold Skov, hvor sidste års oplevelser med bl.a. Arktisk Smaragdlibel animerede til et genbesøg. De tre skovmoser Bregnesø, Bregnemose og Dragmose, som alle er nemt tilgængelige fra P-pladsen ved Møldrupvej lige syd for Skørping, skulle opleves igen. Formiddagen bød på skyet vejr, så det varede nogen tid inden der kom gang i guldsmede og andre insekter, men ved Bregnesø i solskin om eftermiddagen var mindst tre Arktisk Smaragdlibel hanner meget aktive igennem lang tid. De fouragerede over de vådeste partier af sphagnum-mosen, og flere gange sås to individer sammen, i infight. Det var svært at løsrive sig, for den i dansk sammenhæng meget eksklusive guldsmed var yderst samarbejdsvillig, og sad man stille ved kanten af det foretrukne fourageringsområde bød der sig mange fotomuligheder.
Arktisk Smaragdlibel han, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Arktisk Smaragdlibel to hanner, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Arktisk Smaragdlibel han i skarpt drej, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Arktisk Smaragdlibel han, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel er på ingen måde den mest prangende af de danske smaragdlibeller, men når man ser den rigtigt godt er den alligevel meget smuk, og de metalgrønne øjne springer – om jeg så må sige – i øjnene. Bagkropsvedhængene udformet som en “ørentvisteklo” er jo også ret spektakulære – men svære at se i farten, så jeg er glad for at dyret på det første foto lige lavede et drej af kroppen så denne karakter fremgår…
Denne gang brugte jeg ikke så meget tid på andre guldsmede, men en Stor Kejserguldsmed på jagt kom flere gange forbi og gjorde udfald mod smaragdlibellen – og omvendt – uden at det desværre lykkedes mig at fange det med kameraet. Ellers er det heldigvis karakteristisk for Arktisk Smaragd at dens flugt er relativt rolig med mange perioder hvor den står stille i luften, så det er bestemt en af de mere taknemmelige guldsmede at få skarpe flugtfotos af. Alligevel skal der mange forsøg til – ovenstående er de bedste forsøg ud af mange hundrede – vi kan være glade for udviklingen i teknikken med digitalfotos, som gør dette muligt!
Fordi lokaliteten Bregnesø viste sig så god brugte jeg ikke meget tid på Bregnemose og Dragmose, hvor sphagnum-mosefladen er mere homogen, og det derfor kan være sværere at lokalisere præcis hvor det bedst kan betale sig at kigge.
Ved Bregnesø var der i øvrigt, efter at solen mere konstant var på himlen, også et mylder af dagsommerfugle, hvor især mængden af den halvsjældne Mose-Perlemorsommerfugl var imponerende – der må være tale om hundreder. Jeg lykkedes ikke med at få gode fotos, men her er rodet billede, hvor den artskarakteristiske brogede underside kan anes på dyret til højre.
Mose-Perlemorsommerfugl, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også den smukke Foranderlig Blåfugl fløj i store mængder over mosen.
Foranderlig Blåfugl, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Igår var det så Lille Vildmose som stor for tur. Jeg havde håbet på at kunne kigge efter Arktisk Smaragdlibel dér også, men det blev desværre en dag med alt for megen blæst til guldsmedeobs. I stedet brugte jeg noget af formiddagen på at luske efter andre insekter i vegetationen på steder langs bryn og i læ. Det gav bl.a. en overflyvende Iris ved Kaffepletten – for en nordvestjyde et exotisk dyr, men jeg har set den flere gange netop i det østlige Himmerland.
Flere af de andre dyr jeg fandt har jeg ikke kunnet bestemme ved egen hjælp, og det var da også kun efter hjælp fra en bruger af “Insekter og smådyr-gruppen” på Facebook, at jeg fik bestemt denne “klase” bladlus til art:
Sort Pilegrenbladlus (og myrer), Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De sad på en pilegren lige ved parkeringspladsen ud til bræddestien over Portlandsmosen. Sort Pilegrenbladlus er muligvis lidt af et hit, ialfald er arten før igår kun rapporteret til Naturbasen ialt otte gange, og aldrig i nærheden af Lille Vildmose – jeg har dog ingen idé om, hvor mange mennesker som holder øje med den slags specialiteter…
Det var også her – på bræddestien over Portlandsmosen – at turens bonus pludselig viste sig på himlen, den Slangeørn som har holdt til i vildmosen i nogle dage. Den var ikke det mindste generet af vinden, og sammen med mange andre tililende ornitologer og fotografer kunne jeg nyde den musende over mosefladen – og et par gange eller tre slå ned på muligt bytte (formentlig Hugorm, Snog eller evt. firben). Mit usle foto yder ikke oplevelsen retfærdighed!
Slangeørn, Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Oplevelsen blev jo ikke mindre af, at det faktisk var min første Slangeørn i Danmark. Arten er jo årlig på træk, men det er efterhånden sjældent jeg bruger megen tid på de klassiske forårstræksteder. Nogle somre vælger enkelte fugle at tage ophold i større naturområder hvor der er gode fourageringsmuligheder, som det er tilfældet her – så denne fugl vil sikkert komme til at glæde rigtig mange mennesker i sommerens løb.
Efter dén fine oplevelse var jeg egentlig tilfreds og især på grund af den kraftige vind besluttede jeg at vende næsen hjemad – men slutter lige denne beretning med et par af de mere “kunstneriske” fotos som jeg fik ud af dette års Himmerlandstur…
Mose-Perlemorsommerfugl i klokkelyng, Bregnesø, Rold Skov, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Stor Farvevandnymfe, Portlandsmosen, Lille Vildmose, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg synes i forvejen at Stor Farvevandnymfe er en af vore smukkeste guldsmede, men dette eksemplar er tæt på at tage prisen som den smukkeste af sin art – det er da helt vildt nogle syrede rosa farvenuancer, den er udstyret med!
Atter en ekskursion til det østhimmerlandske hvor man kom hjem med en stribe fine oplevelser…
Min observationer af guldsmede på Mosestiens gangbro, Knudskær ved Stubbergård Sø, 3. juli 2022.
Som det vil være mange bekendt er konstruktionen af gangbroer gennem sumpområder et enormt positivt tiltag i forhold til at give offentligheden adgang til oplevelser sådanne steder. Nu er jeg ikke dén der går af vejen for at iføre mig skridtstøvler eller waders og “sumpe rundt”, men det er selvfølgelig ulige nemmere at færdes tørskoet på en bro – og det giver ikke mindst langt flere muligheden for at få den slags oplevelser.
Gangbroen i Han Vejle opført af Aage V. Jensen Naturfond er én af de fornemste af sådanne gangbroer, som i de senere år har givet mig massevis af oplevelser, ikke mindst med guldsmede og vandnymfer. Og siden den blev udvidet med forlængelsen op til fugletårnet i Lund Fjord er værdien af denne publikumsfacilitet bare blevet endnu større.
Sidste år blev jeg opmærksom på et andet sted med en gangbro ud over en fin, frodig og vegetationsrig lille sø, Knudskær ved Stubbergård Sø. Gangbroen er en del af stiforløbet Mosestien, som Holstebro Kommune står for – et kort over stien kan hentes her. Her blev i 2021 opdaget en bestand af Spidsplettet Libel, og på en af mine ture frem og tilbage mellem Vejlerne og Vadehavet passerede jeg forbi, og fik selv set et enkelt dyr, på en dag med ikke-optimalt guldsmedevejr – på det tidspunkt faktisk en ny art for mig. Det var en ganske betragtelig udvidelse af det kendte udbredelsesområde for denne art, som ellers i Jylland har været stort set begrænset til Søhøjlandet ved Silkeborg-Skanderborg. Men ligesom mange andre arter af guldsmede så har bestandsudviklingen de senere år været positiv, og der er konstateret spredning både på Sjælland og i Jylland – og arten har også etableret en bestand på Fyn. Det er selvfølgelig spørgsmålet hvor længe Spidsplettet har været etableret ved Stubbergård Sø, for den er både sidste år og i år også set ved sydenden af Flyndersø lidt længere mod nord. Mon ikke der er tale om en større bestand i området?
Nå, tilbage til gangbroen, jeg opsøgte stedet igen i går, på vej hjemad fra Vadehavet, og denne gang i fint varmt solskinsvejr. Det første som mødte mig var flere omkringflyvende eksemplarer af Kileplet-Mosaikguldsmed, iøvrigt en anden art under spredning, og også dén er ny her ved Stubbergård Sø, idet den ikke er fundet før denne atlasperiode. Inden længe viste den første Spidsplettet Libel sig også.
Spidsplettet Libel, Knudskær ved Stubbergård Sø, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Spidsplettet Libel, Knudskær ved Stubbergård Sø, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Spidsplettet Libel, Knudskær ved Stubbergård Sø, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Spidsplettet Libel, Knudskær ved Stubbergård Sø, juli 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bemærk på de to øverste fotos “slidmærker” i blåpudringen på bagkroppen – det er en han som har været i parring (hvor det er hunnens greb som slider det blå lag væk). Og som det ses på det sidste foto kan Spidsplettet Libel godt finde på at sætte sig på underlag som i dette tilfælde gangbroen, hvor den ved første øjekast kan være bedragerisk lig Stor Blåpil han (som der var masser af på lokaliteten, og som jo netop ynder at sætte sig den slags steder). Men her er øjenfarven nøgle-karakteren – hos Spidsplettet han er den klar blå – mens den er grønlig hos blåpilen.
Det er på slutningen af flyvetiden hos Spidsplettet Libel, men jeg så igår mindst 4 hanner. Det er meget almindeligt i slutningen af flyvetiden hos de fleste guldsmede og vandnymfer at man ser en overvægt af hanner, som stadig opretholder territorium i håb om at en hun skal finde vej forbi… Jeg kunne tænke mig næste år hvis jeg får tid at komme forbi tidligere på sæsonen og lave en grundig optælling på hele strækningen mellem Flyndersø og Stubbergård Sø. Og dermed også få set nogle hunner – det mangler jeg stadigvæk – og det er jo hunnerne som har givet navn til arten!…
Udover de tre nævnte arter bød lokaliteten igår også på Fireplettet Libel, Stor Kejserguldsmed, Stor Farvevandnymfe, Flagermusvandnymfe, Rødøjet Vandnymfe og Blåbåndet Pragtvandnymfe. Så der var livligt – hvilket det ovenstående screenshot fra Naturbasen forhåbendlig giver indtryk af.
Men jeg slutter lige denne lille beretning med et foto af Kilepletten, selv om det er et arkivfoto og ikke fra igår – men det har ikke været vist før, og det er også en art som gangbroen her gav en unik mulighed for at opleve på tæt hold
Kileplet-Mosaikguldsmed, Jels Midtsø, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Boudot, J.-P., G. Doucet & D. Grand 2021: Dragonflies and Damselflies of Britain and Western Europe. A Photographic Guide. 160 sider. Bloomsbury Naturalist. 45 € i Natural History Book Store. Det er jo altid spændende at stifte bekendtskab med ny litteratur om emner der interesserer én. Og i mit tilfælde er interessen for odonata, guldsmede og vandnymfer, så stor at når der kommer ny litteratur bliver jeg nærmest nødt til at købe bogen. Normalt er jeg mest til bøger som dækker et større område, f.eks. hele Europa, og jeg har afholdt mig fra de mange bøger som begrænser sig til de Britiske Øer. Denne dækker et lidt større område, nemlig Benelux-landene, Frankrig, Schweiz og Corsica – udover de omtalte øer vest for kontinental-Europa. Egentlig kan man godt se det som et lidt “kunstigt” udvalg af lande, specielt at det kun er Corsica af Middelhavs-øerne, der er medtaget. Bogens forfattere er franskmænd, hvilket nok er en del af forklaringen på dette fokus – og den ret nye bog (udgivelsesår 2021) er da også en oversættelse af en oprindelig fransk udgave.
Det begrænsede dækningsområde gør selvfølgelig at bogens volumen bliver mere håndterlig, den medtager 98 arter og fylder 160 sider (mod eksempelvis Dijkstra et al’s Field Guide to the Dragonflies of Britain and Europe som omhandler 163 arter på 336 sider – dog stadig en bog man sagtens kan have med i felten).
Jeg erhvervede bogen straks efter udgivelsen, men nu hvor vi er godt inde i en ny guldsmedesæson må jeg nok erkende, at det ikke bliver denne bog, jeg oftest kommer til at konsultere.
Lidt synd, egentlig, for jeg er faktisk ret begejstret for mange elementer i bogen – ikke mindst at layoutet er ret “friskt og moderne” og generelt opstillet meget overskueligt. Til gengæld finder jeg at selve tilgangen til bestemmelse i felten er en smule “antikvarisk”, for det er langt hen ad vejen baseret på, at man må “nøgle” sig frem til rette art – og ofte er det ved hjælp af karakterer, som er håbløse at se i felten og faktisk kræver indfangelse af dyrene. Det finder jeg helt unødvendigt da det i langt, langt de fleste tilfælde er en meget nemmere tilgang at basere sig på visuelle karakterer fremfor eksempelvis at tælle vingeceller.
En anden ting, som gør anvendeligheden af bogen begrænset, er udvalget af fotos som hos næsten alle arter begrænser sig til to fotos pr. art – ét af en typisk han og ét af en typisk hun. Dvs. der er ikke plads til at vise noget af den store variation, som mange arter udviser. Med op til fire arter pr. side er de enkelte fotos også meget små, så det kan være svært at se detaljer. Til gengæld er opslagene så forsynet med supplerende stregtegninger for at fremhæve nogle af de afgørende karakterer – men igen er der megen fokus på detaljer som kræver nærstudier – ja nærmest brug af lup.
Selv om sidetallet er ret lavt for en bog af denne type har man valgt at bruge 11 sider på store helsides “portrætfotos” som ikke har anden funktion end at være pynt – her ville jeg ialfald have valgt at prioritere færre og gerne større bestemmelsesfotos, når bogen jo skal forestille at være en bestemmelsesguide. Med fokuseringen på “nørdede” detaljer og den klassiske tilgang med at “nøgle” arterne vil bogen imidlertid aldrig blive hvad jeg forstår ved en field guide.
At bogens dækningsområde er, som det nu er, betyder selvfølgelig at bogen ikke dækker alle i Danmark forekommende arter – ialfald kan jeg komme i tanker om én væsentlig mangel, nemlig en af mine yndlingsarter, Huevandnymfe.
For at balancere denne anmeldelse lidt må jeg nævne et par positive elementer – på trods af bogens beskedne sideantal er der blevet plads til en gennemgang af arternes larver (sidste larvestadium) og exuvier (tomme larvehuder). Også her er det opbygget som en klassisk “nøgle”, men det er måske i dette tilfælde også den eneste måde at gå til emnet på. Jeg har endnu til gode selv at dyrke dette felt i guldsmedebestemmelse i større omfang (ud over mine optællinger af exuvier af Stor Kejserguldsmed), men jeg synes det ser ud som om at denne bog kunne være en god indgangsvinkel til emnet. Exuvie-guiden optager 29 sider i bogen.
En pudsig feature som jeg ikke har set i andre guider er et afsnit med alle arternes vingemønstre, lavet ved højopløste scanninger af døde individers vinger – hvilket er ganske flot, faktisk – men i mine øjne mere et kunstobjekt end brugbart i bestemmelse – ialfald af langt de fleste arter… “Vingeribbe-guiden” optager 8 sider af bogen.
Afslutningsvis vil jeg konkludere at Boudot et al’s lille for så vidt fine bog er en bog ialfald jeg sagtens kunne undvære – den tilføjer ikke for alvor noget nyt som man har brug for for at kunne bestemme guldsmede og vandnymfer i vores del af verden. Jeg vil også mene at prisen ligger i den høje ende – ikke mindst hvis man eksempelvis sammenligner med den på mange måder tilsvarende, også foto-baserede bog Europe’s Dragonflies af Smallshire & Swash, som blot dækker hele Europa og har langt flere fotos med af de enkelte arter. Det er en langt mere praktisk anvendelig bog, som kan erhverves for lidt mere end det halve af prisen.
Men nu jeg har købt den, er den da meget hyggelig en gang imellem at hive frem – om ikke andet kan jeg nyde det fine layout, som der virkelig er kælet for – og da jeg selv sysler en del med at få tryksager til at tage sig præsentable ud kan jeg ialfald godt sætte pris på det aspekt ved bogen! Og skulle jeg en dag for alvor komme i gang med at arbejde med larver og exuvier vil jeg helt sikkert hive bogen frem!
Han Vejle kan (igen)… tilbyde fine forhold til at kigge på guldsmede og vandnymfer!
Tidligere (forud for min store Vejler-guldsmedeundersøgelse 2017-2018) var Han Vejle klart det kendteste og mest tilgængelige sted for guldsmede i Vejlerne, og med rette berømt for forekomster af bl.a. Baltisk Mosaikguldsmed og Huevandnymfe, og tilbage i 2015 fandt jeg også Lille Rødøjet Vandnymfe langs gangbroen der, som det første (og formentlig stadig eneste) sted for arten i Thy.
Siden har der været nogle år, hvor det har været sparsomt med de store guldsmede-oplevelser i Han Vejle, selvom der stadig næsten hvert år bliver set enkelte eksemplarer af Vejlernes “emblem-art” Baltisk Mosaikguldsmed. Sumpen langs gangbroen forandrer sig over tid, og hvor god den er for guldsmede er selvfølgelig først og fremmest afhængig af vandstanden, men også hvor lang tid siden der har været foretaget vedligeholdelsesarbejder på broen, hvor der køres med de store rørhøstervogne med ballonhjul, hvorved vegetationen bliver ryddet i et flere meter bredt bælte langs med broen… Efterfølgende tager det nogle år før sumpvegetationen atter indfinder sig, og det er ofte i overgangen inden at denne zone igen bliver lukket til af tagrør og dunhammere, at der i en periode kan være optimale betingelser for mange arter af odonata (guldsmede og vandnymfer)…
Igår kunne jeg konstatere, at forsommeren 2022 ser ud til at blive et rigtigt godt år for guldsmede – og ialfald vandnymfer – i Han Vejle. Det er jo nu tid for Huevandnymfe, og i frustration over, at jeg i år endnu ikke har fundet arten på nogle af de “faste” lokaliteter i Hjardemål Klit/Blovsgårde-området, opsøgte jeg i går eftermiddags gangbroen i Han Vejle. Fra første øjekast var det tydeligt, at der var godt gang i sagerne, og næsten det første dyr jeg fik øje på var en Huevandnymfe, omgivet af myriader af Flagermusvandnymfer. Hurtigt kom der flere til, bl.a. et æglæggende par.
Huevandnymfe og Flagermusvandnymfe par, trængsel om pladsen, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I alt blev det til mere end 400 Flagermusvandnymfer langs gangbroen, heraf mange i parring/tandem eller æglægning – et antal som minder om hvad man kunne opleve i “gamle dage” for 5-6 år siden. Og der var også pænt med Huevandnymfer, ialt 12 så jeg langs gangbroen (foruden 1 ved både-ophalingspladsen på Jernbanedæmningen i Lund Fjord).
Huevandnymfe han, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ovenstående billede er af en af adskillige hanner som viste tydelig territorial adfærd, hvor de sad med halvt udbredte vinger og hele tiden var parate til at jage nærgående Flagermusvandnymfer og andre væk.
Udover parret som var i færd med æglægning var der et andet par som ikke var nået helt så langt… Her kommer en lille billedsekvens efter at de lige var landet på et tagrørstrå, sammenkoblede i tandem:
Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Huevandnymfe par, Han Vejle, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det var sjovt at iagttage hvordan hannen løftede hunnen op, så hun kunne føre spidsen af sin bagkrop op til hans sekundære kønsorgan, så sæden kunne overføres. Jeg holder aldrig op med at forundres over den sofistikerede sexualadfærd indenfor guldsmedene!
Jeg har faktisk gået og været lidt bange for at jeg slet ikke skulle få denne fine art at se i år, eftersom den ikke er dukket op på flere af de kendte steder, og jeg har haft en bekymring om, at det kunne skyldes udtørring af de relativt nygravede småsøer i området omkring vindmølletestcentret i Østerild. Men et besøg derude i går formiddags fik mig på andre tanker, på trods af lav vandstand var der i forhold til i sidste uge “gået hul på bylden”, og søerne bugnede af liv, med Lille Farvevandnymfe, Spydvandnymfe, Månevandnymfe og Hesteskovandnymfe i pænt store mængder – for de to sidstnævnte tror jeg at det var de største forekomster jeg har registreret derude. Iøvrigt en pudsig iagttagelse: hvor der i Han Vejle udelukkende var den ene af “søsterarterne” Flagermusvandnymfe og Hesteskovandnymfe, så var der i Blovsgårde stor overvægt af den anden, nemlig Hestesko-. Tidligere kunne man også i Han Vejle og andre steder i Vejlerne iagttage mange Hesteskovandnymfer, men uvist af hvilken årsag er det som om at de er på retur i selve Vejlerne…
Månevandnymfe par, Blovsgårde, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
To ud af 19 Månevandnymfer set i tre af småsøerne i Blovsgårde igår.
Så når tørken ikke har reduceret mængden af andre vandnymfer er det mest nærliggende at tro, at det bare er det vedvarende kølige vejr i store dele af maj måned som har forsinket forvandlingen i år. Måske vil der derfor kunne ses Huevandnymfer et par uger endnu?
Sommeren 2021 brugte jeg bl.a. på en ny guldsmedeundersøgelse – en “opfølger” på mine tidligere undersøgelser i Vejlerne (2017/18) og Nationalpark Thy (2019). Denne gang var det undersøgte område den genskabte Vilsted Sø, 15 år efter at der igen kom vand i søen. Aage V. Jensen Naturfond (som ejer søen) har finansieret undersøgelsen. Rapporten med resultaterne af undersøgelsen [klik her for download] udkom i december måned (som også omtalt i min nytårshilsen). Dermed har endnu et lokalområde i Danmark fået beskrevet sin guldsmedefauna – grundigt.
For at dække alle arters flyvetid blev søen undersøgt ved fem moniteringsrunder fra maj til september. I hver runde var der afsat tre feltdage til gennemgangen, hvor en række faste prøvestrækninger (transekter) blev grundigt gennemgået (fra kajak eller i skridtstøvler/waders). Metodikken er dermed den samme som under Nationalpark-undersøgelsen, bortset fra at antallet af feltdage og prøvestrækninger i den ny undersøgelse var noget lavere, på grund af lokalitetens størrelse. Resultaterne fra Vilsted Sø indgår således også kun i ét atlaskvadrat på 10×10 km (hvor der er adskillige i Nationalpark Thy).
Undersøgelsen resulterede i registreringer af i alt 22 arter vandnymfer og guldsmede. Det er et relativt lavt tal og kan sammenlignes med Vejlerne, hvor jeg har registreret 36 arter (ud af det samlede tal for Danmark som helhed på ca. 50 arter). I Vejlerne foretog jeg en målrettet undersøgelse af guldsmedefaunaen i 2017/18 (Kjeldsen 2019 – se rapporten her). Det er ikke overraskende at diversiteten er større i et sumpområde med meget længere kontinuitet end i en ”ny” sø med 15 år på bagen. De fleste af de registrerede arter ved Vilsted Sø er arter uden meget specifikke habitatkrav (såkaldt ”generalister”), men ikke desto mindre er der for fleres vedkommende tale om store bestande og høje tætheder. Ikke mindst påfaldende var det, at jeg her registrerede Nordjyllands største kendte bestande af de to arter Rødøjet Vandnymfe og Lille Rødøjet Vandnymfe, som begge er tilknyttet søer og vandhuller med udbredt dække af vandplanter med flydeblade. Lille Rødøjet Vandnymfe er en nyindvandret art, som først kom til Danmark efter 2000, men den er efterhånden udbredt og almindelig, særligt på øerne og i Østjylland, mens den stadig er spredt forekommende i Nord- og Vestjylland. Jeg gjorde i øvrigt sidste år flere nye fund af arten i adskillige atlaskvadrater, og genfandt den i Han Vejle (hvor jeg første gang fandt Lille Rødøjet Vandnymfe i 2015, men den har været fraværende i de mellemliggende år). Det er spændende at være vidne til sådanne markante ”fremrykninger” som i disse år ses for adskillige arter guldsmede og vandnymfer (selv om det først og fremmest tilskrives klimaforandringer).
Lille Rødøjet Vandnymfe, Vilsted Sø, august 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Og det er en tilfredsstillelse af få mulighed for at bidrage til kendskabet til Danmarks fauna af disse fascinerende dyr ved at foretage sådanne grundige lokalundersøgelser! Tak til Aage V. Jensen Naturfond!
Min nytårshilsen med tilbageblik på arbejdsopgaver og projekter i 2021 er netop sendt ud til venner og samarbejdspartnere.
Igen i år fik jeg en enkelt opgave annuleret på grund af Corona-restriktioner, men ellers har firmaet ikke været negativt ramt af pandemien. Året har været præget af et væld af spændende arbejdsopgaver; 2021 var et godt år for mig og mit lille firma…
Som tidligere nytår har jeg forsøgt at layoute en pæn “tryksag” (som kun findes digitalt, ikke på print). Jeg ofrer ikke mange ressourcer på reklame, men her har eventuelle interesserede en mulighed for at se nogle af firmaets arbejdsområder præsenteret på en forhåbentlig indbydende måde. Min nytårshilsen (pdf-filen) må derfor gerne videre-distribueres! Der er altid plads til flere spændende projekter!
Jeg ønsker alle et godt 2022, med tak for samarbejdet vi har haft, og håber fremtiden bringer nye spændende projekter og samarbejdsmuligheder!
Der opstod en uventet mulighed for at tage en uges ferie – det blev til Skåne, Småland og Östergötland, ca. ligeligt fordelt mellem de tre landsdele i vort naturrige naboland mod øst. Vi var af sted 18.-25. juli under en periode med dejligt sommervejr – så en stor del af oplevelserne kom til at handle om insekter, hvor Sverige virkeligt har meget at byde på! Her kommer lidt forskellige indtryk i kronologisk rækkefølge – mest fotos med nogle få kommentarer.
Stor Farvevandnymfe, Kävlingeån, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe med en usædvanlig tegning på S7 (syvende bagkropssegment). Samme sted havde Henrik dagen i forvejen set Lille Kejserguldsmed, som efterhånden er blevet en almindelig art i store dele af Sydsverige.
Sandrandøje i sand, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Svirreflue får sig et lift på vingen af Seksplettet Køllesværmer, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Seksplettet Køllesværmer og Blåhat-Langhornsmøl, Ravlunda Skjutfält, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Det hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Det hvide C viser sit hvide C, Kaffestugan Alunbruket, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Lille Blåpil han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vi genbesøgte Helgeå mellem Visseltofta og Hässlehult, hvor vi også var i august 2018 – lidt senere på sæsonen og sent nok til at vi dengang kun med nød og næppe fandt Lille Tangguldsmed. I år var det ikke svært, arten var talrigt til stede og meget aktiv – bl.a. var der et par hanner som flere gange satte sig under en meter fra hvor jeg stod – desværre i en dårlig vinkel for fotografering. Men en fed guldsmed er det under alle omstændigheder!
Lille Tangguldsmed han, Helgeå, Skåne, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Efter et par dage i Skåne rykkede vi nordpå til et område nord for Västervik som udover Gotland er kendt som det bedste “hotspot” for den smukke dagsommerfugl Apollo – en art jeg altid har drømt om at se.
Apollo, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Apollo i modlys, nær Hulöhamn, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vi fandt ialt 11 individer af den overjordisk smukke sommerfugl, der overraskede ved at kroppen, hovedet og ikke mindst følehornene egentlig er meget små i forhold til vingernes størrelse. På de tørre overdrevsagtige partier i Naturreservatet Hulöhamn-Vindåsen og i det omgivende land var der i det hele taget en overdådighed af dagsommerfugle, med Kejserkåbe og Citronsommerfugl i rå mængder, Det hvide C, Sørgekåbe og mange flere.
Kejserkåbe, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Seksplettet Køllesværmer og Pimpinelle-Køllesværmer, Hulöhamn-Vindåsen, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg er ikke hundrede procent sikker på bestemmelsen af Pimpinelle-Køllesværmer, men det skulle ialfald ikke være nogen ualmindelig art i denne del af Sverige…
På vejen videre mod Tåkern-området i Östergötland faldt vi ved en rasteplads over denne Firebåndet Blomsterbuk i færd med at lægge æg i en træstub…
Firebåndet Blomsterbuk, nær Hälgenäs, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De næste dage blev tilbragt i et område som vi også tidligere med stor fornøjelse har besøgt: Vadstena-Tåkern-Omberg-området.
Gulvinget Hedelibel han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel (som i Danmark er en “bekymringsart” som lader til at have meget få etablerede bestande) var almindelig flere steder, bl.a. ved Tåkern, hvor jeg også fandt Lille Rødøjet Vandnymfe som ny art for den ellers velundersøgte sø.
Lille Rødøjet Vandnymfe han, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der var også adskillige par i parring og æglægning af Lille Rødøjet Vandnymfe – en art som er blevet lidt af en temaart for mig denne sommer, med genfund i Han Vejle, store mængder i Vilsted Sø, plus nye fund i adskillige atlaskvadrater i Danmark – og nu altså de første registreringer af arten i den berømte fuglesø Tåkern (der som nævnt også er velundersøgt for guldsmede). Men ligesom herhjemme er arten i Sverige under hastig spredning nordpå (og Skagen huser således ikke længere verdens nordligste af arten)…
I Tåkern flyver også mange Plettet Smaragdlibel, en art som i det hele taget ses mange steder i Sverige og ikke lader til at være særligt snæver i habitatkrav…
Plettet Smaragdlibel, Tåkern, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ved Alvastra Kloster var en charmerende Lille Humleflue tiltrukket af nogle bede med lavendel. Jeg har aldrig set den – i Danmark – noget mere almindelige Stor Humleflue, men har altid ønsket det. Og Lille Humleflue på under en centimeter i kropslængde må siges at være endnu mere karismatisk end sin store fætter…
Lille Humleflue, Alvastra Kloster, Östergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De sidste dage på turen blev tilbragt ved Kävsjön/Store Mosse Nationalpark, også en favoritlokalitet på vores Sverigeskort. Her havde jeg fornøjelsen af finde en æglæggende Kongeguldsmed i Storån (lige udenfor nationalparken nord for mosen).
Kongeguldsmed og Blåbåndet Pragtvandnymfe, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der er faktisk også en Fjerbenet Vandnymfe på fotoet… En art jeg er meget vild med, og den er jo dejligt almindelig mange steder i Sverige, vi så den både i Skåne og Småland. Men da jeg ikke fik ordentlige fotos denne gang kommer her lige et foto fra vores tur i 2018 (et foto som aldrig har været vist før, og det fortjener det).
Fjerbenet Vandnymfe han, Helgeå, Skåne, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også Kongeguldsmed er blevet lidt af en temaart for mig denne sommer, med fund på fem lokaliteter i Herning Kommune samt på den klassiske lokalitet Stubberupvad og nu i Sverige – hvor der iøvrigt også var mindst én han.
Kongeguldsmed han, Storån, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Også ved Kävsjön og skovene omkring mosen var Plettet Smaragdlibel en meget talrig art – hver lille lysning havde sin patruljerende han…
Plettet Smaragdlibel han, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Her mødte vi også Kæmpefluen Harald…
Kæmpefluen Harald, Store Mosse Nationalpark, Småland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På vej hjem mod færgen i Göteborg blev det til et kort stop som bragte nye fine dyr.
Lille Penselspinder, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Inaturalist-appen fortæller ialfald at dette skulle være larven af Lille Penselspinder – og det ser ud til at være rigtigt nok. Sjov er den under alle omstændigheder!
Hvepsefluer, Nittorp, Västergötland, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ved hjælp af Inaturalist-appen og Naturbasen.dk har jeg fundet frem til at dette må være hvepsefluer i slægten Conops.
Der var mange flere insekter – og andre flotte oplevelser – på ferien i Sverige, men dette var et lille udpluk og hvad der kunne blive plads til her. Sverige har så meget at byde på, og det var helt sikkert ikke sidste tur derover!
For tre år siden havde jeg sammen med Erik Dylmer nogle minderige dage i Himmerland med eksklusive oplevelser med guldsmede, andre insekter, fugle og pattedyr. “Target-arterne” dengang var Kongeguldsmed og (især) Arktisk Smaragdlibel – sidstnævnte en art som Erik har arbejdet rigtigt meget med, og han er “hovedansvarlig” for at arten hidtil (før i år) er fundet i otte atlaskvadrater omkring Silkeborg og i Himmerland.
I år er der så kommet endnu et kvadrat til, idet Erik for nogle uger siden fandt arten på yderligere fire lokaliteter, nogle fine skovmoser i Rold Skov syd for Rebild og Skørping. Erik indbød igen til en fælles tur (denne gang i selskab med Erland Refling Nielsen), og igår brugte vi de varme timer midt på dagen i tre af moserne – Bregnesø, Bregnemose og Dragmose – samt ved Stubberupvad. Moserne er alle på Naturstyrelsens areal og med fri adgang, og det samme er den fantastiske lokalitet Stubberupvad blevet i mellemtiden – da vi besøgte den i 2018 var stedet privatejet og det krævede særlig tilladelse af komme der.
Vi havde ikke opholdt os længe på den første af moserne, før Erik opdagede den første Arktisk Smaragd, en han på “patrulje” over våde partier med spaghnum, tranebær, hvid næbfrø, soldug og anden vegetation.
Arktisk Smaragdlibel, Rold Skov, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kort efter var der endnu en han i luften, og det var der nærmest konstant i den tid vi opholdt os på disse moser, ialfald de to lokaliteter øst for Møldrupvej og jernbanen; Bregnesø og Bregnemose. Som det var min oplevelse i 2018 er patruljerende hanner rimeligt “taknemmelige” at fotografere, de har en nogenlunde langsom retlinet flugt og står ofte stille nogle sekunder ad gangen.
Arktisk Smaragdlibel han, Rold Skov, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Arktisk Smaragdlibel han, Rold Skov, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
På et tidspunkt dukkede også en hun op, formentlig fra æglægning, og den ene han fik travlt med at forsøge at få hende med på en “tandem”. Det så ret voldsomt ud og lykkedes ikke i første omgang. Det foregik nede i græsset og var ikke nemt at fotografere!
Arktisk Smaragdlibel han og hun, Rold Skov, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svært at se hvad der foregår, men det var det eneste billede jeg fik taget, hvor hannens bagkropsvedhæng tydeligt kan ses… Senere så vi iøvrigt et parringshjul af Arktisk Smaragdlibel samme sted, så hannen må have været ihærdig og forsøgt sig igen – eller der var tale om et andet par. Vi så minimum 6 individer ialt på de tre moser (der ligger så tæt at de “funktionsmæssigt” næsten kan betragtes som én lokalitet), men der kan nemt have været flere dyr involveret.
Flere steder så vi også Siv-Mosaikguldsmed, jo også altid en art man glædes over at se. De patruljerende hanner lykkedes det mig ikke at fotografere (også fordi mit kamera-batteri gik dødt!), men jeg fik et hurtigt skud af en æglæggende hun.
Siv-Mosaikguldsmed hun, Rold Skov, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellers var nogle af de talrige arter på moserne Sort Hedelibel og Almindelig Kobbervandnymfe (i “industrielle” mængder)…
Sort Hedelibel hun, Rold Skov, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Almindelig Kobbervandnymfe han, Rold Skov, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rold Skov er ellers i mine øjne for store deles vedkommende kedelige lige rækker af grantræer – decideret produktions-plantage – men der eksisterer heldigvis også disse perler. Erik Dylmer fortjener stor anerkendelse for at have opdaget deres betydning for den meget eksklusive og “dyre” Arktisk Smaragdlibel.
Efter de tre moser valgte vi at køre til Stubberupvad, der på hidtidige besøg i år har skuffet lidt i forhold til den overdådighed af sårbare og krævende arter, vi fandt der i 2018. Vi genfandt heller ikke i går Arktisk Smaragdlibel (eller for den sags skyld Plettet Smaragdlibel) på lokaliteten, men til gengæld var Kongeguldsmed så venlig at materialisere sig.
Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kongeguldsmed han, Stubberupvad, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Forekomsten her er jo meget isoleret fra de øvrige kendte steder for arten, og derfor var det glædeligt at genfinde den, selv om vi kun så to individer i alt (mod mindst 8 i 2018). Erik fandt også en knap centimeterstor larve i går, hvilket jo ialfald tyder på at arten også har en fremtid på stedet.
For tre år siden fandt vi Lille Blåpil som ny art for Stubberupvad, og vi kunne konstatere at den stadig trives på stedet; tre hanner så vi denne gang.
Lille Blåpil han, Stubberupvad, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er dog fortfarende en isoleret forekomst; selv om arten stadig spredes og findes på nye lokaliteter hvert år er den ikke fundet flere steder i det nordlige Jylland.
Tak til de to andre deltagere på “ekspeditionen” for en fornøjelig dag i felten!