Jeg besøgte i 2022 Mosestien, Knudskær ved Stubbergård Sø og beskrev dengang hvor fin en oplevelse det var, ikke mindst fordi man her har brugt de ressourcer der kræves for at anlægge en sti på en gangbro igennem et fint sumpområde.
Igår var der en lejlighed til at genbesøge stedet da min vej bragte mig forbi Skive, og jeg havde en eftermiddagstime til rådighed. Det gav en bekræftelse af, at denne særdeles velanlagte sti (administreret at Holstebro Kommune) giver en ret unik mulighed for at komme tæt på et væld af guldsmede og vandnymfer, inkl. den eneste bestand af Spidsplettet Libel i Vestjylland.

Nu havde jeg sidste sommer den store fornøjelse at stå for et stort guldsmedeprojekt ved Gudenåen mellem Silkeborg og Kongensbro med bl.a. en hidtil uset stor bestand af Spidsplettet Libel, men i Jylland er der ikke mange steder man kan opleve denne fine art når man ikke er i nærheden af Gudenå-systemet.
I det hele taget gav genbesøget på Mosestien næsten for første gang i år et indtryk af mængder af guldsmede og vandnymfer – ellers har maj jo altså været præget af blæst og kølighed og en sæson som var umådelig lang tid om at komme “op i omdrejninger”. Jeg havde slet ikke tid til at gå hele stiens 1,7 kilometer igennem, men en “stikprøve” på en del af strækningen gav bl.a. 13 registreringer af ialt 18 individer af Spidsplettet Libel, inkl. et par i parring…

Ligesom for fire år siden var der også Kileplet-Mosaikguldsmed til stede på lokaliteten, og i det hele taget var der bare “gang i den”, med arterne Almindelig Vandnymfe, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Rød Vandnymfe, Rødøjet Vandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Fireplettet Libel og en æglæggende hun af Grøn Smaragdlibel. Samt – selvfølgelig – en masse Blåbåndet Pragtvandnymfe.

Mine observationer af odonata bliver jo altid indtastet på Naturbasen, og dagens registreringer fra Mosestien kan beses her. Og her er et udpluk af de fotos jeg fik taget under besøget igår:










