Første måned af guldsmedesæsonen 2025 har været produktiv!

Grøn Smaragdlibel hun, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er allerede over en måned siden jeg så de første guldsmede (vandnymfer) i år, idet Rød Vandnymfe viste sig allerede i april. Sæsonen kom meget tidligt i gang, og da maj har været præget af meget solrigt vejr, har det for alvor givet skub i forvandlingen fra larve til voksenstadium hos denne akvatiske insektgruppe – også selv om det egentlig ikke har været voldsomt varmt, og på trods af at mange vandhuller og vådområder har været temmeligt udtørrede. I denne “artikel” vil jeg gennemgå lidt af mine oplevelser fra denne usædvanlige måned…

Der går intet forår uden at jeg lige skal checke op på Huevandnymfe. I år er det dog ikke blevet til voldsomt mange fund; men den 7. maj så jeg de første i Selbjerg Vejle, lige ved reservatlågen yderst på Skårup Odde – en herlig overraskelse for det var et nyt sted for arten – dog ikke så langt fra et af kerneområderne ved Krapdiget.

Huevandnymfe han, Selbjerg Vejle, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe han, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har i år også fundet Huevandnymfe ved Arnes Sø mellem Bygholm og Øsløs, hvilket for mig også var nyt, på trods af at jeg har kigget rigtigt meget dér i artens flyveperiode de seneste år – men en anden odonatolog har for nogle år siden rapporteret arten derfra.

Derudover var jeg 12. maj ude ved den store “erstatningsnatur-sø” i Hjardemål Klit, hvor der sidste år var over 80 Huevandnymfer, og stedet skuffede heller ikke denne gang – selv om det kun blev til 12 individer, inkl. æglæggende par.

Huevandnymfe par, Hjardemål Klit, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Indledningsfotoet ovenfor er en Grøn Smaragdlibel fra Arnes Sø; en af de meget tidlige arter som findes spredt på mange lokaliteter, men som af og til optræder i store mængder på enkeltlokaliteter lige efter forvandlingen, og det har jeg set nu flere år i træk på denne lokalitet. Det fotograferede individ her var venlig at sætte sig dekorativt i en blomstrende gyvelbusk.

Maj har selvfølgelig også budt på masser af Rød Vandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe og Almindelig Vandnymfe, og så har jeg til min store glæde fundet en ny art på hjemmematriklen, Månevandnymfe. Samt genfundet Spydvandnymfe, der “ankom” hertil sidste år.

Månevandnymfe han, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spydvandnymfe hun, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De to arter forekommer mig bekendt ellers ikke på Hannæs; det nærmeste jeg har fundet dem er henholdsvis ved Blovsgårde (vindmølletestcentret) og Tovsig Sø i Østerild Klitplantage. Det er dog nok sandsynligt at de også findes ved Skærpensig vest for Glombak, der bl.a. huser/har huset Siv-Mosaikguldsmed og Lille Kærguldsmed. De foretrækker begge lokaliteter med mose-karakter, og habitaten her hos os har nok først de seneste år for alvor været egnet for Måne- og Spydvandnymfe. Men når der nu ifølge mit kendskab ikke findes egnede lokaliteter indenfor de nærmeste par kilometer er det jo fascinerende at de alligevel finder frem hertil, når de rette betingelser opstår…

Den tidligste af mosaikguldsmedene, Håret Mosaikguldsmed, optræder hvert år i pæne tal her på matriklen, og jeg ser den både fouragerende og i parring, og særligt sidst på dagen kan jeg finde adskillige af dem som soler sig på de vestvendte skovbryn vi har.

Håret Mosaikguldsmed han, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En stor del af mit fokus på guldsmede denne sommer kommer til at rette sig mod Gudenåen ved Silkeborg, hvor jeg har en opgave for Silkeborg Kommune med registrering og kortlægning af guldsmede/vandnymfer. Ligesom mit tidligere projekt i 2023 ved Gudenå-engene ved Randers vil det her være de decideret vandløbstilnyttede arter som dominerer. Foreløbig har jeg kunnet konstatere at der er en pæn tæthed af Almindelig Flodguldsmed, og at Blåbåndet Pragtvandnymfe optræder i meget store tal og indtil nu langt overgår Blåvinget Pragtvandnymfe i antal…

Almindelig Flodguldsmed han, Tvilum, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåbåndet Pragtvandnymfe han, Tvilum, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også den lokalt udbredte og pæne Spidsplettet Libel findes her ved Gudenåen, og på mit seneste besøg fandt jeg et par hunner af arten.

Spidsplettet Libel hun, Resenbro, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er faktisk første gang at jeg har set den smukke hun af Spidsplettet Libel – i mine øjne en af de absolutte juveler i den danske guldsmedefauna. Det skal blive særdeles spændende de kommende måneder at blive klogere på udbredelse, tætheder og diversitet af guldsmede i disse meget rige habitater.

Jeg fortalte for et par uger siden om en stor oplevelse med en anden libel, Fireplettet Libel i mængder. Fireplettet Libel er selvfølgelig en art som jeg derudover støder på stort set allevegne, og jeg vil slutte med et foto af et individ, jeg som fotograf blev rigtigt glad for – det er sjældent at dyrene vil sætte sig så alle dele ligger i fokusplanet – øjne, vinger, bagkrop – men her var det meget tæt på at lykkes!

Fireplettet Libel hun, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Mængder, masser af guldsmede!

Fireplettet Libel i rå mængder, Krap, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Noget af det Vejlerne kan, er at give plads til store mængder af bestemte organismer. Det være sig Huevandnymfe, Kærfnokurt eller Kortnæbbet Gås – det er altid fascinerende når en lokalitet har kvaliteter som tilfredsstiller en bestemt art i en grad, så den optræder i store antal – hundreder og ofte tusinder.

For Fireplettet Libel (som jo er en ganske almindelig guldsmed over det meste af Danmark) gælder det også, at Vejlerne tilbyder særlige forhold som gør, at arten her bliver opformeret i et omfang man ikke ser mange andre steder. Jeg blev første gang opmærksom på fænomenet helt tilbage i 2011, hvor jeg på en tur på Krap- og Selbjergdiget en tidlig morgen oplevede store mængder af arten siddende dækkede af dug i tagrørene langs diget, hvor de ventede på at blive tørrede og opvarmede af solen.

Senere registrerede jeg under min store guldsmedeundersøgelse i Vejlerne arten med lignende masseoptræden 2/6 2017, hvor mindst 775 individer taltes langs Krapdiget, og 22/5 2018, hvor der på den samme strækning taltes 1445. Det har generelt været ultimo maj som har været kulmination på forekomsten af Fireplettet Libel.

Igår eftermiddags bevægede jeg mig lidt rundt i området Skårup Odde, grusvejen langs Glombak og Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm, og jeg fik indtrykket af, at arten i år er tidligt på færde – ligesom så meget andet, ikke mindst odonata. Her noterede jeg – og indtastede på Naturbasen – i alt mindst 65 individer, og jeg syntes det var mange. Men da jeg om aftenen kom ind i reservatet ved Krap i forbindelse med en opgave for Aage V. Jensen Naturfond blev jeg mødt af et meget spektakulært skue; ikke mindre end MINDST 1500 Fireplettet Libel rastede i tætte flokke på Glombak-siden af Krapdiget, hvor de sad og “slikkede aftensol”. Det var en tæthed og en koncentration af guldsmede som jeg aldrig tidligere har oplevet, og i et enkelt foto (med 200 mm objektiv) kunne jeg have op til ca. 150 individer.

Det har i mange år været et stort ønske for mig at (gen)opleve sådan et “show”, ikke mindst fordi jeg siden de andre tilfælde jeg nævner har fået anskaffet noget betydeligt bedre fotoudstyr, så jeg bedre kan yde den store oplevelse retfærdighed, når jeg prøver at videreformidle det. Så der blev fotograferet løs, både i aftes og igen her til morgen, hvor jeg igen var derinde i samme ærinde. Det får I lige nogle smagsprøver på her:

Spætmejse-Stær interaktioner

Vi har nu i nogle år haft fastboende Spætmejser på matriklen, hvilket jeg ofte her på bloggen har udbredt mig om, fordi det har givet mange smil og megen glæde.

Det er dog først i år at de har valgt et redested, som vi har kunnet følge – i en højt ophængt redekasse i en stor ahorn over græsplænen – et par meter fra en beboet stærekasse. Da jeg for to år siden hængte denne redekasse op var det faktisk netop med tanke på at give Stærene endnu en mulighed – for det virker som om at det her på stedet er antallet af egnede redesteder, som begrænser antallet af Stære. Vi har i en årrække haft samtlige fire kasser hvor indgangshullet er af passende “stære-diameter” besat.

Spætmejse på sin kasse, med udsigt til stærekassen bagved, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Men som jeg tidligere har fortalt tog et Spætmejse-par i marts denne kasse i brug, og vi har lige siden haft mulighed for at følge deres adfærd omkring reden. I starten var der stor aktivitet og megen “larm” fra de højlydte Spætmejser, men efter at rugningen er påbegyndt er der blevet mere stille, og der kan gå timer imellem at vi ser dem.

Og i nabo-redekassen har Stærene passet deres; det har også været ret stille indtil det for over en uge siden blev tydeligt at der nu var unger, for forældrenes besøg blev meget mere regelmæssige, og de ankom med næbbene fulde af mad.

For 4-5 dage siden blev vi så opmærksomme på, at også Spætmejserne er begyndt at komme til reden med føde i næbbet. Men det virker ikke som om de har unger endnu, for de kan godt flyve ind i reden med næbbet fyldt, men de kommer ud igen stadig med insekter i næbbet. Og pludselig opdagede vi én af Spætmejserne i et ubevogtet øjeblik flyve over til Stærenes redekasse og forsvinde ind til stæreungerne – for øjeblikket senere at flyve ud igen uden noget i næbbet.

Det foregår stadig, dog med relativt lav frekvens – hvor stæreparret lander med føde til ungerne med få minutters mellemrum, er det måske et par gange i timen at vi ser Spætmejserne fodre Stærenes unger. (Faktisk er det af og til flere gange i minuttet at Stærene fodrer, og hannen og hunnen kan næsten ikke komme til for hinanden).

Dokumentationsfotos – her er Spætmejsen fanget mens den smutter ind i stærekassen bagved, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er tydeligt at Spætmejserne holder øje med Stærene, og forsøger at smutte over med mad mens Stærene er ude at søge føde. Men én gang her til morgen så jeg en af Stærene ankomme mens Spætmejsen var inde i kassen! Det førte dog tilsyneladende ikke til større konflikt, øjeblikket efter smuttede Spætmejsen ud, og lidt senere kom Stæren frem i hullet med en “fækaliepose” i næbbet.

I det hele taget har vi ikke oplevet konflikter mellem de to par “naboer”.

Det kan virke bizart at fugle tilhørende én fugleart fodrer unger fra en anden art – men det er på ingen måde et ukendt fænomen, er det gået op for mig efter at have researchet lidt på fænomenet. Det forklares ofte med at forældrefugle har en meget stærk fodringsimpuls, og når de som i dette tilfælde bor så tæt på en anden art og kan høre ungerne tigge mad, kan det sætte gang i en “automatreaktion”. På Facebook er jeg lige blevet præsenteret for en case med et par Blåmejser i Holland som mader et kuld Solsort-unger – i dette tilfælde havde Blåmejserne mistet deres eget kuld.

Jeg tror ikke at “vores” Spætmejser har mistet deres kuld, men ifølge litteraturen bruger Spætmejse ca. 5 dage længere på at udruge deres kuld end Stær (15-19 dage mod 11-13 dage). Vi ved jo ikke om de er gået i gang samtidig, men jeg formoder at det er tæt på at Spætmejsernes unger klækker, og at de derfor hormonelt er “gearet” til at være parate til at sætte ind med fodring.

Ialfald er det et interessant fænomen at være vidner til!

Spætmejse med svirrefluer eller bier i næbbet, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvis man søger på “Interspecific feeding“, som fænomenet hedder på engelsk, vil man finde ud af, at det er beskrevet for mange arter, inkl. Spætmejse. Her er en historie om en amerikansk spætmejseart, Pygmy Nuthatch, som fodrer unger af Mountain Bluebird – altså to arter hulrugere ligesom tilfældet er med Spætmejse og Stær.

 

En gentaget afvigelse danner et mønster: Gul Vipstjert-hybrid set for anden gang

Gul Vipstjert, Overgårds marker ved Mariager Fjord, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Vipstjert, Overgårds marker ved Mariager Fjord, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Da jeg for små 14 dage siden under en NOVANA-tælling ved Mariager Fjord stødte på denne Gul Vipstjert var jeg med det samme klar over, at det ikke var en helt normal udgave – “vores” Gul Vip tilhørende underarten flava er jo kendetegnet ved, at hannen har hele issen og også øredækkerne gråblå, mens denne gav et mere olivengrønt indtryk i hovedet. Ved nærmere eftersyn havde den dog en smule gråblåt både i nakken og panden, mens den centrale del af issen var grøn, ligesom øredækkerne. Og dele af øjenstriben var klart gul – hvor den hos flava er rent hvid.

Jeg skyndte mig at få taget nogle dokumentationsfotos, men har i den mellemliggende periode ikke skænket den så mange tanker. Det kunne jo bare være en tilfældig afvigelse, og jeg regnede det ihvertfald ikke som noget virkelig sjældent – men på et tidspunkt kiggede jeg alligevel samtlige racer igennem på Birds of the World uden at kunne finde noget som lignede…

Det har dog ligget i baghovedet på mig, at det jo godt kunne være en hybrid – fuglen har både karakterer fra Almindelig Gul Vipstjert flava og Gulhovedet Gul Vipstjert flavissima – den race som er den almindelige på de Britiske Øer. Og som indimellem også slår sig ned i Danmark, især langs vestkysten – og blandpar Gulhovedet han med Almindelig hun er set flere gange. Jeg er dog ikke bekendt med om der nogensinde er registreret afkom fra disse yngleforsøg.

Idag slog det ned i mig, at jeg jo godt kunne forsøge at se om DOFbasen tillader rapportering af denne hybrid, og sandelig ja: der lå i alt registreringer af otte forskellige fugle, alle fra 2012 og fremefter. Fem af fundene var med fotos, og det var alle hanner som på enhver måde matchede denne fugl.

Stor var min overraskelse da det gik op for mig, at det første rapporterede fund på DOFbasen var et fund jeg selv havde gjort – det havde jeg altså bare totalt svedt ud! Et kedeligt forvarsel om alderens påvirkning af hukommelsen… Men da jeg har mit fotoarkiv rimeligt organiseret kunne jeg let gå ind og finde det gamle billede, fra Højer Kog i Tøndermarsken (dengang under en ynglefugletælling midt i maj):

Gul Vipstjert hybrid flava x flavissima, Højer Kog, maj 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg er nu ikke længere i tvivl om at en fugl med dette udseende – når de dukker op gentagne gange vidt adskilt i tid og rum – må være resultatet af hybridisering. Det har andre sikkert beskrevet forlængst – men det er altid interessant selv at nå frem til konklusionen 🙂

Under alle omstændigheder er Gul Vipstjert en smuk fugl og en æstetisk nydelse at møde – hver gang – særligt også fordi den ofte opholder sig på fine enge og bliver til en gul plet midt mellem gule ranunkler og hvide engkarse…