Når man selv bidrager til, og følger med i hvordan det går med det igangværende Atlasprojekt Danmarks Guldsmede, kan man ikke lade være med at gøre sig tanker om, hvilke potentielle nye arter der kunne tænkes at findes i de kvadrater, man følger tættest.
Jeg har igennem nogen tid haft specielt én art i tankerne, Lille Farvevandnymfe, som indtil i dag ikke er fundet ret mange steder nord for Limfjorden, og slet ikke i Thy eller Hanherred. Den siges især at optræde i nyetablerede vandhuller uden megen bredvegetation, og i dag slog det ned i mig, at sådanne søer findes der nogle stykker af i forbindelse med Østerild Vindmølle-testcentret, hvor Naturstyrelsen for ca. 4-5 år siden gravede/skrabede nogle nye lavvandede søer som en form for “erstatningsnatur” som kompensation for etableringen af testcentret.
Jeg checkede disse søer for et par år siden (men senere på sommeren), og på det tidspunkt var der meget lidt liv, jeg husker blot nogle enkelte hedelibeller.
Idag var der til gengæld masser af liv: jagende (efter hinanden) Blå Libel og Fireplettet Libel, en Stor Blåpil, en Kobbervandnymfe sp. og mange Almindelig Vandnymfe. I den første af søerne jeg checkede var der desuden adskillige æglæggende par af Hesteskovandnymfe, og et enkelt par af Månevandnymfe, der vakte glæde! Det var mine første nord for Limfjorden, og selv om arten er fundet i kvadratet af en anden odonatolog for nylig, så er det stadig en art med sparsom forekomst på disse kanter.
Dette par gav iøvrigt en pudsig oplevelse. De var sammenkoblede i tandem og i færd med æglægning. Det skete under vandet – i helt bogstavelig forstand, altså både hunnen og hannen var under vandskorpen. Første gang jeg så det “hjalp” jeg dem op af vandet, da jeg tænkte de var i knibe, men øjeblikket efter søgte de hen til en ny plante og forsvandt igen ned under vandoverfladen. Det virkede som om det var hunnen, som “trak” parret ned, og et stykke nede (5-8 cm under overfladen) begyndte hun at søge med bagkroppen, og formentlig afsætte æg på vandplantens stængel. Det virkede som lidt af en kamp, og hannen trak dem flere gange opad, men så trak hunnen i modsat retning! Jeg fik ikke taget tid, men jeg vil mene at de var under vandet i mindst 3 minutter, og måske så længe som 4-5 minutter. Pludselig kom de så op igen, og med det samme fløj de i tandem videre – mod den modsatte bred, hvor jeg ikke længere kunne følge dem.
Det var jo et helt andet billede end det sædvanlige hos Coenagrion-arter, hvor hannen “står” op i luften oven på den æglæggende hun.
Der står intet beskrevet om adfærden i Fogh Nielsen’s “De danske guldsmede” eller i artsbeskrivelsen på fugleognatur.dk.
Det var jo allerede et godt resultat af besøget ved disse søer, men jeg var nok stadig mest interesseret i at checke alle farvevandnymferne – der var nemlig også en del Stor Farvevandnymfe til stede på lokaliteten. Og jeg havde læst mig til, at de to arter ofte optræder sammen – så hvert eneste individ blev checket, ikke mindst placeringen af det blå “baglys” på de yderste bagkropsled…
Og pludselig var der et individ, som var anderledes.
Denne grønne vandnymfe lignede ikke noget jeg havde set før, og selv om jeg ikke havde en felthåndbog ved hånden, havde jeg læst op på kendetegnene for nylig, og mente bestemt at kombinationen af helt mørk ryg på forkroppen, manglende markeringer på siden af brystet og manglende “baglys” betød, at det måtte være hunnen af Lille Farvevandnymfe. Heldigvis gik der ikke længe, før nogle meget karakteristiske hanner materialiserede sig, og jeg blev helt sikker i min sag…
Så hermed kunne arten plottes i et nyt kvadrat, ret så isoleret fra artens øvrige danske forekomster. Det blev iøvrigt til ialt 8 individer på stedet, heriblandt et par i parringshjul og en æglæggende hun – så det vil sikkert være muligt at finde dem på stedet også i den kommende tid.
For mig betyder forekomsten af to i Nordjylland så sjældne arter som Månevandnymfe og Lille Farvevandnymfe, at etableringen af disse nye søer absolut må udnævnes til at være en succes. (At også andre organismer har glæde af søerne ses bl.a. af mange aftryk af klove af Krondyr i sandet rundt langs bredderne).
Til gengæld kan jeg ikke lade være med at blive slået af forundring over, hvordan disse småbitte dyr på tre centimeter er i stand til at finde frem til de nye steder, hvor der pludselig opstår forhold, som passer i deres krav til levested! ???
Ja jeg synes det er fantastisk. Og jeg kan stadig ikke få hænderne ned efter denne succes-oplevelse…
