Blomsterbrak

Stillits m.fl., Diernæs Mark, januar 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har ikke nogen særlig viden om landbrugets tilskudsordninger, men det har ikke kunnet undgå min opmærksomhed, at der det seneste (par?) år er kommet et nyt tiltag, såkaldt “blomsterbrak” som betyder at en del af arealet er taget ud af konventionel drift og i stedet er tilsået med forskellige blomsterplanter. Tanken bag er bl.a. at gavne biodiversiteten, og uden at jeg helt er klar over forskellene lader der til at være forskellige kategorier, hvoraf én er benævnt “bestøverbrak”, særligt med henblik på bier, sommerfugle osv.

Siden oktober har det, der hvor jeg færdes, været særligt iøjnefaldende med mange marker hvor solsikke dominerer, og ofte har jeg kunnet se store flokke af småfugle flyve rundt over disse marker.

Særligt én bestemt mark er jeg kommet forbi med korte mellemrum, en ca. 4 hektar stor mark nær Sjørring, hvor der konstant har været 250-500 småfugle, der har frådset i solsikkefrøene. I starten var det mest Bog- og Kvækerfinke samt lidt Grønirisk og Stillits, men da jeg var forbi i formiddags var flokken totalt domineret af Stillits. I felten kunne jeg tælle op til 240, men jeg fik taget nogle fotos af flokken hvor jeg hjemme ved computeren kunne tælle mindst 375 Stillits – og det er et absolut minimumstal. Det er det hidtil største tal af denne art som er indtastet i DOFbasen i Thy.

Når man ser hvordan de tørre standere af solsikke ser ud på denne årstid er det svært at forestille sig, at de stadig indeholder mange frø – men ikke desto mindre viser fuglenes tilstedeværelse, at selv efter flere måneders konstant fouragering bliver der ved med at være noget at komme efter.

På de sociale medier har jeg dette efterår bemærket at mange har klaget over manglen på småfugle. Selv har vi nu mindst lige så mange fugle ved vores foderbræt som der plejer, selv Solsort som jo ellers har været plaget af en virus. Men jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at kombinationen af et mildt efterår og så de mange marker med blomsterbrak har betydet, at store mængder af småfugle som har opholdt sig i agerlandet i denne vinter ikke har haft det store behov for at søge mod villakvartererne i byerne – og at mange parcelhusejere med foderbrætter derfor har oplevet en mangel på småfugle.

Her har jeg samlet lidt fotos fra “min” solsikkemark, bl.a. fra en periode med vintervejr i november:

Fortryllet verden

I onsdags blev vores landsdel hærget af en massiv snestorm, og i går vågnede vi op til en fortryllet verden…

Han Vejle, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Han Vejle, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vintervejret har ikke været ledsaget af så megen frost endnu, så Vejlernes vandflader er stadig isfri – men de kommende dage skulle ifølge YR byde på ned til 5 minusgrader om natten, så det vil sikkert slå igennem som islagte søer. Nye lavtrykspassager er dog “programsat” i næste uge, og så får det hurtigt en ende med det vinterlige…

Hjemme i haven er det tydeligt at snedækket (5-20 cm) har gjort dagligdagen sværere for fuglene, og vores lille “restaurant” udenfor køkkenvinduet er endnu mere velbesøgt end ellers…

Skovspurv og Kernebider, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skovspurv og Kernebider, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåmejse, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåmejse, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie har fabrikeret hjemmelavede “fuglekopper” fyldt med fedt og andre gode sager…

Spætmejse, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spætmejse, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Når Spætmejserne har hentet en godbid på foderbrættet, flyver de næsten altid op i en gammel død træstamme, hvor eksempelvis solsikkekernen bliver bearbejdet…

Kvækerfinke, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kvækerfinke, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
De resterende fotos får lov til at stå ukommenterede…
Grønirisk, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grønirisk, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvit, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Musvit, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skovspurv, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skovspurv, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhals, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhals, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhals, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhals, Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhals er en af de arter, som virkeligt “svulmer op” når det er koldt og bliver til en kuglefugl!
Vores ydmyge hjem tager sig også ganske fortryllet ud, indsvøbt i sne:
Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tømmerby, december 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der yngles! (-på livet løs)

Asketræ med solsorterede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Asketræ med solsorterede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I et af vore gamle asketræer har en Solsort fået indrettet sig en hyggelig hule.

Solsort på rede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Solsort på rede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I reden er der nyklækkede unger.

Et kuld solsorteunger, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Et kuld solsorteunger, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hos et andet af matriklens solsortepar må der også være klækket unger, for hunnen bringer føde til reden…

Solsort med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Solsort med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også her er ungerne nok stadig små, for hun ligger på reden og varmer dem det meste af tiden.

Også hos andre af havens fugle bliver der slidt og slæbt for at skaffe mad til ungerne. Hos Stærene…

Stær med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stær med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hos Blåmejserne…

Blåmejse med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blåmejse med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har indtrykket af, at for de hulrugende arter er det antallet af tilgængelige redemuligheder, først og fremmest i form af redekasser, der afgør hvor mange der er plads til her på matriklen. Vi har fire kasser som i størrelse er egnet til Stær – alle besat. Jeg har ikke styr på antallet af kasser i mejse/spurve-størrelse, det drejer sig nok om 20-25, foruden tre “halvåbne” som først og fremmest er tiltænkt Rødstjert og Grå Fluesnapper. De er ikke alle beboede, nok mest fordi placeringen af nogen af dem ikke er helt “i skabet” i forhold til fuglenes behov. Men jeg regner med, at her er 3-5 par af både Blåmejse, Musvit og Skovspurv, og desuden har vi  i år for første gang et stationært par Gråspurv – det har vi aldrig haft før. Af andre arter med hang til hulheder er der to territorier af syngende Rødstjert og et par Grå Fluesnapper.

Rødstjert han, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødstjert han, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er sjældent jeg finder ud af hvor de rent faktisk har deres rede, men ialfald det ene par Rødstjert er meget tæt på vores bolig, og hannen skælder ud hver gang vi går ud af døren… Sidste år forsøgte de Grå Fluesnappere sig i en redekasse på huset, men desværre mislykkedes yngleforsøget. Jeg er ikke sikker på at de har etableret en rede endnu i år…

Følger man diverse fuglegrupper på de sociale medier er der megen jammer og klage over at der tilsyneladende mange steder i år “mangler” sangfugle i haverne. Her er der ingen jamren – tværtimod synes jeg at der for hvert år kommer flere ynglende spurvefugle her på vores hektar, som med forsæt bliver vildere og vildere…

Landsvale yngler igen i år – i samme rede fra de sidste par år – en stor glæde. To-tre syngende hanner af Løvsanger har vi – og samme antal Gransanger. Af Munk er der mindst to, Tornsanger to, Gærdesanger en enkelt. En af de få arter som har udvist tilbagegang her er Gulbug – de senere par år har vi blot haft en enkelt syngende – men der er i år et nabo-territorium (hos naboen). Bogfinke, Gulspurv, Grønirisk og Stillits synger her også (og yngler formentlig, ialfald er de meget konsistente). Dompap går stille med dørene, men jeg ser af og til både han og hun besøge foderbrættet – så de må også yngle, om ikke andet så i nabolaget. Derimod ser vi ikke Kernebider i yngletiden – de er her ellers fast hele vinterhalvåret.

Selvfølgelig har vi også både Rødhals og Gærdesmutte, adskillige, uden at jeg helt har styr på antallet. Af Solsort, som jeg indledte med, er der nok mindst fire par, hvor jeg altså kender reden hos de to. Sangdrossel synger i nabolaget, men ikke lige på vores matrikel (de kommer her dog og fouragerer).

Gråsisken har jeg haft i sangflugt over vores lille birke/elle-mose så ofte at de også må være ynglefugle her – det er første gang i de 30 år vi har boet her.

Spætmejse og Stor Flagspætte har vi højlydt territoriehævdende lige uden for vore vinduer gennem hele foråret (de er mere stille lige for tiden), men jeg tror de begge har deres reder inde i naboens lund af gamle løvtræer.

Så kan jeg ikke komme i tanker om flere – vi har ikke ynglende kragefugle hos os, tidligere år har der været Husskade, men dén og Allike yngler i år kun hos naboerne (og besøger os ofte).

Jeg tilskriver en stor del af grunden til vores rige småfuglesamfund den massive randbeplantning med løvtræer på grunden – hvor de fleste træer blev plantet for 30 år siden, og siden har der været stor tilvækst (og mange selvsåede birk, slåen, rødel, ahorn m.fl.). Nu har “skovpræget” nået et niveau så det virkeligt tiltrækker mange fugle. Vi har ingen nåletræer (og der er heller ikke mange i nabolaget), så arter som er tilknyttet gran og fyr ser vi sjældent her.

Udenfor vinduet er der fugle…

… og det gør, at det kan være svært at bevare fokus på skrivebordsarbejdet!

Stillits og Grønirisk, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Stillits og Grønirisk, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønirisk, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønirisk, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Kernebider, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Kernebider, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Kvækerfinke, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Kvækerfinke, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Stor Flagspætte, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Stor Flagspætte, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.

Derfor måtte jeg i eftermiddags lige bruge en halv time med vinduet åbent for at prøve at fotografere nogle af de hyggelige gæster ved foderbrættet. Vi har aldrig før haft så meget liv og glade dage af småfugle om vinteren her på matriklen – i disse dage er der dagligt en Stor Flagspætte, 2 Kernebidere,  4 Kvækerfinker, 5 Grønsiskener, 6 Stillitser, 15 Grønirisker, og (ikke blandt de fotogene idag) 3 Tyrkerduer, 4 Dompapper, 6 Solsorter, 10 Bogfinker, 10 Musvitter, 8 Blåmejser, en Rødhals og nogle få Skovspurve – sidstnævnte er dog næsten helt udeblevet i år, og det er usædvanligt. Af og til kommer også en Skovskade og napper en bid – og desuden hænger en Gærdesmutte og nogle Husskader som regel ud nær foderbrættet uden at jeg har set dem spise fra det.

Jeg formoder at jeg kan tilskrive den højere besøgsrate, at jeg har “opgraderet” kvaliteten på maden, der serveres i vores udendørs-restaurant – ikke længere korn, men udelukkende højenergikerner som solsikker, jordnødder og hampefrø.

Ialfald er det en fryd, ikke mindst at komme så tæt på de søde diminutive Grønsiskener, som man i skoven sjældent oplever på tæt hold. Det er også sjovt at se, hvor meget respekt der er omkring Flagspætten – så snart den viser sig, “fordufter” de andre småfugle med det samme!

Det eneste jeg må beklage er billedernes kornethed, som skyldes det mørke, skumle januarvejr, som gør det nødvendigt at skrue op for iso’en på kameraet… Men hyggeligt var det at lade sig distrahere væk fra computerskærmen!

Stillits, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Stillits, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.

Fra feltstationens dagbog – 9. december 1991

Det var noget mørkt vejr at være ude i, og koldt, men det var ikke sådan at vejret satte nogle begrænsninger i mulighederne for at tælle fugle, så det var sådan set en udmærket total. Den havde blot været forbundet med større nydelse, hvis det havde været en lille smule lysere vejrstemning…

Fugle var der for så vidt nok af, men man mærker alligevel tydeligt, at det er ved at være vinter. Den smule frost vi fik i denne omgang (torsdag-fredag-lørdag) har dog ikke været nok til at skræmme alle fuglene væk – der var stort set ingen is på vandfladerne, kun lidt “pjatis” i kanterne rundtomkring. Og f.eks. Rørdrummerne er her endnu – i det mindste én, som kom flyvende fra Glombak, da jeg nåede Krap i morges. Lappedykkerne ser dog ud til at være skredet for i år… Den sædvanlige opremsning af andetal lyder denne gang på 582 Krikænder, 1909 Grå-, 527 Pibe– og 12 Spidsænder, for nu at starte med svømmeænderne. Der “mangler” 300 Krik- og Pibeænder og 1000 Gråænder i forhold til sidste total, men vi fandt flere Spidsænder denne gang. I dykandeafdelingen så det således ud: Taffeland 275 (halvdelen Glombak, resten i Østerild og Lønnerup), Troldand 543 (4/5 i Østerild, Vejlernes eneste rigtig gode Troldande-lokalitet) og Bjergand kun 1 (én) denne gang (sidst fandt vi 16). Hvinænderne, ialt ca. 600 (597 talt), ligger langt mere spredt på en masse delområder, men dog med de største fourageringsflokke på Fjord Vest (160) og i Lønnerup (270). De tre Skallesluger-arter fandtes med henholdsvis 13 Små (-så er vi næsten oppe på sidste vinters stabile antal, 14), 23 Toppede og 480 af de Store – denne gang var de ikke at finde i Tømmerby (kun 20), derimod lå der en stor flok i Arup (380) og en mindre i Lund (60) plus lidt spredte. Terje havde problemer med at holde styr på dem, da de fløj meget omkring i de Vestlige Vejler. Men det er stadig Han Vejle, der huser de mest “afvigende” dykandearter; her lå stadig både Havlit og Sortand – én af hver.

Det ser ud til, at Blisgås-influxet er overstået og forbi, jeg kunne ialfald ingen finde idag, men der er stadig 39 Grågæs i området (21 Lund) og en ordentlig bande Sædgæs – 145 på Bygholmengen og 731 i de Vestlige Vejler, fordelt på Arup og Læsvig – der var ingen ved Tovsig idag. Også rigtig mange Sangsvaner er at finde i Vejlerne nu, 660 – de præger lydbilledet! Der var store koncentrationer på Bygholmengen og Lønnerup, henholdsvis 195 og 240, og iøvrigt mindre flokke på stort set alle lokaliteter. Pibesvaner ses i øjeblikket næsten ikke, kun 16 kunne vi finde. Sidst var der 2 i Midtsøen på Bygholmeren – i dag kun en enlig! Blishønsene er rigtigt ved at rykke på fjorden, ved Lønnerup lå der 320 udenfor dæmningen, 460 inde i Lønnerup Fjord – der plejer at være over 1000 i vildtreservatet.

Musvåge-totaltallet ligger gerne på en godt 30 stykker – sidst 32, i dag 31 – de var blot helt anderledes fordelt denne gang. Der var meget få af de Blå (måske p.g.a. den relativt dårlige sigt), og andet rovtøj der blev noteret var en Fjeldvåge (Fjeldvågen) ved Arup, hele 7 Tårnfalke og 4 Spurvehøge – foruden en død fugl fra Vesløs (ved Storkereden) som blev indleveret på stationen til aften -den bar ring nr. 6221895 og var selvfølgelig mærket hér på stedet – det var Alberts den første fra den 1. oktober, som han havde mange minder om… Nu befinder den sig i vores fryser.

4 af de “hårde” vadefuglearter er her endnu: 70 Viber, 4 Strandhjejler, 78 Rødben og 32 Ryler. Ingen “Alm.” Hjejler denne gang. En tæt flok på 33 Viber stod på vaden ved Fjordholmene og så meget rastløse og træk-urolige ud – de vil nok til at forlade os snart nu.

Spurvefuglene fylder godt i landskabet og i sumskemaet, mange arter og mange flokfugle – kun udpluk nævnes: 15 Råger Lønnerup, ialt 164 Grønirisker, 288 Bogfinker (200 i én flok ved Lund), 80 Kvækerfinker i ren flok Læsvig, 227 Bomlærker (120 Lønnerup), 213 Gulspurve (bl.a. 40 i Ør. Landkanal-pilebuskene BNR, 20 overnattende ved Maskinhuset Tømmerby), 165 Bjergirisker og 25 Snespurve – sidstnævnte to arter kun i de Vestlige Vejler. Af de mere fåtallige kan fremhæves 3 Vindrosler Arup, 20 Stillitser samme sted og en Silkehale ved Lønnerup. En Skovspurv i Krap-krattet er så vidt jeg husker første gang jeg har set sådanén dér, men Terje kan huske, at det er set tidligere. En Solsort ved Arup var i forårshumør og sad og sang – dog kun subsang.

Til sidst de firbenede: en lyslevende ræv på Bygholmeng, spor (ekskrementer) af odder ved Mommer og Rødebro. Mommer er et meget benyttet sted for tiden.

Albert “ringmærkede” også idag, dvs. han fangede en masse allerede mærkede fugle og så en enkelt umærket Solsort (som blev mærket). Mange bække små…

Fra feltstationens dagbog – 1. december 1991

Terje havde sin broder Børge og sin nevø Michael (lille ornit-spire) med på strejf rundt i Vejlerne og ved Bulbjerg idag. De checkede lokaliteterne Han, Thorup Fjordholme, Bygholmengen og Fjord Øst om formiddagen, og om eftermiddagen var de i de Vestlige Vejler, Læsvig og Vesløs/Arup. De fik bl.a. set 2 (to) Havlitter i Han, og der var også kommet lidt flere dykænder i denne tidligere så fine dykandesø; 20 Troldænder og 5 Taf’ler. På Thorup Fjordholme var der 12 Grågæs og sølle 5 Pibesvaner. Fra Bygholmengen kan nævnes 1 Lille Lappedykker i Frimers Indsnøring, 5 Spidsænder, 80 Sædgæs og 1 Fjeldvåge. På fjorden var der lav vandstand (lover godt for Fjordholmtaxen som er planlagt til i morgen!), og i Pytodde-lagunen var der 170 Ryler og 25 Rødben. Igen var det Vesløs Vejle der var stedet for de Små Skalleslugere, 5 kunne de finde idag. I Læsvig præcis 100 gulnæbbede svaner, 96 Sangs. (82 ad., 14 juv.) og 4 Pibesvaner (ad.). På rundturen i landskabet blev 3 Spurvehøge puttet i notesbogen.

Ved Bulbjerg var der de samme rastende dykænder som igår, og lidt træk gik også forbi – 35 Bjergænder med 1 Taffeland imellem, fløj mod øst – det er sjældent at se Bjergænder på havtræk på disse kanter…

Herhjemme i haven havde Albert nettene åbne fra morgenstunden, der var 5 Silkehaler som provokerede – men heller ikke idag lod de sig snyde. I stedet nåede han at fange 2 nye Bogfinker (og rundede dermed ring-fugl nr. 2000 her fra efteråret!) inden han ved middagstid tog Københavnerbussen hjem, for at ordne nogle formaliteter med A-kassen og arbejdsformidlingen i anledning af, at hans 7-måneders jobtilbud nu er forbi. Men han kommer tilbage og tilbringer ialfald det meste af december måned her på stedet.
Senere havde også Terje nettene åbne, for at demonstrere ringmærkning for sine gæster, han aflæste en Skovspurv, en december-Munk (dén fra i går og i forgårs) samt nymærkede en Grønirisk.

Undertegnede var på kontorarbejde, bl.a. fik jeg udskrevet november måneds dagsrapporter og afskibet dem til Pelle – rart at være ajour!

Fra feltstationens dagbog – 29. oktober 1991

På trods af det ikke helt optimale vejr besluttede vi os for en total, da det ikke lover bedre i resten af pentaden. Regnvejret var nu heller ikke så ødelæggende for fugletællingerne, at det har haft nogen nævneværdig betydning; vejret var klart nok, selvom det var noget mørkt i vejret, især om eftermiddagen. Fra nu af er vi jo kun to observatører, så totalerne er laange, og man skal bruge hele tiden fra solopgang til solnedgang for at nå det, faktisk. Terje styrede en knallert Vestpå, og undertegnede tøffede altså rundt i de Østlige Vejler. Og vi fik fyldt godt med fuglenavne og -tal i notesbøgerne.

Her følger et lille udpluk af det mest interessante: Der var 4 Små Lappedykkere i Storåen (eneste idag), 1 Nordisk på østsiden af Østerild Fjord (kun fundet fordi Terje gik helt ud til vandfladen fra Rødebro), og nu er der ikke færre end 61 (énogtres!) Toppede Dykkere i Tømmerby – derudover 25 spredt i området, ialt 86 – det er mange her på tærsklen til november. Men især imponerende er det med så mange i Tømmerby, hvor det næsten er den talrigste vandfugl. Også i Tømmerby fandtes 8 Skarver, derudover kun 1 i Glombak og 1 i Lund – sommerens gigant-forekomster er efterhånden ved at være helt ude af billedet. Præcis ligesom igår sås der idag flyvende Rørdrum både i Han og Lund.

2570 blev totaltallet for Krikand idag (1544 Arup), og de øvrige svømmeænder taltes i følgende antal: Gråand 2308, Pibeand 2888 (1430 Vesløs/Arup, 560 Bygholmengen og 475 på den lavvandede Limfjord ud for Bygholmdæmningen), Spidsand 81 (39 Lønnerup, 35 Selbjerg), Skeand 34 spredt og endelig Knarand 8 i Glombak. Ingen at se i Selbjerg idag. Dykænderne befinder sig stort set alle i VestVejlerne, med bl.a. 225 Taffelænder i Østerild og 45 i Lønnerup (ialt 301), Troldænderne koncentreret de samme steder med 290 i Østerild og 60 i Lønnerup (ialt 400). Og ikke færre end 410 Hvinænder lå og fouragerede meget aktivt i Lønnerup (minimumstal!, da de er extremt svære at tælle, når de fouragerer…). Derudover fandtes kun 26 Hvinænder i resten af området. Der var også kun meget få Bjergænder, ja faktisk kun én, i Vesløs/Arup, og lige så fåtallig var Havlitten i Han Vejle. Den har nok fået olie, ligger ialfald og pudser sig hele tiden, men den er ikke så dårlig, at den ikke kan flyve – den tog nemlig lige en tur over jernbanedæmningen til Lund Fjord.

Af gæs har vi stadig de 40 (idag godtnok talt til ca. 45) Sædgæs på Bygholmengen (fløj til Thorup Fjordholme), og Mariko fandt til morgen 35 ved Tovsig, inclusive vores kære halsbåndsmærkede [H 34]. Grågæssene var til stede i 645 eksemplarer, flest i Arup og på Bygholmengen, men også 105 i Lund – en tæt flok der lå midt ude på vandfladen. De brød op i mindre grupper og fløj over øst for Lund Fjord, hvor også Bjarne fortæller han har set dem fouragere en del her på det sidste. Det så jeg iøvrigt også selv på sidste total. Dagens tredje gåseart var Bramgås – flokken på 4 går stadig ved Midtsøen, Bygholmengen. De Kortnæbbede er altså helt væk i denne omgang. Ørnene kunne vi heller ikke finde, men ellers var der de sædvanlige 9 rovfuglearter, og de var til stede i følgende antal: Tårnfalk 3, Vandrefalk 1 (juv., Bygholmengen), Dværgfalk 1 (ad., Bygholmengen), Rørhøg 1 (BNR), Blå Kærhøg 11, Spurvehøg 7, Duehøg 1 (på Bygholmengen), Musvåge 37 (26 Vestlige Vejler) og endelig Fjeldvåge 1 på Bygholmengen. Denne lokalitet var som sædvanligt spækket med rovfugle, med 6 Musvåger, Fjeldvågen, Vandrefalken, Dværgfalken, Duehøgen, 2 Spurvehøge og en Blå Kærhøg.

Så var der lige 3 Grønbenede Høns i/ved Lønnerup. De holder ved længe i år! Vadefugle var der mange af, især i Lønnerup, som havde store blotlagte vadeflader her hvor vandstanden er så lav p.g.a. østenvinden. Samtidig er det (-eller har lige været) fuldmåne, så der var store brokfugletal – præcis 2500 Viber (selvom de på flere lokaliteter er talt “one by one“) og 7615 Hjejler. Heraf var de 540 Viber og 4500 Hjejler at finde på vaden i Lønnerup – iøvrigt sammen med 280 Dobbeltbekkasiner, 380 Almindelige Ryler og 30 Rødben, imponerende! Det er et af dette efterårs meget få store Bekkasin-tal. Ryler var der også mange af på Limfjorden, især den østlige del, hvor jeg kunne tælle 1330 (præcis samme antal som Terje talte i forgårs – er det ikke fantastisk?!). Ialt 1823 Alm. Ryler fik vi tal på idag, og af Rødben blev det til 66 – det må være robusta-racen (Islandske) der har indtaget arenaen nu. Terje fik set hele 4 klire-arter idag – det er ikke dårligt her lige før månedsskiftet oktober/november. 2 sene Hvidklirer stod på den lille stenrevle ud for Lønnerupdæmningen, også i Lønnerup var der en Sortklire og i kildevældet en Svaleklire – flot! Og Strandhjejlerne, som vi jo har haft et rigtigt godt efterår med, er der stadig 37 af på sådan en totaltælling. Så mangler jeg bare at nævne Brushønsene, som der var 34 af – alle Vestpå (24 i Lønnerup).

Isfuglen sad trofast på broen ved Dykkerslusen – da Terje forstyrrede den, fløj den langs kanalen ned mod 26’eren. Af sorte spurvefugle, som det i høj grad er sæson for for tiden, blev der idag fundet 1 Sortkrage (Fjord Vest), 24 Råger, og som sidst var der Alliker, der trak over Bygholmengen – Terje havde over 100 der trak fra øst mod vest på sidste total, dennegang havde jeg 55 der trak modsat, nemlig østpå! Mærkeligt, ikk’?! Andre årstidstypiske spurvefugle er flokke af Stillitser og Bjergirisker, hvor de største flokforekomster var henholdsvis 40 ved Lønnerup og 150 på Hovsør. Og også i de Vestlige Vejler blev de eneste Lapværlinger idag fundet, 4 styks, mens Grønirisker i flok kun blev set på Bygholmdæmningen, hvor 110 er i færd med at æde sig gennem hybenkrattene.

Albert ringmærkede også idag i haven, og hele 17 fugle var i berøring med nettene – heraf de 6 dog genfangster af egne fugle. De nye fordeler sig på 2 Vindrosler, 1 Solsort, 1 Musvit, 1 Bogfinke, 5 (fem!) Dompapper og 1 Grønirisk. Det er imponerende med alle de Dompapper, man hører også deres bløde fløjt allevegne for tiden – 17 fik vi registreret idag.

Fra feltstationens dagbog – 11. oktober 1991

Igen havde Albert gang i nettene i haven, og igen var fangsten beskeden – 4 fugle lod sig narre, heraf én som havde en af vores ringe på i forvejen, en Grønirisk. De tre andre var en Rødhals og så to af de længe eftertragtede Skovskader! Der var vild opstandelse, da den første gik i, så farverig en fugl er det sjældent at få fingre i. Dén fik til gengæld fat i vore fingre, og den bider hårdt! Så da nr. 2 hang i nettet gik Albert ind og bevæbnede sig med kraftige handsker, inden han gik i gang med at pille den ud! En af dem blev portrætteret på en halv rulle film, bl.a. med den flotte vinge bredt ud, og man må så håbe, at Kodacrome yder de blå blå fjer retfærdighed! Terje gik desværre glip af denne, ikke mindst på så tæt hold, meget eksotiske ringmærkningsart, han var ude på en cykeltur i landskabet. Vi havde nemlig, efter nogen diskussion, besluttet at opgive totaltællingen idag, i forhåbning om at der skulle være en lysning i vejret på vej – i morgen er sidste dag i pentaden. Vi ville helt klart helst ha’ taget den idag, da det er weekend med kærestebesøg og hvad deraf følger imorgen, og desuden skal vi fejre Alberts fødselsdag – men med max. 1½ km sigt som idag er det altså en håbløs opgave at tælle fugle i Vejlerne. Så.

Undertegnede fik nogle skrivebordsopgaver fra hånden, og om eftermiddagen måtte også jeg en tur ud i luften. Terje var ved Lild og i klitplantagen derude, undertegnede i Østerild Plantage. Ingen af os havde nogen obs. af betydning med hjem, det skulle da lige være et par Stenpikkere ved Lild og en flok på 25 Tyrkerduer bag Vesløs – det er tæt på den største flokstørrelse, disse små lækre duer optræder i her på egnen. Men til gengæld for manglende fugleoplevelser ”lånte” jeg nogle selvsåede ege- og andre træer med hjem fra skovbunden derovre – dybt kriminelt… Desuden blev der fanget lidt svampe.

Om aftenen var der så skudtælling på programmet – vi fordelte dem med Terje ved Han, Albert tog fangefolden Ør. Landkanal, og undertegnede Dykkerslusen. Det var mig, der havde flest skud at tælle, 261, mens der kun var 87 ved Han og 88 fra Ør. Landkanal/Fjordholmene (-er det de samme skud de har hørt?!). Det var en mørk og skummel aften at være ude i, det blev hurtigt meget mørkt, og vi nåede ikke at få mange fugleobs. med hjem – eneste nævneværdige er 8 Vandrikser fra Han/Kogleaks-området.

Fra feltstationens dagbog – 23. april 1991

Mens jeg renskrev, klippede og klistrede det sidste af min rapport færdig, havde jeg havenettene åbne kl. 6:45-11:00. Det er rart lige at foretage sig noget andet end at sidde og glo ind i den blå skærm et par gange i timen. Ringmærkningen gav ikke så mange nye fugle – 1 Sangdrossel, 1 Musvit, 1 Rødhals, 2 Tornirisker og 2 Grønirisker – men hvad mere spændende var, der var 3 Solsortehanner, som havde ring på i forvejen i nettene, de 2 af dem Lars Bos fra helt tilbage i ’87! (-ringmærket i den gamle stationshave på Lyngevej 17)… Det er nu så hyggeligt med den slags genmeldinger!

OG SÅ var det en STOR LETTELSE at blive færdig med dén ynglerapport. Det blev jeg ud på eftermiddagen. Så vil jeg ikke lade flere store papirprojekter afholde mig fra at komme ud og opleve foråret fra nu af!

Før frokost ankom Palle, vores nye (gamle) mand, som skal være her som ynglefugle-hjælp indtil 1. juli, og i juli skal han være Terjes ferieafløser. Han er noget så solbrændt og synes her li’som mangler nogle Hærfugle – han kommer lige nede fra dem (-og Dværgørnene, gribbene, svalerne, sejlerne og alt det andet dejlige) i Sydspanien… Men han er ved at akklimatisere sig, brugte dagen idag på at komme lidt ind i stemningen hér via dagbogen og skemaerne (-og opslagstavlen og opvasken), og er nu frisk på at tage fat på VEJLERFORÅRET!

Til aften prøvede han for første gang Toyota’en og fragtede undertegnede på en ARUPtax – som snarere burde hedde Læsvig-tax, for det er da dér (i Læsvig) at fuglene er for tiden. Men der var nu i det hele taget ikke de store fuglemængder, ikke mange ænder tilbage (Krikand ialt for taxen 110), mest markante indslag var 135 Brushøns, et mindre influx af Dobbeltbekkasiner (45), og så 210 Kortnæbsgæs i Læsvig, som jeg opnåede at få skræmt noget rundt med. Palle talte de Kortnæbbede i Sydøsthjørnet, her var yderligere 650 (med mindst 3 halsbånd imellem), samt 2 Blisgæs. Helge havde haft en Landsvale forbi huset, men hverken dem eller Løvsangerne, som vi havde 2 af i dag, er der set ret mange af endnu – men nu kommer de vel?!

Vi var også omkring Kogleaks, hvor 110 Brushøns i alle farver (-nok stadig > 90% hanner) prægede engen, ligesom Grågæslingerne nu for alvor begynder at vise sig – bl.a. havde vi et ”kuld” på 18 små duntrolde, som ”forældrene” havde det største besvær med at holde styr på. Det var nok samme familie, Bjarne igår talte til 14 pull., som i mellemtiden er vokset – nogle af forældreparrene har en meget imperialistisk måde at rage ungerne fra andre par til sig på. De kan ialfald ikke selv have udruget alle 18! Mens vi var der, var der da også én af gæslingerne, som kom væk fra flokken, og pippede hjælpeløs omkring alene ude midt på engen – synd!

Savisangeren summede til aften, og 2 af de 5 Sorthalsede i Han dannede par og lå og ”smådansede” overfor hinanden i dag.