Studier af Fjordterne

Med moderne kameraudstyr er det muligt – når det rette motiv viser sig – at få taget striber af fotos som i detaljer viser fuglens (eller hvilket som helst andet motivs) bevægelser, med mange billeder i sekundet. Og med “motiv-fastlåsning” er kameraerne i stand til at følge motivet, selv om det hele tiden skifter position.

Denne Fjordterne var så venlig at fouragere langs Arupdæmningen i Østerild Fjord hvilket gav mulighed for at “skyde” ialt 281 billeder – stort set allesammen knivskarpe – hvoraf jeg her blot har plukket et lille udvalg.

Rovterne-bonanza

-i al fald efter Vestjyske forhold…

Tilbage i 2007 skrev jeg et indlæg her på bloggen med titlen “Én trækker flere til“, som handlede om at “flokken” af Rovterne i Vestsøen var steget fra to til tre individer… Det syntes vi var stort dengang.

På det tidspunkt var der ikke mange fuglefotografer som havde udstyr  (telelinser med tilstrækkelig lang brændvidde) der var i stand til at fotografere fugle på Bygholmengen, når fotografen selv befandt sig på Bygholmdæmningen. Afstanden var ganske enkelt for stor til at det gav mening. Så mit indlæg bestod bare af tekst.

Men der er sket meget siden dengang – både med antallet af Rovterner og med foto-udrustning, som ovenstående lille stribe billeder forhåbentlig illustrerer.

Selv har jeg flere gange sidst i august set op til 13 individer i Vestsøen, 11 ad med 2 1K’er, og andre har vist set op til 16 (Bygholmengen, Glombak og Pytodde). Samtidig har der været et par stykker i de Vestlige Vejler (Østerild Fjord), så vi nærmer os en total på 20 Rovterner i Vejlerne. Det ville INGEN have forudsagt for bare få år siden. Men udviklingen er sket sideløbende med at arten er ved at opbygge en lille bestand i Danmark, med yngleforekomster på bl.a. Saltholm og flere af øerne omkring Fyn.

Ofte ser man dem rastende, nogle gange også fiskende, og da ofte i Pytodde-lagunen. På dagen hvor disse fotos blev taget blev hele flokken flere gange jaget på vingerne af en Vandrefalk (anes i baggrunden på et af billederne).

Det er en fryd at opleve denne seje fugl under forhold hvor det samtidig kan lade sig gøre at dokumentere med “yndlings-legetøjets” 800 mm!

Ellekragen i Sårup – et herligt bekendtskab!

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En sjælden, smuk og farve-ekvilibristisk Ellekrage har den sidste uges tid gæstet os – nærmere betegnet har den taget fast ophold ved P-pladsen i Sårup, på kanten af Hanstholm Vildtreservat, Tved Plantage og Nationalpark Thy.

Utallige fuglekiggere og -fotografer (ikke mindst det sidste!) har lagt vejen forbi og fået sig nogle heftige oplevelser med den smukke fugl (og nogle fantastiske billeder på kameraernes hukommelseskort). Selv har jeg været der (foreløbig) fem gange – bliver den på stedet, er det svært at holde sig væk – det er en fugl med en særlig dragende kraft!

Det er også dén sjældne fugl jeg nogensinde har oplevet, som har været nemmest at arbejde med – den har hver dag været på plads fra solopgang til solnedgang. Det gør det jo heller ikke sværere, at den konstant har været “mandsopdækket” – så når man ankom til parkeringspladsen, skulle man bare kigge efter, hvor der stod en samling mennesker med store kameralinser! 😉

Min oplevelse har været, at fotograferne har holdt en respektfuld afstand til fuglen – og iøvrigt har den virket til at være fuldstændig upåvirket af dens store publikumstække! Dét, der til gengæld har optaget fuglen, har været at skaffe sig mad – det meste af tiden sidder den opmærksomt og vender hovedet for at få øje på bytte – og ofte har den haft fangst med få minutters mellemrum. Især en sort bille (“skarnbasse”) har været et populært fødeemne – og alle de gange, jeg har set den slå ned i skovbunden efter sådan en bille, er den vendt tilbage til en udkigspind med succes (en bille i næbbet). Også frøer, tudser og sågar en mus har været på menuen (sidstnævnte har jeg ikke selv set, kun på fotos).

Indimellem har den dog også taget sig nogle pauser for at fordøje – særligt efter at have fanget et større bytte.

Her kommer et lille udpluk af de mange hundrede billedfiler, jeg har haft med hjem. De sociale medier er lige nu helt oversvømmet af fotos af fuglen, mange af dem beskåret, så Ellekragen fylder næsten hele billedrammen. De er flotte – men jeg prøver at lade billederne fortælle lidt mere om stemningen og omgivelserne…

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst nogle febrilske forsøg på flugtfotos, som blot viser, at selv om fuglen har været stabil og forudsigelig, er det alligevel en udfordring at skaffe gode, skarpe billeder i flugten – hvor den jo viser alle sine farver til det ypperste!

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne Ellekrage er kun nummer to jeg ser i Danmark – den første var ved Struer i juni 1995. Og det er i det hele taget ikke en art jeg har set mange gange – sidst var i Egypten i 2013. Så det er jo lækkert, at dette individ har været så venlig at “bosætte sig” i en periode, inden den nok snart søger mod varmere himmelstrøg, så man for alvor har fået en chance for at få et forhold til arten…

Ellekrage, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ellekrage slipper en klat, Sårup, oktober 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvilken vinkel er bedst? Øvelse i guldsmedefotografering

Gulvinget Hedelibel, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel 1, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ingen tvivl om at jeg synes guldsmede er gode fotoobjekter. Det er flotte insekter og de har en størrelse som gør, at man får mange detaljer med, når man er inde i nærheden af min kamera/linse-kombinations nærgrænse på 1,40 meter (for teknik-nørder: Olympus OM-D E-M1 II med Olympus M.Zuiko 300mm 1:4 IS PRO).

Når man så finder et dyr som er så flot som en Gulvinget Hedelibel han (-den tredje jeg finder i år, og den fjerde nogensinde), der tilmed er samarbejdsvillig og nærmest ignorerer min tilstedeværelse, må man jo prøve at optimere udbyttet – at få dyret præsenteret på den bedst mulige måde. Men det er ikke så let! På det første foto taget ovenfra mod lys baggrund af sand, er der for meget “skidt” – havde sandet været rent og havde jeg kunnet komme til at tage det lige oppefra, så også de bageste vinger var blevet skarpe, kunne det have været rigtig godt.

Gulvinget Hedelibel, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel 2, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På billeder taget lige fra siden kan man ofte opnå at få hele kroppen skarp, og så gør det ikke så meget at vingerne er uskarpe. Her er hovedet lidt bortvendt, hvilket gør at det ikke er så interessant – og så giver de mange græsstrå et “rodet” indtryk…

Gulvinget Hedelibel, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel 3, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Billede tre: lidt bedre hovedvinkel, men stadig lidt uinteressant, også fordi billedet er taget lidt “oppefra og ned” – og stadig et rodet billede.

Gulvinget Hedelibel, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel 4, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På billede fire er jeg lidt mere i “øjenhøjde” og baggrunden er en smule mere rolig – men der går græsstrå ind foran og forstyrrer…

Gulvinget Hedelibel, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel 5, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gulvinget Hedelibel 6, Blovsgårde, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Billede fem og seks er de teknisk mest uperfekte, men dem jeg er bedst tilfreds med! Selv om bagkroppen er uskarp på billede fem (og nærmest ikke kan ses på billede seks) giver blikket ind i “ansigtet” på guldsmeden noget til billedet. Jeg kan rigtigt godt lide baggrunden på billede seks, og farverne – og så præsenterer billedet rigtigt dén karakter, der har givet navn til Gulvinget Hedelibel!

Med denne billedstribe prøver jeg også at vise, hvorfor vi fotografer mange gange bliver ved med at forsøge igen og igen, selv om vi egentlig har mange skud af det samme motiv – man prøver altid at komme nærmere det perfekte – og det vil aldrig helt lykkes! 😉

Udenfor vinduet er der fugle…

… og det gør, at det kan være svært at bevare fokus på skrivebordsarbejdet!

Stillits og Grønirisk, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stillits og Grønirisk, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønirisk, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grønirisk, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grønsisken, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Kernebider, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kernebider, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Kvækerfinke, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Kvækerfinke, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.
Stor Flagspætte, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Flagspætte, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.

Derfor måtte jeg i eftermiddags lige bruge en halv time med vinduet åbent for at prøve at fotografere nogle af de hyggelige gæster ved foderbrættet. Vi har aldrig før haft så meget liv og glade dage af småfugle om vinteren her på matriklen – i disse dage er der dagligt en Stor Flagspætte, 2 Kernebidere,  4 Kvækerfinker, 5 Grønsiskener, 6 Stillitser, 15 Grønirisker, og (ikke blandt de fotogene idag) 3 Tyrkerduer, 4 Dompapper, 6 Solsorter, 10 Bogfinker, 10 Musvitter, 8 Blåmejser, en Rødhals og nogle få Skovspurve – sidstnævnte er dog næsten helt udeblevet i år, og det er usædvanligt. Af og til kommer også en Skovskade og napper en bid – og desuden hænger en Gærdesmutte og nogle Husskader som regel ud nær foderbrættet uden at jeg har set dem spise fra det.

Jeg formoder at jeg kan tilskrive den højere besøgsrate, at jeg har “opgraderet” kvaliteten på maden, der serveres i vores udendørs-restaurant – ikke længere korn, men udelukkende højenergikerner som solsikker, jordnødder og hampefrø.

Ialfald er det en fryd, ikke mindst at komme så tæt på de søde diminutive Grønsiskener, som man i skoven sjældent oplever på tæt hold. Det er også sjovt at se, hvor meget respekt der er omkring Flagspætten – så snart den viser sig, “fordufter” de andre småfugle med det samme!

Det eneste jeg må beklage er billedernes kornethed, som skyldes det mørke, skumle januarvejr, som gør det nødvendigt at skrue op for iso’en på kameraet… Men hyggeligt var det at lade sig distrahere væk fra computerskærmen!

Stillits, Tømmerby, januar 2018. Foto: <a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stillits, Tømmerby, januar 2018. Foto: ornit.dk.

Julis fotoglæder

Jeg tror de fleste, som har tilbragt juli måned 2017 i Danmark, har et lidt anstrengt forhold til dette års næsten historisk kolde og regnfulde sommer. Som varmtvejrs-elsker gælder det også mig.

Ikke desto mindre har det også været en måned som har givet mange glæder. Mange timer og dage er tilbragt i felten, og én af måderne at vurdere “resultaterne” af feltindsatsen er jo de billeder, man får med hjem derudefra.

Jeg har netop lagt et mindre “bombardement” af nye fotos på min foto-hjemmeside ornitfoto.dk – klik gerne for at kigge!

Fotoglæden har været ekstra stor denne måned, fordi jeg har foretaget “systemskifte”!

Fra Canon til Olympus. Systemskifte juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra Canon til Olympus. Systemskifte juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Uden at gå i en masse tekniske detaljer handler det om et skifte fra et spejlrefleks-kamera til et mindre, lettere (men mindst lige så sofistikeret) spej-løst kamera.

Jeg har ellers været trofast Canon-fotograf i mange år, men efter at jeg fik stjålet min gamle 400 mm F/5.6 og den lige så knivskarpe zoom 70-300 mm, har det været så som så med tilfredsheden over de fotos, jeg har taget. Jeg kunne selvfølgelig for forsikringspengene have købt samme system igen, men valgte så at “opgradere” (på papiret) til zoomen 100-400 mm (markII) –  som vel at mærke har fået tårnhøje karakterer i alle reviews – men  det valg har jeg aldrig rigtigt været tilfreds med. Den er rigtig fin til makro-billeder af insekter, men på 400 mm på større afstande har jeg ikke kunnet opnå tilstrækkelig skarphed.

Så da Henrik Haaning skiftede til Olympus, da deres  E-M1II kom frem sidste år, og jeg kunne se, hvilke fantastiske billeder man kunne opnå med dette kamera påmonteret den også nye 300 mm F/4.0, blev jeg meget fristet til systemskifte, og nu er jeg altså sprunget ud i det.

Og jeg må sige, at jeg er meget tilfreds med springet! De fotos der har været bragt her på siden den sidste måneds tid er næsten alle taget med Olympus’en, og her kommer lige et par eksempler mere…

Almindelig Kobbervandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Kobbervandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Da en større og større del af min fotografering går på insektlivet, særligt guldsmedene, var ikke mindst kameraets evner i dén henseende (nærgrænse og dybdeskarphed) afgørende for mig, og med en nærgrænse på 140 cm med hvad der på  grund af cropfaktoren svarer til en 600 mm, kan man opnå nogle ret fantastiske  nær-studier – faktisk endnu bedre end med min nu “aflagte” 100-400 mm Canon…

Rødøjet Vandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødøjet Vandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et andet argument i mit skifte til det fysisk mindre kamera har været  vægten – jeg har gennem de seneste år også “flirtet” med at tage springet til Full Frame-system, men jeg har fundet det mere og mere belastende at rende rundt og slæbe på tungt udstyr, så “håndterbarheden” har været vigtig for mig. Og når så Olympus har fået proppet et imponerende effektivt billedstabilerings-system ind i et mindre og lettere kamerahus, betyder det, at man kan fotografere håndholdt i stort set alle tænkelige situationer, og glemme alt om stativ. Selv filmoptagelser har jeg været i stand til at lave håndholdt med det nye kamera – se evt. nogle eksempler på min Vimeo-konto. Den del af kameraets præstationer er helt sikkert noget, jeg kommer til at dyrke mere i fremtiden.

Og så  tager det iøvrigt også skarpe skud af fugle, som jo helt sikkert også er en motivverden, der betyder meget for mig.

Hvid Vipstjert, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Hvid Vipstjert, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grønlandsk Jagtfalk, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Grønlandsk Jagtfalk, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Noget af det, som kræver mest tilvænning, er at søgeren er elektronisk – dvs. det er et digitalt billede, man kigger på under optagelsen af billederne. Lige dén detalje kunne jeg godt have undværet, og specielt ved fotografering af flyvende fugle er det meget anderledes end en optisk søger. Men jeg er imponeret over kameraets evner, og allerede efter at have fotograferet med det i få dage var jeg i stand til at få skarpe fotos, da jeg pludselig stod med en hvid Grønlandsk Jagtfalk over hovedet på mig (selvfølgelig en undsluppet fangenskabsfugl, men alligevel var det da rart at kunne dokumentere det flotte syn).

Og så synes jeg at Olympus altid leverer gode farver, også i vanskeligt, hårdt lys (hvilket ofte har givet anledning til frustrationer med mine Canon-kameraer). Det er som om, at kameraet simpelthen er bedre til at håndtere stor “dynamisk spredning” i billederne – sikkert ikke lige så godt som et Full Frame-kamera, men ialfald væsentligt bedre end hvad jeg har været vant til.

Så jeg er en meget meget tilfreds ny Olympus-bruger, og ser frem til at blive endnu mere fortrolig med det nye legetøj  – men foreløbig er I meget velkomne til at besøge min fotoside og se, hvad det indtil nu er blevet til…

Vingesuset

Det kan næppe have forbigået nogen læsere af denne blogs opmærksomhed,  at der for nylig udkom en ny fotobog om Vejlerne; Henrik Haanings og Carsten Krogs “Vingesus – Vejlerne i glimt“.

Og det kan da ikke passe, at bogen ikke skal omtales af Vejlerornitten!

Så det vil jeg hermed gøre. Bogen er først og fremmest en fotografisk hyldest til naturen i Vejlerne. Carsten og Henrik formidler på smukkeste vis deres begejstring for Vejlernes fugle, dyr, planter og landskaber i poetiske, stemningsfulde og kreative billeder – nogle af dem meget kreative! 😉

Det er altså billedernes grafiske udtryk (og et gennemført stilrent appetitligt layout af Karin Fredsøe/Tilde Grafisk), som bærer bogen, men der er da også tekster med i Vingesus. Bogen er opdelt i et antal kapitler med overskrifter som Landskaberne, Rørskovene, Engene, Mængderne, Det blå bånd, Agerlandet, Natten, Vinteren osv., samt en række kapitler som præsenterer en enkelt art – selvfølgelig nogle af Vejlernes emblem-arter som Rørdrum, Skægmejse, Odder osv., eller grupper af arter (gæs, insekter m.fl.). I hvert kapitel er der typisk en sides tekst som introduktion til 5-20 sider med fotos. Der er altså ikke tale om en slavisk gennemgang af årets gang, men snarere en række “nedslag” i forskellige emner, man kan fokusere på som fotograf.

Jeg må sige, at det er en storslået præstation af de to “knægte”, og for første gang har Vejlerne fået en publikation, som virkeligt kommer bredt omkring, som i dén grad viser hvor mange forskelligartede oplevelser, man kan få i Vejlerne, og som derfor yder området fuld retfærdighed! Netop diversiteten i landskaberne (både makro- og mikrolandskaber) synes jeg man for alvor får øjnene op for gennem bogens billeder.

Med så mange forskellige fotos taget af to fotografer med ret forskellig tilgang til fotografering vil der uvægerligt være nogle, man bedre kan lide end andre! Selv er jeg helt forelsket i det her viste rørskovsbillede fra Lynge-udsigten mod Skårup Odde (side 28-29), et opslag med en stor flok Skestorke fra Østerild Fjord, som skutter sig i regnen (side 108-109) og en han-Skægmejse i enden af et laaangt, nedadbøjet tagrør-strå (side 53) – en rigtig Haaning-komposition med hovedmotivet placeret helt ude i det ene hjørne af billedet. Men der er så mange andre, og hver ny gennembladring af bogen får én til at dvæle ved nye billeder, nye detaljer.

Den helt store styrke ved Henrik og Carstens fotokunst er deres meget legende og udforskende tilgang til fotografiet – noget som gør at billederne aldrig bliver kedelige eller monotone. Der ligger altid en eller anden drilsk vinkel i forhold til gængse konventioner om fotografering, og ingen (eller ialfald meget få) af billederne er blot portrætter – der tilføjes altid et eller andet nyt aspekt gennem belysning eller leg med lukkertid/blænde, komposition osv.

Det må også lige nævnes, at trykningen af bogen er udført til topkarakter – på noget til formålet meget velvalgt papir med lige præcis den helt rigtige afdæmpede glans – af Naryana Press, Gylling Næs.

Så lad dermed dette være en uforbeholden anbefaling af den flotte bog – som iøvrigt også i dag har fået en fin anmeldelse af Søren Skov i Nordjyske (sektionen Frii).