Tilbageblik på maj

For de fleste naturinteresserede, ikke mindst ornitologer, er maj måned på mange måder et af årets højdepunkter. Der sker så meget derude, så hvis bare man misser en dag eller to føler man sig konstant bagud i forhold til at følge med. Maj er en rigtig dejlig tid med lange dage og genkomst af mange fine fugle og andre “sager” (dyr og planter) – og på samme tid en stressende tid, som nogle gange fører frustrationer med sig… Man føler bl.a. sjældent at der er tid til at få bearbejdet fotos og øvrige indtryk.

Nu hvor 2026-udgaven af maj måned er passeret, har jeg fundet lidt ro til at kigge tilbage. Vejrmæssigt har det her i Nordvestjylland været en noget kølig affære igennem det meste af måneden, selv om DMI’s samlede status over måneden siger at den har været tæt på (endda lidt over) klimanormalen hvad angår temperatur på landsplan. Det har også været temmelig blæsende og meget tørt. Jeg har flere gange tænkt at det var godt, at jeg ikke i år har et stort guldsmedeprojekt, for det ville have været svært at finde gode varme solrige dage at lave registreringer på.

Men her kommer et udpluk af de oplevelser måneden har budt på.

Guldsmede

Grøn Smaragdlibel, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lige som sidste år så jeg årets første odonata allerede i april – en Rød Vandnymfe ved Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle den 28. april, og det er jo – her nord for fjorden – temmelig tidligt. Og jeg har da efterfølgende set de fleste af de sædvanlige, forventede tidlige arter i løbet af maj – Grøn Smaragdlibel, Fireplettet Libel, Nordisk Kærguldsmed, Håret Mosaikguldsmed, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Spydvandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Rødøjet Vandnymfe, Blå Libel, Stor Blåpil. Men det har været min oplevelse at mængden af dyr har været meget lav og at de generelt er kommet sent i gang. Blandt andet har jeg flere gange i løbet af sidste halvdel af måneden været ude i Thy og Hjardemål Klit/Blovsgårde-området og kigget efter Huevandnymfe – men med negativt resultat. Huevandnymfe er jo en tidligt-flyvende art med ultra-kort flyvetid, som man skal være på pletten for at se mens tid er, for allerede få uger inde i juni kan det være for sent. Faktisk har jeg været alvorligt bange for, at 2025 skulle blive et år helt uden Huevandnymfer for mig – og hele maj måned gik da også, uden at jeg fik arten at se. Jeg har tænkt at det måske kan have været den hårde vinter, som har været hård ved arten – og måske også ansvarlig for at jeg i øvrigt har oplevet “mangel” på guldsmede og vandnymfer. Men det kan selvfølgelig også bare være en forsinkelse af sæsonen, for efter en kold vinter og uden deciderede varmeperioder i april-maj tager det nok lang tid for vandtemperaturen at komme op – og for de fleste guldsmedearter er det formentlig vandtemperaturen mere end dagslængden, som er afgørende for tidspunktet for forvandling.

Nå, men nu har jeg alligevel fået set Huevandnymfe i år – det skete bare ikke i maj, men på den første dag i juni, hvor jeg var på Bygholmengen for at assistere med kortlægning af ynglefugle. På den femte parcel sydfra var der en sumpet zone tæt på diget til Glombak, hvor jeg uden at foretage en systematisk gennemgang – det var der ikke tid til – hurtigt fandt ca. 20 eksemplarer, heraf flere i parring.

Huevandnymfe par, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det viste sig at der tilmed var en Huevandnymfe helt ovre i den østlige ende af samme parcel, i en lille pande på engen som givetvis har været bundfrosset i vinters. Her var der masser af andre vandnymfer og guldsmede – og hvis de er klækket lokalt og ikke tilflyvere må det vel være vidnesbyrd om, at hårdt vintervejr ikke er et stort problem for guldsmedene her – formentlig gør de som larver det samme som de mange Strandtudser, der også forekommer i de samme områder – søger ned i bundsedimentet, hvor der måske foregår så megen biologisk aktivitet at det forhindrer total dybfrysning.

Fugle – Vejlerne

Jeg var uheldig at misse en Lille Gulben på gæsteoptræden i Vejlernes nye “hit-hotspot” i sydøsthjørnet af Lund Fjord da jeg selv var på vej til Vadehavet. Men ellers har måneden budt på mange fine fugle, først på måneden bl.a. med store flokke af Brushøns på gennemtræk. Særligt nemt at få gode kig på “kamphanerne” var det på Revlsbuske, hvor de optrådte både i rene flokke og sammen med Hjejle og Lille Regnspove…

 

En anden vadefugleart som også kommer på besøg under trækket nordpå, ofte lidt senere på måneden, er Pomeransfugl – en art som kan svinge ganske betragteligt i antal fra år til år. Her omkring Vejlerne er det ofte enten Revlsbuske eller Thorup Fjordholme, der kan tiltrække fuglene på nyspirede kornmarker. Sidste år sås kun en enkelt eller to, men i år var der i en længere periode – 11 dage mellem 7. og 17. maj – en eller flere flokke på Thorup Fjordholme, op til 40 blev set, og jeg selv oplevede op til 26 i den største flok. Det er altid en fornøjelse at se de lækre fjeldfugle med de smukke farver!

Pomeransfugle, Thorup Fjordholme, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg må indrømme at jeg selvfølgelig ville foretrække at opleve de kære vadefugle i mere naturlige omgivelser, men man må jo erkende, at når de industrielle landbrugsmarker vælges som Brushønsenes og Pomeransfuglenes opholdssteder, må det være fordi markerne har et eller andet, som fuglene kan lide!

Et andet indslag i Vejlernes fugleliv, som de senere år har været i stigning, er Rovterne. Normalt ser vi dem først i sensommeren, men i år kom et par forbi på éndagsvisit 6. maj. De stod i Vestsøen ud for klydekolonien, og i øvrigt må jeg sige, at forholdene på denne del af Bygholmengen i år ser helt fænomenale ud! Nu er jeg jo ikke længere selv som sådan involveret i overvågningen af ynglefuglene her (bortset fra at jeg blev inviteret til at deltage i en kortlægning forleden) – men det er en fornøjelse at se, at der på trods af et tørt forår kan opretholdes gode vandstandsforhold på Bygholmengen, og bl.a. er der på vestengen en pænt stor hættemågekoloni og altså rigtigt mange par Klyder (ca. 250) – hvis unger netop i disse dage klækker i stort antal.

Klydeunger, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man som ynglefugletæller færdes i sådan en koloni giver det selvfølgelig forstyrrelse, og forældrefuglene får “brækkede vinger” for at aflede opmærksomheden…

Klyde, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Klyde, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

– men jeg skal understrege, at enggennemgangen udføres af erfarne folk som gør hvad der er muligt for at minimere forstyrrelsen.

Fugle – Vadehavet

Igen i år er jeg involveret i ynglefugletællinger på Fanø og Mandø. Førstnævnte er et led i det trilaterale samarbejde (DK, Nederlandene,  Tyskland) om overvågningen af Vadehavet og det danske NOVANA-program, mens Mandø-tællingerne fokuserer på ynglesuccesen hos udvalgte vadefugle og er et special-projekt som led i et samarbejde mellem aktørerne Den Danske Naturfond, Nationalpark Vadehavet, Naturstyrelsen og Esbjerg Kommune. Det arbejde er det nu syvende år jeg udfører (under en aftale med Amphi Consult), og rapporterne fra de tidligere års tællinger kan læses på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Det er et arbejde som giver en dejlig masse gode oplevelser med fuglene, og da dette blogopslag i forvejen tenderer til at blive “langt i spyttet” vil jeg holde lidt igen med teksten og i højere grad lade billederne tale…

 

Jeg har to besøg hvert forår på den fantastiske, kæmpestore strandeng Grønningen på det nordlige Fanø, hvor der igennem en årrække har været et  såkaldt rævesikkert hegn som tilbyder kolonirugende fugle en yngleplads med en bedre prognose for ynglesucces. Hegnet har fungeret med varierende tiltrækningskraft på fuglene, men i år ser det ud til at være en magnet, og der er en god koloni af Dværg- og Havterner.

På Mandø – hvor jeg gennemgår alle engene fem gange i løbet af ynglesæsonen – er det som altid en fryd at færdes mellem hundredvis af ynglepar af vadefugle, og specielt er det en stor tilfredsstillelse at se, at mange af dem rent faktisk får unger. Udover ynglefuglene falder der også lidt “krydderier” af; i år har jeg således både fundet seks Pomeransfugle og en Odinshøne på øen.

Krible-krable-dyr

Jeg har jo efterhånden i stigende grad fået øjnene op for mange af de andre dyr der er derude, hvilket giver en udvidet oplevelse af diversiteten i den danske natur. Og selv om jeg i nogen grad har syntes at der “manglede” guldsmede i maj, er det blevet til mange andre iagttagelser af sjove insekter, heraf nogle som jeg aldrig før har set. Så jeg vil slutte dette tilbageblik på måneden med et lille begrænset udpluk af nogle af de fineste/sjældneste.

Bredbåndet Skovsvirreflue, Hjardemål Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Båndet Tandbuk, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pile-Langhornsmøl, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Marmoreret Kløverugle, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kort Hvepsesvirreflue, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Smalrandet Humlebisværmer, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hedepletvinge, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
– og så skulle vi i øvrigt ikke mange dage ind i juni måned, før også en art som Duehale dukkede op (i går på matriklen i Tømmerby).

Vestsøen leverer – igen!

I sådan en sommer hvor vandmængderne fra oven, der har ramt Danmark, har været meget ujævnt fordelt – med langt mere syd for Limfjorden end heroppe – er Bygholmengen i august en sand magnet for vadefugle og andre gode fugle. Vestsøen og de to andre søer langs dæmningen tørrer gradvist mere ud, og vadefladerne som opstår bruges i vid udstrækning som fourageringssted for ryler og andre vadere, og rasteplads for eksempelvis Rovterne.

Rovterner og vadefugle, Vestsøen, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som jeg også fortalte om sidste år, bruger Rovterne i stigende grad Vejlerne i sensommeren, indtil nu er der i år talt op til 7 fugle (heraf 2 årsunger), og det skal nok ende med at vi ligesom sidste år kommer op på tocifrede antal…

Der er også hyggeligt mange vadefugle at “bladre” igennem i teleskopet, og imellem mængderne af Stor Præstekrave, Almindelig Ryle, Brushøne, diverse klirer osv. kan man så fornøje sig med at pille Dværgryle, Krumnæbbet Ryle, Islandsk Ryle, Sandløber og andre fine sager ud. I en periode gæstedes Bygholmengen således også af en Odinshøne, og i nogle dage har der været en Kærløber, som det lykkedes mig at se i går.

Kærløber, Almindelig Ryle og Hættemåge, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ryler og Brushøns, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I morges under morgenkaffen lød meldingen så, at der nu var dukket et virkeligt hit op blandt de andre vadere i Vestsøen. Det var selvfølgelig Henrik Haaning, der fandt sjældenheden, en Hvidrygget Ryle – og dermed bragte sig i spidsen på listen over folk med den længste liste af “ædelarter” (!).

Hvidrygget Ryle, Dværgryle, Alm. Ryle m.fl., Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvidrygget Ryle er en amerikansk art som jeg kender rigtig godt fra México hvor den opholder sig i bl.a. Yucatán-halvøens laguner i træktiderne. På billedet herover har jeg indsat forskellige situationer med fuglen så man bedre kan bedømme dens “jizz”. Selv blandt de mange andre ryler i morges (tæt på 300) var den påfaldende nem at finde, på kombinationen af de kølige grå farver og den meget “langtrukne” bagdel.

Det er altid sjovt at se sjældne fugle, så en stor tak til Henrik for det fine fund!

Jeg har ikke det totale overblik over hvor mange vadefuglearter som er set i Vejlerne, men med denne er vi i hvert fald over 50!…

 

Rovterne-bonanza

-i al fald efter Vestjyske forhold…

Tilbage i 2007 skrev jeg et indlæg her på bloggen med titlen “Én trækker flere til“, som handlede om at “flokken” af Rovterne i Vestsøen var steget fra to til tre individer… Det syntes vi var stort dengang.

På det tidspunkt var der ikke mange fuglefotografer som havde udstyr  (telelinser med tilstrækkelig lang brændvidde) der var i stand til at fotografere fugle på Bygholmengen, når fotografen selv befandt sig på Bygholmdæmningen. Afstanden var ganske enkelt for stor til at det gav mening. Så mit indlæg bestod bare af tekst.

Men der er sket meget siden dengang – både med antallet af Rovterner og med foto-udrustning, som ovenstående lille stribe billeder forhåbentlig illustrerer.

Selv har jeg flere gange sidst i august set op til 13 individer i Vestsøen, 11 ad med 2 1K’er, og andre har vist set op til 16 (Bygholmengen, Glombak og Pytodde). Samtidig har der været et par stykker i de Vestlige Vejler (Østerild Fjord), så vi nærmer os en total på 20 Rovterner i Vejlerne. Det ville INGEN have forudsagt for bare få år siden. Men udviklingen er sket sideløbende med at arten er ved at opbygge en lille bestand i Danmark, med yngleforekomster på bl.a. Saltholm og flere af øerne omkring Fyn.

Ofte ser man dem rastende, nogle gange også fiskende, og da ofte i Pytodde-lagunen. På dagen hvor disse fotos blev taget blev hele flokken flere gange jaget på vingerne af en Vandrefalk (anes i baggrunden på et af billederne).

Det er en fryd at opleve denne seje fugl under forhold hvor det samtidig kan lade sig gøre at dokumentere med “yndlings-legetøjets” 800 mm!

Endelig Rovterne

Rovterne m.m., Østerild Fjord, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rovterne m.m., Østerild Fjord, august 2010. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som det ses på billedet er der endelig kommet Rovterne til Vejlerne. Jeg checkede Østerild Fjord fra Arupdæmningen i eftermiddags, ikke så lidt ansporet af, at Helge i går så en Rovterne flyve til Østerild nordfra, ifølge DOFbasen.

Og sandelig, den fede fugl fouragerede langs østsiden af fjorden både i regnvejr og i det flotte lys mod sortblå himmel mellem bygerne. Indimellem satte den sig på mudderfladerne ret tæt på dæmningen mod sydøst (dog ikke tæt nok til at min telelinse formåede at få den til at fylde mange pixels)…

Men dejligt at se en altid fornøjelig fugl, som denne sommer foreløbigt ikke har budt på mange af på disse kanter!

Én trækker flere til

Det står vist efterhånden klart, at denne sommer er en af de bedre for Rovterne i Vejlerne. Det er halvanden måned siden den første blev set, men især de seneste 14 dage har den store bamse af en terne optrådt ret så regelmæssigt, med obs. fra Vestsøen på Bygholmengen og Pytodde-lagunen på den anden side af dæmningen mange dage, og flere gange har der været to fugle. Der har dog også været dage, hvor de har været væk, og man kan jo så selv bestemme alt efter humør og temperament, om man tror at de har været helt væk eller bare stået et sted i nærheden.
Idag lige over middag var jeg en tur på Bygholm, bl.a. for at se til vandstanden (-som er meget høj for årstiden!). Da jeg kom til Vestsøen stod hele tre Rovterner og så skumle ud, iøvrigt med en dekorativ baggrund bestående af flokken af Skestorke, idag vokset til 77 individer (igår var der ifølge DOFbasen henholdsvis 2 og 67 af de to arter). En af Rovbasserne var på et tidspunkt nede og kigge lidt på Pytodde, men vendte hurtigt tilbage til sin “flok”.
Det er fascinerende dette her med at fuglene tiltrækker andre af egen art – selv for en fugl som Rovterne, hvor der ellers nok ikke er mange “i omløb” på disse kanter…