Monokultur har ikke nogen positiv klang, men af og til optræder der også i naturen planter i så store mængder – industrielle mængder – at det farver hele landskaber i én farve, og så ser man (jeg) anderledes positivt på det. Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet begejstret her på bloggen om Vejlernes karakterplante Kærfnokurt, som danner store gule tæpper på engene.
De seneste tre år har jeg haft en opgave (for Amphi Consult) med registrering af ynglesucces hos nogle af vadefuglene på Mandø i Vadehavet. Her er også et fænomen, hvor botanikken i en periode af foråret byder på én bestemt plante i overflod, så det i dén grad sætter sit præg på det visuelle landskabs-udtryk.
Det drejer sig om planten Stor Skjaller (Rhinanthus serotinus), en lav blomst som har et lidt blakket ry, da det er en såkaldt halvsnylter, der ganske vist har fotosyntese, men supplerer næringsoptaget ved at suge fra græsrødder. Og man må sige, at i de områder af engene, som er dominieret af Stor Skjaller, ser der vitterligt ud til at vokse meget sparsomt med græs.
Sparsom græsvækst kan dog ikke kun tilskrives skjaller-planten, for det tidlige forårs græsning fra Bramgås og Mørkbuget Knortegås sørger også for, at vegetationen ved starten af engfuglenes ynglesæson er meget lav.
Der er ingen tvivl om, at plantesamfundet på de udyrkede enge på Mandø er attraktivt for ynglefuglene – også de områder som farves gule af Stor Skjaller. Det skulle de kommende fotos gerne give et lille indtryk af…
Selv om Stor Skjaller sine steder kan være meget dominerende er der selvfølgelig på ingen måde tale om nogen monokultur – det er blot en naturligt forekommende art som i disse år tilsyneladende har favorable vilkår på øen, og det gør unægteligt, at det bliver en endnu større nydelse at iagttage ynglefuglene og deres unger – for pænt tager det sig altså ud (set med mine subjektive briller).
Det er da heller ikke alle steder at engene er lige så gule som på ovenstående billeder, men på alle de naturlige enge på øen er der en rig flora – og det er en fryd at arbejde med engfugle i sådanne omgivelser.
Brushønen på det sidste foto var én af to høner med unger, jeg registrerede i sidste uge. Jeg har i dette opslag ellers ikke kommenteret på resultaterne af undersøgelsen, kun kan jeg nævne at det ser særdeles godt ud for de arter, jeg har fulgt, nu på fjerde år. For eventuelt interesserede i projektets resultater kan jeg henvise til Esbjerg Kommunes hjemmeside, hvor rapporter fra de tidligere sæsoner kan downloades.
Igår havde jeg til opgave at gennemgå ca. 500 hektar af Rømø Nørreland for udvalgte ynglefugle. En opgave som krævede en vandretur på ca. 20 kilometer, så fødderne var en smule ømme, da jeg trak dem ud af skridstøvlerne efter endt gennemgang…
Der var langt mellem fuglene, på trods af en fantastisk flot eng med pander og loer og dejligt fugtige forhold de fleste steder. Af de “target-arter” jeg gik efter, Stor Kobbersneppe, Klyde, Engryle og Hvidbrystet Præstekrave, fandt jeg blot 11, 1, 1 og 2 territorier, henholdsvis – og det var færre end forventet for alle arterne.
Engryle-parret havde valgt sig præcist dét område på engen, som så allermest “ryle-agtigt” ud, i et helt kortgræsset område med en pande med mange vige og småøer. Kobbersnepperne var til gengæld steder med højere græs, og de Hvidbrystede Præstekraver fandtes på sandflader med spredt ny opvækst af græsser længst mod vest.
I samme område var der også en lille koloni af Dværgterner, som blev kortlagt. Det skulle egentlig være for tidligt efter kortlægnings-manualen, men det var ialfald potentielle ynglefugle, da jeg både så fødeaflevering til magen og parringer hos de iltre småterner…
Derudover gav dagen også oplevelser med en typisk vadehavs-art som Hedehøg, ti hanner af Brushøns som havde etableret en spilleplads (men alligevel godt kan være fugle som vælger at trække længere mod nord), og så var der “fald” af Stenpikkere, som det myldrede med på engen allevegne…
I starten af juni havde jeg et fire-dages ophold i det sydvestlige Litauen, i forbindelse med en opgave med registrering af ynglefugle i Aukstumala-højmosen. Her har man i forbindelse med et EU-LIFE-projekt sat ind med forskellige tiltag for at gavne naturtilstanden, først og fremmest ved at tilstoppe drænkanaler, så mosen ikke tørrer ud. Fokusarterne var Tinksmed og Hjejle – jeg fandt ingen af førstnævnte, men som det ses, var der enkelte spredte par af Hjejle på den 20 km2 store moseflade. Desuden godt med Dobbeltbekkasiner, selvfølgelig Traner, pæne bestande af både Stor og Rødrygget Tornskade samt som en overraskelse Stor Kobbersneppe som ynglefugl på højmosen – specielt at se denne Vejlerfugl i disse omgivelser! I spredte trægrupper i kanten af mosen var Pirol et markant indslag, som især fyldte godt i lydbilledet.
Jeg var på mosen hver dag fra solopgang og til efter frokost, men da omgivelserne også var spændende brugtes resten af dagen på forskellige lokaliteter i Nemunas-deltaet/Rusné-øen, hvor habitaterne er ekstensivt drevne våde enge og sumpe i forbindelse med flodarmene. Her var associationerne til Vejlerne endnu større, Sortterne og Dværgmåge var karakterfugle, og engene havde de tætteste bestande af Gul Vipstjert og Bynkefugl jeg har oplevet. Og så var der de mere eksotiske indslag som Hærfugl, Karmindompap og Drosselrørsanger – fugle der godt kan opleves i Vejlerne, men derovre østpå i Baltikum er de bare tæske-almindelige. På hver eneste gårdsplads var der en pæl til Hvid Stork – ja helt ind i parcelhushaverne i byen Silute ynglede der storke!
Ikke mindst insektfaunaen var også yderst eksotisk, især bemærkede jeg at guldsmede som Stor, Østlig og Åkande-kærguldsmed var almindelige, ligesom Kileplet-Mosaikguldsmed og Almindelig Flodguldsmed (der i Danmark slet ikke er almindelig) – og så fandt jeg i en enkelt lille sø på højmosen en fin bestand af Dværgvandnymfe – den mindste vandnymfe jeg har set, så fin! For de ikke-indviede kan jeg fortælle, at disse arter i Danmark enten har en meget østlig udbredelse på få lokaliteter eller er helt forsvundne fra landet…
Det var for kort tid på nogle fantastiske lokaliteter, men naturen var rig og mangfoldig, og jeg nåede at få lidt fotos med hjem, hvoraf et udvalg kan ses i galleriet her.
Jeg var i morges vidne til lidt af et drama på engen ved Vesløs Vejlevej.
Først åndede alt ellers idyl i det stille regnvejr. En hun af Stor Kobbersneppe sov med næbbet under vingen, mens en han gik og fouragerede i baggrunden. Jeg tænkte, at hunnen nok havde lagt det eller de første æg, men endnu ikke var begyndt at ruge. På et tidspunkt hørtes en anden han spillende over engen – fint, tænkte jeg, så er der da mere end ét par kobberdrenge på den fine eng “Trekanten”, artens sidste tilholdssted i de Vestlige Vejler.
Da hunnen vågnede, viste det sig i øvrigt at hun har et beskadiget næb, med et knæk på undernæbbet et par cm fra spidsen. Da hun begyndte at fouragere i en lille pyt nær vejen blev også “drengene” mere vågne, ja faktisk gik der ikke et minut, før de var på nakken af hinanden. En indædt kamp udspillede sig – først et stykke inde på engen, hvor de begge prøvede at “dukke” den anden. Allerede her var det ret dramatisk, med vandplask fra den godt sjappede eng. Efter nogle minutter stilnede det af, men kort efter så den ene han sit snit til at nærme sig hunnen.
Herefter udspillede dramaet sig bogstaveligt talt for øjnene af mig; den anden han kom farende til, og de to hanners kamp fortsatte med jævnlige infights og små hop i vejret for at få overtaget.
Til sidst – efter vel ti minutters hanekamp – havde hunnen besluttet sig, og hun fløj væk med den ene han, mens den anden blev tilbage på stedet og gav sig til at fouragere.
Det ser ellers ikke så godt ud for bestanden af Stor Kobbersneppe i Vesløs Vejle, eller i de Vestlige Vejler i det hele taget. Jeg har lige foretaget en hurtig bearbejdning af materialet fra feltstationen og de seneste års optællinger for Aarhus Universitet, og der er sket et markant fald siden slutningen af 1980erne og første halvdel af 90erne – se nedenstående figur (kan uddybes ved læsning af ynglefuglerapporterne, seneste kan læses her). Størst var bestanden i 1991 med 32 par, og færrest blev talt i 2012, hvor vi blot fandt to par. Og foreløbigt ser det altså kun ud til at halvandet par har indfundet sig i denne sæson… Hvilket egentlig kan undre, eftersom alle parrene de sidste to år har haft ynglesucces (2012 2 par, 2013 5 par ungevarslende). Jeg vil ikke her forsøge at kloge mig yderligere i årsagerne til artens tilbagegang i Vesløs Vejle, men kan konstatere, at det er en generel tendens, også på kernelokaliteten Bygholm Vejle – og nedgang rammer jo altid værst i randpopulationer…
Men jeg vil alligevel tillade mig at glædes over en dramatisk oplevelse på tæt hold med de fine fugle!
Lørdagens fantastiske indian summer med grill og bål på plænen til sent blev efterfulgt af en tidlig søndag morgen, som vejrmæssigt også var rigtig fin (og meget bedre end DMI’s forudsigelser!), hvor hele Bygholm Vejle fra nord til syd blev checket fra Østre Landkanal-siden.
Det første syn som mødte os var – som Rolf C. ville udtrykke det! – en kæmpeflok af Sølvhejrer i Kogleakssøen, hele 6 styks, som fouragerede på det efterhånden meget lave vand sammen med Skestorke og Fiskehejrer. Det er den største flok af denne art, som til dato er set i Vejlerne (-og Nordjylland?)…
Ned langs Bygholm Nord var det planen at følge udflyvningen af de overnattende Traner, og det lykkedes meget godt; i større og mindre flokke taltes 175 fugle, som alle trak ud på fouragering på Thorup Fjordholme – eller ialfald i en østlig retning. Det er ikke rekord, men et stort tal – og flere end der maksimalt blev talt sidste efterår.
En gammel Havørn – en af de mindst 5-6 fugle, der huserer i Vejlerne og Hjardemål Klit-området for tiden – skabte ravage blandt Bygholm Nords rastende fugle. Et par unge Vandrefalke gav også lidt dramatik, men mest fordi de gjorde talrige udfald imod hinanden i luften.
Da vi nåede Krapdiget lettede på kort afstand en fed ung, ond Duehøg – en art som er blevet alt for sjælden, selve indbegrebet af power!
Endnu en Sølvhejre var kortvarigt oppe at flyve over Selbjerg Vejle (langs Selbjergdiget), i området hvor Sølvhejrerne de seneste år ofte har holdt til – måske den samme jeg så første gang for tre uger siden.
I Øst- og Midtsøerne ved Bygholmdæmningen var der godt med vadefugle, inkl. flere unge Krumnæbbede Ryler og Dværgryler, og sidstnævne sted også en ung kobberfarvet og kortnæbbet Islandsk Stor Kobbersneppe.
Der er jo ikke ellers mange vandfugle på Bygholmengen i disse steppeklima-tider, men alligevel sad en gammel Vandrefalk i baggrunden og skulede. Og én til af slagsen fandt vi på Pytodde, hvor dagens sidste – ottende! – Sølvhejre også dukkede op – den fløj senere mod Glombak eller Bygholm Vejle.
Det var en overraskelse at finde så mange Sølvhejrer idag, men det falder jo i tråd med, at arten de seneste år er blevet mere og mere almindelig. Vi har én gang tidligere i Vejlerne, den 9. november 2009, registreret et samlet tal på 8 eller 9 Sølvhejrer – som tidligere fortalt – men dengang var største antal set på én gang 5 eksemplarer. September har ofte været den bedste måned, og det skulle ikke undre mig, at vi i år kommer til at opleve endnu større tal af denne fremadstormende art, der giver sydlige og eksotiske associationer…
Som det har været tilfældet siden 2007, har firmaet ornit.dk haft ansvaret for et overvågningsprogram for et udvalg af Vejlernes ynglefugle. Overvågningen får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vejlerne.
Overvågningen udføres for den institution, vi plejer at kalde DMU, men strukturændringer i universitetsverdenen gør, at vi i fremtiden skal vænne os til, at det hedder DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Det føles endnu ikke helt mundret, men det kommer vel…
Hvert år publiceres en ynglefuglerapport med resultaterne af overvågningen. Det tilstræbes, at rapporten kommer “på gaden” samme år som den behandlede sæson, og i år lykkedes det! (-i modsætning til 2010-rapporten, der først udkom i juni i år).
Rapporten er tilgængelig for download her – stadig fra DMU’s hjemmeside!: Ynglefugle i Vejlerne 2011 som pdf-fil. Rapporten indgår i en ny serie af tekniske rapporter fra DCE, og har et farvebillede på forsiden! (i modsætning til DMU’s arbejdsrapporter, der udkom i sorthvid). Det er stadig sådan, at rapporterne ikke udgives på papir, men udelukkende i digitalt format.
Samtidig med udgivelsen har DCE lagt en presseomtale af rapporten på nettet. Her fokuseres på vandstandens betydning for ynglefuglenes succes, idet områdets ræve har lettere ved at komme frem til de ynglende fugle ved lav vandstand. Fra 2000 og nogle år frem var bestanden af ræve markant reduceret som følge af sygdommen skab, og netop i disse år ynglede arter som Klyde, Rødben og Vibe i stort antal.
Da overvågningen er “hængt op” på det nationale NOVANA-program, har der i 2011 været særlig fokus på arterne Plettet Rørvagtel, Trane og Sortterne. Der blev kortlagt i alt 13 territoriehævdende Plettet Rørvagtel, det største antal siden 2007. De fleste ankom i juli. Bestanden af Trane var på seks stedfaste par kortlagt ved gentagne lejligheder i løbet af ynglesæsonen. Det er den største bestand, som hidtil er registreret i Vejlerne. Der blev registreret 26-36 ynglepar af Sortterne i en koloni i Kogleakssøen. De fik i alt 11 flyvedygtige unger, et bedre resultat end i 2010, hvor ingen unger blev produceret.
Af øvrige markante udviklinger i 2011 kan nævnes, at Rørhøg og Rørdrum har taget meget vel imod naturgenopretningen i Tømmerby Fjord, hvor diget er udbedret og vandstanden markant forhøjet.
Skestork genindvandrede i 2011 til Vejlerne, og for første gang siden 1996 blev lokaliteten Melsig i Arup Vejle taget i anvendelse. Otte rugende fugle blev iagttaget fra land.
Kun 25 par Klyder og 24 par Havterner på Bygholmengen er en fortsættelse af tendensen fra 2010 med meget lave tal af disse kolonirugende arter, der er afhængige af en høj vandstand. Der var stort set ingen ynglesucces hos Klyde, og slet ingen hos Havterne.
Med 52 territorier af Engryle er der tale om en lille tilbagegang i forhold til 2010, mens en anden af engenes meget fåtallige arter, Brushøne, havde en lille fremgang til syv yngleurolige høner. Samme dag som denne tælling blev gennemført sidst i juni sås i alt 11 Brushaner på spillepladser, og sammen med dem yderligere tre høner (som nok næppe har nået at yngle i år; men kan være udtryk for mislykkede yngleforsøg). Det er en fremgang fra fem ynglehøner i 2010 til samme niveau som i 2008-2009, men i et længere perspektiv er bestandsniveauet meget lavt.
Stor Kobbersneppe ynglede i år med 116 par, 10 par flere end i 2010.
I afsnittet om driftsforhold omtales i år et hidtil upåagtet problem i Vejlerne: at ynglefugle kolliderer med hegnstrådene. Et konkret, fotodokumenteret tilfælde af en nyudfløjen Engryle med såret vinge kan formentlig tilskrives, at fuglen var fløjet ind i den hegnstråd, der krydser engen tæt på iagttagelsesstedet. På Tipperne, hvor man i en årrække har været opmærksom på dette problem, har man helt kunnet afhjælpe det ved at føre en hvid snor langs med hegnstråden (viklet om tråden). Rapporten anbefaler, at der også i Vejlerne indføres en form for afværgeforanstaltning for at minimere risikoen for kollisioner med hegnstråd i de vigtigste områder for engfugle.
I sommeren 2011 græssede 300 kreaturer på Bygholmengen, heraf 100 med kalve, hvilket giver en kapacitet svarende til 330-350 voksne kreaturer. Det kan konstateres, at det lave antal i kombination med en relativt kort græsningssæson har bevirket, at opvæksten af tagrør ikke har kunnet holdes nede, især på de fire nordligste parceller. En markant opvækst af tagrør her kan medvirke til en forringelse af forholdene for engfuglene i den kommende ynglesæson.
I øvrigt kan jeg kun opfordre til, at man selv læser rapporten og tilegner sig flere detaljer om, hvordan og hvorfor det er gået med ynglefuglene, som det er! God fornøjelse med læsningen!
Grundlovsdagsmorgen/formiddag tilbragte fem personer på Bygholmengen, med formålet at få styr på ynglefuglene. Arterne i fokus var især Rødben, Engryle og ungevarslende Stor Kobbersneppe (-kobbersnepperne blev også kortlagt i maj, som territoriehævdende, men vi ville gerne have data for ynglesuccesen, derfor to kortlægninger af denne art).
Normalt kortlægger vi også Brushøner i juni, men vi var godt klar over, at datoen var for tidlig. Vi så enkelte Brushaner på danseplads, en hun tilknyttet en danseplads, og en “løs” hun, som ikke på nogen måde optrådte yngleurolig. Men de er altså til stede, og vi vil forsøge at organisere en ekstra tur senere i juni – altså en tredje kortlægningsrunde lige som sidste år – for at også få registreret eventuelle Brushøner med klækningssucces.
Resultatet for fokusarterne var:
274 par Rødben, hvilket er bedre end 2010 (230), og et ret “normalt” antal (dog stadig i den lave ende af skalaen).
29 territorier af Engryle, og sammenholdt med kortlægningen fra maj giver det ialt 45 territorier på Bygholmengen. I 2010 var der 60 territorier, men 45 er på niveau med bestanden 2005-09.
69 ungevarslende par af Stor Kobbersneppe (ud af de 111 territorier som blev kortlagt i maj). Det kan sammenlignes med 2010, hvor der i juni var 43 ungevarslende par (ud af 94 territorier i maj). Men over en længere årrække er tallet i den lave ende.
Relativ fremgang for både Rødben og Stor Kobbersneppe er i nogen grad overraskende, ikke mindst i betragtning af de særdeles tørre forhold på engen i år. Til gengæld ser engens vegetationsstruktur bedre ud end i mange år, selv om der i flere områder igen i år bør sættes ind med slåning for at tilgroningen ikke skal tage overhånd.
For Engryles vedkommende skal det bemærkes, at der udover de kortlagte par var en flok på 9 fouragerende fugle, altså fugle som har opgivet ynglen for i år.
I øvrigt var der på Bygholmengen også allerede store flokke af adulte Viber, ialt mere end 400, som har opgivet deres yngleforsøg. Vi kortlagde ikke de ungevarslende Viber på Bygholmengen, men det er mit indtryk, at kun få har opgivet, ialfald var der masser af kraftigt ungevarslende fugle i luften – så det er formentlig især Viber fra agerlandet, der har fået yngleforsøget ødelagt (af markbearbejdning m.v.)…
På Bygholmengen virker en anden trussel stærkere i kombination med udtørringen, nemlig fra rovdyrene; vi fandt to beboede rævegrave på engen (-og ræv og andre rovdyr har lettere ved at “operere” på engene, jo lavere vandstanden er)…
Kreaturerne kommer sent ud i år – i løbet af den kommende uge – så der vil næppe blive ødelagt særligt mange reder pga. kreaturnedtrampning i år.
Som jeg lovede sidst, ville ynglefuglerapporten for 2009 være nogenlunde aktuel, når den udkom.
Well, nu er den her ialfald, netop lagt online i en større “bølge” af DMU-rapporter, som udkommer i ugen op til jul. Den kan hentes her: Ynglefugle i Vejlerne 2009 som pdf-fil. Rapporten er udarbejdet af Henrik Haaning Nielsen og undertegnede, tilsammen også kendt som ornit.dk. Vi har en kontrakt med DMU om denne overvågning, der får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond.
Rapporten nåede altså lige at udkomme i samme år som den ynglesæson, der behandles i rapporten…
I må selv studere publikationen for at se, hvordan det gik ynglefuglebestandene, men jeg kan kort summere, at der i 2009 især var fokus på Klyde, Sortterne og Trane. Der blev kortlagt 80 par Klyder, det fjerdelaveste siden feltstationens start i 1978. Sortternerne gik tilbage til blot 18-25 par, hvilket er blandt de dårligste resultater for denne højtelskede Vejler-specialitet, men der blev i det mindste produceret unger i år, 11 flyvefærdige ungfugle. Med fire sandsynlige og to mulige par af Trane er det hidtil største antal ynglepar af arten i Vejlerne.
Der er i denne rapport gjort lidt mere ud af at sammenligne årets resultater med tidligere års, og for de fleste arters vedkommende er der kurver, der viser udviklingen i bestanden siden 1978.
For Stor Kobbersneppe indeholder rapporten en interessant detalje. Vi kortlagde de ungevarslende fugle ved juni-gennemgangen, hvor der var en fantastisk høj overlevelse af yngleforsøgene – næsten 100% (109 par mod 112 i maj). Sammenlignet med territoriernes fordeling i maj viser det sig, at en stor del af parrene havde vandret med ungerne over store afstande. De ungevarslende par var koncentreret i den nordøstlige del af Bygholmengen; næsten halvdelen opholdt sig i det område, som var blev slået i juni 2008, og som nu i 2009 fremstod med ”mellemhøjt” græsdække.
Rapporten indeholder naturligvis også de sædvanlige afsnit om driftsforhold og vandstand, der jo som bekendt kan være ganske afgørende for ynglefuglenes muligheder. For Bygholmengens vedkommende var der en meget lav vandstand gennem det meste af vinteren og foråret, forstærket af at april bød på meget lidt nedbør. Maj og juni blev dog relativt våde, så udtørringen i vadefuglenes ungeføringstid var ikke så omfattende, som det er set mange andre år (sidst i 2008). Engen fremstod tør i juni, men den regelmæssige regn betød, at der konstant var fugtighed til stede i græstørven og dermed fødeemner for engfuglene. Generelt var antallet af ungevarslende vadefugle i juni derfor højt i 2009 (som illustreret af eksemplet med Kobbersnepperne).
Igen kan det ærgre mig lidt, at DMU for arbejdsrapport-serien kører med sorthvidt omslag, så Henriks flotte kobbersneppefoto bliver lidt farveløst…
Her til aften gik en flok ivrigt fouragerende “Brushans” (-næsten alle hanner) ved en lille pande i engen i det område, vi lokale kalder Trekanten (mellem Vesløs Vejlevej og hovedvej A11 – danner en trekant). Der var 49 i flokken, flere var ved at få fjerkraver, både hvide og tværstribede, og det er ifølge DOFbasen den største flok rapporteret i DK endnu i år. En enlig Stor Kobbersneppe akkompagnerede dem.
Om en måneds tid vil der være flokke overalt på engene…
Thomas havde praktikant-Lasse med på månedenes Lønnerup-tælling. Der var mange fugle med den extremt lave vandstand, der er efter 14 dage-3 ugers konstante østenvind. Bl.a. taltes 303 Spidsænder, 71 Brushøns, 11 Sortklirer og 2 sene Store Kobbersnepper.
Bagefter var de en tur på Bygholm, hvorfra de især berettede om extrem lavvande på Limjorden – så der bliver noget at arbejde med på totalen, der er planlagt til imorgen…!