Gule enge med høje tætheder af ynglefugle

Monokultur har ikke nogen positiv klang, men af og til optræder der også i naturen planter i så store mængder – industrielle mængder – at det farver hele landskaber i én farve, og så ser man (jeg) anderledes positivt på det. Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet begejstret her på bloggen om Vejlernes karakterplante Kærfnokurt, som danner store gule tæpper på engene.

De seneste tre år har jeg haft en opgave (for Amphi Consult) med registrering af ynglesucces hos nogle af vadefuglene på Mandø i Vadehavet. Her er også et fænomen, hvor botanikken i en periode af foråret byder på én bestemt plante i overflod, så det i dén grad sætter sit præg på det visuelle landskabs-udtryk.

Det drejer sig om planten Stor Skjaller (Rhinanthus serotinus), en lav blomst som har et lidt blakket ry, da det er en såkaldt halvsnylter, der ganske vist har fotosyntese, men supplerer næringsoptaget ved at suge fra græsrødder. Og man må sige, at i de områder af engene, som er dominieret af Stor Skjaller, ser der vitterligt ud til at vokse meget sparsomt med græs.

Sparsom græsvækst kan dog ikke kun tilskrives skjaller-planten, for det tidlige forårs græsning fra Bramgås og Mørkbuget Knortegås sørger også for, at vegetationen ved starten af engfuglenes ynglesæson er meget lav.

Det er da heller ikke alle steder at engene er lige så gule som på ovenstående billeder, men på alle de naturlige enge på øen er der en rig flora – og det er en fryd at arbejde med engfugle i sådanne omgivelser.