Sæsondebut med fænologirekord (?)

HAIKU

En hel lang vinter.
Kommer de dog ikke snart?
-Guldsmedelængsel…

-sådan skrev jeg i tirsdags i min notesbog.

Igår fredag – altså tre dage senere – skete det, og dagens haiku blev derfor

Guldsmededebut:
materialisering
af forårsdrømme.

Rød Vandnymfe hun, Arnes Sø ved Øsløs, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Aldrig før har jeg i Danmark set guldsmede eller vandnymfer så tidligt som i april. Sidste år så jeg Rød Vandnymfe 2. maj, og før det har jeg altid skullet mindst en uge ind i maj, før der skete noget på guldsmedefronten. Så gårsdagens Røde Vandnymfer ved Arnes Sø (tre eksemplarer) var en uge tidligere end sidste års, og faktisk 14 dage tidligere end hvad der har været standarden for mig, siden jeg omkring 2015 for alvor begyndte at ofre guldsmedene opmærksomhed. Ligesom sidste år er min obs. første registrering af guldsmede på Naturbasen nord for Limfjorden – og det skulle ikke undre mig, hvis det er fænologirekord for Rød Vandnymfe i denne landsdel.

På Sjælland og også den sydlige del af Jylland ses de første odonata generelt langt tidligere end heroppe – det har de senere år typisk ligget midt i april. I år var første registrering af imago (voksne) – udover Vintervandnymferne på Bornholm – dog så “tæt på” som ved Skive, hvor en Grøn Smaragdlibel 16. april blev den tidligste. Det gav mig ekstra motivation – jeg plejer nu altid at være aktivt søgende efter guldsmede så snart de første lune solskinsdage i april indfinder sig – men i år har det ligget i baghovedet, at det måske var realistisk at finde en guldsmed eller vandnymfe inden månedsskiftet. Ikke fordi det har været specielt varmt – men april har været temmelig solrig og nedbørsfattig.

Som antydet i mine haiku-digte ovenfor så går man jo nærmest i et halvt år og længes, og selvfølgelig er det en forløsning når man ser sæsonens første flyvende guldsmede – men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det jo er et udtryk for klimaforandringerne, at ekstremdatoerne hele tiden flytter sig. Ligesom de jo også gør for alle mulige andre naturfænomener, inkl. fuglene – hvor det bl.a. er blevet meget tydeligt, at afrejsen for de artiske gæs sker adskillige uger før de gjorde bare for ti år siden – så vi på dette tidspunkt faktisk kun har Grågås, Bramgås og Knortegås tilbage, mens Blis-, Sæd- og Kortnæbbet Gås for længst er rejst nordpå.

De senere år har en af mine foretrukne lokaliteter for guldsmede været “badesøen” Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle – en klarvandet kunstig sø opstået ved råstofgravning, men ikke desto mindre lidt af en perle for guldsmede og vandnymfer. Og et godt sted at følge fænologien for nogle af de arter, som ikke optræder i så store tal hjemme på min egen matrikel. Desuden har lokaliteten den fordel at være omgivet af skov, så der vil altid være hjørner hvor der er læ, og de steder er guldsmedene gode til at finde! Jeg var der sidst på dagen både i forgårs og i går – og i går gav det altså bonus. Jeg så som nævnt tre Rød Vandnymfe som holdt til ved det solbeskinnede skovbryn langs sydsiden af søen. Jeg tror ikke de blev forvandlede igår, for de var alle tre meget røde, altså udfarvede.

Under alle omstændigheder er det en glæde, når de første materialiserer sig! Det er jo en given sag, at man altid er mere opmærksom på de første end på de sidste – derfor sker det ofte, at man ikke får ekstremdatoen i slutningen af sæsonen registreret. I år skulle der være en reel mulighed for at strække guldsmedesæsonen så den varer halvdelen af året – jeg må ud sidst i oktober og se hvor sent jeg kan gøre iagttagelser af de flotte flyvere!

Den tid på året

Som ornitolog (eller herpetolog, lepidopterolog, odonatolog osv.) – altså som naturmenneske – hæfter vi os ved bestemte begivenheder i naturen som markerer årets gang. Nogle begivenheder vigtigere end andre – afhængig af personligt temperament, og hvilke naturtyper man færdes i. For os som har Vejlerne som “baghave” kan det f.eks. være årets første paukende Rørdrum, første Rørhøg (men den gælder så ikke så meget længere, nu hvor de oftere og oftere overvintrer), første Citronsommerfugl, første Hugorm, første klækkede Grågæslinger, første Sortterne, første Huevandnymfe osv. osv. Det kan både være såkaldte forårstegn og senere på året også andre ting såsom returtrækket af vadefugle og meget andet.

I de senere år – siden arten genindvandrede til Danmark fra 1990erne, og i Nordjylland særligt de sidste 10-15 år – er ankomsten af Sydlig Blåhals en af de mere markante begivenheder i årshjulet. Det er blot ét af mange eksempler på en art som i min ungdom blev betragtet som yderst sjælden, ja nærmest uopnåelig – men som senere har taget et gevaldigt ryk nordpå og nu er en del af Danmarks faste fauna. De første år skulle man som regel hen omkring 1. april før den første blev hørt – ofte ved Jernbanedæmningen i Han Vejle eller Lund Fjord. Og som det gælder så mange andre naturfænomener i disse år med klimaforandringer er ankomsten af Blåhals også blevet tidligere og tidligere.

Idag er sådan en fin forårsdag i marts med stille vejr og solskin, og efter at jeg havde færdiggjort noget arbejde længere vestpå i Thy kunne jeg simpelthen ikke lade være med at køre op til P-pladsen ved Han Vejle – netop med Blåhals i bagtankerne. Jeg var hele vejen rundt ad gangbroen i Han og efterfølgende ude ved fugle”tårnet” i Lund, uden at jeg hørte andre syngende fugle end Rørspurv, Gærdesmutte og Rørdrum. Jeg var fristet til at afspille en stump blåhalsesang – men afstod (det er ikke “god stil” på et sted hvor der kommer så mange mennesker). I Lund var der godt med liv, Brushøns på engen og mine første Atlingænder i år. I tårnet mødte jeg en anden fuglekigger som kunne fortælle at han ved nedgangen til gangbroen havde haft årets første Blåhals – hvilket jo bekræftede min fornemmelse at det kunne være den rigtige dag. Og ganske rigtigt – på tilbagevejen til P-pladsen kunne jeg nyde den smukke fugl i sang.

Den er formentlig lige ankommet i nat. Det bygger jeg på, at der allerede på DOFbasen (her kl. 14) er indtastet adskillige Sydlig Blåhals fra rundt om i landet idag. Og ellers er den blot registreret pålideligt for en uges tid siden i Sønderjylland.

Som altid er det en fryd at møde fuglen som både er en visuel nydelse og behagelig for øret – det er ikke uden grund at dens skandinaviske slægtninge (Nordlig Blåhals med orange strubeplet) bliver kaldt Nordens Nattergal. Ja faktisk er det min personlige smag at blåhalsesang er én af de allersmukkeste fuglesange vores danske natur byder på.

Udover den lidt rystende optagelse ovenfor præsenterer jeg også lige dagens Blåhals på “stillbilleder” – i medlys og ekstremt modlys:

Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Venter på de Kortnæbbede Gæs…

Kortnæbbet Gås, Grågås m.m., Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Tidligere i år var jeg til et symposium afholdt af Aarhus Universitet for at fejre Jesper Madsens 40 års-jubilæum som tilknyttet universitetet. Jesper har jo især markeret sig internationalt for sin forskning i Kortnæbbet Gås (og jeg har selv igennem pænt mange år udført en del feltarbejde i den forbindelse). Ved symposiet holdt Jens Gregersen et foredrag med titlen ‘Venter på de Kortnæbbede Gæs‘.

Foredraget tog udgangspunkt i Jens’ ophold på Tipperne i hans ungdom tilbage i 1970erne, og han berettede om, hvordan man som observatør på reservatet når man nåede et stykke hen i september gik og holdt øje med himlen – for ankomsten af de Kortnæbbede Gæs fra ynglepladserne på Svalbard var en af de helt store årstidsmarkører. Det så man frem til! Et tiår senere prøvede jeg det selv som observatør på det sagnomspundne vestjyske reservat, og de Kortnæbbedes ankomst var også noget vi gik op i. At fænomenet ofte faldt sammen med flot vejr under septembers høje himmel gjorde det jo kun bedre. Jeg tror det er noget, alle vi, som har fået vores ornitologiske uddannelse på Tipperne, har et helt særligt forhold til. Mange af de fremmødte til Jespers symposium var netop gamle “Tipper-drenge”.

Dengang kom gæssene trækkende i ét stræk direkte fra Svalbard, da de endnu ikke var begyndt at udnytte rastepladserne i Trøndelag. Opholdet på Tipperne var som regel kort, for i jagttiden om efteråret blev hele bestanden presset ud af Danmark, og de tilbragte det meste af efterårsmånederne i Nederlandene og Belgien – frem til nytår hvor de returnerede, ialfald hvis vinteren var mild.

Nu som dengang står “Kortnæbbenes” ankomst i september for mig som et af de virkelige højdepunkter i årshjulet – også selv om jeg lige for tiden ikke arbejder professionelt med arten. I “gamle dage” hed det sig altid, at gæssene ankommer 17. september – og i rigtigt mange år har det da også holdt stik, at ankomsten faldt tæt på den dato. Men nogle gange har det ramt langt forbi – enkelte år er ankomsten sket tidligere, og andre år er det blevet meget forsinket. Der er også stor forskel på, om det er et langsomt “sivetræk”, hvor tallene kun langsomt bygges op, eller de år hvor der på én gang kommer et massivt tiltræk med tusindvis af fugle i løbet af en eftermiddag.

I år er tydeligvis et år med sen ankomst. Jeg har siden det gode højtryksvejr indtraf midt på måneden gået og holdt øje – det faldt oven i købet sammen med fuldmåne, og så tænkte jeg, at gæssene da burde udnytte de behagelige vejrforhold. Men ingen gæs (udover de lokale Grågæs). Jeg ved at nogle lokale jægere havde det første møde med en lillebitte flok for nogle dage siden (det blev flokken mindre af). I forgårs blev der meldt en lille flok på Bygholmengen af en pålidelig ornitolog – men selv om jeg har været rundt og checke stederne hver dag, var det først i går eftermiddags at jeg havde de første 55 i Østerild Fjord (billedet ovenfor). De ville være lette at overse midt i en større flok Grågæs; de fleste af de nyankomne og sikkert trætte Kortnæbbede stod og sov med hovedet under vingen (de fleste fugle i striben stående i vandet midt i billedet).

I aftes, da jeg var ude og tisse i nattemørket kunne jeg høre Kortnæb “oink-oink’e” over huset – så flere kommer trækkende til i disse dage og nætter. Og ja – de kan godt finde vej i mørke! Det har vi talrige eksempler på.

Så nu venter jeg ikke længere på de Kortnæbbede Gæs – nu er de ankommet. Spørgsmålet er, om det kommende vejromslag til lavtryk og vestenvind ikke vil bremse tiltrækket noget?…

Jeg kunne se i flokken at der var pænt med ungfugle. Nu kan man ikke dømme om årets ungeproduktion ud fra en enkelt flok, men det er altid spændende, hvordan resultatet af yngleanstrengelserne er blevet for fuglene. Ikke mindst et år som i år, hvor klimaforandringerne efter hvad jeg har opfattet for alvor er slået igennem på Svalbard med en meget varm sommer. Det skal blive spændende at følge hvordan det går! Med Kortnæbbet Gås – en af mine absolutte yndlingsfugle, der bærer så mange fortællinger med sig…

En stressende tilværelse som gåsefamilie

Jeg forestiller mig, at det kan være et stressende liv at være gås!

Vejlernes ynglende Grågæs har nu unger i forskellige størrelser, og mange af familierne samles på Bygholmengen. Særligt ved Vestsøen kan man opleve, at de krydser kanalen og kommer op og græsser i vejrabatten, hvor græsset åbenbart er grønnere eller på anden måde mere tillokkende end græsset på selve engen.

Nogle gange forsøger de også at krydse hovedvej 11 for at komme over til Pytodde. Det er en farefuld færd, og der kan nemt opstå kritiske situationer, når bilisterne må bremse for ikke at køre gæslingerne ned.

Det er da heller ikke ualmindeligt at finde døde gæs liggende i rabatten, hvilket taler sit tydelige sprog om farligheden…

Igår fulgte jeg nogle familier ved P-pladsen, som hele tiden søgte ud mod kanten af vejen – og nogle gange op på vejen – men som også utallige gange blev nødt til at flygte løbende tilbage til kanalen og sikkerheden.

Jo, jeg tror det må være en tilværelse fyldt med stress at være gåsefamilie…

Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Oktoberstemning…

Vi har jo lige vendt et kalenderblad og skriver nu oktober måned, men jeg synes faktisk oktoberstemningen allerede for mere end en uge siden havde indfundet sig – især på Bygholmengen, hvor sjapvand og store fuglemængder ledte tankerne på denne måned, der som regel imponerer netop med mængder.

Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover mange Hjejler og andre vadefugle, svømmeænder og gæs, så har de mange Havørne givet mange oplevelser og næsten garanti for underholdning. Op til 7 Havørne er set på Bygholmengen (og 11 i Vejlerne i alt), og som sædvanligt sætter de deres præg på stemningen (se eksempelvis dette tidligere indlæg: [Terrorregime]).

Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ialfald én af de yngre Havørne er ringmærket – så vidt jeg kan se en sort ring med hvid inskription – men jeg kan desværre ikke aflæse ringen.

Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ringmærket Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når det ikke lige er Havørnene, der spreder skræk og skaber panik og får tusindtallige fugleflokke på vingerne, så er også forsvaret leveringsdygtig: den forløbne uge har der været militærøvelse i området, og de sofistikerede flyvende krigsmaskiner holder sig ikke for gode til at flyve lavt hen over fuglereservatet…

Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

At træde vande i luften

Østerild Fjord/Arupdæmningen/Hovsør Røn idag.

Havørn, Grågås og Skestork, Østerild Fjord, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn, Grågås og Skestork, Østerild Fjord, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn, Grågås og Skestork, Hovsør Røn, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn, Grågås, Vibe og Skestork, Hovsør Røn, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når en af de mange Havørne giver sig til at “motionere” fuglene, og de flyver forskræmte mellem Østerild Fjord og Hovsør Røn, kan det ske, at unikke fotomuligheder opstår…

-

-

-

Skestorke over Arupdæmningen, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke over Arupdæmningen, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Her er en ung Skestork, der har lidt svært ved at synkronisere vingeslagene med de andre i flokken og “træder vande” i luften. Sjovt ser det ud! 🙂

Så kom regnen!

Efter den tørreste forsommer, jeg kan huske at have oplevet, markerer dagen idag afslutningen på en lang tørkeperiode. Siden klokken 10 i formiddags har det silet lige så stille det meste af tiden. Og vejrudsigten for den kommende tid fortæller, at vi nu går ind i en mere typisk juni-vejrtype med dagtemperaturer under 20 grader, vekslende skydække og vind fra vest-sektoren…

Der er nok mange, som synes at det er helt OK.

En lille runde til Bygholmengen gav lejlighed til at fotografere lidt fugle i regnvejr…

Knopsvane, Grågås, Skestork og Klyde i regnvejr, Bygholmengen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Knopsvane, Grågås, Skestork og Klyde i regnvejr, Bygholmengen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ligesom Klyden på billedet er der ved Midtsøen flere rugende rundtomkring, formentlig andet yngleforsøg. Også adskillige Havterner kan man se ligge og ruge. Og iøvrigt er det glædeligt, at der samtidig er flere Klyder, som har haft held med første yngleforsøg; unger i forskellige størrelser (de største næsten flyvefærdige) render rundt i Vestsøen.

Hættemåge i regnvejr, Selbjerg, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hættemåge i regnvejr, Selbjerg, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En smule regnvejr forhindrer ikke Hættemågerne i at fouragere over kornmarkerne, nu blot noget lavere end man ser det i solskin.

Landsvale tager bad, Bygholmengen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Landsvale tager bad, Bygholmengen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale tager bad, Bygholmengen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Landsvale tager bad, Bygholmengen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Landsvale tager bad, Bygholmengen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Våd Landsvale, Bygholmengen, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Landsvalerne som yngler ved naturcentret på Bygholmdæmningen benyttede lejligheden til at få soigneret fjerdragten.

Det smukkeste sted i Vejlerne. 864 Huevandnymfer!

Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvis jeg skulle udpege ét sted som det landskabeligt smukkeste i Vejlerne, er det helt sikkert, at Klaringerne i Tømmerby Fjord ville være en af top-kandidaterne – måske det allersmukkeste?

Stedet ligger afsondret i den brede rørskov nedenfor Høbjerget på østsiden af søen – og så alligevel ikke mere afsondret – faktisk er det i luftlinie blot 900 meter fra hvor jeg bor. Men det er et sted, som MEGET SJÆLDENT besøges af mennesker, jeg vil tro det ikke en gang sker årligt – selv har jeg i de 30 år jeg har boet og arbejdet her, kun én gang tidligere været der. Det er besværligt at komme derud, Tømmerby Fjords rørskov er dyb – og der er normalt heller ingen anledning til at opsøge stedet.

Men det har hele tiden været min plan i forbindelse med det igangværende guldsmedeprojekt også at besøge Klaringerne – og mange andre af søerne i Vejlernes rørskove – for det er netop dén slags steder, der kan byde på gode betingelser for nogle af de mere krævende guldsmede og vandnymfer.

Så igår fik jeg indkøbt et par waders, og så begav jeg mig derud. Jeg gik på diget fra Maskinhuset, og hele “ekspeditionen” varede i næsten 8 timer – fra kl. 10 til sidst på eftermiddagen.

Det smukke ved Klaringerne er, at rørbræmmen ikke blot er en markant “afskåret” rørbræmme – her går rørskoven over i en kantzone domineret af startuer, vandskræppe, gul iris og ikke mindst store “tæpper” af bukkeblad – sidstnævnte former også runde holme ude i vandet – så det danner en meget smuk mosaik. Horisonten udgøres bl.a. af Mommer-skrænten, Høbjerget, Østerild Plantage (og testcentret).

“Bagtanken” med at opsøge netop Klaringerne var, at jeg på forhånd vurderede, at det kunne være et godt sted for den rødlistede og sjældne HuevandnymfeSidste år fandt jeg på en strækning af Tømmerby Ringkanal netop ud for Klaringerne en pæn bestand af denne vandnymfe, og det var nærliggende at tro, at den også måtte findes inde i Klaringerne.

Og det skal jeg love for at den gjorde!!!

Huevandnymfe, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe han, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: <a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe han og hun, æglæggende i bukkeblad, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så snart jeg nåede frem til zonen med “tæpper” af bukkeblad, blev det klart, at her var en habitat, som var ideel for Huevandnymfe. Overalt hvor man lod blikket vandre flintrede de små, bevægelige, grønblå vandnymfer rundt mellem bukkebladene – som iøvrigt var i blomst, så det var nogle fine synsindtryk. Huevandnymfes adfærd virker ret anderledes end de andre vandnymfer i Coenagrion-slægten – dyrene er utroligt aktive, og vimser rundt lavt over vandet (1-20 cm) i en sjov “hoppende” flugt – og de sidder sjældent stille i mange sekunder ad gangen.

De fleste individer jeg så var hanner, ialfald af enkeltindividerne – men der var også mange dyr sammenkoblede i par, og nogle i færd med æglægning. Huevandnymfe er en art med en meget kort flyvetid – litteraturen siger så kort som to-tre uger på den enkelte lokalitet.

Jeg måtte jo i gang med at tælle – men måtte sande at det var en større opgave end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig! Dyrene optrådte i industrielle mængder, det VRIMLEDE med dem. Jeg benytter jo Naturbasens app på mobiltelefon til indtastning under arbejdet, og ved at inddele “bukkeblad-zonen” i sektioner, fik jeg løbende indtastet de dyr, jeg registrerede. Jeg gennemgik kun (det meste af) østbredden af Klaringerne, men der er ingen grund til at tro, at der ikke skulle være lige så mange Huevandnymfer langs vestbredden, samt ude i “øerne” af bukkeblad.

Jeg nåede frem til svimlende 864 Huevandnymfer på denne tælling, og da det under alle omstændigheder kun er en form for stikprøve, må bestanden i dette område af Tømmerby Fjord tælle tusinder af individer. Langt de fleste af dyrene blev fundet i bredzonen langs Klaringerne, men faktisk så var der også dyr inde i rørskoven, specielt i områder med mere spredt vegetation af dunhammer.

"Trekant" af Huevandnymfe (to hanner, én hun), Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
“Trekant” af Huevandnymfe (to hanner, én hun) i bukkeblads-blomst, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fund af guldsmede og vandnymfer, Klaringerne i Tømmerby Fjord, 14. maj 2018. Fra <a href="http://naturbasen.dk/">naturbasen.dk</a>.
Mine fund af guldsmede og vandnymfer, Klaringerne i Tømmerby Fjord, 14. maj 2018. Fra naturbasen.dk.

Kortet ovenfor viser min rute gennem de kortlægninger af guldsmede/vandnymfer, jeg foretog undervejs. Langt de fleste af fundene var af Huevandnymfe, men der var også Flagermusvandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Fireplettet Libel, en enkelt nyforvandlet Grøn Smaragdlibel og – langs diget – enkelte Rød Vandnymfe og Rødøjet Vandnymfe.

Flagermusvandnymfe han, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Flagermusvandnymfe han, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

864 Huevandnymfer er en mangedobling af de hidtil største tal fra Vejlerne, og ifølge hvad jeg ellers har kunnet finde af oplysninger fra artens øvrige danske levesteder er det også en klar Danmarksrekord – kun Lille Vildmose kommer i nærheden med flere registreringer af 200-350 individer.

Når der er tale om en så sjælden og sårbar art er det dejligt at opleve, at der trods alt findes steder, hvor arten virkelig trives!

Jeg har ikke i litteraturen set nævnt, at der skulle være en særlig kobling mellem Huevandnymfe og bukkeblad – og Vejlernes øvrige små bestande findes også på steder uden bukkeblad – men mine iagttagelser igår tyder på, at sådan en åben bukkeblads-sump er en habitat der passer arten godt.

Til sidst lidt andre indtryk fra turen:

Knopsvanerede bygget af bukkeblad og gul iris, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Knopsvanerede bygget af bukkeblad og gul iris, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Knopsvane, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Knopsvane og “bukkeblad-tæppet”, Klaringerne i Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ikke alt var ren idyl: præderet grågåserede, Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Ikke alt var ren idyl: præderet grågåserede, Tømmerby Fjord, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og uden fotos kan jeg tilføje, at oplevelsen suppleredes på fineste vis af lyden af Trane og Rørdrum (i mængder!) fra rørskoven, en Fiskeørn passerede indover og vendte en enkelt gang, men gjorde alligevel ingen forsøg på fangst, og tre Sortterner var lige henne ved mig og skælde ud kortvarigt, men virkede ikke etablerede – ellers spændende, for Klaringerne i Tømmerby Fjord har tidligere været yngleplads for arten.

 

Forsigtige forårsfornemmelser

Rørhøg, Lønnerup Fjord, januar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg, Lønnerup Fjord, januar 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Selv om det meste af vandfladerne i selve Vejlerne stadig er bundet af is, spores alligevel visse forårstegn. Igår så jeg årets første fire Viber ved Vust, og idag såmænd en overraskende Rørhøg, der var sulten og fløj rundt i aktiv fourageringsflugt ved Lønnerup Fjord – der for øvrigt i kontrast til Vejlerne er næsten helt isfri.

Nu har der jo i stigende omfang været registreret vinter-Rørhøge i serien af milde vintre forud for sidste vinter, men det er alligevel lidt utroligt, at nogle Rørhøge har så travlt med at komme på plads, at de indfinder sig NU, hvor isen dårligt nok har sluppet sit greb…

Ifølge DOFbasen er der også set Rørhøg ved Halkær Sø for nogle dage siden (og en fugl ved Silkeborg i kolde december måned!).

Forårsstemningen har de seneste dage ellers rigtigt været mættet af gakkende gæs, bl.a. adskillige par af lokale Grågæs langs Tømmerby Fjords ringkanal, der nok bare venter på optøning af rørskoven. Men det skal de næste nætter nu nok lægge en dæmper på, for optøningen kommer ikke lige med det første! Nattefrosten vender tilbage, ialfald nogle dage frem i tiden. Og DR’s meteorolog var til aften noget usikker på, om vi for alvor får isvinteren igen. Dét håber hverken jeg, Viberne eller dagens Rørhøg…