Den tid på året

Som ornitolog (eller herpetolog, lepidopterolog, odonatolog osv.) – altså som naturmenneske – hæfter vi os ved bestemte begivenheder i naturen som markerer årets gang. Nogle begivenheder vigtigere end andre – afhængig af personligt temperament, og hvilke naturtyper man færdes i. For os som har Vejlerne som “baghave” kan det f.eks. være årets første paukende Rørdrum, første Rørhøg (men den gælder så ikke så meget længere, nu hvor de oftere og oftere overvintrer), første Citronsommerfugl, første Hugorm, første klækkede Grågæslinger, første Sortterne, første Huevandnymfe osv. osv. Det kan både være såkaldte forårstegn og senere på året også andre ting såsom returtrækket af vadefugle og meget andet.

I de senere år – siden arten genindvandrede til Danmark fra 1990erne, og i Nordjylland særligt de sidste 10-15 år – er ankomsten af Sydlig Blåhals en af de mere markante begivenheder i årshjulet. Det er blot ét af mange eksempler på en art som i min ungdom blev betragtet som yderst sjælden, ja nærmest uopnåelig – men som senere har taget et gevaldigt ryk nordpå og nu er en del af Danmarks faste fauna. De første år skulle man som regel hen omkring 1. april før den første blev hørt – ofte ved Jernbanedæmningen i Han Vejle eller Lund Fjord. Og som det gælder så mange andre naturfænomener i disse år med klimaforandringer er ankomsten af Blåhals også blevet tidligere og tidligere.

Idag er sådan en fin forårsdag i marts med stille vejr og solskin, og efter at jeg havde færdiggjort noget arbejde længere vestpå i Thy kunne jeg simpelthen ikke lade være med at køre op til P-pladsen ved Han Vejle – netop med Blåhals i bagtankerne. Jeg var hele vejen rundt ad gangbroen i Han og efterfølgende ude ved fugle”tårnet” i Lund, uden at jeg hørte andre syngende fugle end Rørspurv, Gærdesmutte og Rørdrum. Jeg var fristet til at afspille en stump blåhalsesang – men afstod (det er ikke “god stil” på et sted hvor der kommer så mange mennesker). I Lund var der godt med liv, Brushøns på engen og mine første Atlingænder i år. I tårnet mødte jeg en anden fuglekigger som kunne fortælle at han ved nedgangen til gangbroen havde haft årets første Blåhals – hvilket jo bekræftede min fornemmelse at det kunne være den rigtige dag. Og ganske rigtigt – på tilbagevejen til P-pladsen kunne jeg nyde den smukke fugl i sang.

Den er formentlig lige ankommet i nat. Det bygger jeg på, at der allerede på DOFbasen (her kl. 14) er indtastet adskillige Sydlig Blåhals fra rundt om i landet idag. Og ellers er den blot registreret pålideligt for en uges tid siden i Sønderjylland.

Som altid er det en fryd at møde fuglen som både er en visuel nydelse og behagelig for øret – det er ikke uden grund at dens skandinaviske slægtninge (Nordlig Blåhals med orange strubeplet) bliver kaldt Nordens Nattergal. Ja faktisk er det min personlige smag at blåhalsesang er én af de allersmukkeste fuglesange vores danske natur byder på.

Udover den lidt rystende optagelse ovenfor præsenterer jeg også lige dagens Blåhals på “stillbilleder” – i medlys og ekstremt modlys:

Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Fasanføde

Da jeg en gang i sin tid startede med at holde høns, ville en rådgiver udi hønsehold bilde mig ind, at høns var vegetarer, og at jeg derfor ikke skulle ulejlige mig med at give dem animalsk føde. Ved at iagttage hønsenes ligegyldige attitude overfor salat og store interesse, når man smed en regnorm ind til dem, blev jeg imidlertid overbevist om, at høns ikke er vegetarer.

Nu har jeg fundet ud af, at det samme gælder fasaner. Hvis nogen prøver at bilde jer ind, at fasaner er vegetarer – tro ikke på det!

Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.
Hugorm, Skårup Odde, oktober 2006. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen.

Igen baserer jeg mig på egne iagttagelser, empirisk viden. Idag, da jeg kom kørende ud ad vejen på Skårup Odde i mine egne tanker, brasede pludselig en fasankok fra et tæt buskads ud på vejen foran bilen – vel 25 meter fra mig. Jeg standsede straks. Fasanen havde noget i næbbet, noget som den straks gav sig til at hakke i/på. Og jeg syntes at det bevægede sig, ja ligefrem snoede sig. Da jeg fik kikkerten for øjnene så jeg, at det var en hugorm, den var i færd med at bearbejde. “Desværre” fik mine bevægelser fasanen til at løbe væk – jeg ville ellers gerne have haft et billede af seancen. Men for hugormen var det nærmere heldigvis, for da jeg efter forgæves at have ventet på at fasanen skulle komme tilbage (så jeg kunne få mit billede!) checkede hugormen, så jeg at den stadig var aldeles levende. Men hvis ikke jeg havde været der til at forstyrre, er jeg sikker på at fasanen havde spist hugorm til frokost i dag!…

Hændelsen fik mig til at tænke på noget som skete i min tid i Nicaragua, hvor vi havde besøg af en rigtig giftig slange i vores hønsegård. Den kom hver dag og tog en kylling, men da det havde stået på i en uge, blev det os for meget, og en af vore ansatte fik til opgave at dræbe slangen. Da han havde gjort det, og den døde slange (på en lille meter i længden) blev efterladt på jorden, skete der efterfølgende det, at hønsene gik i gang med at plukke slangen fra hinanden og æde den!

Hønsefugle, ligesom kinesere, spiser altså slanger, vil jeg tillade mig at konkludere…

Fra feltstationens dagbog – 25. marts 1991

Perfekt vejr – både på Tipperne, hvor stationens observatører befandt sig det meste af dagen, og her i æ’ Vejler, hvor Bjarne og Frimer residerede. Det startede med en helt stille, diset morgen, rimfrost i græsset – og så stod den store orange sol op og fik gradvist mere magt, og disen og rimfrosten måtte vige for en smuk dag. Midt på dagen mærkedes en svag brise fra en eller anden nordlig retning, men igen til aften blev det helt vindstille. Natten blev kold – måneklar og lys, med en godt halvfuld måne.

Det var jo på en måde ærgerligt, at en vejrmæssigt så sjælden og perfekt dag skulle bruges på et møde, men det var altså idag, at det ”hurtigtarbejdende ynglefugleudvalg” nedsat på observatørmødet i december skulle samles. Men i det mindste fik Terje og undertegnede da en tur til Tipperne ud af det, og vi fik også nydt nogle timers fin morgenstemning omkring krattet, inden det gik løs omkring spisebordet. Det var desværre ikke en af de store småfuglemorgener, men der var mange fugle på vandfladerne, og lyde og snak fra bl.a. en masse Hættemåger og Bram-, Knorte– og Kortnæbsgæs, samt begyndende liv på engene med Viber og Kobbersnepper. Den nærmeste Dobbeltbekkasin på Storetipper brægede og tikkede, og Drummerne kunne høres fra Værnet og Nymindestrømmen. Og da solen begyndte at varme kom hugormene frem af deres skjul – så alt i alt var det en rigtig nostalgisk Tipperstemnings-morgen for undertegnede…

Mødet drejede sig mest om ned- og omprioriteringer af Tippernes arbejdsprogram i den arbejdsmæssigt mest spidsbelastede periode, 20. maj – 5. juni. For Vejlernes vedkommende snakkede vi noget om det formålstjenlige i at kortlægge Grågåse”par” og Gråænder – men så længe der ikke er bedre alternativer, fortsætter vi med den gængse metode.

Terje og jeg forlod Tipperhalvøen ved 16-tiden, og lagde selvfølgelig vores vej op forbi de gode gåselokaliteter langs kysten. Først Vest Stadil Fjord med imponerende 10-12.000 (mindst) Kortnæbbede og islæt af Bram-, Blis-, Sne– og Kanadagæs, og så Bøvling Klit og Nissum Fjord, hvor der også var mange Kortnæbbede – og imellem dem en lille nuttet RØDHALSET GÅS, som vi var så heldige at få serveret på et sølvfad. Vi kunne nyde den i den sidste times fine aftenmedlys på ret kort afstand (engene er jo ikke ret brede), altimens 3-4000 Storspover og 10.000’er af måger i baggrunden gik til overnatning i fjorden – jo det var en fin aften! Og så var vi i selskab med en masse hyggelige mennesker, bl.a. hr. og fru Læssø, Palle & Erik fra Skagen, Gorm Wæhrens, Rolf & slænget fra København, Alex Bühring m.fl. Nogle af dem havde brugt en 5-6 dage på at lede efter den lille sjældne ting, men vi droppede bare forbi og så var den der – SÅDAN!! Det var fedt – men jeg er nu glad for at jeg også har set den hvor den rigtigt hører hjemme – ved Donaudeltaet i Rumænien, i 100-vis…

Herhjemme kunne Frimer & Bjarne jo selvfølgelig ikke holde sig inde i det smukke vejr, og deres færden i landskabet resulterede bl.a. i obs. af årets første sommerfugl, selvfølgelig en nældens takvinge, ved Lund. -Den kom dén dag hvor temperaturen første gang nåede over 10 grader. En anden fænologisk nyhed er blomstrende følfod ved Tømmerby. På Bygholmengen sås 1200 Kortnæbbede Gæs og 900 Hjejler, og så havde Frimer en Vandrefalk, som lavede overraskelsesangreb på de stakkels potentielle byttefugle ved at stige højt op (og forsvinde) imod solen, hvorefter den med lyset i ryggen (og derfor usynlig) drønede ned og lavede panik. Den ramte ét eller andet, men tabte det igen ned i rørene, og måtte opgive at få fat på det.