Sæsondebut med fænologirekord (?)

HAIKU

En hel lang vinter.
Kommer de dog ikke snart?
-Guldsmedelængsel…

-sådan skrev jeg i tirsdags i min notesbog.

Igår fredag – altså tre dage senere – skete det, og dagens haiku blev derfor

Guldsmededebut:
materialisering
af forårsdrømme.

Rød Vandnymfe hun, Arnes Sø ved Øsløs, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Aldrig før har jeg i Danmark set guldsmede eller vandnymfer så tidligt som i april. Sidste år så jeg Rød Vandnymfe 2. maj, og før det har jeg altid skullet mindst en uge ind i maj, før der skete noget på guldsmedefronten. Så gårsdagens Røde Vandnymfer ved Arnes Sø (tre eksemplarer) var en uge tidligere end sidste års, og faktisk 14 dage tidligere end hvad der har været standarden for mig, siden jeg omkring 2015 for alvor begyndte at ofre guldsmedene opmærksomhed. Ligesom sidste år er min obs. første registrering af guldsmede på Naturbasen nord for Limfjorden – og det skulle ikke undre mig, hvis det er fænologirekord for Rød Vandnymfe i denne landsdel.

På Sjælland og også den sydlige del af Jylland ses de første odonata generelt langt tidligere end heroppe – det har de senere år typisk ligget midt i april. I år var første registrering af imago (voksne) – udover Vintervandnymferne på Bornholm – dog så “tæt på” som ved Skive, hvor en Grøn Smaragdlibel 16. april blev den tidligste. Det gav mig ekstra motivation – jeg plejer nu altid at være aktivt søgende efter guldsmede så snart de første lune solskinsdage i april indfinder sig – men i år har det ligget i baghovedet, at det måske var realistisk at finde en guldsmed eller vandnymfe inden månedsskiftet. Ikke fordi det har været specielt varmt – men april har været temmelig solrig og nedbørsfattig.

Som antydet i mine haiku-digte ovenfor så går man jo nærmest i et halvt år og længes, og selvfølgelig er det en forløsning når man ser sæsonens første flyvende guldsmede – men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det jo er et udtryk for klimaforandringerne, at ekstremdatoerne hele tiden flytter sig. Ligesom de jo også gør for alle mulige andre naturfænomener, inkl. fuglene – hvor det bl.a. er blevet meget tydeligt, at afrejsen for de artiske gæs sker adskillige uger før de gjorde bare for ti år siden – så vi på dette tidspunkt faktisk kun har Grågås, Bramgås og Knortegås tilbage, mens Blis-, Sæd- og Kortnæbbet Gås for længst er rejst nordpå.

De senere år har en af mine foretrukne lokaliteter for guldsmede været “badesøen” Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle – en klarvandet kunstig sø opstået ved råstofgravning, men ikke desto mindre lidt af en perle for guldsmede og vandnymfer. Og et godt sted at følge fænologien for nogle af de arter, som ikke optræder i så store tal hjemme på min egen matrikel. Desuden har lokaliteten den fordel at være omgivet af skov, så der vil altid være hjørner hvor der er læ, og de steder er guldsmedene gode til at finde! Jeg var der sidst på dagen både i forgårs og i går – og i går gav det altså bonus. Jeg så som nævnt tre Rød Vandnymfe som holdt til ved det solbeskinnede skovbryn langs sydsiden af søen. Jeg tror ikke de blev forvandlede igår, for de var alle tre meget røde, altså udfarvede.

Under alle omstændigheder er det en glæde, når de første materialiserer sig! Det er jo en given sag, at man altid er mere opmærksom på de første end på de sidste – derfor sker det ofte, at man ikke får ekstremdatoen i slutningen af sæsonen registreret. I år skulle der være en reel mulighed for at strække guldsmedesæsonen så den varer halvdelen af året – jeg må ud sidst i oktober og se hvor sent jeg kan gøre iagttagelser af de flotte flyvere!

Den tid på året

Som ornitolog (eller herpetolog, lepidopterolog, odonatolog osv.) – altså som naturmenneske – hæfter vi os ved bestemte begivenheder i naturen som markerer årets gang. Nogle begivenheder vigtigere end andre – afhængig af personligt temperament, og hvilke naturtyper man færdes i. For os som har Vejlerne som “baghave” kan det f.eks. være årets første paukende Rørdrum, første Rørhøg (men den gælder så ikke så meget længere, nu hvor de oftere og oftere overvintrer), første Citronsommerfugl, første Hugorm, første klækkede Grågæslinger, første Sortterne, første Huevandnymfe osv. osv. Det kan både være såkaldte forårstegn og senere på året også andre ting såsom returtrækket af vadefugle og meget andet.

I de senere år – siden arten genindvandrede til Danmark fra 1990erne, og i Nordjylland særligt de sidste 10-15 år – er ankomsten af Sydlig Blåhals en af de mere markante begivenheder i årshjulet. Det er blot ét af mange eksempler på en art som i min ungdom blev betragtet som yderst sjælden, ja nærmest uopnåelig – men som senere har taget et gevaldigt ryk nordpå og nu er en del af Danmarks faste fauna. De første år skulle man som regel hen omkring 1. april før den første blev hørt – ofte ved Jernbanedæmningen i Han Vejle eller Lund Fjord. Og som det gælder så mange andre naturfænomener i disse år med klimaforandringer er ankomsten af Blåhals også blevet tidligere og tidligere.

Idag er sådan en fin forårsdag i marts med stille vejr og solskin, og efter at jeg havde færdiggjort noget arbejde længere vestpå i Thy kunne jeg simpelthen ikke lade være med at køre op til P-pladsen ved Han Vejle – netop med Blåhals i bagtankerne. Jeg var hele vejen rundt ad gangbroen i Han og efterfølgende ude ved fugle”tårnet” i Lund, uden at jeg hørte andre syngende fugle end Rørspurv, Gærdesmutte og Rørdrum. Jeg var fristet til at afspille en stump blåhalsesang – men afstod (det er ikke “god stil” på et sted hvor der kommer så mange mennesker). I Lund var der godt med liv, Brushøns på engen og mine første Atlingænder i år. I tårnet mødte jeg en anden fuglekigger som kunne fortælle at han ved nedgangen til gangbroen havde haft årets første Blåhals – hvilket jo bekræftede min fornemmelse at det kunne være den rigtige dag. Og ganske rigtigt – på tilbagevejen til P-pladsen kunne jeg nyde den smukke fugl i sang.

Den er formentlig lige ankommet i nat. Det bygger jeg på, at der allerede på DOFbasen (her kl. 14) er indtastet adskillige Sydlig Blåhals fra rundt om i landet idag. Og ellers er den blot registreret pålideligt for en uges tid siden i Sønderjylland.

Som altid er det en fryd at møde fuglen som både er en visuel nydelse og behagelig for øret – det er ikke uden grund at dens skandinaviske slægtninge (Nordlig Blåhals med orange strubeplet) bliver kaldt Nordens Nattergal. Ja faktisk er det min personlige smag at blåhalsesang er én af de allersmukkeste fuglesange vores danske natur byder på.

Udover den lidt rystende optagelse ovenfor præsenterer jeg også lige dagens Blåhals på “stillbilleder” – i medlys og ekstremt modlys:

Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.