Sæsondebut med fænologirekord (?)

HAIKU

En hel lang vinter.
Kommer de dog ikke snart?
-Guldsmedelængsel…

-sådan skrev jeg i tirsdags i min notesbog.

Igår fredag – altså tre dage senere – skete det, og dagens haiku blev derfor

Guldsmededebut:
materialisering
af forårsdrømme.

Rød Vandnymfe hun, Arnes Sø ved Øsløs, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Aldrig før har jeg i Danmark set guldsmede eller vandnymfer så tidligt som i april. Sidste år så jeg Rød Vandnymfe 2. maj, og før det har jeg altid skullet mindst en uge ind i maj, før der skete noget på guldsmedefronten. Så gårsdagens Røde Vandnymfer ved Arnes Sø (tre eksemplarer) var en uge tidligere end sidste års, og faktisk 14 dage tidligere end hvad der har været standarden for mig, siden jeg omkring 2015 for alvor begyndte at ofre guldsmedene opmærksomhed. Ligesom sidste år er min obs. første registrering af guldsmede på Naturbasen nord for Limfjorden – og det skulle ikke undre mig, hvis det er fænologirekord for Rød Vandnymfe i denne landsdel.

På Sjælland og også den sydlige del af Jylland ses de første odonata generelt langt tidligere end heroppe – det har de senere år typisk ligget midt i april. I år var første registrering af imago (voksne) – udover Vintervandnymferne på Bornholm – dog så “tæt på” som ved Skive, hvor en Grøn Smaragdlibel 16. april blev den tidligste. Det gav mig ekstra motivation – jeg plejer nu altid at være aktivt søgende efter guldsmede så snart de første lune solskinsdage i april indfinder sig – men i år har det ligget i baghovedet, at det måske var realistisk at finde en guldsmed eller vandnymfe inden månedsskiftet. Ikke fordi det har været specielt varmt – men april har været temmelig solrig og nedbørsfattig.

Som antydet i mine haiku-digte ovenfor så går man jo nærmest i et halvt år og længes, og selvfølgelig er det en forløsning når man ser sæsonens første flyvende guldsmede – men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det jo er et udtryk for klimaforandringerne, at ekstremdatoerne hele tiden flytter sig. Ligesom de jo også gør for alle mulige andre naturfænomener, inkl. fuglene – hvor det bl.a. er blevet meget tydeligt, at afrejsen for de artiske gæs sker adskillige uger før de gjorde bare for ti år siden – så vi på dette tidspunkt faktisk kun har Grågås, Bramgås og Knortegås tilbage, mens Blis-, Sæd- og Kortnæbbet Gås for længst er rejst nordpå.

De senere år har en af mine foretrukne lokaliteter for guldsmede været “badesøen” Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle – en klarvandet kunstig sø opstået ved råstofgravning, men ikke desto mindre lidt af en perle for guldsmede og vandnymfer. Og et godt sted at følge fænologien for nogle af de arter, som ikke optræder i så store tal hjemme på min egen matrikel. Desuden har lokaliteten den fordel at være omgivet af skov, så der vil altid være hjørner hvor der er læ, og de steder er guldsmedene gode til at finde! Jeg var der sidst på dagen både i forgårs og i går – og i går gav det altså bonus. Jeg så som nævnt tre Rød Vandnymfe som holdt til ved det solbeskinnede skovbryn langs sydsiden af søen. Jeg tror ikke de blev forvandlede igår, for de var alle tre meget røde, altså udfarvede.

Under alle omstændigheder er det en glæde, når de første materialiserer sig! Det er jo en given sag, at man altid er mere opmærksom på de første end på de sidste – derfor sker det ofte, at man ikke får ekstremdatoen i slutningen af sæsonen registreret. I år skulle der være en reel mulighed for at strække guldsmedesæsonen så den varer halvdelen af året – jeg må ud sidst i oktober og se hvor sent jeg kan gøre iagttagelser af de flotte flyvere!

Ny art for Thy: Rødåret Hedelibel

Brun Kejserguldsmed er ikke den eneste vandre-guldsmed, som rører på sig for tiden.

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Igår fandt jeg ialt 3-4 hanner af den flotte Rødåret Hedelibel på to lokaliteter i Sydthy. Arten blev først opdaget i Danmark for ca. 20 år siden, og der gøres ikke fund hvert år – men i år ser der ud til at være en reel invasion i gang, de seneste dage er der rapporteret adskillige fra forskellige steder i landet (19 bare igår).

Arten findes udbredt i Sydeuropa, Afrika og Asien, og visse år sker der sådan en spredning nordpå, som der øjensynligt er i gang i år. Det sker så tidligt på sæsonen, at de “fastboende” hedelibeller kun lige er startet på forvandlingen til voksne insekter. Det tager et stykke tid fra forvandlingen til hannerne får deres røde farve – derfor var jeg med det samme på vagt, da jeg så den første røde han igår, ved Bisole Vande nord for Lyngby.

Rødåret Hedelibel han, Lyngby, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lyngby, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dette individ var ikke så indstillet på at lade mig komme i nærheden, men jeg fik da knipset nogle dokumentations-skud, hvor man ser de røde årer i vingerne samt lige aner at undersiden af øjnene er støvet blå.

Senere på Lodbjerg Klithede fandt jeg yderligere to, måske tre. De to hanner opretholdt aggressivt territorier – både overfor hinanden og overfor en meget større Fireplettet Libel.

Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er netop et karakteristisk træk for denne art, at hannerne er særdeles territoriale – meget mere end de øvrige hedelibel-arter. De er også tit svære at komme helt tæt på – men da den ene konstant søgte tilbage til den samme udsigts-pind, satte jeg mig ned i nærheden af pinden og fik nogle bedre fotos når den landede…

 Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel han, Lodbjerg Klithede, juni 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det måske tredje dyr på stedet var også en rød han hedelibel, men den satte sig ikke længe nok til at jeg fik set de afgørende kendetegn. Jeg er dog næsten sikker på at det også var en Rødåret – syntes jeg så et rødt skær i vingernes “svirren”.

Det var en ny Danmarksart for mig personligt, og selvfølgelig endnu en art til den igangværende undersøgelse af guldsmedefaunaen i nationalparken – listen over arter som er registreret i de atlaskvadrater, som dækker nationalparken står lige nu på 32, hvilket i nordjysk sammenhæng må siges at være ganske godt.

Tidligere har jeg kun truffet Rødåret Hedelibel ved én enkelt lejlighed, under trækfugletælling i ørkenen i Egypten…

Rødåret Hedelibel hun, El Zayt, Egypten, april 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødåret Hedelibel hun, El Zayt, Egypten, april 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at se, hvor mange som dukker op i Thy de kommende dage!