Nytårsgæs

Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kortnæbbede Gæs og Bramgæs, Lynge, december 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der har været både Kortnæbbede Gæs og Bramgæs til stede i Vejlerne siden ankomsten i september/oktober. Det er imidlertid et kendt fænomen, at de fleste gæs forlader Danmark i efterårsmånederne til fordel for jagtfri tilstande i Holland. Så selv om der nok har været flokke på nogle få hundrede gæs til stede, så er der jo ikke tale om store antal…

Men, som det har været tilfælde i andre milde vintre, så er gæssene parat til hurtigt at rykke tilbage til Vestjylland. Man har i mange år talt om “julegæs”, der ofte ankom ved juletid til de jagtfri reservater som Tipperne og Bygholmengen her i Vejlerne, for at vente på jagtfred i det øvrige landskab efter nytår. Det har også været tilfældet i år; i løbet af den sidste uges tid er tallene af både Kortnæbbet Gås og Bramgås steget markant – hvilket man nemt kan forvisse sig om ved at konsultere DOFbasen.

Jeg har ikke præcist overblik over de aktuelle antal i Vejlerne, men sammenlagt drejer det sig om formentlig 20.000 gæs, der lige nu benytter Bygholm Vejle som overnatningsplads, og spreder sig i landskaberne rundt om Vejlerne i dagtimerne. Mange jægere forsøgte idag at udnytte sidste chance for at få en nytårsgås på tasken, men alligevel kunne man mange steder se store gåseflokke lande og fouragere på de vintergrønne marker.

Billederne her er fra Lynge ved middagstid – flere billeder af nytårsgæs kan ses i galleriet (klik her).

Ynglefuglerapport 2011 på gaden!

Ynglefugle i Vejlerne 2011.

Som det har været tilfældet siden 2007, har firmaet ornit.dk haft ansvaret for et overvågningsprogram for et udvalg af Vejlernes ynglefugle. Overvågningen får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vejlerne.

Overvågningen udføres for den institution, vi plejer at kalde DMU, men strukturændringer i universitetsverdenen gør, at vi i fremtiden skal vænne os til, at det hedder DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Det føles endnu ikke helt mundret, men det kommer vel…

Hvert år publiceres en ynglefuglerapport med resultaterne af overvågningen. Det tilstræbes, at rapporten kommer “på gaden” samme år som den behandlede sæson, og i år lykkedes det! (-i modsætning til 2010-rapporten, der først udkom i juni i år).

Rapporten er tilgængelig for download her – stadig fra DMU’s hjemmeside!: Ynglefugle i Vejlerne 2011 som pdf-fil. Rapporten indgår i en ny serie af tekniske rapporter fra DCE, og har et farvebillede på forsiden! (i modsætning til DMU’s arbejdsrapporter, der udkom i sorthvid). Det er stadig sådan, at rapporterne ikke udgives på papir, men udelukkende i digitalt format.

Samtidig med udgivelsen har DCE lagt en presseomtale af rapporten på nettet. Her fokuseres på vandstandens betydning for ynglefuglenes succes, idet områdets ræve har lettere ved at komme frem til de ynglende fugle ved lav vandstand. Fra 2000 og nogle år frem var bestanden af ræve markant reduceret som følge af sygdommen skab, og netop i disse år ynglede arter som Klyde, Rødben og Vibe i stort antal.

Da overvågningen er “hængt op” på det nationale NOVANA-program, har der i 2011 været særlig fokus på arterne Plettet Rørvagtel, Trane og Sortterne. Der blev kortlagt i alt 13 territoriehævdende Plettet Rørvagtel, det største antal siden 2007. De fleste ankom i juli. Bestanden af Trane var på seks stedfaste par kortlagt ved gentagne lejligheder i løbet af ynglesæsonen. Det er den største bestand, som hidtil er registreret i Vejlerne. Der blev registreret 26-36 ynglepar af Sortterne i en koloni i Kogleakssøen. De fik i alt 11 flyvedygtige unger, et bedre resultat end i 2010, hvor ingen unger blev produceret.

Af øvrige markante udviklinger i 2011 kan nævnes, at Rørhøg og Rørdrum har taget meget vel imod naturgenopretningen i Tømmerby Fjord, hvor diget er udbedret og vandstanden markant forhøjet.

Skestork genindvandrede i 2011 til Vejlerne, og for første gang siden 1996 blev lokaliteten Melsig i Arup Vejle taget i anvendelse. Otte rugende fugle blev iagttaget fra land.

Kun 25 par Klyder og 24 par Havterner på Bygholmengen er en fortsættelse af tendensen fra 2010 med meget lave tal af disse kolonirugende arter, der er afhængige af en høj vandstand. Der var stort set ingen ynglesucces hos Klyde, og slet ingen hos Havterne.

Med 52 territorier af Engryle er der tale om en lille tilbagegang i forhold til 2010, mens en anden af engenes meget fåtallige arter, Brushøne, havde en lille fremgang til syv yngleurolige høner. Samme dag som denne tælling blev gennemført sidst i juni sås i alt 11 Brushaner på spillepladser, og sammen med dem yderligere tre høner (som nok næppe har nået at yngle i år; men kan være udtryk for mislykkede yngleforsøg). Det er en fremgang fra fem ynglehøner i 2010 til samme niveau som i 2008-2009, men i et længere perspektiv er bestandsniveauet meget lavt.

Stor Kobbersneppe ynglede i år med 116 par, 10 par flere end i 2010.

I afsnittet om driftsforhold omtales i år et hidtil upåagtet problem i Vejlerne: at ynglefugle kolliderer med hegnstrådene. Et konkret, fotodokumenteret tilfælde af en nyudfløjen Engryle med såret vinge kan formentlig tilskrives, at fuglen var fløjet ind i den hegnstråd, der krydser engen tæt på iagttagelsesstedet. På Tipperne, hvor man i en årrække har været opmærksom på dette problem, har man helt kunnet afhjælpe det ved at føre en hvid snor langs med hegnstråden (viklet om tråden). Rapporten anbefaler, at der også i Vejlerne indføres en form for afværgeforanstaltning for at minimere risikoen for kollisioner med hegnstråd i de vigtigste områder for engfugle.

I sommeren 2011 græssede 300 kreaturer på Bygholmengen, heraf 100 med kalve, hvilket giver en kapacitet svarende til 330-350 voksne kreaturer. Det kan konstateres, at det lave antal i kombination med en relativt kort græsningssæson har bevirket, at opvæksten af tagrør ikke har kunnet holdes nede, især på de fire nordligste parceller. En markant opvækst af tagrør her kan medvirke til en forringelse af forholdene for engfuglene i den kommende ynglesæson.

I øvrigt kan jeg kun opfordre til, at man selv læser rapporten og tilegner sig flere detaljer om, hvordan og hvorfor det er gået med ynglefuglene, som det er! God fornøjelse med læsningen!

Vildt vejr!

 

Nordsøen ved Bulbjerg, november 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nordsøen ved Bulbjerg, november 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ved middagstid, altså 3-4 timer inden den forudsagte kulmination på stormen i dag, var havet ved Bulbjerg allerede godt oprørt. Der var ikke megen strand tilbage, og den der var, føg som sandstorm om ørerne på én.

Det var vildt vejr at være ude i, man fik blæst krop og sind godt igennem, og kunne tage derfra i opfrisket tilstand!

Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det ville være at stå deroppe mens vindstyrken kulminerede… -hvilket vist finder sted netop nu, i skrivende stund. Det rasler godt i tagstenene her i Tømmerby, ialfald!

Nonnestenpikkeren

Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nonnestenpikker, Blovsgårde, oktober 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Henriks røst var mere end sædvanligt febrilsk og ivrig, da jeg fik ham i røret kort før solnedgang i lørdags:
“J-jeg h-har en-n nonnonnon, NONNEstenpikker!!!! Lige her! Kan du se hvor jeg holder?!”

Og det kunne jeg! Henrik var næsten nået frem til obs.-punktet for fugleovervågningen i forbindelse med Østerild-testcentret, hvor jeg befandt mig, da han med sædvanlig held og næse “faldt over” denne mega-sjældenhed.

Jeg kom hurtigt derhen, og sammen kunne vi, i kapløb med det svindende lys, nyde og foto-dokumentere fuglen, der ivrigt fouragerende og omkringfarende bevægede sig i kanten af et nyfældet plantageområde, og lidt ude på en tilstødende stubmark. Indrømmet, jeg havde s’gu ikke lige dragtkarakterer for sådan én present på lystavlen – det var for mig en NY ART, en lifer – men at det var en markant ANDERLEDES stenpikker, var der ingen tvivl om.

Fuglen var meget smuk med kølige afstemte farver, hvor jeg især lagde mærke til et meget lyst felt på vingedækfjerene (fremkaldt af meget brede lyse bræmmer), og ligeledes markante lyse bræmmer på armsvingfjerene, hvorimod håndsvingfjerene virkede som en helt sort “klump”, muligvis fordi de blev holdt tæt samlede. Henrik påpegede, at det var vigtigt at lægge mærke til nogle forholdvis tydelige bræmmer på den brunlige ryg (som forvekslingsmuligheden Middelhavsstenpikker ikke har). Undersiden var fint ferskenfarvet, og det allermest markante var selvfølgelig ansigtsmasken, sort, som bagtil fadede ud i gråt – og så en bred øjenbrynstribe af nogenlunde samme fersken-nuance som undersiden.

Jeg fik ikke set haletegningen godt, men det gjorde Henrik.

Efterfølgende fik Henrik udvirket, at myndighederne var velvillige overfor eventuelle gæstende fuglekiggere i området dagen efter. MEN, som vi nok havde fornemmet (det var en usædvanlig fin træknat med stjerneklart (og -skud)), var fuglen væk næste morgen, og Henrik fik sendt beskeden “nonnepik negativ” (kl. 7:25-8:25) ud på DOFcall, hvilket formentlig betød, at mange valgte at bruge deres søndag på andre ting… (og nogle fik kaffen galt i halsen!)…

Som altid er fuglekiggeri sjovest, når det helt uventede sker – og jeg står tilbage med en lidt uvirkelig fornemmelse – men (dogme)billederne viser jo, at det rent faktisk fandt sted…

Om Vandrefalkes udholdenhed. Drama over Limfjorden.

Under vandprøvetagning i Limfjorden ved Bygholmdæmningen igår blev jeg opmærksom på en ung Vandrefalk, der fløj rundt med store “armbevægelser” ude over fjorden.

Det viste sig, at den var på jagt. Offeret var en Lille Kobbersneppe, der med mange kast til siden gang på gang undveg, når falken kastede sig efter den i imponerede dyk og “hvem-flyver-hurtigst-jagter” lavt over vandoverfladen.

Da der var gået et par minutter, uden at Vandrefalken havde haft held til at slå kløerne i Kobbersneppen, kiggede jeg på uret, for jeg var interesseret i at se, hvor længe jagten ville vare.

Det er min erfaring med Vandrefalke, at hvis jagten ikke lykkes i løbet af få minutter, opgiver falken og lader byttet undslippe.

Men her blev det blot ved og ved. Nogle gange fløj Kobbersneppen højt op i luften for at undslippe, men hele tiden havde den falken i hælene, og hele tiden prøvede falken at komme højere op end sneppen, for at kunne få fart på dykkene, når den slog efter sit udsete bytte. Andre gange var den efterhånden paniske (må man formode) Kobbersneppe helt nede over fjorden, og undslip kun ved at kaste sig i 90 grader bratte ryk ud til siden i sidste splitsekund. Hjertet må have siddet oppe i halsen på den stakkels sneppe…

Men falkejagter er jo altid underholdende at kigge på. Det var denne også; men efterhånden begyndte jeg dog at tænke, at nu måtte de godt snart finde ud af, hvem der var den mest udholdende – jeg skulle jo også videre, og ville gerne nå resten af min tælling inden den annoncerede regn begyndte…

Jeg var ikke så forundret over den Lille Kobbersneppes udholdenhed – her taler vi trods alt om en art, der er kendt for nogle meget lange trækruter, og faktisk er noteret for de længste non-stop flyvninger af alle.

Men det overraskede mig, at Vandrefalken viste sådan en sejhed! Hver gang den havde misset målet, måtte den igen kæmpe sig op til en ny fordelagtig udgangsposition for et nyt angreb. Og Kobbersneppen fløj altså ikke langsomt! Mange gange troede jeg, at NU måtte falken give op, fordi sneppen var nået for langt væk fra den, men hver gang satte den efter med fornyet determination og acceleration.

Det hele udspillede sig over et enormt stort område, nogle gange var fuglene få hundrede meter fra mig, andre gange flere kilometer væk. (Jeg ville godt have haft en laserkikkert ved hånden, det havde været interessant at dokumentere, over hvor stort et område sådan en jagt finder sted)… Kobbersneppen prøvede på intet tidspunkt at søge ind mod land, snarere var det nok den, der forsøgte at undslippe ved at søge længere ud over fjorden.

Men ENDELIG, efter 25 (FEMOGTYVE!) minutter, endte et angreb med, at den Lille Kobbersneppe med et stort plask røg i fjorden – langt ude på dybt vand. Herefter hang Vandrefalken over byttet, og forsøgte gentagne gange at få sneppen til at lette, hvorefter den givetvist med lethed ville have slået kløerne i den.

Denne musen over nedslagsstedet fulgte jeg i yderligere et par minutter. NU måtte Vandrefalken altså være meget træt og syret til i musklerne – men den blev ihærdigt ved, nu var målet jo også så nært.

Til sidst blev det mig, der mistede tålmodigheden og fortsatte på min tælling. Næsten ti minutter senere nåede jeg hen til Midtsøen, hvor jeg til min store forundring så Vandrefalken komme ind ude fra fjorden med den Lille Kobbersneppe i fangerne. Den kunne knapt slæbe den over dæmningen, og jeg tror at den er landet lige på den anden side af det sekundære dige inde på Bygholmengen – desværre lykkedes det mig ikke at finde stedet.

Men hvilken imponerende udholdenhed! Hvis ikke jeg havde respekt for Vandrefalke i forvejen, har jeg det ialfald nu… Blandet med, at jeg syntes det er synd for den Lille Kobbersneppe, der så ihærdigt kæmpede for sit liv…

Munk midt i maden

Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Munk, Tømmerby, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hyldens klaser bugner af modne bær lige nu, og de er som bekendt populære hos fuglene, bl.a. hos forskellige Sylvia-sangere, inkl. Munk.

Mere mylder ved molen

Stenvender og Strandskade, Roshage, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stenvender og Strandskade, Roshage, september 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De mange fugle ved Roshage (se foregående indlæg) blev naturligvis ikke kun foreviget på levende billeder, jeg tog også en stribe gammeldags stillbilleder.

Her er Stenvender og Strandskade med muslinger, og flere fotos af vadefuglemylderet ved Roshage kan ses i galleriet her.

Mylder ved molen

Ja, vel er det ikke TV-kvalitet, men jeg syntes alligevel jeg havde lyst til at dele lidt levende billeder…
Forleden var der et mylder af fouragerende vadefugle ved Roshagemolen, hvor der åbenbart var en masse “guf” at finde i opskyllet i læ lige øst for molen. Det så ud til mest at være ilanddrevne muslinger, fuglene fouragerede på. Der var ialt 45 fugle af fem arter, inkl. en Sortgrå Ryle.
Selv om jeg har tilbragt rigtigt mange timer ved Roshage har jeg aldrig før set sådan en koncentration af fouragerende vadefugle på dette sted. Hyggeligt!


Fouragerende vadefugle ved Roshagemolen, Hanstholm af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.


Fouragerende Stenvendere ved Roshagemolen, Hanstholm af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.

MorgenMad ved FangeFolden

Svaleklire, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Svaleklire, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tinksmed, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Temmincksryle, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Lille Præstekrave, Bygholmengen, august 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den megen regn og kreaturernes trampen har rigtigt æltet rundt i jorden ved fangefolden på Bygholmengen, et sted som under sådanne forhold ofte tiltrækker mange fugle.

Således også til morgen, hvor der ud over de afbildede arter Temmincksryle, Tinksmed, Svaleklire og Lille Præstekrave også var fouragerende Dobbeltbekkasin, Stor Præstekrave, Gul og Hvid Vipstjert, Stenpikker, Engpiber, Stær og Landsvale. Se flere fotos fra fangefolden idag i galleriet her.

En fin morgen fik sat prikken over i’et med en Tredækker – det var dog længere oppe langs Østre Landkanal.

Orangegul skovbund

Skovbund med kantareller, Thy, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skovbund med kantareller, Thy, juli 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Selv om det ifølge DMI’s vejrdata kun er fire år siden, juli måned var vådere end den har været i år, føles det lige nu som det vådeste, hukommelsen kan rumme…

Og jeg husker heller ikke tidligere at have set så mange svampe på dette tidlige tidspunkt af efteråret.

Faktisk er der så mange kantareller i klitplantagerne, at skovbunden visse steder nærmest er dækket af orangegult. Og det er jo en herlig beskæftigelse selv at fange en velsmagende aftensmad derude i skoven, med vemodige spovefløjt og korsnæbs-“dytten” som lydkulisse…

Vort bedste kantarel-sted findes i en plantage ikke langt fra en udsigt over Hanstedreservatet. Nærmere kan jeg ikke komme det – og heldigvis (!) er mit kamera ikke så avanceret, at det gemmer GPS-data i billedfilen…