Tilbageblik på maj

For de fleste naturinteresserede, ikke mindst ornitologer, er maj måned på mange måder et af årets højdepunkter. Der sker så meget derude, så hvis bare man misser en dag eller to føler man sig konstant bagud i forhold til at følge med. Maj er en rigtig dejlig tid med lange dage og genkomst af mange fine fugle og andre “sager” (dyr og planter) – og på samme tid en stressende tid, som nogle gange fører frustrationer med sig… Man føler bl.a. sjældent at der er tid til at få bearbejdet fotos og øvrige indtryk.

Nu hvor 2026-udgaven af maj måned er passeret, har jeg fundet lidt ro til at kigge tilbage. Vejrmæssigt har det her i Nordvestjylland været en noget kølig affære igennem det meste af måneden, selv om DMI’s samlede status over måneden siger at den har været tæt på (endda lidt over) klimanormalen hvad angår temperatur på landsplan. Det har også været temmelig blæsende og meget tørt. Jeg har flere gange tænkt at det var godt, at jeg ikke i år har et stort guldsmedeprojekt, for det ville have været svært at finde gode varme solrige dage at lave registreringer på.

Men her kommer et udpluk af de oplevelser måneden har budt på.

Guldsmede

Grøn Smaragdlibel, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lige som sidste år så jeg årets første odonata allerede i april – en Rød Vandnymfe ved Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle den 28. april, og det er jo – her nord for fjorden – temmelig tidligt. Og jeg har da efterfølgende set de fleste af de sædvanlige, forventede tidlige arter i løbet af maj – Grøn Smaragdlibel, Fireplettet Libel, Nordisk Kærguldsmed, Håret Mosaikguldsmed, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Spydvandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Rødøjet Vandnymfe, Blå Libel, Stor Blåpil. Men det har været min oplevelse at mængden af dyr har været meget lav og at de generelt er kommet sent i gang. Blandt andet har jeg flere gange i løbet af sidste halvdel af måneden været ude i Thy og Hjardemål Klit/Blovsgårde-området og kigget efter Huevandnymfe – men med negativt resultat. Huevandnymfe er jo en tidligt-flyvende art med ultra-kort flyvetid, som man skal være på pletten for at se mens tid er, for allerede få uger inde i juni kan det være for sent. Faktisk har jeg været alvorligt bange for, at 2025 skulle blive et år helt uden Huevandnymfer for mig – og hele maj måned gik da også, uden at jeg fik arten at se. Jeg har tænkt at det måske kan have været den hårde vinter, som har været hård ved arten – og måske også ansvarlig for at jeg i øvrigt har oplevet “mangel” på guldsmede og vandnymfer. Men det kan selvfølgelig også bare være en forsinkelse af sæsonen, for efter en kold vinter og uden deciderede varmeperioder i april-maj tager det nok lang tid for vandtemperaturen at komme op – og for de fleste guldsmedearter er det formentlig vandtemperaturen mere end dagslængden, som er afgørende for tidspunktet for forvandling.

Nå, men nu har jeg alligevel fået set Huevandnymfe i år – det skete bare ikke i maj, men på den første dag i juni, hvor jeg var på Bygholmengen for at assistere med kortlægning af ynglefugle. På den femte parcel sydfra var der en sumpet zone tæt på diget til Glombak, hvor jeg uden at foretage en systematisk gennemgang – det var der ikke tid til – hurtigt fandt ca. 20 eksemplarer, heraf flere i parring.

Huevandnymfe par, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det viste sig at der tilmed var en Huevandnymfe helt ovre i den østlige ende af samme parcel, i en lille pande på engen som givetvis har været bundfrosset i vinters. Her var der masser af andre vandnymfer og guldsmede – og hvis de er klækket lokalt og ikke tilflyvere må det vel være vidnesbyrd om, at hårdt vintervejr ikke er et stort problem for guldsmedene her – formentlig gør de som larver det samme som de mange Strandtudser, der også forekommer i de samme områder – søger ned i bundsedimentet, hvor der måske foregår så megen biologisk aktivitet at det forhindrer total dybfrysning.

Fugle – Vejlerne

Jeg var uheldig at misse en Lille Gulben på gæsteoptræden i Vejlernes nye “hit-hotspot” i sydøsthjørnet af Lund Fjord da jeg selv var på vej til Vadehavet. Men ellers har måneden budt på mange fine fugle, først på måneden bl.a. med store flokke af Brushøns på gennemtræk. Særligt nemt at få gode kig på “kamphanerne” var det på Revlsbuske, hvor de optrådte både i rene flokke og sammen med Hjejle og Lille Regnspove…

 

En anden vadefugleart som også kommer på besøg under trækket nordpå, ofte lidt senere på måneden, er Pomeransfugl – en art som kan svinge ganske betragteligt i antal fra år til år. Her omkring Vejlerne er det ofte enten Revlsbuske eller Thorup Fjordholme, der kan tiltrække fuglene på nyspirede kornmarker. Sidste år sås kun en enkelt eller to, men i år var der i en længere periode – 11 dage mellem 7. og 17. maj – en eller flere flokke på Thorup Fjordholme, op til 40 blev set, og jeg selv oplevede op til 26 i den største flok. Det er altid en fornøjelse at se de lækre fjeldfugle med de smukke farver!

Pomeransfugle, Thorup Fjordholme, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg må indrømme at jeg selvfølgelig ville foretrække at opleve de kære vadefugle i mere naturlige omgivelser, men man må jo erkende, at når de industrielle landbrugsmarker vælges som Brushønsenes og Pomeransfuglenes opholdssteder, må det være fordi markerne har et eller andet, som fuglene kan lide!

Et andet indslag i Vejlernes fugleliv, som de senere år har været i stigning, er Rovterne. Normalt ser vi dem først i sensommeren, men i år kom et par forbi på éndagsvisit 6. maj. De stod i Vestsøen ud for klydekolonien, og i øvrigt må jeg sige, at forholdene på denne del af Bygholmengen i år ser helt fænomenale ud! Nu er jeg jo ikke længere selv som sådan involveret i overvågningen af ynglefuglene her (bortset fra at jeg blev inviteret til at deltage i en kortlægning forleden) – men det er en fornøjelse at se, at der på trods af et tørt forår kan opretholdes gode vandstandsforhold på Bygholmengen, og bl.a. er der på vestengen en pænt stor hættemågekoloni og altså rigtigt mange par Klyder (ca. 250) – hvis unger netop i disse dage klækker i stort antal.

Klydeunger, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man som ynglefugletæller færdes i sådan en koloni giver det selvfølgelig forstyrrelse, og forældrefuglene får “brækkede vinger” for at aflede opmærksomheden…

Klyde, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Klyde, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

– men jeg skal understrege, at enggennemgangen udføres af erfarne folk som gør hvad der er muligt for at minimere forstyrrelsen.

Fugle – Vadehavet

Igen i år er jeg involveret i ynglefugletællinger på Fanø og Mandø. Førstnævnte er et led i det trilaterale samarbejde (DK, Nederlandene,  Tyskland) om overvågningen af Vadehavet og det danske NOVANA-program, mens Mandø-tællingerne fokuserer på ynglesuccesen hos udvalgte vadefugle og er et special-projekt som led i et samarbejde mellem aktørerne Den Danske Naturfond, Nationalpark Vadehavet, Naturstyrelsen og Esbjerg Kommune. Det arbejde er det nu syvende år jeg udfører (under en aftale med Amphi Consult), og rapporterne fra de tidligere års tællinger kan læses på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Det er et arbejde som giver en dejlig masse gode oplevelser med fuglene, og da dette blogopslag i forvejen tenderer til at blive “langt i spyttet” vil jeg holde lidt igen med teksten og i højere grad lade billederne tale…

 

Jeg har to besøg hvert forår på den fantastiske, kæmpestore strandeng Grønningen på det nordlige Fanø, hvor der igennem en årrække har været et  såkaldt rævesikkert hegn som tilbyder kolonirugende fugle en yngleplads med en bedre prognose for ynglesucces. Hegnet har fungeret med varierende tiltrækningskraft på fuglene, men i år ser det ud til at være en magnet, og der er en god koloni af Dværg- og Havterner.

På Mandø – hvor jeg gennemgår alle engene fem gange i løbet af ynglesæsonen – er det som altid en fryd at færdes mellem hundredvis af ynglepar af vadefugle, og specielt er det en stor tilfredsstillelse at se, at mange af dem rent faktisk får unger. Udover ynglefuglene falder der også lidt “krydderier” af; i år har jeg således både fundet seks Pomeransfugle og en Odinshøne på øen.

Krible-krable-dyr

Jeg har jo efterhånden i stigende grad fået øjnene op for mange af de andre dyr der er derude, hvilket giver en udvidet oplevelse af diversiteten i den danske natur. Og selv om jeg i nogen grad har syntes at der “manglede” guldsmede i maj, er det blevet til mange andre iagttagelser af sjove insekter, heraf nogle som jeg aldrig før har set. Så jeg vil slutte dette tilbageblik på måneden med et lille begrænset udpluk af nogle af de fineste/sjældneste.

Bredbåndet Skovsvirreflue, Hjardemål Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Båndet Tandbuk, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pile-Langhornsmøl, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Marmoreret Kløverugle, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kort Hvepsesvirreflue, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Smalrandet Humlebisværmer, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hedepletvinge, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
– og så skulle vi i øvrigt ikke mange dage ind i juni måned, før også en art som Duehale dukkede op (i går på matriklen i Tømmerby).

Vestsøen leverer – igen!

I sådan en sommer hvor vandmængderne fra oven, der har ramt Danmark, har været meget ujævnt fordelt – med langt mere syd for Limfjorden end heroppe – er Bygholmengen i august en sand magnet for vadefugle og andre gode fugle. Vestsøen og de to andre søer langs dæmningen tørrer gradvist mere ud, og vadefladerne som opstår bruges i vid udstrækning som fourageringssted for ryler og andre vadere, og rasteplads for eksempelvis Rovterne.

Rovterner og vadefugle, Vestsøen, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som jeg også fortalte om sidste år, bruger Rovterne i stigende grad Vejlerne i sensommeren, indtil nu er der i år talt op til 7 fugle (heraf 2 årsunger), og det skal nok ende med at vi ligesom sidste år kommer op på tocifrede antal…

Der er også hyggeligt mange vadefugle at “bladre” igennem i teleskopet, og imellem mængderne af Stor Præstekrave, Almindelig Ryle, Brushøne, diverse klirer osv. kan man så fornøje sig med at pille Dværgryle, Krumnæbbet Ryle, Islandsk Ryle, Sandløber og andre fine sager ud. I en periode gæstedes Bygholmengen således også af en Odinshøne, og i nogle dage har der været en Kærløber, som det lykkedes mig at se i går.

Kærløber, Almindelig Ryle og Hættemåge, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ryler og Brushøns, Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I morges under morgenkaffen lød meldingen så, at der nu var dukket et virkeligt hit op blandt de andre vadere i Vestsøen. Det var selvfølgelig Henrik Haaning, der fandt sjældenheden, en Hvidrygget Ryle – og dermed bragte sig i spidsen på listen over folk med den længste liste af “ædelarter” (!).

Hvidrygget Ryle, Dværgryle, Alm. Ryle m.fl., Bygholmengen, august 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvidrygget Ryle er en amerikansk art som jeg kender rigtig godt fra México hvor den opholder sig i bl.a. Yucatán-halvøens laguner i træktiderne. På billedet herover har jeg indsat forskellige situationer med fuglen så man bedre kan bedømme dens “jizz”. Selv blandt de mange andre ryler i morges (tæt på 300) var den påfaldende nem at finde, på kombinationen af de kølige grå farver og den meget “langtrukne” bagdel.

Det er altid sjovt at se sjældne fugle, så en stor tak til Henrik for det fine fund!

Jeg har ikke det totale overblik over hvor mange vadefuglearter som er set i Vejlerne, men med denne er vi i hvert fald over 50!…

 

Venter på de Kortnæbbede Gæs…

Kortnæbbet Gås, Grågås m.m., Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Tidligere i år var jeg til et symposium afholdt af Aarhus Universitet for at fejre Jesper Madsens 40 års-jubilæum som tilknyttet universitetet. Jesper har jo især markeret sig internationalt for sin forskning i Kortnæbbet Gås (og jeg har selv igennem pænt mange år udført en del feltarbejde i den forbindelse). Ved symposiet holdt Jens Gregersen et foredrag med titlen ‘Venter på de Kortnæbbede Gæs‘.

Foredraget tog udgangspunkt i Jens’ ophold på Tipperne i hans ungdom tilbage i 1970erne, og han berettede om, hvordan man som observatør på reservatet når man nåede et stykke hen i september gik og holdt øje med himlen – for ankomsten af de Kortnæbbede Gæs fra ynglepladserne på Svalbard var en af de helt store årstidsmarkører. Det så man frem til! Et tiår senere prøvede jeg det selv som observatør på det sagnomspundne vestjyske reservat, og de Kortnæbbedes ankomst var også noget vi gik op i. At fænomenet ofte faldt sammen med flot vejr under septembers høje himmel gjorde det jo kun bedre. Jeg tror det er noget, alle vi, som har fået vores ornitologiske uddannelse på Tipperne, har et helt særligt forhold til. Mange af de fremmødte til Jespers symposium var netop gamle “Tipper-drenge”.

Dengang kom gæssene trækkende i ét stræk direkte fra Svalbard, da de endnu ikke var begyndt at udnytte rastepladserne i Trøndelag. Opholdet på Tipperne var som regel kort, for i jagttiden om efteråret blev hele bestanden presset ud af Danmark, og de tilbragte det meste af efterårsmånederne i Nederlandene og Belgien – frem til nytår hvor de returnerede, ialfald hvis vinteren var mild.

Nu som dengang står “Kortnæbbenes” ankomst i september for mig som et af de virkelige højdepunkter i årshjulet – også selv om jeg lige for tiden ikke arbejder professionelt med arten. I “gamle dage” hed det sig altid, at gæssene ankommer 17. september – og i rigtigt mange år har det da også holdt stik, at ankomsten faldt tæt på den dato. Men nogle gange har det ramt langt forbi – enkelte år er ankomsten sket tidligere, og andre år er det blevet meget forsinket. Der er også stor forskel på, om det er et langsomt “sivetræk”, hvor tallene kun langsomt bygges op, eller de år hvor der på én gang kommer et massivt tiltræk med tusindvis af fugle i løbet af en eftermiddag.

I år er tydeligvis et år med sen ankomst. Jeg har siden det gode højtryksvejr indtraf midt på måneden gået og holdt øje – det faldt oven i købet sammen med fuldmåne, og så tænkte jeg, at gæssene da burde udnytte de behagelige vejrforhold. Men ingen gæs (udover de lokale Grågæs). Jeg ved at nogle lokale jægere havde det første møde med en lillebitte flok for nogle dage siden (det blev flokken mindre af). I forgårs blev der meldt en lille flok på Bygholmengen af en pålidelig ornitolog – men selv om jeg har været rundt og checke stederne hver dag, var det først i går eftermiddags at jeg havde de første 55 i Østerild Fjord (billedet ovenfor). De ville være lette at overse midt i en større flok Grågæs; de fleste af de nyankomne og sikkert trætte Kortnæbbede stod og sov med hovedet under vingen (de fleste fugle i striben stående i vandet midt i billedet).

I aftes, da jeg var ude og tisse i nattemørket kunne jeg høre Kortnæb “oink-oink’e” over huset – så flere kommer trækkende til i disse dage og nætter. Og ja – de kan godt finde vej i mørke! Det har vi talrige eksempler på.

Så nu venter jeg ikke længere på de Kortnæbbede Gæs – nu er de ankommet. Spørgsmålet er, om det kommende vejromslag til lavtryk og vestenvind ikke vil bremse tiltrækket noget?…

Jeg kunne se i flokken at der var pænt med ungfugle. Nu kan man ikke dømme om årets ungeproduktion ud fra en enkelt flok, men det er altid spændende, hvordan resultatet af yngleanstrengelserne er blevet for fuglene. Ikke mindst et år som i år, hvor klimaforandringerne efter hvad jeg har opfattet for alvor er slået igennem på Svalbard med en meget varm sommer. Det skal blive spændende at følge hvordan det går! Med Kortnæbbet Gås – en af mine absolutte yndlingsfugle, der bærer så mange fortællinger med sig…

Prærietrane medie-darling

Prærietrane og Trane, Thorup Fjordholme/Sløjen, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Prærietranen, som nu har opholdt sig på og omkring (øst for) Bygholm Vejle siden første halvdel af juli – altså i over to måneder – har naturligvis påkaldt sig en del opmærksomhed.

Før denne fugl var der jo den velkendte Prærietrane tilbage i 2021, som jeg fandt på Sydsjælland og som derefter turnerede land og rige rundt – inkl. et længere ophold i Vejlerne – inden den 8. maj trak ud ved Skagen. Det var Danmarks andet fund, og som den ekstreme sjældenhed arten er i Europa var den genstand for stor interesse, også fra medierne – og jeg skrev selv en artikel om den til årbogen Nordjyllands Fugle. Denne fugl tilbragte efterfølgende det meste af sommeren højt mod nord på Varangerhalvøen i Norge.

I mellemtiden har der i flere perioder været rapporter om arten flere steder i Nordvesteuropa. Og så var der igen i år en Prærietrane, som i maj trak op over Skagen Odde og formentlig videre mod nord – eller faktisk har der nok været to, for en måned senere, 7. juni, dukkede der en (ny?) fugl op i Skagen. Denne opholdt sig i det nordlige Vendsyssel frem til 18. juni, og det er nærliggende at tro, at det er samme fugl som nu står i Vejlerne. At det vitterligt er en ny fugl i forhold til dén i maj sandsynliggøres af, at den dagen før ankomsten til Skagen blev set nordtrækkende i Nederlandene.

På trods af disse langvarige ophold er Prærietrane fortsat en ekstremt sjælden fugl i Europa, men at den optræder så stedtro har selvfølgelig givet mulighed for rigtigt mange mennesker at stifte bekendtskab med den. At den netop vælger lange ophold i Vejlerne er jo ikke så mærkeligt, eftersom vi her har Danmarks største rasteforekomst af Trane. Prærietranen følger “vore egne” Traner i deres daglige rutiner; overnatter på Bygholm Vejle og benytter i dagtimerne fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. Selv har jeg flere gange i august fundet den på stubmarker i den østlige del af det, vi på Vejlernes Feltstation traditionelt har kaldt Thorup Fjordholme, men den korrekte stedbetegnelse er nok Sløjen.

I forgårs blev jeg kontaktet af TV2 Nord, som gerne ville lave et indslag om den sjældne gæst. De har været lidt længe om at “få fingeren ud”, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Jeg mødtes med dem en lille time før solnedgang ved Kraptårnet, og det var en af disse meget fine skumringstimer man kan opleve netop dér, med Krondyr, Havørne, Sølvhejrer – og de mange Traner som løbende ankom til overnatning i større og mindre flokke. Det endte med at der var mindst 325 af dem. TV-folkene var heldige at få en kort filmstump af netop dén flok som indeholdt Prærietranen. Det var live fjernsyn, så mine forklaringer er “skudt fra hoften” og jeg nåede at blive en smule febrilsk – men jeg håber at begejstringen over oplevelsen alligevel skinner igennem – indslaget kan ses her:

TV2 Nord’s indslag om Prærietrane 11. september 2024.

 

Rovterne-bonanza

-i al fald efter Vestjyske forhold…

Tilbage i 2007 skrev jeg et indlæg her på bloggen med titlen “Én trækker flere til“, som handlede om at “flokken” af Rovterne i Vestsøen var steget fra to til tre individer… Det syntes vi var stort dengang.

På det tidspunkt var der ikke mange fuglefotografer som havde udstyr  (telelinser med tilstrækkelig lang brændvidde) der var i stand til at fotografere fugle på Bygholmengen, når fotografen selv befandt sig på Bygholmdæmningen. Afstanden var ganske enkelt for stor til at det gav mening. Så mit indlæg bestod bare af tekst.

Men der er sket meget siden dengang – både med antallet af Rovterner og med foto-udrustning, som ovenstående lille stribe billeder forhåbentlig illustrerer.

Selv har jeg flere gange sidst i august set op til 13 individer i Vestsøen, 11 ad med 2 1K’er, og andre har vist set op til 16 (Bygholmengen, Glombak og Pytodde). Samtidig har der været et par stykker i de Vestlige Vejler (Østerild Fjord), så vi nærmer os en total på 20 Rovterner i Vejlerne. Det ville INGEN have forudsagt for bare få år siden. Men udviklingen er sket sideløbende med at arten er ved at opbygge en lille bestand i Danmark, med yngleforekomster på bl.a. Saltholm og flere af øerne omkring Fyn.

Ofte ser man dem rastende, nogle gange også fiskende, og da ofte i Pytodde-lagunen. På dagen hvor disse fotos blev taget blev hele flokken flere gange jaget på vingerne af en Vandrefalk (anes i baggrunden på et af billederne).

Det er en fryd at opleve denne seje fugl under forhold hvor det samtidig kan lade sig gøre at dokumentere med “yndlings-legetøjets” 800 mm!

Ørnen, gåsen, falken

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En scene udspillede sig på Bygholmengen igår som brændte sig ind på nethinden…

Som altid var de tusindtallige gåseflokke nervøse, da adskillige Havørne (som altid) huserede i baggrunden. På et tidspunkt gik en stor flok Bramgæs og Kortnæbbede Gæs på vingerne, da en adult Havørn nærmede sig. En ung Vandrefalk kom til (måske ansporet af postyret, som ørnen forårsagede)…

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørnen udså sig en gås. Falken holdt sig i nærheden.

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I løbet af ingen tid slog ørnen fangerne i gåsen – det så fuldstændig ubesværet ud.

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mens ørnen dalede mod jorden med sit bytte holdt falken sig hele tiden i nærheden – havde måske håbet at opstandelsen havde afsløret en and eller gås som viste svaghedstegn – men den fik vist ikke noget ud af det.

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn og Bramgæs, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

14 sekunder efter at ørnen havde slået gåsen (info fra EXIF i billedfilerne) landede den på engen med byttet og gav sig straks til at flå den…

Det ser næsten alt for nemt ud at være Havørn! Og det var ikke fordi at den uheldige gås på nogen måde så svækket ud – den befandt sig bare i udkanten af flokken og ørnen havde tilsyneladende let ved at isolere den. Spektakulært drama at overvære…

En stressende tilværelse som gåsefamilie

Jeg forestiller mig, at det kan være et stressende liv at være gås!

Vejlernes ynglende Grågæs har nu unger i forskellige størrelser, og mange af familierne samles på Bygholmengen. Særligt ved Vestsøen kan man opleve, at de krydser kanalen og kommer op og græsser i vejrabatten, hvor græsset åbenbart er grønnere eller på anden måde mere tillokkende end græsset på selve engen.

Nogle gange forsøger de også at krydse hovedvej 11 for at komme over til Pytodde. Det er en farefuld færd, og der kan nemt opstå kritiske situationer, når bilisterne må bremse for ikke at køre gæslingerne ned.

Det er da heller ikke ualmindeligt at finde døde gæs liggende i rabatten, hvilket taler sit tydelige sprog om farligheden…

Igår fulgte jeg nogle familier ved P-pladsen, som hele tiden søgte ud mod kanten af vejen – og nogle gange op på vejen – men som også utallige gange blev nødt til at flygte løbende tilbage til kanalen og sikkerheden.

Jo, jeg tror det må være en tilværelse fyldt med stress at være gåsefamilie…

Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En Havørn har fået identitet!

Som jeg tidligere har fortalt, har (mindst) én af de op til 13 (!) Havørne, som for tiden huserer på Bygholmengen, en farvering med inskription på den ene fod. Nu er det nok flere af dem som er ringmærkede, og de fleste gange hvor jeg ser en ung/yngre ørn rimeligt tæt på, bemærker jeg faktisk, at fuglen bærer ringe.

For at aflæse ringene, kræver det dog, at man ser dem godt – eller (måske mere realistisk) i flugten får taget et foto, hvor man kan aflæse ringen. Dét er svært, skulle jeg hilse og sige (selv om udviklingen med flere fugle også gør, at der oftere opstår situationer, hvor man er tæt på ørnene)…

Som gammel ringmærker synes jeg altid det er interessant, når jeg ser en mærket fugl. Kan det lade sig gøre at få identificeret fuglen? (-så har den jo altid en historie at fortælle)…

Derfor var jeg straks “alert”, da Vejlernes driftsleder Niels Dahlin Lisborg forleden viste mig et billede han havde taget af én af de unge Havørne, siddende på toppen af Bygholm Mølle (en yndet udkigspost for rovfugle, oftest er det den lokale Tårnfalk, men også Vandrefalk har vi set benytte møllens øverste vingespids som siddeplads).

Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.
Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.

Billedets tekniske kvalitet er måske ikke fantastisk (taget med mobilkamera gennem teleskop), men informationsværdien er høj! Man kan jo læse den sorte ring (eller er den mørkeblå?) på fuglens venstre ben – DO 63 – og det er nok til, at Havørnen får identitet!

Jeg sendte aflæsningen til ringmærkningsafdelingen på Zoologisk Museum (via deres indtastningsformular fuglering.dk) i aftes, og her til morgen da jeg stod op var der allerede svar.

Her er et link til ørnens historie på Zoologisk Museums hjemmeside: DO 63’s mærkningsdata. Det er altså en ungfugl fra i år, mærket i reden i Søhøjlandet ved Silkeborg i sommers. Inden Havørn blev almindelig som dansk ynglefugl regnede vi nok med, at mange af de ørne, vi så i vinterhalvåret, kom fra Norge og Sverige. Men ringmærkningen viser nu, at de danskfødte ørne efter yngletiden spredes til gode fourageringsområder som Vejlerne. Det er ikke overraskende, men alligevel altid godt at få data om!

Endnu mere informativt er det når ringmærkningen suppleres med gps-teknologi, og “en lille fugl” har hvisket mig i øret og fortalt, at der i det kommende nummer af ‘Fugle & Natur’ kommer en artikel med resultater af gps-mærkninger af danske Havørne – dét skal blive spændende at læse!

Tak til Niels for lån af billedet!

Oktoberstemning…

Vi har jo lige vendt et kalenderblad og skriver nu oktober måned, men jeg synes faktisk oktoberstemningen allerede for mere end en uge siden havde indfundet sig – især på Bygholmengen, hvor sjapvand og store fuglemængder ledte tankerne på denne måned, der som regel imponerer netop med mængder.

Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover mange Hjejler og andre vadefugle, svømmeænder og gæs, så har de mange Havørne givet mange oplevelser og næsten garanti for underholdning. Op til 7 Havørne er set på Bygholmengen (og 11 i Vejlerne i alt), og som sædvanligt sætter de deres præg på stemningen (se eksempelvis dette tidligere indlæg: [Terrorregime]).

Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ialfald én af de yngre Havørne er ringmærket – så vidt jeg kan se en sort ring med hvid inskription – men jeg kan desværre ikke aflæse ringen.

Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ringmærket Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når det ikke lige er Havørnene, der spreder skræk og skaber panik og får tusindtallige fugleflokke på vingerne, så er også forsvaret leveringsdygtig: den forløbne uge har der været militærøvelse i området, og de sofistikerede flyvende krigsmaskiner holder sig ikke for gode til at flyve lavt hen over fuglereservatet…

Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Skestorkene bygger op…

Med næsten 400 par Skestork i Danmark i år, heraf størstedelen i Limfjorden, må det forventes at årets sommer-koncentrationer vil nå hidtil usete højder. Der meldes allerede om over 100 fugle i den nye Birkesø i Lille Vildmose, og i Vejlerne er der selvfølgelig også gang i tingene.

For godt en uge siden så jeg de første årsunger, og for hver dag dukker der flere nye, tiggende Skestorke op i flokkene i selskab med forældrefuglene. På en rundtur i de Østlige Vejler igår havde jeg 137 fugle, heraf 75 i Kogleakssøen og resten på Bygholmengen. Derudover er der stadig mange fugle i kolonien på Melsig (Arup Vejle), og i Østerild Fjord har mange den sidste tid haft glæde af Skestorke, der har fourageret ganske tæt på dæmningen.

Så der er lagt op til en stor skestorkesommer i Vejlerne! I år bliver det lidt i “konkurrence” med Lille Vildmose, for nye søer som Birkesø har jo de første år en enorm produktion, bl.a. af hundestejler, og ved selvsyn kunne jeg sidste weekend iagttage, hvordan fuglene derovre nærmest “skovlede” hundestejler i sig. Det samme fænomen kunne iagttages i årene lige efter Vilsted Søs etablering – dengang taltes de hidtil største flokke af Skestork i Danmark på dén lokalitet.

Men det betyder ikke, at der ikke også kommer mange fugle i Vejlerne – der er bare mange at fordele rundt om på lokaliteterne. Også Ulvedybet og Agger Tange fungerer som opsamlingssteder for nogle af de mange Skestorke. Tænk sig at der nu yngler næsten 400 par – hvem ville have troet det for få år siden? Og det ser ikke ud til at stoppe – formentlig er der plads til mange flere Skestorke i den danske kystnatur. Det bliver spændende at følge også de kommende år.

Her er lidt billeder af de sjove, elegante men klovneagtige fugle fra gårsdagens tur…

Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke lander i Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke lander i Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Fjordterne, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Fjordterne, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Hættemåge, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Hættemåge, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.