Venter på de Kortnæbbede Gæs…

Kortnæbbet Gås, Grågås m.m., Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Tidligere i år var jeg til et symposium afholdt af Aarhus Universitet for at fejre Jesper Madsens 40 års-jubilæum som tilknyttet universitetet. Jesper har jo især markeret sig internationalt for sin forskning i Kortnæbbet Gås (og jeg har selv igennem pænt mange år udført en del feltarbejde i den forbindelse). Ved symposiet holdt Jens Gregersen et foredrag med titlen ‘Venter på de Kortnæbbede Gæs‘.

Foredraget tog udgangspunkt i Jens’ ophold på Tipperne i hans ungdom tilbage i 1970erne, og han berettede om, hvordan man som observatør på reservatet når man nåede et stykke hen i september gik og holdt øje med himlen – for ankomsten af de Kortnæbbede Gæs fra ynglepladserne på Svalbard var en af de helt store årstidsmarkører. Det så man frem til! Et tiår senere prøvede jeg det selv som observatør på det sagnomspundne vestjyske reservat, og de Kortnæbbedes ankomst var også noget vi gik op i. At fænomenet ofte faldt sammen med flot vejr under septembers høje himmel gjorde det jo kun bedre. Jeg tror det er noget, alle vi, som har fået vores ornitologiske uddannelse på Tipperne, har et helt særligt forhold til. Mange af de fremmødte til Jespers symposium var netop gamle “Tipper-drenge”.

Dengang kom gæssene trækkende i ét stræk direkte fra Svalbard, da de endnu ikke var begyndt at udnytte rastepladserne i Trøndelag. Opholdet på Tipperne var som regel kort, for i jagttiden om efteråret blev hele bestanden presset ud af Danmark, og de tilbragte det meste af efterårsmånederne i Nederlandene og Belgien – frem til nytår hvor de returnerede, ialfald hvis vinteren var mild.

Nu som dengang står “Kortnæbbenes” ankomst i september for mig som et af de virkelige højdepunkter i årshjulet – også selv om jeg lige for tiden ikke arbejder professionelt med arten. I “gamle dage” hed det sig altid, at gæssene ankommer 17. september – og i rigtigt mange år har det da også holdt stik, at ankomsten faldt tæt på den dato. Men nogle gange har det ramt langt forbi – enkelte år er ankomsten sket tidligere, og andre år er det blevet meget forsinket. Der er også stor forskel på, om det er et langsomt “sivetræk”, hvor tallene kun langsomt bygges op, eller de år hvor der på én gang kommer et massivt tiltræk med tusindvis af fugle i løbet af en eftermiddag.

I år er tydeligvis et år med sen ankomst. Jeg har siden det gode højtryksvejr indtraf midt på måneden gået og holdt øje – det faldt oven i købet sammen med fuldmåne, og så tænkte jeg, at gæssene da burde udnytte de behagelige vejrforhold. Men ingen gæs (udover de lokale Grågæs). Jeg ved at nogle lokale jægere havde det første møde med en lillebitte flok for nogle dage siden (det blev flokken mindre af). I forgårs blev der meldt en lille flok på Bygholmengen af en pålidelig ornitolog – men selv om jeg har været rundt og checke stederne hver dag, var det først i går eftermiddags at jeg havde de første 55 i Østerild Fjord (billedet ovenfor). De ville være lette at overse midt i en større flok Grågæs; de fleste af de nyankomne og sikkert trætte Kortnæbbede stod og sov med hovedet under vingen (de fleste fugle i striben stående i vandet midt i billedet).

I aftes, da jeg var ude og tisse i nattemørket kunne jeg høre Kortnæb “oink-oink’e” over huset – så flere kommer trækkende til i disse dage og nætter. Og ja – de kan godt finde vej i mørke! Det har vi talrige eksempler på.

Så nu venter jeg ikke længere på de Kortnæbbede Gæs – nu er de ankommet. Spørgsmålet er, om det kommende vejromslag til lavtryk og vestenvind ikke vil bremse tiltrækket noget?…

Jeg kunne se i flokken at der var pænt med ungfugle. Nu kan man ikke dømme om årets ungeproduktion ud fra en enkelt flok, men det er altid spændende, hvordan resultatet af yngleanstrengelserne er blevet for fuglene. Ikke mindst et år som i år, hvor klimaforandringerne efter hvad jeg har opfattet for alvor er slået igennem på Svalbard med en meget varm sommer. Det skal blive spændende at følge hvordan det går! Med Kortnæbbet Gås – en af mine absolutte yndlingsfugle, der bærer så mange fortællinger med sig…

Prærietrane medie-darling

Prærietrane og Trane, Thorup Fjordholme/Sløjen, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Prærietranen, som nu har opholdt sig på og omkring (øst for) Bygholm Vejle siden første halvdel af juli – altså i over to måneder – har naturligvis påkaldt sig en del opmærksomhed.

Før denne fugl var der jo den velkendte Prærietrane tilbage i 2021, som jeg fandt på Sydsjælland og som derefter turnerede land og rige rundt – inkl. et længere ophold i Vejlerne – inden den 8. maj trak ud ved Skagen. Det var Danmarks andet fund, og som den ekstreme sjældenhed arten er i Europa var den genstand for stor interesse, også fra medierne – og jeg skrev selv en artikel om den til årbogen Nordjyllands Fugle. Denne fugl tilbragte efterfølgende det meste af sommeren højt mod nord på Varangerhalvøen i Norge.

I mellemtiden har der i flere perioder været rapporter om arten flere steder i Nordvesteuropa. Og så var der igen i år en Prærietrane, som i maj trak op over Skagen Odde og formentlig videre mod nord – eller faktisk har der nok været to, for en måned senere, 7. juni, dukkede der en (ny?) fugl op i Skagen. Denne opholdt sig i det nordlige Vendsyssel frem til 18. juni, og det er nærliggende at tro, at det er samme fugl som nu står i Vejlerne. At det vitterligt er en ny fugl i forhold til dén i maj sandsynliggøres af, at den dagen før ankomsten til Skagen blev set nordtrækkende i Nederlandene.

På trods af disse langvarige ophold er Prærietrane fortsat en ekstremt sjælden fugl i Europa, men at den optræder så stedtro har selvfølgelig givet mulighed for rigtigt mange mennesker at stifte bekendtskab med den. At den netop vælger lange ophold i Vejlerne er jo ikke så mærkeligt, eftersom vi her har Danmarks største rasteforekomst af Trane. Prærietranen følger “vore egne” Traner i deres daglige rutiner; overnatter på Bygholm Vejle og benytter i dagtimerne fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. Selv har jeg flere gange i august fundet den på stubmarker i den østlige del af det, vi på Vejlernes Feltstation traditionelt har kaldt Thorup Fjordholme, men den korrekte stedbetegnelse er nok Sløjen.

I forgårs blev jeg kontaktet af TV2 Nord, som gerne ville lave et indslag om den sjældne gæst. De har været lidt længe om at “få fingeren ud”, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Jeg mødtes med dem en lille time før solnedgang ved Kraptårnet, og det var en af disse meget fine skumringstimer man kan opleve netop dér, med Krondyr, Havørne, Sølvhejrer – og de mange Traner som løbende ankom til overnatning i større og mindre flokke. Det endte med at der var mindst 325 af dem. TV-folkene var heldige at få en kort filmstump af netop dén flok som indeholdt Prærietranen. Det var live fjernsyn, så mine forklaringer er “skudt fra hoften” og jeg nåede at blive en smule febrilsk – men jeg håber at begejstringen over oplevelsen alligevel skinner igennem – indslaget kan ses her:

TV2 Nord’s indslag om Prærietrane 11. september 2024.

 

Rovterne-bonanza

-i al fald efter Vestjyske forhold…

Tilbage i 2007 skrev jeg et indlæg her på bloggen med titlen “Én trækker flere til“, som handlede om at “flokken” af Rovterne i Vestsøen var steget fra to til tre individer… Det syntes vi var stort dengang.

På det tidspunkt var der ikke mange fuglefotografer som havde udstyr  (telelinser med tilstrækkelig lang brændvidde) der var i stand til at fotografere fugle på Bygholmengen, når fotografen selv befandt sig på Bygholmdæmningen. Afstanden var ganske enkelt for stor til at det gav mening. Så mit indlæg bestod bare af tekst.

Men der er sket meget siden dengang – både med antallet af Rovterner og med foto-udrustning, som ovenstående lille stribe billeder forhåbentlig illustrerer.

Selv har jeg flere gange sidst i august set op til 13 individer i Vestsøen, 11 ad med 2 1K’er, og andre har vist set op til 16 (Bygholmengen, Glombak og Pytodde). Samtidig har der været et par stykker i de Vestlige Vejler (Østerild Fjord), så vi nærmer os en total på 20 Rovterner i Vejlerne. Det ville INGEN have forudsagt for bare få år siden. Men udviklingen er sket sideløbende med at arten er ved at opbygge en lille bestand i Danmark, med yngleforekomster på bl.a. Saltholm og flere af øerne omkring Fyn.

Ofte ser man dem rastende, nogle gange også fiskende, og da ofte i Pytodde-lagunen. På dagen hvor disse fotos blev taget blev hele flokken flere gange jaget på vingerne af en Vandrefalk (anes i baggrunden på et af billederne).

Det er en fryd at opleve denne seje fugl under forhold hvor det samtidig kan lade sig gøre at dokumentere med “yndlings-legetøjets” 800 mm!

Ørnen, gåsen, falken

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En scene udspillede sig på Bygholmengen igår som brændte sig ind på nethinden…

Som altid var de tusindtallige gåseflokke nervøse, da adskillige Havørne (som altid) huserede i baggrunden. På et tidspunkt gik en stor flok Bramgæs og Kortnæbbede Gæs på vingerne, da en adult Havørn nærmede sig. En ung Vandrefalk kom til (måske ansporet af postyret, som ørnen forårsagede)…

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ørnen udså sig en gås. Falken holdt sig i nærheden.

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I løbet af ingen tid slog ørnen fangerne i gåsen – det så fuldstændig ubesværet ud.

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mens ørnen dalede mod jorden med sit bytte holdt falken sig hele tiden i nærheden – havde måske håbet at opstandelsen havde afsløret en and eller gås som viste svaghedstegn – men den fik vist ikke noget ud af det.

Havørn, Bramgæs og Vandrefalk, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Havørn og Bramgæs, Bygholmengen, november 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

14 sekunder efter at ørnen havde slået gåsen (info fra EXIF i billedfilerne) landede den på engen med byttet og gav sig straks til at flå den…

Det ser næsten alt for nemt ud at være Havørn! Og det var ikke fordi at den uheldige gås på nogen måde så svækket ud – den befandt sig bare i udkanten af flokken og ørnen havde tilsyneladende let ved at isolere den. Spektakulært drama at overvære…

En stressende tilværelse som gåsefamilie

Jeg forestiller mig, at det kan være et stressende liv at være gås!

Vejlernes ynglende Grågæs har nu unger i forskellige størrelser, og mange af familierne samles på Bygholmengen. Særligt ved Vestsøen kan man opleve, at de krydser kanalen og kommer op og græsser i vejrabatten, hvor græsset åbenbart er grønnere eller på anden måde mere tillokkende end græsset på selve engen.

Nogle gange forsøger de også at krydse hovedvej 11 for at komme over til Pytodde. Det er en farefuld færd, og der kan nemt opstå kritiske situationer, når bilisterne må bremse for ikke at køre gæslingerne ned.

Det er da heller ikke ualmindeligt at finde døde gæs liggende i rabatten, hvilket taler sit tydelige sprog om farligheden…

Igår fulgte jeg nogle familier ved P-pladsen, som hele tiden søgte ud mod kanten af vejen – og nogle gange op på vejen – men som også utallige gange blev nødt til at flygte løbende tilbage til kanalen og sikkerheden.

Jo, jeg tror det må være en tilværelse fyldt med stress at være gåsefamilie…

Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåseforældre er konstant på vagt. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gæs og trafik for tæt på hinanden indebærer visse risici. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
En lastbil bremser ned for at undgå at påkøre gæssene. Grågås, Bygholmdæmningen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I sikkerhed i kanalen. Grågås, Bygholmengen ved Vestsøen, maj 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En Havørn har fået identitet!

Som jeg tidligere har fortalt, har (mindst) én af de op til 13 (!) Havørne, som for tiden huserer på Bygholmengen, en farvering med inskription på den ene fod. Nu er det nok flere af dem som er ringmærkede, og de fleste gange hvor jeg ser en ung/yngre ørn rimeligt tæt på, bemærker jeg faktisk, at fuglen bærer ringe.

For at aflæse ringene, kræver det dog, at man ser dem godt – eller (måske mere realistisk) i flugten får taget et foto, hvor man kan aflæse ringen. Dét er svært, skulle jeg hilse og sige (selv om udviklingen med flere fugle også gør, at der oftere opstår situationer, hvor man er tæt på ørnene)…

Som gammel ringmærker synes jeg altid det er interessant, når jeg ser en mærket fugl. Kan det lade sig gøre at få identificeret fuglen? (-så har den jo altid en historie at fortælle)…

Derfor var jeg straks “alert”, da Vejlernes driftsleder Niels Dahlin Lisborg forleden viste mig et billede han havde taget af én af de unge Havørne, siddende på toppen af Bygholm Mølle (en yndet udkigspost for rovfugle, oftest er det den lokale Tårnfalk, men også Vandrefalk har vi set benytte møllens øverste vingespids som siddeplads).

Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.
Havørn, Bygholm Mølle, november 2018. Foto: Niels Dahlin Lisborg.

Billedets tekniske kvalitet er måske ikke fantastisk (taget med mobilkamera gennem teleskop), men informationsværdien er høj! Man kan jo læse den sorte ring (eller er den mørkeblå?) på fuglens venstre ben – DO 63 – og det er nok til, at Havørnen får identitet!

Jeg sendte aflæsningen til ringmærkningsafdelingen på Zoologisk Museum (via deres indtastningsformular fuglering.dk) i aftes, og her til morgen da jeg stod op var der allerede svar.

Her er et link til ørnens historie på Zoologisk Museums hjemmeside: DO 63’s mærkningsdata. Det er altså en ungfugl fra i år, mærket i reden i Søhøjlandet ved Silkeborg i sommers. Inden Havørn blev almindelig som dansk ynglefugl regnede vi nok med, at mange af de ørne, vi så i vinterhalvåret, kom fra Norge og Sverige. Men ringmærkningen viser nu, at de danskfødte ørne efter yngletiden spredes til gode fourageringsområder som Vejlerne. Det er ikke overraskende, men alligevel altid godt at få data om!

Endnu mere informativt er det når ringmærkningen suppleres med gps-teknologi, og “en lille fugl” har hvisket mig i øret og fortalt, at der i det kommende nummer af ‘Fugle & Natur’ kommer en artikel med resultater af gps-mærkninger af danske Havørne – dét skal blive spændende at læse!

Tak til Niels for lån af billedet!

Oktoberstemning…

Vi har jo lige vendt et kalenderblad og skriver nu oktober måned, men jeg synes faktisk oktoberstemningen allerede for mere end en uge siden havde indfundet sig – især på Bygholmengen, hvor sjapvand og store fuglemængder ledte tankerne på denne måned, der som regel imponerer netop med mængder.

Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grågæs, Kortnæbbede Gæs, Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Udover mange Hjejler og andre vadefugle, svømmeænder og gæs, så har de mange Havørne givet mange oplevelser og næsten garanti for underholdning. Op til 7 Havørne er set på Bygholmengen (og 11 i Vejlerne i alt), og som sædvanligt sætter de deres præg på stemningen (se eksempelvis dette tidligere indlæg: [Terrorregime]).

Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hjejler og Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ialfald én af de yngre Havørne er ringmærket – så vidt jeg kan se en sort ring med hvid inskription – men jeg kan desværre ikke aflæse ringen.

Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ringmærket Havørn, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Havørne, Bygholmengen, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når det ikke lige er Havørnene, der spreder skræk og skaber panik og får tusindtallige fugleflokke på vingerne, så er også forsvaret leveringsdygtig: den forløbne uge har der været militærøvelse i området, og de sofistikerede flyvende krigsmaskiner holder sig ikke for gode til at flyve lavt hen over fuglereservatet…

Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Helikopter, Bygholmengen/Thorup Fjordholme, september 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Skestorkene bygger op…

Med næsten 400 par Skestork i Danmark i år, heraf størstedelen i Limfjorden, må det forventes at årets sommer-koncentrationer vil nå hidtil usete højder. Der meldes allerede om over 100 fugle i den nye Birkesø i Lille Vildmose, og i Vejlerne er der selvfølgelig også gang i tingene.

For godt en uge siden så jeg de første årsunger, og for hver dag dukker der flere nye, tiggende Skestorke op i flokkene i selskab med forældrefuglene. På en rundtur i de Østlige Vejler igår havde jeg 137 fugle, heraf 75 i Kogleakssøen og resten på Bygholmengen. Derudover er der stadig mange fugle i kolonien på Melsig (Arup Vejle), og i Østerild Fjord har mange den sidste tid haft glæde af Skestorke, der har fourageret ganske tæt på dæmningen.

Så der er lagt op til en stor skestorkesommer i Vejlerne! I år bliver det lidt i “konkurrence” med Lille Vildmose, for nye søer som Birkesø har jo de første år en enorm produktion, bl.a. af hundestejler, og ved selvsyn kunne jeg sidste weekend iagttage, hvordan fuglene derovre nærmest “skovlede” hundestejler i sig. Det samme fænomen kunne iagttages i årene lige efter Vilsted Søs etablering – dengang taltes de hidtil største flokke af Skestork i Danmark på dén lokalitet.

Men det betyder ikke, at der ikke også kommer mange fugle i Vejlerne – der er bare mange at fordele rundt om på lokaliteterne. Også Ulvedybet og Agger Tange fungerer som opsamlingssteder for nogle af de mange Skestorke. Tænk sig at der nu yngler næsten 400 par – hvem ville have troet det for få år siden? Og det ser ikke ud til at stoppe – formentlig er der plads til mange flere Skestorke i den danske kystnatur. Det bliver spændende at følge også de kommende år.

Her er lidt billeder af de sjove, elegante men klovneagtige fugle fra gårsdagens tur…

Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke på vej mod Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke lander i Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke lander i Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Fjordterne, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Fjordterne, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Hættemåge, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke og Hættemåge, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Bliver det forår?

Det har jo egentlig været endnu en grøn vinter – ialfald indtil en gang i februar… Men senvinteren blev streng, og vi har ventet LÆNGE på at der skulle komme gang i fugle-foråret!

Knopsvaner venter på isen. Vesløs Vejle, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Knopsvaner venter på isen. Vesløs Vejle, februar 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Mange småfugle har haft det lidt hårdt…

Solsort i sneen, Stavn, Vesthimmerland, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Solsort i sneen, Stavn, Vesthimmerland, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stære i sneen, Nibe, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Mangefarvede Stære i sneen, Nibe, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gærdesmutte putter sig i rørskoven. Vesløs Vejle, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gærdesmutte putter sig i rørskoven. Vesløs Vejle, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Selv om der stadig er nattefrost hver nat og der hidtil kun har været kortvarige mildninger, er der dog alligevel visse tegn på, at det går den rigtige vej… Rørdrummerne pauker, de sidste 14 dage har der været Skestorke i Vejlerne – og Hvid Vipstjert har snart indfundet sig overalt…

Skestorke i modvind - del af en flok på 15. Bygholmengen, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Skestorke i modvind – del af en flok på 15. Bygholmengen, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvid Vipstjert, Jernbanedæmningen, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hvid Vipstjert, Jernbanedæmningen Han Vejle/Lund Fjord, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En af vinterens store overraskelser har været Tranerne – de har overvintret i hidtil usete antal, og selv igennem de hårdeste frostperioder har der stået flokke rundt omkring i Thy. Nu er de fleste efterhånden udparrede, og der lyder trompeteren mange steder…

Traner, Svankær, Thy, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Trompeterende Trane-par, Svankær, Thy, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Idag mødte jeg flere fugle, som viste at der er ved at være trækbevægelser i gang – først en fin Sortstrubet Bynkefugl ved Vust, som desværre ikke ville fotograferes. Det er sjovt nok anden gang, at jeg i marts møder en Sortstrubet Bynk nær Lund Fjord – første gang var denne: [klik her]. Ellers er det jo mest nær kysten, at man træffer dem. Og så havde jeg en Sort Glente ved Bjerget – tiltrukket af en pløjende traktor – og sikkert bragt hertil af den stabile sydøstenvind, der herskede idag. Det er første gang jeg har set arten i/ved Vejlerne, så den gav glæde – også selvom billederne jeg fik af den ikke var så gode…

Sort Glente, Bjerget, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sort Glente dogmefoto, Bjerget, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så konklusionen må være: ja, det bliver alligevel også forår i 2018. Den kurrende Tyrkerdue udenfor vinduet lader til at være enig… 🙂

Tyrkerdue, Tømmerby, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Tyrkerdue, Tømmerby, marts 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

MEN nu hvor kalenderen siger april om få timer, så savner jeg stadig lidt mere skub i sagerne – f.eks. kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst IKKE har hørt Gransanger i marts måned. Og det kan godt – når man mærker temperaturen – være svært at forestille sig, at Blåhalsen synger i nærmeste fremtid – de sidste mange år har den jo faktisk været i gang nogle dage på dette tidspunkt.

Hvide hejrer bonanza med Kohejre!

Haaning hitter igen! – på totaltælling i mandags fandt Henrik Haaning en Kohejre i  Kogleakssøen, som han fortæller om på Pandion i linket her.

Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg befandt mig på pågældende tidspunkt ved frokosttid på Bygholmdæmningen i søgen efter de to Odinshøns, Henrik havde rapporteret tidligere  på morgenen. Så jeg kunne ret hurtigt være på plads i Kogleaks-skjulet, og sammen med Henrik og blot to observatører til nåede jeg  – i det ikke alt for spændende, kølige blæsende vejr – at se hit-hejren. Først stod den og skuttede sig på en af øerne i søen, ret kedeligt at se i kraftigt modlys, men efter et kvarters tid lettede den og fløj over på en kreaturgræsset mark på Kærup Holme – desværre skjult bag en nåletræsplantage. Det var under denne flyvetur at ovenstående uskarpe dogme-doku-foto blev taget.

Senere vendte den meget kortvarigt tilbage til søen, hvor den bl.a. stod på en hegnspæl i nogle få sekunder – denne gang var der lidt mere nydelse i synet. Kohejre er jo såmænd en fin lille hejre, men dens almindelighed i andre dele af verden taget i betragtning er det jo ikke en art, man som sådan går og har et romantisk forhold til… Men det er ALTID sjovt at få sig en ny Vejler-art, og for Henrik da ikke mindst – “findelønnen” når det uventede dukker op i teleskopfeltet er altid stor!

Resten af mandagen og tirsdag med blev fuglen eftersøgt uden held, men onsdag morgen fandt Henrik Læssøe fuglen igen i Kogleakssøen, og denne dag blev den set flere gange i løbet af dagen frem til om aftenen – dog afbrudt af perioder, hvor den skjulte sig. Der blev også taget væsentligt bedre fotos af fuglen end ovenstående. Det forekommer sandsynligt at fuglen stadig er til stede, så mon ikke den vil blive set flere gange i den kommende tid…

Det er så kun anden gang på godt 100 år, at der ses Kohejre i Vejlerne – vi skal helt tilbage til 1903, hvor en fugl blev skudt i Selbjerg Vejle – dengang det første fund i Danmark, i øvrigt. Og det passer så alligevel (måske) ikke helt – for i 1995 kom min datter Pia en gang hjem og fortalte, at hun havde set en hvid fugl stå på ryggen af en hest ved Tømmerby Fjord – så siger alarmklokkerne jo med det samme Kohejre! Den blev eftersøgt uden held – men senere samme år dukkede der en Kohejre op ved Ove Sø i Thy…

Kohejrens opdukken i Vejlerne falder fint i tråd med at stort set alle Sydeuropas hejrearter igennem mange år har haft fremgang, og nu ses flere af dem regelmæssigt på vore breddegrader. Under Kohejrens ophold i Kogleakssøen i mandags fløj der flere gange en Sølvhejre forbi i baggrunden (én af de ca. 10, der huserer i Vejlerne i øjeblikket), og det er ikke mange dage siden at der også var Silkehejre i Pytodde og på Bygholmengen. Det engang eksotiske er ikke længere helt så eksotisk!