Tilbageblik på maj

For de fleste naturinteresserede, ikke mindst ornitologer, er maj måned på mange måder et af årets højdepunkter. Der sker så meget derude, så hvis bare man misser en dag eller to føler man sig konstant bagud i forhold til at følge med. Maj er en rigtig dejlig tid med lange dage og genkomst af mange fine fugle og andre “sager” (dyr og planter) – og på samme tid en stressende tid, som nogle gange fører frustrationer med sig… Man føler bl.a. sjældent at der er tid til at få bearbejdet fotos og øvrige indtryk.

Nu hvor 2026-udgaven af maj måned er passeret, har jeg fundet lidt ro til at kigge tilbage. Vejrmæssigt har det her i Nordvestjylland været en noget kølig affære igennem det meste af måneden, selv om DMI’s samlede status over måneden siger at den har været tæt på (endda lidt over) klimanormalen hvad angår temperatur på landsplan. Det har også været temmelig blæsende og meget tørt. Jeg har flere gange tænkt at det var godt, at jeg ikke i år har et stort guldsmedeprojekt, for det ville have været svært at finde gode varme solrige dage at lave registreringer på.

Men her kommer et udpluk af de oplevelser måneden har budt på.

Guldsmede

Grøn Smaragdlibel, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lige som sidste år så jeg årets første odonata allerede i april – en Rød Vandnymfe ved Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle den 28. april, og det er jo – her nord for fjorden – temmelig tidligt. Og jeg har da efterfølgende set de fleste af de sædvanlige, forventede tidlige arter i løbet af maj – Grøn Smaragdlibel, Fireplettet Libel, Nordisk Kærguldsmed, Håret Mosaikguldsmed, Flagermusvandnymfe, Hesteskovandnymfe, Spydvandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Rødøjet Vandnymfe, Blå Libel, Stor Blåpil. Men det har været min oplevelse at mængden af dyr har været meget lav og at de generelt er kommet sent i gang. Blandt andet har jeg flere gange i løbet af sidste halvdel af måneden været ude i Thy og Hjardemål Klit/Blovsgårde-området og kigget efter Huevandnymfe – men med negativt resultat. Huevandnymfe er jo en tidligt-flyvende art med ultra-kort flyvetid, som man skal være på pletten for at se mens tid er, for allerede få uger inde i juni kan det være for sent. Faktisk har jeg været alvorligt bange for, at 2025 skulle blive et år helt uden Huevandnymfer for mig – og hele maj måned gik da også, uden at jeg fik arten at se. Jeg har tænkt at det måske kan have været den hårde vinter, som har været hård ved arten – og måske også ansvarlig for at jeg i øvrigt har oplevet “mangel” på guldsmede og vandnymfer. Men det kan selvfølgelig også bare være en forsinkelse af sæsonen, for efter en kold vinter og uden deciderede varmeperioder i april-maj tager det nok lang tid for vandtemperaturen at komme op – og for de fleste guldsmedearter er det formentlig vandtemperaturen mere end dagslængden, som er afgørende for tidspunktet for forvandling.

Nå, men nu har jeg alligevel fået set Huevandnymfe i år – det skete bare ikke i maj, men på den første dag i juni, hvor jeg var på Bygholmengen for at assistere med kortlægning af ynglefugle. På den femte parcel sydfra var der en sumpet zone tæt på diget til Glombak, hvor jeg uden at foretage en systematisk gennemgang – det var der ikke tid til – hurtigt fandt ca. 20 eksemplarer, heraf flere i parring.

Huevandnymfe par, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det viste sig at der tilmed var en Huevandnymfe helt ovre i den østlige ende af samme parcel, i en lille pande på engen som givetvis har været bundfrosset i vinters. Her var der masser af andre vandnymfer og guldsmede – og hvis de er klækket lokalt og ikke tilflyvere må det vel være vidnesbyrd om, at hårdt vintervejr ikke er et stort problem for guldsmedene her – formentlig gør de som larver det samme som de mange Strandtudser, der også forekommer i de samme områder – søger ned i bundsedimentet, hvor der måske foregår så megen biologisk aktivitet at det forhindrer total dybfrysning.

Fugle – Vejlerne

Jeg var uheldig at misse en Lille Gulben på gæsteoptræden i Vejlernes nye “hit-hotspot” i sydøsthjørnet af Lund Fjord da jeg selv var på vej til Vadehavet. Men ellers har måneden budt på mange fine fugle, først på måneden bl.a. med store flokke af Brushøns på gennemtræk. Særligt nemt at få gode kig på “kamphanerne” var det på Revlsbuske, hvor de optrådte både i rene flokke og sammen med Hjejle og Lille Regnspove…

 

En anden vadefugleart som også kommer på besøg under trækket nordpå, ofte lidt senere på måneden, er Pomeransfugl – en art som kan svinge ganske betragteligt i antal fra år til år. Her omkring Vejlerne er det ofte enten Revlsbuske eller Thorup Fjordholme, der kan tiltrække fuglene på nyspirede kornmarker. Sidste år sås kun en enkelt eller to, men i år var der i en længere periode – 11 dage mellem 7. og 17. maj – en eller flere flokke på Thorup Fjordholme, op til 40 blev set, og jeg selv oplevede op til 26 i den største flok. Det er altid en fornøjelse at se de lækre fjeldfugle med de smukke farver!

Pomeransfugle, Thorup Fjordholme, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg må indrømme at jeg selvfølgelig ville foretrække at opleve de kære vadefugle i mere naturlige omgivelser, men man må jo erkende, at når de industrielle landbrugsmarker vælges som Brushønsenes og Pomeransfuglenes opholdssteder, må det være fordi markerne har et eller andet, som fuglene kan lide!

Et andet indslag i Vejlernes fugleliv, som de senere år har været i stigning, er Rovterne. Normalt ser vi dem først i sensommeren, men i år kom et par forbi på éndagsvisit 6. maj. De stod i Vestsøen ud for klydekolonien, og i øvrigt må jeg sige, at forholdene på denne del af Bygholmengen i år ser helt fænomenale ud! Nu er jeg jo ikke længere selv som sådan involveret i overvågningen af ynglefuglene her (bortset fra at jeg blev inviteret til at deltage i en kortlægning forleden) – men det er en fornøjelse at se, at der på trods af et tørt forår kan opretholdes gode vandstandsforhold på Bygholmengen, og bl.a. er der på vestengen en pænt stor hættemågekoloni og altså rigtigt mange par Klyder (ca. 250) – hvis unger netop i disse dage klækker i stort antal.

Klydeunger, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Når man som ynglefugletæller færdes i sådan en koloni giver det selvfølgelig forstyrrelse, og forældrefuglene får “brækkede vinger” for at aflede opmærksomheden…

Klyde, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Klyde, Bygholmengen, juni 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

– men jeg skal understrege, at enggennemgangen udføres af erfarne folk som gør hvad der er muligt for at minimere forstyrrelsen.

Fugle – Vadehavet

Igen i år er jeg involveret i ynglefugletællinger på Fanø og Mandø. Førstnævnte er et led i det trilaterale samarbejde (DK, Nederlandene,  Tyskland) om overvågningen af Vadehavet og det danske NOVANA-program, mens Mandø-tællingerne fokuserer på ynglesuccesen hos udvalgte vadefugle og er et special-projekt som led i et samarbejde mellem aktørerne Den Danske Naturfond, Nationalpark Vadehavet, Naturstyrelsen og Esbjerg Kommune. Det arbejde er det nu syvende år jeg udfører (under en aftale med Amphi Consult), og rapporterne fra de tidligere års tællinger kan læses på Esbjerg Kommunes hjemmeside.

Det er et arbejde som giver en dejlig masse gode oplevelser med fuglene, og da dette blogopslag i forvejen tenderer til at blive “langt i spyttet” vil jeg holde lidt igen med teksten og i højere grad lade billederne tale…

 

Jeg har to besøg hvert forår på den fantastiske, kæmpestore strandeng Grønningen på det nordlige Fanø, hvor der igennem en årrække har været et  såkaldt rævesikkert hegn som tilbyder kolonirugende fugle en yngleplads med en bedre prognose for ynglesucces. Hegnet har fungeret med varierende tiltrækningskraft på fuglene, men i år ser det ud til at være en magnet, og der er en god koloni af Dværg- og Havterner.

På Mandø – hvor jeg gennemgår alle engene fem gange i løbet af ynglesæsonen – er det som altid en fryd at færdes mellem hundredvis af ynglepar af vadefugle, og specielt er det en stor tilfredsstillelse at se, at mange af dem rent faktisk får unger. Udover ynglefuglene falder der også lidt “krydderier” af; i år har jeg således både fundet seks Pomeransfugle og en Odinshøne på øen.

Krible-krable-dyr

Jeg har jo efterhånden i stigende grad fået øjnene op for mange af de andre dyr der er derude, hvilket giver en udvidet oplevelse af diversiteten i den danske natur. Og selv om jeg i nogen grad har syntes at der “manglede” guldsmede i maj, er det blevet til mange andre iagttagelser af sjove insekter, heraf nogle som jeg aldrig før har set. Så jeg vil slutte dette tilbageblik på måneden med et lille begrænset udpluk af nogle af de fineste/sjældneste.

Bredbåndet Skovsvirreflue, Hjardemål Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Båndet Tandbuk, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pile-Langhornsmøl, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Marmoreret Kløverugle, Lille Vildmose, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kort Hvepsesvirreflue, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Smalrandet Humlebisværmer, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hedepletvinge, Tranum Klitplantage, maj 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
– og så skulle vi i øvrigt ikke mange dage ind i juni måned, før også en art som Duehale dukkede op (i går på matriklen i Tømmerby).

Publikumsvenlige Vejlerne

I Vejlerne har den besøgende mange muligheder for at få oplevelser med fugle og dyr – og med moderne fotoudstyr ofte på en afstand hvor det er muligt at få gode “skud” med hjem på hukommelseskortet. Oplevelserne er fine i sig selv, men vi er en del der har det sådan, at det tilføjer oplevelserne noget extra, at man på den måde kan gemme sine indtryk. Det kan man stort set dagligt se eksempler på eksempelvis på Facebook-gruppen ‘Vild med Vejlerne’. Det har ikke altid været sådan, i “gamle dage” tror jeg mange oplevede Vejlerne som ret utilgængelige, men de mange publikumsfaciliteter som er kommet efter Aage V. Jensen Naturfonds overtagelse af reservatet for 30 år siden har gjort adgangen for mange mennesker langt lettere (- og så hjælper det naturligvis også at der er sket en rivende udvikling når det gælder digitalkameraer og telelinser i samme periode)…

I Vejlernes rørskove yngler der mange par Rørhøg – de fleste langt fra de offentligt tilgængelige steder, men specielt i Han Vejle har man virkeligt muligheden for at komme tæt på den smukke rovfugl. Det har jeg tidligere skrevet adskillige indlæg om her på bloggen bl.a. Publikumsvenlig ung Rørhøg og tillidsfulde unge Rørhøge – begge om en tid senere på året, når ungerne har forladt reden. Lige nu handler det om de voksne fugle, der har travlt med at etablere territorium. Fra Jernbanedæmningen kunne man idag opleve hannen og hunnen i et par som gentagne gange gik ned i rørskoven i den vestlige ende af lokaliteten og mange gange passerede tæt forbi.

Den tid på året

Som ornitolog (eller herpetolog, lepidopterolog, odonatolog osv.) – altså som naturmenneske – hæfter vi os ved bestemte begivenheder i naturen som markerer årets gang. Nogle begivenheder vigtigere end andre – afhængig af personligt temperament, og hvilke naturtyper man færdes i. For os som har Vejlerne som “baghave” kan det f.eks. være årets første paukende Rørdrum, første Rørhøg (men den gælder så ikke så meget længere, nu hvor de oftere og oftere overvintrer), første Citronsommerfugl, første Hugorm, første klækkede Grågæslinger, første Sortterne, første Huevandnymfe osv. osv. Det kan både være såkaldte forårstegn og senere på året også andre ting såsom returtrækket af vadefugle og meget andet.

I de senere år – siden arten genindvandrede til Danmark fra 1990erne, og i Nordjylland særligt de sidste 10-15 år – er ankomsten af Sydlig Blåhals en af de mere markante begivenheder i årshjulet. Det er blot ét af mange eksempler på en art som i min ungdom blev betragtet som yderst sjælden, ja nærmest uopnåelig – men som senere har taget et gevaldigt ryk nordpå og nu er en del af Danmarks faste fauna. De første år skulle man som regel hen omkring 1. april før den første blev hørt – ofte ved Jernbanedæmningen i Han Vejle eller Lund Fjord. Og som det gælder så mange andre naturfænomener i disse år med klimaforandringer er ankomsten af Blåhals også blevet tidligere og tidligere.

Idag er sådan en fin forårsdag i marts med stille vejr og solskin, og efter at jeg havde færdiggjort noget arbejde længere vestpå i Thy kunne jeg simpelthen ikke lade være med at køre op til P-pladsen ved Han Vejle – netop med Blåhals i bagtankerne. Jeg var hele vejen rundt ad gangbroen i Han og efterfølgende ude ved fugle”tårnet” i Lund, uden at jeg hørte andre syngende fugle end Rørspurv, Gærdesmutte og Rørdrum. Jeg var fristet til at afspille en stump blåhalsesang – men afstod (det er ikke “god stil” på et sted hvor der kommer så mange mennesker). I Lund var der godt med liv, Brushøns på engen og mine første Atlingænder i år. I tårnet mødte jeg en anden fuglekigger som kunne fortælle at han ved nedgangen til gangbroen havde haft årets første Blåhals – hvilket jo bekræftede min fornemmelse at det kunne være den rigtige dag. Og ganske rigtigt – på tilbagevejen til P-pladsen kunne jeg nyde den smukke fugl i sang.

Den er formentlig lige ankommet i nat. Det bygger jeg på, at der allerede på DOFbasen (her kl. 14) er indtastet adskillige Sydlig Blåhals fra rundt om i landet idag. Og ellers er den blot registreret pålideligt for en uges tid siden i Sønderjylland.

Som altid er det en fryd at møde fuglen som både er en visuel nydelse og behagelig for øret – det er ikke uden grund at dens skandinaviske slægtninge (Nordlig Blåhals med orange strubeplet) bliver kaldt Nordens Nattergal. Ja faktisk er det min personlige smag at blåhalsesang er én af de allersmukkeste fuglesange vores danske natur byder på.

Udover den lidt rystende optagelse ovenfor præsenterer jeg også lige dagens Blåhals på “stillbilleder” – i medlys og ekstremt modlys:

Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

En sjælden oplevelse – æglæggende Gøg foran Kogleaksskjulet

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I går eftermiddags tilbragte jeg en times tid i skjulet i Kogleakssøen, bl.a. lokket af, om Sortternerne lod sig se – efter hvad jeg har hørt skulle de have etableret en koloni lidt syd for pumpehuset. Der var Sortterner at se, men kun forbiflyvende/fouragerende enkeltindivider – jeg så ingen opflyvninger, og fik dermed ikke styr på hvor kolonien måtte befinde sig. Ellers bød obs.’en på lidt af det sædvanlige/forventede: et Rørhøg-par tæt på i Han Vejle (og flere i luften over Bygholm Nord), Sølvhejrer, Hættemåge-kolonien (som ikke ser særligt stor ud i år), Rørspurve i toppen af tagrørene osv.

Jeg var egentlig på vej til at pakke sammen da jeg blev opmærksom på en halvstor, blågrå fugl i rørskoven få meter foran skjulet. Først tænkte jeg at det måtte være en eller anden vandhøne, men da jeg fik stillet skarpt viste det sig overraskende nok at være en Gøg! Den opholdt sig det meste af tiden godt skjult og ret lavt i rørene, men flyttede sig hele tiden lidt rundt, og indimellem fik man et bedre kig på den…

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De stikkende gule øje og orange ben går man jo ikke fejl af. Det blev hurtigt klart, at det måtte dreje sig om sådan en blågrå type hun-Gøg, for hvad skulle den være på udkig efter mellem tagrørene hvis ikke det var en rede?

På et tidspunkt fløj den hen i et mirabelletræ på diget, hvorfra den måske bedre kunne få overblik og spotte en egnet rede…

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også her forsøgte den dog at holde sig skjult (den må have været opmærksom på min tilstedeværelse, og forsøgte nok også at undgå at påkalde sig opmærksomhed fra eventuelle forældrefugle ved den udsete rede)…

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Da den efterfølgende påny fløj hen til rørskoven lige foran vinduerne i skjulet, nåede jeg igen at få et par skud med kameraet, inden den blev helt væk nede i tagrørene…

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu var der ingen tvivl om, at “tampen brændte” for Gøgen, for et par Rørsangere blev grundigt ophidsede og skældte voldsom ud. Der gik nogle øjeblikke, måske et halvt minut – og det sidste jeg så ske var at Gøgen lettede med et rørsangeræg i næbbet og fløj langt væk op over Han Vejle og Lund Fjord.

Desværre var det kun få brudstykker fra hændelsesforløbet jeg kunne foto-dokumentere, men det var en speciel oplevelse at være vidne til sådan et hverdags-drama. For det er jo en almindelig foreteelse, der er en stor bestand af Gøg i Vejlerne, og hunnerne må givetvis lægge mange æg i andre fugles reder hver dag i denne tid. Det er blot ikke så almindeligt at få lov til at overvære fænomenet – ialfald var det for mig første gang.

Det er også specielt at vide at Rørsanger-parret som har rede lige foran Kogleaks-skjulet i den kommende tid kommer til at opfodre en stor tyk gøgeunge… 😉

Igen i år – tillidsfulde unge Rørhøge

Ligesom sidste år er der i Han Vejle udklækket et kuld Rørhøg-unger, der foreløbigt er meget tillidsfulde og opholder sig tæt på vejen (jernbanedæmningen) – i buskene langs vejen eller selve vejen.

Rørhøg, jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg, jernbanedæmningen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De fanger endnu ikke selv deres bytte, men tilbringer det meste af tiden i venten på, at forældrefuglene bringer dem mad.

Rørhøg, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvis man parkerer ud for fuglene og bliver i bilen, vil de i de fleste tilfælde blive siddende, og man kan få sig nogle fornøjelige minutter med de smukke ungfugle, der sidder og følger med i alt, hvad der sker rundtomkring – og ikke mindst om de gamle Rørhøge nærmer sig med mad.

Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ungfuglene er endnu usikre, og bare det at balancere i de tynde kviste kan være en udfordring…

Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Rørhøge, Han Vejle, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Blikket, søsteren sender den balancerende ungfugl, virker næsten overbærende… 😉

Julis fotoglæder

Jeg tror de fleste, som har tilbragt juli måned 2017 i Danmark, har et lidt anstrengt forhold til dette års næsten historisk kolde og regnfulde sommer. Som varmtvejrs-elsker gælder det også mig.

Ikke desto mindre har det også været en måned som har givet mange glæder. Mange timer og dage er tilbragt i felten, og én af måderne at vurdere “resultaterne” af feltindsatsen er jo de billeder, man får med hjem derudefra.

Jeg har netop lagt et mindre “bombardement” af nye fotos på min foto-hjemmeside ornitfoto.dk – klik gerne for at kigge!

Fotoglæden har været ekstra stor denne måned, fordi jeg har foretaget “systemskifte”!

Fra Canon til Olympus. Systemskifte juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fra Canon til Olympus. Systemskifte juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Uden at gå i en masse tekniske detaljer handler det om et skifte fra et spejlrefleks-kamera til et mindre, lettere (men mindst lige så sofistikeret) spej-løst kamera.

Jeg har ellers været trofast Canon-fotograf i mange år, men efter at jeg fik stjålet min gamle 400 mm F/5.6 og den lige så knivskarpe zoom 70-300 mm, har det været så som så med tilfredsheden over de fotos, jeg har taget. Jeg kunne selvfølgelig for forsikringspengene have købt samme system igen, men valgte så at “opgradere” (på papiret) til zoomen 100-400 mm (markII) –  som vel at mærke har fået tårnhøje karakterer i alle reviews – men  det valg har jeg aldrig rigtigt været tilfreds med. Den er rigtig fin til makro-billeder af insekter, men på 400 mm på større afstande har jeg ikke kunnet opnå tilstrækkelig skarphed.

Så da Henrik Haaning skiftede til Olympus, da deres  E-M1II kom frem sidste år, og jeg kunne se, hvilke fantastiske billeder man kunne opnå med dette kamera påmonteret den også nye 300 mm F/4.0, blev jeg meget fristet til systemskifte, og nu er jeg altså sprunget ud i det.

Og jeg må sige, at jeg er meget tilfreds med springet! De fotos der har været bragt her på siden den sidste måneds tid er næsten alle taget med Olympus’en, og her kommer lige et par eksempler mere…

Almindelig Kobbervandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Almindelig Kobbervandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Da en større og større del af min fotografering går på insektlivet, særligt guldsmedene, var ikke mindst kameraets evner i dén henseende (nærgrænse og dybdeskarphed) afgørende for mig, og med en nærgrænse på 140 cm med hvad der på  grund af cropfaktoren svarer til en 600 mm, kan man opnå nogle ret fantastiske  nær-studier – faktisk endnu bedre end med min nu “aflagte” 100-400 mm Canon…

Rødøjet Vandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødøjet Vandnymfe, Tømmerby, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Et andet argument i mit skifte til det fysisk mindre kamera har været  vægten – jeg har gennem de seneste år også “flirtet” med at tage springet til Full Frame-system, men jeg har fundet det mere og mere belastende at rende rundt og slæbe på tungt udstyr, så “håndterbarheden” har været vigtig for mig. Og når så Olympus har fået proppet et imponerende effektivt billedstabilerings-system ind i et mindre og lettere kamerahus, betyder det, at man kan fotografere håndholdt i stort set alle tænkelige situationer, og glemme alt om stativ. Selv filmoptagelser har jeg været i stand til at lave håndholdt med det nye kamera – se evt. nogle eksempler på min Vimeo-konto. Den del af kameraets præstationer er helt sikkert noget, jeg kommer til at dyrke mere i fremtiden.

Og så  tager det iøvrigt også skarpe skud af fugle, som jo helt sikkert også er en motivverden, der betyder meget for mig.

Hvid Vipstjert, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Hvid Vipstjert, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grønlandsk Jagtfalk, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk">ornit.dk</a>.
Grønlandsk Jagtfalk, Glombak, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Noget af det, som kræver mest tilvænning, er at søgeren er elektronisk – dvs. det er et digitalt billede, man kigger på under optagelsen af billederne. Lige dén detalje kunne jeg godt have undværet, og specielt ved fotografering af flyvende fugle er det meget anderledes end en optisk søger. Men jeg er imponeret over kameraets evner, og allerede efter at have fotograferet med det i få dage var jeg i stand til at få skarpe fotos, da jeg pludselig stod med en hvid Grønlandsk Jagtfalk over hovedet på mig (selvfølgelig en undsluppet fangenskabsfugl, men alligevel var det da rart at kunne dokumentere det flotte syn).

Og så synes jeg at Olympus altid leverer gode farver, også i vanskeligt, hårdt lys (hvilket ofte har givet anledning til frustrationer med mine Canon-kameraer). Det er som om, at kameraet simpelthen er bedre til at håndtere stor “dynamisk spredning” i billederne – sikkert ikke lige så godt som et Full Frame-kamera, men ialfald væsentligt bedre end hvad jeg har været vant til.

Så jeg er en meget meget tilfreds ny Olympus-bruger, og ser frem til at blive endnu mere fortrolig med det nye legetøj  – men foreløbig er I meget velkomne til at besøge min fotoside og se, hvad det indtil nu er blevet til…

Publikumsvenlig ung Rørhøg i Han Vejle

I Han Vejle har Rørhøgeparret i vestenden fået et par unger på vingerne.

De sidder ofte og venter på forældrenes fodringer i buskene langs den gamle jernbanedæmning, og især den ene af dem, som har en forkærlighed for en bestemt tjørnebusk, er særdeles menneske-tolerant.

Dagligt giver den smukke fugl gode oplevelser til fuglefotografer og andet godtfolk, som passerer dæmningen. Hvis man stoppe op i bilen 5 meter fra busken bliver den siddende – kun hvis man åbner døren og stiger ud af bilen, letter fuglen.

Ung Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>
Ung Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Ung Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>
Ung Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Pletterne på billedet skyldes ikke skidt på sensoren i kameraet – det er insekter!

Ung Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>
Ung Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Rørhøgen skriger ikke på grund af tilskuerne, men fordi én af forældrefuglene nærmer sig med mad!

Ung Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://www.ornit.dk/">ornit.dk</a>
Ung Rørhøg, Han Vejle, juli 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Nysgerrigt bliver tilskuerne kigget an (klik på billedet!)…

Hvide fugle ved Østerildtårnet

Koloni af Hættemåger, Klyder, Havterner og Fjordterner, Østerild Fjord, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Koloni af Hættemåger, Klyder, Havterner og Fjordterner, Østerild Fjord, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Silkehejrer, Skestorke, Knopsvaner og en Hættemåge, Arup Vejle, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>
Silkehejrer, Skestorke, Knopsvaner og en Hættemåge, Arup Vejle, juni 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

Der er meget at kigge på fra Østerildtårnet for tiden – forleden var der tre Silkehejrer (stod spredt, og kun to kom med på billedet) og fire Skestorke på Arup-siden, og den lille ø i Østerild lige ud for tårnet huser i år en god koloni af Hættemåge, Klyde, Havterne og Fjordterne – som en Rørhøg fik på vingerne…

Sølvhejren i Kogleaks

Sølvhejre, Kogleakssøen, juli 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Kogleakssøen, juli 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre og Fiskehejre, Kogleakssøen, juli 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre og Fiskehejre, Kogleakssøen, juli 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Kogleakssøen, juli 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Kogleakssøen, juli 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre og Rørhøg, Kogleakssøen, juli 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre og Rørhøg, Kogleakssøen, juli 2012. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne sommer har foreløbigt været lidt fattig på hvide hejrer, men en enkelt Sølvhejre har dog hele juli måned holdt til i “bunden” af Kogleakssøen, ofte på grænsen til Læssø (nogle gange oppe at stå på fundamentet til den østlige højspændingsmast).

For de fleste gæster i Kogleaks-skjulet har fuglen kun kunnet ses på ret stor afstand, men for observatørerne i årets Sortterne-projekt har der været mange fine oplevelser, hvor hejren har fourageret ganske tæt på det til lejligheden opførte observationstårn.

I går gik den dog inde i Lille Gollum (i øvrigt sammen med ca. 25 Skestorke) – og kunne kun ses når man var hævet lidt til vejrs…

Ynglefuglerapport 2011 på gaden!

Ynglefugle i Vejlerne 2011.

Som det har været tilfældet siden 2007, har firmaet ornit.dk haft ansvaret for et overvågningsprogram for et udvalg af Vejlernes ynglefugle. Overvågningen får økonomisk støtte fra Aage V. Jensen Naturfond, som ejer Vejlerne.

Overvågningen udføres for den institution, vi plejer at kalde DMU, men strukturændringer i universitetsverdenen gør, at vi i fremtiden skal vænne os til, at det hedder DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. Det føles endnu ikke helt mundret, men det kommer vel…

Hvert år publiceres en ynglefuglerapport med resultaterne af overvågningen. Det tilstræbes, at rapporten kommer “på gaden” samme år som den behandlede sæson, og i år lykkedes det! (-i modsætning til 2010-rapporten, der først udkom i juni i år).

Rapporten er tilgængelig for download her – stadig fra DMU’s hjemmeside!: Ynglefugle i Vejlerne 2011 som pdf-fil. Rapporten indgår i en ny serie af tekniske rapporter fra DCE, og har et farvebillede på forsiden! (i modsætning til DMU’s arbejdsrapporter, der udkom i sorthvid). Det er stadig sådan, at rapporterne ikke udgives på papir, men udelukkende i digitalt format.

Samtidig med udgivelsen har DCE lagt en presseomtale af rapporten på nettet. Her fokuseres på vandstandens betydning for ynglefuglenes succes, idet områdets ræve har lettere ved at komme frem til de ynglende fugle ved lav vandstand. Fra 2000 og nogle år frem var bestanden af ræve markant reduceret som følge af sygdommen skab, og netop i disse år ynglede arter som Klyde, Rødben og Vibe i stort antal.

Da overvågningen er “hængt op” på det nationale NOVANA-program, har der i 2011 været særlig fokus på arterne Plettet Rørvagtel, Trane og Sortterne. Der blev kortlagt i alt 13 territoriehævdende Plettet Rørvagtel, det største antal siden 2007. De fleste ankom i juli. Bestanden af Trane var på seks stedfaste par kortlagt ved gentagne lejligheder i løbet af ynglesæsonen. Det er den største bestand, som hidtil er registreret i Vejlerne. Der blev registreret 26-36 ynglepar af Sortterne i en koloni i Kogleakssøen. De fik i alt 11 flyvedygtige unger, et bedre resultat end i 2010, hvor ingen unger blev produceret.

Af øvrige markante udviklinger i 2011 kan nævnes, at Rørhøg og Rørdrum har taget meget vel imod naturgenopretningen i Tømmerby Fjord, hvor diget er udbedret og vandstanden markant forhøjet.

Skestork genindvandrede i 2011 til Vejlerne, og for første gang siden 1996 blev lokaliteten Melsig i Arup Vejle taget i anvendelse. Otte rugende fugle blev iagttaget fra land.

Kun 25 par Klyder og 24 par Havterner på Bygholmengen er en fortsættelse af tendensen fra 2010 med meget lave tal af disse kolonirugende arter, der er afhængige af en høj vandstand. Der var stort set ingen ynglesucces hos Klyde, og slet ingen hos Havterne.

Med 52 territorier af Engryle er der tale om en lille tilbagegang i forhold til 2010, mens en anden af engenes meget fåtallige arter, Brushøne, havde en lille fremgang til syv yngleurolige høner. Samme dag som denne tælling blev gennemført sidst i juni sås i alt 11 Brushaner på spillepladser, og sammen med dem yderligere tre høner (som nok næppe har nået at yngle i år; men kan være udtryk for mislykkede yngleforsøg). Det er en fremgang fra fem ynglehøner i 2010 til samme niveau som i 2008-2009, men i et længere perspektiv er bestandsniveauet meget lavt.

Stor Kobbersneppe ynglede i år med 116 par, 10 par flere end i 2010.

I afsnittet om driftsforhold omtales i år et hidtil upåagtet problem i Vejlerne: at ynglefugle kolliderer med hegnstrådene. Et konkret, fotodokumenteret tilfælde af en nyudfløjen Engryle med såret vinge kan formentlig tilskrives, at fuglen var fløjet ind i den hegnstråd, der krydser engen tæt på iagttagelsesstedet. På Tipperne, hvor man i en årrække har været opmærksom på dette problem, har man helt kunnet afhjælpe det ved at føre en hvid snor langs med hegnstråden (viklet om tråden). Rapporten anbefaler, at der også i Vejlerne indføres en form for afværgeforanstaltning for at minimere risikoen for kollisioner med hegnstråd i de vigtigste områder for engfugle.

I sommeren 2011 græssede 300 kreaturer på Bygholmengen, heraf 100 med kalve, hvilket giver en kapacitet svarende til 330-350 voksne kreaturer. Det kan konstateres, at det lave antal i kombination med en relativt kort græsningssæson har bevirket, at opvæksten af tagrør ikke har kunnet holdes nede, især på de fire nordligste parceller. En markant opvækst af tagrør her kan medvirke til en forringelse af forholdene for engfuglene i den kommende ynglesæson.

I øvrigt kan jeg kun opfordre til, at man selv læser rapporten og tilegner sig flere detaljer om, hvordan og hvorfor det er gået med ynglefuglene, som det er! God fornøjelse med læsningen!