Morgenens check af Kogleaks gav – som ventet – en konstatering af, at Sortternerne i år kan præstere flyvende unger.
Ialfald to rundvingede hvidmavede juveniler flaksede kortvarigt over kolonien, og en af dem satte sig fuldt synligt på en af de små mudderbanker lige foran koloniområdet, hvor den tiggede mad hos forældrene. Og der er stadig godt gang i fodringen af mindre unger i kolonien; der er en konstant trafik af tilflyvende voksne med føde i næbbet. Rederne kan dog ikke ses for vegetationen.
Der vil sikkert i de kommende dage flyve flere unger ud, og det kan formentlig konkluderes, at denne forsommers varmevejr kom på det rigtige tidspunkt i forhold til de sarte terners ynglecyklus, så der har været rigeligt med insektproduktion til ungefodringen. Men allervigtigst så har Kogleakssøen jo i år været indbydende for fuglene efter sidste efterårs slåning af holmene – en afgørende forudsætning for succes! Også Hættemågerne har kvitteret med en stor koloni, og i øjeblikket er der mange hundrede nye 1K-fugle omkring kolonien. For ikke at tale om Fjordternerne, af hvilke jeg i forgårs talte 67 adulte fugle, det er mange. Af en eller anden grund ser de ud til at være kommet sent i gang – langt de fleste ruger tilsyneladende stadig på æg.
Med hensyn til den anden sjældne yngleart i Kogleakssøen, Dværgmåge, så er der intet positivt nyt at berette. Der er tidligere set en rede med en lille unge, og i forgårs havde jeg et par gamle fugle kraftigt varslende over pumpehuset, men i dag kunne jeg kun se fire adulte rastende sammen med ca. 10 2K-fugle lige i kanten af Sortterne-kolonien. Jeg skal dog skynde mig at tilføje, at det ikke behøver betyde, at parret med ungen har opgivet – den opvoksende vegetation gør det svært at se hvad der foregår. Så vi må bare vente og se hvad der dukker op…
I øvrigt har jeg haft et Knarande-kuld i Kogleakssøen en af de seneste dage, og i den bageste ende af lokaliteten, på overgangen til Store Gollum, står der en større flok Skestorke og raster – idag mindst 43. Og apropos Skestorke – i aftes ved 23-tiden, da jeg kørte over Bygholmdæmningen, var der ca. 60 ivrigt fouragerende fugle i Østsøen, som silhouetter mod den røde nordhimmel.
Opdatering 8. juli: Jeg har checket situationen i Kogleaks stort set dagligt, nogle dage flere gange, men der er ikke meget nyt at berette… Nogle gange ser der foruroligende dødt ud omkring Sortterne-kolonien, men hver dag hen mod aften samles mange fugle omkring kolonien. Der kommer stadig fugle flyvende til med føde og går ned, så der må være flere unger, der ikke er flyvefærdige endnu. Jeg har stadig højst set 2 flyvefærdige. I går ved middagstid under en voldsom tordenbyge var der 2 fouragerende ungfugle i Kogleaks, og samtidig 16 adulte lige omkring kolonien. Jeg kunne se, at der også var fugle i Lund Fjord, og da jeg kom over på jernbanedæmningen talte jeg 21, alle adulte, fouragerende tæt på dæmningen (sammen med 13 Dværgmåger). Sammenlagt giver det 37 adulte Sortterner, hvilket vist tangerer det hidtil største tal i år. Jeg går ud fra at alle fuglene i Lund Fjord er lokale ynglefugle fra Kogleaks – ialfald var der en konstant trafik af fugle mellem Kogleaks og Lund. Jeg har desværre ingen mulighed for at følge op i den kommende tid (partner Haaning heller ikke), så jeg håber at andre lokale tager sig af at checke udflyvnings-situationen i Kogleakssøen!…