Hvor mange Silkehejrer er her egentlig?

Silkehejre er en art som er akkurat årlig i Vejlerne – det har den ialfald været igennem de seneste ti år. Ofte er det en enkelt fugl som i en periode ses på Bygholmengen og på fjordsiden ved Pytodde-lagunen, men af og til samles to eller tre fugle her i Nordeuropas bedste sumpfuglereservat – som i 2017, hvor der i juni var tre fugle i Arup Vejle.

De kan dukke op gennem hele sommerhalvåret fra marts til oktober. Der er helt klart en tendens til mere regelmæssig optræden nu end for 20-25 år siden, men det har aldrig udviklet sig på samme måde som med Sølvhejrerne, som nogen måske havde forventet. I det sydlige England og i Nederlandene har Silkehejre etableret sig som fast ynglefugl i denne periode, og ifølge BTO – British Trust for Ornithology – har bestanden i Storbritanien taget et kvantespring fremad, med en 2347% stigning (!) mellem 1995 og 2022 til nu omkring 1100 par.

Men sådan er det slet ikke gået i Danmark – Silkehejre er fortsat så sjælden, at det er én man frydes over at se hver gang. Og lige nu, eller siden 22. september, har der dagligt været Silkehejre at se på forskellige lokaliteter i og omkring Vejlerne. Aldrig mere end én pr. observation – men tydeligvis må der være tale om adskillige forskellige individer.

Efter den første fugl på Bygholmengen 22/9 så jeg og en anden observatør 24/9 denne fugl i Østerild Fjord:

Silkehejre, Østerild Fjord, september 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle dage senere så Henrik Haaning og flere andre en Silkehejre ved Arup Holm, og det var nærliggende at tro, at det kunne være den samme. Men det var det ikke! – for Henrik har lagt en stribe fotos af fuglen på Netfugl i en artikel hvor han fokuserer på aldersbestemmelse af Silkehejre. Det var nemlig en 1K-fugl med tydelige gule, uregelmæssige “plamager” på benene. Jeg skal ikke kloge mig på alderen af denne fugl fra Østerild Fjord, men den havde ialfald ikke disse gule områder på benene – kun tæerne var gule (som de er i alle aldre).

Igennem hele periode er der fortsat set en fugl på Bygholmengen. Observatørerne har ikke altid oplyst hvor på engen fuglen er set, men flere har været set fra dæmningen i Midt- eller Vestsøen. Den 4/10 stod der så pludselig en Silkehejre ved Krapdiget, men her i den forgangne weekend er der både set Silkehejre på den nordlige del af Bygholmengen og en fugl ved Pytodde.

Silkehejre, Pytodde, oktober 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Selv om jeg havde den i modlys kunne jeg ihvertfald konstatere, at denne fugl heller ikke var identisk med 1K-fuglen fra Arup Holm (den manglede de gule områder på benene) – og jeg mener faktisk heller ikke det kan være fuglen fra Østerild Fjord, som havde en tyk og kraftig befjering på halsen, mens Pytodde-fuglen var meget “tyndfjeret” på halsen. Så jeg kommer til konklusionen at der har været mindst tre forskellige – og med fuglen ved Krapdiget, som jeg ikke har set måske fire – Silkehejrer i Vejlerne.

Der har måske været et mindre influx til Nordjylland, for i går blev der set en sydtrækkende Silkehejre langs havet på Agger Tange om formiddagen, inden at de to fugle sås i/ved Vejlerne. Og indenfor den seneste måneds tid har der i øvrigt også været to fugle på Værnengene og en fugl har også huseret i Vadehavet (ifølge DOFbasen).

Prærietrane medie-darling

Prærietrane og Trane, Thorup Fjordholme/Sløjen, august 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Prærietranen, som nu har opholdt sig på og omkring (øst for) Bygholm Vejle siden første halvdel af juli – altså i over to måneder – har naturligvis påkaldt sig en del opmærksomhed.

Før denne fugl var der jo den velkendte Prærietrane tilbage i 2021, som jeg fandt på Sydsjælland og som derefter turnerede land og rige rundt – inkl. et længere ophold i Vejlerne – inden den 8. maj trak ud ved Skagen. Det var Danmarks andet fund, og som den ekstreme sjældenhed arten er i Europa var den genstand for stor interesse, også fra medierne – og jeg skrev selv en artikel om den til årbogen Nordjyllands Fugle. Denne fugl tilbragte efterfølgende det meste af sommeren højt mod nord på Varangerhalvøen i Norge.

I mellemtiden har der i flere perioder været rapporter om arten flere steder i Nordvesteuropa. Og så var der igen i år en Prærietrane, som i maj trak op over Skagen Odde og formentlig videre mod nord – eller faktisk har der nok været to, for en måned senere, 7. juni, dukkede der en (ny?) fugl op i Skagen. Denne opholdt sig i det nordlige Vendsyssel frem til 18. juni, og det er nærliggende at tro, at det er samme fugl som nu står i Vejlerne. At det vitterligt er en ny fugl i forhold til dén i maj sandsynliggøres af, at den dagen før ankomsten til Skagen blev set nordtrækkende i Nederlandene.

På trods af disse langvarige ophold er Prærietrane fortsat en ekstremt sjælden fugl i Europa, men at den optræder så stedtro har selvfølgelig givet mulighed for rigtigt mange mennesker at stifte bekendtskab med den. At den netop vælger lange ophold i Vejlerne er jo ikke så mærkeligt, eftersom vi her har Danmarks største rasteforekomst af Trane. Prærietranen følger “vore egne” Traner i deres daglige rutiner; overnatter på Bygholm Vejle og benytter i dagtimerne fourageringsområderne øst for Vejlerne – Thorup og Klim Fjordholme, Sløjen, Koldborg Mark, Gøttruphave osv. Selv har jeg flere gange i august fundet den på stubmarker i den østlige del af det, vi på Vejlernes Feltstation traditionelt har kaldt Thorup Fjordholme, men den korrekte stedbetegnelse er nok Sløjen.

I forgårs blev jeg kontaktet af TV2 Nord, som gerne ville lave et indslag om den sjældne gæst. De har været lidt længe om at “få fingeren ud”, kan man sige, men bedre sent end aldrig. Jeg mødtes med dem en lille time før solnedgang ved Kraptårnet, og det var en af disse meget fine skumringstimer man kan opleve netop dér, med Krondyr, Havørne, Sølvhejrer – og de mange Traner som løbende ankom til overnatning i større og mindre flokke. Det endte med at der var mindst 325 af dem. TV-folkene var heldige at få en kort filmstump af netop dén flok som indeholdt Prærietranen. Det var live fjernsyn, så mine forklaringer er “skudt fra hoften” og jeg nåede at blive en smule febrilsk – men jeg håber at begejstringen over oplevelsen alligevel skinner igennem – indslaget kan ses her:

TV2 Nord’s indslag om Prærietrane 11. september 2024.

 

En sjælden oplevelse – æglæggende Gøg foran Kogleaksskjulet

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I går eftermiddags tilbragte jeg en times tid i skjulet i Kogleakssøen, bl.a. lokket af, om Sortternerne lod sig se – efter hvad jeg har hørt skulle de have etableret en koloni lidt syd for pumpehuset. Der var Sortterner at se, men kun forbiflyvende/fouragerende enkeltindivider – jeg så ingen opflyvninger, og fik dermed ikke styr på hvor kolonien måtte befinde sig. Ellers bød obs.’en på lidt af det sædvanlige/forventede: et Rørhøg-par tæt på i Han Vejle (og flere i luften over Bygholm Nord), Sølvhejrer, Hættemåge-kolonien (som ikke ser særligt stor ud i år), Rørspurve i toppen af tagrørene osv.

Jeg var egentlig på vej til at pakke sammen da jeg blev opmærksom på en halvstor, blågrå fugl i rørskoven få meter foran skjulet. Først tænkte jeg at det måtte være en eller anden vandhøne, men da jeg fik stillet skarpt viste det sig overraskende nok at være en Gøg! Den opholdt sig det meste af tiden godt skjult og ret lavt i rørene, men flyttede sig hele tiden lidt rundt, og indimellem fik man et bedre kig på den…

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De stikkende gule øje og orange ben går man jo ikke fejl af. Det blev hurtigt klart, at det måtte dreje sig om sådan en blågrå type hun-Gøg, for hvad skulle den være på udkig efter mellem tagrørene hvis ikke det var en rede?

På et tidspunkt fløj den hen i et mirabelletræ på diget, hvorfra den måske bedre kunne få overblik og spotte en egnet rede…

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også her forsøgte den dog at holde sig skjult (den må have været opmærksom på min tilstedeværelse, og forsøgte nok også at undgå at påkalde sig opmærksomhed fra eventuelle forældrefugle ved den udsete rede)…

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Da den efterfølgende påny fløj hen til rørskoven lige foran vinduerne i skjulet, nåede jeg igen at få et par skud med kameraet, inden den blev helt væk nede i tagrørene…

Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Gøg, Kogleakssøen, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu var der ingen tvivl om, at “tampen brændte” for Gøgen, for et par Rørsangere blev grundigt ophidsede og skældte voldsom ud. Der gik nogle øjeblikke, måske et halvt minut – og det sidste jeg så ske var at Gøgen lettede med et rørsangeræg i næbbet og fløj langt væk op over Han Vejle og Lund Fjord.

Desværre var det kun få brudstykker fra hændelsesforløbet jeg kunne foto-dokumentere, men det var en speciel oplevelse at være vidne til sådan et hverdags-drama. For det er jo en almindelig foreteelse, der er en stor bestand af Gøg i Vejlerne, og hunnerne må givetvis lægge mange æg i andre fugles reder hver dag i denne tid. Det er blot ikke så almindeligt at få lov til at overvære fænomenet – ialfald var det for mig første gang.

Det er også specielt at vide at Rørsanger-parret som har rede lige foran Kogleaks-skjulet i den kommende tid kommer til at opfodre en stor tyk gøgeunge… 😉

Bliver det ved med at være eksotisk?

Jeg har flere gange her på bloggen skrevet om, hvordan nogle af de fugle, som vi tidligere betragtede som sydlandske og eksotiske, såsom Skestork og Sølvhejre, i disse år optræder i stadigt større tal på vore breddegrader.

Faktisk er det nu sådan, at man i Vejlerne på hvilken som helst dag året rundt kan beslutte sig for at tage ud og kigge på Sølvhejrer – hvis man skulle få lyst til det. Altså forudsat at vi ikke ryger ind i én af de sjældne isvintre.

I de seneste par år har Sølvhejre jo ynglet her i lokalområdet med nogle par i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov – sidste år var der først på sæsonen op til 23 fugle, men formentlig på grund af “tryk” fra Havørnene gik det tilsyneladende ikke så godt for kolonien.

Igen i år er der Sølvhejre i Øsløs Skov, eller de har i al fald lagt an til yngel på stedet – men nu er en større “udbrydergruppe” under etablering et andet sted i Vejlerne. Faktisk ret præcist en kilometer fra hvor jeg bor! Her så Henrik og jeg i går ca. 30 fugle i fuldt display med udslåede egretter (prydfjer) osv. – det ser virkeligt lovende ud! Denne gang er ynglestedet ikke i træer sammen med Fiskehejrer, men i rørskov og lave buske – en type ynglelokalitet, der i dén grad leder tankerne hen på sydligere himmelstrøg.

Så ja, det ser godt nok stadig eksotisk ud, selv om Sølvhejre i den grad er blevet et dagligdags syn her i Vejlerne… Det ser EDDERMA’ME eksotisk ud! 😉

Den nye koloni kan kun ses på stor afstand, så ingen aktuelle fotos, men et arkivbillede fra november sidste år…

Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk">ornit.dk</a>.
Sølvhejre, Østerild Fjord, november 2019. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i den nye koloni. Går det godt, kan der komme et stort antal unger på vingerne til sommer…

41 Sølvhejrer i én flok!

De store hvide fugle, Sølvhejre og Skestork, har fyldt meget i Vejlernes landskaber – og på denne blog – her i sommeren og sensommeren 2018 – se f.eks.: [Skestorkene bygger op][Fra eksotisk og sjældent…], [At træde vande i luften].

Og de vedbliver med at fylde! Forleden havde Henrik Haaning rekord af begge arter i Vejlerne med 365 Skestorke og 59 Sølvhejrer – de fleste Skestorke i de Vestlige Vejler og alle Sølvhejrerne i de Østlige. Det har været en nærmest eksplosionsagtig udvikling hos begge arter – især Sølvhejre – de senere år, og de ni ynglepar i år må have produceret masser af unger, når vi kan nå så høje tal.

For mig personligt var det næsten uvirkeligt og surrealistisk igår at kunne tælle hele 41 Sølvhejrer i én flok i Han Vejle.  De fløj op og landede samlet i sydøsthjørnet af søen.

Sølvhejrer, Han Vejle, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Han Vejle, august 2018. Bemærk “skidestriben” fra den nederste fugl! Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Han Vejle, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Han Vejle, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Han Vejle, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Han Vejle, august 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

De kunne ikke alle være på ét billede! 41 er minimumstal – måske var der 43.

Jeg husker i min ungdom hvordan det var et stort ønske at se bare én Sølvhejre, og mens jeg arbejdede på Tipperne blev en sådan meldt fra Gødelen på Værnengene. Hvilken frustration at det ikke lykkedes at se den!

Jeg havde dengang – hvor der var snak om, at Sølvhejre-bestanden i Europa var i tilbagegang og alvorlig krise – aldrig turdet drømme om i Danmark at komme til at opleve syn som disse!

Fra eksotisk og sjældent til super-almindeligt på få år

I min ungdom som fuglekigger var de eksotiske hvide fugle – hejrer og Skestork – store sjældenheder, som man kunne finde på at køre på tværs af landet for at få at se. Næsten altid drejede det sig om én fugl. Fuglene fik tankerne hen på sydlige himmelstrøg.

Siden Skestork midt i 1990erne begyndte at yngle i Danmark efter en længere pause er det gået stærkt, og som beskrevet i mit forrige indlæg, er Vejlerne her i sommer- og sensommer-månederne “opsamlingssted” for fugle fra ynglekolonierne i Limfjordsområdet. I sidste uge talte jeg det foreløbigt højeste tal for i år, 237.

Det er ret nyt, at det ikke er Bygholmengen, som er den vigtigste lokalitet – i år har de største flokke været i Kogleaks/Lund Fjord-området. Det skyldes sikkert de helt ekstremt tørre forhold på Bygholmengen. Ofte flytter Skestorkene flere gange om dagen mellem Kogleakssøen og Lund Fjord, således også i dag, hvor en Havørn fik alle de knap 100 fugle på vingerne – ved den lejlighed blev disse fotos taget.

Skestorke, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleaks, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skestorke, Kogleakssøen, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også Sølvhejre eksploderer voldsomt i antal disse år. For fem år siden var seks fugle en “kæmpeflok” som omtaltes som “influx”,  for to år siden startede arten på at yngle i fiskehejrekolonien i Øsløs Skov, og i år husede denne koloni hele ni par. Også for Sølvhejre er Kogleaks/Han/Lund-området et “hotspot”, og idag talte jeg 25 deroppe – heraf hele 19 samlet i nogle buske i sydvesthjørnet af Lund Fjord. Ikke alle 19 kunne dog være på tele-fotoet…

Sølvhejrer og Fiskehejrer, Lund Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer og Fiskehejrer, Lund Fjord, juli 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Og selv om det er blevet et almindeligt syn med alle disse hvide fugle i Vejler-landskabet, giver det nu stadig et lidt eksotisk præg og får tankerne til af flyve til Doñana, Hortobagy, Neusiedler og slige steder… 🙂

Ny guldsmedeart for Vejlerne og Nordjylland!

Dagens kanotur på Tømmerby Ringkanal mellem Maskinhuset og Tømmerby Å – med Jens Frimer som passager i kanoen – gav mange fine oplevelser med guldsmedene, Sølvhejre, Isfugl, flyvende Rørdrum og meget andet.

Den største overraskelse kom kort efter start, i den store krebseklo-sump umiddelbart nord for Maskinhuset. Her var allerede godt gang i forvandlingen af store guldsmede (mosaikguldsmede og Stor Kejserguldsmed), mange exuvier (tomme larvehuder) sad i planterne – og vi så flere kejserguldsmede og Håret Mosaikguldsmed over sumpen. Som beskrevet sidste år er denne sump senere på året stedet, hvor mange Grøn Mosaikguldsmed holder til – men det er jo nok for tidligt på sæsonen til denne art nu. Derimod (og nu kommer overraskelsen!) var der en Kileplet-Mosaikguldsmed, som fløj rundt mellem kejserguldsmede og Firplettet Libel. Vi fik hurtigt checket kendetegn – grønne øjne, glasklare vinger, lysere grundfarve end Brun Mosaik, næsten uplettet bagkrop – og jeg var med det samme klar over, at vi stod med en ny art for Nordjylland! Heftigt!

Kileplet-Mosaikguldsmed var inden atlasundersøgelsen mest kendt fra øerne og nogle få steder i Østjylland, men i løbet af 2015-17 er den gradvist fundet flere steder længere mod vest, og særligt i år ser det ud til at arten har erobret nyt land med flere lokaliteter i Vest- og Sønderjylland (-selv fandt jeg arten som ny for Tøndermarsken i sidste uge).

Registreringer af Kileplet-Mosaikguldsmed under atlasundersøgelsen med det nye fund i Vejlerne. Fra guldsmedeatlas.dk.
Registreringer af Kileplet-Mosaikguldsmed under atlasundersøgelsen 2014-18 med det nye fund i Vejlerne. Fra guldsmedeatlas.dk.

I ovennævnte indlæg reflekterede jeg også over, at Limfjorden kunne være en spredningsbarriere, men ved nærmere eftertanke er det nok ikke særligt sandsynligt for ret mange arter – det er blot påfaldende at så mange arter af guldsmede og vandnymfer kun er kendt syd for fjorden. Men Kileplet-Mosaikken demonstrerede ialfald, at den godt kunne flyve over den smule vand (som det ret beset er)…

Lidt senere på turen havde vi endnu en Kileplet (iøvrigt sammen med årets første Brun Mosaikguldsmed i Vejlerne), og måske var der ialt tre – men helt sikkert er to, og flere har jeg ikke rapporteret. Jeg ville naturligvis meget gerne kunne fotodokumentere fundet, men på det tidspunkt (omkring kl. 11) var de stadig meget omkringflyvende og svære at få hold på. Og det er ikke nemt at skyde flugtfotos fra kano, skulle jeg hilse og sige! 😉

På tilbageturen sidst på eftermiddagen gjorde vi igen holdt ved krebseklo-sumpen, og nu var Kilepletten mere samarbejdsvillig – den stod pænt stille i luften for os flere gange – som jeg ofte har oplevet arten gøre. Så jeg fik min dokumentation af den nye Vejler-art!

Kileplet-Mosaikguldsmed over krebseklo-sump, Tømmerby Ringkanal, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed over krebseklo-sump, Tømmerby Ringkanal, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed over krebseklo-sump, Tømmerby Ringkanal, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kileplet-Mosaikguldsmed over krebseklo-sump, Tømmerby Ringkanal, juni 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Dermed er Tømmeby-kvadratet oppe på 33 arter af guldsmede og vandnymfer, og Vejler-området som helhed mindst 34 arter. Det giver en klar top-position i Nordjylland, men det kan vel heller ikke overraske…

Det skal blive spændende fremover at følge, om der var tale om to enlige “svaler”, eller om Kileplet-Mosaikguldsmed er kommet for at bide sig fast i området. Den store krebseklo-sump skulle give gode levemuligheder, tænker jeg – dyrene jeg så i Tøndermarsken fløj netop også rundt over bevoksninger med krebseklo.

Eventyret fortsætter. Det bliver vildere og vildere. 1792 Huevandnymfer!

Idag var turen kommet til søerne ved Krapdiget – Krapsøen og Halds Hul.

Dunhammer- og tagrør-bræmme, Krapsøen, Selbjerg Vejle (Kraphytten i baggrunden). Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Dunhammer- og tagrør-bræmme, Krapsøen, Selbjerg Vejle (Kraphytten i baggrunden). Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har jo tidligere fundet Huevandnymfe langs Krapdiget – bl.a. omtalt her – og havde nok tænkt, at der sikkert også ville vise sig flere, når man bevægede sig ud i rørbræmmerne langs søerne. Men jeg havde trods alt ikke ventet, at dagens resultat ville blive mere end en fordobling af gårsdagens rekord fra Klaringerne, Tømmerby. Jeg startede ud på vestsiden af Krapsøen, en zone som de seneste år er blevet høstet/slået, og der er også åbnet for kreaturgræsning. I denne åbne habitat med spredte stubbe af tagrør og dunhammer var tætheden af Huevandnymfe kolossal, og om muligt endnu højere end i Klaringerne igår. Overalt hvor man kiggede var der 20-30-40 Huevandnymfer i synsfeltet. Det var dog en ret begrænset del af søbredden, der på denne måde var åbnet, og jeg tænkte så, at det nok var slut, når jeg tog hul på den egentlige rørbræmme. Men det viste sig, at her var næsten lige så stor en tæthed – og formentlig er det kun fordi det er sværere at registrere alle dyrene i den højere vegetation, at tætheden tilsyneladende er lavere. Ialfald var der bare MANGE – og ligesom igår var Huevandnymfe langt, langt den mest dominerende art.

Det skal nævnes, at rørbræmmen i disse søer har et stort indslag af dunhammer, og tagrør vokser mere spredt. Tilstedeværelsen af dunhammer gør “automatisk”, at habitaten bliver mere åben. Jeg vil tro, at der i søer med en massiv bræmme af tagrør vil vise sig en lavere tæthed af guldsmede/vandnymfer i det hele taget – og også af Huevandnymfe.

Men alligevel er jeg højst overrasket. Dagens samlede resultat, da jeg kom hjem og fik det talt sammen, lyder på fuldstændigt vanvittige 1792 Huevandnymfer! Jeg har den opfattelse, at Huevandnymfe normalt er en art der træffes i små antal på små lokaliteter – lige med undtagelse af Lille Vildmose – og det viser sig ialfald nu, at i Vejlerne er den – de rette steder og på det helt rette tidspunkt – en meget abundant art! Men mon ikke at 2018 også byder på exceptionelt gode betingelser for arten, med det varme vejr der har præget første halvdel af maj?…

Der blev selvfølgelig også fotograferet under dagens felttur, nogle eksempler kommer her:

Portræt af Huevandnymfe han, Krapsøen, Selbjerg Vejle. Bemærk, at de store bagkropsvedhæng hos denne art bliver "blåpudrede". Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Portræt af Huevandnymfe han, Krapsøen, Selbjerg Vejle, maj 2018. Bemærk, at de store bagkropsvedhæng hos denne art bliver “blåpudrede”. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Han og hun af Huevandnymfe i "tandem", Krapsøen, Selbjerg Vejle. Bemærk larvehylstret på stænglen bag hunnen - formentlig er en Huevandnymfe kravlet ud af den. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Han og hun af Huevandnymfe i “tandem”, Krapsøen, Selbjerg Vejle, maj 2018. Bemærk larvehylstret på stænglen bag hunnen – formentlig er en Huevandnymfe kravlet ud af den. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Han og hun af Huevandnymfe under æglægning, Krapsøen, Selbjerg Vejle. Som hos alle Coenagrion-arter forbliver parret sammenkoblede under æglægningen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Han og hun af Huevandnymfe under æglægning, Krapsøen, Selbjerg Vejle, maj 2018. Som hos alle Coenagrion-arter forbliver parret sammenkoblede under æglægningen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Med så mange Huevandnymfer, heraf en stor dominans af hanner, er det måske ikke så mærkeligt, at flere af hannerne havde “fanget” dyr af en anden art (med henblik på parring – som dog næppe kan finde sted?)…

Huevandnymfe i "tandem" med Flagermusvandnymfe hun, Krapsøen, Selbjerg Vejle. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe i “tandem” med Flagermusvandnymfe hun, Krapsøen, Selbjerg Vejle, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Huevandnymfe i "tandem" med Flagermusvandnymfe han, Krapsøen, Selbjerg Vejle. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Huevandnymfe i “tandem” med Flagermusvandnymfe han, Krapsøen, Selbjerg Vejle, maj 2018. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ja beklager ovenstående dårlige foto, men jeg synes det viser noget interessant – ialfald overraskende for mig, at Huevandnymfe-hannen kunne tage fejl ikke alene af art, men også af køn (!)…

Udover de mange, mange Huevandnymfer var der jo også lidt andre “krydderier”, hvor jeg fik fotos af nogle af dem:

Flagermusvandnymfe han og hun i parring, Krapsøen, Selbjerg Vejle. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Flagermusvandnymfe han og hun i parring, Krapsøen, Selbjerg Vejle, maj 2018. Ofte den almindeligste vandnymfe i Vejlerne, men idag reduceret til den næstmest almindelige. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Stor Farvevandnymfe, Krapsøen, Selbjerg Vejle. Ses endnu relativt sparsomt, men bliver senere på sæsonen meget talrig i Vejlerne. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stor Farvevandnymfe, Krapsøen, Selbjerg Vejle, maj 2018. Ses endnu relativt sparsomt, men bliver senere på sæsonen meget talrig i Vejlerne. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fireplettet Libel, Halds Hul, Glombak. Er kommet meget tidligt igang i år, der ses allerede store flokke af arten. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Halds Hul, Glombak, maj 2018. Er kommet meget tidligt igang i år, der ses allerede store flokke af arten. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Til sidst, for lige at vise at jeg også har øjnene åbne for andet end guldsmede:

Sølvhejre letter fra Halds Hul, Glombak, maj 2018. En af ynglefuglene fra den lille koloni. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Sølvhejre letter fra Halds Hul, Glombak, maj 2018. En af ynglefuglene fra den lille koloni. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hvide hejrer bonanza med Kohejre!

Haaning hitter igen! – på totaltælling i mandags fandt Henrik Haaning en Kohejre i  Kogleakssøen, som han fortæller om på Pandion i linket her.

Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kohejre, Kogleakssøen, august 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg befandt mig på pågældende tidspunkt ved frokosttid på Bygholmdæmningen i søgen efter de to Odinshøns, Henrik havde rapporteret tidligere  på morgenen. Så jeg kunne ret hurtigt være på plads i Kogleaks-skjulet, og sammen med Henrik og blot to observatører til nåede jeg  – i det ikke alt for spændende, kølige blæsende vejr – at se hit-hejren. Først stod den og skuttede sig på en af øerne i søen, ret kedeligt at se i kraftigt modlys, men efter et kvarters tid lettede den og fløj over på en kreaturgræsset mark på Kærup Holme – desværre skjult bag en nåletræsplantage. Det var under denne flyvetur at ovenstående uskarpe dogme-doku-foto blev taget.

Senere vendte den meget kortvarigt tilbage til søen, hvor den bl.a. stod på en hegnspæl i nogle få sekunder – denne gang var der lidt mere nydelse i synet. Kohejre er jo såmænd en fin lille hejre, men dens almindelighed i andre dele af verden taget i betragtning er det jo ikke en art, man som sådan går og har et romantisk forhold til… Men det er ALTID sjovt at få sig en ny Vejler-art, og for Henrik da ikke mindst – “findelønnen” når det uventede dukker op i teleskopfeltet er altid stor!

Resten af mandagen og tirsdag med blev fuglen eftersøgt uden held, men onsdag morgen fandt Henrik Læssøe fuglen igen i Kogleakssøen, og denne dag blev den set flere gange i løbet af dagen frem til om aftenen – dog afbrudt af perioder, hvor den skjulte sig. Der blev også taget væsentligt bedre fotos af fuglen end ovenstående. Det forekommer sandsynligt at fuglen stadig er til stede, så mon ikke den vil blive set flere gange i den kommende tid…

Det er så kun anden gang på godt 100 år, at der ses Kohejre i Vejlerne – vi skal helt tilbage til 1903, hvor en fugl blev skudt i Selbjerg Vejle – dengang det første fund i Danmark, i øvrigt. Og det passer så alligevel (måske) ikke helt – for i 1995 kom min datter Pia en gang hjem og fortalte, at hun havde set en hvid fugl stå på ryggen af en hest ved Tømmerby Fjord – så siger alarmklokkerne jo med det samme Kohejre! Den blev eftersøgt uden held – men senere samme år dukkede der en Kohejre op ved Ove Sø i Thy…

Kohejrens opdukken i Vejlerne falder fint i tråd med at stort set alle Sydeuropas hejrearter igennem mange år har haft fremgang, og nu ses flere af dem regelmæssigt på vore breddegrader. Under Kohejrens ophold i Kogleakssøen i mandags fløj der flere gange en Sølvhejre forbi i baggrunden (én af de ca. 10, der huserer i Vejlerne i øjeblikket), og det er ikke mange dage siden at der også var Silkehejre i Pytodde og på Bygholmengen. Det engang eksotiske er ikke længere helt så eksotisk!

Influx af Sølvhejrer m.m.

Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleaskssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejrer, Skestorke og Fiskehejre, Kogleakssøen, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sølvhejre, Pytodde, september 2013. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Lørdagens fantastiske indian summer med grill og bål på plænen til sent blev efterfulgt af en tidlig søndag morgen, som vejrmæssigt også var rigtig fin (og meget bedre end DMI’s forudsigelser!), hvor hele Bygholm Vejle fra nord til syd blev checket fra Østre Landkanal-siden.

Det første syn som mødte os var – som Rolf C. ville udtrykke det! – en kæmpeflok af Sølvhejrer i Kogleakssøen, hele 6 styks, som fouragerede på det efterhånden meget lave vand sammen med Skestorke og Fiskehejrer. Det er den største flok af denne art, som til dato er set i Vejlerne (-og Nordjylland?)…

Ned langs Bygholm Nord var det planen at følge udflyvningen af de overnattende Traner, og det lykkedes meget godt; i større og mindre flokke taltes 175 fugle, som alle trak ud på fouragering på Thorup Fjordholme – eller ialfald i en østlig retning. Det er ikke rekord, men et stort tal – og flere end der maksimalt blev talt sidste efterår.

En gammel Havørn – en af de mindst 5-6 fugle, der huserer i Vejlerne og Hjardemål Klit-området for tiden – skabte ravage blandt Bygholm Nords rastende fugle. Et par unge Vandrefalke gav også lidt dramatik, men mest fordi de gjorde talrige udfald imod hinanden i luften.

Da vi nåede Krapdiget lettede på kort afstand en fed ung, ond Duehøg – en art som er blevet alt for sjælden, selve indbegrebet af power!

Endnu en Sølvhejre var kortvarigt oppe at flyve over Selbjerg Vejle (langs Selbjergdiget), i området hvor Sølvhejrerne de seneste år ofte har holdt til – måske den samme jeg så første gang for tre uger siden.

I Øst- og Midtsøerne ved Bygholmdæmningen var der godt med vadefugle, inkl. flere unge Krumnæbbede Ryler og Dværgryler, og sidstnævne sted også en ung kobberfarvet og kortnæbbet Islandsk Stor Kobbersneppe.

Der er jo ikke ellers mange vandfugle på Bygholmengen i disse steppeklima-tider, men alligevel sad en gammel Vandrefalk i baggrunden og skulede. Og én til af slagsen fandt vi på Pytodde, hvor dagens sidste – ottende! – Sølvhejre også dukkede op – den fløj senere mod Glombak eller Bygholm Vejle.

Det var en overraskelse at finde så mange Sølvhejrer idag, men det falder jo i tråd med, at arten de seneste år er blevet mere og mere almindelig. Vi har én gang tidligere i Vejlerne, den 9. november 2009, registreret et samlet tal på 8 eller 9 Sølvhejrer – som tidligere fortalt – men dengang var største antal set på én gang 5 eksemplarer. September har ofte været den bedste måned, og det skulle ikke undre mig, at vi i år kommer til at opleve endnu større tal af denne fremadstormende art, der giver sydlige og eksotiske associationer…