Der yngles! (-på livet løs)

Asketræ med solsorterede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Asketræ med solsorterede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I et af vore gamle asketræer har en Solsort fået indrettet sig en hyggelig hule.

Solsort på rede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Solsort på rede, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I reden er der nyklækkede unger.

Et kuld solsorteunger, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Et kuld solsorteunger, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hos et andet af matriklens solsortepar må der også være klækket unger, for hunnen bringer føde til reden…

Solsort med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Solsort med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Også her er ungerne nok stadig små, for hun ligger på reden og varmer dem det meste af tiden.

Også hos andre af havens fugle bliver der slidt og slæbt for at skaffe mad til ungerne. Hos Stærene…

Stær med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stær med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hos Blåmejserne…

Blåmejse med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Blåmejse med føde i næbbet, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har indtrykket af, at for de hulrugende arter er det antallet af tilgængelige redemuligheder, først og fremmest i form af redekasser, der afgør hvor mange der er plads til her på matriklen. Vi har fire kasser som i størrelse er egnet til Stær – alle besat. Jeg har ikke styr på antallet af kasser i mejse/spurve-størrelse, det drejer sig nok om 20-25, foruden tre “halvåbne” som først og fremmest er tiltænkt Rødstjert og Grå Fluesnapper. De er ikke alle beboede, nok mest fordi placeringen af nogen af dem ikke er helt “i skabet” i forhold til fuglenes behov. Men jeg regner med, at her er 3-5 par af både Blåmejse, Musvit og Skovspurv, og desuden har vi  i år for første gang et stationært par Gråspurv – det har vi aldrig haft før. Af andre arter med hang til hulheder er der to territorier af syngende Rødstjert og et par Grå Fluesnapper.

Rødstjert han, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rødstjert han, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er sjældent jeg finder ud af hvor de rent faktisk har deres rede, men ialfald det ene par Rødstjert er meget tæt på vores bolig, og hannen skælder ud hver gang vi går ud af døren… Sidste år forsøgte de Grå Fluesnappere sig i en redekasse på huset, men desværre mislykkedes yngleforsøget. Jeg er ikke sikker på at de har etableret en rede endnu i år…

Følger man diverse fuglegrupper på de sociale medier er der megen jammer og klage over at der tilsyneladende mange steder i år “mangler” sangfugle i haverne. Her er der ingen jamren – tværtimod synes jeg at der for hvert år kommer flere ynglende spurvefugle her på vores hektar, som med forsæt bliver vildere og vildere…

Landsvale yngler igen i år – i samme rede fra de sidste par år – en stor glæde. To-tre syngende hanner af Løvsanger har vi – og samme antal Gransanger. Af Munk er der mindst to, Tornsanger to, Gærdesanger en enkelt. En af de få arter som har udvist tilbagegang her er Gulbug – de senere par år har vi blot haft en enkelt syngende – men der er i år et nabo-territorium (hos naboen). Bogfinke, Gulspurv, Grønirisk og Stillits synger her også (og yngler formentlig, ialfald er de meget konsistente). Dompap går stille med dørene, men jeg ser af og til både han og hun besøge foderbrættet – så de må også yngle, om ikke andet så i nabolaget. Derimod ser vi ikke Kernebider i yngletiden – de er her ellers fast hele vinterhalvåret.

Selvfølgelig har vi også både Rødhals og Gærdesmutte, adskillige, uden at jeg helt har styr på antallet. Af Solsort, som jeg indledte med, er der nok mindst fire par, hvor jeg altså kender reden hos de to. Sangdrossel synger i nabolaget, men ikke lige på vores matrikel (de kommer her dog og fouragerer).

Gråsisken har jeg haft i sangflugt over vores lille birke/elle-mose så ofte at de også må være ynglefugle her – det er første gang i de 30 år vi har boet her.

Spætmejse og Stor Flagspætte har vi højlydt territoriehævdende lige uden for vore vinduer gennem hele foråret (de er mere stille lige for tiden), men jeg tror de begge har deres reder inde i naboens lund af gamle løvtræer.

Så kan jeg ikke komme i tanker om flere – vi har ikke ynglende kragefugle hos os, tidligere år har der været Husskade, men dén og Allike yngler i år kun hos naboerne (og besøger os ofte).

Jeg tilskriver en stor del af grunden til vores rige småfuglesamfund den massive randbeplantning med løvtræer på grunden – hvor de fleste træer blev plantet for 30 år siden, og siden har der været stor tilvækst (og mange selvsåede birk, slåen, rødel, ahorn m.fl.). Nu har “skovpræget” nået et niveau så det virkeligt tiltrækker mange fugle. Vi har ingen nåletræer (og der er heller ikke mange i nabolaget), så arter som er tilknyttet gran og fyr ser vi sjældent her.

En fugl at blive glad i låget af…

Omkring 1. september for to år siden dukkede en Spætmejse op på matriklen her i Tømmerby – og skabte glæde! Fuglen dengang blev vinteren igennem, og dagligt kunne vi fornøje os med den muntre “fætter” på foderbrættet udenfor vinduet…

Spætmejse, Tømmerby, januar 2017. Foto: ornit.dk.
Spætmejse, Tømmerby, januar 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Først en gang om foråret blev vores (og naboens) “naturskov” åbenbart for lille for fuglen, og den forsvandt… og blev savnet…

Nu er det samme sket igen! Igen lige omkring 1. september, en morgen hvor jeg trådte ud af døren, genlød det med Spætmejsens glade stemme – og lige nu hvor jeg sidder inde på kontoret, hører jeg den igen.

Ja jeg er jo ikke dyrepsykolog, og kan ikke vide om Spætmejsen i virkeligheden er gladere end så mange andre fugle – højst sandsynligt ikke – men der er et eller andet ved dens energiske væsen, stemme og hele adfærd, som man bare bliver i godt humør af! Jeg smiler indvendig, hver gang jeg støder på den, og håber nu på, at den igen vil gøre os selskab de kommende mange måneder… 🙂

Skovens charmetrold på besøg

Spætmejse, Nationalpark Mols Bjerge, maj 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Spætmejse, Nationalpark Mols Bjerge, maj 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk

I mange år har Spætmejse virkeligt ikke været en fugl, man har forbundet med Vejlerne eller området omkring Vejlerne. I den første atlasundersøgelse  1971-74 var eneste registrering i Thy en “mulig” forekomst som ynglefugl. I andet atlas 1993-96 fandtes den som “sikker” i ét kvadrat (Tovsig-kvadratet) samt én “sandsynlig” forekomst. Sådan var situationen i store dele af feltstationsperioden – man kunne af og til træffe arten i den gamle højstammede løvskov omkring Tovsig vest for Tømmerby Fjord, samt (lidt længere væk fra Vejlerne, men indenfor feltstationens tælleområde) i park-haven tilhørende Aggersborggård.

Men siden er der sket ét og andet. I den pågående atlasundersøgelse er der efter to sæsoner fundet sikkert ynglende Spætmejse i tre kvadrater i Thy, og derudover er arten registreret som sandsynlig eller mulig ynglefugl i yderligere 12 kvadrater i landsdelen. Det ene kvadrat med sikkert ynglefund er CC04 – Hannæs, hvor også min matrikel befinder sig. Det er selvfølgelig Poul Hald, der har arten i sin skov ved Øsløs, men derudover er den nu også fast i den gamle feltstationshave på Lynge, har jeg ladet mig fortælle. Hvem skulle have troet det…

Alligevel kom det som en overraskelse for mig – men en glædelig en af slagsen – da jeg i sidste uge blev mødt af Spætmejsens glade kald, da jeg stak hovedet ud om morgenen. En herlig ny matrikelart! På vores og især naboens grund er der i løbet af de sidste små 100 år vokset en lille løvskovslund op, og træerne er nu åbenbart så gamle og tillokkende, med furet bark, revner og andre gode skjulesteder for insektliv, at en Spætmejse har fundet det interessant at aflægge stedet visit. Foreløbig har den været her i næsten en uges tid, og det er til at blive glad i låget af at møde denne “gadedreng”, der altid udstråler energi og overskud. Så jeg håber selvfølgelig, at den bliver hængende!

Fotoet er ikke af den aktuelle fugl, men et arkivbillede fra dette forår hvor jeg arbejdede på et naturskovsprojekt i Nationalpark Mols Bjerge. Dér kan man virkeligt tale om, at Spætmejsen er karakterfugl!