Ifølge den gængse litteratur skulle Sortmejse først være indvandret til Danmark i nyere tid, efter at landet blev tilplantet med nåletræsplantager. Arten er nemlig kendt for at være strengt tilknyttet nåletræer, særligt grantræer.
På vores matrikel på en lille hektar, hvoraf det meste henligger som natur, findes ikke ét eneste nåletræ (men derimod nogle hundrede løvtræer, selvfølgelig udelukkende hjemmehørende arter). Derfor har det ikke været underligt, at vi i de snart 34 år vi har boet her kun helt undtagelsesvist har mødt Sortmejse på grunden (jeg husker faktisk kun et enkelt besøg på foderbrættet om vinteren). Det nærmeste sted hvor arten er fast er i “Martins skov” (tidligere feltstationens) på hjørnet af Lyngevej en halv kilometer herfra – en plantage domineret af fyr- og grantræer med også med indslag af løvtræer.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg for et par uger siden blev opmærksom på et par Sortmejser, der smuttede ud og ind af en af matriklens ca. 40 redekasser! Ikke alene er det overraskende at de vælger at være her omgivet af løvskov (inkl. naboen Bundgårds gamle parkagtige lund) – men at de så lige præcis vælger denne kasse på gavlen af annekset, som tidligere har været beboet af Grå Fluesnapper, en halvåben kassetype – dét er næsten endnu mere mindblowing! Jeg var sikker på at Sortmejser ville foretrække en lukket redekasse – og dem er der altså et rigeligt udbud af her hos os.
Det fordelagtige – for os – er at kassen er placeret, så vi kan sidde og holde øje med den, når vi spiser aftensmad – i drivhuset eller på terassen. Jeg tror ikke ungerne er så store endnu, der kan godt gå fem minutter imellem fodringerne. Men at der er unger i kassen er uomtvisteligt – forældrefuglene har en lille ekskrementsæk med i næbbet hver gang de flyver derfra…
