Kileplet-Mosaikguldsmed han, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Under en af mine daglige runder idag fik jeg øje på denne rastende Kileplet-Mosaikguldsmed, der i søgen efter ly for blæsten havde slået sig ned på stubben efter det store asketræ, som af sikkerhedshensyn blev fældet (eller kraftigt beskåret, om man vil, for der er stadig liv i den) for et par år siden.
Jeg fandt i 2018 sammen med Jens Frimer de første eksemplarer af denne flotte art nord for Limfjorden i Ringkanalen om Tømmerby Fjord – få hundrede meter fra hvor jeg bor. Og i 2021 fik jeg konstateret, at arten stadig var at finde i Ringkanalen, hvilket jeg tolkede som tegn på, at Kileplet-Mosaikguldsmeds kolonisering af Vejlerne havde bidt sig fast. Lige siden har jeg ofte haft arten i tankerne når jeg har kigget guldsmede herhjemme, og flere gange har jeg set store brune guldsmede som jeg syntes så lyse ud og med klare vinger – dog uden at være blevet helt sikker. Men sidste år i 2024 fandt jeg den adskillige nye steder i Thy – så det har næsten ligget i luften at den også på et tidspunkt måtte dukke op her – og det gjorde den så idag. Det skal nævnes at arten i år også er rapporteret pænt langt nordpå i Vendsyssel, så den ret massive spredning, den har udvist igennem en hel del år, ser ikke ud til at stoppe foreløbig.
Nu tror jeg at “andedammen” på vores egen grund er blevet for tilgroet til at den vil være egnet som ynglested for Kilepletten, men med en fortsat stigende bestand i Vejlerne – hvor man skulle mene at ekspansionsmulighederne er meget store! – er det vel sandsynligt, at det kan blive en art, som man godt kan regne med aflægger visit fra tid til anden. Det må den meget gerne – det er en rigtig fed, stor guldsmed med det raffinerede spil mellem den orangebrune krop og de friskgrønne øjne!
Det har næppe forbigået manges opmærksomhed, at biodiversiteten er presset i Danmark – heller ikke min! Men det er jo ikke en tendens, der kører lige voldsomt allevegne – og her på egen matrikel vil jeg påstå at diversiteten ligefrem stiger!
Da vi for næsten 35 år siden købte stedet – ældre stuehus med gammel blomsterhave, beliggende på en næsten hektar-stor græsmark – var her helt åbent, bortset fra nogle gamle syge elmetræer, som få år senere døde – og så et hvidgran-hegn mod vest til at give læ. Dét hegn fik vi hurtigt fjernet (det gav varme i brændeovnen den første vinter) – i stedet fik vi allerede få uger efter indflytningen plantet nogle hundrede løvtræer, oprindelige danske som man kunne få med tilskud. De blev plantet rundt langs kanten af grunden – nogle hvidtjørn langs et allerede eksisterende hvidtjørn-hegn ind mod naboen mod øst, og ellers en blanding af navr, lind, avnbøg, eg, hassel, mirabel, slåen, rød kornel med flere, samt nogle spidsløn vi fik forærende af Poul Hald-Mortensen. Desuden er forskellige pilearter samt hyld, birk og rødel kommet af sig selv fra en lille lund nord for grunden, og ask og ahorn fra en fin gammel løvskovslund som ligger bag gården lige øst for os. To kæmpestore asketræer står/stod faktisk placeret på vores grund – den ene måtte vi desværre aflive for et par år siden, da den var så svækket af svampeangreb, at den truede med at vælte ned over vores anneks. Vi tror, at den lund er anlagt som en park for mere end halvandet hundrede år siden ved gården, der er en af Hannæs’ store gamle familiegårde, ihvertfald rummer den nogle meget gamle bøgetræer.
Det hører med til fortællingen, at det nordvestlige hjørne af vores grund formentlig “altid” har haft et godt indslag af naturlig engvegetation, og på gamle $3-registreringer fra kommunen er der tilmed fund af gøgeurter. Men ejeren, som vi købte stedet af, fik sidst i 1980erne gravet en andedam af form som et 8-tal i denne fugtige del af grunden. Så da vi overtog, var der stadig store sandede partier omkring dammen næsten helt uden vegetation. Dét har jeg det blandet med – for der er mistet en bestand af orkideer; men til gengæld er det netop dammen (som efterhånden har udviklet sig til en ret tilgroet mose) som i årenes løb har givet mig mange oplevelser med guldsmede.
De højest beliggende halvdel af grunden har, mens det stadig tilhørte en gård i drift, været dyrket, men nok mest udnyttet til græsning sammen med engstykket, som det ses på dette foto fra 1962:
‘Maries hus’ som huset blev kaldt – i nederste højre hjørne. Fra portalen Danmark set fra Luften. Luftfoto skråt fra syd.
Hvidgran-hegnet som ses i billedet mod vest (længst til venstre) er det, som vi indledte med at fælde i 1990. Og løvtræerne lige vest for huset er mest de nu døde elmetræer (hvoraf stadig enkelte stubbe står). Rækken af løvtræer nederst i billedet er naboens seljerøn – de er der stadig. Mod nord var der i 1962 kun en grøft, som afgrænser grunden – nu er også denne del med høje træer. Billedet viser nogenlunde tydeligt grænsen mellem marken og engen (med hvad der ligner lysesiv-tuer – stadig et dominerende træk på arealet). Denne grænse ses også på det lodrette meget uskarpe ortofoto fra 1954:
Ortofoto 1954 – fra Danmarks Miljøportal.
Vi har altså været begunstiget af, at der har været en rest oprindelig engvegetation, og ikke mindst tilstedeværelsen af en god gammel løvskovslund i et ellers ret træløst landskab (det har det ihvertfald været til langt op i 1900-tallet).
Med den beplantning vi selv foretog tidligt efter indflytning fik vi skabt en ny varieret løvskovsbræmme stort set hele vejen rundt om grunden – som det fremgår af de to næste ortofotos, som viser noget af udviklingen:
Ortofoto 2006 – fra Danmarks Miljøportal.Ortofoto 2021 – fra portalen Danmark set fra Luften.
Bemærk hvordan den selvsåede trævegetation på få år er rykket ind og bl.a. helt har udvisket konturerne af andedammen, når man ser det fra oven. Og læg mærke til den fine gamle løvskovslund, som naboen heldigvis værner om i højre del af billedet (mod øst).
Her er et billede inde fra løvskovslunden:
Naboens skov, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Skoven ligner hvad jeg vil kalde en urskov med væltede træer – bemærk det brækkede træ til venstre med spættehuller. Det er denne skov/lund som har “ansvaret” for at vi igennem efterhånden en hel del år har haft fastboende arter som Stor Flagspætte og Spætmejse. I år var der tilmed i en uges tid i maj en Huldue, som sad og sang derindefra! (ny matrikelart). Rødstjert dukkede op for snart mange år siden – den er også glad for at fouragere og gemme sin rede i gammelskoven, men i år har et par valgt at have reden i samme redekasse som hvor der sidste år til min store overraskelse ynglede Sortmejse – (og tidligere Grå Fluesnapper) – så dem ser vi glædeligt meget til, idet de også fouragerer i køkkenhaven og rundt langs matriklens “indre bryn”.
Ængsteligt Rødstjert-par, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Jeg har jo i det meste af mit voksenliv levet af at være systematiker og registrere, tælle og dokumentere i naturen. Det gælder dog ikke i så udpræget grad når det kommer til min egen matrikel – herhjemme holder jeg jo fri (!). Jo, jeg har nogle år ført en års-fugleliste i konkurrence med nogle af de andre gamle Vejler-observatører, men da vi jo ikke bor med udsigt til vandflader og enge i Vejlerne er der mange ting som IKKE lige kan ses herfra. Men selvfølgelig – placér en feltbiolog et naturrigt sted igennem 35 år – så vil der jo i tidens løb akkumuleres registreringer af mange arter. Jeg kan nævne, at grunden i tidens løb har været opholdssted – mere eller mindre kortvarigt – for arter som Aften- og Lærkefalk, Pungmejse, Hvid Stork og Sydlig Blåhals, og så drager vi jo fordel af nærheden til Vejlerne og har jævnligt besøg af (eller kan høre) Trane, Rørdrum, Havørn, Sortterne, Sølvhejre, Skestork (sidstnævnte dog ikke mange gange) – og nogle år kan vi høre Vagtel fra omkringliggende marker.
Havørn over matriklen, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
I mange år var mit hovedfokus så udpræget hos fuglene, men de senere år har jeg bredt det meget ud, til også at kigge meget på insekter, i første omgang guldsmede og dagsommerfugle, men efterhånden også mange andre grupper. Hvad guldsmede angår bliver det ved med at overraske; sidste år var der således gæsteoptræden af Spydvandnymfe, Lille Rødøjet Vandnymfe og Gulvinget Hedelibel (for sidstnævntes vedkommende var det én af ganske få observationer i det ganske land i 2024). For Spydvandnymfe var det måske ikke bare gæsteoptræden, for den har jeg faktisk set flere gange i år, hvor også Månevandnymfe er kommet til (-som jeg også fortalte om her).
Jeg har aldrig fundet særligt sjældne dagsommerfugle på matriklen, men dog med års mellemrum nogle observationer af Sørgekåbe – (-som eksempelvis denne) og sidste år glædede det mig at en art som Sortåret Hvidvinge havde indfundet sig hos os (-som jeg også fortalte om her). Tidligere (da der var store elmetræer) var Det hvide W fast her, men den forsvandt med elmetræerne (dog med en genkomst i 2017 som beskrevet her, der desværre viste sig at være forbigående). Og en art som Skovrandøje, som for 30 år siden var en sjældenhed på disse kanter, har nu tilsyneladende etableret en fast bestand – vi ser dem ihvertfald ofte. En sommerfugleart som kunne være en “overlever” fra den oprindelige eng på stedet er Aurora, som vi hvert år ser talrigt i maj (-hvilket jeg gentagne gange har skrevet om her).
Jeg har anlagt en natursti rundt på grunden, og i sommermånederne, når jeg ellers ikke har feltarbejde i andre dele af landet, bliver det som reget til adskillige daglige ture rundt på stien med kikkert og kamera – mest med blikket rettet mod vegetationen – både urter og træer. Når nu grunden stort set har løvtræer til alle sider giver det sig selv, at der altid vil være et skovbryn som vender mod solen, og det er spændende at se, hvilke insekter som indfinder sig og sidder og suger sol. Jeg gør mig ingen illusioner om at lære det hele at kende, der er store grupper af insekter og eksempelvis edderkopper, som jeg nok aldrig får sat navn på. Men det hænder alligevel ofte, at der pludselig sidder et dyr, jeg kan se, jeg IKKE har set før, og det pirrer min nysgerrighed! Sidste år fandt jeg eksempelvis Sorthovedet Kardinalbille og Stor Blødvinge (som beskrevet i dette blogindlæg).
Det er påfaldende, at adskillige af de nye fund vi har gjort her, handler om insekter som i Danmark har en østlig udbredelse og er sjældne i Vestjylland – og ofte er de tilknyttet skov. Det gælder også flere af de nye fund fra den sidste måneds tid, som jeg lige vil vise nogle billeder af:
Lille Hvepsebuk, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Rødhovedet Kardinalbille, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Gul Vedsvirreflue, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Dødningehoved-Svirreflue, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Der er flere pudsigheder her: sidste år var Sorthovedet Kardinalbille ny for matriklen, i år finder vi så Rødhovedet Kardinalbille – og faktisk har vi set begge arter gentagne gange, den rødhovedede faktisk flest! Og den skarpe iagttager vil bemærke at de to nye arter svirrefluer begge sidder på blade af solbær – det er en forvildet solbærbusk som står i det bryn mod vest, som hvor morgen bliver oplyst og opvarmet af solen – og det er noget svirrefluer af alle slags tiltrækkes af (- og i øvrigt også andre insekter, inklusive mange vandnymfer).
Og så var der lige denne:
Bille sp., Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Den sad også på matriklen forleden morgen og så spændende ud! Så vidt jeg har kunnet finde ud af drejer det sig om Plateumaris braccata, en billeart uden dansk navn, og sjældent rapporteret på diverse Citizen science-portaler. På Naturbasen er der 22 fund efter år 2000 flest i den østlige del af landet, på arter.dk noget flere, men næsten alle fra Vejler-området. Og jeg ved fra en bekendt, at hun har fundet den ved Vorup Enge ved Randers. Det kunne tyde på at det er en sump/rørskovs-tilknyttet art, som det kunne være sjovt at finde ud af noget mere om. Men jeg ved ikke lige hvor jeg skal søge…
Til sidst skal det med, at det ikke alene er dér på matriklen, hvor vi udøver “Vild med vilje”-regimet, men også i Mies blomsterhave, at der dukker hyggelige “biodiverse dyr” op. Således har vi de sidste tre dage kunnet nyde denne Duehale, som vi slet ikke har set i den vilde del af haven, udelukkende i de “tamme” forædlede blomster:
Duehale, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Duehale er så heller ikke ny på matriklen, og siger som sådan ikke så meget om de lokale betingelser for biodiversitet, da den under alle omstændigher kun dukker op her som tilflyver sydfra – men hyggeligt er det ihvertfald, når det sker (-og det er kun sket et fåtal gange på de 35 år).
Der er meget jeg IKKE nåede at omtale i dette opslag (f.eks. har jeg ikke nævnt pattedyrene!), men ideen var først og fremmest at gengive noget af min begejstring for at bo et sted, hvor det vilde har mulighed for at trives – jeg håber det lykkedes!
(Det kunne for resten være sjovt en gang at arrangere en såkaldt “bioblitz” på stedet med eksperter indenfor diverse organisme-grupper og se, hvad matriklen kan præstere)…
Vi har nu i nogle år haft fastboende Spætmejser på matriklen, hvilket jeg ofte her på bloggen har udbredt mig om, fordi det har givet mange smil og megen glæde.
Det er dog først i år at de har valgt et redested, som vi har kunnet følge – i en højt ophængt redekasse i en stor ahorn over græsplænen – et par meter fra en beboet stærekasse. Da jeg for to år siden hængte denne redekasse op var det faktisk netop med tanke på at give Stærene endnu en mulighed – for det virker som om at det her på stedet er antallet af egnede redesteder, som begrænser antallet af Stære. Vi har i en årrække haft samtlige fire kasser hvor indgangshullet er af passende “stære-diameter” besat.
Spætmejse på sin kasse, med udsigt til stærekassen bagved, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Men som jeg tidligere har fortalt tog et Spætmejse-par i marts denne kasse i brug, og vi har lige siden haft mulighed for at følge deres adfærd omkring reden. I starten var der stor aktivitet og megen “larm” fra de højlydte Spætmejser, men efter at rugningen er påbegyndt er der blevet mere stille, og der kan gå timer imellem at vi ser dem.
Og i nabo-redekassen har Stærene passet deres; det har også været ret stille indtil det for over en uge siden blev tydeligt at der nu var unger, for forældrenes besøg blev meget mere regelmæssige, og de ankom med næbbene fulde af mad.
For 4-5 dage siden blev vi så opmærksomme på, at også Spætmejserne er begyndt at komme til reden med føde i næbbet. Men det virker ikke som om de har unger endnu, for de kan godt flyve ind i reden med næbbet fyldt, men de kommer ud igen stadig med insekter i næbbet. Og pludselig opdagede vi én af Spætmejserne i et ubevogtet øjeblik flyve over til Stærenes redekasse og forsvinde ind til stæreungerne – for øjeblikket senere at flyve ud igen uden noget i næbbet.
Det foregår stadig, dog med relativt lav frekvens – hvor stæreparret lander med føde til ungerne med få minutters mellemrum, er det måske et par gange i timen at vi ser Spætmejserne fodre Stærenes unger. (Faktisk er det af og til flere gange i minuttet at Stærene fodrer, og hannen og hunnen kan næsten ikke komme til for hinanden).
Dokumentationsfotos – her er Spætmejsen fanget mens den smutter ind i stærekassen bagved, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det er tydeligt at Spætmejserne holder øje med Stærene, og forsøger at smutte over med mad mens Stærene er ude at søge føde. Men én gang her til morgen så jeg en af Stærene ankomme mens Spætmejsen var inde i kassen! Det førte dog tilsyneladende ikke til større konflikt, øjeblikket efter smuttede Spætmejsen ud, og lidt senere kom Stæren frem i hullet med en “fækaliepose” i næbbet.
I det hele taget har vi ikke oplevet konflikter mellem de to par “naboer”.
Det kan virke bizart at fugle tilhørende én fugleart fodrer unger fra en anden art – men det er på ingen måde et ukendt fænomen, er det gået op for mig efter at have researchet lidt på fænomenet. Det forklares ofte med at forældrefugle har en meget stærk fodringsimpuls, og når de som i dette tilfælde bor så tæt på en anden art og kan høre ungerne tigge mad, kan det sætte gang i en “automatreaktion”. På Facebook er jeg lige blevet præsenteret for en case med et par Blåmejser i Holland som mader et kuld Solsort-unger – i dette tilfælde havde Blåmejserne mistet deres eget kuld.
Jeg tror ikke at “vores” Spætmejser har mistet deres kuld, men ifølge litteraturen bruger Spætmejse ca. 5 dage længere på at udruge deres kuld end Stær (15-19 dage mod 11-13 dage). Vi ved jo ikke om de er gået i gang samtidig, men jeg formoder at det er tæt på at Spætmejsernes unger klækker, og at de derfor hormonelt er “gearet” til at være parate til at sætte ind med fodring.
Ialfald er det et interessant fænomen at være vidner til!
Spætmejse med svirrefluer eller bier i næbbet, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hvis man søger på “Interspecific feeding“, som fænomenet hedder på engelsk, vil man finde ud af, at det er beskrevet for mange arter, inkl. Spætmejse. Her er en historie om en amerikansk spætmejseart, Pygmy Nuthatch, som fodrer unger af Mountain Bluebird – altså to arter hulrugere ligesom tilfældet er med Spætmejse og Stær.
Det er selvfølgelig en meget subjektiv menneskelig vurdering, men det kan være svært at lade være med at karakterisere fugle og dyr omkring os og tillægge dem forskellige temperamenter. Nogle virker stille og indadvendte, andre energiske og udadvendte, ja nærmest kåde – og i sidstnævnte kategori befinder sig afgjort “min gode ven” Spætmejsen.
Her er det en han som markerer territorium lige udenfor vore vinduer.
Jeg har i tidligere blogindlæg berettet om hvordan der første gang i 2016 indfandt sig en Spætmejse her på matriklen, en fugl som tilbragte en vinter på vores foderbræt. I årene efter så vi stadigt flere og flere, og siden 2021 har det ikke kun været en vinterfugl her; den har helt sikkert også ynglet, for vi har hørt dem syngende/territoriehævdende foråret og sommeren igennem. Og de har været kilde til glæde og smil, det er bare en fugl som har et væsen og et “humør” som smitter og charmerer! Indtil i år har jeg ikke fundet et konkret redested, men vi regner med at det har været i et spættehul inde i naboens gamle løvskovslund.
I år er det totalt eskaleret, nu er der to par til stede, hvilket betyder at energi- og lydniveauet er endnu højere end vi før har oplevet det. Hver gang man stikker hovedet udenfor hilses man af Spætmejse-lyd – og når den synger igennem lige udenfor vinduerne kan det høres ind på kontoret!
At der er to par gør tydeligvis, at det enkelte par bliver endnu mere aktive. Og så ser vi dem ekstra meget, fordi det ene par i år har valgt redested i en hjemme-snedkereret kasse, som hænger i en stor gammel ahorn overgroet med efeu og med masser af mosser og laver…
Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kassen har hængt i et par år på stedet uden at vi har set andre fugle være interesserede i den. Et par meter fra den hænger der en stærekasse, som hvert år er beboet – og den ser også ud til at blive det i år. Spætmejseparret er nu i gang med at “indrette sig” og har bl.a. bragt visne blade ind i kassen, og så bliver indgangshullet grundigt bearbejdet med hidsige hak med næbbet. Hullet burde ellers være rigeligt stort og faktisk havde jeg Stær i bagtankerne da jeg hængte kassen op, for det virker som om at her altid bliver fyldt op med Stære – altså at de er begrænsede af mængden af egnede redehuller.
Stær, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Her er en Stær som kortvarigt lander oven på den nu okkuperede Spætmejse-kasse. Det er endnu kun en lille del af dagen fuglene bruger på reden og der er lange periode hvor de ikke lige er i nærheden – men ellers er jeg sikker på at Stæren nok skulle være blevet jaget bort.
Med denne lille beretning vil jeg blot – endnu en gang – fortælle hvilken fornøjelse det er at have selskab af én af mine yndlingsfugle, den decideret ekstroverte Spætmejse (sådan tolker jeg altså dens temperament; beklager min tendens til antropomorfisme!). Jeg slutter lige med et par billeder mere som forhåbentlig kan gengive lidt af fuglens charme:
Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Spætmejse, Tømmerby, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortmejse ankommer med mad i næbbet til ungerne, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Ifølge den gængse litteratur skulle Sortmejse først være indvandret til Danmark i nyere tid, efter at landet blev tilplantet med nåletræsplantager. Arten er nemlig kendt for at være strengt tilknyttet nåletræer, særligt grantræer.
På vores matrikel på en lille hektar, hvoraf det meste henligger som natur, findes ikke ét eneste nåletræ (men derimod nogle hundrede løvtræer, selvfølgelig udelukkende hjemmehørende arter). Derfor har det ikke været underligt, at vi i de snart 34 år vi har boet her kun helt undtagelsesvist har mødt Sortmejse på grunden (jeg husker faktisk kun et enkelt besøg på foderbrættet om vinteren). Det nærmeste sted hvor arten er fast er i “Martins skov” (tidligere feltstationens) på hjørnet af Lyngevej en halv kilometer herfra – en plantage domineret af fyr- og grantræer med også med indslag af løvtræer.
Stor var min overraskelse derfor, da jeg for et par uger siden blev opmærksom på et par Sortmejser, der smuttede ud og ind af en af matriklens ca. 40 redekasser! Ikke alene er det overraskende at de vælger at være her omgivet af løvskov (inkl. naboen Bundgårds gamle parkagtige lund) – men at de så lige præcis vælger denne kasse på gavlen af annekset, som tidligere har været beboet af Grå Fluesnapper, en halvåben kassetype – dét er næsten endnu mere mindblowing! Jeg var sikker på at Sortmejser ville foretrække en lukket redekasse – og dem er der altså et rigeligt udbud af her hos os.
Det fordelagtige – for os – er at kassen er placeret, så vi kan sidde og holde øje med den, når vi spiser aftensmad – i drivhuset eller på terassen. Jeg tror ikke ungerne er så store endnu, der kan godt gå fem minutter imellem fodringerne. Men at der er unger i kassen er uomtvisteligt – forældrefuglene har en lille ekskrementsæk med i næbbet hver gang de flyver derfra…
Sortmejse forlader redekassen med ekskrementsæk i næbbet, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det blev ret sent i min tilværelse at jeg stiftede bekendtskab med en charmerende gruppe af store natsværmere – nogle af dem som har en levevis næsten som dagsommerfugle, idet de rutinemæssigt afsøger nektarholdige blomster i dagtimerne, i fuld solskin! De flyver dog sammenlignet med dagsommerfuglene med meget hurtigere, svirrende vingeslag, og derfor giver de ofte også associationer til miniature kolibrier – se sidst i dette indlæg.
Første gang jeg mødte sådan en dag-sværmende natsværmer var i 2018 under en ferie i svigersønnens familie-sommerhus i Skåne, hvor vi havde fornøjelsen af dagligt selskab af den talrigste af disse arter på vore breddegrader, Duehale – som jeg tidligere har berettet om i indlægget her. Duehale har jeg siden stødt på flere gange, senest fouragerende på planten Stor Skjaller på Mandø i Vadehavet for en uges tid siden.
Sidste år fandt jeg en flot Snerresværmer under guldsmederegistreringerne ved Vilsted Sø.
Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Snerresværmer, Vilsted Sø, juli 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Og igår var jeg så så heldig at en Bredrandet Humlebisværmer indfandt sig på matriklen, hvor vi nu i over 30 år har dyrket “vild med vilje”-konceptet, også længe før det blev et kendt og populært begreb. Det betyder at vi på den knap hektarstore grund har et righoldigt staudesamfund med bl.a. mange dejligt nektarholdige tidsler…
Bredrandet Humlebisværmer, Tømmerby, juni 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Det krævede lige lidt hjælp fra de altid beredvillige eksperter på de sociale medier at få den bestemt sikkert fra den anden lignende sværmer, Smalrandet Humlebisværmer.
Desuden har jeg – vist flere gange – set tilsvarende dagaktive sværmere når jeg har været i troperne – her er ialfald et dyr fra i vinters i Costa Rica:
Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.Sværmer, Finca Ecológica San Luis, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Her kan jeg ikke sætte navn på, men kan bare konstatere, at i lige denne gruppe insekter ser der ikke ud til at være en sammenhæng med, at dyr i troperne er mere farvestrålende en dem på vore breddegrader – nærmest tværtimod. Men sjovt at se, at sværmeren fortrak samme art blomster (Verbena, hedder de vist) som kolibrierne (hvor man jo til gengæld må sige at farver trænger sig på)…
Magenta-throated Woodstar, Monteverde, Costa Rica, januar 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Spætmejse, Nationalpark Mols Bjerge, maj 2016. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
I mange år har Spætmejse virkeligt ikke været en fugl, man har forbundet med Vejlerne eller området omkring Vejlerne. I den første atlasundersøgelse 1971-74 var eneste registrering i Thy en “mulig” forekomst som ynglefugl. I andet atlas 1993-96 fandtes den som “sikker” i ét kvadrat (Tovsig-kvadratet) samt én “sandsynlig” forekomst. Sådan var situationen i store dele af feltstationsperioden – man kunne af og til træffe arten i den gamle højstammede løvskov omkring Tovsig vest for Tømmerby Fjord, samt (lidt længere væk fra Vejlerne, men indenfor feltstationens tælleområde) i park-haven tilhørende Aggersborggård.
Men siden er der sket ét og andet. I den pågående atlasundersøgelse er der efter to sæsoner fundet sikkert ynglende Spætmejse i tre kvadrater i Thy, og derudover er arten registreret som sandsynlig eller mulig ynglefugl i yderligere 12 kvadrater i landsdelen. Det ene kvadrat med sikkert ynglefund er CC04 – Hannæs, hvor også min matrikel befinder sig. Det er selvfølgelig Poul Hald, der har arten i sin skov ved Øsløs, men derudover er den nu også fast i den gamle feltstationshave på Lynge, har jeg ladet mig fortælle. Hvem skulle have troet det…
Alligevel kom det som en overraskelse for mig – men en glædelig en af slagsen – da jeg i sidste uge blev mødt af Spætmejsens glade kald, da jeg stak hovedet ud om morgenen. En herlig ny matrikelart! På vores og især naboens grund er der i løbet af de sidste små 100 år vokset en lille løvskovslund op, og træerne er nu åbenbart så gamle og tillokkende, med furet bark, revner og andre gode skjulesteder for insektliv, at en Spætmejse har fundet det interessant at aflægge stedet visit. Foreløbig har den været her i næsten en uges tid, og det er til at blive glad i låget af at møde denne “gadedreng”, der altid udstråler energi og overskud. Så jeg håber selvfølgelig, at den bliver hængende!
Fotoet er ikke af den aktuelle fugl, men et arkivbillede fra dette forår hvor jeg arbejdede på et naturskovsprojekt i Nationalpark Mols Bjerge. Dér kan man virkeligt tale om, at Spætmejsen er karakterfugl!
