Når de Kortnæbbede Gæs er ankommet til Vejlerne fra ynglepladserne i arktis i stort antal er man ikke i tvivl om årstiden – vi befinder os i efteråret! Og det er jo i overensstemmelse med kalenderen – med under en uge tilbage af efterårets første måned. Men vejret opfører sig ikke særligt efterårsagtigt, vi har for tiden fantastisk klart og stille vejr, ganske vist med kølig morgener, men i løbet af dagen får solen varmet sagerne op og det summer af liv – insektliv. Så med andre ord har vi indianersommer!
Det blev især tydeligt for nogle dage siden, hvor Mies staudehave var særdeles livlig. Vi har denne sommer haft selskab af Duehale (som jo er en dag-flyvende natsværmer) i et omfang ud over det sædvanlige. Vi så den første midt i juni og siden har den været her “on and off”. Jeg blev alligevel overrasket over at finde den så sent som 24. september. Det kan næppe være det samme dyr der har så langt et livsforløb, men jeg har læst mig til at arten i nogle varme somre faktisk kan yngle i Danmark – og at man formoder at de nyforvandlede dyr så trækker sydpå om efteråret – i lighed med eksempelvis Tidselsommerfugl.
Denne Duehale havde meget travlt i sommerfuglebusken og i nogle andre høje stauder (jernurt eller kæmpeverbena, tror jeg de hedder) og var meget samarbejdsvillig – så der blev taget mange fotos 😉
Ja jeg må indrømme at jeg havde svært ved at holde “udløserfingeren” i ro, når dyret præsenterede sig så velvilligt! Sjovt nok viser det sig at det avancerede digitalkameras (Canon R5) program for “fuglegenkendelses-autofokus” også virker på denne natsværmer – måske fordi den minder om en kolibri 😉
Duehalen var ikke alene, som nævnt – der var mange svirrefluer, humlebier og hvepse i kaprifoliens blomster, og blandt stauderne overraskede én af de sjældne – på disse kanter – nemlig matriklens kun nr. to Det hvide C.
Denne smukke sommerfugl i takvinge-familien så jeg første gang her på stedet 10. juli, hvor et eksemplar sad og sugede sol på et af vore vestvendte skovbryn. Det er en art, som i mange år har været under spredning, fra øst mod vest, og nu var den altså nået til Thy – og her i september kunne det så konstateres, at den nok blot var den første blandt mange – som det tidligere er hændt med bl.a. Nældesommerfugl og Skovrandøje – to andre arter som har udvist stor spredningsformåen.
På billedet af vingens underside ser man det lille mærke, der har givet navn til dyret.
I en tid, hvor der forsvinder rigtigt mange sommerfuglearter fra Danmark, er det trods alt glædeligt at nogen har fremgang…
Apropos Skovrandøje, så er den også stadig til stede i denne september-sensommer – både i staudehaven og nede i “engen” (som efterhånden snarere skulle kaldes mosen)…
Og selvfølgelig er der også stadig kålsommerfugle, Nældens Takvinge, Dagpåfugleøje, Lille Ildfugl og Admiral (-sidstnævnte har der været vildt mange af i år igennem lang tid, mens året kun har budt på ganske få Tidselsommerfugle).
Det er ganske vist efterår ifølge kalenderen, de Kortnæbbede Gæs er ankommet til tiden, og det går selvfølgelig jævnt tilbage med insektlivet – men det er nu dejligt at der stadig er dage som byder på oplevelser som minder om sommer!
