Diversiteten stiger!

Det har næppe forbigået manges opmærksomhed, at biodiversiteten er presset i Danmark – heller ikke min! Men det er jo ikke en tendens, der kører lige voldsomt allevegne – og her på egen matrikel vil jeg påstå at diversiteten ligefrem stiger!

Da vi for næsten 35 år siden købte stedet – ældre stuehus med gammel blomsterhave, beliggende på en næsten hektar-stor græsmark – var her helt åbent, bortset fra nogle gamle syge elmetræer, som få år senere døde – og så et hvidgran-hegn mod vest til at give læ. Dét hegn fik vi hurtigt fjernet (det gav varme i brændeovnen den første vinter) – i stedet fik vi allerede få uger efter indflytningen plantet nogle hundrede løvtræer, oprindelige danske som man kunne få med tilskud. De blev plantet rundt langs kanten af grunden – nogle hvidtjørn langs et allerede eksisterende hvidtjørn-hegn ind mod naboen mod øst, og ellers en blanding af navr, lind, avnbøg, eg, hassel, mirabel, slåen, rød kornel med flere, samt nogle spidsløn vi fik forærende af Poul Hald-Mortensen. Desuden er forskellige pilearter samt hyld, birk og rødel kommet af sig selv fra en lille lund nord for grunden, og ask og ahorn fra en fin gammel løvskovslund som ligger bag gården lige øst for os. To kæmpestore asketræer står/stod faktisk placeret på vores grund – den ene måtte vi desværre aflive for et par år siden, da den var så svækket af svampeangreb, at den truede med at vælte ned over vores anneks. Vi tror, at den lund er anlagt som en park for mere end halvandet hundrede år siden ved gården, der er en af Hannæs’ store gamle familiegårde, ihvertfald rummer den nogle meget gamle bøgetræer.

Det hører med til fortællingen, at det nordvestlige hjørne af vores grund formentlig “altid” har haft et godt indslag af naturlig engvegetation, og på gamle $3-registreringer fra kommunen er der tilmed fund af gøgeurter. Men ejeren, som vi købte stedet af, fik sidst i 1980erne gravet en andedam af form som et 8-tal i denne fugtige del af grunden. Så da vi overtog, var der stadig store sandede partier omkring dammen næsten helt uden vegetation. Dét har jeg det blandet med – for der er mistet en bestand af orkideer; men til gengæld er det netop dammen (som efterhånden har udviklet sig til en ret tilgroet mose) som i årenes løb har givet mig mange oplevelser med guldsmede.

De højest beliggende halvdel af grunden har, mens det stadig tilhørte en gård i drift, været dyrket, men nok mest udnyttet til græsning sammen med engstykket, som det ses på dette foto fra 1962:

‘Maries hus’ som huset blev kaldt – i nederste højre hjørne. Fra portalen Danmark set fra Luften. Luftfoto skråt fra syd.

Hvidgran-hegnet som ses i billedet mod vest (længst til venstre) er det, som vi indledte med at fælde i 1990. Og løvtræerne lige vest for huset er mest de nu døde elmetræer (hvoraf stadig enkelte stubbe står). Rækken af løvtræer nederst i billedet er naboens seljerøn – de er der stadig. Mod nord var der i 1962 kun en grøft, som afgrænser grunden – nu er også denne del med høje træer. Billedet viser nogenlunde tydeligt grænsen mellem marken og engen (med hvad der ligner lysesiv-tuer – stadig et dominerende træk på arealet). Denne grænse ses også på det lodrette meget uskarpe ortofoto fra 1954:

Ortofoto 1954 – fra Danmarks Miljøportal.

Vi har altså været begunstiget af, at der har været en rest oprindelig engvegetation, og ikke mindst tilstedeværelsen af en god gammel løvskovslund i et ellers ret træløst landskab (det har det ihvertfald været til langt op i 1900-tallet).

Med den beplantning vi selv foretog tidligt efter indflytning fik vi skabt en ny varieret løvskovsbræmme stort set hele vejen rundt om grunden – som det fremgår af de to næste ortofotos, som viser noget af udviklingen:

Ortofoto 2006 – fra Danmarks Miljøportal.
Ortofoto 2021 – fra portalen Danmark set fra Luften.

Bemærk hvordan den selvsåede trævegetation på få år er rykket ind og bl.a. helt har udvisket konturerne af andedammen, når man ser det fra oven. Og læg mærke til den fine gamle løvskovslund, som naboen heldigvis værner om i højre del af billedet (mod øst).

Her er et billede inde fra løvskovslunden:

Naboens skov, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Skoven ligner hvad jeg vil kalde en urskov med væltede træer – bemærk det brækkede træ til venstre med spættehuller. Det er denne skov/lund som har “ansvaret” for at vi igennem efterhånden en hel del år har haft fastboende arter som Stor Flagspætte og Spætmejse. I år var der tilmed i en uges tid i maj en Huldue, som sad og sang derindefra! (ny matrikelart). Rødstjert dukkede op for snart mange år siden – den er også glad for at fouragere og gemme sin rede i gammelskoven, men i år har et par valgt at have reden i samme redekasse som hvor der sidste år til min store overraskelse ynglede Sortmejse – (og tidligere Grå Fluesnapper) – så dem ser vi glædeligt meget til, idet de også fouragerer i køkkenhaven og rundt langs matriklens “indre bryn”.

Ængsteligt Rødstjert-par, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har jo i det meste af mit voksenliv levet af at være systematiker og registrere, tælle og dokumentere i naturen. Det gælder dog ikke i så udpræget grad når det kommer til min egen matrikel – herhjemme holder jeg jo fri (!). Jo, jeg har nogle år ført en års-fugleliste i konkurrence med nogle af de andre gamle Vejler-observatører, men da vi jo ikke bor med udsigt til vandflader og enge i Vejlerne er der mange ting som IKKE lige kan ses herfra. Men selvfølgelig – placér en feltbiolog et naturrigt sted igennem 35 år – så vil der jo i tidens løb akkumuleres registreringer af mange arter. Jeg kan nævne, at grunden i tidens løb har været opholdssted – mere eller mindre kortvarigt – for arter som Aften- og Lærkefalk, Pungmejse, Hvid Stork og Sydlig Blåhals, og så drager vi jo fordel af nærheden til Vejlerne og har jævnligt besøg af (eller kan høre) Trane, Rørdrum, Havørn, Sortterne, Sølvhejre, Skestork (sidstnævnte dog ikke mange gange) – og nogle år kan vi høre Vagtel fra omkringliggende marker.

Havørn over matriklen, Tømmerby, juni 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I mange år var mit hovedfokus så udpræget hos fuglene, men de senere år har jeg bredt det meget ud, til også at kigge meget på insekter, i første omgang guldsmede og dagsommerfugle, men efterhånden også mange andre grupper. Hvad guldsmede angår bliver det ved med at overraske; sidste år var der således gæsteoptræden af Spydvandnymfe, Lille Rødøjet Vandnymfe og Gulvinget Hedelibel (for sidstnævntes vedkommende var det én af ganske få observationer i det ganske land i 2024). For Spydvandnymfe var det måske ikke bare gæsteoptræden, for den har jeg faktisk set flere gange i år, hvor også Månevandnymfe er kommet til (-som jeg også fortalte om her).

Jeg har aldrig fundet særligt sjældne dagsommerfugle på matriklen, men dog med års mellemrum nogle observationer af Sørgekåbe – (-som eksempelvis denne) og sidste år glædede det mig at en art som Sortåret Hvidvinge havde indfundet sig hos os (-som jeg også fortalte om her). Tidligere (da der var store elmetræer) var Det hvide W fast her, men den forsvandt med elmetræerne (dog med en genkomst i 2017 som beskrevet her, der desværre viste sig at være forbigående). Og en art som Skovrandøje, som for 30 år siden var en sjældenhed på disse kanter, har nu tilsyneladende etableret en fast bestand – vi ser dem ihvertfald ofte. En sommerfugleart som kunne være en “overlever” fra den oprindelige eng på stedet er Aurora, som vi hvert år ser talrigt i maj (-hvilket jeg gentagne gange har skrevet om her).

Jeg har anlagt en natursti rundt på grunden, og i sommermånederne, når jeg ellers ikke har feltarbejde i andre dele af landet, bliver det som reget til adskillige daglige ture rundt på stien med kikkert og kamera – mest med blikket rettet mod vegetationen – både urter og træer. Når nu grunden stort set har løvtræer til alle sider giver det sig selv, at der altid vil være et skovbryn som vender mod solen, og det er spændende at se, hvilke insekter som indfinder sig og sidder og suger sol. Jeg gør mig ingen illusioner om at lære det hele at kende, der er store grupper af insekter og eksempelvis edderkopper, som jeg nok aldrig får sat navn på. Men det hænder alligevel ofte, at der pludselig sidder et dyr, jeg kan se, jeg IKKE har set før, og det pirrer min nysgerrighed! Sidste år fandt jeg eksempelvis Sorthovedet Kardinalbille og Stor Blødvinge (som beskrevet i dette blogindlæg).

Det er påfaldende, at adskillige af de nye fund vi har gjort her, handler om insekter som i Danmark har en østlig udbredelse og er sjældne i Vestjylland – og ofte er de tilknyttet skov. Det gælder også flere af de nye fund fra den sidste måneds tid, som jeg lige vil vise nogle billeder af:

Lille Hvepsebuk, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rødhovedet Kardinalbille, Tømmerby, maj 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Vedsvirreflue, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dødningehoved-Svirreflue, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Der er flere pudsigheder her: sidste år var Sorthovedet Kardinalbille ny for matriklen, i år finder vi så Rødhovedet Kardinalbille – og faktisk har vi set begge arter gentagne gange, den rødhovedede faktisk flest! Og den skarpe iagttager vil bemærke at de to nye arter svirrefluer begge sidder på blade af solbær – det er en forvildet solbærbusk som står i det bryn mod vest, som hvor morgen bliver oplyst og opvarmet af solen – og det er noget svirrefluer af alle slags tiltrækkes af (- og i øvrigt også andre insekter, inklusive mange vandnymfer).

Og så var der lige denne:

Bille sp., Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den sad også på matriklen forleden morgen og så spændende ud! Så vidt jeg har kunnet finde ud af drejer det sig om Plateumaris braccata, en billeart uden dansk navn, og sjældent rapporteret på diverse Citizen science-portaler. På Naturbasen er der 22 fund efter år 2000 flest i den østlige del af landet, på arter.dk noget flere, men næsten alle fra Vejler-området. Og jeg ved fra en bekendt, at hun har fundet den ved Vorup Enge ved Randers. Det kunne tyde på at det er en sump/rørskovs-tilknyttet art, som det kunne være sjovt at finde ud af noget mere om. Men jeg ved ikke lige hvor jeg skal søge…

Til sidst skal det med, at det ikke alene er dér på matriklen, hvor vi udøver “Vild med vilje”-regimet, men også i Mies blomsterhave, at der dukker hyggelige “biodiverse dyr” op. Således har vi de sidste tre dage kunnet nyde denne Duehale, som vi slet ikke har set i den vilde del af haven, udelukkende i de “tamme” forædlede blomster:

Duehale, Tømmerby, juni 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Duehale er så heller ikke ny på matriklen, og siger som sådan ikke så meget om de lokale betingelser for biodiversitet, da den under alle omstændigher kun dukker op her som tilflyver sydfra – men hyggeligt er det ihvertfald, når det sker (-og det er kun sket et fåtal gange på de 35 år).

Der er meget jeg IKKE nåede at omtale i dette opslag (f.eks. har jeg ikke nævnt pattedyrene!), men ideen var først og fremmest at gengive noget af min begejstring for at bo et sted, hvor det vilde har mulighed for at trives – jeg håber det lykkedes!

(Det kunne for resten være sjovt en gang at arrangere en såkaldt “bioblitz” på stedet med eksperter indenfor diverse organisme-grupper og se, hvad matriklen kan præstere)…

Sæsonstart

2018: 7. maj Grøn Smaragdlibel
2019: 12. maj Blå Libel
2020: 7. maj Grøn Smaragdlibel
2021: 9. maj Fireplettet Libel
2022: 14. maj Fireplettet Libel
2023: 8. maj Rød Vandnymfe
2023: 2. maj Rød Vandnymfe

Ovenstående er de seneste års datoer for mine første-iagttagelser af guldsmede/vandnymfer. Ligesom fuglekiggere hvert år venter på bestemte begivenheder – første paukende Rørdrum, første syngende Sanglærke, første Blåhals, Gøg osv. – har også odonatologer (“guldsmede-nørder”) den indre kalender indstillet på, hvornår de forskellige arter forvandles fra larver til voksne insekter.

I Danmark er der jo en lang vinter uden guldsmede over vandet man skal igennem – og man skal faktisk langt hen på foråret, før der begynder at ske noget. Her må jeg desværre indrømme en vis misundelse, for bornholmerne kan jo i princippet finde vandnymfer stort set hele året, efter at det for få år siden blev opdaget, at der er en bestand af Vintervandnymfe på øen. Det er dog som regel først omkring 20. april at dyrene bliver set, i forbindelse med at de søger mod yngle-vandområderne. Det er nogenlunde samtidig med, at der også begynder at bliver rapporteret Rød Vandnymfe og de andre tidlige arter nævnt i min lille “tabel” ovenfor, foruden Nordisk Kærguldsmed – mest på Sjælland og i den sydlige halvdel af Jylland. Nogle år sker det allerede midt i april.

Jeg mener at huske at jeg én gang, før jeg for alvor begyndte at kigge på guldsmede, så en død vandnymfe på gangbroen i Han Vejle den 30. april – men jeg har ihvertfald ikke indtastet den på Naturbasen. Jeg er heller ikke sikker på hvilken art det var, men jeg fandt vistnok ud af at det var en Almindelig Vandnymfe. Det må have været et tidligt år, for på disse breddegrader er det altså sjældent at møde guldsmede eller vandnymfer i april måned.

Men når rapporterne om fund af Rød Vandnymfe og de andre tidlige arter begynder at dukke op på Naturbasen/Guldsmedeatlas, rykker det selvfølgelig også i mig. Vi havde jo en meget kold periode i april i år lige indtil den sidste uge af måneden, men efter at varmen brød igennem har jeg været utallige gange rundt på matriklen og nogle af mine andre foretrukne lokaliteter i nærområdet. Jeg troede faktisk på at det skulle lykkes at få årets første guldsmedeobs. i april, når det nu var blevet så varmt, men nej – først den anden maj skulle det lykkes, en Rød Vandnymfe ved Blovsgårde/Hjardemål Klit. Det er altid en forløsning når den første materialiserer sig! Og som det ses i “tabellen” ovenfor er det faktisk tidligt her på egnen, og det var således også årets første guldsmedeobs. overhovedet nord for Limfjorden.

Guldsmedeobs. i 2024 fordelt på Atlaskvadrater pr. 1. maj, guldsmedeatlas.dk.
Guldsmedeobs. i Danmark 2024 fordelt på Atlaskvadrater pr. 2. maj, guldsmedeatlas.dk.
En god “sidegevinst” ved at jeg har været meget ude og kigge efter guldsmede er at mange andre insekter har fanget opmærksomheden…
Stankelben sp., Blovsgårde, april 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stankelben sp., Blovsgårde, april 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I perioden inden man ser første vandnymfe bliver man ofte snydt af stankelben…

Grøn Busksommerfugl, Arnes Sø ved Øsløs, april 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Busksommerfugl, Arnes Sø ved Øsløs, april 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Grøn Busksommerfugl er, ligesom Aurora, en tidligt-flyvende dagsommerfugl som både er smuk og spreder glæde. Dem ser jeg også altid før jeg ser de første guldsmede. Desuden selvfølgelig mange humlebier og andre nektarfouragerende bier og fluer, inkl. denne Hvidbrystet Jordbi.

Hvidbrystet Jordbi, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hvidbrystet Jordbi, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I år har jeg også dyrket svirrefluerne lidt mere end normalt (efter at jeg har anskaffet mig den fine guide ‘Hoverflies of Britain and North-west Europe‘ af Bot og Van de Meutter), og jeg har fundet nye arter (for mig) på hjemme-matriklen, med sjove navne som Skjold-Bredfodsflue og Mark-snabelsvirreflue.

Et helt særligt kapitel i år er langhornsmøl! Først fandt jeg ved et væltet stort piletræ i blomst her i Tømmerby en masse Pilelanghornsmøl som sværmede omkring pileraklerne. En gang tidligere for en del år siden har her været besøg af Løvskovslanghornsmøl, og ellers er der i lokalområdet også Blåhatlanghornsmøl (som jeg fortalte om i dette indlæg). Begge disse flyver noget senere på sæsonen. Jeg troede egentlig at udbuddet af langhornsmøl var ved at være udtømt, men idag fandt jeg ved Arnes Sø til min overraskelse en lille gruppe Egelanghornsmøl, meget smukke! (De sad nu ikke i egetræer, men vistnok på den indslæbte Glansbladet Hæg)…

Pilelanghornsmøl, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Pilelanghornsmøl, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Egelanghornsmøl, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Egelanghornsmøl, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Egelanghornsmøl, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Egelanghornsmøl, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Langhornsmøllene er meget elegante, synes jeg, og har en sjov (parrings?)flugt hvor de svirrer omkring hinanden.

Nu tror jeg det er på tide at vende tilbage til guldsmede/vandnymfer, hvis ikke dette indlæg skal blive alt for langt. Siden den første Rød Vandnymfe 2. maj er det mest denne art jeg har set, men i dag gik der for alvor “hul på bylden”, med mange nyforvandlede Grøn Smaragdlibel ved Arnes Sø (ligesom sidste år). Smaragdlibeller er virkeligt nogle juveler (eller smaragder, om man vil) i den danske guldsmedefauna, med de fantastiske chancerende metalfarver. En underlig ting ved Grøn Smaragdlibel er de underligt “døde” øjne, men det opvejes til fulde af farverne og metalglansen på resten af dyret. Læg mærke til hvor forskelligt de tager sig ud i forskellige belysninger og vinkler.

Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ved Arnes Sø var der også kommet Flagermusvandnymfe, senere så jeg Fireplettet Libel på Skårup Odde og Håret Mosaikguldsmed hjemme på matriklen. Årslisten er nu på fem arter, allerede her fem dage efter at guldsmedesæsonen startede. Inden længe skal jeg ud og lede efter Huevandnymfe!

Til sidst kommer der lige lidt flere fotos af nogle af “sæson-starterne”…

Rød Vandnymfe, Vorup Enge ved Randers, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Vorup Enge ved Randers, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rød Vandnymfe, Vorup Enge ved Randers, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Vorup Enge ved Randers, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Håret Mosaikguldsmed, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Håret Mosaikguldsmed, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Billederne af Rød Vandnymfe er fra motorvejsrastepladsen ved Gudenåen, hvor sidste års guldsmedeprojekt udspillede sig – jeg stoppede lige forleden og mindedes de fine oplevelser dér…

Orkidé-bonanza i april – i Italien

Edderkop-Flueblomst ssp. sipontensis, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst ssp. sipontensis, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I flere år har Mie og jeg snakket om en tur til bjergområdet Monte Gargano i Syditalien, et område berømt for måske Europas største diversitet af orkidéer. Turen skulle være i april (og var egentlig programsat sidste år, men måtte aflyses pga. Corona), da hovedblomstringen for flest arter sker denne måned.

I år blev det til noget, og det var en fantastisk oplevelse! Monte Gargano er en halvø i Adriaterhavet (“sporen” oven over Italiens “støvle”) som består af kalkklippe, hvilket i høj grad præger floraen på stedet.

Monte Garganos klippekyst, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Monte Garganos klippekyst, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

En stor inspiration til turen har været diverse rejserapporter på nettet, først og fremmest nogle svenskeres, men også en hjemmeside fra en italiener som flere gange har besøgt halvøen (med bredt naturhistorisk fokus, altså også med andre oplevelser end orkidéer).

Hverken Mie eller jeg er nørder, når det kommer til bestemmelse af planter, vi nyder bare farverne og formerne og lader os gerne imponere, når der er tale om stor diversitet, store mængder eller på anden måde store indtryk. Alligevel forsøgte jeg løbende at fotografere så mange arter som muligt, og med hjælp fra især Field Guide to the Orchids of Europe and the Mediterranean (Kühn, Pedersen & Cribb 2019) lykkedes det også at få bestemt en stor del af dem. Også den meget smukke bog Orkideer i Europa (fra 2017) af Henrik Ærenlund Pedersen med akvareller af Bo Mossberg blev flittigt draget frem – og har man dén i sit bibliotek vil man hurtigt opdage, at stednavnet Monte Gargano optræder meget ofte.

For andre arter end orkidéer har jeg især benyttet iNaturalist.

Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den talrigste orkidé-art som blomstrede mens vi var der (8.-17. april) var den meget smukke Sommerfugle-Gøgeurt. Den kaldes også Vifte-Gøgeurt, men dens videnskabelige navn er Anacamptis papilionacea. Og da papilio jo betyder svalehale, og da vi en gang havde set dette syn:

Sommerfugle-Gøgeurt og Svalehale, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt og Svalehale, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-var der ikke nogen tvivl om vores foretrukne navn til planten! (beklager billedkvaliteten)… Iøvrigt så vi både vores “hjemlige” Svalehale og Sydeuropæisk Svalehale – og i det hele taget masser af sommerfugle – mere om det senere.

En gruppe af orkidéer som især gjorde sig bemærket var flueblomsterne – her er MANGE arter, og desuden optræder de i forskellige varianter og underarter – så vil man dyrke dem grundigt kræver det nørderi! Vi nøjedes mest med at nyde, og navnene på de følgende er hvad vi TROR det er (uden at beskæftige os nærmere med varianter osv., udover den ret letgenkendelige sipontensis-underart af Edderkop-Flueblomst med lyserøde sepaler, afbildet ovenfor):

Prægtig Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prægtig Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Edderkop-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Saddel-Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Det eneste eksemplar af arten vi fandt på turen. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krybende Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krybende Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Flueblomst, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder vokser forskellige arter mellem hinanden med stor tæthed, og man kan opleve syn som f.eks. dette:

Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-opleves (og fotograferes, ikke mindst!) bedst hvis man lægger sig på maven…

Græsset eng med bl.a. Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Græsset eng med bl.a. Prægtig Flueblomst, Edderkop-Flueblomst m.m., Monte Gargano, april 2022. Foto: Mie Buus.

Landskabet på Monte Gargano er meget afvekslende; flest orkidéer finder man på stenede steder hvor kalk-forekomsterne ligger frit tilgængeligt.

Typist græsningslandskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Typist græsningslandskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bart og stenet landskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bart og stenet landskab, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nogle steder kan det se meget bart og nærmest goldt ud, men bukker man sig ned og kigger efter, kan der alligevel være masser af spændende botanik…

Fåblomstret Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Fåblomstret Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Denne art fandt vi netop på et stenet plateau som det ovenstående.

Jeg kommer ikke til i dette blogindlæg at gennemgå ALT hvad vi så, men her kommer lidt flere af orkidéerne:

Italiensk Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Italiensk Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På engelsk hedder den Naked Man Orchid, og den enkelte blomsterlæbe ligner da også små mænd (inkl. strittende tissemænd – klik på billedet og du kan se dem)…

Sporeløs Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sporeløs Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det kan godt være at  navnet Sporeløs Gøgeurt for en botaniker giver mening; jeg bryder mig ikke om det. På engelsk hedder arten blot Man Orchid (igen på grund af de menneskelignende blomsterlæber, dog uden tissemænd), hvilket er helt i tråd med det videnskabelige navn Orchis anthropophora. Svenskerne kalder den Spökyxne, og Mie og jeg blev enige om at Gespenst-Gøgeurt burde være det danske navn – også på grund af den mærkelige blege farve som blomsterne er udstyret med…

Vi mødte ikke mange arter som vi kendte hjemmefra; de følgende to har vi dog set bl.a. på Öland…

Salep-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Salep-Gøgeurt (og Sommerfugle-Gøgeurt), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bakke-Gøgeurt ("Krudtbrænder"), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Bakke-Gøgeurt (“Krudtbrænder”), Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Indmellem møder man noget der ikke passer med bøgerne:

Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sommerfugle-Gøgeurt, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det afvigende hvide eksemplar skulle, ligesom de andre på billedet, være Sommerfugle-Gøgeurt.

Der var mange andre indtryk end lige orkideer, floraen i det hele taget var utroligt varieret, og det var påfaldende så mange arter som var i blomst netop nu. Jeg forestiller mig at disse åbne landskaber ret tidligt i maj-juni bliver meget tørre og afsvedne, derfor er det for blomsterne om at få vist deres pragt og tiltrukket insekter nu mens tid er…

Storkenæb sp. og svirreflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storkenæb sp. og svirreflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Viol sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Viol sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krokus sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Krokus sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Som nævnt mødte vi en del bestøvere i form af sommerfugle (og iøvrigt også bier, fluer og humlebier)…

Guirlandesommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Guirlandesommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Hømorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Orange Hømorsommerfugl, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humleflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Humleflue sp., Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sidstnævnte er muligvis samme art Lille Humleflue som vi har herhjemme, og vi så iøvrigt også Stor Humleflue, som faktisk var ny art for mig – det er jo ikke en art som optræder ofte i de landskaber jeg oftest færdes i. Jeg synes humlefluer er fede at iagttage!

Der var mange andre sommerfuglearter end de viste, bl.a. Aurora, Lille Ildfugl, som nævnt begge arter Svalehaler, Grønbroget Kålsommerfugl, flere arter bredpander og den flotte Orange Citronsommerfugl. Jeg må ikke glemme at nævne at jeg er helt vild med guirlandesommerfugle, den ovenfor viste er arten Zerynthia cassandra, som også var ny art for mig, og heldigvis meget almindelig og som regel nem at fotografere, da den ofte hvilede med udbredte vinger – vi så den forøvrigt aldrig gå ned på blomster, så måske er den slet ikke nektar-fødesøgende…

Ovenfor omtaler jeg “Gespenst-Gøgeurt”, et andet gespenst vi fandt var denne creepy knæler:

Knæler, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Knæler, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det skulle være arten Empusa pennata, jeg har ingen idé om hvor almindeligt det er at støde på den, men selv om jeg ikke har det komfortabelt med knælere var jeg helt stolt over at finde den – som den sad i græsset og prøvede at ligne en samling tørre strå… Parat til at kaste sig over intetanende byttedyr!

Et helt andet landskab som Monte Gargano-halvøen også indeholder er den fedeste urskov, Foresta Umbra, med en enorm variation af europæiske træarter. Skoven var netop ved at grønnes, men egetræerne var ikke sprunget ud, så der var stadig lys i skovbunden til anemonerne.

Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blå Anemone i Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Blå Anemone i Foresta Umbra, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det er umuligt at få det hele med fra de intensive ni dage, vi tilbragte dernede, men her er ihvertfald en lille mundsmag. Hvis det skulle give andre lyst til selv at besøge Monte Gargano, står jeg gerne til rådighed med specifikke råd til lokaliteter, praktiske forhold osv.

Til sidst en stor tak for dejligt selskab i naturen til min søde rejsefælle!

Mie med Blå Iris og anden botanik, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie med Blå Iris og anden botanik, Monte Gargano, april 2022. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Engkarse og Aurora

Aurora, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Aurora, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

På vores matrikel på ca. en hektar får det meste af arealet lov til at være VILD – og sådan har det været i de godt 30 år vi har boet her, altså længe før nogen opfandt konceptet “Vild med vilje”.

Det meste af grunden er en gammel eng, som nu er under tilgroning – tidligere havde vi får til at græsse her, de seneste mange år er det blevet maskinelt slået med nogle års mellemrum.

Den oprindelige engflora er stadig mere eller mindre intakt, og specielt langs gangstierne og i kanten af dét vi kalder “græsplænen” vokser der en hel del Engkarse. “Plænen” er ret så rustik og lever ikke op til en parcelhushave-standard for græsplæner, den bliver slået langt sjældnere og hvor der står pæne blomster styrer jeg så vidt muligt udenom med plæneklipperen. Og Engkarse hører absolut til i kategorien “pæne blomster”.

Den fine lille blomst er på dette tidspunkt (i dette forsinkede forår) endnu langt fra på sit højeste, mange står stadig i knop, men der er dog også adskillige udsprungne – noget dagsommerfuglen Aurora ikke er sen til at udnytte. Denne smukke sommerfugl har en kort flyvetid i maj, som netop er timet til at passe sammen med blomstringen hos Engkarse. Den har også andre foretrukne planter i samme slægt som Løgkarse og Kalkkarse (læs mere på Naturbasen), men ialfald her på egnen er det i høj grad Engkarse, den går på (og som jeg formoder er foderplante for larverne).

Aurora er udbredt og almindelig i hele Danmark, men er af en eller anden årsag sjælden i Thy, så forekomsterne her omkring Vejlerne markerer nogenlunde vestgrænsen nord for Limfjorden. I Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle III er den heller ikke fundet på Læsø og kun sparsomt på vadehavsøerne.

Vi har den her i pænt antal, lige nu, og vi glæder os over den!

Aurora, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Aurora, Tømmerby, maj 2021. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Besøg i Lille Vildmose

Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I forgårs var jeg en tur i Lille Vildmose, et af mine favorit-naturområder i Danmark. Ja på mange parametre må man sige at Lille Vildmose er fuldstændig unikt – her er tale om et af de største virkeligt vilde områder i landet med en næringsfattig natur, der leder tankerne hen på vore nabolande mod øst og nord. Og dét, at så store områder er indhegnede, gør at stedet for alvor giver begrebet rewilding mening – her er der plads til vigtige store pattedyr og deres påvirkning af vegetation og landskab.

I første omgang var det nu de mere ydmyge skabninger, som havde lokket mig ud på den lange køretur. Guldsmedesæsonen er så småt startet, og jeg skulle lige checke, hvor langt fremme den var i vildmosen.

Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nordisk Kærguldsmed, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg har tidligere oplevet, hvordan Lille Vildmose i maj måned kan være totalt tæt besat med Nordisk Kærguldsmed, og det er i al fald også godt i gang nu; på strækningen fra P-pladsen til “kaffepletten” og lidt ind i Paraplymosen var der mindst 160 af denne fine guldsmed. Jeg havde håbet, at de meget våde tidligere gravebaner i Paraplymosen (fotoet øverst) ville “levere” den tidlige art Huevandnymfe – vegetationsstrukturen med spredt voksende kæruld, starer og siv ser ialfald helt rigtig ud. Og der skulle efter sigende være en meget stor bestand af arten i mosen – men i så fald er det ikke hér, eller de er ikke kommet frem endnu (jeg havde i sidste uge et enkelt individ ved Blovsgårde, og den er også meldt fra Bornholm for nogle dage siden).

Eneste vandnymfe jeg faktisk så var Rød Vandnymfe.

Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Derudover en enkelt Grøn Smaragdlibel og nogle få Fireplettet Libel.

Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Fireplettet Libel, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Så det var såmænd ikke fordi der var så meget gang i guldsmedefaunaen, når man ser bort fra kærguldsmedene. Af andre insekter så jeg bl.a. Grøn Busksommerfugl, Grøn Sandspringer, Aurora og Nældesommerfugl, samt et par svirreflue-arter, som jeg behøver eksperthjælp til at bestemme…

Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Nældesommerfugl, Paraplymosen, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Jeg ofrede ved dette besøg ikke fuglene så meget opmærksomhed, men blev dog glad for et par gange at møde lang- og spidsvingede Lærkefalk i hurtig flugt langs skovbryn. Det er jo en art som optræder ret så sparsomt i den landsdel jeg selv bor i…

Da jeg havde sumpet rundt efter guldsmede i Paraplymosen i nogle timer og var på vej tilbage til P-pladsen stod der pludselig en Elg på stien 15-20 meter fra mig.

Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Elg, Lille Vildmose, maj 2020. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Den havde et øje på mig det meste af tiden, men virkede på ingen måde stresset over min tilstedeværelse, bevægede sig roligt rundt og spiste løs af diverse buske og små træer – som det ses i videoen nedenfor. Det var mit første møde med Elg i dansk natur, en dejlig oplevelse at slutte en fin dag i mosen med…

Elg i Lille Vildmose af Jørgen Peter KjeldsenVimeo.

Sommerfugle i engen

Aurora, Tømmerby, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Aurora, Tømmerby, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nældesommerfugl, Tømmerby, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Nældesommerfugl, Tømmerby, maj 2011. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Aurora flyver talrigt for tiden, her i haven besøger de ofte judaspenge-planternes violette blomster, men også de efterhånden ganske få planter af engkarse, der er tilbage fra grundens fortid som græsset eng.
Ved Tovsig igår så jeg ikke færre end 30-40 aurora’er boltre sig over en eng, der var helt blegrosa af engkarse.

Idag blev vores lille enklave her i Tømmerby så gæstet af en nældesommerfugl af første generation, en meget smuk art, der de sidste år har været under indvandring, og oftere og oftere bliver set også i denne nordvestlige landsdel. For en uge siden havde Jens Kristian Kjærgård også en nældesommerfugl på Mors. Endelig blev det min tur til at se sådan et kræ – herlig ny matrikelart!