
Sumpplanten Brudelys (Butomus umbellatus) danner nogle steder store bestande hvor arten dominerer totalt, langs bredden af åer og lavvandede søer. De blomstrer lige nu, og de tiltrækker store mængder insekter…







fotos og skriblerier af Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk
Sumpplanten Brudelys (Butomus umbellatus) danner nogle steder store bestande hvor arten dominerer totalt, langs bredden af åer og lavvandede søer. De blomstrer lige nu, og de tiltrækker store mængder insekter…
Monokultur har ikke nogen positiv klang, men af og til optræder der også i naturen planter i så store mængder – industrielle mængder – at det farver hele landskaber i én farve, og så ser man (jeg) anderledes positivt på det. Jeg har tidligere ved flere lejligheder skrevet begejstret her på bloggen om Vejlernes karakterplante Kærfnokurt, som danner store gule tæpper på engene.
De seneste tre år har jeg haft en opgave (for Amphi Consult) med registrering af ynglesucces hos nogle af vadefuglene på Mandø i Vadehavet. Her er også et fænomen, hvor botanikken i en periode af foråret byder på én bestemt plante i overflod, så det i dén grad sætter sit præg på det visuelle landskabs-udtryk.
Det drejer sig om planten Stor Skjaller (Rhinanthus serotinus), en lav blomst som har et lidt blakket ry, da det er en såkaldt halvsnylter, der ganske vist har fotosyntese, men supplerer næringsoptaget ved at suge fra græsrødder. Og man må sige, at i de områder af engene, som er dominieret af Stor Skjaller, ser der vitterligt ud til at vokse meget sparsomt med græs.
Sparsom græsvækst kan dog ikke kun tilskrives skjaller-planten, for det tidlige forårs græsning fra Bramgås og Mørkbuget Knortegås sørger også for, at vegetationen ved starten af engfuglenes ynglesæson er meget lav.
Der er ingen tvivl om, at plantesamfundet på de udyrkede enge på Mandø er attraktivt for ynglefuglene – også de områder som farves gule af Stor Skjaller. Det skulle de kommende fotos gerne give et lille indtryk af…
Det er da heller ikke alle steder at engene er lige så gule som på ovenstående billeder, men på alle de naturlige enge på øen er der en rig flora – og det er en fryd at arbejde med engfugle i sådanne omgivelser.
På matriklens vildtvoksende staude-eng er farven fra blomstrende Gederams lige nu gennemtrængende, og den udgør en nydelig baggrund for guldsmede-fotos, når ellers dyrene forstår at sætte sig strategisk rigtigt og vinkelret på kameralinsen. Når man så kører stor blændeåbning kan man opnå fine gammelrosa baggrunde som på billederne af en Blodrød Hedelibel han på ovenstående fotos. Her er en hun af samme art som har valgt en blomsterstand af Gederamsen som udkigspunkt:
Det er i øvrigt et år med en usædvanligt stor forekomst af netop Blodrød Hedelibel, der i en periode har kunnet opleves i veritable sværme (næsten som Fireplettet Libel i starten af juni) – både her hos mig selv og andre steder i omegnen, bl.a. i skovlysninger. Det behøver altså ikke at foregå i nærheden af vand, og der er nok tale om at der har været en stor “klækning” af arten i år, og at de i perioden mellem forvandling og reproduktion/æglægning opholder sig steder med gode fourageringsmuligheder, dvs. steder med læ og blomster som tiltrækker insekter i bytte-størrelse. Også andre hedelibeller ses indimellem – dog ikke i tilnærmelsesvis så store antal. Her en Stor Hedelibel hun som også er blevet tiltrukket af vores Gederams-eng:
I flere år har Mie og jeg snakket om en tur til bjergområdet Monte Gargano i Syditalien, et område berømt for måske Europas største diversitet af orkidéer. Turen skulle være i april (og var egentlig programsat sidste år, men måtte aflyses pga. Corona), da hovedblomstringen for flest arter sker denne måned.
I år blev det til noget, og det var en fantastisk oplevelse! Monte Gargano er en halvø i Adriaterhavet (“sporen” oven over Italiens “støvle”) som består af kalkklippe, hvilket i høj grad præger floraen på stedet.
En stor inspiration til turen har været diverse rejserapporter på nettet, først og fremmest nogle svenskeres, men også en hjemmeside fra en italiener som flere gange har besøgt halvøen (med bredt naturhistorisk fokus, altså også med andre oplevelser end orkidéer).
Hverken Mie eller jeg er nørder, når det kommer til bestemmelse af planter, vi nyder bare farverne og formerne og lader os gerne imponere, når der er tale om stor diversitet, store mængder eller på anden måde store indtryk. Alligevel forsøgte jeg løbende at fotografere så mange arter som muligt, og med hjælp fra især Field Guide to the Orchids of Europe and the Mediterranean (Kühn, Pedersen & Cribb 2019) lykkedes det også at få bestemt en stor del af dem. Også den meget smukke bog Orkideer i Europa (fra 2017) af Henrik Ærenlund Pedersen med akvareller af Bo Mossberg blev flittigt draget frem – og har man dén i sit bibliotek vil man hurtigt opdage, at stednavnet Monte Gargano optræder meget ofte.
For andre arter end orkidéer har jeg især benyttet iNaturalist.
Den talrigste orkidé-art som blomstrede mens vi var der (8.-17. april) var den meget smukke Sommerfugle-Gøgeurt. Den kaldes også Vifte-Gøgeurt, men dens videnskabelige navn er Anacamptis papilionacea. Og da papilio jo betyder svalehale, og da vi en gang havde set dette syn:
-var der ikke nogen tvivl om vores foretrukne navn til planten! (beklager billedkvaliteten)… Iøvrigt så vi både vores “hjemlige” Svalehale og Sydeuropæisk Svalehale – og i det hele taget masser af sommerfugle – mere om det senere.
En gruppe af orkidéer som især gjorde sig bemærket var flueblomsterne – her er MANGE arter, og desuden optræder de i forskellige varianter og underarter – så vil man dyrke dem grundigt kræver det nørderi! Vi nøjedes mest med at nyde, og navnene på de følgende er hvad vi TROR det er (uden at beskæftige os nærmere med varianter osv., udover den ret letgenkendelige sipontensis-underart af Edderkop-Flueblomst med lyserøde sepaler, afbildet ovenfor):
Nogle steder vokser forskellige arter mellem hinanden med stor tæthed, og man kan opleve syn som f.eks. dette:
-opleves (og fotograferes, ikke mindst!) bedst hvis man lægger sig på maven…
Landskabet på Monte Gargano er meget afvekslende; flest orkidéer finder man på stenede steder hvor kalk-forekomsterne ligger frit tilgængeligt.
Nogle steder kan det se meget bart og nærmest goldt ud, men bukker man sig ned og kigger efter, kan der alligevel være masser af spændende botanik…
Denne art fandt vi netop på et stenet plateau som det ovenstående.
Jeg kommer ikke til i dette blogindlæg at gennemgå ALT hvad vi så, men her kommer lidt flere af orkidéerne:
På engelsk hedder den Naked Man Orchid, og den enkelte blomsterlæbe ligner da også små mænd (inkl. strittende tissemænd – klik på billedet og du kan se dem)…
Det kan godt være at navnet Sporeløs Gøgeurt for en botaniker giver mening; jeg bryder mig ikke om det. På engelsk hedder arten blot Man Orchid (igen på grund af de menneskelignende blomsterlæber, dog uden tissemænd), hvilket er helt i tråd med det videnskabelige navn Orchis anthropophora. Svenskerne kalder den Spökyxne, og Mie og jeg blev enige om at Gespenst-Gøgeurt burde være det danske navn – også på grund af den mærkelige blege farve som blomsterne er udstyret med…
Vi mødte ikke mange arter som vi kendte hjemmefra; de følgende to har vi dog set bl.a. på Öland…
Indmellem møder man noget der ikke passer med bøgerne:
Det afvigende hvide eksemplar skulle, ligesom de andre på billedet, være Sommerfugle-Gøgeurt.
Der var mange andre indtryk end lige orkideer, floraen i det hele taget var utroligt varieret, og det var påfaldende så mange arter som var i blomst netop nu. Jeg forestiller mig at disse åbne landskaber ret tidligt i maj-juni bliver meget tørre og afsvedne, derfor er det for blomsterne om at få vist deres pragt og tiltrukket insekter nu mens tid er…
Som nævnt mødte vi en del bestøvere i form af sommerfugle (og iøvrigt også bier, fluer og humlebier)…
Sidstnævnte er muligvis samme art Lille Humleflue som vi har herhjemme, og vi så iøvrigt også Stor Humleflue, som faktisk var ny art for mig – det er jo ikke en art som optræder ofte i de landskaber jeg oftest færdes i. Jeg synes humlefluer er fede at iagttage!
Der var mange andre sommerfuglearter end de viste, bl.a. Aurora, Lille Ildfugl, som nævnt begge arter Svalehaler, Grønbroget Kålsommerfugl, flere arter bredpander og den flotte Orange Citronsommerfugl. Jeg må ikke glemme at nævne at jeg er helt vild med guirlandesommerfugle, den ovenfor viste er arten Zerynthia cassandra, som også var ny art for mig, og heldigvis meget almindelig og som regel nem at fotografere, da den ofte hvilede med udbredte vinger – vi så den forøvrigt aldrig gå ned på blomster, så måske er den slet ikke nektar-fødesøgende…
Ovenfor omtaler jeg “Gespenst-Gøgeurt”, et andet gespenst vi fandt var denne creepy knæler:
Det skulle være arten Empusa pennata, jeg har ingen idé om hvor almindeligt det er at støde på den, men selv om jeg ikke har det komfortabelt med knælere var jeg helt stolt over at finde den – som den sad i græsset og prøvede at ligne en samling tørre strå… Parat til at kaste sig over intetanende byttedyr!
Et helt andet landskab som Monte Gargano-halvøen også indeholder er den fedeste urskov, Foresta Umbra, med en enorm variation af europæiske træarter. Skoven var netop ved at grønnes, men egetræerne var ikke sprunget ud, så der var stadig lys i skovbunden til anemonerne.
Det er umuligt at få det hele med fra de intensive ni dage, vi tilbragte dernede, men her er ihvertfald en lille mundsmag. Hvis det skulle give andre lyst til selv at besøge Monte Gargano, står jeg gerne til rådighed med specifikke råd til lokaliteter, praktiske forhold osv.
Til sidst en stor tak for dejligt selskab i naturen til min søde rejsefælle!
På vores matrikel på ca. en hektar får det meste af arealet lov til at være VILD – og sådan har det været i de godt 30 år vi har boet her, altså længe før nogen opfandt konceptet “Vild med vilje”.
Det meste af grunden er en gammel eng, som nu er under tilgroning – tidligere havde vi får til at græsse her, de seneste mange år er det blevet maskinelt slået med nogle års mellemrum.
Den oprindelige engflora er stadig mere eller mindre intakt, og specielt langs gangstierne og i kanten af dét vi kalder “græsplænen” vokser der en hel del Engkarse. “Plænen” er ret så rustik og lever ikke op til en parcelhushave-standard for græsplæner, den bliver slået langt sjældnere og hvor der står pæne blomster styrer jeg så vidt muligt udenom med plæneklipperen. Og Engkarse hører absolut til i kategorien “pæne blomster”.
Den fine lille blomst er på dette tidspunkt (i dette forsinkede forår) endnu langt fra på sit højeste, mange står stadig i knop, men der er dog også adskillige udsprungne – noget dagsommerfuglen Aurora ikke er sen til at udnytte. Denne smukke sommerfugl har en kort flyvetid i maj, som netop er timet til at passe sammen med blomstringen hos Engkarse. Den har også andre foretrukne planter i samme slægt som Løgkarse og Kalkkarse (læs mere på Naturbasen), men ialfald her på egnen er det i høj grad Engkarse, den går på (og som jeg formoder er foderplante for larverne).
Aurora er udbredt og almindelig i hele Danmark, men er af en eller anden årsag sjælden i Thy, så forekomsterne her omkring Vejlerne markerer nogenlunde vestgrænsen nord for Limfjorden. I Atlasprojektet Danmarks Dagsommerfugle III er den heller ikke fundet på Læsø og kun sparsomt på vadehavsøerne.
Vi har den her i pænt antal, lige nu, og vi glæder os over den!
Forleden berettede jeg om insekter, tiltrukket af kærfnokurt i Vejlerne.
Andre insekter tiltrækkes af andre gule blomster. På heden ved Lild Klitplantage er der visse partier, hvor planten Gyldenris lige nu optræder ret talrigt.
Går man tæt på opdager man, at der er et mylder af nektar-søgende insekter i blomsterne, især forskellige arter af humlebier, mange svirrefluer og lidt sommerfugle, men også et par andre sjove overraskelser… Den gule farve er selvfølgelig en signalfarve, som mange insekter reagerer på, men det er tydeligvis også fordi Gyldenris-blomsterne har noget at byde på, ser man…
Jeg synes humlebierne er svære at bestemme, men har for alvor fået øjnene op for deres skønhed (og betydning som bestøvere) efter at have læst de meget fine bøger ‘Humlen ved det hele‘ og ‘Summen over engen‘ af Dave Goulson her i sommer. Meget anbefalelsesværdig læsning!
Stor Sandhveps er en markant “fætter” som jeg ikke er mig bevidst at have set før. Den er især kendt fra kystnære lokaliteter i Hanherred, Skagens Odde, Djursland og Nordsjælland.
Ligesom sandhvepsen havde jeg denne flotte, lille flue en tur omkring forummet på fugleognatur.dk. Trods det markante udseende kan den formentlig ikke bestemmes til art, men jeg må nøjes med at konstatere, at det er en Hvepseflue i slægten Conops – formentlig mest sandsynligt arten Conops flavipes, ud fra hyppigheden med hvilken de fire forekommende arter i Danmark bliver rapporteret. Men under alle omstændigheder et flot dyr og en ny oplevelse for mig. En kort overgang troede jeg lige, at jeg havde fundet en Hvepsetalje-Svirreflue, men det ville have været sensationelt – og det var det jo så heller ikke…
Noget af det bedste ved Vejler-reservatet er, at her er plads til at naturen kan udfolde sig STORT. Her er MÆNGDER som få andre steder – mængder af fugle, mængder af guldsmede og andre insekter, mængder af planter. Og noget af det mest imponerende, når det gælder floraen, er de kæmpe-forekomster af planten kærfnokurt, som Vejlerne er kendt for. Det har jeg skrevet om i tidligere indlæg her på bloggen – se [Det gule hav], [Gult] og [Fnok!].
Hovedblomstringstiden hos kærfnokurt er månedsskiftet maj-juni, men der er en anden blomstring, som falder senere på sommeren- ialfald nogle år, når betingelserne er opfyldt. Betingelserne handler først og fremmest om blottet, fugtig jord/dynd, hvor der helst skal “mosles” lidt rundt, så frøene kan spire – ofte er det på kreaturafgræssede steder.
I år er der lige nu en kæmpe opblomstring af kærfnokurt i Bygholm Vejle nord for Krapdiget, hvor der jo ikke er kreaturer til stede – men den tørre sommer har givet den nødvendige vandstandssænkning og blotlagt bunden, og så tror jeg at de mange krondyr tramper rundt og fremmer spiringen – ialfald fører mange krondyrspor gennem området.
Jeg har nogenlunde opmålt området som er dækket af det gule blomsterhav på Google Earth, og får det til ca. 8000 m2. Bare for at få en idé om størrelsesordenen af bestanden prøvede jeg at anslå tætheden af planter, som jeg vil mene ligger i størrelsesordenen ca. 15-20 pr. m2 – altså en samlet bestand på den gode side af 100.000 blomstrende individer! Under alle omstændigheder et imponerende skue…
Over tæppet af gult sværmede mange insekter, ikke bare bestøvere men også hvad jeg tror har været døgnfluer (evt. dansemyg), som Landsvalerne nød godt af…
Der hang en tung duft af honning over det hele, og det var da heller ikke nogen overraskelse, at de mange blomster var fyldt med nektarsamlende insekter. Ved nærstudium af billederne kan man se, at kærfnokurten er meget effektiv til at afsætte pollen på de besøgende insekter – både ben, antenner og iøvrigt alle hårede overflader på insekterne var tæt besatte med pollen – i en grad så det nærmest så ud til at genere nogle af dem! Efter blomstringen og bestøvningen er oversået sætter kærfnokurt jo frø i form af “fnok”, som spredes ud i området – og der må være millioner og atter millioner af kærfnokurt-frø, som så kan ligge og vente til næste gang, de rette forhold opstår…
Bemærk på det sidste billede, hvor tæt besat dronefluen er med pollen på de små hår på benene – hvilket det så ud som om den var irriteret over og prøvede at slippe af med…
Fokus er flyttet lidt, efter at jeg for nogle år siden begyndte for alvor at interessere mig for guldsmede. Jeg har nu altid været alment naturinteresseret, men det er klart, at fuglene fyldte det meste i mange år. Men efterhånden begynder jeg også at få øje på mange andre sjove dyr, når jeg færdes i naturen – og det kan jo især være en berigelse med insektinteressen midt om sommeren, hvor der oftest ikke sker så meget på fuglefronten.
Og der er en sådan diversitet i insektverdenen, at jeg ikke kommer til at “løbe tør” for nye oplevelser med nye arter i meget lang tid!
Ovenstående to arter traf jeg begge på en tur på Skårup Odde i juli. Sjovt nok var jeg lidt på udkig efter begge, men det var alligevel spændende at få dem at se i virkeligheden, efter at have læst om dem. Blåhat-langhornsmøl er, som navnet antyder, specielt knyttet til planten blåhat. Og da jeg fandt en lille gruppe af denne fine blomst, som altid er god for nektar-sugende insekter, var det bare med at se, hvad de kunne byde på. Selv om jeg var forberedt, var det alligevel overraskende at se hvor mærkelig, dyret er, med de guldfarvede vinger, grønne øjne og bevægelige lange følehorn. Udover et tidligere fund ved Bulbjerg var det faktisk første registrering af arten fra Thy. Jeg kendte i forvejen Løvskovs-langhornsmøl, som jeg også er meget begejstret for. Og Tørve-silkesvirrefluen er bare en af mange fine arter af svirrefluer, som jeg også så småt er begyndt at “tage hul på”. Jeg har nok set arten tidligere, men det var første gang hvor jeg fik den fotograferet, og dermed kunne være sikker på bestemmelsen. Bestemmelsesmæssigt er der mange udfordringer ved svirrefluer, men denne art er en af dem, der er til at bestemme!
Den varme sommer har i det hele taget givet mange oplevelser med insekter, og her kommer et udpluk af fotos af nogle af de arter, som har gjort størst indtryk – eller hvor det er lykkedes særligt godt at få fotos:
En skorpionsflue sp. stjæler sig til et gratis måltid hos edderkoppen (som jeg heller ikke kender navnet på)…
En Lille Ildfugl fouragerer på røllike. Bemærk edderkoppen gemt i blomsten – lurer måske på at overfalde et af de nektar-søgende insekter…
Denne Lille Ildfugl fouragerer på engbrandbæger, som er kendt som værtsplante for den flotte natsværmer Blodplet’s larver.
Storplettet Perlemorsommerfugl har optrådt meget mere talrigt end sædvanligt denne sommer. Individet her er en af mange fra vejrabatten på Jernbanedæmningen mellem Lund Fjord og Han Vejle, fouragerende på knopurt.
Også den dagflyvende natsværmer Gammaugle har i år optrådt i store tætheder. Her er snablen midlertidigt rullet sammen, men øjeblikket før og efter suges der fra rødkløverens nektar-depoter…
Der har til gengæld ikke været specielt mange Tidselsommerfugl. Men en flot art er det jo altid, ikke mindst så friskt et eksemplar som dette.
Her er der trængsel på den altid populære blåhat: Seksplettet Køllesværmer, Engrandøje og en bredpande sp.
Også i blåhatten: en blomsterbuk som jeg formoder er Sortsømmet Blomsterbuk (-den er ialfald kendt fra området).
Kæmpefluen Harald er det altid en fornøjelse at møde. Her på egnen træffer jeg ham mest i et bælte ret tæt på Vesterhavskysten. Jeg har tidligere skrevet en lille historie om Harald: [klik her].
Jeg synes ikke at tegningen ligner et dødningehoved (snarere en flagermus a’la Batman) – men Dødningehoved-Svirreflue er en af de mere karakteristisk arter af svirrefluer. Der kører også atlasprojekt for svirrefluer i disse år, og det er jo en tilfredsstillelse at kunne bidrage med observationer, når det som i dette tilfælde viser sig at være en ny art for kvadratet (kvadrat 623_54 ved Tvilum Bro NØ for Silkeborg)…
Håret Dyndflue er en meget almindelig art, men ikke desto mindre ret så flot. Denne er hjemme fra matriklen, på en af de mange tidsler vi er velsignet med…
Også en af de talrige (men den har fået sat sig dekorativt!): Grønåret Kålsommerfugl, også denne på en af matriklens tidsler…
Et specielt fænomen hvert år i juli er døgnfluernes fremkomst. De sætter sig på alle tilgængelige overflader og skifter hud, og specielt er det tydeligt at se på vinduerne i skjulene – som her i Kogleaks-skjulet. Se også en omtale fra sidste år, hvor jeg fortæller om døgnfluer som føde for Skægmejser: [klik her].
Vores sommerferie i år gik til Skåne første uge af august. Her så jeg en stor markant svirreflueart, jeg længe havde ønsket mig at se: Hvidbåndet Humlesvirreflue. Når man tager en ny gruppe ind, som jeg så småt er begyndt på med svirrefluerne, er man jo nødt til at starte med dem, der er til at forholde sig til, bestemmelsesmæssigt!
Og både i Skåne og hjemme i haven fik vi også fornøjelse af denne sommers helt store “publikums-succes” på insektfronten: Duehale, “kolibri-sværmer” eller “sportshveps”, som den også er blevet kaldt! 😉 Arten er kommet tiltrækkende fra Sydeuropa i stort tal, og rigtigt mange “almindelige mennesker” har undrende lagt billeder af de fine dyr op på de sociale medier…
Dette er som nævnt kun et udpluk – så jo: med flyttet fokus er der virkeligt mange oplevelser at hente i den danske/skandinaviske natur i sommermånederne!
Fredags og lørdag i sidste uge – de to sidste junidage – havde jeg fornøjelsen af en udflugt til det østlige Himmerland, med det formål at opsøge nogle potentielle steder for især Arktisk Smaragdlibel, der i atlasperioden ellers kun har været rapporteret fra Søhøjlandet omkring Silkeborg.
Initiativtageren til satsningen var Erik Dylmer, og da han spurgte om jeg ville med, var jeg ikke i tvivl: det ville jeg meget gerne! 🙂
Områderne i fokus var Lille Vildmose og Stubberubvad ved Rold Skov, da der fra begge lokaliteter tidligere (men ikke i atlasperioden) var blevet rapporteret Arktisk Smaragdlibel. Og da atlasprojektet nu kører på sidste sæson, ville det være godt at få konstateret, om arten stadig fandtes på stederne. Begge steder havde Erik sørget for adgangstilladelser (i Lille Vildmose besøgte vi både områder i den lukkede Tofte-indhegning og i alment tilgængelige områder).
Fredagen bød på flot, men noget blæsende vejr, og selv om vi opsøgte nogle af søerne ude på Tofte Mose-højmosefladen, var det begrænset, hvor mange guldsmede, det gav – udover Fireplettet Libel, Rødøjet Vandnymfe, Lille Kærguldsmed og andre almindelige arter.
Her var til gengæld spændende botanik, i form af både Rundbladet og Langbladet Soldug, Blomstersiv og meget andet, selv om selve mosefladen fremstod overraskende tør (men det har jo også været en ekstrem tør sommer indtil nu)…
I læ inde i Tofte Skov gjorde vi flere interessante fund, bl.a. flere Siv-mosaikguldsmed (som det desværre ikke lykkedes at få fotos af). Og så stødte vi på flere Vildsvin og Krondyr, og mange steder var der spor og vidnesbyrd i kraft af oprodet skovbund – herligt ved selvsyn at få lov til at opleve, hvor stor betydning sådanne nøglearter kan have i dansk natur, her i landets første og største forsøg med “rewilding” i praksis.
Og pludselig var den der – den fantastiske og specielle Arktisk Smaragdlibel, en han som fløj rundt langs et skovbryn, men som heldigvis også var så venlig at sætte sig og hvile på en gren ca. i øjenhøjde. Den mest iøjnespringende karakter, som adskiller arten fra andre smaragdlibeller, er hannens bagkropsvedhæng, der er formet som en knibetang a’la ørentvistens.
Og så fremstår bagkroppen meget mørk, nærmest sort, i sammenligning med Glinsende Smaragdlibel, som har nogenlunde samme form (men vedhængene er helt anderledes).
Fredag eftermiddag besøgte vi også bræddestien i Portlandsmosen, også her var forholdene meget tørre – men ved en af de gamle gravebaner var der en Siv-mosaikguldsmed (som blev checket grundigt – stedet ville også være oplagt til Højmose-mosaik – som jeg mangler på min artsliste)…
Fredag aften og lørdag morgen switchede vi til fuglekigger-mode, og dyrkede mængderne af fugle ved den nye Birkesø – her var ca. 80 Skestork, et mylder af lappedykkere (fire arter), specielt mange Sorthalset Lappedykker og Gråstrubet ditto med 1/4-3/4-store unger, en kæmpe Hættemåge-koloni (mange unger), Klyder med unger, Lille Præstekrave og meget andet. I baggrunden Heck-kvæg (urokser) og Krondyr. Et fantastisk nyt fuglested, og som sådan lige nu på sit højeste – hvis det kommer til at følge mønsteret fra andre ny/gen-etablerede lavvandede søer.
Inden vi forlod Lille Vildmose lørdag formiddag var vi også en tur i Porsemosen nord for Portlandsmosen (indgang via “kaffepletten”) – et sted jeg ikke kendte i forvejen. Her var der fire gamle gravefelter omgivet af diger, hvor spagnum-mosen var våd – så det var jo noget af det helt rigtige til nogle af de sjældne arter. Og ganske rigtigt – også her var der Arktisk Smaragdlibel (en omkringflyvende han), adskillige Siv-mosaikguldsmed, og så iøvrigt rå mængder af Sort Hedelibel – en tæthed af hedelibeller som jeg aldrig tidligere har set magen til. Vi vurderede mindst 500 (konservativt), men det reelle tal kan have været meget større.
Lørdag eftermiddag rykkede vi så en smule vestpå til Stubberupvad, et rigkær og en fantastisk botanisk lokalitet (og måske mest kendt som sådan) ved en skrænt ned til Lindenborg Å. Her fik vi selskab af Thomas Buus Nielsen, og sammen havde vi nogle fantastiske timer med blomster og insekter. Selv om stedet ved første blik oppe fra toppen af skænten så ret så tilgroet ud (meterhøj tagrør dækkede det meste af dalen), viste det sig, når man gik rundt i det, at der stadig var masser af eksklusive arter til stede – og vi fandt endda et par større overraskelser!
Her havde Erik for ca. ti år siden fundet Arktisk Smaragdlibel og Kongeguldsmed. Det var sidstnævnte som først viste sig for os, da vi fandt en af de mange småbitte bække, der springer frem som kilder ved foden af skrænten (“trykvand”). Det er virkeligt nogle overraskende små vandstrømme, den art trives ved!
Efter min æstetik er det simpelthen den danske guldsmedefaunas flotteste dyr, og så er den tilmed dejligt nem at få lov til at nærstudere, for den sætter sig meget ofte. Ialt mindst otte hanner så vi.
Arktisk Smaragdlibel var der ialt tre af, alle hanner som patruljerede på overgangen mellem rigkæret og den ellesump, der voksede som galleriskov langs åen. Til min overraskelse var den ikke så svær at få flugtbilleder af, faktisk fik jeg mange skarpe fotos “i kassen” – noget som ellers plejer at være tæt på umuligt (eller ialfald kræve stor tålmodighed), når det drejer sig om smaragdlibeller…
Den ene af de ovenfor nævnte overraskelser bestod i, at en fjerde smaragdlibel på lokaliteten viste sig at være Plettet Smaragdlibel – en art som i Nordjylland ellers kun kendes fra Læsø og Skagen (-sidstnævnte sted er den fundet som ny art denne sommer). Dén var til gengæld ikke samarbejdsvillig – så ingen fotos af den… Og endnu en markant ny kvadrat-art var Lille Blåpil, ja faktisk var vores observation af et par i parring og en han en fremrykning af artens nordgrænse i Danmark med noget der ligner 50 kilometer!
Stort set alle de guldsmede, vi så på lokaliteten, hørte til i den eksklusive kategori – således sad der tre steder i kanten af kronhjortenes sølehuller Lille Farvevandnymfe – for mig en markant udvidelse af min forståelse for denne fine arts habitatpræferencer.
Som nævnt var der også en fin flora på stedet; mange Sumphullæbe og Plettet Gøgeurt voksede i bunden af dalen – og alt muligt andet, som jeg ikke er i stand til at sætte navn på. Så den tilsyneladende “kedelige” zone med tagrør viste sig at gemme store værdier – men der er vist ingen tvivl om, at lokaliteten godt kunne bruge noget mere (kreatur)græsning – i øjeblikket græsser der kun heste, som synes at undgå de vådeste partier. Men den store Krondyr-bestand på stedet er jo nok med til at holde det delvist åbent.
Guldsmedene var heller ikke de eneste interessante insekter – vi så eksempelvis både dagsommerfuglene Iris og Kejserkåbe, og ikke færre end fire arter af køllesværmere.
I det hele taget må udflugten betegnes som en gennemført succes – stor tak til Erik for initiativet! 🙂
Hvis jeg skulle udpege ét sted som det landskabeligt smukkeste i Vejlerne, er det helt sikkert, at Klaringerne i Tømmerby Fjord ville være en af top-kandidaterne – måske det allersmukkeste?
Stedet ligger afsondret i den brede rørskov nedenfor Høbjerget på østsiden af søen – og så alligevel ikke mere afsondret – faktisk er det i luftlinie blot 900 meter fra hvor jeg bor. Men det er et sted, som MEGET SJÆLDENT besøges af mennesker, jeg vil tro det ikke en gang sker årligt – selv har jeg i de 30 år jeg har boet og arbejdet her, kun én gang tidligere været der. Det er besværligt at komme derud, Tømmerby Fjords rørskov er dyb – og der er normalt heller ingen anledning til at opsøge stedet.
Men det har hele tiden været min plan i forbindelse med det igangværende guldsmedeprojekt også at besøge Klaringerne – og mange andre af søerne i Vejlernes rørskove – for det er netop dén slags steder, der kan byde på gode betingelser for nogle af de mere krævende guldsmede og vandnymfer.
Så igår fik jeg indkøbt et par waders, og så begav jeg mig derud. Jeg gik på diget fra Maskinhuset, og hele “ekspeditionen” varede i næsten 8 timer – fra kl. 10 til sidst på eftermiddagen.
Det smukke ved Klaringerne er, at rørbræmmen ikke blot er en markant “afskåret” rørbræmme – her går rørskoven over i en kantzone domineret af startuer, vandskræppe, gul iris og ikke mindst store “tæpper” af bukkeblad – sidstnævnte former også runde holme ude i vandet – så det danner en meget smuk mosaik. Horisonten udgøres bl.a. af Mommer-skrænten, Høbjerget, Østerild Plantage (og testcentret).
“Bagtanken” med at opsøge netop Klaringerne var, at jeg på forhånd vurderede, at det kunne være et godt sted for den rødlistede og sjældne Huevandnymfe. Sidste år fandt jeg på en strækning af Tømmerby Ringkanal netop ud for Klaringerne en pæn bestand af denne vandnymfe, og det var nærliggende at tro, at den også måtte findes inde i Klaringerne.
Og det skal jeg love for at den gjorde!!!
Så snart jeg nåede frem til zonen med “tæpper” af bukkeblad, blev det klart, at her var en habitat, som var ideel for Huevandnymfe. Overalt hvor man lod blikket vandre flintrede de små, bevægelige, grønblå vandnymfer rundt mellem bukkebladene – som iøvrigt var i blomst, så det var nogle fine synsindtryk. Huevandnymfes adfærd virker ret anderledes end de andre vandnymfer i Coenagrion-slægten – dyrene er utroligt aktive, og vimser rundt lavt over vandet (1-20 cm) i en sjov “hoppende” flugt – og de sidder sjældent stille i mange sekunder ad gangen.
De fleste individer jeg så var hanner, ialfald af enkeltindividerne – men der var også mange dyr sammenkoblede i par, og nogle i færd med æglægning. Huevandnymfe er en art med en meget kort flyvetid – litteraturen siger så kort som to-tre uger på den enkelte lokalitet.
Jeg måtte jo i gang med at tælle – men måtte sande at det var en større opgave end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig! Dyrene optrådte i industrielle mængder, det VRIMLEDE med dem. Jeg benytter jo Naturbasens app på mobiltelefon til indtastning under arbejdet, og ved at inddele “bukkeblad-zonen” i sektioner, fik jeg løbende indtastet de dyr, jeg registrerede. Jeg gennemgik kun (det meste af) østbredden af Klaringerne, men der er ingen grund til at tro, at der ikke skulle være lige så mange Huevandnymfer langs vestbredden, samt ude i “øerne” af bukkeblad.
Jeg nåede frem til svimlende 864 Huevandnymfer på denne tælling, og da det under alle omstændigheder kun er en form for stikprøve, må bestanden i dette område af Tømmerby Fjord tælle tusinder af individer. Langt de fleste af dyrene blev fundet i bredzonen langs Klaringerne, men faktisk så var der også dyr inde i rørskoven, specielt i områder med mere spredt vegetation af dunhammer.
Kortet ovenfor viser min rute gennem de kortlægninger af guldsmede/vandnymfer, jeg foretog undervejs. Langt de fleste af fundene var af Huevandnymfe, men der var også Flagermusvandnymfe, Stor Farvevandnymfe, Almindelig Vandnymfe, Fireplettet Libel, en enkelt nyforvandlet Grøn Smaragdlibel og – langs diget – enkelte Rød Vandnymfe og Rødøjet Vandnymfe.
864 Huevandnymfer er en mangedobling af de hidtil største tal fra Vejlerne, og ifølge hvad jeg ellers har kunnet finde af oplysninger fra artens øvrige danske levesteder er det også en klar Danmarksrekord – kun Lille Vildmose kommer i nærheden med flere registreringer af 200-350 individer.
Når der er tale om en så sjælden og sårbar art er det dejligt at opleve, at der trods alt findes steder, hvor arten virkelig trives!
Jeg har ikke i litteraturen set nævnt, at der skulle være en særlig kobling mellem Huevandnymfe og bukkeblad – og Vejlernes øvrige små bestande findes også på steder uden bukkeblad – men mine iagttagelser igår tyder på, at sådan en åben bukkeblads-sump er en habitat der passer arten godt.
Til sidst lidt andre indtryk fra turen:
Og uden fotos kan jeg tilføje, at oplevelsen suppleredes på fineste vis af lyden af Trane og Rørdrum (i mængder!) fra rørskoven, en Fiskeørn passerede indover og vendte en enkelt gang, men gjorde alligevel ingen forsøg på fangst, og tre Sortterner var lige henne ved mig og skælde ud kortvarigt, men virkede ikke etablerede – ellers spændende, for Klaringerne i Tømmerby Fjord har tidligere været yngleplads for arten.