Smukke sommerfugle ved skærgården

Apollo, Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi har en gang tidligere aflagt området ved Loftahammar i Östergötland et besøg, fristet af de mange fortællinger om, hvor let det er at se en af Skandinaviens allerflotteste sommerfugle dér – selvfølgelig Apollo Parnassius apollo. Vi har jo ingen Apolloer i Danmark, så mange danske sommerfugleinteresserede er enten taget til Gotland eller Loftahammar for at nyde den smukke art.

Vores netop overståede ferie i Sverige her sidst i juli 2026 gik igen til den østsvenske skærgård mellem Västervik og Valdemarsvik – denne gang dog ikke centreret omkring Loftahammar, men fastlandshalvøen lidt længere nordpå fra Åsvik/Östra Ed og østpå kaldet Åsvikelandet (udover at vi også besøgte Skåne og Uppland på turen, men det fører for vidt at komme ind på her).

Loftahammar og specielt naturreservatet Hulöhamn/Vindåsen har længe været kendt – måske særligt blandt danskere? – som STEDET at besøge hvis man gerne ville se Apollo, og det var da også vores hensigt i år at vende tilbage dertil. Men ved en tilfældighed blev det en feriebolig som altså lå lidt længere nordpå – og det skulle vise sig, at det område OGSÅ var et godt udgangspunkt for oplevelser med Apollo – og mange andre sommerfugle og andre fine ting.

Oversigtskortet her viser den svenske Artportalen’s fund af Apollo i Östergötland i år indtil dato (klik på kortet for at se det i stor størrelse):

Fund af Apollo i Östergötland i 2026 (fra artportalen.se).

De indrammede cirkler på kortet er Loftahammar/Hulöhamn sydligst og området vi besøgte i år – Åsvikelandet – nordligst. På det næste kort (klik for stor) ses et mere detaljeret blik på området med naturreservater og vandreruter indtegnet – samt røde prikker for omtrentlig hvor vi så Apolloer på vores tur:

Östra Ed/Åsvik, Kvädö, L. Kalvö-området, med de fleste af vore observationer af Apollo indtegnet (efter hukommelsen).

Vi tilbragte fire dage i Östergötland – de første tre ved Östra Ed/Åsvik, L. Kalvö og Kvädö/Ekudden – og den sidste dag kørte vi så den ret korte distance ned for at genbesøge Hulöhamn ved Loftahammar. Vi havde på forhånd været en smule nervøse for om vi kom for sent i forhold til Apolloernes flyvetid, men den frygt blev gjort til skamme, for vi så i alt 25 dyr – heraf 24 på de første tre dage i dette nordlige område (i forhold til Loftahammar). Vi må altså konstatere, at området ved Östra Ed/Åsvik er et godt alternativ til Loftahammar/Hulöhamn – Apolloerne var meget lette at observere og fotografere – hvilket denne serie billeder skulle give et lille hint om…

Der fotograferes Apolloer. Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Mie Buus.

Som man kan se på billederne fouragerede Apolloerne på forskellige blomster; i starten så vi dem mest på Knopurt eller Dueskabiose (lidt inde i landet), der blev også fourageret på tidsler og ved kysten var det overvejende en art høgeurt – og i et enkelt tilfælde en Kattehale.

Vi var bekendt med, at foderplanten for Apolloens larver i dette område mest er Sankthansurt – en blomst vi ellers ikke er vant til at se i naturen. Her fandt vi enkelte meget spredt i skovene; men når vi nærmede os skærgårdskysten blev det klart, at Sankthansurt her var en temmelig udbredt – ja nogle steder næsten dominerende – plante. Landskaberne kunne se ud som her:

Kysten ved Ekudden, Kvädö, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Vi så flere gange en Apollo lette fra en Sankthansurt, uden at jeg nåede at foto-dokumentere det – og vi fandt heller ingen æg når vi kiggede efter. Men det ser ialfald ikke ud til at det i dette område er svært for de æglæggende hunner at finde egnede Sankthansurter.

Når en Apollo er optaget af at suge nektar er den tilsyneladende fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår omkring den, og for fotografen var det en fryd at kunne nærme sig så dyret næsten fyldte hele søgeren. Flere gange var jeg under en halv meter fra sommerfuglen uden at den viste mindste tegn på flugt.

Selv om det blæser er det ingen hindring – Apollo virker som en robust sommerfugl. Det er helt sikkert også den tungeste af de europæiske dagsommerfugle. Men den har særlige krav til sine levesteder, og bl.a. præferencen for foderplanter til larverne må være noget af det, som styrer udbredelsen. Ser man på udbredelseskortet er bestanden splittet op i mange små fragmenter – men dækker et enormt stort område mest i bjergegne fra Den Iberiske Halvø til Mongoliet, med nordlige forposter i Norge-Sverige-Finland. Apolloerne på Gotland og dem på Sveriges fastland er i øvrigt to forskellige racer, og i Norge findes yderligere to – og der er i alt beskrevet et meget stort antal underarter. Ifølge Lars Andersen’s (hvil i fred) hjemmeside danske-natur.dk er der tale om ialt ca. 277 beskrevne racer – men han mente dog samtidig, at en del af dem kan være synonymer/fejlagtige. I Sverige, hvor vi så den, var det bogstaveligt helt ned til havets bred; men som nævnt er det hovedsageligt et dyr der er tilknyttet bjergene, og der er tilfælde hvor evolutionen har udviklet en selvstændig race i en enkelt bjergdal i Alperne (på grund af lang tids isolation). Selv havde vi for et par år siden den glæde at bo et sted i Pyrenæerne hvor dette dyr kom forbi “vores” hus:

Apollo, San Juan de Plan, Spanske Pyrenæer, juli 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Umiddelbart ser jeg ikke den store forskel i forhold til dyrene vi så i Sverige.

Nå, nu vil jeg aslutte Apollo-kapitlet – for vi så naturligvis også mange andre spændende ting under dagene i Östergötland. Naturen i området vi boede i var en mosaik af mange indskårne hav-vige (så der var godt med skærgårds-stemning), skov på klipper helt ned til vandet, gamle (MEGET gamle!) egetræer, lidt dyrkningsland hvor det har været muligt at få en plov i jorden – og så også afgræssede enge og overdrev, som var botanisk meget flotte.

Engen ved Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Specielt denne skrånende eng ned mod vandet med titusindvis – hvis ikke hundredtusinder – af blomstrende Knopurt vakte stor begejstring. Her så vi en anden stor markant sommerfugl, som man jo også altid bliver glad i låget over at se:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie fotograferer Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-og lidt tættere på:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-samt et endnu flottere eksemplar:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Svalehale er heldigvis stadig temmelig almindelig mange steder i Sverige. Det samme gælder Sørgekåbe, men den finder man sjældent fouragerende på blomster. Så vi så bare en enkelt, der kom til en stor Asp med en revne i barken der kunne suges saft fra…

Sørgekåbe, Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sådanne steder får man uvilkårligt tanker om Poppelsommerfugl eller Iris, men det blev desværre ikke på denne tur at vi stødte på disse fine arter… Til gengæld alt muligt andet fint, og jeg vil slutte dette blogopslag med en stribe af hvad vi ellers oplevede i dette meget indbydende “nye” (for os) område…

Vejrandøje, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kommabredpande, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Argusblåfugl, Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Citronsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pimpinellekøllesværmer, Hulöhamn, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dødningehovedsvirreflue, Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Humlesvirreflue, Lilla Kalvö, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vintervandnymfe (og i baggrunden Stor Farvevandnymfe), Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nå, det blev jo en længere historie – og så har jeg slet ikke været inde på pattedyrene (Skovhare, Rådyr, Ræv, Grævling) eller fuglene (Havørn, Rød Glente, Fjordterne, Sortspætte osv.)… Det må blive ved en anden lejlighed!… Men under alle omstændigheder – vi fik endnu en gang bekræftet, at Sverige er fantastisk – og på mange punkter kan man som dansker kun misunde vort kære naboland og dets indbyggere!

Sæsondebut med fænologirekord (?)

HAIKU

En hel lang vinter.
Kommer de dog ikke snart?
-Guldsmedelængsel…

-sådan skrev jeg i tirsdags i min notesbog.

Igår fredag – altså tre dage senere – skete det, og dagens haiku blev derfor

Guldsmededebut:
materialisering
af forårsdrømme.

Rød Vandnymfe hun, Arnes Sø ved Øsløs, april 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Aldrig før har jeg i Danmark set guldsmede eller vandnymfer så tidligt som i april. Sidste år så jeg Rød Vandnymfe 2. maj, og før det har jeg altid skullet mindst en uge ind i maj, før der skete noget på guldsmedefronten. Så gårsdagens Røde Vandnymfer ved Arnes Sø (tre eksemplarer) var en uge tidligere end sidste års, og faktisk 14 dage tidligere end hvad der har været standarden for mig, siden jeg omkring 2015 for alvor begyndte at ofre guldsmedene opmærksomhed. Ligesom sidste år er min obs. første registrering af guldsmede på Naturbasen nord for Limfjorden – og det skulle ikke undre mig, hvis det er fænologirekord for Rød Vandnymfe i denne landsdel.

På Sjælland og også den sydlige del af Jylland ses de første odonata generelt langt tidligere end heroppe – det har de senere år typisk ligget midt i april. I år var første registrering af imago (voksne) – udover Vintervandnymferne på Bornholm – dog så “tæt på” som ved Skive, hvor en Grøn Smaragdlibel 16. april blev den tidligste. Det gav mig ekstra motivation – jeg plejer nu altid at være aktivt søgende efter guldsmede så snart de første lune solskinsdage i april indfinder sig – men i år har det ligget i baghovedet, at det måske var realistisk at finde en guldsmed eller vandnymfe inden månedsskiftet. Ikke fordi det har været specielt varmt – men april har været temmelig solrig og nedbørsfattig.

Som antydet i mine haiku-digte ovenfor så går man jo nærmest i et halvt år og længes, og selvfølgelig er det en forløsning når man ser sæsonens første flyvende guldsmede – men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, at det jo er et udtryk for klimaforandringerne, at ekstremdatoerne hele tiden flytter sig. Ligesom de jo også gør for alle mulige andre naturfænomener, inkl. fuglene – hvor det bl.a. er blevet meget tydeligt, at afrejsen for de artiske gæs sker adskillige uger før de gjorde bare for ti år siden – så vi på dette tidspunkt faktisk kun har Grågås, Bramgås og Knortegås tilbage, mens Blis-, Sæd- og Kortnæbbet Gås for længst er rejst nordpå.

De senere år har en af mine foretrukne lokaliteter for guldsmede været “badesøen” Arnes Sø mellem Øsløs og Bygholm Mølle – en klarvandet kunstig sø opstået ved råstofgravning, men ikke desto mindre lidt af en perle for guldsmede og vandnymfer. Og et godt sted at følge fænologien for nogle af de arter, som ikke optræder i så store tal hjemme på min egen matrikel. Desuden har lokaliteten den fordel at være omgivet af skov, så der vil altid være hjørner hvor der er læ, og de steder er guldsmedene gode til at finde! Jeg var der sidst på dagen både i forgårs og i går – og i går gav det altså bonus. Jeg så som nævnt tre Rød Vandnymfe som holdt til ved det solbeskinnede skovbryn langs sydsiden af søen. Jeg tror ikke de blev forvandlede igår, for de var alle tre meget røde, altså udfarvede.

Under alle omstændigheder er det en glæde, når de første materialiserer sig! Det er jo en given sag, at man altid er mere opmærksom på de første end på de sidste – derfor sker det ofte, at man ikke får ekstremdatoen i slutningen af sæsonen registreret. I år skulle der være en reel mulighed for at strække guldsmedesæsonen så den varer halvdelen af året – jeg må ud sidst i oktober og se hvor sent jeg kan gøre iagttagelser af de flotte flyvere!

Sæsonstart

2018: 7. maj Grøn Smaragdlibel
2019: 12. maj Blå Libel
2020: 7. maj Grøn Smaragdlibel
2021: 9. maj Fireplettet Libel
2022: 14. maj Fireplettet Libel
2023: 8. maj Rød Vandnymfe
2023: 2. maj Rød Vandnymfe

Ovenstående er de seneste års datoer for mine første-iagttagelser af guldsmede/vandnymfer. Ligesom fuglekiggere hvert år venter på bestemte begivenheder – første paukende Rørdrum, første syngende Sanglærke, første Blåhals, Gøg osv. – har også odonatologer (“guldsmede-nørder”) den indre kalender indstillet på, hvornår de forskellige arter forvandles fra larver til voksne insekter.

I Danmark er der jo en lang vinter uden guldsmede over vandet man skal igennem – og man skal faktisk langt hen på foråret, før der begynder at ske noget. Her må jeg desværre indrømme en vis misundelse, for bornholmerne kan jo i princippet finde vandnymfer stort set hele året, efter at det for få år siden blev opdaget, at der er en bestand af Vintervandnymfe på øen. Det er dog som regel først omkring 20. april at dyrene bliver set, i forbindelse med at de søger mod yngle-vandområderne. Det er nogenlunde samtidig med, at der også begynder at bliver rapporteret Rød Vandnymfe og de andre tidlige arter nævnt i min lille “tabel” ovenfor, foruden Nordisk Kærguldsmed – mest på Sjælland og i den sydlige halvdel af Jylland. Nogle år sker det allerede midt i april.

Jeg mener at huske at jeg én gang, før jeg for alvor begyndte at kigge på guldsmede, så en død vandnymfe på gangbroen i Han Vejle den 30. april – men jeg har ihvertfald ikke indtastet den på Naturbasen. Jeg er heller ikke sikker på hvilken art det var, men jeg fandt vistnok ud af at det var en Almindelig Vandnymfe. Det må have været et tidligt år, for på disse breddegrader er det altså sjældent at møde guldsmede eller vandnymfer i april måned.

Men når rapporterne om fund af Rød Vandnymfe og de andre tidlige arter begynder at dukke op på Naturbasen/Guldsmedeatlas, rykker det selvfølgelig også i mig. Vi havde jo en meget kold periode i april i år lige indtil den sidste uge af måneden, men efter at varmen brød igennem har jeg været utallige gange rundt på matriklen og nogle af mine andre foretrukne lokaliteter i nærområdet. Jeg troede faktisk på at det skulle lykkes at få årets første guldsmedeobs. i april, når det nu var blevet så varmt, men nej – først den anden maj skulle det lykkes, en Rød Vandnymfe ved Blovsgårde/Hjardemål Klit. Det er altid en forløsning når den første materialiserer sig! Og som det ses i “tabellen” ovenfor er det faktisk tidligt her på egnen, og det var således også årets første guldsmedeobs. overhovedet nord for Limfjorden.

Guldsmedeobs. i 2024 fordelt på Atlaskvadrater pr. 1. maj, guldsmedeatlas.dk.
Guldsmedeobs. i Danmark 2024 fordelt på Atlaskvadrater pr. 2. maj, guldsmedeatlas.dk.
En god “sidegevinst” ved at jeg har været meget ude og kigge efter guldsmede er at mange andre insekter har fanget opmærksomheden…
Stankelben sp., Blovsgårde, april 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Stankelben sp., Blovsgårde, april 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I perioden inden man ser første vandnymfe bliver man ofte snydt af stankelben…

Grøn Busksommerfugl, Arnes Sø ved Øsløs, april 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Busksommerfugl, Arnes Sø ved Øsløs, april 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Grøn Busksommerfugl er, ligesom Aurora, en tidligt-flyvende dagsommerfugl som både er smuk og spreder glæde. Dem ser jeg også altid før jeg ser de første guldsmede. Desuden selvfølgelig mange humlebier og andre nektarfouragerende bier og fluer, inkl. denne Hvidbrystet Jordbi.

Hvidbrystet Jordbi, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Hvidbrystet Jordbi, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

I år har jeg også dyrket svirrefluerne lidt mere end normalt (efter at jeg har anskaffet mig den fine guide ‘Hoverflies of Britain and North-west Europe‘ af Bot og Van de Meutter), og jeg har fundet nye arter (for mig) på hjemme-matriklen, med sjove navne som Skjold-Bredfodsflue og Mark-snabelsvirreflue.

Et helt særligt kapitel i år er langhornsmøl! Først fandt jeg ved et væltet stort piletræ i blomst her i Tømmerby en masse Pilelanghornsmøl som sværmede omkring pileraklerne. En gang tidligere for en del år siden har her været besøg af Løvskovslanghornsmøl, og ellers er der i lokalområdet også Blåhatlanghornsmøl (som jeg fortalte om i dette indlæg). Begge disse flyver noget senere på sæsonen. Jeg troede egentlig at udbuddet af langhornsmøl var ved at være udtømt, men idag fandt jeg ved Arnes Sø til min overraskelse en lille gruppe Egelanghornsmøl, meget smukke! (De sad nu ikke i egetræer, men vistnok på den indslæbte Glansbladet Hæg)…

Pilelanghornsmøl, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Pilelanghornsmøl, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Egelanghornsmøl, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Egelanghornsmøl, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Egelanghornsmøl, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Egelanghornsmøl, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Langhornsmøllene er meget elegante, synes jeg, og har en sjov (parrings?)flugt hvor de svirrer omkring hinanden.

Nu tror jeg det er på tide at vende tilbage til guldsmede/vandnymfer, hvis ikke dette indlæg skal blive alt for langt. Siden den første Rød Vandnymfe 2. maj er det mest denne art jeg har set, men i dag gik der for alvor “hul på bylden”, med mange nyforvandlede Grøn Smaragdlibel ved Arnes Sø (ligesom sidste år). Smaragdlibeller er virkeligt nogle juveler (eller smaragder, om man vil) i den danske guldsmedefauna, med de fantastiske chancerende metalfarver. En underlig ting ved Grøn Smaragdlibel er de underligt “døde” øjne, men det opvejes til fulde af farverne og metalglansen på resten af dyret. Læg mærke til hvor forskelligt de tager sig ud i forskellige belysninger og vinkler.

Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Grøn Smaragdlibel, Arnes Sø ved Øsløs, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ved Arnes Sø var der også kommet Flagermusvandnymfe, senere så jeg Fireplettet Libel på Skårup Odde og Håret Mosaikguldsmed hjemme på matriklen. Årslisten er nu på fem arter, allerede her fem dage efter at guldsmedesæsonen startede. Inden længe skal jeg ud og lede efter Huevandnymfe!

Til sidst kommer der lige lidt flere fotos af nogle af “sæson-starterne”…

Rød Vandnymfe, Vorup Enge ved Randers, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Vorup Enge ved Randers, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Rød Vandnymfe, Vorup Enge ved Randers, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Rød Vandnymfe, Vorup Enge ved Randers, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Håret Mosaikguldsmed, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/<a href="http://ornit.dk/">ornit.dk</a>.
Håret Mosaikguldsmed, Tømmerby, maj 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Billederne af Rød Vandnymfe er fra motorvejsrastepladsen ved Gudenåen, hvor sidste års guldsmedeprojekt udspillede sig – jeg stoppede lige forleden og mindedes de fine oplevelser dér…