Smukke sommerfugle ved skærgården

Apollo, Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi har en gang tidligere aflagt området ved Loftahammar i Östergötland et besøg, fristet af de mange fortællinger om, hvor let det er at se en af Skandinaviens allerflotteste sommerfugle dér – selvfølgelig Apollo Parnassius apollo. Vi har jo ingen Apolloer i Danmark, så mange danske sommerfugleinteresserede er enten taget til Gotland eller Loftahammar for at nyde den smukke art.

Vores netop overståede ferie i Sverige her sidst i juli 2026 gik igen til den østsvenske skærgård mellem Västervik og Valdemarsvik – denne gang dog ikke centreret omkring Loftahammar, men fastlandshalvøen lidt længere nordpå fra Åsvik/Östra Ed og østpå kaldet Åsvikelandet (udover at vi også besøgte Skåne og Uppland på turen, men det fører for vidt at komme ind på her).

Loftahammar og specielt naturreservatet Hulöhamn/Vindåsen har længe været kendt – måske særligt blandt danskere? – som STEDET at besøge hvis man gerne ville se Apollo, og det var da også vores hensigt i år at vende tilbage dertil. Men ved en tilfældighed blev det en feriebolig som altså lå lidt længere nordpå – og det skulle vise sig, at det område OGSÅ var et godt udgangspunkt for oplevelser med Apollo – og mange andre sommerfugle og andre fine ting.

Oversigtskortet her viser den svenske Artportalen’s fund af Apollo i Östergötland i år indtil dato (klik på kortet for at se det i stor størrelse):

Fund af Apollo i Östergötland i 2026 (fra artportalen.se).

De indrammede cirkler på kortet er Loftahammar/Hulöhamn sydligst og området vi besøgte i år – Åsvikelandet – nordligst. På det næste kort (klik for stor) ses et mere detaljeret blik på området med naturreservater og vandreruter indtegnet – samt røde prikker for omtrentlig hvor vi så Apolloer på vores tur:

Östra Ed/Åsvik, Kvädö, L. Kalvö-området, med de fleste af vore observationer af Apollo indtegnet (efter hukommelsen).

Vi tilbragte fire dage i Östergötland – de første tre ved Östra Ed/Åsvik, L. Kalvö og Kvädö/Ekudden – og den sidste dag kørte vi så den ret korte distance ned for at genbesøge Hulöhamn ved Loftahammar. Vi havde på forhånd været en smule nervøse for om vi kom for sent i forhold til Apolloernes flyvetid, men den frygt blev gjort til skamme, for vi så i alt 25 dyr – heraf 24 på de første tre dage i dette nordlige område (i forhold til Loftahammar). Vi må altså konstatere, at området ved Östra Ed/Åsvik er et godt alternativ til Loftahammar/Hulöhamn – Apolloerne var meget lette at observere og fotografere – hvilket denne serie billeder skulle give et lille hint om…

Der fotograferes Apolloer. Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Mie Buus.

Som man kan se på billederne fouragerede Apolloerne på forskellige blomster; i starten så vi dem mest på Knopurt eller Dueskabiose (lidt inde i landet), der blev også fourageret på tidsler og ved kysten var det overvejende en art høgeurt – og i et enkelt tilfælde en Kattehale.

Vi var bekendt med, at foderplanten for Apolloens larver i dette område mest er Sankthansurt – en blomst vi ellers ikke er vant til at se i naturen. Her fandt vi enkelte meget spredt i skovene; men når vi nærmede os skærgårdskysten blev det klart, at Sankthansurt her var en temmelig udbredt – ja nogle steder næsten dominerende – plante. Landskaberne kunne se ud som her:

Kysten ved Ekudden, Kvädö, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Vi så flere gange en Apollo lette fra en Sankthansurt, uden at jeg nåede at foto-dokumentere det – og vi fandt heller ingen æg når vi kiggede efter. Men det ser ialfald ikke ud til at det i dette område er svært for de æglæggende hunner at finde egnede Sankthansurter.

Når en Apollo er optaget af at suge nektar er den tilsyneladende fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår omkring den, og for fotografen var det en fryd at kunne nærme sig så dyret næsten fyldte hele søgeren. Flere gange var jeg under en halv meter fra sommerfuglen uden at den viste mindste tegn på flugt.

Selv om det blæser er det ingen hindring – Apollo virker som en robust sommerfugl. Det er helt sikkert også den tungeste af de europæiske dagsommerfugle. Men den har særlige krav til sine levesteder, og bl.a. præferencen for foderplanter til larverne må være noget af det, som styrer udbredelsen. Ser man på udbredelseskortet er bestanden splittet op i mange små fragmenter – men dækker et enormt stort område mest i bjergegne fra Den Iberiske Halvø til Mongoliet, med nordlige forposter i Norge-Sverige-Finland. Apolloerne på Gotland og dem på Sveriges fastland er i øvrigt to forskellige racer, og i Norge findes yderligere to – og der er i alt beskrevet et meget stort antal underarter. Ifølge Lars Andersen’s (hvil i fred) hjemmeside danske-natur.dk er der tale om ialt ca. 277 beskrevne racer – men han mente dog samtidig, at en del af dem kan være synonymer/fejlagtige. I Sverige, hvor vi så den, var det bogstaveligt helt ned til havets bred; men som nævnt er det hovedsageligt et dyr der er tilknyttet bjergene, og der er tilfælde hvor evolutionen har udviklet en selvstændig race i en enkelt bjergdal i Alperne (på grund af lang tids isolation). Selv havde vi for et par år siden den glæde at bo et sted i Pyrenæerne hvor dette dyr kom forbi “vores” hus:

Apollo, San Juan de Plan, Spanske Pyrenæer, juli 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Umiddelbart ser jeg ikke den store forskel i forhold til dyrene vi så i Sverige.

Nå, nu vil jeg aslutte Apollo-kapitlet – for vi så naturligvis også mange andre spændende ting under dagene i Östergötland. Naturen i området vi boede i var en mosaik af mange indskårne hav-vige (så der var godt med skærgårds-stemning), skov på klipper helt ned til vandet, gamle (MEGET gamle!) egetræer, lidt dyrkningsland hvor det har været muligt at få en plov i jorden – og så også afgræssede enge og overdrev, som var botanisk meget flotte.

Engen ved Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Specielt denne skrånende eng ned mod vandet med titusindvis – hvis ikke hundredtusinder – af blomstrende Knopurt vakte stor begejstring. Her så vi en anden stor markant sommerfugl, som man jo også altid bliver glad i låget over at se:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie fotograferer Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-og lidt tættere på:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-samt et endnu flottere eksemplar:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Svalehale er heldigvis stadig temmelig almindelig mange steder i Sverige. Det samme gælder Sørgekåbe, men den finder man sjældent fouragerende på blomster. Så vi så bare en enkelt, der kom til en stor Asp med en revne i barken der kunne suges saft fra…

Sørgekåbe, Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sådanne steder får man uvilkårligt tanker om Poppelsommerfugl eller Iris, men det blev desværre ikke på denne tur at vi stødte på disse fine arter… Til gengæld alt muligt andet fint, og jeg vil slutte dette blogopslag med en stribe af hvad vi ellers oplevede i dette meget indbydende “nye” (for os) område…

Vejrandøje, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kommabredpande, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Argusblåfugl, Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Citronsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pimpinellekøllesværmer, Hulöhamn, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dødningehovedsvirreflue, Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Humlesvirreflue, Lilla Kalvö, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vintervandnymfe (og i baggrunden Stor Farvevandnymfe), Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nå, det blev jo en længere historie – og så har jeg slet ikke været inde på pattedyrene (Skovhare, Rådyr, Ræv, Grævling) eller fuglene (Havørn, Rød Glente, Fjordterne, Sortspætte osv.)… Det må blive ved en anden lejlighed!… Men under alle omstændigheder – vi fik endnu en gang bekræftet, at Sverige er fantastisk – og på mange punkter kan man som dansker kun misunde vort kære naboland og dets indbyggere!

Den tid på året

Som ornitolog (eller herpetolog, lepidopterolog, odonatolog osv.) – altså som naturmenneske – hæfter vi os ved bestemte begivenheder i naturen som markerer årets gang. Nogle begivenheder vigtigere end andre – afhængig af personligt temperament, og hvilke naturtyper man færdes i. For os som har Vejlerne som “baghave” kan det f.eks. være årets første paukende Rørdrum, første Rørhøg (men den gælder så ikke så meget længere, nu hvor de oftere og oftere overvintrer), første Citronsommerfugl, første Hugorm, første klækkede Grågæslinger, første Sortterne, første Huevandnymfe osv. osv. Det kan både være såkaldte forårstegn og senere på året også andre ting såsom returtrækket af vadefugle og meget andet.

I de senere år – siden arten genindvandrede til Danmark fra 1990erne, og i Nordjylland særligt de sidste 10-15 år – er ankomsten af Sydlig Blåhals en af de mere markante begivenheder i årshjulet. Det er blot ét af mange eksempler på en art som i min ungdom blev betragtet som yderst sjælden, ja nærmest uopnåelig – men som senere har taget et gevaldigt ryk nordpå og nu er en del af Danmarks faste fauna. De første år skulle man som regel hen omkring 1. april før den første blev hørt – ofte ved Jernbanedæmningen i Han Vejle eller Lund Fjord. Og som det gælder så mange andre naturfænomener i disse år med klimaforandringer er ankomsten af Blåhals også blevet tidligere og tidligere.

Idag er sådan en fin forårsdag i marts med stille vejr og solskin, og efter at jeg havde færdiggjort noget arbejde længere vestpå i Thy kunne jeg simpelthen ikke lade være med at køre op til P-pladsen ved Han Vejle – netop med Blåhals i bagtankerne. Jeg var hele vejen rundt ad gangbroen i Han og efterfølgende ude ved fugle”tårnet” i Lund, uden at jeg hørte andre syngende fugle end Rørspurv, Gærdesmutte og Rørdrum. Jeg var fristet til at afspille en stump blåhalsesang – men afstod (det er ikke “god stil” på et sted hvor der kommer så mange mennesker). I Lund var der godt med liv, Brushøns på engen og mine første Atlingænder i år. I tårnet mødte jeg en anden fuglekigger som kunne fortælle at han ved nedgangen til gangbroen havde haft årets første Blåhals – hvilket jo bekræftede min fornemmelse at det kunne være den rigtige dag. Og ganske rigtigt – på tilbagevejen til P-pladsen kunne jeg nyde den smukke fugl i sang.

Den er formentlig lige ankommet i nat. Det bygger jeg på, at der allerede på DOFbasen (her kl. 14) er indtastet adskillige Sydlig Blåhals fra rundt om i landet idag. Og ellers er den blot registreret pålideligt for en uges tid siden i Sønderjylland.

Som altid er det en fryd at møde fuglen som både er en visuel nydelse og behagelig for øret – det er ikke uden grund at dens skandinaviske slægtninge (Nordlig Blåhals med orange strubeplet) bliver kaldt Nordens Nattergal. Ja faktisk er det min personlige smag at blåhalsesang er én af de allersmukkeste fuglesange vores danske natur byder på.

Udover den lidt rystende optagelse ovenfor præsenterer jeg også lige dagens Blåhals på “stillbilleder” – i medlys og ekstremt modlys:

Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sydlig Blåhals, Lund Fjord, marts 2025. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Fra feltstationens dagbog – 7. september 1998

Næsten 9500 svømmeænder er mange så tidligt – heraf ligger de 6000 på Bygholmengen og 1800 i Østerild Fjord. Østerild er i det hele taget imponerende og lidt afskrækkende at gå i gang med at optælle – der ligger bare spredt vandplante-spisende fugle ud over det meste af vandfladen. Den lokalitet har virkelig fået sin revival de seneste år. For Spidsænder og Blishøns er Østerild klart den bedste lokalitet, med henholdsvis 140 og 2810. Med en total på 29 er Rørhøg stadig den talrigste rovfugl i området. Ellers var der både Duehøg, Dværgfalk og Vandrefalk. 5000 Hjejler er det bedste tal i vadefugle-afdelingen – det skulle da lige være bortset fra de 5 Odinshøns, der stadig ligger på plads samme steder som igår! Det er sjældent, at der er flere Sortklirer end Hvidklirer – men det var der idag – 78 af de sorte… Blandt spurvefuglene var 61 Gule Vipstjerter mest imponerende, og så selvfølgelig svale-overnatningen, som Thomas igen var oppe i Bygholm Nord og dække til aften – det blev til 21.000 i BNC og 5.500 i HAN – fordelt på 1.500 Digesvaler og 25.000 Landsvaler. Dertil kommer 2.000 Lands-, der lettede fra Tømmerby Fjords vestside i morges. I Tømmerby var der stadig gang i svale-yngleriet, iøvrigt – det drejer sig naturligvis om Bysvale, hvor der ialfald stadig sidder unger i rederne på Maskinhuset.

Og så var det iøvrigt en dag med mange dagsommerfugle i luften: 14 dagpåfugleøjer, 38 admiraler og 2 citronsommerfugle blev det til…