Vi har en gang tidligere aflagt området ved Loftahammar i Östergötland et besøg, fristet af de mange fortællinger om, hvor let det er at se en af Skandinaviens allerflotteste sommerfugle dér – selvfølgelig Apollo Parnassius apollo. Vi har jo ingen Apolloer i Danmark, så mange danske sommerfugleinteresserede er enten taget til Gotland eller Loftahammar for at nyde den smukke art.
Vores netop overståede ferie i Sverige her sidst i juli 2026 gik igen til den østsvenske skærgård mellem Västervik og Valdemarsvik – denne gang dog ikke centreret omkring Loftahammar, men fastlandshalvøen lidt længere nordpå fra Åsvik/Östra Ed og østpå kaldet Åsvikelandet (udover at vi også besøgte Skåne og Uppland på turen, men det fører for vidt at komme ind på her).
Loftahammar og specielt naturreservatet Hulöhamn/Vindåsen har længe været kendt – måske særligt blandt danskere? – som STEDET at besøge hvis man gerne ville se Apollo, og det var da også vores hensigt i år at vende tilbage dertil. Men ved en tilfældighed blev det en feriebolig som altså lå lidt længere nordpå – og det skulle vise sig, at det område OGSÅ var et godt udgangspunkt for oplevelser med Apollo – og mange andre sommerfugle og andre fine ting.
Oversigtskortet her viser den svenske Artportalen’s fund af Apollo i Östergötland i år indtil dato (klik på kortet for at se det i stor størrelse):
De indrammede cirkler på kortet er Loftahammar/Hulöhamn sydligst og området vi besøgte i år – Åsvikelandet – nordligst. På det næste kort (klik for stor) ses et mere detaljeret kort over området med naturreservater og vandreruter indtegnet – samt røde prikker for omtrentlig hvor vi så Apolloer på vores tur:
Vi tilbragte fire dage i Östergötland – de første tre ved Östra Ed/Åsvik, L. Kalvö og Kvädö/Ekudden – og den sidste dag kørte vi så den ret korte distance ned for at genbesøge Hulöhamn ved Loftahammar. Vi havde på forhånd været en smule nervøse for om vi kom for sent i forhold til Apolloernes flyvetid, men den frygt blev gjort til skamme, for vi så i alt 25 dyr – heraf 24 på de første tre dage i dette nordlige område (i forhold til Loftahammar). Vi må altså konstatere, at området ved Östra Ed/Åsvik er et godt alternativ til Loftahammar/Hulöhamn – Apolloerne var meget lette at observere og fotografere – hvilket denne serie billeder skulle give et lille hint om…
Som man kan se på billederne fouragerede Apolloerne på forskellige blomster; i starten så vi dem mest på Knopurt eller Dueskabiose (lidt inde i landet), der blev også fourageret på tidsler og ved kysten var det overvejende en art høgeurt – og i et enkelt tilfælde en Kattehale.
Vi var bekendt med, at foderplanten for Apolloens larver i dette område mest er Sankthansurt – en blomst vi ellers ikke er vant til at se i naturen. Her fandt vi enkelte meget spredt i skovene; men når vi nærmede os skærgårdskysten blev det klart, at Sankthansurt her var en temmelig udbredt – ja nogle steder næsten dominerende – plante. Landskaberne kunne se ud som her:
Vi så flere gange en Apollo lette fra en Sankthansurt, uden at jeg nåede at foto-dokumentere det – og vi fandt heller ingen æg når vi kiggede efter. Men det ser ialfald ikke ud til at det i dette område er svært for de æglæggende hunner at finde egnede Sankthansurter.
Når en Apollo er optaget af at suge nektar er den tilsynelandende fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår omkring den, og for fotografen var det en fryd at kunne nærme sig så dyret næsten fyldte hele søgeren. Flere gange var jeg under en halv meter fra sommerfuglen uden at den viste mindste tegn på flugt.
Selv om det blæser er det ingen hindring – Apollo virker som en robust sommerfugl. Det er helt sikkert også den tungeste af de europæiske dagsommerfugle. Men den har særlige krav til sine levesteder, og bl.a. præferencen for foderplanter til larverne må være noget af det, som styrer udbredelsen. Ser man på udbredelseskortet er bestanden splittet op i mange små fragmenter – men dækker et enormt stort område mest i bjergegne fra Den Iberiske Halvø til Mongoliet, med nordlige forposter i Norge-Sverige-Finland. Apolloerne på Gotland og dem på Sveriges fastland er i øvrigt to forskellige racer, og i Norge findes yderligere to – og der er i alt beskrevet et meget stort antal underarter. Ifølge Lars Andersen’s (hvil i fred) hjemmeside danske-natur.dk er der tale om ialt ca. 277 beskrevne racer – men han mente dog samtidig, at en del af dem kan være synonymer/fejlagtige. I Sverige, hvor vi så den, var det bogstaveligt helt ned til havets bred; men som nævnt er det hovedsageligt et dyr der er tilknyttet bjergene, og der er tilfælde hvor evolutionen har udviklet en selvstændig race i en enkelt bjergdal i Alperne (på grund af lang tids isolation). Selv havde vi for et par år siden den glæde at bo et sted i Pyrenæerne hvor dette dyr kom forbi “vores” hus:
Umiddelbart ser jeg ikke den store forskel i forhold til dyrene vi så i Sverige.
Nå, nu vil jeg aslutte Apollo-kapitlet – for vi så naturligvis også mange andre spændende ting under dagene i Östergötland. Naturen i området vi boede i var en mosaik af mange indskårne hav-vige (så der var godt med skærgårds-stemning), skov på klipper helt ned til vandet, gamle (MEGET gamle!) egetræer, lidt dyrkningsland hvor det har været muligt at få en plov i jorden – og så også afgræssede enge og overdrev, som var botanisk meget flotte.
Specielt denne skrånende eng ned mod vandet med titusindvis – hvis ikke hundredtusinder – af blomstrende Knopurt vakte stor begejstring. Her så vi en anden stor markant sommerfugl, som man jo også altid bliver glad i låget over at se:
-og lidt tættere på:
-samt et endnu flottere eksemplar:
Svalehale er heldigvis stadig temmelig almindelig mange steder i Sverige. Det samme gælder Sørgekåbe, men den finder man sjældent fouragerende på blomster. Så vi så bare en enkelt, der kom til en stor Asp med en revne i barken der kunne suges saft fra…
Sådanne steder får man uvilkårligt tanker om Poppelsommerfugl eller Iris, men det blev desværre ikke på denne tur at vi stødte på disse fine arter… Til gengæld alt muligt andet fint, og jeg vil slutte dette blogopslag med en stribe af hvad vi ellers oplevede i dette meget indbydende “nye” (for os) område…
Nå, det blev jo en længere historie – og så har jeg slet ikke været inde på pattedyrene (Skovhare, Rådyr, Ræv, Grævling) eller fuglene (Havørn, Rød Glente, Fjordterne, Sortspætte osv.)… Det må blive ved en anden lejlighed!… Men under alle omstændigheder – vi fik endnu en gang bekræftet, at Sverige er fantastisk – og på mange punkter kan man som dansker kun misunde vort kære naboland og dets indbyggere!
