Smukke sommerfugle ved skærgården

Apollo, Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi har en gang tidligere aflagt området ved Loftahammar i Östergötland et besøg, fristet af de mange fortællinger om, hvor let det er at se en af Skandinaviens allerflotteste sommerfugle dér – selvfølgelig Apollo Parnassius apollo. Vi har jo ingen Apolloer i Danmark, så mange danske sommerfugleinteresserede er enten taget til Gotland eller Loftahammar for at nyde den smukke art.

Vores netop overståede ferie i Sverige her sidst i juli 2026 gik igen til den østsvenske skærgård mellem Västervik og Valdemarsvik – denne gang dog ikke centreret omkring Loftahammar, men fastlandshalvøen lidt længere nordpå fra Åsvik/Östra Ed og østpå kaldet Åsvikelandet (udover at vi også besøgte Skåne og Uppland på turen, men det fører for vidt at komme ind på her).

Loftahammar og specielt naturreservatet Hulöhamn/Vindåsen har længe været kendt – måske særligt blandt danskere? – som STEDET at besøge hvis man gerne ville se Apollo, og det var da også vores hensigt i år at vende tilbage dertil. Men ved en tilfældighed blev det en feriebolig som altså lå lidt længere nordpå – og det skulle vise sig, at det område OGSÅ var et godt udgangspunkt for oplevelser med Apollo – og mange andre sommerfugle og andre fine ting.

Oversigtskortet her viser den svenske Artportalen’s fund af Apollo i Östergötland i år indtil dato (klik på kortet for at se det i stor størrelse):

Fund af Apollo i Östergötland i 2026 (fra artportalen.se).

De indrammede cirkler på kortet er Loftahammar/Hulöhamn sydligst og området vi besøgte i år – Åsvikelandet – nordligst. På det næste kort (klik for stor) ses et mere detaljeret blik på området med naturreservater og vandreruter indtegnet – samt røde prikker for omtrentlig hvor vi så Apolloer på vores tur:

Östra Ed/Åsvik, Kvädö, L. Kalvö-området, med de fleste af vore observationer af Apollo indtegnet (efter hukommelsen).

Vi tilbragte fire dage i Östergötland – de første tre ved Östra Ed/Åsvik, L. Kalvö og Kvädö/Ekudden – og den sidste dag kørte vi så den ret korte distance ned for at genbesøge Hulöhamn ved Loftahammar. Vi havde på forhånd været en smule nervøse for om vi kom for sent i forhold til Apolloernes flyvetid, men den frygt blev gjort til skamme, for vi så i alt 25 dyr – heraf 24 på de første tre dage i dette nordlige område (i forhold til Loftahammar). Vi må altså konstatere, at området ved Östra Ed/Åsvik er et godt alternativ til Loftahammar/Hulöhamn – Apolloerne var meget lette at observere og fotografere – hvilket denne serie billeder skulle give et lille hint om…

Der fotograferes Apolloer. Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Mie Buus.

Som man kan se på billederne fouragerede Apolloerne på forskellige blomster; i starten så vi dem mest på Knopurt eller Dueskabiose (lidt inde i landet), der blev også fourageret på tidsler og ved kysten var det overvejende en art høgeurt – og i et enkelt tilfælde en Kattehale.

Vi var bekendt med, at foderplanten for Apolloens larver i dette område mest er Sankthansurt – en blomst vi ellers ikke er vant til at se i naturen. Her fandt vi enkelte meget spredt i skovene; men når vi nærmede os skærgårdskysten blev det klart, at Sankthansurt her var en temmelig udbredt – ja nogle steder næsten dominerende – plante. Landskaberne kunne se ud som her:

Kysten ved Ekudden, Kvädö, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

 

Vi så flere gange en Apollo lette fra en Sankthansurt, uden at jeg nåede at foto-dokumentere det – og vi fandt heller ingen æg når vi kiggede efter. Men det ser ialfald ikke ud til at det i dette område er svært for de æglæggende hunner at finde egnede Sankthansurter.

Når en Apollo er optaget af at suge nektar er den tilsyneladende fuldstændig ligeglad med, hvad der foregår omkring den, og for fotografen var det en fryd at kunne nærme sig så dyret næsten fyldte hele søgeren. Flere gange var jeg under en halv meter fra sommerfuglen uden at den viste mindste tegn på flugt.

Selv om det blæser er det ingen hindring – Apollo virker som en robust sommerfugl. Det er helt sikkert også den tungeste af de europæiske dagsommerfugle. Men den har særlige krav til sine levesteder, og bl.a. præferencen for foderplanter til larverne må være noget af det, som styrer udbredelsen. Ser man på udbredelseskortet er bestanden splittet op i mange små fragmenter – men dækker et enormt stort område mest i bjergegne fra Den Iberiske Halvø til Mongoliet, med nordlige forposter i Norge-Sverige-Finland. Apolloerne på Gotland og dem på Sveriges fastland er i øvrigt to forskellige racer, og i Norge findes yderligere to – og der er i alt beskrevet et meget stort antal underarter. Ifølge Lars Andersen’s (hvil i fred) hjemmeside danske-natur.dk er der tale om ialt ca. 277 beskrevne racer – men han mente dog samtidig, at en del af dem kan være synonymer/fejlagtige. I Sverige, hvor vi så den, var det bogstaveligt helt ned til havets bred; men som nævnt er det hovedsageligt et dyr der er tilknyttet bjergene, og der er tilfælde hvor evolutionen har udviklet en selvstændig race i en enkelt bjergdal i Alperne (på grund af lang tids isolation). Selv havde vi for et par år siden den glæde at bo et sted i Pyrenæerne hvor dette dyr kom forbi “vores” hus:

Apollo, San Juan de Plan, Spanske Pyrenæer, juli 2024. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Umiddelbart ser jeg ikke den store forskel i forhold til dyrene vi så i Sverige.

Nå, nu vil jeg aslutte Apollo-kapitlet – for vi så naturligvis også mange andre spændende ting under dagene i Östergötland. Naturen i området vi boede i var en mosaik af mange indskårne hav-vige (så der var godt med skærgårds-stemning), skov på klipper helt ned til vandet, gamle (MEGET gamle!) egetræer, lidt dyrkningsland hvor det har været muligt at få en plov i jorden – og så også afgræssede enge og overdrev, som var botanisk meget flotte.

Engen ved Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Specielt denne skrånende eng ned mod vandet med titusindvis – hvis ikke hundredtusinder – af blomstrende Knopurt vakte stor begejstring. Her så vi en anden stor markant sommerfugl, som man jo også altid bliver glad i låget over at se:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Mie fotograferer Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-og lidt tættere på:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

-samt et endnu flottere eksemplar:

Svalehale, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Svalehale er heldigvis stadig temmelig almindelig mange steder i Sverige. Det samme gælder Sørgekåbe, men den finder man sjældent fouragerende på blomster. Så vi så bare en enkelt, der kom til en stor Asp med en revne i barken der kunne suges saft fra…

Sørgekåbe, Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Sådanne steder får man uvilkårligt tanker om Poppelsommerfugl eller Iris, men det blev desværre ikke på denne tur at vi stødte på disse fine arter… Til gengæld alt muligt andet fint, og jeg vil slutte dette blogopslag med en stribe af hvad vi ellers oplevede i dette meget indbydende “nye” (for os) område…

Vejrandøje, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Tidselsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Storplettet Perlemorsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Kommabredpande, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Argusblåfugl, Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Citronsommerfugl, Skrutviken N for Östra Ed, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Pimpinellekøllesværmer, Hulöhamn, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Dødningehovedsvirreflue, Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gul Humlesvirreflue, Lilla Kalvö, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Vintervandnymfe (og i baggrunden Stor Farvevandnymfe), Åsvikelandet, Valdemarksvik, juli 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nå, det blev jo en længere historie – og så har jeg slet ikke været inde på pattedyrene (Skovhare, Rådyr, Ræv, Grævling) eller fuglene (Havørn, Rød Glente, Fjordterne, Sortspætte osv.)… Det må blive ved en anden lejlighed!… Men under alle omstændigheder – vi fik endnu en gang bekræftet, at Sverige er fantastisk – og på mange punkter kan man som dansker kun misunde vort kære naboland og dets indbyggere!

Fugle og andre dyr på Kreta i april

Da jeg skrev om orkideerne på Kreta-turen, varslede jeg at der også ville komme en historie om andre oplevelser under besøget på den fine ø. Det må jeg jo så hellere leve op til.

Vi var to relativt hardcore birdere med på turen, og var selvfølgelig opsatte på at få set nogle af specialiteterne blandt fuglene – som der vel at mærke ikke er så mange af på Kreta som på nogle af de græske øer, som ligger tættere på Tyrkiets kyst. Men alligevel blev det da til en række fine iagttagelser, særligt den ene dag, hvor vi bevægede os et stykke op ad skråningen på bjergen Psiloritis (populært kaldet Ida), hvor vi kom op i mere klippe-præget terræn.

Stop i vejsiden, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Generelt var der mange Gåsegribbe overalt.

Gåsegribbe, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåsegrib, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Gåsegrib, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Normalt er Gåsegrib ikke en art jeg har så høje tanker om, men jeg må indrømme, at sådan en ung grib faktisk er ganske pæn…

Pæn er også Lammegrib, som der findes en lille bestand af på Kreta. Jeg fik den ikke set på denne tur, men folkene i den anden bil gjorde, ved en markant højderyg tæt på sydkysten – tillykke til dem!

Midt april er nok for tidligt til Eleonorafalk, som ellers bebor klippekysterne og de mindre øer omkring Kreta – men vi så et par Lærkefalke, og så var der allestedsnærværende Tårnfalke og Musvåger. På dagen på Ida-bjerget var der også både Kongeørn og Kejser!

Kongeørn, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi vidste godt at der skulle være en lille bestand af Kongeørn, men det kom som en overraskelse for både Henrik og jeg, at der faktisk også overvintrer Kejserørn på Kreta. Den første på Ida-bjerget fik jeg ikke set ret godt, men på sidstedagen lige udenfor byen Meronas, hvor vi boede, fik en mobbende Ravn mig gjort opmærksom på denne unge Kejserørn:

Kejserørn, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Først da jeg kom hjem og fik billedet op på computerskærmen blev jeg opmærksom på, at fuglen er mærket med en farvering – hvid med sort tekst. Billedet er temmelig kraftigt croppet og ringen er ikke skarp – men jeg synes alligevel at jeg kan se at inskriptionen må være “MJ”. Det lader til at de i Ungarn ringmærker med sådanne ringe, og jeg har sendt observationen til den ungarnske ringmærkningscentral – og afventer spændt, om de kan finde ud af hvilket individ det drejer sig om. Heldigvis er bestanden af Kejserørn i Ungarn og flere af de andre østeuropæiske lande i disse år i kraftig vækst.

Udover mange iagttagelser af Ravn var der i de højere dele af bjergene også Alpekrage – og der skulle være Alpeallike, men så højt kom vi ikke op…

Blandt spurvefuglene var arter som Sorthovedet Sanger og Sortstrubet Bynkefugl virkeligt talrige og prægede de åbne landskaber med spredte buske.

Sorthovedet Sanger, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Sortstrubet Bynkefugl, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Andre almindelige arter – som jeg/vi så og hørte mange af, men ikke fik fotos af – var eksempelvis Cettisanger, Hedelærke (syngende mange steder i helt åbne landskaber) og Vendehals – sidstnævnte overraskende talrig på steder med kun sparsom trævækst. Og en art som Chukarhøne hørtes mange steder i de stenede landskaber – det lykkedes ikke at se den (ellers en ny art for mig).

De første dage på øen så vi ingen stenpikkere, hvilket undrede os, men så en morgen var der pludselig Østlig Middelhavsstenpikker “overalt” – så der må være kommet et tiltræk af denne smukke art.

Østlig Middelhavsstenpikker, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Østlig Middelhavsstenpikker, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Fuglen på det andet foto af arten sidder på et gærde af “rivenet” af jern, der over hele øen, ihvertfald de fleste åbne områder med fåre- og gedegræsning, anvendes til indhegning af markerne. Det er enorme mængder jern, som på denne måde er fordelt i landskabet, og det gør jo sit til at begrænse adgangen til mange af arealerne (disse hegn er nærmest umulige at forcere). Det er en af de få negative bemærkninger vi har til oplevelserne på Kreta – der ellers bød på så meget fint. Denne morgen med de mange Østlig Middelhavsstenpikker gav også et par ‘krydderier’ i form af en Isabellastenpikker og en Hortulan.

Isabellastenpikker, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.
Hortulan, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Hortulanen er både en utrolig smuk værling og en art man altid frydes over at se, med tanker på hvor sjælden den er blevet (den stakkels fugl er blevet – og bliver måske stadig – fanget i stor stil for at blive spist i flere af landene i Middelhavsområdet).

Nogle fugle som gav anledning til lidt undren var spurvene på Kreta – det skulle være Italiensk Spurv, men ligner lidt at være noget af en “hybridsværm” – ihvertfald havde mange af dem tydelige træk som mindede om Gråspurv, med større eller mindre gråt islæt på issen. Det var ikke noget jeg fik ofret så meget opmærksomhed, fotomæssigt – men her er ihvertfald et (uskarpt) billede som delvis illustrerer fænomenet:

“Italiensk” Spurv, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Vi så på turen mange Alpesejlere, flere Hærfugle, Blådrosler, Rødryggede Svaler og sikkert også flere typisk sydlandske arter som jeg lige nu ikke kan komme i tanker om. Om natten underholdt Dværghornugler os med stemningsfuld tuden lige rundt om huset vi boede i. Et andet eksempel blandt de sydeuropæiske er en art som Rødhovedet Tornskade…

Rødhovedet Tornskade, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Nu vil jeg forlade fuglene og kaste lidt fokus på en anden artsgruppe som vi også hyggede os med – dagsommerfuglene. Det er ikke fordi vi så så mange arter, og de fleste var kendte herhjemmefra – Vejrandøje, Skovblåfugl, Lille Ildfugl, kålsommerfugle med flere – men så var der også lige nogle af de meget attraktive sydlige specialiteter…

Svalehale, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Ja jeg ved godt at Svalehale også er en dansk art, men det er immervæk en art man ser meget mere til, hvis man tager sydpå. Og dette individ var nok den mest samarbejdsvillige Svalehale jeg har set, den var helt nyforvandlet og vi fandt den på en kølig morgen i vejsiden, hvor den sad og var ved at komme til hægterne. Den tillod oven i købet at vi fjernede lidt generende vegetation rundt om sig… Vi så i øvrigt også Sydeuropæisk Svalehale flere steder.

Kreta-Guirlandesommerfugl, Kreta, april 2026. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Det bedste på “sommerfuglefronten” var dog uden tvivl den utroligt smukke guirlandesommerfugl Zerynthia (cerisy) cretica som ihverfald i nogle bøger står opført som en endemisk art for øen, altså Kreta-Guirlandesommerfugl. Andre steder regnes den som en race af Østlig Guirlandesommerfugl Z. cerisy – men formen på Kreta er under alle omstændigheder unik i udseende og fremstår som langt den lyseste af de ellers meget mønstrede guirlandesommerfugle. Og som de andre er det en (tidlig) forårsflyvende art, én vi var meget glade for at stifte bekendtskab med – særligt på dagen på Ida-bjerget så vi adskillige af dem og fik ligefrem indtryk af, at den er almindelig. Jeg synes den er helt utrolig raffineret – prøv at klikke billedet stort og dyrk lige de frynser langs bagkanten af bagvingen!

Nu er også dette blogopslag blevet rigeligt langt, så jeg vil stoppe – og efterlader forhåbentlig læseren med et lille indtryk af de mange naturoplevelser man kan få ved at besøge denne smukke ø. Hvis nogen skulle  blive inspirerede og få lyst til at aflægge Kreta sådan et forårsbesøg står jeg gerne til rådighed med gode ideer og tips!