Vi har nu i nogle år haft fastboende Spætmejser på matriklen, hvilket jeg ofte her på bloggen har udbredt mig om, fordi det har givet mange smil og megen glæde.
Det er dog først i år at de har valgt et redested, som vi har kunnet følge – i en højt ophængt redekasse i en stor ahorn over græsplænen – et par meter fra en beboet stærekasse. Da jeg for to år siden hængte denne redekasse op var det faktisk netop med tanke på at give Stærene endnu en mulighed – for det virker som om at det her på stedet er antallet af egnede redesteder, som begrænser antallet af Stære. Vi har i en årrække haft samtlige fire kasser hvor indgangshullet er af passende “stære-diameter” besat.
Men som jeg tidligere har fortalt tog et Spætmejse-par i marts denne kasse i brug, og vi har lige siden haft mulighed for at følge deres adfærd omkring reden. I starten var der stor aktivitet og megen “larm” fra de højlydte Spætmejser, men efter at rugningen er påbegyndt er der blevet mere stille, og der kan gå timer imellem at vi ser dem.
Og i nabo-redekassen har Stærene passet deres; det har også været ret stille indtil det for over en uge siden blev tydeligt at der nu var unger, for forældrenes besøg blev meget mere regelmæssige, og de ankom med næbbene fulde af mad.
For 4-5 dage siden blev vi så opmærksomme på, at også Spætmejserne er begyndt at komme til reden med føde i næbbet. Men det virker ikke som om de har unger endnu, for de kan godt flyve ind i reden med næbbet fyldt, men de kommer ud igen stadig med insekter i næbbet. Og pludselig opdagede vi én af Spætmejserne i et ubevogtet øjeblik flyve over til Stærenes redekasse og forsvinde ind til stæreungerne – for øjeblikket senere at flyve ud igen uden noget i næbbet.
Det foregår stadig, dog med relativt lav frekvens – hvor stæreparret lander med føde til ungerne med få minutters mellemrum, er det måske et par gange i timen at vi ser Spætmejserne fodre Stærenes unger. (Faktisk er det af og til flere gange i minuttet at Stærene fodrer, og hannen og hunnen kan næsten ikke komme til for hinanden).
Det er tydeligt at Spætmejserne holder øje med Stærene, og forsøger at smutte over med mad mens Stærene er ude at søge føde. Men én gang her til morgen så jeg en af Stærene ankomme mens Spætmejsen var inde i kassen! Det førte dog tilsyneladende ikke til større konflikt, øjeblikket efter smuttede Spætmejsen ud, og lidt senere kom Stæren frem i hullet med en “fækaliepose” i næbbet.
I det hele taget har vi ikke oplevet konflikter mellem de to par “naboer”.
Det kan virke bizart at fugle tilhørende én fugleart fodrer unger fra en anden art – men det er på ingen måde et ukendt fænomen, er det gået op for mig efter at have researchet lidt på fænomenet. Det forklares ofte med at forældrefugle har en meget stærk fodringsimpuls, og når de som i dette tilfælde bor så tæt på en anden art og kan høre ungerne tigge mad, kan det sætte gang i en “automatreaktion”. På Facebook er jeg lige blevet præsenteret for en case med et par Blåmejser i Holland som mader et kuld Solsort-unger – i dette tilfælde havde Blåmejserne mistet deres eget kuld.
Jeg tror ikke at “vores” Spætmejser har mistet deres kuld, men ifølge litteraturen bruger Spætmejse ca. 5 dage længere på at udruge deres kuld end Stær (15-19 dage mod 11-13 dage). Vi ved jo ikke om de er gået i gang samtidig, men jeg formoder at det er tæt på at Spætmejsernes unger klækker, og at de derfor hormonelt er “gearet” til at være parate til at sætte ind med fodring.
Ialfald er det et interessant fænomen at være vidner til!
Hvis man søger på “Interspecific feeding“, som fænomenet hedder på engelsk, vil man finde ud af, at det er beskrevet for mange arter, inkl. Spætmejse. Her er en historie om en amerikansk spætmejseart, Pygmy Nuthatch, som fodrer unger af Mountain Bluebird – altså to arter hulrugere ligesom tilfældet er med Spætmejse og Stær.