I onsdags blev vores landsdel hærget af en massiv snestorm, og i går vågnede vi op til en fortryllet verden…
Vintervejret har ikke været ledsaget af så megen frost endnu, så Vejlernes vandflader er stadig isfri – men de kommende dage skulle ifølge YR byde på ned til 5 minusgrader om natten, så det vil sikkert slå igennem som islagte søer. Nye lavtrykspassager er dog “programsat” i næste uge, og så får det hurtigt en ende med det vinterlige…
Hjemme i haven er det tydeligt at snedækket (5-20 cm) har gjort dagligdagen sværere for fuglene, og vores lille “restaurant” udenfor køkkenvinduet er endnu mere velbesøgt end ellers…
Mie har fabrikeret hjemmelavede “fuglekopper” fyldt med fedt og andre gode sager…
Når Spætmejserne har hentet en godbid på foderbrættet, flyver de næsten altid op i en gammel død træstamme, hvor eksempelvis solsikkekernen bliver bearbejdet…
De resterende fotos får lov til at stå ukommenterede…
Rødhals er en af de arter, som virkeligt “svulmer op” når det er koldt og bliver til en kuglefugl!
Vores ydmyge hjem tager sig også ganske fortryllet ud, indsvøbt i sne:
Det har jo egentlig været endnu en grøn vinter – ialfald indtil en gang i februar… Men senvinteren blev streng, og vi har ventet LÆNGE på at der skulle komme gang i fugle-foråret!
Mange småfugle har haft det lidt hårdt…
Selv om der stadig er nattefrost hver nat og der hidtil kun har været kortvarige mildninger, er der dog alligevel visse tegn på, at det går den rigtige vej… Rørdrummerne pauker, de sidste 14 dage har der været Skestorke i Vejlerne – og Hvid Vipstjert har snart indfundet sig overalt…
En af vinterens store overraskelser har været Tranerne – de har overvintret i hidtil usete antal, og selv igennem de hårdeste frostperioder har der stået flokke rundt omkring i Thy. Nu er de fleste efterhånden udparrede, og der lyder trompeteren mange steder…
Idag mødte jeg flere fugle, som viste at der er ved at være trækbevægelser i gang – først en fin Sortstrubet Bynkefugl ved Vust, som desværre ikke ville fotograferes. Det er sjovt nok anden gang, at jeg i marts møder en Sortstrubet Bynk nær Lund Fjord – første gang var denne: [klik her]. Ellers er det jo mest nær kysten, at man træffer dem. Og så havde jeg en Sort Glente ved Bjerget – tiltrukket af en pløjende traktor – og sikkert bragt hertil af den stabile sydøstenvind, der herskede idag. Det er første gang jeg har set arten i/ved Vejlerne, så den gav glæde – også selvom billederne jeg fik af den ikke var så gode…
Så konklusionen må være: ja, det bliver alligevel også forår i 2018. Den kurrende Tyrkerdue udenfor vinduet lader til at være enig… 🙂
MEN nu hvor kalenderen siger april om få timer, så savner jeg stadig lidt mere skub i sagerne – f.eks. kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst IKKE har hørt Gransanger i marts måned. Og det kan godt – når man mærker temperaturen – være svært at forestille sig, at Blåhalsen synger i nærmeste fremtid – de sidste mange år har den jo faktisk været i gang nogle dage på dette tidspunkt.
Jeg har mange gange hørt historien om, at odder ikke bryder sig om at svømme under broer. Det er årsagen til mange trafikdrab af dyrene, når de så i stedet går på land og går over broen, og også årsagen til, at man mange steder som afværgeforanstaltning har placeret gangbroer (to langsgående brædder på flydepontoner) langs bredden af åen/kanalen under broen.
Det er sikkert rigtigt i de fleste tilfælde at odderen undgår at svømme under, men igår fik jeg en oplevelse som empirisk dokumenterer, at det ikke altid er tilfældet…
Som altid når man passerer én af Vejlernes broer, glider blikket op og ned langs kanalen – og igår fangede blikket med det samme, ved Maskinhuset ved Tømmerby Ringkanal, en odder som en gang imellem havde hovedet oven vande, altimens den langsomt svømmede imod mig.
Jeg skyndte mig at smide hvad jeg havde i hænderne og hive kameraet frem, og med mig siddende på broen kom det smukke dyr tættere og tættere på…
Til sidst var odderen blot 6-8 meter fra mig og vi havde øjenkontakt.
Med et højlydt fnys dykkede den igen, og jeg kunne se på vandets bevægelser i overfladen, at den bevægede sig ind under broen hvor jeg sad – og da kanalen højst er 1½ meter dyb, og broen højst en meter over vandspejlet, har jeg altså været meget tæt på en odder!
Efter nogle sekunder dukkede dyret op igen på den anden side af broen, og arbejdede sig videre mod Mommer gennem kanalen.
-Og jeg kunne drage videre på min tælling, resten af dagen høj på denne fine oplevelse, jeg fik foræret! Selv om odder er blevet meget mere almindelig end den var for 20-30 år siden, vækker den glæde hver gang man møder den.
(Jeg kan jo ikke vide, om odderen havde gået over land rundt om broen, hvis ikke jeg havde siddet der – højst sandsynligt havde den det – broerne i Vejlerne er ialfald steder, hvor odderen ofte lægger sine velduftende “visitkort”)…
Her er i øvrigt en anden oplevelse med odder fra Tømmerby Ringkanal i februar, for seks år siden hvor kanalen var næsten helt tilfrosset: [klik her].
Stor Regnspove har i forvejen blå tæer, og i denne kulde må de da blive endnu mere forfrosne. Ialfald virkede fuglene i denne flok noget “stivbenede”, da de rendte rundt på en snedækket mark. Men de var trods alt i stand til at stikke næbbet gennem det relativt tynde snelag – spørgsmålet er så bare, om ikke regnormene er søgt så langt i jorden, at spovenæbbene ikke kan nå dem? Jeg så ialfald ingen hive noget spiseligt op… 42 fugle var der i alt i flokken, og det var ved Binderup Ås udløb nordøst for Nibe forleden dag. Et overraskende syn i dette arktiske miljø.
Ikke Vejlerne, altså – men også Vejlernes spover må være tvunget til at søge alternative “græsgange” – hvis ikke de er stukket af sydpå. Men har de fornemmelse for meteorologi har de måske følt, at det betaler sig at holde ud – ialfald lover såvel DMI som norske YR, at kulden er ovre for denne gang fra en gang i den kommende weekend. Så bliver det lidt lettere at være en langbenet vadefugl igen..
Flere af de såkaldte vejrtrækkeres forekomst i Vejlerne om vinteren er stærkt afhængig af, hvor streng vinteren viser sig at blive. Et eksempel er Vibe, hvoraf der var nogle hundreder i Vejlerne til langt ind i december, men så fik de kolde fødder med kuldeindslaget mellem jul og nytår. Selv om det senere blev mildt igen, har de ikke indfundet sig i større antal her i januar, hvilket egentlig godt kan undre.
Et andet eksempel er Trane – for godtnok er der vist aldrig Traner som har gennemført en hel overvintring på disse kanter, men i næsten alle de milde vintre har der ialfald været en flok som er blevet i området indtil sent på året. Typisk er de så forsvundet omkring årsskiftet, ofte i forbindelse med kuldeomslag i vejret.
I 2014 blev den sidste egentlige flok i Vejlerne på 17 individer set allerede 2. december, mens der i Sønderjylland stadig her sidst i januar er tale om overvintring af en flok. Siden 21. december har der så holdt et tranepar til i randområderne ved Lund Fjord, som oftest i høstede majsmarker (-som også har tiltrukket flere tusind Ringduer og mængder af gæs). Det ser ud som om, at der er et stort spild af majskerner ved høsten!
Også efter det heftige snefald denne morgen kunne dette overvintrende par findes på markerne ved Lund. Én gang har jeg set parret lette og flyve mod Hjardemål Klit – og der er næppe tvivl om, at det er et par fra den lokale ynglebestand, som forsøger at stå vinteren igennem her, for så at kunne indfinde sig på ynglelokaliteten med fordelen af at være først.
Nu lover DMI mildning igen, og man må håbe, at der ikke kommer en meget langvarig periode med frost – men måske ligger der spildte majskorn nok til, at fuglene under alle omstændigheder kan klare vinterens strabadser. Det er jo sjældent kulde som sådan, som slår fuglene ihjel, men derimod fødemangel. Så jeg kan omformulere mit ønske til, at vi må håbe at vi undgår langvarigt snedække, som gør det vanskeligt at komme til føden.
Under alle omstændigheder er det hyggeligt med vintertraner!
Vibe hedder “Avefria” på spansk. Det betyder “koldfugl”.
Der har været mange Viber i Vejlerne denne vinter – fordi efteråret er fortsat lige indtil jul, og vinteren udeblevet. Med kuldeindslaget efter jul har de fået kolde fødder, men nogle af dem holder stand endnu. Denne (og et par stykker til) sås ved “smørhullet” på Lund Fjords vestside igår.
Nu mildnes det igen, og inden længe er der sikkert atter store flokke af Viber i Vejlerne…
Et pindsvin er stået op i utide, og tøffer lige nu rundt på min græsplæne, hvor den meget aktivt stikker næsen i alt, der bare på mindste måde kunne se ud til at gemme på noget spiseligt.
Den virker i øvrigt ved godt huld.
Og, for at komme eventuelle velmenende henvendelser i forkøbet – jeg har IKKE tænkt mig at foretage mig noget for at “redde” dyret… Den skal altså ikke tages ind i huset (eller andres huse)! Naturen kommer til at gå sin gang her – men jeg håber da, at den kommer til “fornuft” og putter sig igen – pindsvin bør sådan set sove om vinteren!
Vinteren skræmmer mange af Vejlernes fugle helt væk, mens de, der vælger at blive, i mange tilfælde koncentreres på steder, hvor man ikke plejer at se dem.
Idag faldt jeg over en flok Gulspurve (med en enkelt Bogfinke) på Thorup Fjordholme, der afsøgte rundballerne på en snedækket stubmark – tilsyneladende indeholder ballerne spildsæd eller ukrudtsfrø, og har dermed gjort disse fødeemner tilgængelige for fuglene…
Et gammelkendt fænomen, når frosten binder Vejlernes vande, er, at nogle af kanalerne holder åbent vand – og dermed tiltrækker fugle som Rørdrum og Vandrikse (de risikovillige af dem, der satser på at blive og stå frostperioden igennem)…
I eftermiddags var der et “mylder” af Vandrikser langs Østre Landkanals afløb fra Lund Fjord (mindst 5, og formentlig en 7-8 stykker).
Jeg vil tro, at folk med længere teleobjektiver end mine 400 mm vil have godt chancer for at få nogle hæderlige Vandrikse-skud i “kassen”, når morgendagens snestorm er overstået…
Som billedet viser, holdt også en fin hvid mink til i kanalen. Den styrede tilsyneladende ret målbevidst fra Vandrikse til Vandrikse, men rikserne var alt for vågne til at lade sig overrumpe…
Minken er selvfølgelig uønsket i Vejlerne, og observationen er videregivet til rette vedkommende, så forhåbentlig bliver den snart til pels…
På en strækning af Tømmerby Ringkanal, som er fuldstændig tilfrossen, holdt forleden en odder til. Da jeg først fik øje på den, på isen i kanten af kanalen, i færd med at spise et eller andet, som ikke lignede en fisk, undrede det mig lidt – hvordan klarer den sig uden adgang til vand?
Men det viste sig snart, at den havde adgang til vand – i kanten af rørbræmmen var der et lille hul, hvorigennem odderen fra tid til andet smuttede ned og forsvandt under isen – og i løbet af den times tid, jeg holdt den under opsyn, kom den flere gange op igen, enten med eller uden bytte.
Men det ser ud til, at en odder ialfald midlertidigt kan klare sig med et “åndehul” i isen – som en anden sælhund!