En fugl at blive glad i låget af…

Omkring 1. september for to år siden dukkede en Spætmejse op på matriklen her i Tømmerby – og skabte glæde! Fuglen dengang blev vinteren igennem, og dagligt kunne vi fornøje os med den muntre “fætter” på foderbrættet udenfor vinduet…

Spætmejse, Tømmerby, januar 2017. Foto: ornit.dk.
Spætmejse, Tømmerby, januar 2017. Foto: Jørgen Peter Kjeldsen/ornit.dk.

Først en gang om foråret blev vores (og naboens) “naturskov” åbenbart for lille for fuglen, og den forsvandt… og blev savnet…

Nu er det samme sket igen! Igen lige omkring 1. september, en morgen hvor jeg trådte ud af døren, genlød det med Spætmejsens glade stemme – og lige nu hvor jeg sidder inde på kontoret, hører jeg den igen.

Ja jeg er jo ikke dyrepsykolog, og kan ikke vide om Spætmejsen i virkeligheden er gladere end så mange andre fugle – højst sandsynligt ikke – men der er et eller andet ved dens energiske væsen, stemme og hele adfærd, som man bare bliver i godt humør af! Jeg smiler indvendig, hver gang jeg støder på den, og håber nu på, at den igen vil gøre os selskab de kommende mange måneder… 🙂