En scene udspillede sig på Bygholmengen igår som brændte sig ind på nethinden…
Som altid var de tusindtallige gåseflokke nervøse, da adskillige Havørne (som altid) huserede i baggrunden. På et tidspunkt gik en stor flok Bramgæs og Kortnæbbede Gæs på vingerne, da en adult Havørn nærmede sig. En ung Vandrefalk kom til (måske ansporet af postyret, som ørnen forårsagede)…
Ørnen udså sig en gås. Falken holdt sig i nærheden.
I løbet af ingen tid slog ørnen fangerne i gåsen – det så fuldstændig ubesværet ud.
Mens ørnen dalede mod jorden med sit bytte holdt falken sig hele tiden i nærheden – havde måske håbet at opstandelsen havde afsløret en and eller gås som viste svaghedstegn – men den fik vist ikke noget ud af det.
14 sekunder efter at ørnen havde slået gåsen (info fra EXIF i billedfilerne) landede den på engen med byttet og gav sig straks til at flå den…
Det ser næsten alt for nemt ud at være Havørn! Og det var ikke fordi at den uheldige gås på nogen måde så svækket ud – den befandt sig bare i udkanten af flokken og ørnen havde tilsyneladende let ved at isolere den. Spektakulært drama at overvære…
Forleden aften (i forgårs) ved Arupdæmningen var magisk! Helt stille vejr efter en smuk solrig dag, mørke skyer trak op fra syd og tilføjede dramatik, og lydkulissen fra 500 Sangsvaner i Østerild Fjord samt indtrækkende Kortnæbbede– og Bramgæs gik tilsammen op i en smuk og højere helhed.
Jeg har tidligere fortalt om min fascination af aften- og morgentrækket af Toppet Skallesluger – fugle som har tilbragt dagtimerne ude på Limfjorden, men som ved solnedgang søger ind i Vejlerne for at overnatte mere beskyttet. Det samme fænomen ses også med Hvinand, som regel dog med mindre tal. I sidste uge hjalp jeg ved en totaltælling af Vejlerne, hvor dette træk blev talt – den dag gav det 1009 Toppet Skallesluger og 157 Hvinand indtækkkende til Østerild Fjord over Arupdæmningen. Der var nok nogenlunde tilsvarende tal i forgårs, men frem for at tælle fokuserede jeg på at fotografere det flotte skue, når dykænderne kommer i høj fart ude fra fjorden, og lader sig “dumpe ned” de sidste par hundrede meter inden de rammer vandfladen…
Solnedgangen bag Sennels Hage var spektakulær…
Hvinænderne kommer som de sidste, nogle gange først når det er næsten helt mørkt…
I Nibe Bredning ses om vinteren store mængder af Lysbugede Knortegæs fra Svalbard (og nogle af dem yngler på Østgrønland, så vidt jeg har forstået). Ved havnen i Nibe møder de en fast vinter-forekomst af Rødben af robusta-racen, også kaldet Islandsk Rødben.
Er man heldig, fouragerer Knortegæssene (sammen med Blishøns) helt tæt på parkeringspladsen på havnen, hvorfra disse fotos er taget – for en uge siden mellem jul og nytår.
Ifølge Danmarks førende ekspert på Lysbugede Knortegæs Preben Clausen, Aarhus Universitet, fouragerer gæssene i dette tilfælde på søsalat Ulva lactuca; men ellers er det ofte ålegræs, man ser gæssene æde.
Her ses langs bredden – som mange steder langs Limfjordens lavvandede bredninger – “tæpper” af sammenskyllet ålegræs. Knortegæssene og Blishønsene (og lidt længere fra land også Pibeænder) er herbivorer, dvs. de æder planterne – mens Rødbenene opholder sig langs denne opskylszone for at spise eventuelle tanglopper eller andre smådyr, der tiltrækkes af opskyllet.
Som én, der i mit professionelle virke beskæftiger mig i umådeligt mange timer med gæs, skal jeg ikke nægte, at visse gæs vækker større interesse end andre!
De er selvfølgelig alle interessante, og de fleste arter har stor succes og buldrer frem, og fylder i landskabet…
Når ét af formålene med de mange timer i felten med gæs er at finde og aflæse fod- og halsmærkede fugle, betyder det at hver enkelt hals og hver enkelt fugl bliver kigget grundigt efter i sømmene. Derfor finder man også med jævne mellemrum overraskende eller afvigende indslag i flokkene, bl.a. en del Tundrasædgæs, nogle få Dværggæs og Grønlandske Blisgæs, diverse fejlfarver og hybrider osv.
En fugl jeg i mange år ikke har fundet – men ofte haft i tankerne – er den fineste af dem alle, den smukke lille Rødhalset Gås. Man har nok en tendens til at tro, at den først og fremmest vil optræde i de efterhånden meget store flokke af Bramgæs – og blandt disse tusindtallige sorthvide tæpper af gæs forsvinder den rødhalsede meget let!
I forgårs blev der imidlertid fundet en Rødhalset Gås i en flok Kortnæbbede ved Lund Fjord. Jeg havde ikke checket hverken DOFbasen eller meldesystemerne inden jeg igår drog på gåseobs., og havde således intet kendskab til fundet, men mødte en fuglefyr på Amstedbrovej, som var ude efter den lille gås og kunne vise mig et kort med hvor den var set om søndagen… Fem minutter senere sad jeg med fuglen i teleskopet, og det var en fryd at gense arten – og endnu en gang blev jeg slået af, hvor lille den er! Jeg havde helt sikkert også fundet den, uden af jeg havde vidst den var der, for selv om den af og til blev væk – når den sov eller fouragerede med hovedet nede i vegetationen – var det alligevel påfaldende, at den var så relativt let at finde i flokken.
Til gengæld var den ikke let at fotografere (selv med 400 mm og crop faktor) eller ialfald at få til at fylde noget i billedet, men her præsenterer jeg alligevel et par doku-skud (det indsatte er digiscopet med lommekamera). (Bemærk iøvrigt en Kortnæbbet Gås med blåt halsbånd R41 til venstre i billedet – en gammel kending mærket tilbage i 2002, som hvert år tilbringer en lang periode sidst på vinteren og først på foråret i området Kærup Holme-Lund Fjord)…
Iagttagelsen fik mig til i tankerne at genopleve ekspeditionen en vinter for over 30 år siden til Donau-deltaet i Rumænien, hvor vi var en lille gruppe danskere, der fandt nogle hundreder af disse yndefulde små gæs, oplevelser som forbliver levende i hukommelsen – for evt. interesserede kan jeg henvise til Lars Abrahamsens artikel i Fugle: Vinterdage ved Donau – hæfte 1983-1, side 28-29, med fine illustrationer af Jens Frimer.